Skov, Hans Jørgen (1887-1914)

Senest ændret den 11. februar 2019 18:39

Persondata
Født: 26/06-1887, Løgumkloster, Løgumkloster Sogn
Død: 18/09-1914, Bois de la Montagne, Frankrig
Uddannelse:
Erhverv: Landmand
Bopæl: Korup, Ravsted Sogn
Hustru:  Gift 1913 med Anna Christine f. Petersen
Børn:    Efterlod sig 1 barn, født1915

Militære løbebane før krigen

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: ?
Udtrådt:  Faldet. Døde “in den Kämpfen bei Bois de la Montagne in Frankriech”
Enhed(er): Reserve-Jäger-Bataillon Nr. 9, 1. Kompagnie
Rang: Jäger
Såret:
Udmærkelser: –
Andet:   Der blev holdt sørgegudstjeneste for ham i Ravsted Kirke.
På mindestenen i Ravsted  er fødselsåret 1889, men dåben er fundet i 1887
Han blev begravet af kompagniet ved Bois de la Montagne, hvor han faldt i 1914.

Hans nabo, Christian Sørensen Lund, døde 22/09-1914

Kilder
Dødsbiregister, Ravsted, LAA
Kirkebog, fødte, Ravsted, LAA
Efterladtesager, Invalidenævnet, LAA. Sag E-00713
Verlustenliste (21/10-1914)
Mindesten, Ravsted Kirkegård
Marselisborg Monumentet, Aarhus

Publikationer
Kort omtalt i “Årskrift No. 5, 2014” udgivet af Lokalhistorisk Forening for Ravsted sogn.

Fotos
Sønderborg Slot

Mindesten. Ravsted Kirkegård med Hans Skov og Christian Lund øverst
Mindesten. Ravsted Kirkegård med Hans Skov og Christian Lund øverst

Indlæg i 12. oktober 1914 i Hejmdal:
Hans Jørgen Skov fra Korup er falden den 18. September i Slaget ved Charsespont. Der er Sørgegudstjeneste i Ravsted Kirke næste Torsdag.

Indlæg 15. oktober 1914 i Hejmdal:
Krigen har nu ogsaa krævet sine Ofre her fra Ravsted Sogn, skrives der til “Fl.Av.” Den 17. September saaredes Chr. Lund fra Korup ved Royon i Frankrig.

Efter 10 Timers Kamp blev der Ro, og da Soldaterne traf en Marketendervogn, vilde de købe nogle Madvarer, men saa kom en fjendtlig Granat, der saarede Chr. Lund haardt og 4 andre lettere. Den 21. September skrev Lund hjem til sin Hustru, at han haabede snarest muligt at blive flyttet til et Lasaret i Tyskland. Dagen efter døde Lund imidlertid af sine Saar, 33 Aar gammel. Den sørgelige Underretning indløb til hans Hustru og hans Forældre den 4. Oktober. Pastor Tiedje holdt den 8. Oktober en Mindegudstjeneste over Chr. Lund i Ravsted Kirke.

Den 18. September, dagen efter at Lund var bleven saaret, faldt hans Nabo i Korup, den 28 aarige Hans Skov (født i Løgumkloster), som for 3 Aar siden købte Gaarden Korup og i Fjord giftede sig med Anna Petersen fra Kærgaard ved Solvig. Skov var Oppasser hos en Kaptajn, og som Følge deraf var han ikke direkte med i Slaget, men holdt med Hestene 1 Kilometer bag ved de Kæmpende. Da kom der en Shrapnell, som dræbte Skov og begge Hestene. Der afholdtes en Mindegudstjeneste for Skov i Dag, en 15. Oktober, om Eftermiddagen Klokken 2½.

Deltagelse i Sognet med de to haardt ramte Familier er meget stor. Begge de to Faldne var et Par af de dygtigste landmænd, som havde oparbejdet deres Ejendomme til et Par Mønstergaarde.

Ære være deres Minde!

4 tanker om “Skov, Hans Jørgen (1887-1914)”

  1. Skov havde lige før krigen købt gård i Korup og var flyttet ind med kone og nyfødt barn. Naboen Chr. Simonsen Lund, falder i samme uge og de nu to enker får dødsbudskabet på samme dag. Også Lund har stor gård og efterlader hustru og 2 små piger.

  2. Hans Jørgen Skov var min farfar, og da min farmor, Anna Christine Skov, født Petersen og senere gift Jørgensen, først døde i 1980, har jeg ofte hørt hende fortælle om min farfar. Han var efter sigende oppasser for en Hauptmann og var om aftenen, efter at et slag var overstået, ude på slagmarken for at hente sårede tilbage på hestevogn, da han trådte på en ueksploderet granat.
    Jeg kan meddele, at min far først blev født 1.4.1915, og min farmor var således gravid, da hendes mand faldt,
    Min far og farmor har både i 1938 og i 1939 været i Nordfrankrig for at lede efter hans grav, dog uden resultat.
    Nu har jeg forsøgt at finde Egris de la Montagne (eller Motagne), men forgæves. Hvis nogen evt kan hjælpe, vil jeg gerne have besked.

  3. Anna,

    tak for de ekstra oplysninger. Ved nærmere eftersyn i dødsbiregistret står der faldet ved Bois de la Montagne, som ligger ca. 2,5 km sydøst for Carlepont. Den nøjagtige position på skovstykket er “49.501228, 3.053158” som du kan kopiere til google maps søgefelt.

    Regimentshistorien beskriver begivenhederne den 18-19. september 1914 således:

    “Patrouillen stellen fest, dass Hesdin selbst vom Feind geräumt ist. Das Batl. folgt über Hesdin-Caines, wo zahlreiche Gefangene in Gehöften und Waldhöhen gemacht werden. Die französischen Truppen haben im Rückzug gewechselt: Standen bei Pontoise noch weisse Regimenter (115. franz.Inf.Regt.), so sind uns jetzt zur Deckung des französischen Rückzugs schwarze Truppen entgegengeworfen (3. regt.tirailleurs algériens). Das Batl. geht weiter vor über Belle Fontaine am Südrand des Bois de Montagne entlang und / stösst wieder auf den mit schwerer Artillerieunterstützung eingegrabenen Gegner. Zwischen Res.Regt. 40 und Regt. 31 links werden am Abend des 18. 1. und 4. Komp. eingesetzt, am 19. löst de 2. die 4. Komp. ab. Die zurückgehaltenen Komp. liegen in den Waldkessel des Bois de Montagne. Das im splitternden Wald doppelt unangenehme Artilleriefeuer reisst nicht ab, das seit Tagen feuchte und kalte Herbstwetter wird von strömenden Regengüssen abgelöst, die Verpflegung stockt. Alles in Allem ein böses Warten!”

    Erich Karitzky: Reserve-Jäger-Bataillon Nr. 9, aufgestellt vom Lauenburgischen Jäger-Batl. Nr. 9, 1925, s. 21-22.

    mvh.

    Martin Bo Nørregård

  4. Hans Jørgen Skov efterlod sig gravid hustru, sønnen Hans blev født 1. april 1915. Anna Skovs eneste barn….

Skriv et svar til Birgitte Borchert Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918