Jeg er i besiddelse af en mængde breve og postkort (ca. 200) fra ham, og jeg kan meddele her, at korrespondancen er der begge veje, for når soldaten havde modtaget breve hjemmefra, var det mest almindelige, at han samlede dem i en kuvert og sendte dem hjem. Andreas skiver selv, at “det kan være godt at læse dem, når krigen er forbi”.

Postkortene er ofte med sløjfer i preussenfarver, lykkeaks, fotos af Kejseren osv. Og ofte med slogans til opmuntring for soldaterne og dem derhjemme. Dertil postkort med franske byer inden bombardementet og ved siden af billedet af de sønderskudte bygninger.

Han fortæller meget lidt om krigen i sine breve, og det skyldes givetvis, at han ikke ville gøre forældrene mere ængstelige, end de var i forvejen.

Oldemor fortæller om dagen og vejen hjemme. Men der er også sjove ting i brevene: I et af dem ligger et stykke uldgarn, og læser man brevet skriver oldemor, at Andreas skal prøve at finde garn af samme kvalitet, så min mormor, Marie Petersen i Tandslet, kan strikke af til sine børn. Købe det og sende det hjem.

Det er altid min oldemor, der skriver.

Der blev sendt 3 breve til mine oldeforældre, da Andreas var faldet i 1917, og dem har jeg også.

Desuden har han skrevet på et stykke papir, hvilke stationer de kom igennem, da de i 1914 rejste fra Flensborg. Det har vel næppe været lovligt!

Der er også hans mundharpe.

En lille sjov oplysning: Han havde sin silkevest med, da han drog i krig, men han fik så mange pakker hjemmefra og fra gårde, hvor han havde tjent, at han ret hurtigt ikke kunne passe vesten. Den blev sendt hjem til oldemor.

I hans sager er også en del fotografier med ham selv og hans kammerater i krigen – en del af dem også med hans svoger, som var min morfar. Særligt spændende er et, hvor soldaterne er samlede, og foran dem er sat et skilt, de har lavet. Det er fra Cuy 12.2.1915 (datoen er malet på), og der står “Friedenssitzung alter Krieger”.

Ak ja, et stille håb om fred!