Denne gang handler det navnlig om den britiske “bite and hold”-taktik, der tilsyneladende har knækket koden til at føre krig mod det fleksible tyske forsvar i Hindenburglinjen. I denne uge angreb de ved Polygon-skoven i retning mod Zonnebeke. Det var også i denne uge, at det tyske flyver-es Verner Voss blev skudt ned. Det handler også om det store forsøg på forræderi ved den italiensk-østrig/ungarske front ved Sugana-dalen i Trentino – en gylden chance for gennembrud, som italienerne ikke greb. Der er også britisk fremgang i Mesopotamien ved Eufrat-fronten

Denne gang handler det navnlig om det 11. slag om Isonzo , hvor italienerne mister en gylden chance for gennembrud. Ved Verdun generobrer Frankrig nogle af de områder, der var gået tabt i 1916, herunder Højde 304 og Mort Homme (“Det tote Mann”). Længere mod nord raser Det tredje slag om Ypres (“Passchendaele”). Her gør canadierne fremskridt mod de tyske stillinger ved Højde 70 og også briterne rykker frem – men ikke så langt som planlagt. Men briternes general Herbert Plumer begynder at forstå, hvordan det fleksible tyske forsvar i Hindenburglinje måske kunne – ikke gennembrydes, men skubbes tilbage bid for bid, uden de frygtindgydende tab, som briterne hidtil havde lidt. I Rumænien blev den tyske offensiv stoppet, mens der var fremgang længere mod nord i Galizien. Udsendelsen slutter med den store brand i Saloniki, der blev en katastrofe for ententens forsyningssituation.

Når kvartererne er gode, så er soldatens hvile for det meste kort. Således også her. Den 23. februar var regimentsstaben, II og III bataljon allerede på march igen. Den førstnævnte gik til Bullecourt, den senere så hedt omstridte landsby sydøst for Arras, III bataljon til Ecoust St. Mein, sydvest derfor. I bataljon kom til Epinoy nordvest for Cambrai med henblik på uddannelse og byttede den 4. marts med III bataljon.

Kvartererne i Bullecourt og Ecoust St. Mein var meget dårlige. Opgaven for begge bataljoner var udbygningen af den nye Siegfried-stilling. Om den lige et par ord.

Princippet, der satte sig igennem, efter at Hindenburg og Ludendorff havde overtaget Den Øverste Hærledelse, var det, at forsvaret ikke måtte klamre sig stift og ubevægeligt til terrænet. Ved den uhyre kraftige artillerivirksomhed var et forsvar af hver fodsbredde jord enten umuligt eller forbundet med kostbare blodofre.

Derfor besluttede man sig allerede i det sene efterår 1916 til at prisgive en del af terrænet og trække sig tilbage til en udbygget stilling, som afskar vore skyttegraves fremspringende vinkel og gik nogenlunde fra Arras over St. Quentin til Aisne-floden.

Denne ”Siegfried-stilling”, 125 km lang, skulle udbygges med alle den moderne feltbefæstnings midler.

Det havde følgende fordele: Man trak sig bort fra fjenden, der antageligt om foråret 1917 ville gennemføre et nyt, vældigt slag ved Somme. Man kunne så vente på fjenden i en godt udbygget stilling, mens denne måtte ligge i åbent, ørkenagtigt terræn. Endeligt sparede man jo ved frontforkortelsen et betragteligt antal divisioner.

Det hele kom an på at begynde tilbagetrækningen, før han var klar til et nyt slag. Siegfried-stillingen var imidlertid ikke engang færdig i rå træk i februar, selvom man havde trukket alle tænkelige arbejdskræfter til. Derfor regimentets korte hviletid.

Dets opgave var at grave skyttegrave samt huller til betonbyggeri og bunkers. Det var tungt, fordi jorden efter den sjældent hårde vinter endnu var frosset dybt ned.

Den 7. marts var også dette afsluttet, og regimentet blev endnu engang sendt til fronten.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918