Frits Brøndal i Ukraine og Sydrusland i 1919

Senest ændret den 13. maj 2023 12:30

Af Bernadette Preben-Hansen

Frits Brøndal, 1890-1919, var handelsuddannet fra Købmandsskolen i København, og arbejdede som bogholder ved Magasin du Nord på Kongens Nytorv. Han kedede sig, og sidst i april 1917 krydsede han torvet med en ansøgning til Udenrigsministeriet om en stilling ved det danske gesandtskab i Petrograd (Sankt Petersborg). Han fik jobbet – fordi han havde studeret russisk privat i to år – og ugen efter, den 6. maj 1917, rejste han med Udenrigsministeriets rejseselskab fra København til Petrograd. 23 medarbejdere var i al hast blevet ansat ved gesandtskabet i Petrograd – afdeling B. De skulle arbejde for den danskorganiserede krigsfangehjælp i Rusland. To uger gik Brøndal rundt i Petrograd, inden han kom til generalkonsulatet i Moskva, hvor han blev sekretær for krigsfangeposten.

Som flere andre af gesandtskabets delegerede, gik Brøndal i 1918 over til Dansk Røde Kors, for at fortsætte hjælpearbejdet. Han tilsluttede sig Dansk Røde Kors i Moskva i november 1918 for at arbejde med krigsfangetransporter fra Sibirien til Tyskland. Han skulle tage sig af syge krigsfanger på sanitetstog. Nu holdt han – som en slags bogholder – regnskab med invalidetransporter. Brøndal var dygtig og fik ros som leder af den sidste transport af franskmænd fra Moskva til Petrograd og videre til den finske grænse i november 1918. Da Dansk Røde Kors oprettede et kontor i Kiev, blev Brøndal udset til leder, og han rejste til Kiev i januar 1919.

Ukraine lå i et borgerkrigskaos i 1919. Denikins styrker og bolsjevikkerne var i krig, som også flere ukrainske selvstændighedsstyrker. Der var pogromer i Ukraine. De hvide hære, den røde hær, den polske hær, ukrainske selvstændigheds-enheder, lokale krigsherrer og kosakker dræbte vel en tredive til tres tusinde jøder.

Kiev blev kastebold i borgerkrigen imellem den røde hær og de hvide styrker, i Ukraines selvstændighedskrig. Simon Petliura, en socialistisk avisredaktør og medlem af den ukrainske republiks selvstændighedsregering, brød med regeringen, bekrigede den sidste hetman og tyske marionet Pavlo Skoropadskij, og Petliura erobrede Kiev med en bondekosakhær i december 1918. Den 5. februar 1919 besatte bolsjevikkerne Kiev. Petliura, nu ataman og stats- og militærchef, ledte modstanden mod den røde hær. De hvide styrker rykkede ind i Kiev i august 1919, men efter den røde hærs sejr i december 1919, måtte Petliura flygte til Polen. I 1920 nåede en polsk-ukrainsk hær imidlertid Kiev. Den blev dog slået tilbage af den røde hær, en kommunistisk sovjetregering indsat i Kiev, og i oktober var Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik en realitet. Alt imens arbejdede Brøndal videre i Dansk Røde Kors’ kontor i Kiev: ”Fra december 1918 til marts 1919 er der gået 35.000 fanger gennem vore hænder” skrev Brøndal til Camillo Martiny i april 1919. Martiny var militærlæge og leder af Dansk Røde Kors i Rusland i 1919. Samme måned præsenterede Brøndal Dansk Røde Kors’ projekter for Christian Rakovskij, der var præsident for sovjetregeringen i Ukraine. Den forbindelse skulle blive vanskelig for Brøndal.

”Samtlige danske i Kiev er i god behold”, skrev de danske aviser, da den røde hær besatte Kiev i februar 1919. Danskerne var i live, men de skulle ”nu bespises og hjælpes af Dansk Røde Kors’ kontor i Kiev”. Dansk Røde Kors i København kunne ikke få kontakt med kontoret i Kiev, og Politiken skrev i november 1919: “Lederne af Dansk Røde Kors i Kiev er på Denikins ordre blevet arresteret, fordi de optrådte som agenter for det tyske og østrigske arbejder- og soldaterråd i Kiev, der arbejder i nøje forbindelse med Ruslands sovjetregering”.

Dansk Røde Kors stoppede sit arbejde i Rusland i juli 1919, og alle ansatte blev beordret til København. Brøndal fik ordre til at afvikle Kiev-kontoret og rejse til København med arkivet. Rejsen kunne gå over Moskva, Odessa eller Østrig. Han trak på afrejsen. Brøndal kunne ikke komme med jernbanen til Moskva; der var intet skib i Odessa, og han ville ikke gå – til fods – til Wien, for så kunne han ikke få arkivet med, som det var hans pligt.

Arkivet indeholdt oplysninger om forholdene i Ukraine. Russisk Røde Kors arbejdede med frontlinje-institutioner til ”indkøb af fødemidler til russiske fanger i Østrig og Tyskland, og forsørgelsen af de tusinder af fanger, der til fods vandrede bort fra disse lande og gennem Ukraine søgte mod Rusland”. Dansk Røde Kors i Kiev arbejdede for at skaffe fødevarer til de østrig-ungarske og tyske krigsfanger, der under usle forhold vandrede i store flokke gennem Ukraine, i retning mod Tyskland og det fhv. Østrig-Ungarn.

Da de hvide erobrede Kiev fra bolsjevikkerne i august 1919, var Brøndal optimistisk efter at havde set de rødes terror. Det var ubegrundet. Hvide politienheder endevendte Kiev-kontoret. De østrig-ungarske og tyske officerer, der arbejdede for Dansk Røde Kors, blev arresteret, som også Brøndal selv. Dansk Røde Kors i Kiev blev på den hvide general Denikins ordre beskyldt for spionage, samt samarbejde med Tyskland og bolsjevikkerne. Nu var der hvid terror i Kiev.

Brøndal havde skrevet under på ikke at ville forlade Kiev men rejste alligevel til Rostov ved Don. Han ville forsøge at rejse over Krim og Sortehavet med Dansk Røde Kors’ arkiv, men han blev arresteret, måske i Taganrog, og han blev ført tilbage til Rostov. Her havnede han i et hviderussisk fængsel med en dødsdom ved skydning som bolsjevikspion, tyskersympatisør og jødehjælper. Men de hvide nåede ikke få ham skudt, inden den hvide hær flygtede fra Rostov ved Don, da bolsjevikkerne indtog byen.

Brøndal modtog Dansk Røde Kors’ krigsmindetegn in absentia, hvor Christian Hansen underskrev for sin stedsøn – på Christiansborg i København i september 1919. Frits Brøndal døde – 29 år gammel – af tyfus i fængslet i Rostov ved Don i julen 1919. Han var blevet overladt til sig selv i borgerkrigenes ragnarok. Brøndal var blot én af flere – en hel del – danske hjælpearbejdere, der gik til i de russiske borgerkrige, døde af sygdom, blev myrdet eller begik selvmord.

I 2009 fortalte jeg om Frits Brøndal i Danmarks Radio. Her hørte familien for første gang om ”onkel Frits” skæbne, mens Udenrigsministeriet kendte til hans død allerede i 1920. Udenrigsministeriet fortalte ikke sandheden til en moder i tiden, men anså – misforstået – uvisheden for at være mere skånsom.

LITTERATUR
Preben-Hansen, Bernadette. Frits Brøndal – fra Magasin du Nord til døden i et fængsel i Rostov ved Don. Dansk krigsfangehjælp i Rusland og Ukraine 1917-1919.  Siden Saxo 2010 (27/3), s. 26-37.

Preben-Hansen, Bernadette. Dansk krigsfangehjælp i Rusland og Sibirien 1917-1920. Magasin fra Det Kongelige Bibliotek 2014 (4), s. 51-60. Historien om Frits Brøndal ses på s. 56-58.

4 tanker om “Frits Brøndal i Ukraine og Sydrusland i 1919”

  1. Endnu en spændende historie med relation til Den Store Krig, som du, Arne May, har fundet frem og viderebragt til os meget interesserede læsere af denne hjemmeside.
    Du og andre, der graver i de mange skæbner for personer og hele folkeslag som følge af 1. verdenskrig, bliver vel aldrig færdige. Men det er fantastik, hvad I stadig finder frem om den krig, som – ifølge en kendt historiker, som jeg er meget uenig med – Danmark ikke i syndelig grad blev berørt af. Jo, velfærdsstaten og socialdemokratiet blev styrket, var hans konklusion!
    Mogens Ladegaard

Skriv et svar til Mogens Ladegaard Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *