Alle hære havde før 1914 indført maskingeværet, men oftest i tunge versioner på 40-60 kilo, så det ikke kunne bæres af infanteriet under angreb.

Desto større betydning fik det for forsvaret. Maskingeværet var stærkt medvirkende til, at krigen på Vestfronten blev en stillingskrig.

Maskingeværet var placeret på en trefod eller slæde og blev betjent af 3-4 mand. Det kunne affyre 400-600 skud i minuttet, hvilket medførte uhyre tab ved de traditionelle massestormløb mod fjendtlige stillinger.

Ammunitionen fandtes i udskiftelige magasiner eller bælter. Luft- eller vandkøling sørgede for, at de mange skud ikke fik løbet til at overophede og smelte sammen.

Den tyske hær var fra 1908 udstyret med Maxim-maskingeværer, mindst 24 stk. i hver infanteridivision.

Fra 1915 udvikledes lettere maskingeværer og sent i krigen også maskinpistoler.