Hej Bernadette

Jeg er selv et barnebarn af Jørgen Nielsen. Det var min morfar !
Og nu bliver jeg interesseret i det billede som Laila Kjempff har sendt . Kan jeg downloade det et eller andet sted ?

Til Bernadette Preben-Hansen.

Tak for din kommentar.
Har du nærmere oplysninger om hvornår og hvor Jørgen Hansen Nielsen døde?
Du er velkommen til at sende supplerende oplysninger og evt. foto til mig via mail.

Med venlig hilsen
Hanne C. Christensen
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Mejeribestyrer Jørgen Nielsen i Fårhus i Nordslesvig er i følge Flensborg Avis efter fire og et halvt års fangenskab kommet hjem fra Sibirien. Nielsen har i alle de år, krigen varede, set og døjet meget. Han var med fra begyndelsen. I december 1914 kom Nielsen tilbage til Tyskland med gigtfeber og var en tid lang i Flensborg og Haderslev. I foråret 1915 blev Nielsen imidlertid sendt til østfronten, som senere til Galizien, hvor han faldt i russisk fangenskab. Efter flere dages march og jernbanekørsel kom han til en plads i Central-Rusland på tvangsarbejde. Behandlingen var meget dårlig. Forplejningen også. Nielsen blev syg og kom på lazaret i Petrograd lige under revolutionen i 1917. Derfra gik turen op til Murmanbanen, hvor han opholdt sig i vinteren 1917-1918. Herfra kom han i foråret 1918 til Sibirien. På vejen dertil blev han syg af lungebetændelse og lå i seks døgn i en russisk kreaturvogn sammen med 48 kammerater. Ankommet til Omsk, blev han indlagt på krigslazarettet. Da han var udskrevet derfra, sendtes han fra det ene sted til det andet i Sibirien. Nielsens familie, som i to år intet havde hørt fra ham, var meget bekymret for ham. Julen 1919 kom der omsider brev fra ham fra Vladivostok med meddelelse om, at han var på hjemrejse, så glæden blev stor i hjemmet i julen. Den 2-1-1920 forlod Nielsen Vladivostok om bord på ØK’s motorskib PERU. Rejsen gennem troperne skildrer Nielsen som interessant og behagelig, han roser stærkt skibet samt dets chef og officerer. Turen gik over Japan, Borneo, Java gennem Suezkanalen, Gibraltar og videre til Kbh. Nielsens hustru, som var rejst til Kbh for at være den første, der kunde byde sin mand velkommen hjem til sit fædreland, nåede dertil en time inden PERU løb ind i frihavnen. Ved ankomsten til hjemmet var der pyntet med grønt og mange flag. I byen var alle flag hejst til ære for den hjemvendende.

KOMMENTAR: Beretningen bør nok læses med sans for kildekritik. Det er påfaldende, at Jørgen Nielsen er på de rigtige steder på de rigtige tider. Altså: Petrograd i november 1917, Murmanbanen i 1917-1918, og i Omsk i marts 1918. Dette kan ikke lastes Jørgen Nielsen, men til tider ses et mønster i dagspressens gengivelse, den er sensationshungrende,