Sagen var vel, at både tyskerne og de allierede havde en interesse i at opretholde mandstugten, så det ikke gik som i november 1918, hvor der udbrød åbent oprør. Derfor var de allierede meget sendrægtige med hensyn til at blande sig i den tyske militærjustits. I de fleste tilfælde ophørte militærdomstolene først med at virke i forbindelse med at de enheder de hørte under blev opløst og soldaterne hjemsendt. Især Kriegsmarines justitsvæsen fik en meget lang snor.
De central justitsorganer, herunder Rigskrigsretten, blev opløst i begyndelsen af november 1945. Samtidig bestemte de allierede, at alle domme over 2 års fængsel afsagt af tyske militærdomstole, skulle forelægges de allierede myndigheder.
De enheder, som gennemførte minerydningen, var underlagt tysk militærjustits helt ind i 1946.
Jeg vil mene at i de velkendte tilfælde af henrettelser i henhold til krigsretsdom efter kapitulationen – den 11 matroser i Alssund, de 3 matroser i Gelting bugt og endelig kaptajnløjtnant Jepsen, der blev skudt i Mürwik – er dommene ikke blev forelagt de allierede.