“Kompagnichef »Sternigel«”

Der var kommet liv i huset, da granaterne faldt. Døren gik op, og ud trådte en mand kun iført slippers, spidsbukser og skjorte. Jeg regnede med, at det var kompagnichefen, der noget brat var blevet vækket af granaterne, men forholdt mig passiv.

Manden gloede olmt på mig og udbrød: »Hvad er det for et spektakel her i middagsstunden, og hvad laver De her?« Jeg besvarede spørgsmålene i den rækkefølge, de var stillet, nemlig at russerne havde sendt en hilsen i form af et par granater, og hvad mig angik, så skulle jeg melde mig hos kompagnichefen for MG-afdelingen.

»Det er mig,« brølede manden, og jeg fik hurtigt hælene samlet og aflagt forskriftsmæssig melding. »Hvad er De i det civile liv?« spurgte løjtnanten lidt mere afdæmpet. »Landmand,« svarede jeg og ville have tilføjet, at jeg havde været to år i mekanikerlære. Det fik jeg slet ikke tid til.

»Landmand,« gentog løjtnanten i et tonefald, der ikke levnede landmanden ret megen sympati. »Har De ikke været hos Feldweblen, og har han ikke jaget Dem ad helvede til?« Inden jeg fik tid til at svare, kom Feldweblen imidlertid ud og meldte kort og godt, at manden havde været på kontoret, og at han nok var landmand, men ifølge meddelelse fra hans kompagni, havde han været to år i mekanikerlære, og at han – Feldweblen – ville anbefale løjtnanten at gøre et forsøg med manden.

»Nå ja, for min skyld ingen alarm,« svarede »Sternigel«, og dermed var jeg forsøgsvis antaget ved MG-afdelingen. Jeg var efterhånden blevet klar over, at Feldweblens ord havde en vis vægt, og at det nok var værd at huske dette.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)