Første Verdenskrig – en skelsættende krig

af Jørn Buch

Verdenskrigen 1914-18 kom til at sætte skel mellem ”de gode gamle dage” og en ny og foranderlig verden. Efter Versailles-freden i 1919 og de andre tilsvarende fredsaftaler i Saint-Germain, Trianon, Neuilly og Sèvres var verden ”ikke som i går”. Den forfærdelige skyttegravskrig havde ikke alene krævet millioner af meningsløse ofre, men nogle af  krigens årsager skulle blot tyve år efter være med til at udløse den næste verdenskrig – hvad den franske marskal Foch profetisk havde udtalt, da han så indholdet af Versailles-fredens bestemmelser i 1919! Den engelske premierminister Lloyd George sagde ligeledes i 1919: ”Vi kommer til at udkæmpe endnu en krig fra begyndelsen til enden om 25 år”.  Indtil den Første Verdenskrig bestod Europa bl.a. af få store, multinationale stater, som ganske vist efter 1919 blev opdelt i en lang række nye nationalstater, men freden blev ikke et svar på årsagerne til krigen og i stedet en sejrherrernes fred.

Under Første Verdenskrig døde næsten 10 millioner soldater på slagmarkerne; dertil kommer de mange syge og invaliderede samt krigsfanger. I forlængelse af krigen blev mange mennesker et let bytte for den forfærdelige spanske syge, så krigen krævede måske mere end 40 millioner menneskeliv? Ja, der er forskere, der taler om op til 60 millioner døde. Krigen havde desuden kostet enorme beløb til den militære oprustning – nogle har beregnet, at den kostede mere 208 milliarder dollars i datidens mønt. Dertil kom så alle de store ødelæggelser i de krigshærgede områder, som var ubrugelige til landbrugsproduktion i mange år.

Hvordan kunne det komme så vidt?

Problemet Tyskland – og kejser Wilhelm II
I Versaillesfredens bestemmelser fremgår det klart af artikel 231, at det var Tyskland, som med landets ”aggressive adfærd” var skyld i krigen. Men der gøres ikke i traktaten nærmere rede for, hvad Tyskland havde gjort og hvilke aggressioner, der var årsag til krigens udbrud. Det spørgsmål er stadig genstand for intens drøftelse blandt historikere, da det er svært at finde enkle og entydige forklaringer på krigens mange årsager. Det var et kompliceret spil med mange aktører og med mange variabler i et stadig foranderligt samspil og modspil. Selvom Tyskland måske nok var hovedansvarlig, så var Tyskland langt fra eneansvarlig for udbruddet af Første Verdenskrig.

Allerede i 1871 gav den senere britiske premierminister Disraeli udtryk for, at oprettelsen af Det tyske Kejserrige efter den fransk-tyske krig i 1870-71, var ”en revolution, en større politisk begivenhed end den franske” i 1789. Efter Disraelis opfattelse ændrede rigsdannelsen med ét totalt den traditionelle magtbalance i Europa – de mange tyske småstater i Det nordtyske Forbund var blevet afløst af én stor og militært stærk magtfaktor i Central- og Mellemeuropa: Det tyske Kejserrige. Og skabelsen af dette nye Tyskland var sket gennem en række effektive krige, ”durch Blut und Eisen”, som Bismarck selv havde sagt – og ikke gennem demokrati og national selvbestemmelse. Med Tysklands samling begyndte samtidig ”die Gründerjahren”, hvor den effektive tyske industri, finansieret af de franske krigsskadeserstatninger, snart ekspanderede så voldsomt, at den hurtigt kunne overhale først Frankrig, og snart efter også England.

Bismarck var selv opmærksom på det nye Tysklands position. Det var derfor et vigtigt mål for ham at skabe et net af stadig skiftende alliancer, bl.a. inkluderende Rusland, for at sikre Tyskland mod en tofrontskrig. Bismarck forsøgte på samme tid at føre en forsonlig politik overfor Frankrig ved bl.a. at begrænse de tyske fredskrav i 1871. Alligevel annekterede Tyskland Alsace og Lorraine, som det herefter var et latent fransk krigsmål at få tilbage – ”tal aldrig derom, men tænk altid derpå”, skal den franske politiker Georges Clemenceau engang have udtalt.

 Kolonipolitik
Bismarcks komplicerede net af alliancer og traktater, som skulle virke beroligende på naboerne, blev kastet til side i 1890, da han blev afskediget af den unge nye tyske kejser Wilhelm II. Med Wilhelm II begyndte Tyskland at føre Weltpolitik, dvs. man forlod Preussens traditionelle, europæiske udenrigspolitik til fordel for at få indflydelse i den store verden i kampen om at skaffe sig markeder og allierede og i jagten efter kolonier. Kejseren blev i artikel 227 i Versaillesfreden opfattet som en trussel mod ”den internationale moral” og var i oktober 1918 af amerikanerne blevet set som en hindring for at indgå en våbenhvileaftale, da man så ham som eksponenten for den aggressive og militaristiske tyske udenrigspolitik.

Bismarck havde ikke interesseret sig synderligt for kolonier, men med Wilhelm II skete der også her et skifte med et ønske om ”en plads i solen”. Tysklands kolonier i Asien og Afrika blev dog aldrig nogen økonomisk gevinst, men de fik betydning for den tyske prestige. Foreninger som bl.a. ”Deutsche Kolonialgesellschaft” fra 1887, ”Alldeutscher Verband” fra 1891 og ”Deutscher Flottenverein” fra 1898 pressede på for at Tyskland skulle føre en ekspansiv udenrigspolitik, herunder opbygge en stærk flådemagt, hvilket for alvor tog fart fra 1890’erne. Kolonikapløbet og flådeoprustningen skærpede modsætningerne til de to ”gamle” koloni- og flådemagter England og Frankrig.

Krudttønden Balkan
Rusland og Østrig-Ungarn var som fastlandsmagter uinteresseret i kolonier, men var begge meget optaget af forholdene på Balkan og adgangen mellem Middelhavet og Sortehavet via de tyrkisk-osmanniske stræder. Der var i 1878 blevet oprettet flere nye stater på Balkan, bl.a. Serbien, som drømte om at etablere et Storserbien med dele af det tabte middelalderlige kejserrige fra tiden før den 28. juni 1389. Denne drøm om at samle alle serbere kolliderede med både osmannerne og de andre folk på Balkan, men den kom især i konflikt med østrig-ungarernes herredømme over Bosnien-Herzegovina. På Balkan var det ud over Rusland især Østrig-Ungarn, som havde store interesser på spil. Gennem flere hundrede års kampe var østrigerne i klar opposition til det mere og mere svækkede osmanniske rige. Ved Berlinerkongressen 1878 fik Østrig-Ungarn kontrol med det delvist muslimske og serbiske Bosnien-Herzegovina, som herefter alene blev styret fra Wien. Men de stadige konflikter mellem serbere og østrigere fik i 1908 Østrig-Ungarn til direkte at indlemme Bosnien-Herzegovina i den østrigske del af dobbeltmonarkiet. Den østrigske tronfølger Franz Ferdinand ønskede tilmed en tredeling af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, som skulle give de slaviske folk ligestilling med tysk-østrigerne og ungarerne, og det ville yderligere svække de bosniske serberes drømme om at blive en del af et Storserbien. Det føltes derfor af serberne som en dobbelt provokation, at Franz Ferdinand i 1914 ville aflægge et officielt besøg i Sarajevo, netop den 28. juni, årsdagen for serbernes traumatiske nederlag på ”Solsortesletten” i 1389.

Berlinerkongressen havde ud over Serbien skabt både Bulgarien og Montenegro og anerkendt Rumænien og Grækenland. Alle disse lande havde en vældig appetit på større dele af Balkan, især den makedonske del af Osmannerriget, hvor der boede folk fra hvert af disse lande. Det udløste to hurtige krige på Balkan umiddelbart efter hinanden i 1912 og 1913, men de fik ikke skabt så retfærdige grænser, at de nationale konflikter blev løst. Tværtimod opstod der i 1913 et nyt land: Albanien, som Østrig-Ungarn og Italien så som en garanti for, at Serbien ikke fik adgang til Adriaterhavet.

Tyskland havde støttet Østrig-Ungarn i anneksionen af Bosnien-Herzegovina i 1908, men var da selv for længst i gang med at få foden indenfor i Osmannerriget. Tyske ingeniører var fra 1903 i gang med at bygge Berlin-Bagdad jernbanen. Dermed var Tyskland begyndt at blande sig i et område, hvor både Rusland og England traditionelt havde store interesser. Desuden begyndte tyske militærfolk i 1913 at uddanne tyrkiske militære ledere i moderne våbenbrug og krigsførelse.

Tyskland støttede således Osmannerriget i opposition til Rusland, som religiøst og militært var i den skarpeste modsætning til osmannerne. Men Tyskland kom også i opposition til England, som med Suez-kanalen skar igennem Osmannerriget og via sin flåde i Middelhavet var vant til styre havene. Men heller ikke denne udvidelse af de tyske interesseområder kunne begrunde en verdenskrig.

Marokko-kriserne
Tyskland kom også i konflikt med vestmagternes interesser i Nordvestafrika. Frankrig ville her skabe et sammenhængende fransk koloniområde, men stødte på spansk modstand vedrørende Marokko. Frankrig fik i 1905 Italien, England og Spanien til at støtte et fransk fremstød i Marokko – uden at Tyskland var blevet spurgt. Det fik Wilhelm II til at besøge Marokko – og for at understrege sin tilstedeværelse kom kejseren demonstrativt ridende igennem byen Tanger, hvor han lovede sultanen tysk støtte til at sikre Marokkos uafhængighed. Det var en udfordring til de to imperialistiske stormagter Frankrig og England, som året før i 1904 havde indgået en ”Entente Cordiale”, d.v.s. en begrænset alliance, en ”hjertelig aftale”, mellem de to gamle fjender. Det var denne entente, Tyskland håbede at sprænge, hvad der fik mange til at frygte, at krisen i Marokko ville udløse en krig. Det endte i stedet med et forlig i 1906, som var med til at fremme en tættere forbindelse mellem England og Frankrig. Marokko-krisen var med til overbevise England om, at en engelsk støtte til et stærkt Frankrig ville fremme Englands sikkerhed overfor den nye stormagt Tyskland.

Forliget var derimod en ydmygelse for tyskerne, som alene blev støttet af Østrig-Ungarn, uden at få hjælp af sine italienske allierede – og det skulle blive værre endnu. Da der i sommeren 1911 opstod uroligheder i Marokko, som franske tropper nedkæmpede, følte flere tyske statsborgere sig truede, hvad der fik Tyskland til at sende kanonbåden ”Panther” til Agadir. Det lykkedes England at forlige parterne, således at Marokko blev et fransk protektorat, hvorimod Tyskland fik tildelt Cameroun som koloni. Marokko-kriserne var således heller ikke med til at udløse Første Verdenskrig, men de fremmede blokpolitikken, da de bandt England og Frankrig tættere sammen, og England og Frankrig viste, at de ikke ville acceptere Tyskland som en ligeværdig partner.

Oprustningen
Kampen om kolonierne satte tidligt gang i et rustningskapløb. Den nye tyske ”Weltpolitik” under Wilhelm II krævede en udbygning af flåden, som for alvor intensiverede flådekapløbet og dermed oprustningen i Europa. Storadmiral von Tirpitz, den senere flådeminister, gjorde i 1896 opmærksom på, at det ikke var nok for Tyskland blot at have en stærk hær: ”Vor politik har indtil nu fuldstændig manglet begreb om sømagtens politiske betydning”, skrev han og fortsatte: ”Ved at gå ud støder vi overalt på forhåndenværende eller fremtidige interesser”. Han var godt klar over, at en stor og stærk flåde ville være en udfordring til England, for – som han selv sagde som flådeminister i 1899: ”Man kan jo ikke sige direkte, at flådeudbygningen først og fremmest er rettet mod England, som vi i det kommende århundrede utvivlsomt vil komme i konflikt med et eller andet sted på kloden, hvad enten det nu skyldes økonomisk rivalisering eller gnidninger angående kolonier”.  Men selv om Tirpitz ikke kunne sige det direkte, så vidste alle, at flådeoprustningen sigtede på at blive ligeværdig med England. Senere som marineminister lagde Tirpitz ikke skjul på, at det var hans ”pligt at gøre krigsmarinen så stærk som mulig med henblik på et fjendtligt sammenstød med England”.

Den første tyske flådelov blev vedtaget af rigsdagen i 1898 og skulle udvide den tyske flåde til ca. halvdelen af den engelske. Rigsdagen vedtog allerede i 1900 den anden flådelov, hvor udbygningstakten blev øget, så man kunne nå op på to tredjedele af den britiske styrke. Det fik England til at gå i gang med at bygge de nye store slagskibe dreadnoughts – de frygtløse. De to Marokko-kriser i 1905 og 1911 fik begge gange den tyske Rigsdag til straks at bevilge yderligere penge til flåden. Tyskland tyvedoblede sine flådeudgifter fra 1870 til 1914. I den samme periode voksede den russiske ti gange – og den i forvejen klart overlegne engelske flåde blev femdoblet, således at England blev ved med at have en flåde, som var væsentligt større end den tyske.

Samtidig med flådekapløbet øgede alle stormagterne deres udgifter til hæren. Tyskland nidoblede sine udgifter til hæren mellem 1870 og 1914. Østrig-Ungarn og Rusland firedoblede i samme periode deres hærbudgetter, mens Frankrig tredoblede. Knap så meget gjorde England, som til gengæld i 1906 oprettede BEF, British Expeditionary Force, som kunne sættes ind overalt i Europa. Men ser man på de samlede militære udgifter per person, så lå England i spidsen – skarpt forfulgt af Tyskland og Frankrig. Der var således ingen tvivl om, at alle stormagterne var rustede til tænderne.

Men var det de tyske stormagtsdrømme og ”Weltpolitik” og den deraf følgende oprustning, som var årsag til Første Verdenskrig? Der er ikke er tvivl om, at der var kredse i Tyskland, som ønskede en krig mod England, men der var også andre, som omvendt håbede på England som en mulig allieret. Men selv om England opfattede våbenkapløbet som en provokerende udfordring, var der vel heller ikke noget galt i, at Tyskland ville være lige med England? Oprustningen og især flådekapløbet var dog med til at fremme, at en konflikt ikke alene kunne blive global, men at den også ville blive meget hård.

Nationalismen
Da skuddene mod ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru blev affyret i Sarajevo den 28. juni 1914 af en ung serbisk-bosnisk og nationalist, var ingen i tvivl om, at nationalismen var blevet en afgørende og konfliktfremmende faktor i de store multietniske stater i Europa. Med nationalismen opstod drømmen om at tilhøre et ”folk”, som oftest blev defineret ud fra sproglige, kulturelle og historiske kriterier. Nationalismen er et typisk barn af det tidlige 19. århundredes romantiske strømninger med forestillingen om, at hver nation i betydningen folk skulle have sin egen stat.

Nationalismen havde på Balkan fremmet opløsningen af Osmannerriget og virkede truende på det multietniske østrig-ungarske dobbeltmonarki, hvor der boede tjekker, slovakker, polakker, tysk-østrigere, ungarere, kroater, slovener, serbere, italienere, rumænere, bosniakker m.m. Det der bandt Østrig-Ungarn sammen, var det habsburgske fyrstehus som kejsere af Østrig, konger af Bøhmen og konger af Ungarn m.m. Overklassen af adelige embedsmænd følte sig knyttet til fyrsten og det multietniske imperium, hvorimod store dele af befolkningerne drømte om national uafhængighed og selvstændighed – ofte var drømmene kædet sammen med ønsker om en mere liberal statsform i modsætning til den habsburgske enevælde.

I Tyskland var det især danskerne, polakkerne og franskmændene, som drømte om at blive udskilt fra det nye kejserrige. Men også tyskerne selv var blevet ivrige nationalister. Tysklands samling i 1871 var ikke så meget et resultat af nationalismen som af Bismarcks konservative forestillinger kombineret med Preussens militære styrke – men Tysklands enhed fik en begejstret modtagelse af de nationalistiske kræfter. Disse nationalister så polakkerne og danskerne samt franskmændene som trusler mod Tysklands enhed og krævede derfor, at de skulle underordne sig og blive tyskere. Ultranationalistiske kredse omkring ”Det altyske Forbund”, Alldeutscher Verband, ønskede at indlemme alle områder i nabostaterne, hvor der boede tyskere eller hvor befolkningen efter deres opfattelse var af tysk afstamning – som f.eks. jyderne! Den altyske sprogforening ”Heimdall” udgav et blad, hvor der med runer blev proklameret, at man ønskede de altyske anskuelser udbredt ”Fra Skagen til Adriaterhavet! Fra Boulogne til Narva! Fra Bolzano til Sortehavet!”

I Frankrig var nationalismen også blevet meget voldsom som en forstærket reaktion på nederlaget i 1870 med tabet af Alsace og Lorraine og som en reaktion på radikalismen, de revolutionære kræfter i Frankrig, som ville fastholde de liberale reformer og adskillelsen mellem kirke og stat. Der var flere kupforsøg, bl.a. fra general Boulanger, som ville arbejde ”frem mod krigen” mod Tyskland for at vinde de tabte områder tilbage, og ”hvis jeg ikke forberedte mig på den, ville jeg være en usling”, udtalte han i 1880’erne. Han blev dog kort efter truet med en sigtelse for højforræderi og måtte flygte ud af Frankrig.

Nationalismen var således en vældig kraft alle steder – også i England, der som kolonimagt mente at måtte påtage sig ”den hvide mands byrde” uden forståelse for de undertrykte folks ønsker. Og det gjaldt i høj grad i Rusland, hvor finnerne, esterne, letterne, litauerne, polakkerne o.m.a. drømte om frihed og national uafhængighed. Men fordi nationalismen udløste skuddet i Sarajevo, behøvede den jo ikke at sætte hele verden i brand?

Alliancenetværk
De utallige konflikter og modsætninger blev forstærket af de mange og skiftende alliancer, som blev indgået i slutningen af 1800-årene og begyndelsen til 1900-årene. Som tidligere nævnt gjorde Bismarck meget ud af at sikre sig, at Rusland og Frankrig ikke gik i alliance med hinanden. Tyskland indgik derfor allerede 1873 i et Trekejserforbund med Rusland og Østrig-Ungarn, som blev fornyet i 1881. Det var et led i Bismarcks forsoningssystem. I 1879 gik Tyskland yderligere ind i en egentlig alliance med Østrig-Ungarn, som man havde været i krig med i 1866. Allerede i 1882 blev det nye Italien medlem af denne ”Triple-alliance”, da Italien havde problemer i forholdet til Frankrig.

Rusland indgik en hemmelig ”genforsikringstraktat” med Tyskland i 1887, som forpligtede de to lande til neutralitet i tilfælde af en krig mod en tredje stormagt. I samme traktat anerkendte Tyskland, at Rusland havde ”velerhvervede rettigheder på Balkan-halvøen”. Denne traktat blev fornyet en enkelt gang, men ophørte da Bismarck blev afskediget i 1890. Til gengæld indgik Frankrig og Rusland i 1892 en hemmelig forsvarsalliance, som med en stormagt på hver sin side af Tyskland dermed afslørede, at det Bismarckske system var brudt sammen. Traktaten skulle derfor også være hemmelig for netop ikke at provokere Tyskland. Den blev dog offentligt kendt i 1897. Men da var England og Frankrig stadig ikke på talefod, tværtimod bekrigede de hinanden flere steder i Afrika, bl.a. i Sudan i 1898.

Som nævnt indgik England og Frankrig i 1904 den såkaldte ”Entente Cordiale”, en mindre forpligtende aftale uden direkte militære forpligtelser, men som alligevel fremmede en tysk oplevelse af at være omringet. Denne entente blev allerede i 1907 suppleret med den russisk-engelske traktat, som sammen med den fransk-russiske traktat fra 1892 dermed skabte ”Triple-ententen”. Dermed var alle stormagterne fordelt på to forskellige alliancer. Alliancerne var ikke i sig selv årsager til Første Verdenskrig, men det skulle vise sig, at de var medvirkende til, at en lille gnist snart blev til en voldsom eksplosion.

von Schlieffen-planen
Alle stormagterne opererede med angrebsplaner: Frankrig med plan nr.17 fra 1913, Østrig-Ungarn med plan R og Rusland havde en plan XIX, som skulle sikre en mere moderne hær inden 1920. England havde ikke nogen direkte angrebsplaner, men tålte ikke, at nogen kunne true dem fra Belgien, hvad der fik England til i 1911 at udarbejde planer, som skulle hindre den slags trusler.

Den berømteste af de mange planer var dog den tyske Schlieffen-plan fra 1905, som tog sit udgangspunkt i det tyske mareridt: en tofrontskrig mod både Frankrig og Rusland, der syntes mere og mere aktuel.

Schlieffen-planen havde som baggrund den hurtige tyske sejr over Frankrig i 1870. Den havde som forudsætning Tysklands evne til igen at føre en altafgørende lynkrig, men den tilgodeså også, at Frankrig efter 1871 var blevet til én stor fæstning i den nordlige del af landet. Det fik von Schlieffen, lederen af den tyske generalstab, til at operere med et hovedangreb gennem Belgien med en tredjedel af de tyske styrker, der skulle gå videre sydvest om Paris, som dermed skulle kunne erobres allerede 39 dage efter den første tyske mobiliseringsdag. Schlieffen-planen forudsatte, at Rusland ville være meget længe om at mobilisere – og at England ville forblive neutralt! Efter Frankrigs hurtige nederlag ville turen derefter komme til Rusland, som man regnede med at kunne slå på få uger.

Schlieffen-planen havde således indbygget en lang række forudsætninger, som ikke holdt stik i virkelighedens verden i 1914, hverken i Belgien, Frankrig, England eller Rusland – og planen blev derfor en katastrofe både for tyskerne, men især for verdensfreden! Schlieffen-planen var nemlig hurtigt blevet accepteret af de forskellige tyske rigskanslere, som dermed ganske overlod initiativet til militæret, uden at de som politikere søgte at fremme en politisk afspænding.

Schlieffen-planen var ikke i sig selv en årsag til krigen, men denne plan blev skyld i, at skuddet i Sarajevo udviklede sig til Første Verdenskrigs mareridt, da den russiske mobilisering efter det østrigske ultimatum til Serbien truede med helt at vælte de tyske planer. Hvis Rusland var fuldt mobiliseret, ville den vigtigste forudsætning for Schlieffen-planen nemlig være bortfaldet. Derfor måtte Tyskland mobilisere den 30. juli og erklære Rusland krig den 1. august 1914.

Skuddet i Sarajevo – gnisten der tændte verdensbranden
Bosnien-Herzegovina var som nævnt i 1908 blevet indlemmet som en del af Østrig. Det var dette område med hovedstaden Sarajevo, som tronfølgeren Franz Ferdinand besøgte den 28. juni 1914, hvor han blev skudt af den unge Gavrilo Princip, der var medlem af ”Det unge Bosnien”, en hemmelig slavisk sammenslutning, som ville befri Bosnien-Herzegovina fra det østrigske overherredømme.

Østrig-Ungarn gav Serbien skylden for mordet, men der gik næsten en måned før regeringen i Wien overrakte Serbien det berygtede ultimatum, som forlods var blevet godkendt af den tyske regering. Dette ultimatum betød i realiteten, at Serbien ville ophøre med at fungere som en selvstændig stat. Østrig-Ungarn ville på serbisk territorium medvirke i retssagen mod de anklagede og bestemme, hvordan retssagen skulle finde sted. De ville også deltage i bekæmpelsen af anti-østrig-ungarske grupper på Serbiens territorium. Den østrig-ungarske ledelse og de østrigske generaler ville en krig mod Serbien – ”Serbien muss sterbien”, som der stod på en berygtet plakat. De mange nationale problemer i Østrig-Ungarn kunne efter deres opfattelse kun løses ved en effektiv krig mod det truende Serbien. Da Østrig-Ungarn mobiliserede den 26. juli 1914 og erklærede krigen mod Serbien den 28. juli, forestillede man sig imidlertid ikke, at denne regionale krig kunne udvikle sig til en verdenskrig.

Men alliancesystemerne fik Rusland til at reagere, da Serbien den 23. juli 1914 modtog det ultimatum, som Tyskland og Østrig-Ungarn vidste, at Serbien ikke ville acceptere. Indenrigspolitisk var der enorme problemer i Rusland, specielt efter det ydmygende nederlag til Japan i 1904-05. Der var derfor mange i Rusland, som spekulerede i, om en krig til støtte for de slaviske folk på Balkan kunne redde den synkende russiske skude med de kolossale sociale, økonomiske og nationale problemer. Men Rusland forestillede sig ikke, at dets mobilisering den 29. juli 1914 – dagen efter den østrig-ungarske krigserklæring til Serbien – ville udløse en verdenskrig og en revolution.

Med skuddene i Sarajevo blev det nationalismen, som udløste krigen. Men det var de indenrigspolitiske problemer i Rusland og Østrig-Ungarn, som medførte, at ledende kredse i de to lande var interesseret i en krig. Og det var de stormagtpolitiske interesser hos England, Frankrig og Tyskland, som fremmede oprustningen, der gjorde en storkrig mulig. Samtidig betød de mange alliancer, at en lokal krig, en lille gnist, kunne blive anledningen til en europæisk katastrofe – men: det var den tyske Schlieffen-plan, som betød, at processen kom ud af politikernes kontrol, og at den eksploderede til at blive en krig mellem stormagterne – og dermed til Første Verdenskrig!

Krigens forløb på vestfronten
Krigen startede i Belgien den 4. august 1914, men bredte sig hurtigt til Balkan den 12.august 1914. En uge senere var der kampe på østfronten omkring Gusev (ty. Gumbinnen), og allerede den 22. august 1914 fortsatte kampene i Frankrig. Krigen bredte sig til Dardanellerne og Palæstina, og der blev endvidere kæmpet i Afrika og i Asien. Skuddet i Sarajevo på Balkan havde således udløst en verdenskrig – og der deltog sønderjyske soldater på alle frontafsnit.

På vestfronten startede Tyskland krigen med at gå ind i Belgien den 4. august 1914, hvad der fik England til at erklære Tyskland krig. Dermed var én forudsætning i Schlieffen-planen væk. Men de mødte også meget mere modstand i Belgien, end de havde forventet, hvad der yderligere svækkede planen. Og da Rusland angreb Tyskland på østfronten allerede den 17. august, fik det Tyskland til at forstærke østfronten til skade for Schlieffen-planens indsats på vestfronten. Den tyske øverstkommanderende von Moltke havde endvidere valgt ikke at krænke det neutrale Nederlandene, da det yderligere ville provokere England. Men dermed skulle mange flere tropper igennem det smalle Belgien. Man havde desuden valgt ikke at satse så stærkt på den højre tyske fløj yderst mod vest, som oprindeligt skulle være gået sydvest om Paris. Hvis den var blevet afskåret af ententen, ville det nemlig have fået katastrofale konsekvenser for tyskerne, som derfor i stedet besluttede at gå den kortere vej nord om Paris.

Alligevel nåede de tyske tropper forbavsende hurtigt frem til floden Marne i det nordlige Frankrig, og dette togt skulle vise sig at blive den længste tyske fremrykning i krigen overhovedet. I løbet af seks uger havde tyskerne konstant tilbagelagt over 30 km om dagen – men var derfor også ved at køre træt. Da de tyske tropper kom frem til Marne, skulle de straks den 6. september deltage i de voldsomme og afgørende kamphandlinger mod de britiske og franske tropper, som varede til den 11. september 1914. Dette første store Marneslag standsede den tyske fremrykning og fik tyskerne til at trække sig tilbage over floden Aisne for dér at forberede sig til fornyede angreb.

Da de tyske tropper herefter søgte mod vest for at sætte sig fast i Flandern, blev de efterfulgt af englænderne og franskmændene i det, der er blevet kaldt ”kapløbet mod havet”. Herefter var vestfronten stort set låst fast for de næste fire år! Soldaterne gravede sig ned i skyttegrave med underjordiske huler – ”æ unnestand” – da våbenteknologien med kanoner og maskingeværer fremmede den fastlåste og ubevægelige forsvarskrig.

De store slag i 1914 blev i 1915 afløst af flere mindre slag på steder af vestfronten, hvor man troede, at modparten var svag. Da det ikke hjalp, gik man igen i 1916 over til at angribe fjenden, hvor han stod stærkest for at fremtvinge en afgørelse. Tyskerne startede den 21. februar 1916 med at angribe Verdun, som bestod af et net af en række store fæstningsanlæg. Verdun skulle omdannes til en pølsekværn, som den tyske øverstkommanderende general von Falkenhayn så taktfuldt udtrykte sig. Og omvendt var den franske forholdsordre, at Verdun skulle holdes til den sidste mand, Verdun måtte ikke overgive sig! Over 700.000 soldater blev ofret i det DSK’erne, de dansksindede sønderjyske krigsdeltageres forening, siden omtalte som helvedes forgård. Samme sommer forsøgte England med en storstilet offensiv ved floden Somme den 1. juli 1916 at sikre den endelige sejr. Men også her var det forgæves med voldsomme tab på over 1.000.000 døde soldater. Kampene ved Somme fik dog ved byen Cambrai vist, at England havde fået udviklet et nyt våben, som skulle få betydning for den senere offensive krig: den pansrede kampvogn på larvefødder – tanks! Det var også i 1916, at England fik stækket Tysklands ambitioner på havet i Jyllandsslaget den 31. maj 1916 i Skagerrak.

Fra 1917 blev strategien igen ændret. Tyskerne trak sig tilbage til den stærkt befæstede Hindenburg- eller Siegfriedlinje for at få en kortere og bedre beskyttet forsvarslinje, hvorimod franskmændene oplevede voldsomme mytterier mod den meningsløse krig. Og i det flade og mudrede Flandern var der fortsat voldsomme kampe ved Passchendaele i nærheden af Ieper (fransk Ypres), hvor fronten stadig lå fast. Verdun i Frankrig og Ieper i Flandern i Belgien blev de to knudepunkter for de belgisk-franske slagmarker på vestfronten, hvor fronten fra 1914 til 1918 kun bevægede sig5-10 km. I området imellem de to knuder bevægede fronten sig ca. 60 km frem og tilbage gennem hele krigen – alt blev derfor ødelagt i disse områder.

Østfronten
Tyskland havde den 1. august 1914 erklæret Rusland krig, og den 6. august erklærede også Østrig-Ungarn krig mod Rusland. Men allerede den 17. august krydsede Rusland den tyske grænse ved Østpreussen og besejrede den tyske hær ved Gusev (Gumbinnen) den 20. august 1914 med det resultat, at Tyskland måtte overførte tropper fra vestfronten til østfronten. Tyskerne fik herefter overtaget på østfronten i størstedelen af krigen, dog uden at kunne fremtvinge en egentlig afgørelse, før Rusland gik i opløsning under revolutionerne i 1917.

Østfronten var væsentlig længere og noget mere bevægelig end vestfronten og bestod af to store hovedafsnit: den nordlige del med kampe mellem Tyskland og Rusland omkring de Masuriske Søer og den sydlige del omkring Galicien, hvor Rusland og Østrig-Ungarn bekæmpede hinanden. Rusland fik i begyndelsen af 1915 overtaget i forhold til Østrig-Ungarn, som da måtte søge hjælp hos Tyskland, som derfor selv blev svækket på sine frontafsnit i øst og vest. Men i løbet af maj-juni 1915 erobredes store dele af det russiske område af Tyskland og Østrig-Ungarn. Rusland kunne dog endnu sætte nogle af sine sidste tropper ind, men var allerede begyndt at mangle våben og andet materiel. Alligevel besluttede Rusland i 1916 at koordinere sine angreb med Englands og Frankrigs angreb på de tyske tropper ved Somme. Under den såkaldte Brusilov-offensiv, opkaldt efter den ledende russiske general, lykkedes det i juni 1916 at tilføje den østrig-ungarske hær et så knusende nederlag, at tyskerne herefter måtte overtage ledelsen og dele af kampene på de østrig-ungarske frontafsnit. Østrig-Ungarn var i realiteten færdig i 1916 og var ved at trække Tyskland med ned. Men også Rusland var i begyndende opløsning.

Revolutionerne i februar/marts og oktober/november 1917 fremmede den russiske opløsning og fik Tyskland til at sætte alt ind på en fred med Rusland, da USA den 6. april 1917 – som reaktion mod Tysklands erklæring af den uindskrækede u-bådskrig, der ville ødelægge USA’s handel med England – erklærede Tyskland krig. De tyske tropper fra østfronten skulle derfor hurtigst muligt sættes ind i den sidste og afgørende kamp på vestfronten i 1918.

Balkan
Selv om Østrig-Ungarn allerede den 12. august 1914 gik i krig mod Serbien, blev østrig-ungarerne i flere omgange slået tilbage. Først i oktober 1915 lykkedes det Østrig-Ungarn at besejre serberne, og da kun med hjælp af tyske tropper. Da var Italien gået ind i krigen på ententens side; Bulgarien støttede til gengæld Tyskland og alliancen med Østrig-Ungarn i håb om at få en stor bid af Serbien, mens Rumænien i 1916 angreb Ungarn for at erobre Transsilvanien. Og endelig kom der til voldsomme kampe mellem tyrkerne og de allierede ved Gallipoli, ved Dardanellerne i Osmannerriget.

Italien havde siden 1882 været en del af Triple-alliancen med Tyskland og Østrig-Ungarn, men erklærede sig ved krigsudbruddet i 1914 for neutralt. De to vestlige imperialistiske stormagter England og Frankrig kunne dog ”tilbyde” det nationalistiske Italien dele af Østrig-Ungarn, hvis landet ville gå ind i krigen på ententens side. Italien åbnede herefter i slutningen af maj 1915 krigen mod Østrig-Ungarn omkring grænsefloderne Isonzo og Piave, men ingen af stederne lykkedes det for Italien at opnå afgørende gennembrud. Også her stivnede fronten og blev fastlåst med voldsomme og blodige kampe i 1916-17.

England forsøgte i 1915 at flytte fronten til Osmannerriget, til Gallipoli ved det smalle Dardaneller-stræde, men det udviklede sig snart til at blive en ny katastrofe. Forgæves prøvede briterne med tropper fra Australien og New Zealand samt Frankrig at landsætte tropper på halvøen Gallipoli i flere omgange, indtil man i begyndelsen af 1916 med store tab besluttede at trække sig tilbage.

I slutningen af 1916 lykkedes det for Bulgarien, som i 1915 havde erobret store dele af Serbien, at erobre noget af Rumænien. Men bulgarerne fik ingen glæde af deres erobringer, da Rusland støttede Serbien, og ententen havde lovet Rusland Konstantinopel for næsen af Bulgarien, hvis russerne kunne slå osmannerne. Bulgarien var derfor på fallittens rand i 1917. Under de tysk-russiske forhandlinger i Brest-Litovsk i begyndelsen af 1918 tvang tyskerne Bulgarien til at afstå de erobrede områder af Rumænien, og derfor optrådte Bulgarien som tabernation ved fredskonferencerne i 1919.

Mellemøsten, Asien og Afrika
Det osmanniske rige havde siden 1516 kontrolleret Palæstina og erobrede i årene umiddelbart efter det meste af Nordafrika. I 1915 forsøgte briterne at få araberne i Palæstina til at gøre oprør mod osmannerne mod at love dem arabisk uafhængighed. Men året efter, i 1916, blev de to gamle kolonimagter England og Frankrig i en hemmelig traktat enige om at dele området mellem sig i interessesfærer. Den engelske krig mod Osmannerriget i bl.a. Palæstina fik dem endog til i 1917 at åbne op for jødisk indvandring med den berømte Balfour-deklaration. Resultatet blev efter krigen, at araberne blev snydt og måtte nøjes med oprettelsen af tre mindre områder i Iraq, Syrien og Transjordanien under britisk og fransk mandat.

I Asien havde Japan, som stod på den britiske side, allerede i begyndelsen af september 1914 angrebet de tyske besiddelser på Shantunghalvøen på Kinakysten, hvor tyskerne måtte overgive sig allerede i november 1914. Da havde britiske tropper fra New Zealand og Australien for længst erobret de små tyske Stillehavsøer, men fik snart assistance af Japan, som også var interesseret i kontrollen med disse småøer, hvorefter de blev delt mellem sejrherrerne.

I Afrika holdt tyskerne til gengæld stand det meste af krigen i Tysk Østafrika. Togo måtte dog overgive sig allerede i begyndelsen af august 1914, hvorimod Tysk Sydvestafrika holdt stand til juli 1915 og Cameroun til februar 1916. Men i Tysk Østafrika lykkedes det gennem hele krigen de tyske tropper at undslippe britiske omringningsmanøvrer.

Brest-Litovsk freden og offensiverne på vestfronten 1918
Det var på vestfronten, krigen skulle finde sin endelige og afgørende afslutning, men det var på østfronten Tyskland opnåede sin første fredsaftale. Med den russiske oktoberrevolution i 1917 ville det nye bolsjevikkiske Rusland sikre revolutionen for enhver pris og skrev derfor under på Brest-Litovsk-freden den 3. marts 1918. Tyskland pressede heri Rusland til det yderste, da tyskerne tvang russerne til at anerkende Finlands og Ukraines uafhængighed, det sidste under Tysklands kontrol, og til at afgive Estland, Letland, Litauen, Belarus og Polen til Tyskland, d.v.s. et område, der var meget større end det, tyskerne kontrollerede, da våbenstilstanden var trådt i kraft den 15. december 1917. Rusland måtte i alt afgive en tredjedel af sin befolkning samt nogle af de vigtigste råstofområder. Senere standsede Bukarestfreden af 7. maj 1918 krigene på Balkan mellem Bulgarien, Rumænien og Østrig-Ungarn.

Brest-Litovsk freden gav Tyskland mulighed for at flytte en masse tropper fra østfronten til vestfronten for her i endnu en ”afgørende” offensiv at fremtvinge den ”endelige sejr”. Da friske amerikanske tropper var på vej til Europa, var det meget vigtigt for tyskerne at sætte ind med store offensiver, inden de nye amerikanske tropper var på plads. Den første tyske offensiv startede den 21. marts 1918 med verdenshistoriens hidtil største angreb, hvor 6.000 kanoner hamrede løs i flere timer i et større område på begge sider af byen St. Quentin ved floden Somme. Men allerede to uger efter var offensiven løbet ud. Da havde England og Frankrig endelig fået udpeget en fælles øverstkommanderende general. Det blev den franske general Foch, som herefter skulle koordinere den fælles vestallierede indsats.

Tyskerne iværksatte yderligere fire offensiver, men hver gang med det samme resultat. Endelig den 18. juli 1918 satte general Foch den første vestallierede modoffensiv ind med det, der blev kaldt for det Andet Marneslag. Men først den anden store vestallierede modoffensiv ved Amiens den 8. august, hvor der deltog store enheder af tanks, blev afgørende for, at den tyske hærs leder general Ludendoff erkendte, at Tyskland ikke længere kunne vinde krigen. Slaget er af Ludendorff selv blevet kaldt for ”den tyske hærs sorte dag”.

Alligevel gik det kun langsomt fremad under den tredje vestallierede fremgang i slutningen af september 1918. Men få dage efter, den 29. september henvendte Ludendorff sig til kejser Wilhelm II for at få ham til at kontakte de vestallierede om en våbenstilstand. Østrig-Ungarn havde allerede den 14. september forgæves henvendt sig til de vestallierede og blev den 26. september efterfulgt af Bulgarien. Men for at imødekomme de vestlige stormagter appellerede Ludendorff til kejseren om at udskifte den gamle (kejserlige) regering med en parlamentarisk ansvarlig regering. Det var den første tyske parlamentariske regering nogensinde, og den måtte, som sin første handling, anmode om en våbenstilstand. Krigen var endelig ved at lakke mod enden – men hvad for en fred ville blive resultatet?

Våbenhvile 11. november 1918
Den nye tyske regering trådte til i begyndelsen af oktober 1918 under prins Max af Badens ledelse. Den henvendte sig til USA for at anmode om forhandlinger om en våbenstilstand. Når den tyske regering henvendte sig til præsident Wilson, skyldtes det Wilsons berømte 14-punktsprogram for en retfærdig fred, som han havde præsenteret for den amerikanske kongres den 8. januar 1918. Men de 14 punkter var aldrig blevet drøftet med England og Frankrig, som derfor også tog forbehold.

Den tyske hærledelse havde ganske urealistiske forestillinger om, hvad en kommende fredsaftale kunne indeholde. Da den nye rigskansler prins Max frygtede, at en tysk anmodning om forhandling af våbenstilstand kunne ende med, at Tyskland ville miste nogle af sine kolonier, Alsace-Lorraine og de polske områder, svarede general Hindenburg: ”Den øverste hærledelse er klar over, at man kan blive nødt til at opgive mindre fransktalende dele af Alsace-Lorraine. Men der vil ikke blive tale om nogen som helst afståelse af tysk jord i øst”!  Den tyske regering måtte sende fire noter til Wilson, inden den fik et svar, som lovede dem forhandlinger om en våbenstilstand. Wilson havde undervejs givet udtryk for, at de vestallierede ikke ville forhandle med Tyskland, så længe kejseren, kronprinsen og Ludendorff bestemte. Imens var den tyske hær på hastigt tilbagetog over hele vestfronten.

Først da Østrig-Ungarn havde kapituleret den 27. oktober, gik den nye tyske regering med til forhandlinger uden at stille betingelser. Da var spørgsmålet i mellemtiden for første gang blevet drøftet i den tyske rigsdag den 23. oktober 1918. Politikerne var chokerede over at høre, at Tyskland var ved at tabe krigen, da de hidtil altid kun havde hørt sejrsmeldinger – ”wir sind belogen und betrogen”, sagde en af dem. Det var ved samme lejlighed, at H.P. Hanssen i rigsdagen rejste spørgsmålet, om de danske sønderjyder ikke også kunne få en afstemning, når Tyskland anmodede om forhandlinger ud fra Wilsons principper om den nationale selvbestemmelse. Slesvig var nemlig ikke nævnt blandt Wilsons 14 punkter.

Den 8. november kom det langt om længe til de berømte forhandlinger i jernbanevognen i Compiegne, d.v.s. der var nu ikke noget at forhandle om. Den øverstkommanderende for de vestallierede styrker, den franske general Foch, havde fået til opgave at udarbejde betingelserne for en våbenstilstand. Krigen på vestfronten var primært foregået på fransk jord, hvor alt var ødelagt i slagmarksområdet. Franskmændene stod derfor i en helt anden situation end Wilson langt borte, ovre i Amerika. Da de tyske forhandlere ankom om morgenen den 8. november, blev der således ikke forhandlet, og i stedet læste general Foch i flere timer op af de vestallieredes betingelser. Disse betingelser skulle sikre, at Tyskland overhovedet ikke ville være i stand til at genoptage krigen. Tyskland skulle bl.a. rømme alle deres okkuperede områder på vestfronten og rømme Alsace-Lorraine inden 14 dage. Desuden skulle de inden en måned også rømme Rhinområdet. De skulle yderligere aflevere kanoner, jernbanevogne, fly, skibe m.m. Og tyskerne skulle frigive deres krigsfanger uden gensidighed – dog fik de danske sønderjyder senere lov til at forlade de franske krigsfangelejre før deres tyske kammerater.

Tyskland fik 72 timer til at overveje betingelserne, men havde ikke noget valg. De tyske forhandlere vendte tilbage den 11. november 1918 og skrev under tidligt om morgenen – kl. 11 ville kirkeklokker over hele Europa ringe for at signalere, at krigen var slut! Den dag i dag markeres våbenstilstandsdagen den 11.11. kl.11 i England, Frankrig og Belgien – og i Sønderjylland. Men i Tyskland var der revolution, kejseren var abdiceret sammen med alle de andre tyske fyrster og ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe.

Fredsslutningerne
Efter aftalen om våbenstilstand på alle fronter, skulle freden forhandles i hus. Brest-Litovsk freden på østfronten og Bukarestfreden på Balkan mellem Bulgarien, Rumænien og Østrig-Ungarn var blevet erklæret for ugyldige i Compiegne. Alle taberne fik derfor hver deres fredsaftaler dikteret af de sejrende magter på forskellige slotte omkring Paris. Den største og berømteste fredsaftale var med Tyskland, som blev forhandlet på slottet i Versailles.

Forhandlingerne her begyndte den 18. januar 1919. Hverken stedet eller datoen var tilfældigt valgt. Det var i Versailles, det tyske kejserrige var blevet udråbt den 18. januar 1871. Allerede dette indikerede, at det skulle blive en hævnens fred. Tyskland og de andre tabere deltog ikke i forhandlingerne, og Tyskland blev først inviteret til at komme den 7. maj 1919 – blot for i flere timer at få læst op, hvad de andre havde bestemt. Der var ikke noget at forhandle om; det var et diktat! I det tyske svar den 29. maj 1919 bekræftede man, at Tyskland bl.a. gik med til at løse det nordslesvigske spørgsmål ved en folkeafstemning.

Alle fredsaftalerne indledtes med traktaten om Folkeforbundet, sådan som det var blevet foreslået af præsident Wilson i det sidste af hans 14 punkter. Af fredsaftalens § 22 fremgik det, at de tidligere tyske kolonier skulle overgå til Folkeforbundet som mandatområder. Disse mandatområder blev derefter i praksis overtaget af de gamle imperialistiske stormagter England og Frankrig.

Versailles-traktaten gentog de fleste af bestemmelserne fra våbenhvilen i Compiegne om hæren, flåden og luftvåbenet, som skulle sikre, at Tyskland ikke igen kunne starte en storkrig. Derudover var der bestemmelser, som definerede Tysklands grænser, specielt de nye grænser mod øst mod det genoprettede Polen. Tysklands grænser mod Danmark blev henvist til artiklerne 109-114, som handlede om folkeafstemningerne i Sønderjylland.

I § 227 blev den tyske kejser Wilhelm II stemplet som en ”trussel mod den internationale moral”, og i § 231 fik Tyskland alene skylden for krigen pga. af landets ”aggressive adfærd”. Derfor skulle Tyskland i henhold til § 232 betale krigsskadeserstatninger, som skulle fastsættes af en senere dertil nedsat kommission. Versailles-freden fremkaldte chokbølger i Tyskland. Håbet om en retfærdig fred var blevet gjort til skamme, hvad der fik den tyske regering til at nægte at skrive under. Men der var ingen vej tilbage, den kunne ikke genoptage krigen, og en ny regering blev således tvunget til at undertegne fredsdiktatet på årsdagen for skuddet i Sarajevo – de tyske forhandlere skrev under den 28. juni 1919.

Østrig-Ungarn var ved krigens slutning gået i opløsning. De to største landområder blev adskilt og fik hver sin fredsaftale på hver sit slot. Østrigernes aftale blev indgået på slottet Saint-Germain-en-Laye den 10. september 1919, den ungarske traktat blev først undertegnet i Trianon den 4. juni 1920 efter en kaotisk opløsning af dobbeltmonarkiet med borgerkrig, sult og revolution i den ungarske halvdel. Begge stater mistede store landområder til de mange nye efterfølgerstater. Ud af det østrigske område blev Bøhmen og Mähren sammen med det ungarske Slovakiet til den nye stat Tjekkoslovakiet. Østrig mistede Sydtyrol til Italien og mistede Slovenien til den nye multietniske stat Jugoslavien. Ungarn mistede Kroatien til Jugoslavien og Vojvodina til Serbien, der også indgik i det nye Jugoslavien, men desuden mistede Ungarn hele Transsilvanien til Rumænien. I alt tabte Ungarn to tredjedele af sit territorium og en stor del af sine indbyggere til de nye efterfølgerstater. Blandt den afståede befolkning var mange tusinder af ungarsk oprindelse, svarende til en tredjedel af det ungarske folk, og dette tab føles endnu i dag som en smerte hos mange ungarere! For østrigerne blev det forbudt at slå sig sammen med Tyskland. Både det nye lille Østrig og det nye lille Ungarn blev pålagt at betale krigsskadeserstatninger, men begge lande viste sig ude af stand til at betale.

Bulgarien og Osmannerriget var begge først blevet en del af Triplealliancen, da krigen var i gang. Neuilly-freden med Bulgarien blev undertegnet den 27. november 1919 og pålagde det fattige land at betale 2,25 mia. guldfranc i krigsskadeserstatning. Men det viste sig hurtigt, at det ikke kunne betale. Osmannerriget havde i over 100 år været i en indre opløsningsproces. Nederlaget i Første Verdenskrig forstærkede denne proces drastisk. Ved Sèvres-freden den 10. august 1920 måtte Tyrkiet aflevere Vest-Thrakien til Grækenland, men fastholdt Konstantinopel og stræderne som tyrkiske.

Konklusion
Første Verdenskrig vendte op og ned på folks forestillinger om, hvordan verden skulle se ud. Krigen havde taget sit udgangspunkt i konflikter mellem stormagterne og forsøgene på at knægte nationalismen i Europa. For første gang havde Europa oplevet massehære, der var et resultat af en begyndende demokratisering med almindelig værnepligt, men massehærene fik også indflydelse på, hvordan den almindelige soldat oplevede krigens gang.

Mange steder – dog ikke i Nordslesvig – var krigsudbruddet blevet modtaget med begejstring, og befolkningerne var overbevist om, at de skulle ud at kæmpe for en retfærdig sag. Men krigens gang og krigsteknologien afslørede hurtigt den store illusion med de mange meningsløse myrderier på slagmarkerne, der ikke rykkede ved fronterne eller sikrede sejren. Derfor repræsenterede den amerikanske præsident Wilson en ny og moderne måde at tænke på, selv om hans 14 punkter i realiteten indeholdt flere forskellige og ofte modstridende principper. Men det var det nye demokratiske princip om grænsedragning efter nationernes selvbestemmelsesret, som han blev identificeret med. Derfor blev det et vigtigt led i fredsaftalerne, at der flere steder i Europa skulle gennemføres folkeafstemninger i forbindelse med grænseændringer, men i realiteten blev det blot tilfældet nogle få steder, bl.a. i grænseområderne mod Polen – og i Sønderjylland, hvor der som bekendt den 10. februar og 14. marts 1920 fandt afstemninger sted, der resulterede i den nuværende dansk-tyske grænse. Hverken i Alsace-Lorraine, Sudeterlandet, Eupen-Malmedy eller i Sydtyrol blev der holdt folkeafstemning. Her fastsatte de sejrende stormagter på imperialistisk vis grænserne, som om verden ikke havde forandret sig. Derfor fik den engelske premiereminister Lloyd George sørgeligt ret, da han efter vedtagelsen af Versailles-freden i 1919 forudså, at kimen dermed var lagt til en ny krig. De uretfærdige forhold før krigen havde ikke skabt retfærdige forhold efter krigen!

Kapitlet er oprindeligt trykt i Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen: “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918″, Aabenraa, 2006.

Litteratur

Aschehougs Verdenshistorie bind V-VI. Oslo 1953-55

J. Bender og H.K. Gade: Imperialismen og 1.Verdenskrig 1870-1918. København 1996

Volker Berghahn: Der erste Weltkrieg. München 2003

Josh Brooman: Den første Verdenskrig. Gesten 1993

Niels Uffe Dahl: Tysk udenrigs- og kolonipolitik 1871-1914. København 1976

Fritz Fischer: Griff nach der Weltmacht. Düsseldorf 1961

Richard F. Hamilton og Holger H. Herwig: The Origins of World War I. Cambridge 2003

Gerhard Hirschfeld m.fl. (red.): Enzyklopädie – Erster Weltkrieg. Paderborn 2003

H. A. Jacobsen: Tyskland – europæisk stormagt eller verdensmagt. København 1977.

Michael Klos: Tyskland 1871-1996. København 1996

Richard Andersen: Borgerskabets republik. København 1974

V. Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. 1917, dansk udgave København 1947

Bo Lütken: Det engelske imperium 1815-1914. København 1997

Zara S. Steiner og Keith Neilson: Britain and the Origins of the First World War. New York 2003

Nils Arne Sørensen: Den store krig. Europæernes Første Verdenskrig. København 2005

H.P. Willmott: Første Verdenskrig. JP Bøger 2004

4 tanker om “Første Verdenskrig – en skelsættende krig”

  1. Det er lidt forstemmende, at vi nu skal trakteres med citater som “Den forfærdelige skyttegravskrig havde ikke alene krævet millioner af meningsløse ofre”.
    Prøv at spørge i “de nye stater” øst for det hedengangne jerntæppe, og krigen og dens resultater vil straks se mindre “meningsløse” ud.
    Historien om den meningsløse krig lader til at være en fortælling, der i høj grad slog igennem ca. 10 år efter krigens afslutning og især i Storbritannien med værker som “Goodbye to All That” (Robert Graves, 1929), “Memoirs of an Infantry Officer” (Siegfried Sassoon, 1930), “Testament of Youth” (Vera Brittain, 1930), og ikke mindst den internationale bestseller “Intet Nyt fra Vestfronten” (Erich Maria Remarque, 1928).

    For et andet billede på krigen kan man eks. læse Ernst Jüngers “I Stålstormen” (“In Stahlgewittern”/”Storm of Steel”, opr. 1920, men voldsomt revideret flere gange, så vær opmærksom på udgaven), T.E. Lawrences “Seven Pillars of Wisdom” (1922), Kermit Roosevelts “War in the Garden of Eden” (1919), eller John Masefields “Gallipoli” (1916), “Attack: An Infantry Subaltern’s Impression of July 1st, 1916”, og “The Old Front Line” (1917).

    Tilsvarende blev der ganske vist ikke holdt folkeafstemninger om grænserne i “Alsace-Lorraine, Sudeterlandet, Eupen-Malmedy eller i Sydtyrol”, men ud over i Polen (hvor der blev holdt indtil flere afstemninger for at fastlægge nye grænser i både Østprøjsen og Schlesien), så blev der holdt folkeafstemning i Voralberg om at tilknytte sig Schweiz (men sidstnævnte var ikke interesseret, så Voralberg er den dag i dag i Østrig), og senere stemte Saarland sig “hjem til Tyskland” i 1935. Så helt unik er Sønderjyllandsafstemningen altså heller ikke.

    Selvom 1. Verdenskrig greb langt mere direkte ind i Sønderjylland end nord for Kongeåen, så kunne et lidt mindre “vestligt” og “dansk” perspektiv højne forståelsen for, hvad der dengang simpelt hen blev kaldt “Verdenskrigen”.

    Det er lidt trist at se, at denne fremragende og nødvendige historieformidling skæmmes af den slags “hvor mange danskere var involveret?”-vinkel, som danske medier lægger ned over de meste udenrigsstof (underforstået: hvis ingen danskere var med, så var det nok ikke vigtigt).
    Denne “provinsialisering” af det internationale nyhedsstof skulle helst ikke brede sig til historie(formidlinge)n.

    Til sidst vil jeg, givet det danske/sønderjyske fokus, henlede opmærksomheden på Claus Bundgård Christensens “Danskere på Vestfronten 1914-1918” (2009), og så i øvrigt takke for et supergodt initiativ!

    1. Kære Morten Hansen
      Tak for dine bemærkninger. Hjemmesiden har fokus på Sønderjylland og sønderjyderne og laves med udgangspunkt i sønderjyske museer, arkiver og lokalhistorikere, så det regionale ligger i konceptet. Når det er sagt, så kan du have ret i nogle af dine betragtninger, men siden ER nu også kun lige akkurat ved at komme i gang og er slet ikke fuldt udbygget endnu. Siden laves ved at samarbejde mellem flere frivillige kræfter, og Claus Bundgård Christensen er såmænd selv med i et vist omfang. Hvis du selv skulle have lyst til at bidrage til siden, skal du være meget velkommen!
      Med venlig hilsen
      René Rasmussen, Sønderborg Slot

  2. Hej René,

    Tak for dit gode og hurtige svar. Godt at høre at Claus Bundgård Christensen er med i jeres projekt.

    Ved et heldigt sammentræf følger jeg NPR’s (National Public Radio) podcast-serie “Lectures in History”, og den seneste forelæsning har titlen “Experiences of Soldiers in World War I”.
    Den handler netop om hvordan “meningsløsheds-fortællingen” har en tendens til at dominere den populære historieskrivning om WWI. Som case diskuteres bl.a. Robert Graves og hans krigsoplevelser.

    Jeg ved at Claus Bundgård Christensen også har beskæftiget sig med “meningsløsheds-fortællingen”. Jeg jeg var til et foredrag med ham på Kastellet i anledningen af udgivelsen af hans bog i 2009. Her brugte han et rammende eksempel, nemlig den britiske tv-serie “Blackadder Goes Forth”, der i al sin karikerede og humoristiske satire følger historien om WWI som “den meningsløse krig”. Hans argument var, at selvom Blackadder er satire, så er den et godt eksempel på, hvordan “Robert Graves-versionen” har en tendens til at dominere vores syn på WWI.
    Jeg kan også huske, at Claus Bundgård Christensens konklusioner (at sønderjyderne som hekhed ikke var markant mindre villige til at slås, og at mange efterfølgende holdt kontakt til også tyske krigskammerater , men at det især mod enden også blev anset for legitimt at blive “grænsegænger”) tilsyneladende provokerede en af de tilstedeværende, der åbenbart havde haft en bedstefar i kejserens hær. Det var helt tydeligt, at Bundgård Christensens konklusioner absolut ikke passede ind i hendes overleverede familiehistorie om WWI, der groft sagt lod til at være, at onde tyskere, udkommanderede fredelige, modvillige og gode sønderjyder, og at sidstnævnte ikke ville have noget at gøre med tyskerne.

    “Problemet” er naturligvis, at nogle af desillusionerede stemmers beskrivelser af WWI er stor litteratur. Bare tænk på Remarques “Intet Nyt fra Vestfronten” som er en fantastisk bog. Man fristes også til at nævne Hemingways “Farvel til Våbnene” og krigspoeter som Graves og Sassoon.

    Som en sidebemærkning, så er et eksempel, hvor “meningsløshedsfortællingen” matcher virkeligheden i WWI i skræmmende grad, i mine øjne den italienske front. Jeg læste for nyligt en fremragende fagbog om emnet, Mark Thompsons “The White War: Life and Death on the Italian Front 1915-1919” (2008). At man her udkæmpede 12(!) slag om Isonzo taler for sig selv.

    Tak for tilbuddet om at bidrage, men selvom emnet har min interesse, så er det ikke et jeg har arbejdet professionelt med. Det tætteste, jeg er kommet på det, var at inddrage WWI som en del af et kompakt forløb, der over 12 forelæsninger introducerede nyere europæisk historie (fra ca. 1600 og frem) og ideer om Europa.
    Når vi nu er ved ide-dimensionen, så er der jo også Claus Bundgård Christensens kollega fra RUC, Henrik Jensen, der har diskuteret WWI som afslutningen på La Belle Èpoque og som det tidspunkt hvor “verden gik af lave”, men ham har I måske også allerede ombord?

    1. Hej igen Morten

      Tak for din besked og dine betragtninger, som jeg slet ikke er uenig i.

      Jeg læste og kommenterede Claus’ bog, mens den stadig var manuskript – og ved siden af mig vil du også kunne se en anden “bagmand” bag denne hjemmeside, nemlig Martin Bo Nørregård, blive takket i Claus’ forord. Bo har desuden udgivet bogen “Verdenskrigens danske billeder” sammen med Claus. Så vi er slet ikke ubekendte med den nyeste forskning, hverken på dansk eller på andre sprog 😉

      Denne hjemmeside er opstået temmelig spontant for ganske få uger siden, fordi vi mente, at der var behov for den. Det er meningen, at den dag-for-dag skal udvikle sig, efterhånden som vi har tid og kræfter til at lægge tekster ind på den, så mange af de ting, du efterlyser nu, vil dukke op med tiden. Dens fokus vil dog være temmelig strikt på Sønderjylland og den sønderjyske krigsoplevelse. Et af de vigtigste formål med siden (ved siden af formidlingen) er nemlig at indsamle oplysninger om sønderjyske krigsdeltagere og om muligt sætte ansigt på dem.

      Mange venlige hilsener
      René

Skriv et svar til Morten Hansen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918