Godt nytår! Og en status på hjemmesiden

Nytår er en tid til at gøre status og om muligt kigge lidt ud i fremtiden.

2020 blev året, hvor de daglige nyhedsopdateringer endegyldigt hørt op. Vi besluttede ved 100-året for krigsafslutningen i november 2018 at følge f.eks. de sønderjyske krigsfanger retur fra fangelejrene, og da vi først var nået ind i foråret 2019 (1919), gik kampen om grænsen i gang – og så lå det snublende nær også at følge genforeningen til dørs.

Men i juli 2020 (1920) var Nordslesvig endelig blevet til De sønderjyske Landsdele og festen på Dybbøl overstået. Seks år med daglige ”nyheder” var forbi.

Mere end 7.500 nyhedsindlæg blev det til. Det er mere end tre ”nyheder” om dagen i gennemsnit i seks år. Antallet af ”nyheds-”medarbejdere var efterhånden også svundet ind til én.

Antallet af læsere er dog ikke svundet tilsvarende. For selvom siden ikke er helt så godt besøgt som i 2018, så er der dog alligevel mellem 30.000 og 40.000, der er inde og kigge hver eneste måned. Og vi får rigtig mange henvendelser fra folk over hele verden.

Rigtig mange henvendelser går på krigsdeltagere fra Sønderjylland. Status på hjemmesiden er, at der pt. er 10.650 personsider, heraf er de 1382 sider tilføjet i 2020.

Hvor mange nye sider, der lægges ud pr. måned svinger meget, men i gennemsnit svarer det til, at der er blevet offentliggjort 3,8 personsider pr. dag i 2020.

Dertil kommer at mange sider løbende redigeres og suppleres med nye oplysninger og billeder samt at der (når det er muligt) oprettes links til nære slægtninge.

Der er pt. 3 frivillige, der arbejder direkte på websitet med personsiderne, mens der er en håndfuld frivillige, der gennemgår mange forskellige kilder så som kirkebøger, personregistre, folketællinger, DSK Årbøger, diverse stater over forskellige erhverv med flere, samt afskrive kilder. Det er et stort og meget tidskrævende arbejde.

Samtidig er der heldigvis fortsat mange, der indsender oplysninger om krigsdeltagere til Sønderborg Slot.

Siden er fortsat godt besøgt og der indsendes mange spørgsmål og kommentarer via websitet.
Der er således oprettet næsten 780 kommentarer i løbet af 2020.

Fremtiden

I 2021 fortsætter den månedlige liste med krigsdeltagere døde i 1921, så der er et nyt indlæg hver måned.

Men generelt vil der blive færre indlæg, da der ikke længere er ”daglige nyheder”. Men der vil jævnligt komme indlæg om nye udgivelser, omtaler af tv-udsendelser eller lignende med fokus på 1. verdenskrig.

De frivillige fortsætter med at indsamle oplysninger om krigsdeltagere og med at lægge nye personsider ud.
Der er fortsat lang vej fra 10.650 til de skønnede 30.-35.000 krigsdeltagere, men at være nået 1/3 af vejen er noget af en milepæl.

Har du oplysninger om en krigsdeltager, der endnu ikke har fået en personlig side?

Det er fortsat muligt at indsende supplerende oplysninger og personskemaer til museet via mail, hvorefter museet koordinerer og sender oplysningerne videre til de frivillige.

Læs mere på siden ”Indsend oplysninger” om, hvordan du kan bidrage med oplysninger.

Godt nytår!

7 tanker om “Godt nytår! Og en status på hjemmesiden”

  1. Kære Rene Rasmussen og alle hjælpere omkring hjemmesiden “Den Store Krig 1914-1918”. Tak for et formidabelt godt stykke arbejde omkring den daglige opdatering siden 2014. Det har for os efterkommere efter krigsdeltagerne – og helt sikkert også de mange andre, der interesserer sig for sønderjydernes historie – været en fantastisk rejse at følge begivenhederne på alle fronter for 100 år siden. Herunder også hjemmefronten og den politiske front centreret omkring H. P. Hanssens kamp for “Sindelagsgrænsen” vi fik i 1920.
    Må jeg foreslå, at I – når Coronaen tillader dette – arrangerer et dagsmøde om “Sønderjydernes deltagelse i Den Store Krig 1914-1918” (vi skal nok selv betale for frokosten), hvor der samles op og gøres status på jeres kæmpestore arbejde. Også meget gerne med fokus på regimentshistorierne, som I har taget hul på. PS: Trods flere efterlysninger har jeg endnu ikke fået kontakt med andre efterkommere efter soldater i Magdeburg Dragoner-Regiment Nr. 6, som min bedstefar bagermester Peter Marius Petersen fra Bevtoft gjorde tjeneste i under hele krigen. Med GODT NYTÅR til alle fra mogens.ladegaard@gmail.com

  2. En rigtig god ide med sådan et arrangement. Som søn af en krigsdeltager fra 1. verdenskrig har jeg fulgt jeres daglige nyheder lige fra begyndelsen med største interesse. Det er et stort arbejde i har/og gør for os læsere. Tak for det.
    Min far gik over grænsen ved Lille Andst i 1917, efter at have været hjemme på orlov.

  3. Jeg er helt enig i, at dette er en spændende og lærerig hjemmeside. Jeg følger den fast. Tak for de ansattes og de frivilliges indsats.

    Et møde som det foreslåede kunne bestemt være interessant. Men når det som nævnt kniber med at få lagt nye informationer og billeder ind og få oprettet nye personsider, ville museets og dette sites begrænsede ressourcer nok blive brugt endnu bedre på at hverve og uddanne flere frivillige efterforskere og indtastere.

    Hvis frivillige kan arbejde hjemmefra, er der sikkert mennesker uden for Sønderjylland, der er interesseret i at give en hånd med.

    Må jeg foreslå, at du, Rene, nævner sitet og muligheden for at hjælpe, når du er landet rundt at holde foredrag. Jeg var selv i eftersommeren til et af dine foredrag. Langt fleste deltagere var i efterløns- eller pensionistalderen, og jeg tænker, at nogen måske ville have tid, hvis de kendte behovet og muligheden.

    1. Kære Bente Ohlsen, Eduard Holm og Ejlert Andersen.
      Tak for jeres opbakning til mit forslag om et arrangement, hvor det kæmpestore arbejde, som Rene Rasmussen, Hanne Cordes Christensen og de mange frivillige udfører omkring hjemmesiden “Den Store Krig 1914-1918”. Et arbejde, som efter min vurdering vil vise sig at være uvurderlig for de generationer, der kommer efter os. Med “os” tillader jeg mig – efter kommentarerne på hjemmesiden – at mene, at vi vel stort set alle er nået det alderstrin, hvor det var vores bedsteforældre, der var involveret i “Den Store Krig” og dens følger for her primært Sønderjylland. Selvfølgelig er der lang vej igen – og et kæmpearbejde – før alle krigsdeltagere er registreret på hjemmesiden. Men det bør vel ikke afholde os fra, hvad man vel kan kalde en slags “status” undervejs. Også for eksempelvis at få de lokalhistoriske interesserede, som i Arrild sogn, til at blive ved med at opsamle og indberette krigsdeltagere. Om et “statusmøde” så kan blive i år eller næste år, er der jo ingen, der pt. er herre over. Jeg deltager gerne.

  4. Også jeg er meget tilfreds med ‘StoreKrig’, og jeg sender en stor tak til alle, der bidrager. Det er imponerende, hvad der er opnået.

    Jeg har et forslag om et samarbejde mellem ‘StoreKrig’ og MyHeritage og andre tilsvarende tjenester / websteder med slægtssider. Måske også et samarbejde med ‘sa’ = Statens Arkiver.
    Jeg forestiller mig, at MyHeritage og andre kunne linke til personsiderne på ‘StoreKrig’.

    Via MyHeritage og tilsvarende websteder (fx Ancestry) kan man finde oplysninger om en person i kirkebøger og folketællinger og i mange andre kilder. Det ville være nyttigt, om der også kunne henvises til ‘vores’ personsider her på ‘StoreKrig’. Ofte er disse personsider mere udførlige og mere troværdige end de ‘private’ slægtstræer.

    For mig handler forslaget om at nyttiggøre ‘vores’ personsider, og at højne niveauet for slægtsforskning i sønderjyder. Der vil blive en vekselvirkning, som også vil komme ‘StoreKrig’ til gode.

    Slægts-websteders adgang til personsiderne vil kunne koste penge, og arbejdet med koblingen skal betales af pågældende websted / websteder.

    MyHeritage har en ‘match’-funktion, som nok vil kunne udvides til at omfatte ‘StoreKrig’s personsider. Derved vil MyHeritage-brugere få besked om eventuelle personsider, og ‘StoreKrig’ vil få nye besøgende og dermed måske nye bidragsydere.

  5. Kære alle

    Mange tak for varme hilsener og gode ord.

    Det er bestemt en mulighed at afholde et arrangement, når vi må mødes igen. Det vil jeg arbejde videre på.

    Derimod er det meget begrænset, hvor mange kræfter vi kan lægge i at indlede samarbejder med f.eks. MyHeritage eller andre. Det er kun lige akkurat, at vi kan overkomme at holde siden i gang – og det meste af det foregår endda i fritiden.

    Vi prioriterer at få suppleret listerne med sønderjyske krigsdeltagere med så mange navne og data som muligt – og der ligger en stor pukkel og venter på at blive publiceret.
    Sidste år blev listerne forøget med flere end 1.000 navne, og vi kan håbe på et tilsvarende antal i år, hvis kræfterne rækker.

    Mange gode hilsener
    René Rasmussen

Skriv et svar til Eduard Holm Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *