Den 1.3.18.

Meine lieben Eltern und Geschw.

Für erhaltenen Brief von Olga u. Didde meinen besten Dank. Ebenfalls habe ich gestern ein Paket mit Kuchen dankend erhalten. Wenn’s geht liebe Mutter schicke mir auch dann u. wann mal etwas zum schmieren. Ihr habt wohl auf diesen Brief gewartet, aber vorläufig wisst Ihr ja auch, dass ich noch nicht in Gefahr bin was auch noch immerhin eine Zeitlang dauern wird. Wir liegen immernoch in dieser Stadt aber wie ich gehört habe wird es wohl bald los gehen nach K. Es werden aber noch immerhin 8-10 Tage vergehen eher wir fortkommen. Ich habe es ja noch immer recht gut hier und bin auch gesund und munter. Etwas dicker bin ich auch geworden, der Kopf ist auch nicht mehr so spitz wie damals. Wir machen aber jeden Tag Dienst mit, ist ja auch nicht so schlimm den 27.2. haben wir Zar Ferdinand den König von Bulgarien sein Geburtstag gefeiert.

Wir hatten natürlich dienstfrei den ganzen Tag. Die Feier der Bulg. Soldaten u. Befölkerung war ganz interessant anzusehen. Nach der Ansprache eines Popes (Pfarrer) und des Bürgermeisters fing die Zigeunermusik an zu spielen und denn wurde den ganzen Tag getanzt. Wie die Leute hier tanzen habe ich Euch ja schon mal früher geschrieben. Abend waren wir denn mit einigen Kameraden im Hotel und haben dort eine Portion “Swiesko” gegessen zu 2.40 MK. das hat uns natürlich ganz gut geschmeckt. Hier kann man ja noch allerhand kaufen aber so furchtbar teuer.

Wie die Leute hier sagen soll es in der Tÿrkie billiger sein. Ja in der Tÿrkie wer hatte das früher gedacht, dass man in seinem Leben mal nach der Tÿrkie kommen solllte. Wenn Ihr eine Landkarte von der Tÿrkie und Palästina habt dann konnt ihr ja immer verfolgen wo ich stecke. Wenn wir zur Front fahren dann wird es sich in Aleppo entscheiden wo wir hinkommen ob nach Palästina oder Mesopotamien. Aleppo liegt nörd. von Damaskus. Das ist ja ein schönes Ende von der Heimat aber nach Hause finden wird man schon. So Gott will hoffe ich im Mai oder Juni auf Urlaub zu komme. Nun werden wir ja sehen. Hier haben wir jetzt schönes Wetter jeden tag. Morgen ist denn wieder Sontag, könnte man denn so ein bischen auf Sonntagsurlaub fahren.

Sie denn für diesmal alle recht herzl. Gegrüsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.       

(Breve i privateje)

Den 27. marts 1917 tog vi så afsted fra den lilleasiatiske side med tog over strækningen Koma – Adanna.

Det var vel nok en oplevelse at køre igennem Lilleasien. Her så alt ud, som man forestillede sig, at det havde set ud i Christi tid. Fra
toget kunne man se små byer med huse bygget af ler. Folk var klædt, som man ser på gamle bibelske billeder.

Slemt var det dog, da vi skulle igennem og over de høje bjerge, Taunusbjergene. Bygningen af jernbanestrækningen til Bagdad var begyndt før krigen 1914 – 18. Der var bygget tunneler mange steder, men de var ikke færdige. Når vi i små feltbaner på åbne vogne kørte igennem, var vi våde af dryp. Turen gik gennem mange tunneler, kløfter, over provisoriske broer af træ og ikke mindst hårnålesving over bjergene.

Det var ikke ufarligt. Man kunne også under broerne se, at der var faldet adskilligt ned. Også på bjergskråningerne så man lastbiler ligge.

Da vi var kommet igennem bjergene, kunne vi køre til Aleppo med rigtig jernbane. Det var dog ikke noget hurtigtog.

Man fyrede med træ, og da det blæste temmelig meget, måtte vi holde mange gange for at samle damp. Jeg måtte så blive i Aleppo i nogle dage. Jeg var så heldig, at jeg kunne bo på et tysk soldaterhjem og her betale med almindelige tyrkiske og tyske papirpenge. De fleste af de guld og sølvpenge jeg havde fået til rejsen, kunne jeg så veksle til papirpenge og dermed få 10 gange så meget for dem, så jeg blev efter de daværende forhold en velhavende mand.

I Aleppo oplevede jeg dog ikke meget. Efter nogle dages ventetid kom stabslægen tilbage, og vi tog igen til Konstantinopel den 9. april 1917- Såvidt jeg husker, gik hjemturen gennem bjergene noget nemmere.

Jeg husker ikke noget særligt fra denne tur. Vi kørte samme vej med tog til Afion Karahisat. Herfra tog vi så med tog til Smyrna (nu Izmir). Her opholdt vi os i et par dage.

Vi tog derfra med tog til Banderma og videre med skib over  Marmarahavet til Konstantinopel, Havde jeg dengang vidst, at jeg skulle slippe levende hjem, havde jeg nok haft mere ud af turen.

Dengang var udsigterne ikke så gode. Jeg vidste, at så snart jeg
kom tilbage, gik turen til fronten igen.

Kort tid efter kom lægen og fortalte mig, at han skulle til vestfronten, først til Berlin og derfra til fronten. Jeg spurgte ham, om han ikke kunne tage mig med. “Desværre”, sagde han, “jeg ville gerne, jeg har været meget glad fpr Dem. Men De er feltdygtig og tilhører Regimentet i Slessien. Det går desværre ikke”.

Vi måtte så tage afsked. Det har været min bedste tid under hele
krigen.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.