Lad os ihhe glemme dem, som ihhe hom hjem
med os. Lad os mindes vore døde. Guds Fred med
dem! De hviler nu i Franhrigs Jord. De slumrer
deres sidste Søvn under Cypresserne paa Aurillacs
stille Kirhegaard.
For mit indre Øje opstiger et Billede: Den første
Begravelse i Aurillac. Vi havde lige sænhet Hans
Hansen fra Torsbøl ned i det mørhe Sovehammer.
Ved den aabne Grav syntes jeg i Træernes Susen
at høre en Hvishen og Spørgen fra et bange Hjerte,
som slog langt borte i det Land, som vi haldte vort.
I den nedstrømmende stille Regn syntes jeg at føle
en Taarestrøm fra et Kvindeøje, til hvilhet en lille
Dreng spørgende og ventende saa hen. Det var,
som om Hustru og Barn var til Stede ved Faderens
Grav Den ene efter den anden ledsagede vi derop. Det var gribende Højtideligheder.
Vi vil ikke glemme de Gange, vi stod ved aabne
Grave i Aurillac.
Det var den 7. December 1918. En Morgenstund kommer en fransk Soldat ind i Fangelejrens
Gaard. Han ønsker at tale med Christen Christensen,
hvis Broder Andreas er død paa Hospitalet. Der
sendes Bud efter ham. Det er blevet daarligere
med din Broder. Han gaar.
En Ti me efter finder jeg ham siddende paa
Sengen. Han græder. Ja, jeg forstaar, det maa
være haardt at miste en Broder i Fangenskab. Men
du skal ikke sørge. Din Broder har det godt.
To Dage efter er der Begravelse. 12—15 Kamerater faar Lov til at følge den afdøde Ven til det
sidste Hvilested. Vi faar Tilladelse til at købe to
Kranse, en sidste Hilsen.
Langsomt og stille begiver vi os til Hospitalet.
I Ligkapellet ligger den afdøde endnu. Vi faar Lov
til at gaa ind at sige ham et sidste Farvel. Der
ligger han stille og bleg. Taarer skimtes i alle
Øjne. En stille Bøn. Indsvøbt i en hvid Dug lægges vor unge Ven i den simple, næsten tarvelige
Kiste; fire Brædder, ellers intet. Dumpe Hammerslag lyder hult gennem det holde Kapel. Kisten er
lukket. Den bæres ud. Den franske Æresvagt saluterer. Ligvognen hører ned igennem den lange
Række af Pavilloner ud paa Gaden. Den franske
Æreseskorte gaar foran og ved Siden af Vognen.
Bøssepiberne er sænkede mod Jorden. Vi følger
bagefter. — Det lille Ligtog gaar igennem Aurillacs
Gade. De forbigaaende Mænd og Kvinder
slaar Korsets Tegn for Ansigt og Bryst. Soldaterne,
vi møder, hilser militærisk. Hist og her bliver en
folk staaende for at dvæle ved det sælsomme Syn.
Tænker de paa Skæbnens Haardhed? Flyver deres
Tanker maaske hen til en kær Broder eller Søn,
som faldt deroppe eller drog sit sidste Suk; i en
Fangelejrs Ensomhed langt borte fra Hjemmet? Ingen veed det, men vi følte, da vi ledsagede vor
afdøde Ven til hans sidste Hvilested, at disse Mennesher, omend fremmede og uhendte, toge Del i vor
Sorg. For Dødens Majestæt bøjer sig alle. Da
bliver alle saa smaa og erhender, at vi i Grunden
alle er det samme, at vi er Mennesher.
Igennem den lange Alleé stiger Vejen op til
Aurillacs højtliggende Kirkegaard. Ved Porten kommer Graveren os i Møde og gaar foran hen til Graven. Ligbærerne tager Kisten op og sænker den ned i
den mørhe Grav. Vi blotter vore Hoveder. De franske
Soldater præsenterer. Dyb Stilhed
Lad mig tilføje de korte Ord, som jeg sagde
ved Graven!
Kære Venner!
Her mødes alle Veje paa Gravens bratte Rand,
Her er vort sidste Leje i Skyggers mørke Land!
Her synker alle Hænder, her visner hver en Krans,
Her samles Muldets Frænder, her falmer Støvets Glans.
0 Død, hvor er du dog forfærdelig! Hvor er du
haard, hvor er du ubegribelig! Vi staar nu atter efter kort Tid overfor din ophøjede Majestæt. Vi kan
ikke vove at slaa vore Øjne op imod dit kolde,
ubarmhjertige, haarde Aasyn; men vi skjuler vort
Ansigt i vore Hænder, vi kaster os gysende ned i
Støvet og spørger bævende: Hvorfor? Hvorfor tog
du ham fra os? Hvorfor førte du ham ind i det
store, ubekendte Land? Hvorfor lod du disse lysende,
smilende Øjne briste? Hvorfor lod du den muntre,
glade, livfulde Latter forstumme? Hvorfor lod du
dette trofaste, hærlige, oprigtige og ærlige Hjerte
ophøre at slaa ? Du svarer os ikke du grusomme
Død. Du er vor Fjende! Du lader os alene med
vor dybe Hjertesorg, med vore Taarestrømme. Du
bekymrer dig ihkk om vor hære lille Vens Forældres Jammerskrig; dig rører ej en Broders Vaande,
som er kommen hid for at sige sin kære, dyrebare,
eishede Broder sit sidste Farvel. Dig, du hans kære
Broder, og alle I, som med taarefyldte Øjne skuer
ned i den mørke Grav, som nu er blevet vor lille
Andreas Christensens sidste Hvilested, lad mig tage
Jer ved Haanden! Kommer I ogsaa med, I, hans hære
Forældre og Søskende, hen til ham, som forstaar Eders
Sorg, som ikké leer ad Eders Taarer, men som er
fuld af medfølende Kærlighed, og som vil lægge sin
Haand paa Eder og læge de blødende Saar. Kommer med til Jesus! Han, vor store Herre og Frelser,
stod ogsaa engang foran en Grav. I denne Grav
laa en, som Jesus haldte sin Ven. Det var Lazarus,
hvem Jesus eiskede. Jesus siger: Lazarus, vor Ven,
er sovet ind. Lad os, Venner, ved denne Grav sige:
Andreas Christensen, vor lille gode Ven, er sovet
ind. Ja, du var vor Ven, du var min Ven, du var
alles Ven. Hvor mange Gange har vi ikke glædet
os over dit stilfærdige, beskedne, altid frejdige, altid
tilfredse Sind. Du skal have Tak, kære ;Ven, for
hvert Smil, for hvert kørligt Ord, hvormed du hjalp
os at bære Byrden igennem en for os alle tung Tid.
Du shal have Tak for al din ømme Kærlighed til din
Broder, paa hvis Vej i Fangenshabets trange Aar
dit Smil blev en varmende og lysende Solstraale.
Du har fortjent Himlens Hvile.
Til din Fader hjem du gaar,
Der er Hvilen sød og rolig,
Og vi veed det vist, der staar
Ogsaa os beredt en Bolig!
Hør vort Suk og gem vor Aand
Herre Jesus, i din Haand.
Og du, hans hære Broder, som fulgte ham til
hans sidste Leje, som beredtes ham fjern fra alle
hans Kære i et fremmed Land, iblandt et fremmed
Folk, til dig taler Jesus i Særdeleshed i Dag. Og
han forstaar din store Sorg. Ved du, at der staar:
Jesus græd. Han græder ogsaa i Dag med dig ved
Din Broders Grav. Skimter du ikke igennem
Jesu Taarer hans store, brændende, kærlighedsfulde
Hjerte, som igennem Nøden vil drage dig til sig ?
Ser du ikke hans aabne Frelserarme strakt ud imod
dig? Hører du ikke hans Røst? Kommer hid til mig
alle I, som er besværede. Jeg vil give eder Hvile
Mennesher han ikke trøste. Men alligevel vil jeg
sige dig, at vi allesammen tager inderlig Del i din
store Sorg, at vi allesammen vil hjælpe dig ved at
bære den. Kom til os, aaben dit Hjerte, og vi skal
lønne dig med vort trofaste Venshab. Men det bedste,
som jeg han give dig, det er det Raad, at gøre,
ligesom Marta gjorde, da hun hørte, at Jesus kom.
Hun gik ham i Møde. Kære Broder! Gaa Jesus i
Møde. Saa vil han sige til dig, som han sagde til
Marta: „Din Broder skal opstaa.” Og —
Saa smile da hvert Øje
Selv gennem Taaresky,
Som skimter i det høje
Det store Morgengry.
Saa folde fromt sig Hænder,
I Jesu Kristi Navn,
For Støvets Vej sig ender.
I Herlighedens Navn.
Og vi allesammen, Venner, lad os lytte til Jesu
andet Ord til Marta: Dersom du tror, shal du se
Guds Herlighed. Kun, hvis du tror. O, lad os da
bruge den kostbare Tid. Lad os i Troen gribe Frelsen i Jesu. Sig ikke, du min kære, unge Ven, at
du har Tid nok Hvo ved, hvor nær dig er din
Ende. Forglem aldrig vor unge Ven, som nu ligger
kold og død. Naar er det min Time? Naar er det
din Time? Jeg og du, vi veed det ikke. Men
Sig ej, jeg er af Ungdoms Flok,
Jeg længe her kan blive,
Ah nej, du er snart gammel nok,
Din Aand fra dig at give.
Og du, som er ældre. Betænk, hvor hastig
Naadedagene svandt hen. Hvor lang Tid er dig
endnu forundt? Naadens Tid er lig en nordisk
Sommer, blid den er, men saare kort. Derfor, Ven,
Imens du lever, lev da saa,
At du han salig blive,
Du ved ej, naar og hvor du maa
Dig Døden overgive.
Ah, tænk dig om, dit Hus beskik,
Tænk dog, du om et Øjeblik
Kan staa i Evigheden Amen!
Saa finder Jordpaakastelsen Sted. Med et
Fadervor slutter vi vor lille Højtidelighed. Alle sender endnu et sidste Blik, en kærlig Hilsen ned i
Graven, og saa gaar vi bort. Men der er ingen,
som siger noget paa Hjemvejen. Alle er tavse
og stille.
Nu staar der et smukt Kors paa hvert af vore
Grave dernede. Indskriften fortæller, at der under
Korsene hviler Sønner af et fremmed Folk. som en
haard Skæbne førte til et fremmed Land og lod dø
iblandt et fremmed Folk. Mangen en vil gaa ligegyldig forbi disse Kors. De har ikke noget at sige
ham. Men os har de noget at sige. Og staar de
end langt borte, vore Tanker vil søge og finde derhen. Og saa rører der sig noget dybest inde i vore
Hjerter. Vi betages af en uforklarlig Anelse om
Menneskelivets underlige Førelse, vi hører dem tale
til os om Livets og Dødens ubegribelige Gaader. . .
Mindets Fugle nu søge vil
Tit til Eder hen, i hære ….
H. FUGLSANG.

Med de gladeste minder om dig fra en af dine pigers søn!
Niels Chresten