“To Mand af Gruppen skulde til Siolka efter Proviant, og to skulde paa Lyttepost nede ved Floden. Jeg havde Friedrich Jørgensen som Makker, en rask ung Mand fra Aabenraa, og bedre Følge kunde man ikke faa paa den natlige Færd. Vi gik over Brustværnet, kantede os igennem de spanske Ryttere, der laa foran vor Stilling, over Kartoffelmarken ned til Engen, der førte ned til Zlota Lipa.”

Og

“— Jamen, Herregud, Birkedal, er du levende! — Ja, saadan da, og der er heller ikke noget i Vejen med dig? — Nej, jeg har det saamænd meget godt, og de andre ogsaa … — Hvad for andre? — De andre af Sektionen! De ligger her lige ved Siden af Se dér! Han pegede paa en Klynge, der laa et Stykke derfra. Vi fulgtes ad derhen. Jeg hinkede stærkt: — Er der noget i Vejen med dit Ben? spurgte Karl Rasmussen. — Ja, det er ikke saa godt, men nu gør det jo ikke noget, naar bare jeg kan følges med jer andre. — Vi mangler blot Friedrich Jørgensen, sagde Karl Rasmussen stilfærdigt, han faldt, da vi løb op af Graven, men det er vist ogsaa den eneste, vi mangler, for der er nogle, der har set Nikolaj Jepsen i en anden Fangegruppe.”

Og

“De andre fortalte mig, at de, der laa paa højre Fløj, var steget op af Skyttegraven for at overgive sig, da al Modstand var umulig, men Panservognene havde ikke forstaaet deres Hensigter og havde fejet Størstedelen af Kompagniet ned med Maskingeværerne. Ogsaa de fremstormende Russere havde skudt paa dem, og her var Friedrich Jørgensen faldet. Naar vi talte om ham, blev Stemmerne lavmælte, for han var en Mand af den Type, som alle holdt af. Han var den raskeste Mand, vi havde i Sektionen, og var altid villig til at give en anden en Haandsrækning, naar det tiltrængtes. For mig, der havde været sammen med ham paa Lyttepost ved Zlota Lipa hver eneste Nat og kendte ham bedre end nogen af de andre, var det svært at tænke paa, at han ikke var mere, og jeg spurgte de andre, om dé nu ogsaa var sikker paa, at han var død. De nikkede. Jo, det havde sin Rigtighed.
Skønt der var megen Forvirring, og hver havde nok at gøre med at svare for sig selv, saa havde de fleste af dem set Friedrich Jørgensen falde og vidste ogsaa, at han var død. Det var den første af Sektionen, der maatte betale med sit Liv.”