Det var paa Østfronten i 1916, omkring 1. Februar. 19. Jæger-Regiment laa i Stilling i Nærheden af Byen Baranowice i Rokitno Sumpene.

At sige, at vi havde det godt her, vilde være at lyve. Kulde og Pløre døjede vi med, og ogsaa Lus og andet Skab sloges vi med, snart mere end med Fjenden, for Russerne holdt sig godt paa Afstand fra os. Vi saa dem nærmest kun om Natten, naar de kom snigende hen mod vor Stilling, og vi maatte jage dem bort med nogle Skud.

En sen Aften stod jeg paa Post i Skyttegraven. Det var en kedelig Bestilling saadan at staa og glo ud i Ingenmandsland. Bitterlig koldt var det ogsaa. — Man undrer sig sikkert ikke over, at jeg mest vendte Næsen den anden Vej. Der stod jeg da og bakkede paa min Pibe og lyttede til, hvad der foregik nede i Bunden af Graven. Kammeraterne dernede i Dækningen lo og trumfede i Bordet.

Da skete det. En Haand lagde sig tungt paa min Skulder. „Naa, min Ven, her staar du jo godt,“ sagde Kaptajnen, ham var det nemlig. Han var kommet listende, uden at jeg havde bemærket det. — Jeg tror næsten, jeg glemte at svare. — Kaptajnen lod heller ikke til at skænke det en Tanke; han var mere interesseret i, hvad der foregik
ovre hos Fjenden. Man kunde nemlig med det blotte Øje tydeligt se de russiske Soldater boltre sig i Sneen.

„Hør, Jæger, skulde De ikke sende dem en Hilsen,” mente Kaptajnen.

„En Hilsen, det vilde da være at bortødsle Patronerne, for der er sikkert en 400—500 m derover,” sagde jeg. „Ha, ha!” lo Kaptajnen, „du er en Filur,“ og saa gik han igen sin Vej.

DSK-årbøger, 1955.