Til Andreas Jacobsen.

Jeg har kopieret din uddybende kommentar ind på Ludwig Jørgen Møllers personside samt aktiveret kommentarfeltet på siden.

Dine links og henvisninger bliver således stående i såvel din originale kommentar som i tilføjelsen på hans personside.

Med venlig hilsen
Hanne C. Christensen
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

De følgende oplysninger om Ludwig Jørgen Møller (LJM) vedrører hans militære løbebane før krigen samt hans krigsfangenskab i Frankrig og Marokko. De hører retteligt hjemme på hans Personside, som jeg imidlertid ikke har kunnet aktivere.

LJM møder som bagersvend på session i 1906 og 1907 i Flensburg, hvor han begge gange får et års udsættelse med aftjeningen af værnepligten.
I 1908 møder han på session i Kiel, hvor han bliver indstillet til aftjening ved Füsilier-Regiment Nr. 86 (FR86) fra 09/10-1908, se Sonderburg Landrat, Alphabetische Listen 1886:
https://ao.sa.dk/ao/data.ashx?bid=49757254.

LJM bliver taget til fange af Franskmændene ved Marne-floden søndag den 06/09-1914, den blodigste dag under Marne-slaget for FR86, se Regimentets Kampkalender:
https://denstorekrig1914-1918.dk/wp-content/uploads/2022/10/FR-86-Kampkalender.pdf.

På International Røde Kors’s website grandeguerre.icrc.org findes ikke mindre end fire fangekort for LJM med tre tilhørende fangelister:
https://grandeguerre.icrc.org/en/File/Details/242545/1/2/.
https://grandeguerre.icrc.org/en/File/Details/1543372/1/2/.
https://grandeguerre.icrc.org/en/List/1543372/897/3279/.
https://grandeguerre.icrc.org/en/List/242545/897/6183/.
https://grandeguerre.icrc.org/en/List/242545/897/29890/.

Af dokumenterne kan udledes, at LJW frem til den 21/10-1914 er krigsfange i Frankrig, hvorefter han og andre tyske krigsfanger bliver transporteret fra Bordeaux til en ukendt fangelejr i Marokko. Fra den 31/12-1914 er han interneret i en fangelejr i Casablanca. Den 17/10-1915 bliver han overført til den særlige fangelejr for dansksindede sønderjyder i Aurillac i Sydfrankrig. Den 28/09-1917 bliver han indlagt med mavesmerter (gastralgie) på et hospital i Billom (ikke Billon) ca. 150 km nordøst for Aurillac eller ca. 20 km sydøst for Clermont-Ferrand.

Om forholdene i de franske fangelejre i Marokko kan henvises til International Røde Kors’s Rapport fra marts 1916, idet to udsendte delegerede besøgte samtlige lejre og hospitaler i december 1915 – januar 1916:
https://grandeguerre.icrc.org/en/Camps/Casablanca/35/fr/.

Derudover kan henvises til en række postkort, der illustrerer leve- og arbejdsforholdene for de tyske krigsfanger i Marokko:
https://grandeguerre.icrc.org/en/postcards/me#.

LJM’s krigsdeltagelse slutter med ankomsten af ØK’s St. Thomas til Århus den 01/06-1919, ikke 01/07-1919 som der er angivet på hans Personside.

Med venlig hilsen
Andreas Jacobsen

Den tyske gravpladsplads på Casablancas militærkirkegård
Øst for Casablancas centrum tilbyder Ben M’Sick-kirkegården besøgende et imponerende panorama. Så langt øjet rækker, er der tusindvis af grave fra jødiske og kristne familier, der strækker sig over mere end en kilometer. Dette sted omfatter også en fransk militærgravplads, den største i Marokko med 12.384 grave. På kors eller hvide steler kan vi læse navnene på sømænd, der døde i kamp under Anden Verdenskrig, eller på senegalesiske riffelskytter og nordafrikanske soldater, der blev dræbt under den såkaldte “pacificeringsperiode” under det franske protektorat (1912-1956).

Lidt længere væk, på bagsiden af kirkegården, fanger andre kors i mørkere farver øjet. Gustav, Wilhelm, Kurt, Hermann, Hans, Karl, Franz. Få meter fra de franske grave er alle fornavne germanske. Dette er den tyske militærgravplads, som indeholder ligene af 120 soldater, der døde i fangenskab under Første Verdenskrig. Hvad lavede de i Marokko, hundredvis af kilometer fra den europæiske front?

En tysk arbejdsstyrke
Disse tyskere blev sendt til Nordafrika på anmodning af general Lyautey, dengang residerende general for Frankrig i Marokko. I starten af konflikten anmodede den fremtidige marskal om et kontingent af fanger til at erstatte den franske arbejdsstyrke, der var absorberet af hærens behov. Hans anmodning blev accepteret, og de første tilfangetagne tyske soldater landede i februar 1915. I alt blev næsten 5.500 mand fordelt i omkring tyve lejre i landet under Den Store Krig. “De blev hovedsageligt brugt til vejbygning eller reparationsarbejde,” beskriver den tyske historiker Markus Pöhlmann fra universitetet i Potsdam. Postkort fra perioden viser, at disse fanger også arbejder i miner, graver skyttegrave eller bærer sten blandt ruinerne af det arkæologiske område Volubilis, nær Meknes.

Men dette manuelle arbejde falder ikke i de tyske myndigheders smag, som klager over denne behandling. “De var kritiske af to grunde. For det første skulle de krigsførende lande ifølge Haagerkonventionen holde fangerne på deres egen jord. Men Marokko, som var et protektorat, blev ikke betragtet som et fransk territorium. For det andet mente de tyske myndigheder, at forholdene i Nordafrika var særligt vanskelige for europæiske fanger.

Tyske fanger i Marokko i Røde Kors’ arkiver
Hurtigt blev en virulent kampagne lanceret i pressen på tværs af Rhinen. I juni 1915 skrev adskillige aviser, herunder Frankfurter Zeitung, om disse fangers skæbne og talte om “en skam for den franske nation”: “Når sommeren nærmer sig, stiger temperaturen dér om dagen med 50 grader og endda 60 grader. Tapre soldater uden kolonihjelme er forpligtet til at udføre det sværeste arbejde i denne voldsomme varme (…) Franskmændene har endda interneret syge og sårede mennesker i Afrika. sårede, som de nådesløst tvang til at arbejde.

For at forsøge at afdæmpe krisen sendes en neutral delegation fra Den Internationale Røde Kors Komité for at inspicere lejrene. Ifølge værket “Tyske fanger i Marokko” udgivet i 1917 i Frankrig for at reagere på “den tyske smædekampagne”, er dens rapport ret positiv: “Behandlingen af krigsfanger i Marokko må anses for at være helt tilfredsstillende, og den frygt, vi kan have haft forekommer os ikke berettiget, efter undersøgelse udført på stedet. En Røde Kors-læge bemærker også, at antallet af dødsfald er lavt: “I alt døde 105 fanger i Marokko, heraf 100 af sygdomme og ulykker, og fem under et flugtforsøg” .

Breve fra tyske soldater rettet til deres familier og klogt udgivet af de franske myndigheder understøtter denne afhandling. “I Afrika kunne jeg bedre lide det end i Frankrig, jeg tolererede varmen bedre end den fugtige kulde her,” siger en af dem, der blev sendt til Lorient i Bretagne efter sit ophold i Maghreb. “Personligt vil jeg hellere være i Marokko end her. Vi kunne stadig købe æg eller omeletter, alt sammen ting, der mangler her, for her er det så dyrt,” beskriver også en af hans kammerater, der efter at have været fanget i Afrika. befandt sig i en fangelejr i Roanne i Loire.

En fælles ceremoni
Men trods Røde Kors’ betryggende konklusioner svækkes striden ikke. Som gengældelse besluttede de tyske myndigheder endda at sende flere tusinde franske fanger til sumpede og isolerede egne af imperiet. Denne afpresning endte med at tvinge den franske hær til at bøje sig, som repatrierede tyske fanger til Europa i løbet af 1916.

Fra deres besøg i Marokko er der kun tilbage denne militærplads på Ben M’Sick-kirkegården. Hundrede år senere er der forsket meget lidt i deres ophold. En manglende interesse, som historikeren Markus Pöhlmann beklager: “Der er stadig meget at gøre om dette emne i Tyskland. Dette viser, at vi fortsat ser Den Store Krig som en europæisk konflikt, og at vi undervurderer dens globale dimension”. Men mindet om disse fanger holdes stadig i live. Hvert år, den 11. november, våbenstilstandens dag, samles franskmænd og tyskere på Ben M’Sick-kirkegården til en fælles ceremoni.

Der er iøvrigt flere civilfanger på siden, mest sømænd. De er svære at finde fordi de ikke findes på tabslisterne.

Til det af Andreas anførte kan jeg yderligere tilføje, at det af den engelske Wikipedia-artikel om krydseren Hampshire, som sænkede Elsbeth, fremgår, at krydseren havde Elsbeths besætning med til Hongkong. Det fremgår af den tyske Wikipedia-artikel om Hampshire, at Elsbeth blev anset for at være et hjælpeskib for den tyske Kina-eskadre.

Jeg overlader også uden videre til redaktørerne at afgøre, hvem der skal med og hvem ikke. Selv synes jeg, at Jørgen J. Jepsen repræsenterer et spændende hjørne af historie om sønderjyderne og krigen, og at han derfor bør med.

Hermed supplerende oplysninger om Jørgen Jørgensen
Jepsen (JJJ).
Det vides ikke, hvornår JJJ får hyre som maskin-arbejder på S/S Elsbeth, et af Åbenrå-rederiet M. Jebsen’s skibe.
Rederiets skibe sejler ind til Genforeningen i 1920 under tysk flag. Under Den Store Krig mister rederiets Hong Kong-afdeling ialt 10 skibe, herunder S/S Elsbeth, der bliver skudt i sænk den 11. August 1914 af en britisk krydser på Kina-kysten, se de to vedhæftede links:
http://www.jmarcussen.dk/maritim/mart/lexref/rederier/jebsen.html.
https://wrecksite.eu/wreck.aspx?200426.
JJJ bliver formodentlig interneret af briterne i forbindelse med sænkningen af S/S Elsbeth.
JJJ vender tilbage fra Australien til Danmark, København igen i 1920 og får ophold hos sin bror Jens Jepsen i Bolderslev, Bjolderup Sogn, se den vedhæftede Folketællingsliste af 1. Februar 1921:
https://ao.sa.dk/ao/data.ashx?bid=13861870.

Efter giftermålet i 1923 er han mekaniker i Tinglev i en længere årrække, jfr. de relevante Folketællingslister.

JJJ bliver en gammel mand, han dør 1986, 93 år gammel,
se den vedhæftede slægts-link:
https://hansana.dk/webtrees/index.php?route=%2Fwebtrees%2Ftree%2Fsegalt%2Findividual%2FI60176%2FJorgen-Jorgensen-Jepsen.

Flere af de ovenstående oplysninger er fundet i kilder, der ikke er blevet verificeret. De skal derfor tages med et vist forbehold.

Pt. er der ikke oprettet en personside for JJJ.
Hvis han ikke er blevet indkaldt til krigstjeneste og ikke har båret en tysk (marine)-uniform, har han “kun” været en civil krigsfange. Det er vel kun de militære krigsfanger, der skal registreres i det aktuelle projekt (?).
Om der skal eller bør oprettes en personside for Jørgen Jørgensen Jepsen, det overlader jeg trygt til Redaktøren at afgøre.

Med venlig hilsen
Andreas Jacobsen

Hej Preben,
Jacob Jebsen var også interneret i Australien.
https://denstorekrig1914-1918.dk/soenderjyder-oversigt/soenderjyder-j/jebsen-jacob-friedrich-christian-1870-1941/

Hej igen, jeg har lige fundet den hihi,
I har den jo her på siden, jeg skulle bare kigge ordentlig efter.

Med Venlig Hilsen
Bettina Stork

Om Simon Thysen står på hans personside
https://denstorekrig1914-1918.dk/soenderjyder-oversigt/soenderjyder-t/thysen-simon-hansen-1892-1937/
“En kort Tid var Simon Thysen i Etampes ved Paris.”

Étampes ligger 50 km fra centrum af Paris, og er nu en kommune i de sydlige forstæder til Paris.

Ud fra oplysningerne om hjemtransport af fanger ser det ud til, at følgende kom hjem fra lejren i Étampes:
Hans Rabrn (navnet er nok Raben), Andreas Ketelsen, Chr. Deichen, Peter Wilhelm Jessen og Johannes Clausen.

Om sidstnævnte Johannes Clausen står i filen “09_Navneliste.pdf”: Etampes v/ Reims.
Reims ligger 130 km ØNØ = østnordøst for Paris, mens Étampes er SSV for Paris.
Der findes også en Étampes-sur-Marne, som ligger mellem Paris og Reims, 50 km fra Reims, og der er muligt, at der også dér har været en fangelejr.

Mere om ovennævnte dokument på corpusetampois.com = Le Corpus Étampois:
Mémoire(s) d’Étampes, vol. 17.
La Grande Guerre des Étampois.
Une publication des Archives municipales d’Étampes, Octobre 2018.

Hej Carsten
Der står Ficaria på siden af skibet, så du har ret. Men DFI skriver nu Primula i titlen.
mvh
René

Skibet i filmen er ikke S/s Primula, Men S/S Ficaria som ankom 3 dage senere D.18/3 og D. 15/3 som de skriver i titlen

Vagn Lind,

Coy er formodentlig en forkortelse af kompagni, og i givet fald altså ikke et stednavn.

mvh.

Martin Bo Nørregård