Fuglsang-Damgaard, Hans (1890-1979)

fuglsang-damgaard_a

Persondata
Født: 29/07-1890 i Ørsted pr. Oksenvad
Død: 08/07-1979 i Kgs. Lyngby, begravet på Sorgenfri Kirkegård
Uddannelse: Rensborg Seminarium 1911. Student Rensborg 1915
Erhverv: Lærer i Gråsten 1911-1913, Biskop for Københavns Stift 1934-1960
Bopæl: Før krigen Gråsten; Rendsborg. Efter krigen Regensen, Kbh.; Strasbourg; Nørreg. 11, Kbh.
Hustru (efter krigsafslutningen): Gift i Århus 30/07-1926 med Caroline Elisabeth Solvejg Wagner, født 13/01-1900 i Jakobshavn, Grønland; datter af residerende kapellan ved Århus domkirke Carl Ferdinand Wagner og Ellen Marie Johanne Elisabeth Blankensteiner
Børn (efter krigsafslutningen): 2 sønner, 1 datter

Militære løbebane før krigen
Indtrådt:
Udtrådt:
Enhed:
Rang:  –
Andet:

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 22/02-1915
Udtrådt: Taget til fange 22/10-1916. Til Aurillac
Enhed(er): I. Ers. Batl. I.R. 85, I. Rekrutdepot; II. Ers. 85, komp. 1; I.R. 215, komp. 2
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet:
Bror i krigen

Efter krigen
Stud. theol. embedseksamen 1923
dr. theol. 1933
Biskop for Københavns Stift 1934-60

Kilder
Aurillac-Bogen 1937
Ravn, L.S. , Lærerne i Nordslesvig ca. 1814-1920
Jens Holger Schjørring i: Dansk Biografisk Leksikon, bind 5.

Publikationer
Hans Fuglsang-Damgaard: Fra skyttegrav til bispestol. Frimodts Forlag 1975
1943: Forfatter af biskoppernes hyrdebrev mod forfølgelse af jøderne, hvilket blev læst op i alle Danmarks kirker

Fotos
Ja, samt gruppebillede

Fra “Aurillac-bogen”:

Født d. 29. Juli 1890 i Ørsted, Oksenvad Sogn, hvor Forældrene havde Gaarden »Fuglsang«.

Jeg er opvokset i mine Forældres Gaard og gik i den stedlige Kommuneskole. Efter at have gaaet til Præsten i Oksenvad kom jeg paa Præparandskolen i Aabenraa for at begynde Uddannelsen til Lærer. Denne Uddannelse fuldendtes paa Seminariet i Rendsborg, og de følgende to Aar var jeg Lærer i Graasten. Derefter tog je g fat paa Forberedelsen til Studentereksamen, som jeg bestod ved Latinskolen i Rendsborg i 1915; straks efter maatte jeg med i Krigen. Jeg havde i mange Aar med Studentereksamen for Ø je faaet Undervisning hos min Sognepræst.

Jeg har ikke været aktiv Soldat; je g var første Gang paa Session i December 1914 og blev den 22. Februar 1915 indkaldt til Krigsuddannelse ved I. Ers. Batl. Inf. Regt. 85, I. Rekrut-Depot i Rendsborg. Jeg uddannedes senere i Nortorf og Neumünster og overflyttedes til II. Ers. 85, 1. Komp.

Den 1. Maj 1915 kom jeg med 2. Komp. I. R. 215 til Fronten i Belgien ved Bixschoote i Nærheden af Yserkanalen. V i kom straks med i de haarde Kampe, som fandt Sted efter Tyskernes første Anvendelse af Giftgas. Paa dette Frontafsnit blev jeg det første Aar, idet vort Regiment dog blev sat ind forskellige Steder, af hvilke især skal nævnes Slaget ved Pilkem og Sprængningerne ved St. Eloi. Sommeren 1916 var jeg i ca 3 Maaneder til Uddannelse i Lockstedter Lager og kom derefter med i Sommeslaget fra 20. September 1916. V i stod i Amboltskoven ved Chaulnes. I ca. 3 Uger tordnede Kanonerne ustandseligt, Dag og Nat; i 24 Timer laa vi i Trommeild, hvor Granater i Tusindvis sendtes ind over vor Stilling. Den 22. Oktober 1916 om Eftermiddagen Kl. 5 fandt Infanteriangrebet Sted; hele vort Kompagni faldt i Fangenskab. Jeg stod ved Indgangen til vor Dækning. En ung Franskmand styrtede hen imod mig og holdt Revolveren for Brystet, men i Stedet for at trykke af lod han den synke og begyndte at tale til mig. Vi vekslede nogle Ord om Krigens Rædsler: »Skynd dig at komme bort«, sagde han, og saa styrtede vi af Sted, ind gennem de fremstormende Franskmænds Rækker og over i deres Skyttegrave. En Officer modtog mig med et Haandtryk, en Soldat tog min Hue, hvorfor jeg maatte have en Hovedbeklædning af en Sandsæk; det medførte, at man troede, jeg var en Tyrk, da jeg senere ankom til Aurillac. I alt faldt der den Dag ca. 6000 Mand i Fangenskab. Vi var i den første Tid anbragt paa en Gaard bag ved Fronten. Den 22. November kom jeg til Orléans; dér blev jeg som Slesviger straks efter skilt fra og sendt til Aurillac, hvor je g ankom den 25. November 1916. Nogle af Tyskerne advarede imod at tage til Aurillac, idet det kunde opfattes som Forræderi; men jeg rejste alligevel, fordi jeg ønskede at være sammen med mine Landsmænd.

Vi var 3 Mand, der fulgtes ad dertil, mine to Rejsefæller kunde dog ikke Dansk, saa de rejste videre. Boulanger tog imod mig, og det første Spørgsmaal, han stillede mig, var, om jeg havde Lus, og da det viste sig, at jeg forstod Dansk, blev han straks meget venlig imod mig. Men navnlig skal jeg aldrig glemme den Venlighed og Hjælpsomhed, som mine Kammerater viste mig. Jeg var meget medtaget af Krigen og saa vistnok elendig ud. Men der var ingen Grænser for den Godhed og Hjælp, der blev vist mig fra den første Dag. Jeg tilbragte hele min Fangenskabstid paa Depotet, hvor jeg forsøgte at være til Nytte for mine Kammerater. Naar jeg tænker tilbage paa den Tid, er jeg ked af, at jeg ikke gjorde mere til Gavn og Glæde for andre.

Paa Vaabenstilstandsdagen kom Kaptajnen og meddelte, hvad der var sket; derefter kaldte han os sammen for at fortælle os alle om den store Begivenhed; han holdt en Tale, og vi svarede. Dannebrog og Trikoloren vajede Side om Side i Fangelejren den Dag.

Hjemrejsen foregik over Paris. En Tid før Hjemrejsen fik jeg Meddelelse om, at jeg af den franske Regering havde faaet L ov til at være i Frihed i Paris. Det blev kun kort Tid. Hjemrejsen kom. V i rejste over Dunkerque til København og oplevede de uforglemmelige Dage i Foraaret 1919, som jeg har talt om saa mange Steder og ved saa mange Lejligheder, og hvis Hovedindtryk jeg ofte har sammenfattet saaledes, at al den Kærlighed, vi mødte, gav os Troen paa L ivet og Troen paa Mennesker tilbage. Den tog den tunge, knugende Byrde bort, der laa over vore Hjerter. Vi kunde igen aande lettet og frit og med frejdig Fortrøstning gaa til det Arbejde, der ventede hver især. — Det blev et uforglemmeligt Gensyn med Forældre og Søskende. Min Broder havde været med i Krigen, men ogsaa han var sluppet godt fra det. Vi var nu alle samlet og skulde til at bygge paa den nye Fremtid. Jeg opholdt mig en Del i Danmark for at fortælle om Sønderjylland. Navnlig hører en Foredragsrejse til Bornholm i Pinsen 1919 og et Besøg hos mine nuværende Svigerforældre, som havde været mine »Gudfædre« under Fangenskabet, til mine uforglemmelige Oplevelser.

Efter Krigen tog jeg for Alvor fat paa mit teologiske Studium ved Københavns Universitet. Jeg tilbragte her gode Studenteraar bl. a. paa Regensen, tog Embedseksamen i 1923, rejste paa Studierejser i Udlandet, som førte mig til Frankrig igen. Jeg blev 1925 Docent ved Universitetet, 1930 Doktor i Teologi, 1933 Stiftsprovst ved Københavns Domkirke og 1934 Biskop over Københavns Stift. 1926 blev je g gift med Calina Wagner, Datter af Pastor Wagner i Aarhus. V i har 3 Børn, 2 Drenge og en lille Pige i Alderen fra 10 Aar og nedefter til 3 Aar.

I Frankrig har jeg været flere Gange. Jeg studerede i Strasbourg fra 1924— 25 og overværede Indvielsen af den sønderjyske Soldaterkirkegaard i Braine, hvor jeg bragte en Hilsen fra de gamle Kammerater. I 1930 holdt jeg Forelæsninger paa Sorbonne; paa Hjemrejsen besøgte min Hustru og jeg Slagmarkerne, bl. a. det Sted, hvor jeg blev taget til Fange, og i 1935 var jeg igen i Paris som Deltager i det lutherske Verdenskonvent. Jeg haaber, at ogsaa jeg faar Lejlighed til en Gang igen at se Depot Special des prisonniers de guerre slesvigois.

3 tanker om “Fuglsang-Damgaard, Hans (1890-1979)”

Skriv et svar til Rene Rasmussen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918