M. Pohl, Unteroffizier af reserven og tjenstgørende Feldwebel ved 5. kompagni, Regiment 84 (IR84)

Ingen blandt hverken mandskab eller underofficerer havde rigtig tillid til det “stillingsskifte”, som vore foresatte kaldte det tilbagetog, som vi foretog i dagene 6. – 9. september og derefter.

For første gang mødte jeg i mandskabets hjerter noget som en dyb, indre usikkerhed. Man havde på fornemmelsen, at vore førere selv ikke rigtig vidste, hvad de havde gang i. Kun de næste dages kampe ved Ferme de Colombe gengav os den indre ro, skønt et vist pres ikke ville vige.

I min erindring er situationen i dagene efter den 12. september sådan, at vi ingen madforsyning fik, således at vi næsten udeluk- kende levede af feltpostpakkernes indhold, d.v.s. chokolade, kiks, tvebakker og hjemmebag. Det mærkværdige var – hvilket alligevel ikke er spor mærkværdigt – , at den fælles nød – og mavespørgsmål er ting, som den aktive soldat ikke spøger med – forstærkede det i forvejen gode kammeratskab, og at derved modet hos den enkelte højnedes. Først efter flere dage kom brødet – og så var det muggent.

Som tjenstgørende Feldwebel kom jeg næsten dagligt i berøring med hver enkelt mand i kompagniet, men jeg husker ikke at stemningen nogensinde var så trykket som i dagene umiddelbart efter den 6. og til den 9. september, navnlig  efter bekendtgørelsen om Clausen-delingens undergang. Vor løjtnant Kühls rolige og klare optræden bidrog til at hæve stemningen ligesom den  – som vi godt kunne mærke – tvungne munterhed hos vor kaptajn Klapp. Hans ukueligt militæriske lynen og banden over “svineriet” i vor situation har ofte fået latteren frem hos os. Værre var det, når han dæmpede stem- men, men det forekom sjældent.

Den tids patruljetjeneste husker jeg ikke rigtig, men derimod nok hvad vi kaldte “feltvagt”, det kaldte mandskabet den spredte skyt- telinje, som blev sendt ud foran til sikring.

Af Regimentshistorien. Udkommer i uddrag på dansk i 2016