Alle indlæg af Thomas Blunck

12. november 1918. H.C. Brodersen oplever krigens afslutning sammen med den franske befolkning.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Arbejdet  her  kan  vi  sagtens  overkomme,  og  det  samme  er Tilfældet  med  de  Rationer  af  Levnedsmidler,  der  bliver  os tilmaalt.  I  Gaar  var  der  Klokkeringning  og  Begejstring  i Byen.  Der  var  indtraadt  Vaabenstilstand,  blev  der  fortalt.

Foran  Vinduerne i  vort  Kvarter samlede  Folk  sig  og  raabte: „Giume  kaput.  Giume parti  Holland.”  „Giumeici , ”  sagde  de og  gjorde  en  Betegnelse  omkring Halsen, der  ikke  var  til  at misforstaa.  Nu  venter  vi  hver  Dag  paa,  at  vi  skal  hjem.

[“Guillaume” er den franske version af “Wilhelm”, RR]

 Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

12. november 1918. “Danskerregimentet” Nr. 86 marcherer hjem gennem Belgien.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 12. november tiltrådte regimentet tilbagemarchen til hjemlandet sammenmed sin division. Den belgiske befolkning forholdt sig korrekt. Den orden,i hvilken fronttropperne trak sig tilbage, aftvang stadig respekt.

Retningen var i begyndelsen nordøstlig. Syd for Namur blev Maas overskredet den15. november. Så gik det stik øst, hele tiden 3-4 dages march, så en dags hvil, gennem de øde udløbere af Hohes Venn mod den tyske grænse.

Den blev overskredet den 21. november ved Recht, 10 kilometer syd for Malmédy. Nu steg regimentet op på Eifels nøgne højland. Kun få landsbyer og dårlige kvarterer. Det sene efterår var heldigvis mildt og tørt. Indbyggerne fortalte, at der ved denne tid ofte lå meterhøj sne. Hvis det havde været sådan nu, så ville vognene på grund af de afkræftede heste være blevet ynkeligt hængende.

Den 29. november steg regimentets kolonner ned i Rhindalen. Man nåede Bonn. Modtagelsen her var overordentlig hjertelig og velgørende. Den følgende morgen kl. 10, march over Rhinen. Lige før broen holdt divisionskommandøren friherre von Massenbach.

Hele divisionen marcherede i mønstergyldig orden forbi ham. Aviserne i Bonn berettede om det gode indtryk, som 18. division havde gjort på borgerne. Så brusede den tyske flod under 86’ernes fødder.

Fra højre hilste herover den strenge statue af Ernst Moritz Arndt, på hvis sokkel der stod at læse: ”Rhinen, Tysklands flod, ikke Tysklands grænse!” Men ”Wacht am Rhein”, engang sunget så stolt og sejrssikkert, ville ikke komme over læberne, skam og smerte lukkede munden. Man vidste jo, at man om få dage måtte overlade dette dyrebare land til en overmodig sejrherres nåde.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

11. november 1918. Krigen er slut for Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86. “En kort lykkefølelse berusede.”

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 11. november kl. 9 om morgenen melder telefonen de tunge ord: ”Kl. 12 middag er der våbenhvile over hele fronten”. Regiment 86 oplevede ikke effektueringen af denne ordre ved fronten, men som divisionsreserve ved Chaudeville ved den belgiske grænse. Mangen et øre lyttede ved middagstid efter fronten, hvor endnu engang kanonerne dundrede. Så indtrådte stilheden. Verdenskrigen var slut.

Det i årevis længselsfuldt ventede øjeblik var kommet. Af sådan en storhed og tyngde var dets betydning, at det næppe var til at fatte. At være sluppet helskindet ud af denne fire år lange gru, denne fireårige dødedans! Var dette mirakel virkelighed? Ingen døde og sårede kammerater mere! Ikke mere gå i stilling en vinternat i regnvejr, ikke stirre i timevis fra mudderet ind i mørket, omgivet af eksploderende granater og miner! At sove, at kunne sove, nat efter nat, ingen alarmering mere, ingen brag af flyverbomber! Og så hjemstavnen, kone og barn, kæreste, forældre, arbejde! En kort lykkefølelse berusede. Den kunne kun være kort.

Samtidig kom der andre nyheder: Våbenstilstandsbetingelserne, revolution i Tyskland. Den der tænkte videre og havde sit fædreland kært, hos ham druknede glæden over jeg’ets frelse snart i bitter vrede og smerte for Tyskland. Tyskland havde udkæmpet en mere end fireårig kamp for sin eksistens og sin fremtid, og det havde tabt. Strømme af blod havde flydt forgæves. Løgn og misundelse havde sejret og satte nu foden på dets nakke. Tænderskærende måtte en overmodig fjendes ydmygelser tåles.

Men værre var: I hjemstavnen viste der sig ingen storhed i ulykken. Fejghed og æreløshed førte dér det store ord. Ville denne ånd springe over på fronten? Ville lydigheden og ordenens bånd løsne sig og millionhæren kaste sig over Belgien og hjemegnen som en hoben tøjlesløse plyndrere? Det var det usikre spørgsmål.

Det skete ikke. Ganske vist så man i forsyningsområdet nogle bilkolonner medrøde vimpler og hujende desertører. Det forblev gud ske lov et helt lille antal. Størstedelen af fronten tog afstand fra galskaben og forblev pligttro og lydig vel vidende, at kun sådan kunne det værste forhindres. Frontånden havde sejret.

På dette sted bør nævnes regimentets samlede tab. De andrager af døde det uhyggelige tal af 97 officerer og 3899 mand. Det er betragteligt flere end regimentets kampstyrke ved udmarchen, som dengang androg 70 officerer og 3025 mand.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

10. november 1918. “Danskerregimentet” lider sine sidste tab under en gudstjeneste

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I de følgende dag blev tilbagetoget mod den belgiske grænse fortsat. Den 10. november overskred regimentet grænsen ved Beaumont.

På denne og de forudgående dage led det svære tab på grund af flyverbomber. Alene den 10. under en gudstjeneste, som pastor Bielfeldt afholdt, mistede det 9 døde og 21 for størstedelen hårdtsårede. Det var de sidste tab.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

6. november 1918. Krigsfange H.C. Brodersen nyder et par flasker “Vin blanc”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men kæmpede siden i adskillige andre regimenter. I oktober 1918 blev han taget til fange af franskmændene.

Trods  det,  at  jeg  er  „Sousoffice”  og  saaledes  ikke  maa  arbejde,  lykkedes  det  mig  ved  Fuglsangs  Hjælp  at  komme  ud paa  Landet,  hvor  vi  skal  afløse  spansksyge  Kammerater.

Vi havde  forinden  af  „Styrelsen”  faaet  hver  ti  Franc,  som  var indsamlet  blandt  Venner  i  Danmark,  og  som  vi  paa  et  Postkort  sendte  Gymnastikdirektør  N .  H .  Rasmussen  Kvittering for.  Det  var  samtidig  en  Meddelelse  til  Hjemmet  om,  hvor vi  opholdt  os.

Arbejdsholdet  bestod  af  ti  Mand  og  mest  af Bekendte.  I  Dag  er  det  min  Fødselsdag,  og  i  den  Anledning maa  jeg  af  med  et  Par  Flasker  „Vin  blanc”.  Den  er  ikke daarlig.

 Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

29. oktober 1918. H.C. Brodersen skal til danskhedsprøve. “…De er ikke meget Dansk…”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I oktober 1918 blev han taget til fange.

Aurillac, 29. Oktober 1918.

Medens vi i Gaar Morges sad og ventede paa Risengrøden, blev jeg kaldt ind til „ Prøve” : „De er Sergeant, som C i vil Postbud, De er ikke meget dansk. De maa være tysksindet og hører ikke hjemme her.

Hvorfor har De meldt Dem hertil?”

Det var Tolken, den franske Sergeant, der havde afhørt mig, der saadan tog paa Vej. Jeg nægtede at være tysksindet og bad om at maatte blive her.

„Er De indmeldt i „Kriegerverein”?” spurgte han,

Jeg nægtede det og kunde med god Samvittighed gøre det. Der blev dog ikke i første Omgang truffet nogen Bestemmelse angaaende mig, og jeg maatte tilbage i Kachotten. De andre kom alle for, den ene efter den anden, og de blev sigtet i den Grad, at der til Slut kun var nogle faa Stykker.

Paany blev jeg kaldt ind, og i Korridoren, der førte til Kontoret, mødte jeg Skorstensfejeren. „Jeg blev afvist/’ raabte han til iriig, „se at komme bagefter, Mojn!” Nu blev den arme Djævel ogsaa snydt for Risengrøden, tænkte jeg, medens han under blinkende Bajonetter blev ført af Sted, og Døren smækkede i efter ham. „Farvel, Julius,” raabte jeg, men han hørte det vist ikke.

„Hvor er De født?” begyndte Sergeanten igen.

„I Sotrup!”

„Paa Angel?”

„Nej i Sønderborg Kreds!”

Han spekulerede noget og sagde saa: „Det er ligemeget, De hører ikke hjemme her. De kan rejse med de andre!” Han samlede nogle Ark Papirer sammen, medens jeg bagved hans Skulder vinkede til Bekendte, der havde samlet sig udenfor Vinduet.

„Kender De nogen af dem derude?” spurgte Sergeanten.

„Ja, der staar da Chresten Vrang fra Egen, og histovre staar min Svoger, og ved Siden af ham staar der et Par fra Kliplev.”

„De kan blive her,” erklærede han nu.

Jeg blev, og der var Risengrød nok til mig, da jeg fandt Vej til Køkkenet. Da jeg var færdig med Risengrøden, skulde jeg i Bad. Det glædede jeg mig til, men det blev kun en stakkel Glæde. En Vagtmand skulde hjælpe mig, og det gjorde han paa en saadan Maade, at han med en halvslidt Riskost skruppede paa mine Rygstykker, som om der sad tommetykt Lag Skidt paa dem, og som om han fik Betaling for afskruppede Kubikmeter.

Det endte da ogsaa med, at jeg rendte min Vej. Hos Chresten Vrang og „ 23 ” fik jeg Undertøj af deres private Beholdning, og i „Kirken” har jeg fundet mig tilrette blandt Landsmænd, der alle venter paa, at Krigen skal holde op, at vi kan komme hjem.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

28. oktober 1918. H.C. Brodersen og “Skorstensfejeren” møder en anden sønderjyde på vej til Aurillac. „ Æ tøt jo nok, dæ var kommen Fremmed.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Under  Laas  og  Slaa  sidder  vi nu  her  i Hullet  i  den  sønderjyske  Fangelejr  og  studerer  ivrigt  Navnene  paa  Væggene. De  er  indridset  i  Kalken  og  ender  allesammen  paa  „sen”. Skorstensfejeren  bemærkede  ganske  rigtigt,  at  vi  ikke  er helt  ude  af  Kurs  denne  Gang,  endskønt  vi  endnu  ikke  har talt  med  nogen  Landsmand. 

Dog  jo,  der  var  nemlig  en  Stemme  ved  den  aflaasede  Dør,  der  spurgte:  „Hvad  kan  I  ha’  til Unnen?”  Dette  Spørgsmaal voldte  os  nogle  Vanskeligheder, thi  vi  var  i  lang  Tid  ikke  blevet  stillet  overfor  Afgørelsen af  et  saadant.  Stemmen  udenfor  foreslog  nu  Risengrød,  og Skorstensfejeren  mente  hertil:  „Kog  bare  ikke  for  lidt.” 

Undervejs  havde  vi  faaet  et  nyt  Medlem.  Paa  den  Station,  hvor vi  skulde  skifte,  havde  vi  Ophold  fra  K l . 10  Aften  til  næste Morgen,  og  vi  fik  derfor  anvist  en  Lade  med  dejligt  frisk Halm.  Da  jeg  i  Morges  vaagnede,  kravlede  en  Skikkelse  ud af  Halmen  ved  Siden  af  mig.  Skikkelsen  gned  sig  over  Øjnene  og  sagde  saa:  „ Æ  tøt  jo  nok,  dæ  var  kommen  Fremmed.” 

Det  blev  nu  levende  i  Halmen  omkring,  men  Skorstensfejeren  bandte  over  Forstyrrelsen  og  mente,  at  der  ikke var  noget  at  staa  op  efter.  „Hvem  er  du?”  spurgte  han  dog for  at  tilfredsstille  sin  Nysgerrighed. „Ja,  mit  Navn  er  da  Chresten,  og  jeg  stammer  fra  Sundeved,”  lød  Svaret.

Synlig  tilfreds  med  denne  Oplysning  borede  Skorstensfejeren  sig  atter  ned  i  Halmen  og  brummede,  at  han  frøs som  en  Hund.  „Nu  har  vi  bjerget  Livet  saa  vidt,”  sagde han,  „og  nu  lader  de  Halunker  os  vel  ligge  her  og  fryse ihjel. 

Jeg  gad  vide,  om  vi  faar  nogen  Morgenkaffe?  Satan skulde  tage  dem  allesammen!” „Da  vil  jeg  godt  undvære  Morgenkaffen,  nu  da  jeg  kan ,  tænke  paa  at  komme  hjem  med  Livet  i  Behold.”  mente  den nye  Kammerat  og  fortsatte  smaadrillende,  „men  der  findes jo  Folk,  der  aldrig  er  tilfreds.  Jeg  er  kun  glad  for,”  sagde Chresten,  „at  vi  nu  snart  er  i  Aurillac,  thi  der  faar  vi  det godt.”

„Da  tror  du  vel  ikke,  at  Franskmændene  indretter  det bedre  for  Sønderjyderne dér,  end  de  har  det  i  andre  Fangelejre,”  spurgte  Skorstensfejeren.  Det  vilde  da  ogsaa  være urigtigt,”  mente  han,  „enhver  tysk  Soldat  kan  vel  være  lige god,  hvad  enten  han  stammer  fra  Sønderjylland eller  Polen.”

„Ja,  naar  du  er  tysksindet,  behøver  du  da  heller  ikke  at melde  dig  derhen,”  sagde  Chresten,  „og  saa  kan  du  jo  kun takke  din  store  Fædrelandskærlighed for,  at  du  sidder  i  det, som  du  gør!” „Sagde  du  Fædrelandskærlighed?”  kom  det  fra  Halmbunken.  „Nej,  du  kan  stole  paa,  det  er  ikke Fædrelandskærligheden,  der  har  bragt  mig  hertil,  og  hvis  du  vil  det,  maa  du godt  have  hele  mit  Fædreland, hvis  blot  du  kan  skaffe  mig en  Kop  Kaffe!”

„Jeg  skal  ikke  have  noget  af,  hvad  du  kalder  for  dit  Fædreland,”  sagde  Chresten,  medens  han  i  Smaatrav  op  og  ned ad  Gulvet  søgte  at  holde  Fødderne  varme,  „men  enhver  holder  jo  af,  hvad  han  kalder  for  sit.  Det  gør  jeg  da  i  hvert Fald,  og  mit  Fædreland  giver  jeg  nu  ikke  Afkald  paa  for  en Kop  Kaffe.” „ Du  er  godt  tosset/’  svarede  Skorstensfejeren,  der  nu havde  sat  sig  over  Ende  i  Halmen,  „du  synes  ikke  at  have lært  noget  af  Krigen.  Har  du  da  ikke  for  længe  siden  opdaget,  at  Parolen  om  Fædrelandskærlighed  er  en  Ting,  der gengives  af  en  Grammofonplade,  der  anvendes  hver  Gang der  skal  tegnes  Krigslaan  eller  der  agiteres  med,  hver  Gang det  er  nødvendigt  at  skabe  en  Stemning,  naar  nogen  sløjer af.  Hvad  mener  du?”  spurgte  Skorstensfejeren,  idet  han vendte  sig  mod  mig. Ja, jeg  synes  nu,  at  Chresten  ikke  har  helt  Uret,”  svarede  jeg,  „men  der  er  jo  det  at  sige,  at  fordi  man  holder  af sine  Nærmeste  og  sit  Hjemland  og  tror,  at  det  er  noget  af det  bedste,  man  har,  behøver  man  ikke  at  tro,  at  de,  man ikke  er  i  Familie  med  eller  andre  Mennesker  Verden  over ikke  er  lige  saa  gode.

Og  man  maa  da  aldrig  i  sin  Egenkærlighed  gaa  saa  vidt,  at  man  hader  andre  eller  lader  haant om  andres  Meninger.” „ Du  har  Ret,”  svarede  Skorstensfejeren,  „enhver  So  holder  af  sine  Grise,  og  derfor  bliver  det  hele  til  Griseri.  Men nu  skal  jeg  sige  jer  noget,”  sagde  han,  medens  han  stod  op og  pillede  Halmstraaene  fra  Haaret.  „ Tror  I,  at  Turkusserne,  Zuaverne,  Negrene  eller  Amerikanerne  kæmper  af  Kærlighed  til  deres  Fædreland? 

Nej,  I  kan  tro  nej,  de  er  kommanderet  til  det  lige  som  alle  vi  andre,  og  har  lige  som  vi faaet  indpodet  noget  om  krænket  Nationalitetsfølelse  og Ære ,  og  i  disse  Ting  er  saa  Skærmbrættet  for  Krigen  og  national  Rovdrift!” „Du  er  da  vist  Professor  eller  Rigsdagsmand  i  Civil ? ” spurgte  Chresten,  „thi  det  er  da  forfærdeligt,  som  du  kan snakke,  men  det  kan  saamænd  ikke  lønne  sig  at  hidse  sig  op om  den  Ting . ” „ Nej , ”  svarede  Skorstensfejeren,  „jeg  er  ingen  af  de  Dele, du  nævnede,  men  jeg  skal  sige  dig  een  Ting,  min  Haandtering  tillader  mig  at  se  det  hele  ovenfra.  Jeg  er  nemlig  Skorstensfejer.”

„Du  er  en  løjerlig  Fisk,”  lo  Chresten,  „og  jeg  er  lige  ved at  give  dig  Ret,  men  sig  mig,  du  har  vel  ikke  en  Cigaret?” „Det  skal  du  faa,  Chresten,  men  naar  du  er  ved  at  give mig  Ret  i  den  ene  Ting,  vil jeg  gerne  høre  din  Mening  om et  andet  Punkt.” „Naa,  hvad  er  saa  det  da,”  spurgte  Chresten,  medens  han med  sine  kolde  Fingre  gjorde  flere  forgæves  Forsøg  paa  at rulle  sig  en  Cigaret. „Det  skal  jeg  sige  dig,” svarede  Skorstensfejeren,  medens han  pustede  Røgen  fra  sin  Cigaret  lige  i  Ansigtet  paa  Chresten. 

„Hvad  mener  du  om,  hvis  I  Bønder  derinde  paa  Sundeved  ligesom  i  gamle  Dage,  medens  I  blev  bundet  paa  Hænder  og  Fødder,  blev  sat  paa  en  Træhest  og  ude  af  Stand  til at  gøre  Modstand  blev  pisket,  blot  fordi  —  skal  vi  sige  —  I ikke  var  i  Stand  til  at  betale  Eders  Skatter?” „Nu  tror  jeg  da,  du  pjatter,”  sagde  Chresten  foragteligt, „saadant  noget  kunde  gaa  for  2—300  Aar  siden,  men  det  er der  dog  ingen,  der  vilde  finde  paa  nu,  og  for  Resten  har  det jo  ikke  det  allerbitterste  med  det  at  gøre,  vi  taler  om  nu.”

„Ser  vi det,  ser  vi det,  lille  Chresten,  det  var  netop  det,  jeg vilde  have  dig  til  at  sige.  Synes  du  ikke,  at  det  vilde  være godt,  om  vore  Børn  eller  Børnebørn  kunde  sige  det  samme om  200  og  helst  om  50  Aar, hvad  du  nu  sagde  til  den  tossede  Skorstensfejer,  at  en  Krig ,  som  den  vi  har  oplevet,  var utænkelig,  og  om  de  kunde  sige:  Sikken  noget  grusomt  Pjat, hvad  Chresten?  Hvad,  har  jeg  ikke  Ret?” Chresten  blev  Svar  skyldig,  thi  vi hørte  nu  en  fjern  Futten  og  Fløjten,  der  viste  sig  at  hidrøre  fra  Toget,  som  vi skulde  med.  Vi fik  ingen  Kaffe,  hverken  dér  eller  under  Vejs, men  nu  sidder  vi  og  venter  paa  Risengrøden.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

27. oktober 1918. H.C. Brodersen får lov til at blive forflyttet til Aurillac krigsfangelejr.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  vilde  være  en  Overdrivelse  at  notere,  at  Polakkerne, der  har  Lejr  her,  har  været  flinke  eller  blot  taalelige  overfor  os.  Feldveblen,  der  førte  Kommandoen  over  Kompagnierne  her,  forlangte  paa  det  bestemteste,  at  vi  skulde  tale polsk.  Jeg  forklarede  ham,  at  han  forlangte  det  umulige,  eftersom  vi  ikke  kendte  hans  Landsmænds  Sprog.  Men  det blev  meget  værre  heraf. 

Han  mente,  at  vi havde  „ snydt ”  os til  at  komme  i  den  polske  Lejr,  og  da  vi  i  Formiddags  havde mundhuggedes  om  dette  Forhold,  mente  han,  at  han  nu  nok skulde  sørge  for,  at  vi  kom  hen,  hvor  vi  hørte  hjemme.  Jeg bad  ham  om  det,  da  vi  jo  ikke  havde  noget  højere  Ønske.

Meningerne  herom  har  vel  dog  været  noget  forskellige,  thi han  meldte  mig  til  „le  commandant”.  Et  Par  Timer  efter stod  jeg  overfor  en  gammel,  hvidhaaret  Herre,  der  tiltalte mig  i  det  polske  Sprog  og  paa  en  meget  brysk  Maade.  Jeg forklarede  ham  paa  Tysk,  hvem  vi  var,  og  hvad  vi  vilde.

„Le  commandant”  var  straks  klar  over  Forholdet,  og  han spurgte  mig  nu  meget  indgaaende  ud  om  Forholdene  i  Slesvig  og  mente  slutteligt,  og  ogsaa  han  kunde  tale  dansk.  Han gjorde  et  Forsøg,  og  vi  forstod  hinanden  udmærket.  Hans danske  Sprog  var  dog  mere  Svensk  end  Dansk,  men  han fortalte  nu,  at  han  for  mange  Aar  siden  havde  været  i  Skandinavien  og  dengang  ogsaa  havde  været  paa  Dybbøl. 

Ved en  god  Cigar  sludrede  vi  om  Folk og  Forhold,  og  da  Feldveblen  noget  efter  blev  kaldt  ind,  blev  han  noget  lang  i  sit i  Forvejen  lange  Ansigt,  da  han  saa,  hvilken  Vending  Sagen havde  taget. 

Vi  var  6  Mand,  der  ønskede  at  komme  til Aurillac,  og  „le  commandant”  lovede  os,  at  vi  skulde  komme af  Sted  endnu  samme  Aften.  Selvfølgelig  skulde  vi  have rent  Undertøj  og  noget  at  spise,  hvilket  Feldveblen  udtrykkelig  fik  Ordre  til  at  give  os.  Vi  fik  alle  vore  beskedne  Ønsker  opfyldt,  og  Feldveblen  var  nu  blevet  rigtig  flink. 

Kun den  Omstændighed, at  vi  om  et  Par  Timer  skal  sige  Farvel til  ham,  gør,  at  vi  sikkert  ikke  bliver  helt  gode  Venner  med ham.  Der  er  ikke  tiltænkt  os  nogen  Ledsager,  saa  vi  skal rejse  som  fri  Mennesker  og  har  faaet  tydelig  Besked  paa, hvor  vi  skal  skifte  Tog  i  Retning  Aurillac.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

26. oktober 1918. “Som naar vi derhjemme leverede Svin, blev vi i Vitry le Franc ladet ind i Kreaturvogne…”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I begyndelsen af oktober 1918 blev han taget til fange.

Efter  en  vidunderlig og  uforglemmelig  Jernbanerejse  er  vi i  et  Tog  med  III.  Klasses  Kupéer  naaet  hertil.  Aldrig  synes jeg, jeg  har set noget  saa  smukt  som  dette  sidste  Stykke  af Rejsen  ned  imod  Lippy.  Vidunderligt  skønt  ligger  Byen  i en  Dalsænkning,  og  Toget  gaar  halvanden  Gang  omkring Byen,  inden  det  naar  ned  til  Banegaarden,  saa  vi  fik  Byen at  se  baade  ovenfra  og  fra  alle  Sider. 

Dog,  Rejsen  er  ikke hele  Tiden  gaaet  med  Tog  med  III.  Klasse.  Nej,  Gud  bedre! Som  naar  vi  derhjemme  leverede  Svin,  blev  vi  i  Vitry  le Franc  ladet  ind  i  Kreaturvogne,  der  blev  laaset  efter  os.  Vi var  forsynet  med  Brød  til  et  Par  Dage,  men  Drikkelse  havde  vi  saa  godt  som  intet  faaet  med  af. 

Af  Ventilation  var der  ikke  andet  end  de  fra  Kreaturvognene  kendte  smaa  Luger  foroven.  Det  var  vel for  Luftens  Skyld  tilstrækkeligt,  men der  var  dog  andre  Ting,  som  de  45  Mand,  der  var  i  hver Vogn,  skulde  have  besørget,  og  gode  Raad  var  derfor  dyre. Saa  længe  vi  havde  Lommetørklæder  til  „Stort”  og  tømte Konservesdaaser  til  „Smaat”  gik  det  nogenlunde,  men  kun alt  for  tidligt  opdagede  vi,  at  vi  havde  begaaet  den  uhyre Letsindighed  at  kaste  det  hele  bort  i  Stedet  for  at  tømme Beholderne. 

Der  var  sluttelig  ikke  andet  for,  end  at  de  to Mand,  der  var  „nærmest  paa  Tur”,  maatte  holde  den  tredie Kammerat  i  en  saadan  Stilling  ud  af  Lugen,  saa  han  kunde undgaa  det,  der  var  værre  for  os  andre,  nemlig  at  indrette sig  i  et  Hjørne  af  Vognen,  hvor  Pladsen  var  knap  nok  i  Forvejen. 

Transporten  naaede  endelig  Orleans,  hvor  Dørene  atter  blev  aabnet  for  os.  Men  sikken  et  Syn.  Togstammen  saa frygtelig  ud,  og  det  var  intet  Under,  at  den  Masse  af  Militær-  og  Civilpersoner,  der  stod  paa  Banegaarden,  holdt  sig for  Næsen  og  veg  tilbage  for  os,  da  vi  blev  sluppet  ud  og styrtede  ind  imellem  dem  for  at  naa  hen  til  et  Par  Vandopstandere. 

Efter  et  Par  Timers  Ophold  fortsatte  vi  videre. Toget  var  et  andet,  og  ogsaa  Vagtmandskabet  havde  skiftet.  Jeg  kan  ikke  andet  end  at  indrømme,  at  det  var  Synd, hvad  der  nu  foregik.  Vagtmanden  var  en  pæn  ældre  Mand, der  saa  ud  til, at  han  endnu  ikke  havde  været  ved  Fronten, i  hvert  Fald  saa  han  velplejet  og  nobel  ud. 

Enkelte  Kammerater  søgte  nu  at  faa  fat  i  de  største  og  fedeste  Lus,  der kunde  opdrives,  og  i  Snesevis  blev  de  pillet  fra  deres  tilvante Leje  og  flyttet  over  paa  Vagtmandens  Kappe  og  Hue,  hvor de  i  et  sandt  Kapløb  om,  hvem  der  kunde  komme  først,  forsvandt  ned  bag  Kappekraven.  Skorstensfejeren  var  særlig ivrig  i  at  deltage  i  denne  Form  for  „ Vergältung ”  som  Tak for  den  mindre  pæne  Behandling  fra  Dagene  forud.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

26. oktober 1918. “Sergent Rohwedder springer ud af buskadset med en sprængladning …”

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I al hast blev de tre bataljoner formeret på ny. Om natten fra den 23.-24. oktober besatte regimentet i echelonneringen III, II, I bataljon fronten øst for kanalen mellem Hanappes und Tupigny.

De følgende dage forløb med stadige småkampe. Hårdnakket forsøgte fjenden med brædder at krydse kanalen, som der kun var lidt vand i.

Det lykkedes ham flere gange at bringe små afdelinger over på østbredden. De blev af 9. kompagni trængt tilbage igen og efterlod døde og tilfangetagne i vore hænder.

Om natten til den 26. oktober havde fjenden foran 11. kompagni etableret en ny gangbro.

Sergent Rohwedder springer ud af buskadset med en sprængladning, kravler under gevær- og granatild med største dødsforagt ud på gangbroen og fastgør sprængladningen. Få minutter efter er gangbroen ødelagt.

I de følgende dage kom frontbataljonen igen i en truende situation fra flanken. Denne gang kom faren fra venstre. Dér havde 6. bayriske division forlagt fronten tilbage fra kanalen, sådan at denne næsten gik i en ret vinkel på vores.

Bataljonen traf foranstaltninger og forskød alle disponible kræfter mod venstre. Fjenden observerede straks den gunstige lejlighed til at udvide terrænvindingen på østbredden.

Indtil på højde med bataljonsstaben skød han om eftermiddagen den 2. oktober spærreild. To steder lykkedes det ham at sætte små afdelinger over kanalen.

På 11. kompagnis venstre fløj tog han en underofficerspost til fange, men så kastede dette kompagnis modstød ham igen over kanalen, et maskingevær faldt derved i vore hænder. Ligeledes på regimentets venstre fløj trængte 30 franskmænd over slusen ind i vor stilling. Tre af 9. kompagnis underofficersposter faldt i deres hænder.

Det gjaldt nu i hvert fald om at kaste fjenden tilbage over kanalen og således spare divisionen for en større operation, hvilket ville blive nødvendigt, når franskmanden først havde trukket større styrker til og havde bygget en regulær bro.

Ved en dristig overrumpling lykkedes dette. 7. kompagni fra beredskabsbataljonen blev hurtigst muligt hentet frem. Kompagniføreren, løjtnant Meyer, gik, efter at hækken var taget under kraftig ild fra maskingeværer og minekastere, med sin stormtrop frem fra nord til syd, idet han falder franskmændene i ryggen.

Det lykkedes ham med sine få folk at kyse fjenden. En officer og 30 mand overgiver sig. Foruden løjtnant Meyer udmærker sig endnu oversergent Wulf, 5. kompagni, og sergent Stülpe, 7. kompagni.

De seneste dages dåd beviste, at füsilierernes gamle ånd endnu ikke er udslukt.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

20. oktober 1918. H.C. Brodersen og “Skorstensfejeren” filosoferer over årsagen til krige

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I oktober 1918 blev han taget til fange.

Her  er  der  ikke  behageligt,  og  Skorstensfejeren  havde Ret  i  sine  Betænkeligheder,  da  vi  rejste  hertil.  Samtalen  i Toget  hertil  drejede  sig  ikke  om  andet  end  om  Meningen ‘ med  saadant  et  „Vergältungslager”.  Det  lød  jo  noget  afskrækkende,  og  Skorstensfejeren  kunde  ikke  forstaa,  hvad vi  eller andre  havde  forbrudt. 

„Men  hvorfor  ikke,”  sagde  han, „nu  har  vi prøvet  lidt  af  hvert,  lad  os  saa  ogsaa  tage  det  med i  Købet.  Verden  er  nu  en  Gang  saadan.  Histovre blev  vi  anset  for  Helte,  og  her  behandles  vi  som  Forbrydere.” „Ja,  man  kan  nok  komme  til Eftertanke,”  erklærede  jeg. „Eftertanke?”  sagde  Skorstensfejeren,  „nej,  det  er  ikke det  rigtige  Udtryk. 

Total  forrykt,  men  hvad  er  der  at  vente af  en  saa  elendig  Verden.  Hvad  andet  befatter  Verden  sig med  end  Vergältung,  Had,  Hævn  og  deraf  Mord,  Drab  og Ødelæggelse,  naar  blot  man  derved  kan  skaffe  sig  nogen Gevinst?  Kan  du  forstaa  det?” „

Jo,  det  kan  jeg  godt  forstaa,  Julius,”  svarede  jeg,  „men hvad  jeg  ikke  kan  forstaa,  er  det,  at  det  ikke  gaar  ud  over hele  Menneskeheden,  men  kun  over  os. 

Hvad  har  vi da  gjort, siden  der  skal  udøves  „Vergältung”  mod  os.  Er  du  i  Stand til  at  sige  mig  det,  Julius?” „Ja,  jeg  kan  godt  høre  paa  dig,  at  du  ikke  kender  din Bibel,”  svarede  han. „Bibel?” „Ja,  véd  du  da  ikke,  at  der  staar  et  Sted,  at  Fædrenes Synd  skal  hjemsøge  Børnene  i  mange  Led.  Naa,  og  vi  er Børnene,”  tilføjede  han  vredt.

„Jamen  hele  Verden  har  da  været  lige  god  om  at  skabe den  Elendighed,  der  nu  raabes  „ Vergältung ”  om,  Julius, men  hvor  mange  kommer  i  en  Lejr,  hvor  denne  „Vergältung”  kan  udøves?” „Ja,  men  vi  er  nu  en  Gang  saa  uheldige  at  være  blandt dem,  det  skal  gaa  ud  over,  og  det  er  nu  det,  som  vi  har faaet  ud  af  at  lære,  at  Frankrig  er  Tysklands  Arvefjende. Det  er  en  storartet  Svindel. 

De  har  jo  intet  som  helst  gjort mig,  hvordan  kan  det  være  mine  Arvefjender,  men  Hadet skal  jo  holdes  vedlige,  og  det  er  nu  Grunden  til al  den  Elendighed,  og  at  vi  sidder  i  det,  som  vi gør!” „ Tror  du  da  ikke  paa  det  gode  i  Menneskene,  Julius?” „Det  gode  i  Menneskene?”  gentog  han  haanligt,  „det  tror du  da  heller  ikke  selv  paa!  Nej,  véd  du  hvad,  i  Hverdagslivet,  i  Handels-  og  Toldpolitik,  i  det  politiske  Liv ,  i  smaa indenrigske  og  endnu  mere  i  de  store  udenrigspolitiske  Forhold,  hvorfra  de  store  Forviklinger stammer,  gælder  det  om at  „dreje  hinanden  en  Knap”.

Med  Hævntanken  for  Øje opflaskes  vi Mennesker  fra  Barnsben  af,  for,  naar  Tiden  dertil  menes  at  være  inde,  at  skride  til  Udførelse  af  Hævn-  og Revanchetankerne.”” Skorstensfejeren  vandrede  frem  og  tilbage  i  Kreaturvognen  og  blev  ved:  „ Om  blot  alle  Kanoner,  Maskingeværer, Flyvemaskiner  og  Krigsskibe blev  sænket  ned  i  det  dybeste Hav,  da  vilde  Verden  om  kort  Tidse  anderledes  ud.  Og  dog, hvad  Nytte  vilde  det  hele  være  til,  naar  Tilliden  ganske mangler.

Det  ene  Land  stoler  ikke  paa  det  andet,  uden  at det  har  en  Kanon ved  Haanden  eller  en  Bajonet  at  støtte  sig til.  Krig  vil der  altid  være,  og  du  kunde  vel heller  ikke  tænke  dig  en  Skole,  hvor  Drengene  ikke  slaas.  Det  er  ganske som  i  Naturlivet;  Fuglene  i  Luften  og  Fiskene  i  Vandet  lever  der  i  Kraft  af  den  stærkeres  Ret. 

Træerne  i  Skoven  breder  sig  paa  Bekostning  af  de  svagere  Ditto,  der  med  Tiden visner  og  gaar  ud.” Jeg  maatte  le:  „Nej,  nu  tror  jeg,  du  gaar  for  vidt, Julius,” sagde  jeg,  „alt  det,  du  der  fortæller  om  Naturlivet,  kan  du da  ikke  uden  videre  overføre  paa  Menneskene,  vi  er  dog  opdraget  under  andre  Love  og  Bestemmelser  og  med  Tanken om  Livet  efter  Døden.  Og  der  er  mange,  der  indretter  Livet derefter!”

„Naa,  mener  du  det,  ja,  jeg  kan  godt  høre,  at  du  ikke har  set  ud  over  din  egen  Næsetip.  Nej, ser  du,” fortsatte  han, „alle  Steder  i  Verden  gælder  dette:  Høg  over  Høg.  Det  er Luksus,  Rigdom,  Ære ,  Magt  og  Anseelse  alle  higer  efter, indtil  Ballonen  revner.  Og  det  gør  den  tilsidst  for  alle,  hvad enten  det  nu  er  for  den  enkelte,  for  Regeringer,  Nationer, Diktatorer  og  andre.

Og  naar  saa  det  hele  er  ramlet  sammen  til  en  ynkelig Ruinhob,  knyttes  Næverne  imod  „de  andre”,  som  menes  at  være  Skyld  i  Ulykken,  og  saa  raabes  der om  „Vergältung”,  Revanche  og  Hævn.” Toget  raslede  nu  henover  Sporskiftesteder,  og  Vognen skubbedes  i  korte  Ryk  frem  og  tilbage,  og  vi  hørte  Hvinene af  Bremserne. 

„Ja, nu  er  vi der  vel,” sagde  Skorstensfejeren, „saa  faar  vi  jo  se,  hvad  der  bydes  paa!” Ja,  vi  er  her,  men  Gud  give  vi  var  vel  herfra  igen.  Der siges,  at  der  er  14,000  Mand  i  Lejren,  og  af  disse  28,000 Fødder  er  Pladsen  optraadt  til  et  Ælte ,  der  naar  op  over Fodledene.  Føden  er  tynd  og  langtfra  tilstrækkelig. 

Døde  og syge  bliver  baaret  bort  fra  Pladsen  hver  Morgen.  Bare  dog Sundheden  vil holde  til  den  Elendighed  her.  Vi  er  omgærdet  af  to  Rækker  tre  Meter  højt  Pigtraad  og  bliver  bevogtet  af  begsorte  og  store  Negre,  der  nok  skal  afskrække  fra Tanken  om  Flugt  eller  anden  Revolte. 

Fra  Pladsens  fire Hjørner  peger  et  Maskingevær  ind over  Pladsen,  og  der  staar en  Mand  bagved  hvert.  Latrinforholdene  er  langtfra  tilstrækkelige.  Byens  Bourgeoisie  gaar  imellem  Pigtraadsforhegningerne  og  fotograferer  dem,  der  med  Front  den  anden Vej  er  optaget  af  andet  end  at  smile  venligt  til  Kameraet.

 —  Polakkerne  og  Danskerne  har  dog  hver  en  Barak,  men Pladsen  er  optaget  alle  Vegne,  saa  der  ikke  er  én  Tomme Plads.  Lejren  er  forsynet  med  1  Pumpe,  og  i  Kø,  i  lang Række,  venter  baade  Dag  og  Nat  Kammerater  paa  at  komme  til  at  faa  lidt  Vand.  Jo,  det  er  vel  nok  et  „Vergältungslager”.  Kun  godt,  at  vi snart  skal  af  Sted  herfra.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

18. oktober 1918. “Betænkelige spor af revolutionær smitte” hos erstatningsmandskabet

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Til et modangreb, der var planlagt til den 18. oktober, rakte kræfterne ikke længere. Det måtte opgives. Det blev endda nødvendigt at forlægge stillingen længere tilbage bag ved Oise-kanalen. Fjenden fulgte skarpt efter, endda med tanks. Det lykkedes at holde ham fra livet.

I tre dage holdt resterne af regimentet kanalens østbred besat, så blev det afløst og marcherede til Esquéheries for opfyldning og nyformering.

Den dejlige landsby, i hvilken 86’erne efter den stolte afværgesejr ved Somme havde tilbragt kostelige hviledage, var nu øde og uddød. Spor efter begyndende nedbrydning viste sig. Mange sammenlignede med vemod dengang og nu.

De nye erstatningsfolk, som indtraf i disse dage, viste allerede betænkelige spor af revolutionær smitte. Passiv modstand og åben ulydighed var forfærdende tegn på denne nye ånd. Ville den springe over på den lille rest af regimentet, der ind til nu tappert kæmpende havde gjort sin pligt? Eller ville denne rest kunne gennemtrænge de nye tropper med den gode frontånd?

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

17. oktober 1918. Én af “Danskerregimentets” sorteste dage i hele deres krigshistorie.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 17. oktober var en ulykkesdag for regimentet. Sammen med dagen for Moulin den sorteste dag i dets krigshistorie. Allerede den 16. oktober fyrede det fjendtlige artilleri med vekslende heftighed mod vor forreste linje og landsbyen Grougis. Det så ud som et forestående angreb.

Ulykkeligvis gik det højre naboregiment, infanteriregiment 268 fra 14. division, natten til den 17. oktober tilbage, fordi franskmanden havde taget en gård i dets flanke. 3. kompagni, som lå til højre, trak derpå om natten sin flanke noget tilbage. Den tilbagebøjning måtte standse, da skudfeltet blev ugunstigt.

Forbindelsen til 269 opretholdt kompagniet ved poster, mere kunne det ikke gøre. I sig selv er enhver regiments- og divisionsgrænse et svagt punkt, der kræver en særlig stærk besætning. Nu udgør dette sted et særligt sårbart punkt. Hvor årsagen til denne fejl lå, om vor division var utilstrækkeligt eller slet ikke underrettet af nabodivisionen, om givne ordrer pga. tidnød ikke kom frem eller ikke kunne komme til udførelse, lader sig ikke konstatere inden for rammerne af regimentets historie.

I hvert fald skulle fejlen hævne sig på det bitterste. Kl. 7 formiddag den 17. oktober begyndte trommeilden at rase. Den ramte hele divisionens og nabodivisionens front. Tæt tåge, som man kun kunne se 20-30 meter igennem, blandede sig med slagets støv og røg.

Straks efter kl. 7 vældede franskmændene frem. Dér hvor han angreb frontalt, blev han slået tilbage. Snart troede I bataljon at have opnået en sejr. Men modstanderen var brudt igennem ved 14. division og havde også fundet det ulykkelige hul. Nu dukkede hans flokke op bag ryggen af fronten. Modstand syntes udsigtsløs. Bataljonen blev taget til fange. Men dermed var det ikke slut med ulykken.

Fjenden var brudt så langt igennem til højre, at han i tågen kom til syne foran fronten og i flanken på den fuldstændig overraskede II bataljon, som lå længere tilbage i beredskab. En kort kamp mod en overmagt, så blev den største del af denne bataljon også taget til fange eller nedkæmpet.

Det var 5. og 7. kompagni samt en deling af 6. kompagni og 2 delinger maskingeværer, der ligeledes måtte vandre den bitre vej ind i det fjendtlige område.

 II bataljons stab blev ramt af en fuldtræffer og sat ud af spillet. Aisonville faldt, og om det langstrakte, krogformede Grougis blev der kæmpet. I artillerisikringsstillingen gik fremstødet i stå. Ingen kanoner gik tabt.

Om aftenen blev de dele trukket tilbage, der kæmpede i landsbyen,  så der blev dannet en ny linje, der løb fra Thiolet-Ferme langs østranden af Grougis, med de i mellemtiden tilkaldte forstærkninger: II bataljon fra regiment 82 og III bataljon fra regiment 85 samt infanteriregiment 94. III bataljon forblev længere til højre i samarbejde med 14. division. Den besatte først højene nord for Sanière-Ferme, måtte så udfylde et hul mellem to regimenter, blev så afløst om natten af pionerer og gik i bivuak bag fronten.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

16. oktober 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86s hverdag er præget af tilbagetog og frontliv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 10. oktober måtte man opgive stillingen på den gennempløjede Damenweg til hvilken så stolte erindringer knytter sig for den tyske hær. II bataljon frigjorde sig for fjenden. III bataljon blev kampbataljon foran Lierval, men allerede i natten fra den 11. til den 12. oktober blev fronten forlagt yderligere 20 km tilbage og ”Hunding-stillingen” ved Notre Dame de Liesse blev besat.

Derved forkortedes fronten betydeligt, og i det sumpede terræn ved Notre Dame kunne der ikke forventes større angreb. 18. division kunne her trækkes ud, men ikke for at hvile. Allerede den 14. rullede füsiliererne i lastbiler nordpå, hvor nøden var større. Turen gik over Richaumont, Colonsay, Wiège-Faty, Villers-les-Guise til Iron, 6 km nord for Guise.

Her var regimentet i 18. armées og 26, reservekorps’ afsnit. Hvile kunne der ikke tilstås enhederne, der var godt rystet af køreturen. Straks kom der ordre om at afløse reserveinfanteriregiment 82 ved fronten. Det skete natten mellem den 15. og 16. oktober.

I bataljon overtog fronten nord for Aisonville, II bataljon gik i beredskab nord for Grougis, III bataljon blev den følgende dag   underlagt infanteriregiment 268 fra 14. division længere til højre. Her blev bataljonen beordret til angreb. Kl. 7.40 om morgenen efter en kort tilintetgørelsesild fra vort artilleri trådte man an.

I begyndelsen gik det godt fremad, men så løb angrebet død i den godt ledede fjendtlige ild fra artilleri og talrige maskingeværreder. Kl. 10 gav regiment 268 ordre til ikke at gå videre frem og vende tilbage til udgangsstillingen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

14. oktober 1918. H.C. Brodersen kæmper med en vagtmand om sin vielsesring. “Du skal nu ikke faa Ringen, saa kan det koste, hvad det vil.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I  Dag  skal  vi  af  Sted  herfra,  og  mest  for  de  Gules  Skyld er  jeg  glad  for  det [“de gule” = de franske kolonitropper bar gul-brune uniformer, RR].  I  Nat  havde  jeg  en  ubehagelig  Oplevelse med  et  Par  af  dem.  Jeg  havde  været  et  Ærinde  i  et  Hjørne af  den  store  Lade,  vi  nu,  sammen  med  64  andre  Kammerater,  var  blevet  anbragt  i . 

Det  var  mørkt,  med  Undtagelse  af det  Hjørne,  hvor  det  gule  Mandskab  havde  opslaaet  deres Telt.  Der  brændte  et  lille  Baal,  som  3-4  Mand  af  Vagtstyrken  sad  og  varmede  sig  ved.  Da  jeg  gik  tilbage,  kom  der  en af  dem  henimod  mig  og  pegede  paa  min  Vielsesring. 

Jeg rystede  paa  Hovedet.  Han  viste  mig  en  Haandfuld  Tobak. Atter  rystede  jeg  paa  Hovedet.  Nu  viste  han  mig  en  Del  store  Kobbermønter,  hvis  Værdi  jeg  ikke  kendte.  Jeg  slog  afværgende  ud  med  Haanden  og  vilde  gaa  videre.  Nu  var  han blevet  gal  i  Hovedet,  og  saa  sig  omkring  til alle  Sider. 

Overalt  sov  Kammeraterne,  og  jeg  selv  blev  nu  ængstelig,  thi  det var  nemt  at  udregne,  at  Fyren  havde  ondt  i  Sinde.  Med  den fældede  Bajonet  traadte  han  et  Skridt  tilbage  og  satte  nu denne  i  Brysthøjde  hen  foran  mig.  Samtidig  holdt  han  mig med  sin  venstre  Arm , og  talte  ivrigt  til mig.  Jeg  tænkte  ved mig  selv:  „ Du  skal  nu  ikke  faa  Ringen,  saa  kan  det  koste, hvad  det  vil . ” 

Før  vilde  jeg  mase  hans  grimme,  gule  Fjæs, og  sende  hans  hindustanske  Sjæl  til de  evige  Jagtmarker  hos hans  Forfædre.  Under  hele  Krigen  var  der  blevet  fortalt  om, hvordan  disse  halvvilde,  uciviliserede  Individer  skar  Fingre af  deres  Ofre  for  blot  at  faa  en  Ring  at  pynte  sig  med,  og paa  ham  her  var  alle  Fingre  besat  med  denne  for  ham  tilsyneladende  uundværlige  Pynt. 

Jeg  rev  mig  løs,  traadte et  Skridt  tilbage,  og  langede  ham  med  højre,  knyttede  Næve et  Stød  lige  i  hans  forhadte  Ansigt.  Det  kom  ham  vel  nok lidt  overraskende,  og  han  gav  da  ogsaa  et  forfærdeligt  Brøl fra  sig.  Hans  Kammerater  kom  nu  løbende  til,  og  jeg  gav mig  til  at  raabe  om  Hjælp.  Den  kom.  To  Gendarmer  kom løbende,  og  uden  først  at  spørge  om,  hvad  der  var  paa  Færde,  slog  de  om  sig,  saa  vi  fløj  hver  til  sin  Side. 

Jeg  maatte nu  til  den  tysktalende  Gendarm  aflægge  Besked  om,  hvad der  var  foregaaet,  og  han  anbefalede  mig,  at  hvis  jeg  ønskede  at  beholde  Livet,  skulde  jeg  i  Løbet  af  Natten  skifte  Plads med  de  Kammerater,  der  i  Nattens  Løb  ogsaa  havde  Ærinde i  Hjørnet  af  Laden.  Det  var  den  eneste  Maade,  jeg  kunde vildlede  min  nye,  hævnlystne  Fjende  paa,  mente  han. 

Resten af  Natten  er  dog  forløbet  i  Ro,  men  jeg  er  glad  for,  at  vi kan  slippe  bort.  Kun  er  der  det  betænkelige  ved  det,  at  vi har  faaet  at  vide,  at  vi  skal  til  et  „Vergältungslager”.  Det lyder  jo  ikke  godt,  og  Skorstensfejeren  grubler  da  ogsaa  meget  dybsindig  over,  hvad  det  vel  kan  være.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. oktober 1918. H.C. Brodersen bliver forhørt af en engelsk officer. “…thi af gode Grunde vidste jeg ikke det allerbitterste.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  har  faaet  anvist  et  foreløbigt  Opholdssted  mellem franske  Gendarmer,  af  hvilken  een  kan  tale  tysk.  Som  Sergeant,  „Sousoffice”,  bliver  jeg  behandlet  godt.  Det  samme  er selvfølgelig  ogsaa  Tilfældet  med  Skorstensfejeren.

Vi  havde  ellers  en  drøj  Tur  hertil.  Ved  en  ny  og  større  „ Stab ”  blev vi  nemlig  taget  under  Forhør  og  blev  visiteret  paa  vor  Person.  De  fandt  dog  intet  mistænkeligt  og  var  rigtig  flinke, idet  de  baade  lod  os  beholde  Lommeknive,  Ur  og  Barberkniv,  og  for  Resten  alt  øvrigt  andet,  med  Undtagelse  af  Papirer  og  Breve,  for  saa  vidt  som  vi  ikke  havde  faaet  dem gemt  i  Støvlerne  eller  i  Ærmeopslag,  hvor  de  undgik  deres Opmærksomhed. 

Nu  blev  der  kaldt  paa  „Sousoffice”  —  det var  Skorstensfejeren  og  mig  —  og  vi  fik  Ordre  til  at  stige ind  i  et  stort  Automobil.  Af  Sted  gik  det  i rasende  Fart.  „Det er  længe  siden,  vi  har  været  saa  flot  kørende,”  begyndte Skorstensfejeren.  „Snause,  halt,”  brølede  en  fransk  Kaptajn, der  sad  foran  os  paa  Førersædet. 

Han  rev  en  Revolver  fra Bæltet,  retted«  den  mod  vores  Ansigter  og  bød  os  se  hver sin  Vej.  Jeg  til  højre  og  Skorstensfejeren  til  venstre.  Ikke eet  Ord  vilde  han  høre.  Stadig  med  Kaptajnens  Revolver hængende  over  Ryglænen  af  Førersædet,  og  medens  vi  for lang  Tid  siden  havde  faaet  Krampe  i  Halsmusklerne,  kørte vi  i hele  2  Timer.  Vi  fik  Lejlighed  til  at  se,  at  Jernbanevogne, Feltlazaretter,  Lokomotiver, Ammunitionslagrene  og  andet mest  var  amerikansk,  og  at  amerikanske  Tropper  arbejdede paa  Anlæggelse  af  en  ny  Jernbane.  Med  et  flot  Sving  og  i vældig  Fart  standsede  Bilen  endeligt  ved  en  slotslignende Bygning. 

I  den  store  Vestibule,  hvor  vi  blev  ført  ind,  herskede  der  vældig  Travlhed.  Officerer  med  Mapper  under  Armen  næsten  løb  fra  det  ene  Værelse  til  det  andet.  Kun et Par  Generaler  syntes  at  tage  Sagen  med  Ro.  I  lange,  afmaalte  Skridt  og  med  en  Cigaret  hængende  i  Mundvigen  gik de  gestikulerende  op  og  ned  ad  Flisegulvet.  Nu  blev  der kaldt  paa  mig.  En  engelsk  Officer  tog  mig  under  Afhøring.

Dog  Resultatet  heraf  var  meget  magert.  Han  troede,  at  jeg var  stædig,  men  det  var  jeg  nu  slet  ikke;  thi  af  gode  Grunde vidste  jeg  ikke  det  allerbitterste.  Da  han  spurgte  mig,  hvad Regimentskommandøren  hed,  og  jeg  svarede,  at  det  vidste jeg  heller  ikke,  blev  han  vred.

Noget  efter  syntes  han  dog at  falde  lidt  til  Ro  og  bød  mig  en  Cigaret.  Maaske  har  han dermed  ment,  at  det  kunde  hjælpe  paa  min  Hukommelse,  og han  begyndte  nu  forfra.  Dog  Resultatet  var  stadig  det  samme-  “Jeg  kan  godt  forstaa  Dem,”  sagde  han,  „De  har  deltaget  i  Krigen  fra  Begyndelsen  og  er  Soldat  helt  igennem, De  vil  ikke  forraade  noget.  Men  nu  skal  jeg  sige  Dem  noget,”  sagde  han,  medens  han  halede  en  stor  Bog  frem. 

Jeg blev  nu  aldeles  forbavset;  thi  denne  Bog  syntes  at  indeholde ikke  saa  lidt.  Han  læste  ordret  ud  af  den,  hvilken  Division jeg  tilhørte,  hvad  Kommandøren  hed  og  hvilket  Regiment jeg  tilhørte.  Desuden  af  hvilke  andre  Regimenter  Divisionen  var  sammensat,  paa  hvilke  Fronter  den  havde  været i  Ilden  og  meget  andet. 

Jeg  skulde  dog  blive  mere  forbavset. „Ser  De,”  sagde  han,  „jeg  havde  haabet,  at  De  kunde  fortælle  mig,  hvilken  Division  der  i  Dag  skal  afløse  Dem,  men da  De  angiver  intet  at  vide,  maa  vi  se,  om  vi  paa  anden Maade  kan  finde  ud  af  det.”  Han  tog  mig  med  hen  til  et stort  Kort,  der  hang  paa  Væggen.  „Ser  De,”  sagde  han, „her  har  vi  et  Kort  over  hele  Fronten.  De  kan  vel  læse  Kort? Vi  har  af  tidligere  Fanger  hørt,  at  De  i  Dag  skal  afløses  af 5.  Gardedivision,  passer  det?” 

Jeg  vidste  det  ikke.  „Kan  De imellem  alle  disse  smaa  Flag  finde  mig  5.  Gardedivision?” Jeg  søgte  imellem  de  mange  hundrede  Flag,  der  var  stukket  i  Kortet  fra  Kanalen  til  Vogeserne,  men  fandt  den  ikke. Han  tog  nu  ud  fra  Omegnen  af  Lille  et  Flag  og  viste  mig det.  „Dette  Flag,”  sagde  han,  „er  for  os  5.  Gardedivision, den  ligger  her  og  er  fuldstændig  oprevet,  saa  vi  er  ikke  sikker  paa,  at  det  er  den,  der  skal  afløse  Dem.  Men , ”  sagde han  og  saa  mig  skarpt  ind  i  Ansigtet,  „har  De  ikke  hørt  noget  om  3.  Gardedivision?” 

Jeg  havde  intet  hørt.  „Jo,”  fortsatte  han,  „nu  skal  De  se,  her  har  vi  3.  Gardedivision.”  Han tog  et  Flag  og  viste  mig  det.  „Denne  Division  har  ligget  her i  længere  Tid  og  har  i  de  senere  Dage  faaet  Forstærkning. I  Aftes  er  den  forsvundet!  Véd  De  ikke,  hvor  den  er?  Svar mig,” brølede  han.  Jeg  vidste  ingenting.  Han  satte  nu  Flaget  paa  Plads  og  mente,  at  de  nok  fandt  den  i  Løbet  af  Dagen. 

Han  spurgte  mig  nu,  om  den  tyske  Hærledelse  vidste samme  nøjagtige  Besked  om  det  franske  Militær.  Jeg  kunde kun  sige,  at  det  vidste  jeg  ikke. „Sig  mig  en  Gang,”  sagde  han,  „hvem  mener  De  er  Tysklands  største  General?” Jeg  nævnede  v.  Hindenburg. „Er  der  ikke  een  til?” „Jo,  v.  Mackensen!” Han  spurgte,  hvor  jeg  kendt  ham  fra. 

Jeg  fortalte  ham, at  jeg  havde  været  Soldat  i  Danzig,  og  at  v.  Mackensen  dér havde  været  Korpskommandør,  og  at  jeg  vidste,  han  var  blevet  Marskal  og  havde  Overkommandoen  paa  Balkan. „ Har  haft!”  rettede  han.  Jeg  saa  paa  ham. „Véd  De  da  ikke,  min  gode  Mand,”  sagde  han,  „at  Krigen  er  forbi  om  14  Dage?  Véd  De  ikke,  at  I  er  slaaet,  og  at Ludendorffs  store  Offensiv  er  slaaet  tilbage  af  vore  fortræffelige  Tropper?”

Jeg  vidste  ingen  Ting.  Ved  at  han  selv  tog  Ludendorffs Navn  i  sin  Mund,  blev  den  ellers  rolige  Mand  som  ude  af sig  selv. „Ser  De,  ser  De,”  sagde  han,  medens  han  greb  mig  i Armen,  „ser  De  den  sorte  Streg  paa  Kortet?  Hernede  stod  vi for  14  Dage  siden.  Der  er  100  Kilometer  derfra  og  her  til. I  Dag  rykker  vi  70  Kilometer  frem.  Om  14  Dage  staar  vi ved  Rhinen.”

Han  var  blevet  helt  ivrig,  og  jeg  maatte  smile,  ikke  alene af  den  Grund, men  fordi  han  nævnede  dette  her  med  Rhinen. Han  saa  det  og  sagde:  „Jeg  kan  udmærket  godt  forstaa  Dem, men  det  skal  De  vide,  at  Jeres  store  Ludendorff  er  færdig. Hans  store  Offensiv  er  knust,  knust  siger  jeg  Dem. 

Det  vil i  de  kommende  Dage  komme  til  at  gaa  haardt  til,  vær  De glad  for,  at  De  er  ude  af  det  hele.  Tag  De  nu  hellere  og  gaa ud  til  Gendarmerne  i  Gaarden  og  se  til at  faa  Dem  noget  at spise.  De  ser  ud  til at  trænge  til  det!”

Ude  i  Gaarden  traf  jeg  Skorstensfejeren.  Han  havde  allerede  spist  og  drukket  og  havde  rodet  sig  godt  ned  i  en  Stak Halm.  „Mensch,”  sagde  han,  „du  kan  tro,  jeg  er  glad  for  at være  naaet  herover.”  Det  er  jeg  ogsaa,  men  jeg  er  ikke  glad ved  det  Bevogtningsmandskab,  der  ses  ligge  rundt  om.  Det er  de  gule,  grimme,  forhadte  Kolonitropper.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

5. Oktober 1918. H.C. Brodersen bliver taget til fange af franskmændene. ”Krigen er forbi, Fangenskabet blev til Slut min Lod.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Krigen  er  forbi,  Fangenskabet  blev  til  Slut  min  Lod. Jeg sidder  her  bagved  nogle  Barakker  og  visker  Blodet  fra  mit Ansigt.  Min Uniform  er  revet  i  Stykker.  Skorstensfejeren ligger  og  daser  med  Ild  i  en  Cigaret,  medens  han  underholder  sig med  en  Franskmand, der  med  opplantet  Bajonet  skal sørge  for,  at  vi  ikke  løber  vores  Vej.

„Hvor  skulde  vi  vel løbe  hen?”  Paa  en  Maade  er  vi  glade  for  at  være  sluppet  ud af  Skidtet.  Men  det  var  en  drøj  Omgang  at  naa  saa  vidt. Gud  bevares,  sikken  Omgang.  Den  lille  Flok  i  Skoven  var vel  fra  Aftenen  i  Forvejen  blevet  Franskmanden  en  Torn  i Øjet,  thi  K l .  lidt  før  5  satte  han  ind  med  en  Granatild, hvis Mage  vi  næsten  ikke  før  havde  oplevet,  i  hvert  Fald  ikke hvad  Træfsikkerhed  angik.

Vor  Understand  rystede  under den  voldsomme  Ild,  af  hvilken  hvert  Skud  syntes  at  ramme lige  ovenpaa  den.  Men lige  saa  pludseligt, som  den  var  kommet,  holdt  den  op.  Kun  5  Minutter  varede  hele  den  Helvedeslarm,  men  vi  vidste  nu,  hvad  Klokken  var  slaaet.

Vi greb  vore  Geværer  og  vilde  styrte  ud,  men  —  det  var  for sent.  Franskmændene  stod  da  allerede  foran  Nedgangen  til Understanden  og  med  de  fældede  Bajonetter  vendt  i Retningen  af  Trappen,  der  førte  op  til  dem.  Nu  havde  de  Overtaget.  „Alé”,  alé’,  alé’  le  Bosch!”  raabte  de  ned  til  os.  „Alé’, alé’  Monsjø.”

Denne  Indbydelse  var  ikke  til  at  tage  fejl  af, og  der  kom  nu  Liv i Understanden.  Vi gik i Fangenskab,  vidste  vi, og  Bagagen  skulde  derfor  i  en  Fart  indrettes  derefter. Men  det  havde  Fjenden  tilsyneladende  ikke  Tid  til at  vente efter,  og  atter  lød  det:  „Alé”,  alé’.”

Sepl  og  et  Par  Mand til  var  dog  nu  paa  Vej  op  ad  Trapperne  til  dem  og  holdt efter  disse  nye  Omstændigheder  Hænderne  rakt  godt  i  Vejret.  Et  Par  Haandgranater  røg  da  lige  ned  imellem  dem  og eksploderede  med  det  Resultat,  at  Sepl,  dødelig  saaret,  styrtede  bagover  og  blev  liggende.

Det  betog  naturligvis  os  andre  Lysten  til  at  vise  os  foran  Trappen, og  vi  gav  os  i  Stedet  for  til at  raabe  paa  Pardon.  Franskmændene  raabte  dog kun  stadig:  „Alé”,  alé’,”  men  da  det  et  Øjeblik  efter  syntes roligt  udenfor,  vovede  endnu  et  Par  Mand  Forsøget  paa  at slippe  ud.  Men paany  røg  Haandgranater  ned  til  os  og  eksploderede  i  Vinklen  af  Trappegangen. 

Splinterne  røg  til alle Sider,  og  som  en  Flok  Faar  stod  vi  klinet  op  ad  hinanden i  et  Hjørne  af  Understanden  og  turde  ikke  gaa  frem.  Kom pagniføreren  raabte  nu  paa  fransk,  at  vi  ganske  selvfølgelig vilde  overgive  os,  men  at  de  skulde  give  os  Tid til at  komme op.  Dog  han  modtog  kun  det  Svar:  „Alé*,  alé’.”

Skorstensfejeren  løb  rundt  som  en  irriteret  Tiger  og  vidste  ikke,  hvad dette  her  skulde  betyde.  Han  forsøgte  at  stikke  Næsen  omkring  Hjørnet  af  Opgangen,  men  nu  lød  der  et  voldsomt Brag.  Hvad  det  var,  kunde  vi  ikke  lige  straks  faa  konstateret,  men  det  blev  dog  Grunden  til, at  mange  gav  sig  til  at hyle,  som  om  selve  den  onde  Djævel  havde  vist  sig  for  dem.

Skorstensfejerens  Opmærksomhed  var  imidlertid  blevet  henvendt  paa  en  Staalplade  i  Hjørnet  af  Understanden,  som vi  vidste  dækkede  over  et  Hul ,  der  vel  har  været  anvendt til  Anbringelse af  Artilleriets  store  Kikkerter.  Den var  skruet fast,  men  med  et  Sidegevær  gav  han  sig  til at  bryde  den  fra.

Paa  Grund  af  de  mange  Detonationer,  eller  var  det  maaske fra  det  sidste  store  Brag,  var  Understanden  nu  kommet  i Brand.  I  vor  Fortvivlelse  over  Udsigterne  til at  skulle  brænde  inde,  gav  vi os  igen  til at  raabe,  men  vi fik  intet  Svar,  jo, dog,  men  det  var  i  Form  af  Haandgranater.

Kompagniføreren  gav  sig  igen  til at  raabe,  men  det  var  altsammen  til ingen  Nytte.  Hans  Stemme  overdøvedes  af  den  Alarm,  Skrig og  Brølen  i  Understanden  over,  at  vi  skulde  brændes  levende.  Flammerne  slog  op  til  alle  Sider  og  havde  god  Næring i  de  tørre  Brædder  og  Træstammer,  som  Understanden  var opført  af.

De  havde  allerede  omspændt  den  arme  Sepl,  der endnu  laa  foran  Udgangen. En tæt Røg og  en  kvælende  Hede fyldte  Understanden,  og  Fortvivlelsen  tiltog  med  en  Styrke, der  ikke  lader  sig beskrive.  Enkelte  forsøgte  at  trænge  igennem  Flammerne  for  at  naa  Udgangen,  men  de  maatte  opgive det. 

Skorstensfejeren  arbejdede  imedens  med  at  bryde  Staalpladen  fra,  men  han  havde  ikke  Held  med  sig;  thi  Sidegeværene  bøjedes  som  en  Klov,  og  Skruerne  gav  ikke  efter.  Jeg kom  ham  nu  til  Hjælp,  og  omsider  lykkedes  det  at  faa  revet et  Brædt  fra  ved  Siden  af  Pladen,  og  da  vi  nu  kunde  faa  et Sidegevær  anbragt  paa  Højkant,  maatte  Skruerne  give  efter.

Der  var  lige  Plads  nok  til, at  een  Mand  ad  Gangen  kunde kravle  igennem  Hullet,  og  een  efter  een,  den  ene  tæt  i  Hælene  paa  den  anden,  naaede  vi  Overfladen.  Jeg  var  den  første  og  opdagede,  at  Hullet  mundede  ud  til  den  fra  Fjenden bortvendende  Side.  Vi  smed  os  i  Græsset,  indtil  vi  alle  var naaet  op.  Nu  skulde  det  forsøges. 

Vi sprang  op,  rakte  Hænderne  i  Vejret  og  raabte  af  vore  Lungers  fulde  Kraft: „ P — a — r — d — o — n ! ”  Nu  kom  de  styrtende  og  med  den fældede  Bajonet  rettet  lige  i  Retning  af  Brystet  paa  os.  Gud, hvor  var  vi hjælpeløse!

Vi skreg  af  Angst.  Men  Pardon  fik vi.  Dog  Pinslerne  var  endnu  ikke  forbi.  Et  kraftigt  Spark, som  jeg  ikke  kunde  regne  ud, hvad  det  skulde  være  godt  for, sendte  mig  med  samt  min  Brødpose  flere  Meter  hen  ad  Jorden.  Et  Forsøg  paa  at  opsamle  Posen  havde  til  Følge,  at  jeg paany  fik  et  Spark,  saa  jeg  røg  paa  Næsen,  men  nu  havde jeg  ogsaa  tabt  Lysten  til  Madsækken.

Kompagniføreren  var imedens  blevet  hentet  op,  og  vi var  i alt  14  Mand,  der  maatte med  af  Sted  tilbage.  Fra  Understanden  væltede  en  sort,  tæt Røg  ud, og hvor mange  der  blev  dernede,  véd jeg  ikke,  i hvert Fald  var  der  uddelt  Levnedsmidler til  22. 

Brændende  fandt de  arme  Mennesker  Døden  “paa  Æirens  Mark”,  og  deres Kære  i  Hjemmet  faar  vel aldrig  anden  Melding,  end  at  de  er „savnet”.  En  Officer  tog  mig  nu  ved  Haandleddet  og  førte mig  hen  bag  et  Træ .  Han  rettede  en  vældig  stor  Revolver mod  min  Næserod,  traadte  et  Par  Skridt  tilbage  og  spurgte saa  paa  godt  Tysk  om,  hvor  vore  Reserver  opholdt  sig.  Jeg svarede  kun,  at  det  vidste  jeg  ikke,  da  jeg  ikke  havde  været tilbage  siden  vi  den  26.  var  ankommet  til  Stillingen  her  og saaledes  ingen  Ting  havde  set. 

Han  troede  naturligvis,  at jeg  løj,  og  stadig  med  Revolveren  for  Panden  raabte  han nu:  „Ned  —  op.  Ned  —  op.  Ned  —  op,”  og  som  en  Staalfjeder  sprang  jeg  op  og  ned  i  den  Retning  hans  Revolver angav.  Imidlertid var  han  vel  blevet  træt  af  at  kommandere, men hans  Arm med  Revolveren gik  stadig  op  og  ned.  I  Angst for,  at  han  skulde  komme  til at  bøje  Fingeren  for  meget  om Aftrækkeren  fulgte  jeg  stadig  Armens  Bevægelser.

Jeg  var segnefærdig  af  Træthed  og  var  lige  ved  at  opgive  det  hele, men  saa  raabte  han:  „Holdt,”  og  gav  Tegn  til at  lægge  mig ned.  Han  selv  smed  sig  ned  ved  Siden  af  mig,  og  det  var da  ogsaa  paa  høje  Tid,  thi  et  Maskingevær  havde  med  sine Projektiler  fundet  Vej  til  os,  og  Kuglerne  fløjtede  os  om Ørerne. 

Bag  en  lille  Vold  laa  vi  nu  i  nogen  Tid  og  underholdt  os  med  hinanden.  Han  var  saamænd  nu  rigtig  flink  og gav  mig  nogle  Cigaretter.  Dog  hans  Tid  var  knap,  og  efter at  nogle  Franskmænd  havde  faaet  Ordre  til at  bringe  os  tilbage,  styrtede  han  med  sin  Deling  atter  fremad.  Vi  naaede kort  efter  tilbage  gennem  en  Dal,  hvor  vi  gjorde  Hvil  et Øjeblik. 

De  franske  Kolleger  gav  sig  god  Tid. Vi kendte  af egen  Erfaring,  at  man  ikke  skal  forhaste  sig,  og  det  gjorde de  heller  ikke.  De  havde  megen  Sans  for  „Souvenirs”,  men var  ikke  paagaaende  og  tog  kun,  hvad  vi  gav  dem. 

Mit  dejlige,  erobrede  Guldur,  som  kunde  blive  en  farlig  Genstand at  have  i  sin  Besiddelse  ved  en  eventuel  Visitation,  særlig hvis  der  blev  spurgt  efter  nærmere  Adresse,  gled  da  ogsaa „lidt  bagom”  til  en  Franskmand.  Han  blev  himmelhenrykt ved  Gaven  og  spurgte,  om  det  var  mit  Navn,  der  var  indgraveret  i  det.  Jeg  nikkede  til Svar,  og  ved  at  lægge  Fingrene  over  Munden  gav  jeg  ham  at  forstaa,  at  han  ikke  skulde sige,  han  havde  faaet  det  af  mig. 

Omsider  listede  vi  videre og  gjorde  derefter  Holdt  foran  en  stor  Hule  i  en  stor  Kløft. Vi  blev  stillet  op  paa  Rad,  og  en  højere  Officer  mønstrede Fangsten.  Han  smilede,  da  han  saa  mig.  Jeg  kendte  ham ikke,  men  smilede  igen.  Nu  kom  han  hen  imod  mig  og  med fremstrakte  Hænder .  Jeg  rakte  Haanden  ud  til et  „Goddag,” men  nu  greb  han  med  begge  Hænder  om  mine  Skulderstropper  og  rykkede  til.

Resultatet  var,  at  min  Trøje  blev  revet i  Stykker  til helt  ned  paa  Armen,  og  jeg  gik  paa  Næsen.  Med et  velrettet  Spark  lige  i  Synet,  saa  Blodet  drev  fra  Næse  og Mund,  bragte  han  mig  atter  i  Retstilling  og  foretog  nu  et nyt  Angreb  paa  mine  Skulderstropper.  Denne  Gang  var  jeg forberedt  paa  det;  Knapperne  gav  efter,  og  „le  Commandant”  stod  med  de  attraaede  Genstande  i  sin  Haand. 

Nu  sidder  jeg  her,  og har  af  en  Franskmand  faaet  baade  Synaal  og Traad  til  at  hefte  Ærmerne  sammen  med,  medens  jeg  dog hele  Tiden  maa  viske  Blodet  fra  mit  ophovnede  Fjæs,  der  er saa  ømt,  at  jeg  næppe  kan  føre  Lommetørklædet  henover det. 

Af den  tilsynsførende  Franskmand  har  jeg  faaet  at  vide, at  „le  Commandant”  samlede  paa  Skulderstropper  fra  alle tyske  Regimenter,  og  at  han  paa  denne  Maade  faar  samlet til  det  mest  ejendommelige  Gulvtæppe. 

Jeg  syntes  ikke,  at den  Idé  var  tosset,  men  mit  blaa,  gule  og  grønne  Fysiognomi  leverede  Bevis  for,  at  han  ikke  kom  til  dem  paa  nogen pæn  Maade.  Der  er  ikke  Tale  om,  hvornaar  vi  skal  afsted herfra,  men  vi har  det  ogsaa  tilfredsstillende.  Hvilke  frygtelige  Timer  har  det  ikke  været,  og  vi  er  i  Grunden  glade  for, at  vi er  ude  af  det  hele.  Vi er  ude  af  Skudvidde  fra  vort  eget Artilleri  og  føler  en  velgørende  Tryghed.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

5. oktober 1918. H.C Brodersens ven synker livløs til jorden. ”Bag vor gamle Ven fandt vi en haardt tiltrængt Dækning.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Medens  Duften  fra  friskkogt  Kaffe  breder  sig  over  Understanden,  staar  Skorstensfejeren  og  inddeler  Portionerne  af de  Levnedsmidler,  som  vi  skulde  have  haft  i  Gaar.  Nu  til Natten  fik  vi derfor  dobbelt  Portion, og  Skorstensfejeren  og jeg  har  delt  den  stakkels  Skomagers  Portion imellem os.  Han er  ikke  mere.  V i har  lige begravet  barn.  Det  syntes  vi  dog, vi  vilde;  thi  han  havde  nu  været  sammen  med  os  i  baade godt  og  ondt,  og  var  til Trods  for  sin  Tossethed  alligevel  en god  Kammerat.

 Det  gik haardt  til i  Gaar  Aftes.  Franskmændene angreb,  dog  uden  Artilleriforberedelse, og  deres Tab  var derfor  store.  At  de  kom  uden  først  at  have  meldt  deres Ankomst  ved et  Par  Granater  havde  sin Aarsag i, at  et  Par  Kompagnier  af  Amerikanerne  var  blevet  indesluttet  i  en  Dalsænkning  bagved  os.  Under  Hensyn  til de  uoversigtlige  Forhold  og  Ukendskab  til  vor  Stilling  kunde  dette  jo  let  ske, og  de  havde  ogsaa  gjort  sig store  Anstrengelser  for  at  slippe ud  af  Kedlen,  dog  det  var  ikke  lykkedes  dem.

Paa  Grund  af Faren  for  at  komme  til  at  beskyde  Amerikanerne  foregik Angrebet  uden  Artilleriforberedelse,  og  selve  Angrebet  var vel  ogsaa  mest  beregnet  paa  at  befri  dem.  Vort  Kompagni og  en  Del af  de  øvrige  Kompagnier laa  i  vinkelret  Stilling  af hinanden,  og  Fjenden  fik  derfor  en  varm  Modtagelse. Allerede  i  en  Afstand  paa  6—700  Meter  blev  han  beskudt  fra to  Sider.

Fra  en  Skovkant, vestlig Landevejen,  som  han  skulde  over,  kunde  Sepl  og  jeg  flankere  ham  med  hver  et  Maskingevær,  som  ryddede  forfærdeligt  op.  Fjendens  Stormkolonner  delte  sig  nu  i  2  Dele,  men  de  var  ikke  mere  heldige af  den  Grund,  thi  det  var  jo  ligemeget,  hvorledes  de  vendte og  drejede  sig,  de  kunde  ikke  undgaa  at  komme  i  Ilden  fra to  Sider.  Imidlertid maatte  vi  skifte  Stilling  midt  i  det  Hele, da  ogsaa  vi laa  udsat  for  egen  Ild. Vi fandt  Dækning  i begge Landevejsgrøfter,  een  til  hver  Side,  og  aabnede  herfra  paany  Ilden,  der  ryddede  forfærdeligt  op.

Fjenden  var  imidlertid  kommet  nærmere,  og  det  værste  var,  at  Geværet  til venstre  i  Grøften  nu  var  ude  af  Funktion.  Betjeningsmandskabet  havde  forsøgt  at  løbe  tilbage,  men  var  blevet  skudt  ned hver  én.  Kun  Sepl,  der  havde  faaet  fat  i et  Par  Patronkasser, som  han  skød  foran  sig  og  saaledes  havde  nogen  Dækning, naaede  krybende  over  til  mig  paa  den  modsatte  Side  af Vejen.

Det  var  en  god  Hjælp,  thi  Geværets  Besætning  var bragt  ned  til  kun  3  Mand,  deraf  var  den  ene  Skomageren. Han  var  dog  paa  dette  Tidspunkt  geraadet  i  fuldstændig  Raseri  over  nu  at  kunne  indse,  at  det  snart  var  forbi  med  os allesammen.  I  sin  Desperation  sprang  han  kun  lige  op  for at  naa  en  Kasse Ammunition,  der  laa lidt  længere  tilbage,  men det  blev  hans  Ulykke.

Ramt  af  flere  Kugler  sank  han  livløs sammen.  Hertil  naaede  han,  den  stakkels  Djævel,  der  havde været  den  værste  til  at  forbande  Krigen  og  alle  dens  Ulykker,  men  hans  jordiske  Rester  gjorde  dog  endnu  nogen Nytte.  I  Stedet  for  at  faa  slæbt  Patronkasserne  hen  til  os, kravlede  vi  langsomt  tilbage  med  Geværet,  der  blev  anbragt ovenpaa  ham.

Bag vor  gamle  Ven fandt  vi en haardt  tiltrængt Dækning.  Kompagniføreren  kom  nu  ogsaa  styrtende  til  og smed  sig  ved  Siden  af  mig.  Han  havde  faaet  et  Skud  i  Foden,  men  var  stadig  Kompagniføreren.  „Rolig,  bare  rolig,  vi kan  sagtens  holde  ham,”  sagde  han  til  mig,  der  stadig  laa med  Pegefingeren  om  Aftrækkeren.

Franskmanden  var  dog nu  kommet  i  betænkelig  Nærhed,  og  Kompagniføreren  løsnede  min  Revolver fra  Bæltet  for  at  lægge  den  ved  Siden  af mig.  Jeg  forstod  godt,  hvad  han  mente,  og  nikkede.  Franskmændene  var  nu  naaet  til ca.  20  Meters  Afstand,  og  det  var en  kendt  Sag,  at  de  uden  Naade  og  Barmhjertighed  nedslagtede  alt,  hvad  de  fandt  i  Nærheden  af  et  Maskingevær.

Kompagniføreren  brølede  bagved  mig,  at  jeg  blot  skulde holde  roligt ud  og  saa  for  Resten  skyde  til det  sidste.  „ Det  er dog  ude  med  os  nu,”  raabte  han.  Det  knitrede  og  bragede til  alle  Sider,  og  paa  Vejbanen  slog  Kuglerne  ned,  saa  Smaagrus  sprøjtede  til  alle  Sider.  Nu  ramte  en  Kugle  Maskingeværets  Løb. Det  stod  stille.

Aldrig  før,  syntes  jeg,  havde  jeg været  saa  nær  Døden,  i  hvert  Fald  havde  jeg  ikke  før  set den  komme  ind  paa  mig  som  nu  i  dette  Øjeblik.  Franskmændene  var  nu  helt  inde  paa  os,  og  vi  saa  deres  fældede  Bajonetter,  hvis  spidse  Ender  vi  i  næste  Øjeblik  kunde  vente  at have  i  Kroppen. „Levende  skal  de  ikke  faa  os,”  raabte  Kompagniføreren.

Vi  sprang  op  sprang  et  Par  Skridt  tilbage  og  tømte  Indholdet  af  Revolverne  i  Ansigtet  paa  dem.  Men  pludselig gjorde  de  omkring  og  løb.  Den  flankerende  Ild  var  blevet dem  for  meget.  Nu  kunde  vi  først  rigtig  overse  det  hele. Til  venstre  var  de  allerede  naaet  Dalsænkningen,  hvorfra  de var  kommet,  og  den  lille  Klat,  der  endnu  var  udfor  os,  søgte skyndsomt  tilbage  til  Kammeraterne.

Natten  kom  og  bredte sit  Mørke  over  alt  og  alle.  Det  gav  dog  ikke  Ro,  thi  vi  var klar  over,  at  de  snart  vilde  komme  igen.  Landevejen  blev gravet  igennem,  og  nye  Maskingeværer  blev  hentet  frem  og anbragt  i  dem.  Nye  Forstærkninger  kom  til  og  blev  fordelt i  Grupperne,  og  vi har  maattet  arbejde  lige  indtil  for  et  Øjeblik  siden,  da  Kompagniføreren  endelig  mente,  at  vi  skulde have  lidt  Ro.

Han  ligger  i  et  lille  Aflukke  ved  Siden  af  vor Understand  og  har  nu  faaet  forbundet  sit  venstre  Fodled, men  der  er  ikke  Tale  om,  at  han  vil tilbage.  Nu skal  vi til at  have  noget  at  spise,  men  just  nu  kaldte  Kompagniføreren paa  mig. Han  lod  mig  vide,  at  han  havde  staaet  i  telefonisk Forbindelse  med  Regimentsstaben,  og  at  han  havde  den  Ordre  til  mig,  at  jeg  næste  Morgen  Klokken  7  skulde  møde dér.

Nu  kunde  han  endelig  indhente  sit  Løfte  om  Forfremmelse,  men  jeg  maatte  vælge  imellem  denne  og  et  Jernkors af  1.  Klasse.  Jeg  takkede  ham  og begyndte  paa  min  Frokost. Dog,  hvad  er  nu  det?  Sikken  Helvedes  Larm  lige  paa  een Gang.  Folk  kommer  styrtende  ned  ad  Trapperne.  Farvel med  Kaffen.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

5. oktober 1918. “Danskerregimentet” bliver rost af generalkommandoen.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Fjenden lod ikke så hurtigt planen om et flankeangreb falde. Den 5. oktober røg og lynede det på højene på Damenweg fra fjendtlig tilintetgørelsesild. Hele divisionsafsnittet, og også til venstre 26. divisions afsnit, blev ramt. I næsten 6 timer, fra kl. 7-12.45 om middagen krøb füsiliererne sammen i deres stykke skyttegrav, i kratere og saper, og lod jernregnen rasle ned over sig. Giftskyer bølgede ind imellem og tvang dem til at tage gasmasker på.

Da dukkede fjendens skikkelser op i røg og damp. Vores årvågenhed beredte dem en varm velkomst. Foruden den gængse afværgeild slog også geværgranater, der med de nye affyringsbægre kom i stadig mere anvendelse, ned i de fjendtlige angrebsbølger. På den højre fløj ved 9. kompagni trængte fjenden ind i en sape og tog den ni mand stærke besætning til fange. Derpå foretog dele af 4. kompagni et tappert fremstød mod sapen og bragte denne på vore hænder igen.

Men på hele den øvrige front brød angrebet sammen. Det kostede fjenden de sværeste tab. Foran sapespidsen taltes alene 20 døde, som den indirekte maskingeværild fra 4. kompagni havde strakt til jorden. To flammekastere og fire maskingeværer blev bragt ind. 86’erne havde ikke ret lang tid til at glæde sig over sejren.

Om eftermiddagen tordnede tilintetgørelsesild ned over dem igen. En hel time. Kl. 4.30 kom franskmanden med beundringsværdig offervilje igen. Også denne gang var det blodig alvor. Med håndgranater blev de sidste jaget ud af saperne og fremspringende skyttegravsstykker. Hele stillingen forblev på vore hænder.

Endelig en afværgesejr i den store stil. Hele 18. division og den til venstre tilgrænsende 26. division deltog. Fra generalkommandoen og fra hærgruppe Kronprinsen kom der tak og anerkendelse. Ja, selv i hærberetningen blev på denne dag de slesvig-holstenske regimenter, der med held havde forsvaret deres stillinger ved Damenweg, rosende omtalt.

Ganske vist kunne denne afværgesejr ikke standse den tyske hærs generelle tilbagetog. Fjenden førte bestandig nye og friske reserver ind i kampen. Vi havde, sådan som 18. divisions månedlange indsats bevidnede, ingen mere til rådighed.

Den franske overgenerals plan gik ud på ved de stærkeste angreb i nord og syd at omgå og sammenpresse den tyske front med overmagt. Over for det kunne den tyske hærledelse af mangel på reserver ikke gøre andet end at forkorte fronten ved at trække den fremspringende midte tilbage og på den måde nogenlunde udligne tabene.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

2. oktober 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86 kan mærke udmættelsen efter “kraftig tilintetgørelsesild mod vore grave”.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Til den 2. oktober havde tilfangetagne bebudet et større angreb. Derfor skød vort artilleri tidligt om morgenen 1½ times spærreild. En fjendtlig stødtrop følte sig kl. 6.45 om morgenen frem mod 12. kompagni. Håndgranater bragede imod ham og jog ham tilbage. Men dermed var det ikke slut. Hele formiddagen kredsede fjendtlige flyvere over Damenweg, mens vore observerede i fjendens slugter og lavninger.

Da satte kl. 1.45 eftermiddag en kraftig tilintetgørelsesild ind mod vore grave. Tætte sværme af geværgranater regnede samtidigt over for- og sapeposter. En hel time måtte füsiliererne udholde det. Så kom bølgerne af blåfrakker hen over kraterterrænet. Infanteriilden sprang i gang; den ene efter den anden sank ned i kraterne, resten sprang tilbage.

Kun i et stykke af 11. kompagnis skyttegrav havde fjenden fået fodfæste. Et modstød fra dette  kompagni smed ham ud igen. Ærgrelsen over denne fiasko rasede franskmanden ud med en rødglødende geværild. Den blev bragt til tavshed af vor returild.

Glæden over det gode resultat blev dæmpet ved følelsen af stærk udmattelse. I over to måneder havde regimentet allerede været sat ind, havde gentagne gange været i kamp, måtte i ugevis i det fri tåle ubehagelighederne ved efterårets komme.

nødvendige opfriskning med bad og aflusning måtte undværes. Ingen store succeser kunne sætte den svindende kraft i vejret. Det var ikke mærkeligt, at nerver, helbred og modstandskraft var svært rystet. Så meget mere beundringsværdigt er det, at regimentet endnu engang opnåede en stor afværgesucces.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

30. september 1918. De sorte amerikanere er rædselsslagne for de tyske soldater

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  er  blevet  trukket  tilbage  til  Stillingen  her,  og  de  „strategiske”  Grunde  er  vel denne  Gang  rigtige  nok.  V i blev  slaaet tilbage,  men  „løsnede”  os  fra  Fjenden.  Det  er  Negre  og Amerikanere. Ved  en  Brandlinie  i  Skoven  havde  jeg  faaet anvist  Plads  med  mit  Maskingevær  og  paa  et  Kryds,  hvor jeg  altsaa  kunde  se  i  2  vinkelrette  Retninger  skraat  fremefter.

Den  28.  om  Eftermiddagen  opdagede  vi,  at  der  fra  venstre  Side  af  os,  og  i  en  Afstand  af  vel  800  Meter,  løb  nogle Skikkelser  tværs  over  Brandlinien.  Vi  talte  18,  men  hvor mange  der  var  løbet  over  i  Forvejen,  vidste  vi  jo  ikke.  Sagen  var  mystisk  og  skulde  undersøges. 

Samtidig  kom  der  fra højre  Side  Melding  om,  at  vi  skulde  være  paa  Post,  thi  der var  i  Underskoven  observeret  stærke  Patrouiller  af  Negre.

For  at  skaffe  os  Underretning  om  Fjendens  Rævestreger besluttede  Skorstensfejeren  og  jeg,  at  vi  ad  en  gammel  og  næsten  tilskredet  Skyttegrav  vilde  søge  at  naa  frem  til  Fjenden.  Vi  forsynede  os  med  hver  to  Revolvere,  thi  Haandgranater  var  det  ikke  til  at  bringe  i  Anvendelse  paa  Grund  af det  tætte  Buskads. 

Vi naaede  kun  godt  100  Meter  frem,  før vi  til venstre  for  os  og  noget  frem  efter  fik  Øje  paa  en  Snes Amerikanere,  der  langsomt  sneg  sig  frem  i  Retning  af  vort Maskingevær,  hvorfra  de  ikke  kunde  blive  set. 

De  kom  nærmere,  og  i  en  Afstand  af  ikke  over  40  Meter  fra  os  gjorde de  Holdt  og  begyndte  at  opstille  Stativer  og  iføre  sig  Gasmasker.

 Vi  blev  nu  noget  betænkelig  ved  Situationen,  thi vi  var  klar  over,  at  der  vilde  „ske  noget”,  kun  vidste  vi  ikke hvad.  Dog  den  Omstændighed, at  de  iførte  sig  Gasmasker, lod  formode,  at  de  vilde  eksperimentere  med  lidt  Gas-  eller Taarebomber.  Vi havde  ikke  tænkt  paa  at  tage  nogen  Gasmasker  med  og  blev  derfor  yderst  betænkelige,  thi  at  slippe ugenert  bort  herfra  var  der  aldeles  ingen  Udsigt  til.

Vi  hviskede  sammen  om,  hvad  der  vel  kunde  være  at  gøre  og  var klar  over,  at  vore  Kammerater  ikke  anede,  hvad  der  foregik foran  dem.  Og  selv  om  de  skulde  opdage  noget  og  faa  tilbageslaaet  et  Angreb,  vilde  vi  komme  ud  for  at  blive  skudt ned  af  egne  Kammerater.  Skorstensfejeren  vilde  absolut  angribe,  men  det  syntes  jeg  var  haabløst.  Dog  han  blev ved,  og  endelig  kunde  ogsaa  jeg  se,  at  vi  lige  saa  godt  kunde  gøre  det,  som  lægge  os  til  at  dø.

Der  var  faktisk  heller ikke  andet  at  gøre  end  at  forsøge  en  Overrumpling,  og  saa for  Resten  afvente,  om  ikke  Kammeraterne  vilde  komme  til Hjælp,  hvis  det  gik  galt. 

Vi løsnede vore  Revolvere  fra  Livremmen,  og  fra  vore  4  Revolvere  aabnede  vi  en  Hurtigild  i Ryggen  paa  Amerikanerne.  De  blev  vel  nok  overrasket  og værre  endda,  end  vi  havde  turdet  haabe  paa.

Med  Hyl  og Angstskrig  styrtede  de  tilbage  ad  den  Vej,  de  var  kommet, og  uden  at  se  i  den  Retning,  hvorfra  de  blev  angrebet.  Det lykkedes  de  fleste  at  slippe  bort.  Vi  kom  nu  frem  fra  vort Skjulested  og  pegede  med  den  tomme  Revolver  paa  Brystet  af  dem,  der  ikke  var  sluppet  bort  og  ikke  laa  døde  eller saarede  paa  Jorden.  Vi  snappede  et  Par  af  deres  Geværer for  dog  at  være  paa  den  sikre  Side.

Tre  Mand  havde  rakt Hænderne  i  Vejret,  og  tre  var  blevet  saarede,  medens  to  laa døde.  Kammeraterne,  der  ikke  havde  kunnet  forstaa,  hvad der  foregik  forude,  kom  paa  vores  Tilraab  til  Stede,  og  i Løbet  af  en  halv  Time  var  døde  og  saarede  baaret  tilbage.

Af  de  faldnes  Papirer  fremgik  det,  at  den  ene  var  en  Kaptajn. 

Som  Hvilested  for  dem  blev  der  gravet  et  lille  Hul under  et  Par  Træer,  men  forinden  de  lagdes  til  Hvile  dér, blev  de  undersøgt  for  Værdier.  Kaptajnen  var  i  Besiddelse af  et  Vidunder  af  et  Lommeur.  Det  stak  jeg  til  mig.  Skorstensfejeren  havde  fundet  en  stor  Kikkert  og  forskellige Smaating,  som  han  syntes,  det  var  Synd  at  begrave.

Vi  havde  dog  kun  næppe  begyndt  at  dække  Ligene  til,  før  der  fra højre  blev  skudt  fra  alle  Maskingeværer,  der  var  til  Raadighed.  Høje  Raab  og  Brøl  lød  og  gav  Genlyd  i  Skoven. Der  blev  med  ét  et  forfærdelig  Spektakel.  Vi  løb  derhen, men  da  var  Angrebet  saa  godt  som  afslaaet.

Disse,  fra  Afrikas  mørke  Skove,  eller  hvor  de  nu  stammede  fra,  hentede Hjælpetropper  havde  øjensynlig  ikke  haft  noget  Begreb  om, hvad  det  vilde  sige  at  løbe  Storm  mod  et  vel  indrettet  og godt  betjent  Maskingevær. Indtil  lige  foran  Mundingen  var de  løbet,  og  Sepl  fortalte,  at  han  aldrig  før  havde  set  saa rædselsslagne  Mennesker  som  disse  Negre,  da  de  stod  lige ud  for  Mundingen  af  Geværet  og  lod  sig  skyde  ned.  De  havde  ikke  en  Gang  haft  den  Forstand  at  smide  sig  ned.

Her laa  de  nu,  da  vi  kom  til  Stede,  lige  foran  Geværerne  og  næsten  alle  med  Benskud,  der  viste,  at  Geværet  var  blevet  betjent  paa  den  mest  virkningsfulde  Maade.  Vi  blev  nu  ogsaa  Vidne  til  noget,  som  vi  aldrig  havde  set  før.  Da  vi  kom hen  imod  dem  for  at  hjælpe  dem,  søgte  de  at  løbe  bort.  De skreg  og  hylede,  og  mange  forsøgte  paa  Stumperne  af  deres sønderskudte  Ben  at  løbe  fra  os.

Andre  rullede  sig  i  vanvittig  Fart  tilbage  og  tillod  ikke,  at  vi  nærmede  os  dem.  Deres Skrig  og  deres  Rullen  med  det  udadvendte  Hvide  i  deres Øjne  var  uhyggelig  og  saa  frygtindgydende  ud.  Enkelte søgte at  klamre  sig  fast  til  Træerne,  naar  vi  naaede  hen  til dem,  og  der  skulde  saa  2—3  Mand  til  for  at  rive  dem  løs.

Nærmede  vi  os  dem  med  en  Saks  for  at  klippe  et  Bukseben eller  et  Ærme  op  for  at  komme  ind  til  Saaret,  teede  de  sig som  aldeles  vanvittige  og  har  vel  troet,  at  vi  vilde  skalpere dem.  Dog,  var  de  først  forbundet  og  havde  faaet  en  Slurk Vand,  blev  de  helt  rolige  og  smilte  over  hele  Ansigtet.

De lod  os  forstaa,  at  der  var  blevet  dem  fortalt,  at  de  blev  myrdede,  naar  de  kom  i  Fangenskab,  men  det  var  maaske  deres egen  Metode,  de  frygtede  anvendt  mod  sig  selv. 

Vi  lod  dem dog  ligge,  da  vi  om  Natten  gik  tilbage,  idet  vi  syntes,  at de  var  bedre  tjent  med  at  komme  under  Behandling  af  deres egne,  der  fulgte  os  i  Hælene,  og  sikkert  vilde  finde  dem.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

28. september 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86 kæmpende på tilbagetog

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Efter en kort pause blev regimentet skubbet ind lige oven for Vailly, igen dybt echelonneret. Kun to kompagnier lå på forpost, to på hovedmodstandslinien, den såkaldte ”Dachsbaulinie” (grævlingehulelinje).

Beredskabsbataljonen besatte med tre kompagnier artilleribeskyttelsesstillingen. Hvilebataljonen lå i kalkhulerne. Den ændrede situation havde nødvendiggjort den fornyede indsats og den dybe echelonnering.

Vailly var den 14. blevet opgivet af 31’erne, 85’erne holdt endnu den nordlige og østlige del besat. Aisne dannede ingen beskyttelse mere, da fjenden allerede stod på nordbredden.

Vailly var imidlertid som hjørnepille i den tyske stilling for vigtig. Derfor besluttede regiment 85 sig for at generobre stedet. På venstre fløj af angrebsbataljonen skulle endnu dele af regiment 86 gå frem. Hertil blev udtaget to stødtropper fra 7. kompagni og hver en stødtrop fra 5. og 8. kompagni. Om morgenen den 26. september blev fjenden rystet ved kort artilleri- og mineild; kl. 8 sprang stødtroppene fremad.

Det lykkedes naboregimentet at indtage Vailly igen. Også vore stormsoldater nåede deres angrebsmål, slagteriet ved Vailly’s sydvestlige hjørne og de nordfor tilgrænsende husblokke. De tog 12 fanger og erobrede tre maskingeværer. Om aftenen og den følgende dag forsøgte fjenden at tage det vundne fra os igen. De tapre angribere holdt ud mod hans hidsige artilleri- og mineild.

Deres kugler jog fjenderne tilbage i deres stillinger. Ved angrebet udmærkede sergent Seller (8. kompagni) sig særligt. Han erobrede to franske maskingeværer; straks efter faldt han ved et hovedskud. I angrebet lige som i forsvaret ydede oversergent Hansen (5. kompagni) en fremragende indsats.

For angriberne var det smertefuldt, at Vailly allerede om natten fra 27.-28. september igen blev rømmet. Det stadig stærkere fjendtlige pres nord for Vailly nødvendiggjorde denne forholdsregel. II bataljon frigjorde sig fra fjenden. I ”Dachsbaulinjen” nord for Vailly sikrede den regimentets tilbagetog på Damevejen og afviste endnu om eftermiddagen den 28. 9. et fransk angreb på denne stilling.

Men så kom de sidste dele af bataljonen i en farlig situation. Åbenbart var den tilgrænsende bagtrop gået hurtigere tilbage, for pludselig så füsiliererne sig vidt omgået fra højre og også truet fra venstre. Meget hurtigt tiltræder de tilbagetrækningen. De kommer i krydsild; 13 mand kan ikke længere komme tilbage og kommer i fangenskab. Maskingeværerne kunne med nød og næppe reddes, efter at oppakningen var blevet ofret. Derved udmærkede sergent Braak fra 2. maskingeværkompagni sig igen.

Den nye stilling løb fra Nordvest til sydost langs Oise-Aisne kanalen. Dér hvor kanalen forsvinder i en tunnel under Damenweg, løb vejen henover ryggen af dette langstrakte højdedrag. Et virvar af kratere og grave lettede fjendens arbejde på denne kampomtumlede høj. Han angrebslyst var også steget ved vores stadige tilbagetrækning. Han stødte derfor energisk og klogt efter os. Den 26. september lykkedes det ham desværre ubemærket at komme på nær hold af en forpost fra 9. kompagni og nedkæmpe den.

Den 30. september larmer den ”lille krigs” gevær-, håndgranat- og geværgranatild bestandigt på Damenwegs høje. To gange støder fjenden frem mod 9. kompagni, én gang mod 11. kompagni. Disse holder deres stillinger. Kl. 4.30 om eftermiddagen forsøger han igen efter at have beskudt stillingen næsten en time. Han trænger ind ved 9. kompagni. I et modstød smider man ham ud derfra igen. Kl. 9, det er allerede mørkt, lykkes det fjenden at få fodfæste i et lille stykke skyttegrav mellem 10. og 11. kompagni. Forposterne bliver derpå i natten til den 1. oktober trukket tilbage til hovedmodstandslinjen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

27. september 1918. Argonnerskoven: Lig ligger spredt alle Vegne … Myrerne og andet Kryb har Føde i lange Tider.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 tilhørte han Regiment 186, 2. kompagni.

Efter  at  vi har  været  udsat  for  flere  Angreb  fra  fjendtlige Flyvere,  er  vi kommet  til Argonnerskoven.  Om  denne  er  der en  Gang  sunget,  at  den  ligner  en  stor,  stille  Kirkegaard.  V i har  set  Beviserne  for,  at  dette  er  rigtigt.

Stillingen  er  trukket  tilbage,  og  nogen  egentlig  Skyttegrav  findes  ikke.  Langs ad  de  saakaldte  „Brandlinier” gennem  Skoven  kan  vi se  fremefter,  ellers  er  der  tæt  og  uigennemsigtigt  over  det  hele.  Paa Patrouillerne  ad  disse  Brandlinier  har  vi  truffet  paa  Ligene af  mange  faldne,  baade  Ven  og  Fjende.  Inde  imellem  Buskene  ligger  de,  og  Myrerne  og  andet  Kryb  har  Føde  i  lange Tider. 

Disse  Patrouiller  er  ubehagelige  at  skulle  gaa.  Aldrig véd  man,  om  der  ikke  bag  den  nærmeste Busk  sidder  en  lignende,  fjendtlig  Patrouille  paa  Lur  og  skyder  En  ned  bagfra,  og  det  er  umuligt  at  kunne  tage  sig  i  Agt.

Krigen  føres her  mellem  Enkeltmand,  og  af  den  Grund  bliver  der  skudt mange  ned,  om  hvilke  Kompagnierne  aldrig  faar  Meddelelse  om,  hvor  de  er  faldet.  Lig  ligger  derfor  spredt  alle Vegne,  og  Betegnelsen:  „ En  stor,  stille  Kirkegaard”  er  ikke overdrevet.

 

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

25. september 1918. Officerens tale afbrudt af tilråb og truende adfærd

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han tilhørte i 1918 Regiment 186, 2. kompagni.

Gud  Fader  bevares,  sikken  Redelighed.  Alt  er  opdaget. Straks,  da  vi  kom  hertil,  blev  vi  modtaget  af  en  General, der,  højt  til  Hest,  holdt  en  Tale  ud  fra  det  Synspunkt:  Een for  alle,  og  alle  for  Een.

Vi var  opstillet  som  det  sig  hør  og bør,  og  alle  Næser  var  vendt  imod  ham.  „God  Morgen,  Folkens!”  hilste  han,  men  han  modtog  kun  en  uvillig  Brummen til  Svar.

Han  indledede  med  en  længere  Afhandling om Aanden  fra  1870  og  1914,  og  sluttede  med  at  sige:  „Med  Livremmen  spændt  godt  ind  og  med  den  ægte  Fædrelandskærlighed  og  i  Bevidstheden  om  at  tjene  en  høj  og  hellig  Sag kan  vi  endnu  standse  Fjenden  og  fravriste  ham  Sejren,  som han  allerede  nu  føler  sig  sikker  paa,  men  som  han  ikke  har fortjent!”

Under  hans  Tale  lød  der  mange  dristige  Tilraab, og  inden  han  var  færdig,  havde  Fløjene  bøjet  sig  indad,  og Transporten  stod  nu  i  Halvmaaneform  omkring  hans  Hest.

Aldeles  pludselig  satte  han  en  Stopper  for  sin  sikkert  velmente  Tale,  men  raabte  dog  endnu,  at  de  „Lumpenkarle”,  der havde  svigtet  og  var  rendt  deres  Vej,  nok  skulde  faa  deres velfortjente  Straf.

Han  satte  nu  Sporerne  i  Siden  af  sin  sorte, hvidblissede,  magre  og  langbenede  Krikke  og  forsvandt.  — I  Dag  er  vi  blevet  inddelt  i  Kompagnier  af  Regimentet  254, og  der  siges,  at  Turen  gaar  til  Argonnerskoven.

Mange skyndte  sig  til  Lægen,  hvor  det  paafaldende  i  de  mange  Syges  ensartede  Lidelse  vakte  Mistanke,  og  Grunden  hertil  blev opdaget. 

De  er  dog  ligeglade  med,  hvad  der  sker  med  dem, foreløbig  skal  de  paa  Lazaret,  og  saa  gaar  den  Tid  med  det.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

22. september 1918. Dagens tilbud: Hvem vi gerne smittes med gonoré?

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 tilhørte han Regiment 186, 2. kompagni.

I  Aftes  blev  Transporten  indladet  i  Toget,  og  i  Frankfurt, Wiesbaden  og  Mainz  kom  der  flere  til.  Paa  Banegaarden  i Mainz  stod  mine  gamle  Venner,  Skorstensfejeren  og  Sepl, og  skulde  ligeledes  med.

Der  blev  almindelig  Glæde  over  det heldige  Sammentræf, og  vi  flyttede  sammen  i  Vognen,  hvor jeg  var,  og  hvor  ogsaa  Skomageren  opholdt  sig.  Ad  Rhinens venstre  Bred  kørte  vi  mod  Eifelbjergene  i  Retningen  af Skærmydslerne,  og  Toget  kravlede  kun  langsomt  af  Sted  gennem  Bjergkæden  her.

Vi  havde  heller  intet  Hastværk  med at  komme  derud,  og  mange  benyttede  sig  af  Togets  langsomme  Fart  og  forsvandt  lige  saa  stille  ud  af  Vognene  med deres  Bagage.  Folkene  var  aldeles  ligegyldige  med  hele  Tilværelsen,  og  der  blev  ikke  vist  Transportlederne  nogen  Respekt.

Der  blev  et  frygteligt  Spektakel,  da  de  opdagede,  at næsten  Halvdelen  af  Transporten  var  forsvundet.  Vi  blev nu  lukket  inde,  og  der  blev  paalagt  os  Underofficerer  den ufravigelige  Pligt  at  sætte  dem  under  Anholdelse,  der  forsøgte  at  løbe  bort.

En  Mand  af  Transporten  har  Gonorrhe. Med  en  Tændstik  uddeler  han  til  andre,  der  hellere  vil  paa Lazaret  end  til  Skyttegraven.  Det  bliver  en  køn  Historie, men  hvem  er  vel  i  Stand  til at  opdage,  hvorledes  det  er  foregaaet,  naar  enhver  holder  Mund.  Toget  er  naaet  igennem Bjergene,  og  med  noget  større  Fart  gaar  det  i  Retning  af Laon.  Det  mener  vi dog  at  have  opdaget.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

20. september 1918. Falskspillere i toget på vej hjem til Slesvig

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914.  I 1918 kæmpede han i Regiment 186, 2. kompagni.

Saa  er  jeg  da  atter  naaet  tilbage  fra  den  korte  Visit.  Jeg kom  for  sent,  men  Transporten  er  endnu  ikke  afgaaet,  saa det  var  alligevel  ikke  sent  nok.  Den  Orlov  var  der  ikke  meget  ved.  To  Døgn  er  gaaet  til  Rejsen,  saa  der  var’kun  en Dag  at  være  hjemme  i.

Inden  jeg  paa  Rejsen  hjemefter  naaede  Kassel,  var  jeg  blanket  af  for  alle  mine  Penge.  Jægerne kunde  spille  Kort,  og  det  var  ligemeget,  hvad  jeg  foretog mig  eller  lod  være  med  at  foretage  mig, hver  Gang  tabte  jeg.

I  Kassel  var  der  et  lille  Ophold.  Maskinen  skulde  skiftes,  og vi  fik  lidt  Mad. Jeg  havde  en  lumsk  Anelse  om,  at  det  ikke kunde  forholde  sig  helt  rigtig  med  de  Herrer  Jægere,  og  da Toget  atter  havde  sat  sig  i  Bevægelse,  og  det  paany  skulde gaa  løs, bad  jeg  dem  om  at  bytte  Plads  med  mig, da  jeg  ikke godt  kunde  taale  at  sidde  hverken  side-  eller  baglæns  i  et Tog.

Spillet  tog  nu  en  saa  paafaldende  Vending,  at  jeg  havde  Lov  til at  gaa  ud  fra,  at  de  nu  ikke  mere  kunde  gøre  sig forstaaelig  ved  Fodsignaler  eller  andre  Tegn.  Da  vi  kom  til Hamburg,  havde  jeg  atter  Halvdelen af  mine  Penge.

De  var flinke  og  indbød  mig  til et  Glas  Øl.  Under  Samtalen  her  røbede  de  sig. De  havde  nu  i et  halvt  Aar drevet  denne  „Sport”. Orlovskortene  lavede  de  selv, og Fribilletterne kunde de nemt skaffe  Udvej  for.

Med en  raa,  gennemskaaret  Kartoffel  overførte  de  Stemplerne  fra  de  „ægte”  Pas  og  Fribilletter  til  deres  efterlavede,  og  de  forsynede  selv  disse  med  en  ulæselig Underskrift.

De  rejste  mellem  Darmstadt  og  Hamborg,  og tjente  gode  Penge.  Krigen  var  jo  paa  denne  Maade  lettere og  ogsaa  behageligere.  I  Slesvig  steg  jeg  selvfølgelig  ikke ud,  som  Aftalen  var,  thi  jeg  havde  i  Forvejen  overlagt  mig dette:  er  du  først  i  Slesvig,  kommer  du  nok  til  Flensborg  og videre

Det  skulde  da  gaa  til med  Hundekunster,  mente  jeg, om  ikke  jeg  skulde  slippe  hjem.  Jeg  havde  paa  Bataillons-skrivestuen  maattet  opgive  det  Hotel,  i  hvilket  jeg  vilde  bo, og  havde  da  opgivet „Kajserhof”  i  Flensburgerstrasse.  Jeg havde  aldrig  været  i  Slesvig,  og  vidste  derfor  heller  ikke,  om der  fandtes  noget  Hotel  af  dette  Navn,  men  det  var  jo  ogsaa kun  for  det  Tilfælde,  at  nogen  udeblev  fra  Orlov,  at  der  blev Brug  for  nogen  Adresse.

I  Flensborg, hvor  Snyderiet  ved  Revision  af  Orlovspasset  naturligvis  vilde  blive  opdaget,  ventede  jeg  med  at  gaa  fra  Banegaarden,  indtil  det  rigtige  Øjeblik  syntes  at  være  inde.  Med  5  Skridts  Tilløb  satte  jeg  over Afspærringen  og  løb  i  Retning  af  Raadhusgade,  og  Benene gik  som  Trommestikker,  da  jeg  kunde  høre  høje  Raab  bag ved  mig.

I  Storegade  bremsede  jeg  lidt  op,  og  i  Nørregade laante  jeg  en  Cykle  og  var  snart  hjemme.  I  Hjemmet  var Opholdet  kun  lidet  lystelig,  men  jeg  fik  dog  hilst  paa  dem alle,  forinden  jeg  atter  skulde  af  Sted  til  Frankrigs  blodbestænkte  Slagmarker.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

16. september 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86: “Vore angribere kunne ikke stå imod overmagten og måtte gå tilbage.”

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Tidligt den 16. september blev regimentet alarmeret og af 5. division beordret til Toly-Ferme. Denne ligger i en slugt 5 kilometer nord for Vailly.

Marchen gik over Damenwegs højderyg. Her kom 2. og 4. kompagni samt 1. maskingeværkompagni i en heftig spærreild og blev splittet. De nåede først bataljonen igen om aftenen. Resten af bataljonen indtraf ved middagstid ved Toly-Ferme.

Situationen var den: Leib-Grenadier-Regiment Nr. 8 var blevet kastet tilbage, stillingen skulle generobres. Trods det at bataljonen var svækket til omkring det halve, angreb den kl.5.30 eftermiddag uden artilleriforberedelse. Udgangsstillingen lå stik vest for Tolyslugten. Med stor beslutsomhed går bataljonen frem, 1½ km over åbent terræn og ned igen ad skråningen på den anden side.

Den mistede stilling bliver taget igen, og der bliver taget 40 til fange. Om aftenen kunne livgrenaderregimentet igen indtage sine gamle stillinger.

I bataljon blev trukket ud og indrettede sig på vestskråningen af Tolyslugten.

Den 17. september trådte franskmanden an til angreb over en bredere front. Grenadererne holdt fast, kun den venstre fløj var trykket lidt ind, men den blev holdt.

Om eftermiddagen slog svær trommeild ned på den tyske front. På ny gik fjenden frem. Længere til højre blev infanteriregiment 230 delvist rullet op. Igen blev I bataljon alarmeret; den besatte en grav på Tolyslugtens skråning, men kom ikke i kamp.

Den følgende dag forsøgte 8. grenadere at generobre deres stilling fra i igår. 2. kompagni af regiment 86 deltog i dette angreb. Til trods for at ordren måtte gives noget forhastet, gik det i begyndelsen godt fremad.

Da blottede angriberne deres ubeskyttede højre flanke for fjenden. Regiment 344, der skulle erstatte regiment 230, der dagen før var blevet rullet op, var endnu ikke på plads. Fjenden opdagede denne blottelse og stødte fra højre ind i angribernes flanke. Disse blev overrasket og til dels taget til fange. Også fra 2. kompagni blev der taget mænd til fange.

Nu gik resten af I bataljon frem og besatte en stilling vest for Tolyslugten og holdt denne, indtil der hen mod middag kom en bataljon 89’ere til forstærkning. Begge bataljoner gik efter en svag artilleriforberedelse på ny frem til angreb. Fløjene forblev tilbage, men midten stødtelangt frem.

Da stødte de på et fransk angreb, ført med overlegne kræfter. Vore angribere kunne ikke stå imod overmagten og måtte gå tilbage. Men de medbragte 170 tilfangetagne. Udgangsstillingen ved Tolyslugten blev holdt. I den derpå følgende nat blev den kamptrætte bataljon trukket ud og gik igen til Pargny som korpsreserve. Den havde i disse dage mistet 3 officerer, 13 mand døde, 87 sårede og 34 savnede.

De to andre bataljoner blev ligledes enkeltvis indsat. II bataljon en kilometer nordvest for Vailly foran slottet Vauxelles i infanteriregiment 52’s område. Her slog 2. maskingeværkompagni et angreb af stærke fjendtlige patruljer tilbage i natten mellem 16. og 17. september. Sergent Braak udmærkede sig her ganske særligt. Den 18. september gik bataljonen i hvilestilling nord for Damenweg.

 III bataljon blev indsat mellem I og II. Efter at have marcheret over Hameret-Ferme steg den om eftermiddagen den 15. september ned i den nævnte slugt til regiment 12, ved hvis frontsituationen endnu var uafklaret. 9. og 11. kompagni blev sendt mod de tabte grave. I et håndgranatangreb tog de betragtelige stykker af det terræn fra fjenden, som grenaderregiment 12 havde mistet. Næste dag fornyet kamp; franskmændene forsøgte igen at fravriste 11. kompagni deres terræn, det lykkedes dem ikke. Den 19. september blev også
denne bataljon afløst og gik ligledes til hvile nord for Damevejen. Seks døde og 34 sårede havde disse dage kostet den.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

16. september 1918. H.C. Brodersen: “Der er blevet bevilliget 3 Dages Orlov, men jeg maa ingen faa.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 var han underofficer i Regiment 186, 2. kompagni.

Folk  er  kede  af  Krigen.  Der  spores  revolutionære  Antydninger  alle  Vegne.  Vi Underofficerer,  der  næsten  hver  Aften kommer  sammen  i  en  Knejpe,  der  ligger  lige  overfor  Kasernen,  mærker  det  mere  og  mere.

Folk,  baade  civile  og  Militæret,  er  lige  som  mere  fri  i  Sproget,  og  der  stjæles,  handles, sjakres  og  hamstres  med  alt  mellem  Himmel  og  Jord.  Om Aftenen,  naar  der  ofte  er  fjendtlige  Flyvere  over  Byen,  gaar Folk  ikke  mere  frivillig  ned  i  de  Understande  og  Kældere, der  er  anvist  til deres  Beskyttelse.

De  er  lige  glade.  Vi  kan købe  lige  saa  mange  Levnedsmiddelkort,  som  vi  vil have,  og saaledes  købe  alt  det  Brød  vi  ønsker.  Naturligvis  er  de  falske,  men  Brødforsyningsbestemmelserne  bliver  paa  denne Maade  undermineret,  og  Myndighederne  kan  ikke  gardere sig  herimod.  For  gode  Ord  og  rigelige  Penge  kan  man  købe al  den  Mad, man  vil have,  uden  at  man  behøver  noget  Kort.

Selvfølgelig  er  alt  hamstret  eller  stjaalet.  —  Paany  er  en Transport  inddelt  til at  afgaa  til Felten,  og  denne  Gang  skal jeg  med.

Der  er  blevet  bevilliget  3 Dages  Orlov,  men  jeg  maa ingen  faa.  Det  var  jeg  ikke  tilfreds  med,  og  i  Morges  gik  jeg til  Hauptmann.

Flan  erklærede  dog,  at  han  ikke  havde  nogen Bestemmelsesret  over  Transporten,  da  Listerne  over  Mandskabet  var  afgaaet  til Bataillonsskrivestuen, og  hvis  jeg  vilde have  Orlov, maatte jeg henvende  mig dér. Det  gjorde  jeg,  men heller  ikke  her  havde  jeg  Held  med  mig.

Der  blev  af  Adjudanten  svaret,  at  der  i  Henhold  til  en  „Verfügung”  fra  9. Armékorps  i  Altona  ikke  maatte  sendes  Folk  paa  Orlov,  der skulde  ud  over  Linien  Tønder—Flensborg.  I  alle  Tilfælde skulde  der  en  særlig  Rejeetilladelse  til, og  den  havde  jeg  jo ikke.

Jeg  tilbød  at  betale  en  telegrafisk  Forespørgsel  til  Altona,  men  heller  ikke  dette  vilde  han  komme  ind paa  og  mente,  at  det  jo  heller  ikke  kunde  lønne  sig  at  rejse  den  lange Vej  for  blot  3  Dages  Orlov.

Jeg  fastholdt  dog  min  Beslutning  om  at  ville  hjem,  og  gik  til  Majoren. „Hvad  ønsker  De?”  spurgte  han,  da  jeg  var  kommet  indenfor.  Han  fik  at  vide,  hvad  Sagen  drejede  sig  om,  og  telefonerede  til  Bataillonsskrivestuen.

„Det  gaar  ikke,”  sagde han,  „og  De har  jo  ogsaa  faaet  at  vide hvorfor,  ikke  sandt?” Jeg  forsøgte  at  komme  med  Forestillinger om,  at  det  maaske  var  sidste  Gang,  jeg  kunde  faa  Lejlighed  til  at  hilse  paa Familien,  men  han  var  ubønhørlig. „Min  Søn,” sagde  han,  „vi  har  Krig .  Det  gaar  ikke!”

Jeg  stak  min  sidste  Trumf  ud.  „Hr.  Major,”  sagde  jeg, „jeg  kan  dog  rejse  til  Slesvig,  og  naar  jeg  derfra  telegraferer til  min  Hustru  om  at  komme  dertil,  behøver  jeg  ingen  Rejsetilladelse!” Han  saa  et  Øjeblik  paa  mig,  og  sagde  saa:  „Indforstaaet, gaa  til  Bataillonen  og  faa  Deres  Pas!”

Nu  sidder  jeg  i  Toget  mod  Hamburg,  og  et  Par  Underofficerer  i  Jægeruniform  har  opfordret  til  et  Parti  Skat. Tiden gaar  bedre,  mener  de,  og  jeg  er  indforstaaet.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

20. august 1918. Antallet af gassyge overstiger antallet af sårede

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Regimentet havde til højre infanteriregiment 79, til venstre infanteriegiment 31. To bataljoner lå forrest og én i reserve. Fra 20. august inddeltes regimentet igen i kamp-, beredskabs- og hvilebataljon.

Modstandslinjerne havde navnene Blücher I og Blücher II. Det var ikke sammenhængende stillinger, men derimod områder med modstandsreder. Det franske artilleri lod næsten hver nat nogle heftige ildoverfald slippe løs. Om dagen var det noget roligere. Brugen af gasgranater øgedes.

På adskillige dage oversteg tallet af gassyge antallet af sårede. Vort artilleri skød ligeledes ret livligt. Med de grønt afkrydsede granater blev der sendt mangt en sky af sennepsgas over i den fjendtlige lejr. I anden halvdel af måneden aftog den fjendtlige ild mærkbart; tabene, som i de første ti dage af august var betydelige, tog også af.

Den glødende hede fremkaldte imidlertid talrige tarmsygdomme. Stillingskrigens ensformighed var indtrådt igen. Tjeneste som vagt, gravearbejde, afløsning i en regelmæssig vekslen. Det var bittert for en enhed, der havde smagt bevægelseskrigen.

Disciplin og pligtfølelse bevirkede imidlertid, at omstillingen skete gnidningsløst. Siden englænderne den 8. august var stødt dybt ind i vort angrebsterræn ved Ancre, vidste enhver selvstændigt tænkende soldat, at alle erobringer siden Det store Slag var tabt igen. Et angreb kunne man slet ikke tænke på mere, sejt forsvar af den gamle linje måtte nu være opgaven.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

13. august 1918. De nye rekrutter “De store Skoledrenge – andet er de ikke – er blevet kaldt ind”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

„Tidens  Hjul  gaar  centnertungt”  og  blodigt  henover  Vestfronten.  Alt  er  vel  nok  sat  ind  dér  for  at  fremtvinge  en  endelig  Afgørelse.  De  mange  granatspyende  Kanoners  Sult  er stor,  og  stadig  bliver  der  udtaget  Mandskab  til Føde  for  dem.

,  og  jeg  har  faaet  saadan  et  Hold  t De  store  Skoledrenge  —  andet  er  de  ikke  —  er  blevet  kaldt indil  Uddannelse.

 De  er underernærede  og  spinkle  og  har  ingen  anden  Forestilling om  Krigen,  end  at  de  hidtil  har  faaet  fri  fra  Skolen  i  Anledning  af  en  stor  Sejr,  og  om  Soldaterlivet har  de  ingen Anelse.

Det  eneste,  de  i  militær  Henseende  hidtil  har  haft  Forstand paa,  er  at  synge  med  paa  Omkvædet,  naar  et  Kompagni gik igennem  Byen,  syngende  paa  denne  her:  „Es  schlief  ein  Graf bei  seiner  Magd.”

 —  Uddannelsen  af  disse  unge,  men  ellers ret  flinke  Mennesker  var  da  ogsaa  noget  af  det  mest  vanskelige  at  have  med  at  gøre.  Jeg  er  inderlig ked  af  det.  Retter man  paa  Hovedstillingen, bliver  Benstillingen  skæv.  En  Anmodning  om  at  flytte  højre  eller  venstre  Fodspids  enten  ud eller  indad,  bevirker,  at  Hovedstillingen atter  bringes  af  Lave.

Retter  man  paa  højre  Armstilling,  glider  Geværet  i  venstre  Arm  uvilkaarligt  ned  i  udstrakt  Armstilling.  Saaledes gaar  det  i  det  uendelige.  Det  værste  er,  at  naar  man  skælder ud,  begynder  de  at  græde.

Det  er  den  rene  Ynk,  og  jeg  har besluttet  ikke mere  at  ville  se  ind  i  disse  sørgelige  Fysiognomier.  I  Gaar  bad  jeg  mig  fritaget  for  dette  Hverv,  men  Svaret  var  benægtende,  og  derfor  maatte  jeg  i  Dag  finde  paa noget  Nyt.

Jeg  meldte  mig  syg.  Da  Kompagniet  i  Middags kom  hjem  fra  Udmarchen,  spurgte  Kompagniføreren  til  mit Befindende  og  om,  hvad  der  af  Lægen  var  blevet  anordnet. Jeg  halede  et  Par  lange  Bind  op  af  Lommen  og  viste  ham dem.

Han  blev  gal  i  Hovedet  og  beordrede  mig  til  Skrivestuen,  hvor  han  nærmere  vilde  tale  med  mig.  Han  holdt  her en  Moralprædiken,  der  tydelig beviste,  at  han  ikke var  ukendt med  Nattelivet  i  Byen  og  de  dermed  forbundne,  lumske  Farer.

Dog,  Hauptmann’en  var  ikke  dum,  og  tilsidst  blev  vi enige  om  Spørgsmaalet. „Er  det  Meningen, at  De  vil bruge  de  Bind,”  spurgte  han, „svar  mig  ærligt!” „Nej,  Hr.  Hauptmann.” „De  er  dog  i alt  Fald  ærlig,”  sagde han  saa,  „af  den  Grund skal  De  faa  Deres  Ønske  opfyldt  med  Hensyn  til  Rekrutuddannelsen,  er  det  ikke  det,  De  har  villet  opnaa?” „Javel,  Hr .  Hauptmann,”  svarede  jeg. „De  skal  nu  faa  et  Stammandskab,  og  med  dette  vil  De hver  Dag  have  at  gaa  paa  Vagt  ved  Gasgranatfabrikken. Er  vi  saa  enige?” „Javel,  H r .  Hauptmann!”

Han  belærte  mig  om,  at  der  var  store  Udsigter  til, at  der paany  afgik  en  Transport  til  Felten,  og  at  der  vel  saa  ogsaa skulde  bruges  Underofficerer.  Jeg  var  klar  over,  hvad  han mente  og  svarede,  at  for  saa  vidt  det  ikke  skulde  betragtes som  nogen  Straf,  vilde jeg  hellere  det.

Han  erklærede  dog,  at der  ikke  fra  hans  Side  var  Tale  om  nogen  Straf,  men  for  en Mand  som  mig, maatte  det  anses  for  at  være  en  overordentlig stor  Ære  at  være  med  til  de  sidste,  store  Anstrengelser  til Opnaaelse  af  den  Afgørelse,  der  forhaabentlig  skulde  bringe os  Sejren  hjem.  „Javel,  Hr .  Hauptmann,”  svarede  jeg,  og dermed  var  Audiensen  forbi.

—  Nu sidder  jeg  paa  Vagtstuen, og  Kammeraterne  véd  at  fortælle,  at  Hauptmann,  hver  Gang der  har  været  fordret  Officerer  til  Fronten,  har  haft  det  kedelige  Uheld  at  falde  af  Hesten. 

De  siger  ogsaa,  at  han,  der nok  skal  sørge  for  at  faa  andre  ud  i  Skidtet,  er  en  fejg  Kujon;  men  Folk  kan  jo  være  ondskabsfulde.      

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)