I disse to udsendelser gennemgår værterne kendte maskingeværer fra Første Verdenskrig.

Vært på “Forgotten Weapons” er: Ian McCollum

Maskingeværerne er:

MG08 (tysk)

Vickers (britisk)

Hotchkiss 1914 (fransk)

I denne BBC-udsendelse prøveskyder Dan Snow to typer af tunge maskingeværer: Den tyske MG08 og den britiske Vickers – og det lette maskingevær: Den britiske Lewis Gun.

I dette temaafsnit af The Great War gennemgår værterne en række pistoler og revolverer i den tyske hær: Deres udvikling, ligheder og forskelle, fordele og ulemper.

Vært er Othais McCarthy

Håndskydevåbnene er:

Reichsrevolver (1879 og 1883)

Mauser C96

Luger P08

Luger LP08

I dette temaafsnit af The Great War gennemgår værterne en række geværer i den tyske hær: Deres udvikling, ligheder og forskelle, fordele og ulemper.

Vært er: Othais McCarthy

Geværerne er:

Gewehr 88

Gewehr 98

Gewehr 88/05

Karabiner 98 AZ

Som ved de fleste andre semiautomatiske pistoler bliver slæde tilbage, når den sidste patron er affyret. Men når et fyldt magasin sættes i pistolen, glider slæden automatisk frem og skubber en patron i kammeret.

Pistolen tilhører Zeppelin- og garnisonsmuseet i Tønder.

Det drejer sig om en kanon fremstillet af Skoda til den østrig-ungarske hær til brug i de mange bjergrige dele af Østrig-Ungarn. Kanonen er derfor relativt kompakt, kortløbet og forholdsvis let. Den vejede dog stadig mere end 600 kg, og den kunne derfor skilles ad og pakkes sammen i mindre læs, så den kunne transporteres på æsel- eller muldyrryg. Blandt andet kunne svansen (bagenden af lavetten) tages af, desværre mangler den på denne kanon. Det samme gælder det skjold, som en del af kanonerne var udstyret med.

Kanonen havde en besætning på 6 mand. Kaliberen var 7,5 cm, mens granaten vejede 6,35 kg og havde en rækkevidde på 7.000 m. I 1917 indførte den tyske hær kanonen, da den dels var lettere og dels mere præcis end deres egne modeller.  Det var desuden en fordel at have samme type kanon som deres allierede, Østrig-Ungarn, da man ofte kæmpede side om side på de krigsskuepladser, hvor der var bjerge, og forsyningen af ammunition og reservedele derved blev lettet.

I 1918 begyndte tyskerne også at benytte kanonen som infanterikanon. Det vil sige en kanon, der ikke var understillet artilleriet , men blev medført af infanteriet til umiddelbar understøttelse under angreb. En sådan kanon skulle kunne føres frem af mandskabet ved håndkraft, og det kunne den forholdsvis lette Skoda-kanon.

Hvordan kanonen er endt på Tøjhusmuseet vides ikke. Den har næppe været  i Sønderjylland under 1. verdenskrig, da det nyeste materiel blev indsat ved fronterne og ikke ved grænserne til neutrale lande. Den ville under alle omstændigheder også have bragt tilbage til Tyskland før Genforeningen. Det mest sandsynlige er, at kanonen er kommet til Danmark under den tyske besættelse 1940-45.

Revolverens belgiske konstruktør havde på forskellig vis forsøgt at forhindre gassen fra krudtets eksplosion i at slippe ude mellem den uundgåelige revne mellem tromle og løb. Når man spændte hanen blev tromlen efter at have drejet næste patron foran løbet presset frem mod dets bagende. Projektilet var desuden omgivet fuldstændigt af patronhylstret, som ved affyringen blev presset ud til siderne mod overgangen mellem tromle og løb, så mest muligt af gassens energi drev projektilet frem gennem løbet.

Revolveren var dog ret langsommelig at lade. Det kunne kun ske en patron af gangen, og ved genladning skulle patronhylstrene først skubbes ud et efter et.

Revolveren blev overtaget af Den røde Hær og blev også brugt under Anden Verdenskrig. Pistolen tilhører Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Modsat mange af samtidens revolvere ladede man pistolen ved at “knække” den, dvs. ved at dreje løb og tromle nedad.

En mekanisme kastede samtidig de tomme patronhylstre ud, så skytten ikke skulle bruge tid på at fjerne dem, men straks kunne gå i gang med at genlade revolveren.

Denne Webley-revolver stammer fra Sønderborg Kasernes samling, der blev nedlagt ved kasernens lukning i 2014. Revolveren tilhører nu Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot.

Den tyske marines standardpistol P04 (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)

Titelblad fra forskrift for brug af nærkampsvåben fra 1. januar 1917. Forskriften er i hovedsagen en lang instruktion i, hvordan man skal bruge håndgranaten, mens andre våbentyper fylder meget lidt. Se hele Vorschriften für den Stellungskrieg für alle Waffen, Teil 3, Nahkampfmittel.

Når telefonledningerne var skudt over, og den fjendtlige beskydning af løbegravene var så voldsom, at meldeløberne havde svært eller slet ikke kunne komme igennem med meddelelser, var signalpistolen den hurtigste og ofte eneste måde kamptropperne i de forreste linjer kunne kommunikere med artilleriet på.

Ved at affyre lyspatroner i forskellige farver og eller med forskellige brandformer (enkeltstjerne, dobbeltstjerne, perlehale), enkeltvis eller i forskellige  kombinationer – alt efter de på forhånd aftalte og til stadighed vekslende koder – kunne tropperne bede artilleriet om hjælp: Nedkalde spærreild over den fremstormende fjende, forlægge spærreilden eller standse skydningen, når den ramte ens egen soldater mv.

På låsestolen står:  Waffenfabrik Mauser A-G, Oberdorf A/N, 1913.

Se mere om Mauser Gewehr 98 på C&Rsenal (eksternt link)

Naar Officerer forinden Krigens Udbrud drøftede, hvilket Haandvaaben der bedst egnede sig for Officeren i Felten, var Meningerne meget delte, hedder det i en Artikel i et tysk Fag-Tidsskrift. Den ene sagde: “Naar vi staar over for Fjenden, lægger jeg Sablen paa Bagagevognen og tager det første det bedste Gevær.” Den næste sagde: “Et Gevær er bare i Vejen, en Officer har slet ikke Tid til at skyde, han skal være snart her, snart der. I Nærkamp kan jeg kun tænke mig at bruge eet Vaaben, nemlig min Sabel, og i Nødsfald har jeg jo endelig min Pistol.”

Paa Spørgsmaalet, om Officeren nu i det hele taget har Brug for noget Vaaben, maa Svaret sikkert blive, at han absolut har Brug for et godt og paalideligt Vaaben, med hvilket han kan gøre sig Haab om at forsvare sig virksomt i paakommende Tilfælde. I Skyttegravene, i Ildlinjen har Officeren saa meget at gøre med at have Opmærksomheden henvendt paa sine Folk, med at iagttage Ildvirkningen osv., at han slet ikke kan faa Tid til selv at optræde som Skytte. Følgelig har han ikke Brug for noget Angrebsvaaben, ikke for Gevær. Men ved gennembrydning af fjendtlige Linjer, ved farlig Patrouilletjeneste, ved Marcher gennem fjendtlige Landsbyer, hvor der kan være Mulighed for at komme til at staa over for Franctireurs eller skjulte Modstandere, eller i Tilfælde af, at han bliver sprængt bort fra sine Folk, da har han i høj Grad Brug for et Forsvarsvaaben, som ikke hindrer hans Bevægelser, men som dog paa den anden Side maa være saa stort, at han dermed i kortest mulig Tid kan gøre en Angriber ukampdygtig. Sablen er ganske vist et smukt og fornemt Vaaben, men den er ganske værdiløs i de her omtalte Situationer. En kort Karabin med paasat lang Bajonet, hvortil hører Skede, er ogsaa uhensigtsmæssig og er under Løb mindst lige saa generende som det lange Infanterigevær, da man risikerer at faa Skeden ind imellem Benene og snuble, og man ikke kan lægge Vaabnet fra sig uden at risikere, at det bliver stikkende i Jorden.

I vore Tider er det et Ildvaaben, en Pistol, Officeren har Brug for. Ganske vist hører der til Officerens Udrustning saavel Pistol som Sabel; men Pistolen er som oftest alt for lille, en Lommepuffert, meget nydelig med Nikkelkappe-Patroner, men dog snarere at henføre under det farlige Legetøjs end det brugbare Forsvarsvaabens Kategori. Hvad nytter et saadant smukt og bekvemt lille Vaaben, naar det gælder om paa 50 Meters Afstand ved det første Skud at uskadeliggøre en Fjende? I Almindelighed nytter det slet intet, i alt Fald da kun, naar Skytten i Forvejen har haft Lejlighed til at gøre sig fortrolig med sit Vaaben, hvilket snarest vil sige, at han har lært dets Mangler og Fejl at kende og tager disse i Betragtning, naar han sigter, — eller ogsaa kun i de ganske enkelteTilfælde, hvor Kuglen “af Vanvare” rammer sit Maal. Om virkelig Paalidelighed er der ikke Tale ved den Slags Vaaben. Mange af de Officerer, der er faldne i Krigen, vilde maaske  i dette Øjeblik have været i Live, hvis de havde været bevæbnede med paalidelige Forsvarsvaaben.

Saa højt udviklet Vaabenindustrien end er, har man dog ikke endnu fremstillet et Skydevaaben, som man kan gemme inden i Haanden og som samtidig er virkelig paalideligt og træfsikkert paa en Afstand af 50 Meter og derover. Den fine Betegnelse „Selvladningspistol” ændrer intet ved denne Kendsgerning. Ikke des mindre nærer Officererne Uvjlie mod at bruge store Pistoler. Det har vist sig, at mange Officerer i Felten har væbnet sig med Infanterigeværer; men Pistolerne skal være smaa. En Mængde holder sig stadig til de smaa Browningpistoler, som virkelig skal gaa og gælde for at være brugelige Forsvarsvaaben, af hvis Paalidelighed daglig mange værdifulde Menneskeliv afhænger.

“Jeg har”, siger Forfatteren, “prøvet disse dejlige Browningpistoler (6,35 Millimeter Kaliber) paa Skydebanen, og det viste sig, at jeg allerede paa 12 Meters Afstand ikke fik en eneste Træffer i en ret stor Skive — og jeg mener ellers uden Pral at kunne betegne mig selv som en ret god Pistolflytte. For en civil, der kun i de allersjældneste Tilfælde kommer i den Situation at maatte forsvare sit Liv, kan den Slags Lommepufferter maaske nok svare til Formaalet, idet det her kun gælder om at holde Modstanderen i Skak eller bruge Vaabnet Paa ganske kort Afstand. Men i Felten kan Officeren hver Time komme i det Tilfælde at maatte forsvare sig med Pistolen paa nærmere eller længere Hold, og hertil duer Lommepistolen absolut ikke. I den tyske Hær har man da ogsaa fornuftigvis indført den store saakaldte “Parabellum-Pistol”, der er et for Krigsbrug fremragende godt Vaaben, for Underofficerer, Musikere, Sanitetssoldater og lignende. Den 10 Skuds Mauser-Selvladningspistol er endnu bedre og er vist egentlig Ideal-Vaabnet for Officerer; det blev da ogsaa benyttet af disse saa vel i Boerkrigen som i Felttoget i Kina, og man gjorde da udmærkede Erfaringer med det. Jeg har med denne Pistol skudt paa løbende Jagtskive paa et Hold af 80 Meter og af 100 Skud haft 87 Træffere. Mauserpistolens Ladningsmetode og dens Skæftning er tilmed overordentlig praktisk. Denne Pistol er ganske vist tre Gange saa stor som den elegante Browning-Lommepistol, men saa har den dog det Fortrin, at den skyder baade  hurtigere og sikrere. Med dette Vaaben i Haanden kan en Officer altid være i Stand til at forsvare sig virksomt, selv om han maa kæmpe med flere Modstandere paa een Gang. Og naar Pistolen anbringes i et Læderfutteral, fastgjort ved Bæltet, kan man bevæge sig akkurat lige saa ugeneret og rask, som naar man kun medfører en af de omtalte Lommepistoler. Og Sablen kan man saa ganske rolig lægge paa Bagagevognen, hvor den kan faa Lov til at blive liggende, indtil mindre krigerske Tider oprinder. Mauserpistolen er Officerens Haandvaaben i Felten.