Senest ændret den 27. juni 2018 8:56
Støtteforeningen for Sikringsstilling Nord skriver i sit seneste Nyhedsbrev bl.a.:
Den årlige rydningsdag nærmer sig med hastige skridt. Lørdag den 30. juni mødes vi kl. 8.30 ved Vojensvej 3, Torsbjerg, 6500 Vojens, hvor hovedopgaven bliver at tømme bunker nr. 244 for jord og opstille skilte, så offentligheden kan få adgang til den.
Tilmelding kan ske til Dan Obling på wolter@privat.dk eller
tlf. 20 49 08 05, men man er naturligvis meget velkommen til bare at møde op, hvad enten det er for at give en hånd med eller for blot at se, hvordan arbejdet skrider frem.
Der er tale om en observationsbunker med et stort mandskabsrum og et delvist sprængt observationsstade. Rummet har i loftet en skakt til periskop og midt i ydermuren et firkantet lyshul, der har kunnet lukkes med en metallåge, hvis hængsler endnu ses. I rummet findes to nicher, hvis oprindelige træbeklædning er delvist bevaret.
Bunkeren har to dækkede indgange, og adgang til observationsstadet sker gennem mandskabsrummet ad en trappe.
Stadet har formodentlig været udstyret med en panserkasse, som dog blev fjernet i de første år efter krigen på grund af sin metalværdi.
Oberservationsstadet befinder sig i en lille bakke 53 meter over havets overflade, men ikke ret højt over det omgivne landskab højde, der har et jævnt fald på omkring 10 meter frem til Vojens
cirka 8 km mod nord. Bunkeren lå cirka 350 m bag den forreste stilling, og dets hovedopgave har været at lede ilden fra det middelsvære batteri omtrent 400 m mod syd, hvis sprængte bunkers stadig kan ses.

Hej,
desværre har det beskrevne anlæg hverken skilte eller adgang. Der er fritløbene hunde og dobbelt hegn omkring området, hvilket betyder, at det kun er muligt at få et lille glimt af bukerne.
Altsammen observeret 27.2.2022
Til Henning.
Tak for din kommentar, som du har skrevet til et indlæg fra 2018.
Jeg foreslår, at du kontakter Støtteforeningen for Sikringsstilling Nord – se foreningens website.
Med venlig hilsen
Hanne C. Christensen
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.