10 Dage ligger Regimentet »som Grænseværn« her bagved i dybeste Fred. Saa er denne Ferie forbi.

Første Pinsedag, den 27. Maj, — Transporten foregaar selvfølgelig igen paa en højhellig Dag — overtager Regimentet et Afsnit ved Langemarck i den berømte Ypres-Bue.

Langemarck!

Her var det, at de unge frivillige i Efteraaret 1914 med Ild i Hjertet og Glans i Øjet og »Deutschland über alles« paa Læberne i tætte Flokke stormede frem mod de engelske Skyttegrave. Her var det, at de lod sig meje ned af de engelske Maskingeværer, alle disse Studenter og Seminarister, Blomsten af Tysklands Ungdom.

De levede i Drømmen om, at Heltemod kunde hidtvinge Sejren, at de som en anden Winkelried kunde bane en Vej gennem Fjendens Mur.

De kendte ikke Krigen, disse prægtige Idealister, mine Rekrutter fra August 1914!— Ved Langemarck ligger nu i Støv og Aske de mange Tusinder, der var deres Forældres Stolthed og Haab, der efter Naturens Lov skulde have været deres Folks Lærere og Førere gennem den kommende Tid. 

Græsset gror paa deres Grave, da Langemarck for os ikke mere blot bliver et Navn, men Virkelighed. Hvad skal vi her?

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 167-8