Kappel, Niels Christensen (1899-1966)

Niels Christensen Kappel – som seminarist 1917.

Persondata
Født: 20/01-1899 i Seggelund, Tyrstrup sogn
Død: 20/05-1966 i Christiansfeld, Tyrstrup sogn
Uddannelse: seminarie
Erhverv:
Bopæl:
Hustru:
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: Søn af murer Christian Madsen Kappel og hustru Jensine f. Christensen

Militær løbebane før krigen

Militær løbebane under krigen
Indtrådt:
Udtrådt:
Enhed(er): Pionier-Bataillon 8
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet: Engelsk krigsfange i England. Link til krigsfangekort.

Tyske tabsliste: 25/10-1918 Kappel, Christ., 20.1., Seggelundkrug, Hadesleben, vermisst. 19/06-1919 Kappel, Christ., 20.1., Seggelundkrug, Pionier-Bataillon 8, bisher vermisst, in Gefangenschaft (A. N.)

Efter krigen
Se forneden

Kilder
Kirkebog Tyrstrup, fødte 1899. Link.
Kirkebog Tyrstrup, døde 1966. Link.
Link til slægtsside.
Bedstefar? Ansøgning om erindringsmedalje 1848-1950

Publikationer
Hans søn Hans Kappel har bidraget med oplysninger på fransk til denne side og denne.
Christiansfeld arkiv: https://arkiv.dk/vis/2597574 og PDF.

Fotos

Forlovelsesbillede 1924 – Niels og Sofie.

Modtaget fra Niels Kappels søn Jens J. Kappel:
Min fars krig med noter.

Min far deltog som sønderjyde i første verdenskrig. Min far Niels Kappel var født den 20. januar 1899 på Seggelund Kro et par kilometer syd for Christiansfeld og fire fem kilometer syd for grænsen ved Høkkelbjerg mellem Sønderjylland og ”det gamle land”, som mine forældre og bedsteforældre kaldte det, der var blevet tilbage af Danmark efter 1864.

Seggelund kro

Seggelund Kro blev bygget, da den nye vej chausee´en eller senere hovedvej 10 blev anlagt i 1857 eller deromkring mellem den gamle Kongevej lidt mod vest fra Haderslev til Kolding og den endnu ældre Oksevej lidt mod øst. En af de første ejere var min tipoldefar Chresten Madsen Skou og han overlod kroen til sin svigersøn min oldefar Niels Kappel, som overlod den til min farfar Chresten Kappel. Min farfar viste mig stolt, hvordan man fra krohaven i godt vejr kan se mindestøtten på Skamlingsbanken 10 kilometer væk og det store dannebrog som normalt vejede der. Denne udsigt havde han også hæget om i den tyske tid.

Det var nu ikke meningen at min far skulle være fjerde generations kroejer. Han var ret kvik i landsbyskolen der efter prøjsisk mønster havde skrap disciplin og otte års skolegang, men kun to klasseværelser til de otte årgange. Det var meningen at min far ligesom sine to fastre skulle være lærer og han begyndte derfor i 1914 den treårige præparanduddannelse ved seminariet i Haderslev hvilket var en forudsætning for at blive optaget på seminariet. Hjemme på kroen mente man nok at krigen for længst ville være forbi, inden min far efter planen skulle optages på Haderslev Seminarium i 1917.

Efter mange tyske sejre i begyndelsen kørte krigen på Vestfronten fast i en skyttegravskrig, og selvom tyskerne havde krigslykken med sig på østfronten begyndte den prøjsiske krigsmaskine at få muskelsmerter. Alene i Sønderjylland blev der indkaldt omkring 30.000 mand og omkring 6.000 faldt og mange blev taget til fange.

I sommeren 1916 cyklede min farfar og min far en tur tæt på den gamle grænse fra Christiansfeld og Aller østpå mod Hejls og Lillebælt, og ved en ret øde grænseovergang ved det lille vandløb ved Kær Mølle sagde min farfar henkastet ”derovre ligger det gamle land”.

Forhåbningerne om en snarlig krigsafslutning blev gjort til skamme og min far blev indkaldt. På en eller anden måde lykkedes det dog at få indkaldelsen udskudt fra januar 1917 til den 16. juni. Måske for at min far kunne nå at afslutte sin præparanduddannelse og vist lige akkurat kunne nå at blive seminarist. Måske har min farfar som var kommuneforstander kunnet trække lidt i trådene.

Rekrutuddannelsen foregik i Plön i Holsten med øvelser på Lüneburger Heide. Min far var i en pionerbataljon som skulle bygge broer og den slags. Det blev vist i løbet af krigen mest til skyttegrave og underjordiske sikringsrum.

Der gik en rum tid inden min far blev sendt til fronten, faktisk helt til den 2. april 1918. Jeg kender ikke årsagen til at det varede så længe, men engang nævnte min far at han var officersaspirant. Han kan altså have fået en eller anden ekstrauddannelse inden han blev sendt til fronten.

Men den 2. april 1918 gik det løs, ikke med at bygge broer eller sikringsrum, men som infanterist i en offensiv på det engelske afsnit af Vestfronten. Jeg har endnu ikke været i stand til at finde ud af hvor det var, men tidspunktet passer med den tyske offensiv i 1918 ved det engelske afsnit på Vestfronten, måske ved Somme.

Inden offensiven var der parade, hvor obersten til hest og med draget sabel holdt en ildnende tale om hvordan man med en sidste heltemodig indsats skulle afslutte krigen sejrrigt.

Forud for et angreb gik et heftigt artilleribombardement af fjendens linier, og i det øjeblik ens eget artilleri tav stormede infanteristerne op af skyttegraven og frem mod fjendens linier. For at få mere gang i sagerne fik soldaterne en ration snaps inden angrebet, men somme tider måtte underofficererne alligevel trække pistolerne for at få folk op af skyttegravene.

Min far fortalte at ældre sønderjyder og andre ældre kammerater lærte ham hvordan man overlevede. Man skulle altid holde sig i dækning i skyttegraven og når man blev kommanderet op af skyttegraven og stormede frem mod fjendens linier skulle man kaste sig i det første det bedste granathul og vente der indtil det var tid til retræte. En flok friske rekrutter og ildsjæle, vist gymnasieelever fra Hamburg, ville slutte krigen hurtigt og de overlevede ikke een dag.

Forsyningssituationen var i 1918 offensiven elendig på tysk side. Min far fortalte at soldaterne drak vand af hjulsporene og indimellem spiste man vognsmørelsen. Engang i den fremgangsrige del af offensiven kom de til kældre i et slot som englænderne havde forladt uden at få en del tønder med lækkert svinefedt med. Selvom briterne havde haft travlt havde de dog givet sig tid til at gøre svinefedtet ubrugeligt ved at forrette nødtørft i hver enkelt tønde, men soldaterne skar bare fjendens nødtørft væk med bajonetterne og spiste resten.

Englænderne fik standset offensiven, og min far fortalte at englænderne i modoffensiven benyttede både tanks og flyvemaskiner. Ved slutningen af krigen rådede tyskerne over ca. 5.000 flyvemaskiner. De allierede formentlig endnu flere. De angribende maskiner kom skiftevis fra den ene og den anden side så man måtte kaste sig fra side til side for at finde dækning i skyttegraven. Englænderne rådede også i krigens sidste år også over 500 tanks som viste sig effektive når de forreste linier skulle gennembrydes.

Ud over artilleriild, angreb fra fly og tanks og mangelfulde forsyninger var de tyske tropper plaget af lus. Noget som var uundgåeligt efter mange døgns ophold i skyttegrave og forreste linie uden mulighed for at komme af tøjet. Min far havde resten af livet ar på benene efter lus som havde gnavet omkring sår og skrammer.

Min far besluttede sig i skyttegraven til at desertere til Danmark, hvis han nogensinde kom hjem på orlov. Han forstod nu hvad min farfar havde ment da, han ved den øde grænseovergang ved Kær Mølle havde peget på ”det gamle land”.

Jeg tror ikke min far havde noget overblik over de angreb og modangreb han deltog i eller hvad der i det hele taget forgik ved fronten mens det stod på. Senere fortalte han mest om hvordan tyskerne og briterne skiftevis forsøgte at storme hinandens linier og hvordan han og kammeraterne ustandseligt måtte søge dækning i skyttegravene eller på åben mark, hvor det gjaldt om at kaste sig fladt ned og grave sig lidt ned med feltspaden eller i hvert fald få lidt jord skubbet op og frem foran sig. Det kunne gå forbavsende hurtigt i en kugleregn forsikrede min far. Selv et muldvarpeskud kunne afværge en kugle.

Han har heller ikke berettet om de sårede og dræbte kammerater, men de optrådte i de natlige mareridt som forfulgte ham hele livet. Selv blev han ikke såret, men en granatsplint gennemborede hans tornyster og oppakning og nåede lige akkurat at brænde ham en smule på ryggen.

Forsvarslinierne var som regel tredelte. Først de åbne skyttegrave, så anlæg med sikringsrum og til sidst anlæg med sikre underjordiske bunkers. En dejlig morgen den 2. september 1918 var min fars deling i et underjordisk sikringsrum et stykke bag de forreste linier. Min far og et par af kammeraterne var gået op for at få lidt frisk luft og en cigaret. Helt uventet blev de omringet af englændere, som åbenbart var brudt igennem de forreste linier længere ude. Min far og kammeraterne var nu krigsfanger. De resterende soldater nede i sikringsrummet blev opfordret til at overgive sig, men måske var de så overraskede at de ikke forstod situationen. I hvert fald ville de ikke overgive sig og alle blev dræbt af håndgranater, som englænderne kastede ned i sikringsrummet.

Det viste sig hurtigt at trængslerne ikke var forbi med fangenskabet. Først tog englænderne urene herunder min fars konfirmations ur af sølv. Dernæst fik krigsfangerne, der i forvejen nærmest havde sultet i den tyske arme, meget ringe kost som krigsfanger. Men værst af alt: fangerne sov på den bare jord i runde telte med en pæl i midten med en atten tyve mand i hver, sådan at alle fødder stødte hulter til bulter op mod midterpælen. Hen på efteråret blev det meget vådt og koldt i Nordfrankrig. De yngste atten – tyveårige klarede sig bedst, men mange af de lidt ældre som var i midten eller sidst i tyverne blev syge og døde. Lusene overlevede.

Som dansksindet sønderjyde, der jo var blevet tvunget til at deltage i krigen på tysk side, blev min far overført til en særlig lejr for dansksindede sønderjyder i Feltham i England. Feltham ligger på vejen fra Heathrow lufthavn til London. Englænderne gav formelt ikke sønderjyderne særbehandling, men anbragte dem blot i den særlige lejr.

Denne særlige behandling af fanger, som var tvunget ind i krigen, blev indledt af Frankrig af hensyn til soldater fra det tysk okkuperede Alsac Lorraine. Professor i skandinaviske sprog og kultur ved Sorbonne Poul Verrier fik gennemført en lignende behandling af dansksindede sønderjyder i fransk fangenskab i en lejr i Auriliac, som kom til at rumme 600 sønderjyder. Dette på trods af, at den radikale danske udenrigsminister Scavenius protesterede over for den franske regering over den positive særbehandling af de danske sønderjyder.

Det er ikke klart hvornår min far kom til Feltham, men ved juletid 1918 var han formentlig stadig i Frankrig. Min farfar skrev breve – dog mest brevkort, som kom hurtigere igennem censuren – til

Kriegsgefangenen Sendung
Nr. 250 Prisoner of war Company in France
To the prisoner of war 82
Niels Kappel
Pionier Bataillon 8, 2. Kompagnie
c/o General Post office
London, England

Først var brevene skrevet på tysk af hensyn til censuren, men efter krigsafslutningen skrev min farfar brevene på dansk, fejlfrit dansk, hvilket ikke var en selvfølge, for i skolen havde eleverne ikke fået danskundervisning. Min fars breve er ikke bevaret, men den 2. februar 1919 var farfar kommet til brev eller kort Nr. 39 hvor han udtrykker bekymring over ikke at have hørt noget fra min far.

Opholdet i Feltham-lejren var ren luksus sammenlignet med tilværelsen i den prøjsiske arme´ eller i fangelejrene i Normandiet. I Sønderjylland lagde man vægt på at krigsfangerne kunne nå hjem til folkeafstemningen om genforeningen med Danmark. Min far kom hjem med skib til Ålborg eller Århus i løbet af efteråret 1919 og nåede at deltage i afstemningen tidlig på året 1920 og at opleve kongens ridt over grænsen ved Høkkelbjerg  i juni 1920. Et af afstemningsstederne var Seggelund Kro.

Min far slap aldrig af med sine krigsmareridt. Om det var det, der fik ham til at opgive at blive lærer da han kom hjem efter krigen, ved jeg ikke, men han besluttede sig for landbruget, blev landbrugselev, kom på landbrugsskole og købte med familiens hjælp en beskeden landejendom. Landbruget skaffede os et rimeligt udkomme, selvom vi var på fallittens rand i trediverne. Senere blev min far ejer af Seggelund Kro, som han drev som landejendom.

De sønderjyske krigsveteraner havde et vist sammenhold og de hjalp hinanden i ny og næ, men de ville ikke være med i en tysk domineret forening, så de dannede deres egen forening DSK Danske Sønderjyske Krigsdeltagere.

09.03.2015  Jens J. Kappel

2 tanker om “Kappel, Niels Christensen (1899-1966)”

  1. Godt skrevet.
    Der ligger båndoptagelser af to DSK medlem, som jeg har haft til at fortælle lidt om deres oplevelser. Og foto fra nogle af deres møde.
    Hvor min far, Jens Julius ældre bror var fanebærer for dem de sidste år.
    På Christiansfelds arkiv.

  2. Jeg er barnebarn af Niels Christensen Kappel.
    Og derfor har jeg lavet en en mappe over DSK, som er blevet afleveret med båndoptagelser, med nogle af dem, der lever endnu i 1974-1975 som havde været med og fotos fra deres møder.

Skriv et svar til Hanne Kappel Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918