De følgende dage stilnede kampene lidt af, men det var et lille 5. kompagni, der om morgenen den 5. august samledes i skoven bag Højde 310.

Nede hos os i Fuminslugten så det heller ikke godt ud, da jeg om eftermiddagen den 2. august kom for at afløse. En stor 28 centimeters granat var – måske af vanvare – gået ned i et stort firkantet hul, som man havde gravet ud for indgangen til bataljonsstaben, og som man anså for et sikkert opholdssted, da endnu ingen granater var havnet på den stejle skråning.

Derfor mente man, at her havde man et forholdsvis sikkert tilholdssted, og rummet var til stadighed fyldt af soldater, telefonfolk og blinkere, brevduefolk m. m., så der næsten til enhver tid opholdt sig en 30-40 mand på stedet.

Man kan tænke sig, hvilken ravage en sådan granat afstedkommer. Alle var døde og blandt dem også mine to kammerater, som jeg kom for at afløse, og var jeg kommet fem minutter før, mon så ikke også jeg havde været iblandt dem. – Nu gav det mere at bestille, da vi kun var fire om jobbet som stafetter, men heldigvis stilnede kamphandlingerne noget af, da franskmændene åbenbart havde affundet sig med, at området var tabt.

DSK-årbøger 1970