Denne gang handler det navnlig om kampene på den italienske front ved Caporetto, hvor italienerne trods østrigske angreb holder linjen ved Piave og forhindrer Venedigs fald. I Palæstina gør de britiske tropper gode fremskridt i retning mod Jerusalem. Og i Flandern slutter kampene om Passchendaele. Siden slagets begyndelse tre måneder tidligere havde briterne vundet 7 kilometer frem for en pris på 62.000 dræbte og 164.000 sårede. Tyskernes tab var på 83.000 dræbte, 250.000 sårede og 26.000 krigsfanger. Men tyskerne har langt fra givet op. Hindenburg planlægger en ny, stor offensiv til foråret 1918 baseret på general Bruchmüller (kaldet: “Durchbruchmüller”)’s erfaringer med artilleribeskydning på Østfronten. I Rusland er revolutionen under fuld udvikling. Petrograd er i bolsjevikkernes hænder, men Kerenskijs regering har ikke givet op endnu. Militærkadetter i teenagealderen tager kampen op med rødgardister og matroser, men har ikke en chance. Først derefter flygtede Kerenskij. I Frankrig skrifter regeringen til Georges Clemenceau med tilnavnet “tigeren”. Afsnittet afsluttes med en vurdering af offensiven ved Passchendaele: Var den tabene værd?

Denne gang handler det navnlig om den franske offensiv ved La Malmaison, hvor det lykkes er trænge 10 kilometer frem. Kombinationen af luftrekognoscering, omhyggelig artilleriforberedelse og indsættelse af kampvogne viste, at de tyske linjer kunne gennembrydes og at den franske hær var langt fra slået. Ved Passchendaele længere mod nord indleder canadiske tropper et angreb. På østfronten går den tyske “Operation Albion” planæssigt, da tyske tropper erobrer Øsel og Dagø i Rigabugten og går i land i Estland. I Italien kommer tyske tropper de østrigske forbundsfæller til hjælp, og hvad der ikke er lykkedes for italienerne i 11 offensiver ved Isonzo, lykkedes for tyskerne i den 12.: De gennembryder de italienske linjer ved Caporetto! Blandt de tyske officerer er Erwin Rommel, der her opnår, hvad han senere kaldte sin karrieres højdepunkt.

Hvornår angrebet skulle finde sted, vidste vi endnu ikke, endelig hed det om morgenen den 24. oktober. Dagen inden skød artilleriet og minekasterne sig ind. Nu kunne det gå løs.

Om morgenen den 24 ved 6-tiden åbnede tilintetgørelsesilden, meget livligt, det må jeg sige, selvom det måske lød værre i bjergene end det virkeligt var tilfældet. Jeg stod i mit observationsstade og observerede skuddenes virkning, men kunne så ikke se mere, da røg og støv skjulte det meste. Under beskydningen gik de angribende grupper fra anden og tredje linje frem i beredskabsstillingerne. Tropperne fra første linje var allerede gået i stilling om natten. Desværre havde en af mine minekastere en rørsprængning, hvorved to mand af mandskabet døde. Det fjendtlige artilleri svarede kun megt svagt igen.

Omkring kl. 7½ holdt ild på de forreste fjendtlige linjer op, og vores artilleri holdt nu kun de fjendtlige kanoner under ild. Jeg kikkede længere ind i dalen. Først så jeg ikke meget, kun her og der enkelte tyske soldater og mindre grupper, som gik frem, men også tilbage. Da på samme tid bjergsiden, som italienerne sad på, blev holdt under beskydning af vores maskingevær, så lod det sig overhovedet ikke fastslå, om angrebet var lykkedes eller ej. Pludselig, jeg troede ikke mine egne øjne, kom de imod os i store mængder, uden våben og svingende med lommetørklæder, tilfangetagne italienere, hele tiden flere, så at de ikke var til at få tal på. Da glædede hjertet sig.

Jeg lod nu også vores minekastere pakke sammen og bringe ned i dalen. Det var et svært arbejde og tog ret lang tid. Da var endelig var kommet ned, manglede vores køretøjer, der ikke var til stede. I mellemtiden passerede uafbrudt ammunitions- og forplejningskolonner til forbi os, alt sammen på pakdyr. Tyske og østrigere mellem hinanden. Vores division havde angrebet Isonzo-dalen, med regiment 63 i første linje. Til venstre for os arbejdede alpekorpset sig langsomt henover bjergene. Deraf kom det, at italierne stadig beskød bjergene, mens vores division befandt sig længere inde i dalen.

Italienernes tab af sårede og døde var ikke særligt stort, dog var de arme fyre til dels slemt tilredte af stenslagene, som opstår når skuddene rammer klippen. Derimod var antallet af fanger enormt. Kom de først i enkeltvis eller i små grupper, så var de til sidst så mange, at hele gaden var fuld af dem. De ankom uden bevogtning vinkende med deres lommetørklæder og spurgte, hvor de skulle hen.

Vi måtte vente længe på vores køretøjer, det var sen eftermiddag, da de endelige nåede frem. Nu kunne vi også sætte i march, men også det gik temmelig langsomt. Man kan let forestille sig, hvor overfyldte vejen var, for et var den eneste vej langs Isonzo, som kunne benyttes af vogne. Og den var naturligvis fuld af vogne af en hver art. Hvert øjeblik bremsede en kolonne op på grund af hindringer på vejen. Vi led særlig derunder, da vores heste trak så dårligt, jeg tror at folkene ydede mere end hestene. Imod os kom uophørlige strømme af tilfangetagne italienere. Alle soldaterne var godt klædt og så velnærede ud. De synes at nære store frygt for tyskerne, mens de ikke var bange for østrigerne.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Denne gang handler det navnlig om forsøget på militærkup i Rusland (Kornilov-affæren) og urolighederne, der skulle føre til revolutionen, da mange af de tropper, der slå oprøret ned, slutter sig til det. Også i den britiske hær er der enkelte småskærmydsler, vendt mod officererne og krigen. Ved Verdun slutter det andet slag her med fransk sejr. Og amerikanske tropper træner for at blive klar til frontindsats. Det var også i denne uge, at det 11. slag ved Isonzo på den italienske front sluttede. Og også i den italienske hær begynder krigstrætheden blandt tropperne at blive larmende. Svaret er: drakoniske straffe!

Denne gang handler det navnlig om det 11. slag om Isonzo , hvor italienerne mister en gylden chance for gennembrud. Ved Verdun generobrer Frankrig nogle af de områder, der var gået tabt i 1916, herunder Højde 304 og Mort Homme (“Det tote Mann”). Længere mod nord raser Det tredje slag om Ypres (“Passchendaele”). Her gør canadierne fremskridt mod de tyske stillinger ved Højde 70 og også briterne rykker frem – men ikke så langt som planlagt. Men briternes general Herbert Plumer begynder at forstå, hvordan det fleksible tyske forsvar i Hindenburglinje måske kunne – ikke gennembrydes, men skubbes tilbage bid for bid, uden de frygtindgydende tab, som briterne hidtil havde lidt. I Rumænien blev den tyske offensiv stoppet, mens der var fremgang længere mod nord i Galizien. Udsendelsen slutter med den store brand i Saloniki, der blev en katastrofe for ententens forsyningssituation.

Denne gang handler det navnlig om det 10. slag om Isonzo og afslutningen af Nivelle-offensiven ved Aisne. Frankrig har nu mistet mere end 1.000.000 mænd ud af en samlet mandlig befolkning på ca. 20.000.000 og mytterierne bobler under overfladen.

Det handler også om det arabiske oprør og Lawrence of Arabia – og om  tyske Gotha-bombeflys angreb mod mål i England – det var første gang i verdenshistorien. Og så lykkes det endelig briterne at knække ubådstruslen med indførelsen af konvojsystemet.

Denne gang handler det navnlig om politiske uroligheder i Rusland, den britiske offensiv ved Arras, fronten i Makedonien, den italienske offensiv til det 10. (tiende!) slag om Isonzo – og optimisme i Tyskland, hvor man anser sejren for at være inden for rækkevidde.

Denne gang handler det navnlig om Isonzo, Rumænien, Bulgarien og Verdun.

Denne gang handler det navnlig om det 8. slag om Isonzo, den rumænske front, og Somme-slaget.

Denne gang handler det navnlig om Somme, Isonzo, de mange amerikanske frivillige i den britiske hær – og Manfred von Richthofens første nedskydning.

Denne gang handler det navnlig om den italienske front, Verdun og Mellemøsten.