Den 4.2.18.

Kjære Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Dit kj. Brev fra den 28.1. igaar med Tak og Glæde modtaget kj. Fader. Efter dit Brev har I det jo endnu alle rigtig godt i Hjemmet. Ogsaa dit Kort har jeg modtaget med Tak kj. Thilde. Seer at du er snart rask igen. Broder Matthias´s Brev modtog jeg ogsaa for et par Dage siden. Ja den Knægt han kan sagtens naar han saadan kan faa Orlov. Han har ogsaa haft Lyk med sig at han fik 14 Dage længere. Men jeg under ham alt godt vad han kan erobre sig i Garnisonen tie som Soldat faar man dog ikke formeget af det Gode. Jeg havde jo ikke saadan en Held med mig dengang. Men nu den Tid er jo nu forbi.   Her har jeg det ogsaa rigtig godt, og er ogsaa sund og rask. Gud ske Tak for saavidt. Som jeg har hört bliver vi vel her til den 23.2.

Jeg hörte næmlig iaften at vi skal forlades den 23. Feb. Saa gaar det til Konstantinopel. Der vil vi naturlig saa ogsaa blive en Tidlang. Ja man kommer videre og videre fra Hjemmet, og hvornaar gaar det vel Hjemad? Gud alene ved det paa ham forlader jeg mig ogsaa fuld og fast. Gid han snart maatte skænke os den kjære Fred som alle længe efter.

Ja naar vi nu kommer derhen faar man virkelig noget at see af Verden for billige Penge, men jeg vilde hellere havde bleven her. Hvem ved vad Fremtiden vil bringe os dernede i Palästina? Der er det lidt farligere end her. Der er der næmlig ”Bewgungskrieg” som man kalder det og her var der ”Stellungskrieg”. Der er der ingen Skyttegrave som her men der gives der offentlige Slag. Vi skal næmlig derned for hjelpe Tyrkerne ved at trænge Fjenden tilbage igjen. Men jeg ser det heele imöde med en rolig Samvittighed. Men inden vi kommer derhen forgaar der vel endnu ¼ Aar og haaber jeg dog ogsaa at komme hjem paa en lille Orlov inden vi kommer bort. Ellers alt vel.

Mange kj. Hilsener og Kys

Fra mig Eders Sön og Br.

Milert.   

(Breve i privateje)