Senest opdateret 6. september 2016

Af C. Jensen, dengang Feldwebel ved 8. komp.  Regiment 84 (IR 84)
I 1914 var regimentet indsat ved Marne.

Den 6. og 7. september 1914

Regimentet havde den 5. september om aftenen gjort holdt ved Joiselle efter en lang march.

Den 6. september, det var en søndag, begyndte allerede usæd- vanligt: vi vågnede, før vi behøvede at stå op. Det var første gang siden vor udmarch fra Aachen. Ellers oplevede den tidlige morgen- stund os forlængst på march, og i dag skinnede solen fra en klar himmel, da vi endelig ganske forbavsede gned vore øjne.

Gåden blev snart løst. “Hviledag”, ja, vi havde vel af og til hørt om en sådan, men oplevet den under krigen havde vi endnu ikke. Men skal det være, så lad det være! Snart udvikledes på lejrpladsen en travl syslen. Her blev renset geværer, dér blev en uniformsjakke befriet for det værste støv. Sikken en velgerning endelig at få de gennem-svedte ting af kroppen. En bæk i nærheden bød på  lejlighed til vask og navnlig fodbad for de ømme fødder. Endda kompagniforskøn-nelsesråden havde skærpet sin kniv og taget kampen op mod krigs-skægstubbene .

Men snart skulle dette fredelige billede ændre sig.

Det har nok været ca. kl. 10 om formiddagen, da kanontordenen blev hørbar fra sydlig retning. Man spidsede øren og gjorde sig allerede klar til et eller andet. Kanontordenen blev heftigere. Vort artilleri satte sig allerede i bevægelse. Snart lød det også for os: “Gør klar! Fat geværerne!” Dér, hvor vi, der kommer fra lejrpladsen, træder ud på vejen, holder den kommanderende general, hans excellence v. Quast. Han hilste på kompagnierne og mente så:
“En køn hviledag, hvad børn?”

Vi marcherede først på vejen i sydøstlig retning. Ved et lille vogter- hus blev der deployeret med front mod syd. Der blev skanset. Da vi havde gravet ca. til knælende skytter, blev den virksomhed indstillet.

Det hed sig, at 18. infanteri-division var beordret til angreb. Kompagnierne blev trukket sammen og lå i kompagnikolonne ved siden af hinanden. Mens de herrer kompagnichefer var blevet kaldt til kommandøren, havde vi lejlighed til at ligge på maven og betragte de nærmere omgivelser.

Ikke ret langt bag os stod vort artilleri i stilling og sendte den ene hilsen efter den anden over til Franz. Så kom I bataljon forbi os med kommandøren, major Backe, langt foran. Han marcherede mod nordøst og havde tilsyneladende meget travlt.

Men også for os faldt klokken snart i slag. Vor kære, højtagtede chef, kaptajn Grebel, kom tilbage fra mødet. Med alvorligt ansigt, men lynende øjne , bekendtgjorde han ordrerne. “Vi angriber! 5., 7. og 8. kompagni i første, 6. kompagni i anden linje!” – Ikke mange ord.

Kaptajnen kendte sit kompagni og vidste, at han ubetinget kunne stole på det. Og i kompagniet var der, fra ældste underofficer til yngste rekrut, ikke én, der ikke havde fuld tillid til deres fører, og som ikke ville gå gennem ild for den vellidte kaptajn.

Kompagniet marcherede i sluttet formation gennem landsbyen Neuvy og kom, idet de fulgte et engareal, uden at lide tab til en vej, der førte gennem en skov (ved Nogentel).

3. deling (Offizierstellvertreter Lund) blev deployeret og gik frem i sydlig retning gennem skoven. Kort efter fulgte 1.  deling (Vizefeldwebel Hartwig). Af kaptajn Grebel, der rykkede frem sammen med denne deling, fik jeg den anvisning – officerer var der ikke flere af siden Lüttich – at jeg skulle følge ham med resten af kompagniet på hans ordre.

Det varede ikke ret længe, før hornblæseren Freda bragte mig den ordre. Først gik det ganske glat fremad gennem skoven, idet vi fulgte et brandbælte. Den brave Freda , der jo kendte vejen, gik ved siden af mig i spidsen af delingen. Men snart skulle det blive anderledes.

Vi krydsede netop en lysning i skoven. Et blik til højre viste mig ca. 100 m borte på højde med os en sluttet del af 5. kompagni med kaptajn Klapp og Feldwebel Krohn i spidsen. For mig var det en beroligelse at konstatere, at 5. kompagni havde samme march-retning som vi. I næste øjeblik får vi en artilleriild over os, som vi ikke tidligere havde oplevet den. Det var, som om helvede var løs, som om vi befandt os i et ildhav. De hylende sprængstykker, de revnende træer og de omkringflyvende træsplinter lavede et ubeskriveligt spektakel.

Denne artilleriild i skoven rev og sled i nerverne og påvirkede moralen. En af de første, der blev ramt, var min brave Freda. Den stakkels fyr jamrede meget. Personligt kunne jeg desværre ikke tage mig af ham. Denne opgave overtog straks en af vore brave syge- bærere. Da artilleriilden satte ind, havde jeg råbt “fald ned!”, men i den helvedes larm trængte ingen  kommando igennem. Det var en frygtelig situation. Én ting var klar for mig: delingen skulle så hurtigt som muligt bringes ud af skoven, ellers ville vi blive skudt sønder og sammen, før vi nåede skyttelinjen. I korte spring gik det fremad.

Ofte måtte vi med bajonetten først bane os en vej gennem den tætte, kratagtige underskov. Skoven ville ingen ende tage. Dog endelig kunne man øjne en skovkant og en vej, der løb langs med. Men nu skulle vi først lige have vejret, hjertet hamrede som forrykt. Da, o’skræk! opdagede jeg, at jeg havde tabt min tegnebog.. Den måtte under ingen omstændigheder blive liggende. Tegnebogen indeholdt  jo notater om de daglige ændringer i kompagniet siden udmarchen fra garnisonen. Hvordan skulle jeg senere, når vi kunne slå vor kontorkasse op, udfærdige lønningsrapport uden bilag! Altså tilbage igen! Langt borte kunne den ikke være. Jeg vidste bestemt, at jeg havde haft den, da vi passerede lysningen. Efter nogle skridt var jeg også så heldig at finde den igen.

Fra mand til mand blev nu ordren videregivet til højre og venstre: “Arbejd jer fremad ind til den anden side af vejgrøften!” For ikke blot skoven, men også landevejen lå under heftig artilleriild.

Vejgrøften var dyb og gav god dækning. 86ere og 84ere lå på rad og række imellem hinanden. Fra vort kompagni lå i dette afsnit tilsyne-ladende kun 1. deling. 2. deling var nu kommet til. Füsilier-Regiment  Königin’s maskingeværer befandt sig også i linjen og fyrede mod en modstander, der, set fra vor placering, lå i sydlig retning til venstre bag et stykke skov. Med et “Gud ske tak!” modtog kaptajn Grebel min melding om, at resten af kompagniet var indtruffet.

Den tunge ild, der lå over skoven, havde givet ham svære bekym-ringer for sin reservedeling. En konstatering af, hvor,mange ofre turen gennem skiven havde kostet, lod sig ikke  foretage.

Vi havde netop  indrettet os i grøften, da der fra højre kommer ordren: “86erne bliver liggende, 84erne til højre march!” Idet vi følger grøften, går det i enkeltkolonne mod højre. Men ikke kun 86erne  blev tilbage, mangen en brav 84er havde standset det fjendtlige bly. Vi havde mange sårede, to står endnu tydeligt i min erindring.

Da vi 84ere blev trukket ud mod højre, forsøgte en ung 86er- løjtnant, der var hårdt såret, at rejse sig. “Hvordan ser det ud, hr. kaptajn?” sådan omtrent  spurgte han kaptajn Grebel. “vi angriber!”, lød svaret. Derpå  den unge officer: “så må jeg med, jeg kan da ikke lblive liggende her, når min deling rykker frem!”   Men den svære læsion gjorde det umuligt for ham at omsætte den gode vilje til handling.

Noget længere fremme. Dér står Feldwebel Weng fra 7. kompagni, bleg, lænet op af et træ. Hurtigt et spørgsmål til vennen fra barne- og ungdomsårene: “Hvad er der, Hans?” – “Jeg har fået en shrapnel- kugle i armen.” – “Er du blevet forbundet?” – “Javel! Når den artilleriild holder op, går jeg ned på forbindspladsen.” – “Hils hjem- me! Gå med Gud!” – kammerat Weng skulle komme til at gense sit hjem langt senere end jeg. Feltlazarettet, hvor han blev indlagt, kom i fjendens hænder. Først i efteråret 1919 vendte Weng hjem fra fransk krigsfangenskab.

Et kort ophold havde denne episode dog givet mig. Kompagniet havde overhalet mig. Jeg var kommet tæt på den venstre fløj. Jeg havde opfattet ordren således, at angrebet skulle videreføres. Da vor venstre fløj havde passeret 86ernes højre, kommanderede jeg derfor: “Venstre om, march,march!”

Op gik det fra vejgrøften og over åbent terræn over på den anden side. Som mål lokkede mig et lille stykke skov, som lå ca. 300 m foran os. Den fjendtlige shrapnelild fik os til at løbe, og således nåede vi i et spring skovranden. Jeg konstaterede, at foruden de trofaste ordon-nanser korporalerne Grönert og Borucki var lidt mere end en gruppe fulgt efter.Jeg besluttede at gå uden om skoven til højre. For endnu en kamp med den tætte underskov  havde jeg ikke luft til.

Ved den vestlige skovrand mødte jeg 6. kompagni. Hr. kaptajn Hülse- mann sagde til mig, at det var nødvendigt at gå tilbage til vejen. Uden støtte fra vort eget artilleri kunne vi tilsyneladende ikke holde vor forreste linje.

Altså endnu engang tilbage over det ågne terræn. Men nu blev strækningen, som vi før havde overvundet i rasende løb, tilbagelagt i skridtgang. Ganske vist ville benene på nogle folk stikke af, men kaptajn Hülsemanns rolige men bestemte kommando “skridtgang!” tvang dem straks til et roligt tempo. Man mærkede, at kaptajn Hülsemann havde sine folk i sin hule hånd. Som ved en øvelse på Starup Hede, befalingsmændene langt bag fronten, nærmest fjenden, således nærmede vi os landevejen.

Midt på vejen, ubekymret over den fjendtlige ild, højt til hest med den blanke sabel i hånden,  stod kaptajn Grebel. På hans odre: “her bliver der gjort front”, kom prompte bekræftelsen fra vor linje: “84erne gør front!”

Alle bataljonens fire kompagnier var nu repræsenteret. Kompagni-cheferne skabte snart orden. 8. kompagnis styrke blev nu kon- stateret til 43 mand. Vejgrøften blev indrettet til forsvar. Ytringer som: “Men nu ikke et skridt mere tilbage! De skal bare komme an!” vidnede om, hvilken prægtig ånd, der besjælede vore brave soldater.

Ved mørkets frembrud tog skydningen af.  Nu indtraf størstedelen af 3. deling med Sergeant Röver som fører. Han havde deltaget i angrebet hos 86erne. Som tegn på, at han havde været på tæt hold af franskmanden, bragte han en fransk infanterist med.

Delingsføreren, vor kære kammerat Offizier-Stellvertreter Lund, var hårdt såret forblevet på slagmarken. Først efter uger fik vi via hjemmet meddelelse om, at han var kommet i fransk krigsfangen- skab. Sergeant Röver, vor smarte patruljefører fra Mons, overtog delingen.

Fjenden vovede ikke at angribe. – Sent om aftenen kom der ordre om at gå tilbage. Først efter at have afsøgt forterrænet for sårede tiltrådte vi tilbagemarchen. Fra hr. kaptajn Klapp hørte jeg om 5. kompagnis Feldwebel Krohns død. Igen en gammel ven og tapper kammerat mindre! Hans død gik os meget nær, Han var et prægtigt menneske og vellidt hos alle kammerater.

Hen mod midnat blev der gjort holdt på det sted, hvorfra vi var rykket frem til angreb. Men mangen en kær kammerat manglede i vore rækker.

Natten gav os ikke megen ro. Efter et kort hvil skulle vi igen ind i en ny stilling. Om formiddagen den 7. september blev så marchen tiltrådt. Hvor vi skulle hen, vidste ingen. Kort fandtes der ikke. Vi marcherede hele dagen, og fordi vi skulle overtage sikringen af 18. infanteri-divisions bagage,  forblev vi også den følgende nat i bevægelse. Denne natmarch var forfærdelig.

Hele tiden måtte man kæmpe mod søvnigheden. Det ubehageligste var de mange standsninger. Netop som benene var sat i bevægelse rent mekanisk, standsede marchkolonnen igen, og næsen gjorde et ubehageligt bekendskab med formandens kogegrej., Straks lå hele kompagniet i vejkanten – og sov. Når det så efter få minutter gik videre, kostede det stort besvær at bringe de totalt overtrætte folk i bevægelse igen. Time efter time tumlede man afsted bag efter kompagniet. Til sidst sov man gående.

Af Regimentshistorien. Udkommer i uddrag på dansk i 2016