Af: Vagn Lind

Vagn Lind — Sun, 10 Aug 2025 19:31:30 +0000

Johs. Juhl, Branderup J. skriver i et lille skrift, som han kalder minder, om sine oplevelser på Hartmannsweilerkopf.
“Den 19. januar [1916] gik vi med stormoppakning efter Hartmannsweilerkopf til for at jage franskmændene ned fra toppen, hvor de havde forskanset sig. Vi havde kun et stykke tørt brød med, for vi skulle være nede næste dag, da skulle det være overstået. Bjerget er temmelig stejt, og det varede ikke længe før den frosne sne var næsten ufremkommelig. Det gik meget langsomt, og franskmændene, der havde forskanset sig på toppen, skød bravt på os. Ikke nok med at de havde gravet sig ned i jorden; men de havde også bygget sig store reder oppe i trætoppene, hvorfra de rigtig kunne tage os på kornet, og da det var alpejægere, der lå der, skød de mange ned, før de nåede derop. Deres legemer frøs stive med det samme og det var de mærkeligste stillinger de indtog. Først den 22. trak de sig tilbage ind i bjergene; men da var kraften også taget af os. Da vor lille ration af brød ikke nåede ret langt, måtte vi leve af sne. Den 22. om eftermiddagen nåede Hauptmandens tjener op med noget brød og et par flasker vin. Hauptmanden kunne ikke spise af det før han havde sin rest af kompagniet samlet, og da vi var så vidt, skiftedes vi til at få en bid ned og en mundfuld vin. Hauptmanden havde fået en kugle gennem kasketten og han græd som et lille barn, da han delte brødet og vinen med os. Han holdt af os og han havde mistet de tre fjerdedele, enten som døde eller syge. Havde opgangen været svær, så var nedgangen næsten sværere. Bjerget var blevet så glat, at det ikke var til at gå på, vi rutsjede fra det ene træ til det andet, og var usigelig trætte, da vi endelig nåede tilbage til Bollweiler.”

Kommentarer til: Bataljonen fra Haderslev: Hartmannswillerkopf

Af: Vagn Lind