De sønderjyske krigsfanger i Rusland 3.

Senest ændret den 22. marts 2023 8:52

Kort: Elsa Brändström.

Den Tjekkoslovakiske Legion var frivillige tjekker og et mindre antal slovakker, der fra krigens start kæmpede på Ententens side, både på øst- og vestfronten. På østfronten blev Legionen suppleret med tjekkiske desertører og krigsfanger fra den østrig-ungarske hær, så den voksede til 5-6 gange den oprindelige størrelse. De ønskede at løsrive Bøhmen og Mähren fra det østrig-ungarske kejserrige og håbede på Ententens hjælp til at opnå det.
Brest-Litovsk fredsaftalen i marts 1918 mellem Ententen og Rusland, indeholdt en aftale om at krigsfangerne i Rusland skulle sendes hjem, men Tjekkerne ville ikke sendes tilbage til Østrig-Ungarn, da de frygtede der at blive behandlet som forrædere.

De fik en aftale med bolsjevikkerne at de kunne tage toget til Vladivostok og sejle derfra til Frankrig for at forsætte kampen på vestfronten. Nu var det nemmere sagt end gjort. Kapaciteten på den transsibiriske jernbane var begrænset, det rullende materiel var i en dårlig stand, der var mange tog med krigsfanger fra øst mod vest og bolsjevikkerne i Sibirien forsøgte at forhindre transporterne.

Tjekkerne gjorde oprør og Nanning Ingvard Jensen, der var øjenvidne til tjekkernes oprør, skriver i sin beretning fra fangenskabet:
“Nu havde vi i flere dage fra fangelejren set at der kørte lange transporter på Jernbanen efter Vladivostok, og vi fik at vide at det var tjekkoslovakker, som under fangenskab i Rusland havde samlet sig, og fuldt bevæbnet drog igennem Sibirien, for så at blive udskibet i Vladivostok, og tage del på de allieredes sider. Men så pludselig en dag, da den 21. transport skulle passere Irkutsk, blev den standset på stationen af bolsjevikkerne, og det kom til en kamp på selve banegården og tjekkerne måtte trække sig tilbage på banelinien. Vi kunne følge begivenhedernes gang fra lejren, da der kun var et par hundrede meters afstand, Jeg kunne tydelig se hvordan bolschevikkerne sprængte broen over Ikutfloden, men de måtte prøve til flere gange før det lykkedes, for det var nok ikke kyndige folk, der foretog dette arbejde. Nu havde tjekkerne trukket sig tilbage for at vente på de følgende transporter, som kom bagefter.
(Han skriver i sin beretning, Angaraen, men broen er over bifloden Ikut, lige før den løber sammen med Angaraen.)

Nu da de havde rigelig forstærkning, begyndte de at gå frem igen, men da de nåede frem til omkring ved fangelejren, blev der pludselig skudt på dem fra lejren, det var vore egne folk, som havde meldt sig til bolsjevikkerne, der foretog denne dumme letsindige handling, og som let kunne have fået alvorlige følger for os der var i lejren, for pludselig rettede tjekkerne deres geværer og maskingeværer mod fangelejren, det var ved nattetid, og det kan nok være vi blev puret ud af vores søvn, og kom ned for at lægge os fladt ned på gulvet, for kuglerne gik lige igennem disse træhuse. Der blev også adskillige dræbt og såret, men disse kammerater, der havde forvoldt denne skydning, tog hurtigt flugten over til Irkutsk, da så tjekkerne kom ind i fangelejren, kunne de jo nok se at det var fredelige mennesker, der var her, og den tjekkiske kommandant kom personligt ind i barakkerne og beklagede det skete, og der skulle nok blive sørget for de sårede.

De fortsatte nu langs jernbanen efter Irkutsk til, og det blev til en heftig kamp, før de kom over broen. Vi hørte også skydning i den anden ende af byen, som faldt bolschevikkerne i ryggen, så de måtte forlade byen, det var nemlig hvidgardisterne, som havde benyttet dette øjeblik, hvor tjekkerne var i kamp med de røde og sorte. De sorte var nemlig arnakister.

Men så skete der noget, som aldrig skulle have været tilladt, for da Irkutsk var indtaget myldrede det pludselig med tidligere russiske officerer, og de kom ud til fangelejren. Her kom de ud i barakkerne og tog det mandskab, de havde brug for, jeg var imellem et hold, hvor vi var en 120 mand. Så førte de os til Irkutsk, hvor der var blevet dannet en hel hær af hvidgardister under ledelse af general Koltjak, og her blev vi tildelt officererne som arbejdsmandskab, og der var ikke noget at gøre, enten gå med eller også få en kugle, så det var jo ikke spøg mere.”

(Nanning Ingvard Jensens beretning er værd at læse i sin helhed. Link.)

Tjekkerne dannede derefter rygraden i Koltjaks hvide hær og besatte hele jernbanen i Sibirien. Stoppede dermed al videre transport af krigsfanger vestpå. Borgerkrigen mellem de hvide og røde skabte store problemer for beskyttelsesmagterne Sverige og Danmark i deres arbejde med at hjælpe krigsfangerne. I nogle tilfælde var det med livet som indsats, men den historie må fortælles en anden gang.

Da de tyske og østrig-ungarske kejserriger kollapsede i efteråret 1918, gav tjekkernes kamp i Rusland ikke nogen mening mere, desuden var blevet krigstrætte og ville bare hjem og hjælpe med at skabe det nye Tjekkoslovakiet. I begyndelsen af 1920 blev det aftalt med sovjetregeringen at de kunne rejse videre til Vladivostok og sejle hjem. Den Tjekkoslovakiske Legion dannede derefter rygraden i den Tjekkoslovakiske hær.

Efter at sovjetregeringen havde erobret hele Sibirien begyndte fangetransporten vestpå igen.

Ferdinand Gustav Nielsen, der var blevet gift med en tysk pige i Sibirien, skriver i Hejmdal 8. september 1920:
“Under bolsjevikkernes første periode, i 1918, forsøgte jeg også som så mange andre fanger at rejse hjem, men da var tjekkerne allerede kommen til magten. De havde besat store dele af den transsibiriske jernbane og forbød os at rejse hjem, af frygt for at fangerne skulle indtræde i den røde armé.

Da bolsjevikkerne efter Koltjaks fald 1919 atter kom til magten, solgte jeg alt og fik en stor sum penge, men sibiriske rubler, og de var jo ikke ret meget værd. Sammen med min hustru begav jeg mig atter på hjemrejsen, men kom kun til Tjeljabinsk. Efter at vi i to måneder havde opholdt os der og fristet livet ved, at min kone lavede cigaretter og jeg solgte dem på torvet, rejste vi ved vinterens begyndelse atter tilbage til Shchuchye, hvor både min kone jeg blev syge af tyfus. Der herskede denne vinter en forfærdelig tyfus epidemi, som bortrev den ene efter den anden.

Endelig i maj 1919 kunne vi rejse videre til Moskva, hvortil vi ankom efter 5 uger.
I Moskva fik vi dog nogenlunde forplejning gennem Røde Kors. Derfra gik turen videre i en transport på ca. 900 mand. Vi var omtrent 100 mand i hver vogn (kreaturvogn), så turen til grænsen var just ikke nogen fornøjelsestur. Ved grænsen mødte vi transport russiske fanger for hjemadgående. I Narva (Estland) kom vi i den store koncentrationslejr for Røde Kors.”

Andreas Madsen, fra Genner beretter i en artikel i Hejmdal 13. december 1920:
Derfra kom vi til Barnaul og her, langt inde i Altai-bjergene traf jeg to sønderjyder, Peter Quitzau fra Aabenraa, der er kommet hjem for 8 dage siden og Johansen fra Hellevad. Herinde sad vi i 3 måneder og led megen nød. Vi gik så til fods til Kulikov, hvor vi arbejdede en årstid hos bønderne og ved jernbanen. Her lavede bønderne oprør mod Koltsjak, mens vi var her, og fik forbindelse med sovjetregeringen først i august 1919. I løbet af året trængte sovjetregeringen helt igennem Sibirien. Tyfusepidemierne rasede her meget alvorligt, så vi måtte blive vinteren igennem og vi arbejdede her i en lejr, som sovjetregeringen opløste. Vi kunne gå hvorhen vi ville, nåede så frem til de tyske kolonister.

Her fik vi at vide, at tranporterne begyndte at gå hjemad, og endelig kom vi med en. Den 24. september 1920 kørte 110 tyske og 390 østrigske fanger til Omsk, hvor 500 østrigere endnu sluttede sig til. Så kørte vi over Ishim, Tjumen, Jekaterinburg, Perm, Vologda til Moskva, hvor vi var i 8 dage, forplejet godt af det tyske soldaterhjem. Alt var frygteligt dyrt, så vi kunne intet købe, men fik her tysk militærtøj. Da vore papirer var bragt i orden, kørte vi videre. Igennem Petrograd kørte vi om natten. Fra en finsk havn kom vi så om bord i en damper til Swinemünde.

Yderligere oplysninger findes hos:
Høeg, Mathias Peter (1889-1964)
Nanning Ingvard Jensen (1895-1968)
Hörlyck, Hans Christian (1891-1957)
Andreas Madsen (1894-)
Møller, Andreas Peter (1890-1964)
Ferdinand Gustav Nielsen (1887-)

Link til indlæg om sønderjyske krigsfanger i Rusland. 

Internettet:
Wikipedia: Tschechoslowakische Legionen, og Tjekkoslovakiske Legion.

Yderligere Litteratur:
Beevor, Antony: ”Rusland, revolution og borgerkrig 1917-1921.” Lindhardt og Ringhof 2022.
Brändström, Elsa: ”Unter Kriegsgefangenen in Rußland und Sibirien 1914-1920” 1922. PDF.
Høeg, Mathias Peter: ”Jeg har ikke flere patroner.” 1943
Preben-Hansen, Bernadette: ”Da danskerne rejste fra borgerkrigen.” Personalhistorisk Tidsskrift 2011 (1), 90-116. PDF.

 

 

4 tanker om “De sønderjyske krigsfanger i Rusland 3.”

  1. Det er særdeles interessant med de danske øjenvidner til den tjekkiske legion i Rusland i 1918-20. Nedenfor copypaster jeg mig selv fra en bogomtale af Antony Beevor: “Rusland, revolution og borgerkrig 1917-1921” (2022). Min bogomtale udkommer i tidsskriftet “Arbejderhistorie”, nr. 1, 2023 (ca. 1. maj):

    “Den tjekkiske legion af fhv. krigsfanger sluttede sig til de hvide styrker, der truede Moskva. Tjekkerne havde modvilligt kæmpet i den østrig-ungarske hær, og nu skulle de sendes til vestfronten i Frankrig i kamp imod Tyskland. De var bevæbnede og kom med togtransporter gennem borgerkrigshærgede regioner til Vladivostok. Tjekkerne afviste at gå ind i den røde hær, trods Trotskijs ordre, og tog kontrol med den transsibiriske jernbane. I 1918 kontrollerede tjekkerne byerne Penza, Samara, Tomsk og Omsk, og Moskva blev afskåret fra Sibirien. De blev udskibet fra Vladivostok i 1919-20”.

    Det er mægtig fint med mandagslekturen, de er gode.

  2. Den danske kaptajn Niels Fuglede, der rejste for dansk krigsfangehjælp i Rusland i 1918-1919, skrev om den tjekkiske legion (1928):

    “I maj 1918 besatte tjekkoslovakkerne banelinjen fra Omsk til Tjeljabinsk, bemægtigede sig Omsk den sjette juni 1918 og dannede her en ”hvid” regering med Kerenskijs fhv. landbrugsminister Tjernov som præsident. Senere erobrede de Irkutsk og Vladivostok-distrikterne fra de røde og gjorde sig i den grad til herre over hele Sibirien, at bolsjevismen faktisk var nedkæmpet og i hvert fald ikke kunne vise sig nogetsteds, hvor tjekkoslovakkerne kom frem. (…). General Gaida udrettede det utroligste i retning af energi. Snart var han i Omsk, snart i Vladivostok (…)”. (Levnedsbeskrivelse, Ordenskapitlet).

  3. Lidt om den general Gaida, som Niels Fuglede nævner i udsnittet af hans levnedsbeskrivelse, som Bernadette har gengivet ovenfor. Han hed oprindelig Rudolf Geidl, og var født i 1892 i Montenegro som søn af en østrig-ungarsk officer og en montenegrinsk kvinde. Han tilbragte sin barndom og ungdom dels i Montenegro og dels i Mähren. Begge disse områder hørte indtil 1918 til det østrig-ungarske kejserrige.

    I 1910 aftjente han 1 års værnepligt i den østrig-ungarske hær. Ved første verdenskrigs udbrud blev han genindkaldt som officersaspirant (fænrik). I september 1915 kom han i krigsfangenskab i Bosnien og skiftede straks side til de serbisk-bosnisk-montenegrinske styrker, som kæmpede imod Østrig-Ungarn for et frit Jugoslavien.. Han havde da ”slaviseret” sit navn til Radola Gajda. I 1916 kom han via Serbien til Rusland, hvor han tilsluttede sig den tjekkiske legion, som var skabt af tjekkiske og slovakiske krigsfanger og overløbere i Sibirien. Gajda viste sig at være en betydelig operativ og logistisk begavelse, som i løbet af ingen tid steg i graderne til general. Han var stærkt medvirkende til, at den tjekkiske legion en overgang havde magten i Sibirien, bl.a. fordi det lykkedes den at sætte sig på Sibiriens livsnerve, den transsibiriske jernbane.

    Den tjekkiske legion blev en del af de borgerlige hvide styrker i den russiske borgerkrig, som brød ud efter bolsjevikkernes magtovertagelse i november 1917. I juli 1918 nærmede Gajdas styrker sig Jekaterinburg, hvor den russiske zar og hans familie blev holdt fanget. Bolsjevikkerne ville ikke risikere, at zarfamilien skulle falde i hænderne på ”de hvide”. Derfor blev hele familien dræbt nogle dage før Gajda indtog byen og opslog sit kvarter i netop den bygning, hvor zarfamilien var blevet myrdet.

    I løbet af 1919 gik de hvide styrker mere eller mindre i opløsning og bolsjevikkernes røde hær fik igen overtaget. Gajda kom på kant med admiral Alexandr Koltjak, som var den øverste leder af det hvide regime, og måtte i 1920 skyndsomst forlade Sibirien. Han kom hjem til den nydannede stat, Tjekkoslovakiet, hvor han bidrog til opbygning af en national hær bl.a. som chef for hærens generalstab.

    Gajda blev imidlertid grebet af fascismen i den form, som bevægelsen havde fået under Mussolini i Italien. Han blev medstifter af en tjekkoslovakisk fascistisk bevægelse, som i løbet af 1930´erne fik en betydelig udbredelse. Gajda blev beskyldt for at have planer om et statskup, hvilket førte til, at han blev afskediget fra hæren. Efter den tyske invasion af Tjekkiet i 1939 tilbød Gajda at samarbejde med den tyske værnemagt, men blev afvist. Man stolede ikke på ham. Under hele 2. verdenskrig var han i Gestapos varetægt. Efter det tyske nederlag stod det sovjetiske NKVD parat til at tage over. Gajda blev idømt to års fængsel for at fremme fascisme og nazisme. At han slap så billigt, skyldes måske, at han under opholdet i NKVD´s fængsler var blevet blind, formentlig som følge af tortur. Han blev hurtigt løsladt og døde kort efter.

    Så sent som i 2007 blev hans og hans hustrus grav udsat for groft hærværk. Åbenbart kan hans navn stadig bringe sindene i kog i Tjekkiet.

  4. God og velskreven tekst, og tak for hilsen, Preben! Jeg (og Lone Johansen i Vejle) har udarbejdet en arbejdsudgave af Niels Fugledes håndskrevne 97 siders levnedsberetning i Ordenskapitlet. Jeg har i en del år indsamlet øjenvidneberetninger fra danskere, der var i Rusland og så på under de russiske borgerkrige i 1917-1920’erne. Det er mig egentlig en gåde, at ingen systematisk har arbejdet med den danske vinkel på de russiske borgerkrige, men det gør jeg så. Michael Hesselholt Clemmesen skriver dele af opus. Jeg har skrevet omtrent halvandenhundrede korte biografier, hvoraf de bedste udvælges. Fuglede er een af dem. God tekst du har skrevet om Gaida!

Skriv et svar til Bernadette Preben-Hansen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *