7.-13. september 1916

(… fortsat)

At fortælle om de 7 Dages Ophold vilde føre for vidt. Det hele står for mig i Dag som et Mareridt. Dag og Nat, kun afbrudt af kortere, roligere Perioder — Trommeild. Om Dagen skulde man også søge Dækning for Flyverne.

En Gang, da vi kom tilbage fra en Meldegang, var en mindre Granat eksploderet lige overfor mit Hul. Hvis jeg ikke havde været undervejs, havde jeg været færdig. De andre var uskadte.

En anden Gang, lige før jeg nåede Bataillonsunderstanden, eksploderede en større Granat i en Afstand på 2-3 meter på Løbegravsdækningen. Jeg så lige ind i Eksplosionsilden. Men Splinterne gik over mig og Lufttrykket kastede mig mange Meter bort, mens Jordklumperne raslede ned over mig.

Også Klorgasgranater blev vi udsat for. Det var ingen Fornøjelse at skulle løbe med Gasmaske på.

Det værste var med Forplejningen og Vand. Vi led meget af Tørst. Køkkener kørte hver Nat, hvis de da kunde komme gennem Spærreilden, frem til en Banedæmning, som lå temmelig langt tilbage. Det gav hver Nat Døde og Sårede blandt dem, som hentede Mad.

 Efter 5 Dages Forløb blev Regimentet afløst. Men til os Stafetposter var der ingen Afløsning. Vi kunde næsten have grædt af Skuffelse. Det var for os næsten, som at høre vor Dødsdom.

Først 2 Dage senere slog Befrielsestimen for os. Vi var ikke langsommere om at forsvinde, end dem, vi havde afløst.

Vi løb så længe, vi kunde. Det farligste Sted på Tilbagevejen, var Overgangen over Sommefloden ved St. Christ, som lå under Ild.

Det gjaldt om at passe på det rigtige Øjeblik. En Gruppe på 5 Faldne ved Siden af et Granathul vidnede om, at det ikke altid lykkedes.

Vi nåede igennem og traf senere, træt og forpustet, en Munitionskolonne, som tog os med til Monchy la Gache, hvor Kompagniet lå.

Næste Dag var der Mandskabsappel. Det var med en underlig Følelse, man hørte, henholdsvis ikke hørte om de, der blev derude.

Det ene Kompagni samlede med 30 Mand Resten af 200. Vi havde ikke haft så store Tab.

Min første Stilling i Sommeslaget står i min Erindring som noget af det uhyggeligste, jeg måtte igennem i Krigsårene.

DSK-Årbøgerne, 1942

(… fortsat)

Den 4. September marcherede vi i Retning Coucy le Chateau.

Henimod Aften, da vi marcherede gennem en mindre Landsby, kom der pludselig Alarmordre. Geværerne blev stillet sammen. Men vi fik ikke Lov til at tage Bagagen af.

Kort Tid efter gik det videre. Regnen begyndte at sile ned. Gennemblødt nåede vi noget før Midnat Coucy le Chateau, hvor lange Tog holdt parat.

Sammenstuvet som Sild i en Tønde gik Rejsen om ­sider videre. Humøret var imidlertid sunket til Nulpunktet.

Gennemvåde og med Udsigten til at blive sat ind i Sommeslaget kunde jo ikke faa os til at se lyserødt paa Tilværelsen.

I Morgenskumringen holdt Toget i et taaget Land­skab, og Udladningen begyndte. Ind til Trænet fik deres Bagage og Heste ordnet, fik vi Plads i et stort ramponeret Skur. Det trak og vi frøs nederdrægtig i vort klamme Tøj.

Kanontordenen kunde vi høre i det fjerne. Den var bleven kraftigere og kraftigere. Da Solen gik op, så og hørte vi, at vi var ved Byen Ham — bag Sommefronten.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972