Af M. Pohl, underofficer ved 5. kompagni, Regiment 84 (IR84)
Det var en søndag, den 6. september 1914.
Feldwebel Krohn og jeg havde sammen med Petersen, kompagni-skriveren, bragt orden i kompagnilisterne og glædede os over hvile-dagen, da Feldwebel Krohn, hvis anelser sjældent slog fejl, blev urolig. På det bestemteste erklærede han, at det ikke blev til noget med hviledagen, thi for det første var det søndag, og for det andet hørte man i det fjerne kanontorden.
Det varede heller ikke længe, før ordren om klargøring kom. Under fremrykningen førte jeg halvdelingen på kompagniets højre fløj. Bag en banedæmning blev kompagniet, der under fremrykningen i skyt- telinje var blevet lidt urolig, formeret påny, så gik det over banelinjen og ind i en lille skov. Her røg forbindelsen. I mindre grad den virkelige end den moralske virkning af franske granater gjorde deres dertil.
Under fremrykningen stødte mine få folk og jeg – på vor kaptajn Klapp og Feldwebel Krohn, Vi var altså gået helt vild i marchret-ningen. Under den videre fremrykning mødte vi en Jæger-afdeling, der kom imod os, et bevis for den dags fuldstændige retningsforvir- ring.
Endelig lykkedes det da at komme op på landevejen Metz-Paris.
Her havde kaptajn Hülsemann allerede sat dit 6. kompagni ind i kampen. Efter nogen tid kom kaptajn Klapp med endnu nogle folk ind i skyttelinjen. – Ildkampen varede længe. Hen mod aften trak vi os tilbage til grøftegraven ved den store Pariser landevej. Da månen stod op, blev det stille. Kun klagen og jamren fra de sårede og døen- de på tre sprog gjorde aftenen uhyggelig. Om natten blev vi trukket yderligere tilbage. Det brændte os alle i sjælen.
Blandt de sårede fra 5. kompagni befandt sig Offizier-Stellvertreter Benthin og Vizefeldwebel Hellwege, blandt de døde også Feldwebel Krohn. Han står endnu for mine øjne som en helstøbt soldat, åben, sanddru, retfærdig. Vi har syntes rigtig godt om hinanden.
Som Sergeant havde han været min stuekommandør i vinteren 1912-13. Ved slutningen af mit frivillige år var han blevet tjenst-gørende Feldwebel. Da jeg så den 4. august 1914 igen kom til kom- pagniet, var han dets moder. Helt fra begyndelsen havde mere end blot kammeratskab holdt os sammen, Og nu beklagede vi hans død. Hvordan mon hans gamle Mor i Ditmarsken, om hvem han havde fortalt mig så meget, ville tage det?
Men der var ikke megen tid til at sørge. Løjtnant af reserven Kühl stillede sig hen til mig, og mens vi talte om Krohns død, kom vor kaptajn Klapp, for hvem denne soldat havde betydet meget. Da sagde kaptajnen pludselig: “Unteroffizier Pohl, De overtager fra nu af Krohns Feldwebel-opgaver”. Endnu hvirvlede alle de modstriden- de følelser rundt, da en hård stemme lød: “kaptajm Klapp, kalder De det for en marchformation?”
Af Regimentshistorien. Udkommer i uddrag på dansk i 2016.