Nogle Dage var der Fare for Gennembrud ved Lomnitza, lidt til højre for os [Der er rod i geografien her, for Lomnica ligger i Galizien, RR]. Bulgarerne blev slaaet tilbage her. Vi havde Tornysteren pakket og sov med Klæderne paa om Natten, rede til Opbrud, hvis det skulde gaa galt. Der blev sendt Heste og Sprængstof ud til Kanonerne. Kunde de ikke føres bort, skulde de sprænges i Luften. Haandgranater blev ogsaa sendt ud til Besætningerne til Selvforsvar, men der blev dengang hverken Brug for det ene eller det andet.

Paa vor Side bestod Infanteriet af Bulgarer, og paa den anden Side af Serbere og græske Venizolister. Vi kom godt ud af det med vore Forbundsfæller og lærte efterhaanden lidt af Sproget, og ved Tegn og Fagter kunde vi nok gøre os forstaaelige for hinanden. Da vi altid var sultne, fik vi tit en Bønnesuppe eller et Majsbrød af dem.

Mange af dem havde ingen Støvler, men gik med Klude svøbt omkring Benene. De af dem, der havde tyske Militærstøvler, havde skaaret dem af i Vristen for at faa Plads til Kludene.

Helt stole paa dem kunde vi nu ikke, for de vilde stjæle vort Undertøj, naar vi havde haft Storvask og været saa letsindige at lade det hænge ude om Natten. Det var nu heller ikke nødvendigt, for det kunde tørres i Løbet af kort Tid. Solen skinnede Dagen lang fra en skyfri Himmel hele Sommeren igennem. Kun een Gang var der Optræk til Uvejr, men det blev kun til lidt Hagl.

Vi døjede meget med Varmen. Midt paa Dagen holdt vi os i Skyggen og fik Tiden til at gaa med at iagttage Flyverkampene, som jævnlig fandt Sted. Naar en Flyver blev skudt ned, blev Maskinen straks tilintetgjort af fransk Granatild, ogsaa, hvis det var en af deres egne.

Byen Gevgeli blev ogsaa af og til beskudt med det svære Skyts. Det var en smuk By med røde Tage mellem grønne Træer. Den var selvfølgelig rømmet, og der laa kun faa Tropper i den. En Fabrik var skudt i Grus, antagelig et Silkespinderi, da der her i Omegnen saa ud til at have været en blomstrende Silkeindustri. Det fremgik af de ret store Morbærplantager, der fandtes her, og hvor Silkeormene holdt til.

Vest for Byen laa den gamle romerske Hærvej, som vi var kommet ad, og Øst for Byen laa Jernbanestationen, hvor i Fredstid Orientekspressen for forbi. Den var selvfølgelig ude af Drift og ogsaa delvis skudt i Stykker. Kun ud til et Sted Nord for Byen gik der Motortog med Vogne fyldt med Materiale til Stillingerne. Man kørte kun om Natten, og det gik i en Fart med at faa Vognene tømte.

Inden vi fik en Løbegrav lavet, var det livsfarligt at vove sig ind til Byen om Dagen, og med Spænding har vi tit set Bulgarere eller nogle af vore løbe for Livet, springende fra Hul til Hul i det granatoppløjede Forland. Franskmændene morede sig ligefrem med at skyde efter enkelte Personer. Det var en almindelig Antagelse, at man var sikker i et Granathul, da der ikke kunde ske to Nedslag paa nøjagtig samme Sted. Om denne Teori har holdt Stik, er jeg ikke helt sikker paa, men i hvert Fald gjaldt det jo altid i en saadan Situation om at gøre sig saa lille som muligt.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Denne gang handler det navnlig om de amerikanske forberedelser til krigsindsatsen og om kampene ved Messines højdedraget. Det handler også om det hidtil største tyske bombeangreb med fly over London. Der er alvorlige uroligheder og mytterier i såvel den russiske som den franske hær. Der er også nyt fra krigshandlingerne i Mellemøsten, hvor der kæmpes i Gaza og hvor briterne udskifter ledelsen af de militære operationer. Endelig handler det om den katastrofale italienske offensiv ved Trentino – og om et tronskifte i Grækenland.

Der er forholdsvis stille på fronterne her midt under vinteren – bortset fra Østafrika. Ud over kampene i Afrika (hvor uforholdsvis mange sønderjyder deltog på tysk side) handler det denne gang det navnlig om kommende offensiver: Nivelles forårsoffensiv og tyskerne planlagte uindskrænkede ubådskrig – og hvilke konsekvenser, det ville få for USA’s eventuelle indtræden i krigen. USA var en militær dværg – endnu. Men præsident Woodrow Wilson havde allerede en plan for freden – som kom til at få betydning for Sønderjylland.

Denne gang handler det navnlig om uroligheder i Rusland, ententens svar på amerikanske fredsinitiativer, Tysklands beslutning om at indføre den uindskrænkede ubådskrig fra 1. februar 1917. Neidell anfører, at når Tyskland tøvede så længe, hang det sammen med tysk frygt for en invasion fra Danmark, så længe Tyskland var så tyndt forsvaret på nordflanken pga. kampene i Rumænien, der imidlertid var ved at være nedkæmpet nu. Det handler også om tyske problemer med moralen på Vestfronten og om Rusland efter mordet på Rasputin.

Denne gang handler det navnlig om erfaringerne fra Somme-slaget og status på den britiske ledelse; kampene i Rumænien og Grækenland – og tyske luftangreb på London med Zeppelinere og fly.

Denne gang handler det navnlig om kejser Franz Josefs død; afslutningen af Somme-offensiven, der krævede et samlet tab på over én million mænd, heraf over 300.000 dræbte; kampene i Rumænien, hvor tyskerne er i offensiven; ententens offensiv sydfra ind i Makedonien mod tyske og bulgarske tropper; og sænkningen af verdens største skib, Britannic (søsterskib til Titanic) ved Grækenland. Overlevende var en kvinde, der også havde overlevet sænkningen af Titanic!

Denne gang handler det navnlig om kampene i Somme, Bulgarien, Rumænien og ved Verdun, hvor franskmændene planlægger at tilbageerobre for Douamont. Vi slutter i Grækenland – formelt neutralt, men i praksis …

Myrderierne paa Balkan.

Italienerne er, som bekendt, rasende over, at Grækenland vil have hele Epirus, ogsaa den Del, som paa Londonkonferencen lagdes ind under det ny Fyrstendømme Albanien, der har vist ikke at kunne holde Orden i de Landsdele, som det er sammensat af.

Italienernes Raseri viser sig blandt andet ved, at de sender den ene hadefulde Beskyldning ud i Verden efter den anden mod Grækenland, og mange af disse Beskyldninger har endda vist sig at være usandfærdige eller stærkt overdrevne…

…Et kan man være enig med Italienerne om, at det maa være forfærdeligt paa Balkan; men saafremt herredømme, skulde Grækenland nok skaffe ordnede Tilstande i Landet.

Men Italien er, som man veed, skinsygt paa Grækenland, fordi det frygter for i Grækenland at faa en Medbejler til Herredømmet i Middelhavet, og det maa saa de uskyldige Beboere i Epirus og andre Egne af Balkanhalvøen lide under.

Militære Forholdsregler i Italien.

Den italienske Regering har uventet givet Ordre til, at Reserveaargangen af Fodfolket fra 1891 skal give Møde ved sine Regimenter, undtagne er foreløbig Rytteriet og Artilleriet. Denne Forholdsregel har selvfølgelig vakt megen Opmærksomhed saa vel i selve Landet som i Udlandet.

Rombladet ”Tribuna” hævder, at som Følge af de lybiske Befæstningers formindskede Fredstand ønsker Regeringen at have hele Styrken samlet med henblik paa den usikre internationale Stilling, særlig i Østerland, og at den indre Fred maa vogtes for enhver Pris.

Tyske Blade mener, at denne officiøse Forklaring kan udtydes paa to maader, Regeringen i Rom frygter maaske for en Jernbanestrejke, og paa den anden Side modnes Tildragelsens Frugt i Albanien, saa Stormagterne maa gribe til en mere virksom Politik.

Fra Rom telegraferes til ”Frankfurter Zeitung”, at Indkaldelsen af Reserven anses for at være et betydningsfuldt Tegn paa den ydre Stilling, og at en Balkandiplomat mener, at dette Skridt maa være rettet mod Grækenland. Den offentlige Mening har med henblik paa Grækenlands Indgriben i Epirus forlangt, at Regeringen skal give sine Forlangender et militært Eftertryk.

Den officielle Indkaldelse adskiller sig fra den sædvanlige Indkaldelse af Reserven til Øvelse allerede ved sin ydre Form. Opslaget af de grønne Opraab har samme Form som en Mobiliseringsordre. Reserven er indkaldt til 15. Juli, altsaa i Dag, og omfatter i alt 120,000 Mand.

Rusland i Middelhavet.                                                                         

”Neues Wiener Tagblatt” vil fra paalidelig Kilde have erfaret, at Rusland har til hensigt, naar Dardannellerne er bleven aabnede for russiske Krigsskibes Gennemfart, at skaffe sig et Støttepunkt for Orlogsflaaden paa montenegrinsk Omraade, enten ved Antivari eller i Bugten ved Roce. En saadan Plan vil dog sikkert støde paa uovervindelig Modstand saa vel fra Østerrig-Ungarn som fra Italiens side.

Økonomisk Krise i Serbien

Det serbiske Regeringsblad ”Samouprava” indrømmer, at Serbien for Tiden befinder sig i en alvorlig økonomisk Krise. I Belgrad er alt Forretningsliv standset. Haandværk og Industri ligger stille, ude paa Landet indskrænker Bønderne deres Forbrug til det mindst mulige, og Bankerne opsiger de givne laan. Man frygter for en Krig med Østerrig-Ungarn og holder sig derfor tilbage.