Nielsen, Ferdinand Gustav (1887-)

RPersondata
Født: 25/10-1887 i Sønderborg
Død:
Uddannelse:
Erhverv:
Bopæl:
Hustru: Wilhelmine Pauline Mützel, født 21/03-1901 i Sibirien
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: Søn af arbejder Hans Nielsen og hustru Helene Dorothea f. Petersen i Mølby

Militær løbebane før krigen

Militær løbebane under krigen
Indtrådt:
Udtrådt:
Enhed(er):
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet: Civilfange i Rusland. Link til krigsfangekort.

Tyske tabsliste:

Efter krigen
Medlem af ”Foreningen af forhenværende krigsfanger i Rusland”. LAA. Kort nr. 126. Tekst på kort:  “Ferdinand Nielsen, Sønderborg, Kastanieallé 39.”
Maskinmester på Sønderborg Andels Svineslagteri.

Kilder
Personregister Sønderborg, fødte 1887 nr. 105 Link.
Kirkebog Sønderborg, fødte 1887 Link.
Slægtsside Link.

Publikationer
B. Preben-Hansen & A. May. Sønderjyder i russisk krigsfangenskab under 1. verdenskrig. Forthcoming 2018.

Fotos

Hejmdal 31. August 1920. Hjem fra Sibirien. En søn af enkefru Nielsen er i sidste uge kommen hjem fra Sibirien, hvor han har været i 6 år. Hjemrejsen, der skete over Moskva, var rig på oplevelser.

Hejmdal 8. september 1920. I fangenskab. Efter 6 år atter hjemme.
Sønderborg Tirsdag.
En søn af maskinbygger Nielsens enke i Sønderborg er som nævnt for nogen tid siden kommen hjem fra Sibirien. Det har været en omskiftelsesrig rejse, som vor unge landsmand har måttet gennemgå for at komme hjem. Vi har haft en samtale med Nielsen, som fortæller om sine oplevelser:

– Det var i juni 1914, jeg ankom til Moskva, for her for et firma i Hamborg at opstille en maskine. Men allerede kort efter krigens udbrud arresteredes jeg sammen med flere andre tyske undersotter og førtes i fængsel. Alle vore ejendele fratoges os, og kun de nødvendige klædningsstykker lod man os beholde. Over Samara transporteredes vi med banen til Schellapinsk i Sibirien, hvorfra vi til fods måtte gå 120 kilometer til en landsby, hvor vi fordeltes på arbejde. Dog kun kort tid, så gik det til en anden landsby. Sjældent var vi længere tid på et sted.

Senere kom vi jeg sammen med 25 lidelsesfæller til en landsby Schubarak. Denne beboedes af tyske kolonister, efterkommere af de i sin tid under Katharina den Store til Rusland indkaldte tyske emigranter. Ved skovarbejde, hvorved vi, når vi var meget flittige, kunne tjene ca. 45 kopeker daglig, tjente vi til livets underhold.

Under bolschevikernes første periode, i 1918, forsøgte jeg også som så mange andre fanger at rejse hjem, men da var tjekkerne allerede kommen til magten, og de forbød os at rejse hjem, af frygt for at fangerne skulle indtræde i den røde armé.

Jeg måtte så atter tilbage til min landsby, hvor jeg lejede mig en smedje og så arbejdede på egen hånd. Da jeg samtidig drev lidt handel, tjente jeg ganske godt, så jeg fik hest og vogn, en ko og et par får anskaffet. En ung tysk pige, som jeg havde lært at kende, blev min hustru, og hjalp mig trolig ved arbejdet.

Da bolschevikerne efter Koltchaks fald 1919 atter kom til magten, solgte jeg alt og fik en stor sum penge, men sibiriske rubler, og de var jo ikke ret meget værd. Sammen med min hustru begav jeg mig atter på hjemrejsen, men kom kun til Schelipinsk. Videre kunne jeg ikke komme. Efter at vi i to måneder havde opholdt os der og fristet livet ved, at min kone lavede cigaretterog jeg solgte dem på torvet, rejste vi ved vinterens begyndelse atter tilbage til Schubarak, hvor både min kone jeg blev syge af tyfus. Der herskede denne vinter en forfærdelig tyfus epidemi, som bortrev den ene efter den anden.

I maj 1919 modtog vi fra Moskva besked, at vi kunne rejse hjem. Den 19. Juni afrejste vi for anden gang. I Scheliapinsk blev vi atter opholdt af kommunisttropper i 5 uger, indtil det lykkedes mig på en kreaturtransport, som var opkøbt i Sibirien og bestemt til Moskva, at få plads som kreaturpasser og min kone som malkekone. To andre krigsfanger lykkedes det os at få med vognene. Turen gik over Ural, Volga Peum til Moskva. Jernbanen var forholdsvis i god orden. Forplejningen var dog meget bearlig, men vi havde dog mælken fra køerne og lidt tørret brød, som vi havde bragt med fra Sibirien. Til Moskva ankom vi efter 9 dages kørsel.

Forholdene i Moskva er skrækkelige. Hvem der ikke har penge i sækkevis, kan overhovedet ikke eksistere. Selv småting løber op til utrolige priser. Et pund brød betaltes med ca. 1000 rubler, men var det meste ikke at opdrive. Kød 1800 rubler, salt 1200 rubler pr. Pund osv., utrolige priser. Sko, støvler koster 15-30.000 rubler. Sundhedstilstanden, også blandt russerne, er forfærdelig.

I Moskva fik vi dog nogenlunde forplejning gennem Røde Kors. Derfra gik turen videre i en transport på ca. 900 mand. Vi var omtrent 100 mand i hver vogn (kreaturvogn), så turen til grænsen var just ikke nogen fornøjelsestur. Ved grænsen mødte vi transport russiske fanger for hjemadgående. I Rarva (Estland) kom vi i den store koncentrationslejr for Røde Kors.

Der blev vi efter lang tid atter rensede og kunde spise os rigtig mætte. Med et tysk skib bragtes vi efter en dags forløb til Swinemünde, der fik jeg en klædning og min kone en ny kjole, efter at have gennemgået en radikal renselsesproces. Krigsfangerne fik desuden 500 mark, hvad vi som civilfanger ikke fik. Derefter fik vi en fribillet til hjemmet.

Der hørte jeg for første gang, at min hjemstavn atter var dansk.

Min kone blev imidlertid syg og jeg måtte lade hende blive tilbage i Stettin. Jeg rejste over Flensborg til Sønderborg, hvor jeg atter efter 6 år genså min gamle moder, som jeg i over 4 år ikke havde hørt noget fra.

En tanke om “Nielsen, Ferdinand Gustav (1887-)”

Skriv et svar til Arne May Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918