Alle indlæg af Thomas Blunck

19. maj 1918. “… næsten hvert skridt gik over lig.” FR86 på march ved Somme og Cambrai

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 16. maj brød divisionen op i nordøstlig retning til en anden del af den vestlige krigsskueplads. 11 officerer og 133 mand døde efterlod de på kampområdet for det store slag. Marchen gik hen over Somme området. Maricourt, Combles og Sailly-Saillisel strejfedes.

I den sidste landsby forekom ødelæggelserne særligt grelle. Kolossale kratere var overgroet med mos og fyldt med vand. Man kunne kun med tavs ærefrygt passere dette stykke jord, næsten hvert skridt gik over lig. Marchen førte videre over Etricourt, Fins, Gouzeaucourt. Her blev Siegfried-stillingen passeret.

Indtil da var regimentet marcheret kilometervis forbi stabler af engelske ammunition og materiel. Så gik det videre forbi Vacquerie, som regimentet for et år siden havde holdt besat, over Le Pavé, Masnières til Cambrai, som blev nået den 18. maj efter en tre dages march.

Der herskede en glødende hede. Marchen var ret anstrengende, men nattehvilen i åbent terræn var en velgerning.I Iwuy ved Cambrai ventede togene på regimentet. Den 19. maj transporterede de regimentet gennem det franske industriområde til den smukke belgiske by Tournay. Bataljonerne fik kvarter i omegnen.

Staben og I bataljon i Rumes, II bataljon i Froidmont, III bataljon i Espléchies.I  to  måneder  kunne  regimentet  glæde  sig  over  hvilen.  Dagene  omkring Tournay hører til de skønneste, som regimentet oplevede i denne krig. Naturligvis stod tiden ikke stille mht. tjeneste.

De erfaringer, man havde gjort i de seneste slag, blev evalueret. Når tjenesten var overstået, blev der ofte givet orlov til den gamle og smukke Scheldeby. I det store og smukt indrettede soldaterhjem fandt füsiliererne sammen om et glas øl.

Hos mange var behovet for kultur efter fire års liv som landsknægte vokset meget. De besøgte koncerter og teaterforestillinger eller besigtigede med divisionsmaleren Bachmann som fører den herlige katedral, en af de smukkeste og interessanteste middelalderbygninger.

Kompagnierne foranstaltede kompagnifester i deres landsbyer, bataljonerne sportsfester. Den gamle stemning vågnede igen. Med stor glæde modtog man efterretningen om vor sejr ved Damenweg. Håbet om at vinde sejren voksede igen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

8. maj 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 er i alarmberedskab og tager australiere til fange.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Om natten mellem den 6. og 7. maj kom regiment 107 for at afløse füsiliererne. Men de forblev i alarmberedskab i bivuak ved Etinehem og ved landevejen Suzanne-Maricourt, fordi fjenden var trængt ind til højre for vejen Bray-Corbie.

Den 8. maj tog sergent Rainewitz sammen med tre mand fra 2. maskingeværkompagni ved en dristig operation fire officerer og 37 mand fra et australsk regiment til fange.

Disse var trængt igennem ved en nabodivision og havde om natten opholdt sig i slugten nord for Sailly-Laurette. Desuden tog de tapre füsilierere fire maskingeværer som bytte. De følgende dage blev igen tilbragt i barakkerne i Suzanne og Maricourt.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

25. april 1918. Efter en måned med “…tab og sygdom…” skal Füsilier-Regimentet “Königin” Nr. 86 tåle “ildoverfald” fra Englænderne.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 5. april skulle divisionerne til højre og til venstre for 18. division angribe. Hvis angrebet lykkedes skulle også 18. division støde frem til Corbie. Resultaterne på begge sider var imidlertid ikke tilstrækkelige; 18. division måtte forblive på sin plads. De følgende nætter bragte nye uroligheder.

 Regimentet blev lånt ud til Dernancourt, blev igen trukket tilbage, så i natten fra 8.-9. april igen indsat foran Morlancourt. Her lå det igen delt op i tre dele, så i det mindste én bataljon havde hvil i Bray.

Heftige ildoverfald i åbent terræn gav tab. I natten fra 16.-17. april var der afløsning fra reservedivision 50. I en baraklejr ved Suzanne vinkede endelig hvile forude, og den var tiltrængt, for regimentet var ikke alene udmattet af tab og sygdom, også de overlevende ved fronten var totalt afkræftede.

Behageligheden ved et tag over hovedet og tørt gulv under kroppen kunne en tid lang forjage mismodet over den fastkørte offensiv. Den 25. april blev roen pludselig brudt. Alarmering. Englænderne havde angrebet  syd  for  Somme  foran  Villers-Bretonneux. 

Situationen  var  endnu uklar. Regimentet skulle sikre den nordlige Somme-bred mellem Bray og Etinehem. Om aftenen afløste det så regimentet foran Sailly-Laurette. Her lå det ti dage med 2 bataljoner i front og én i reserve. Det måtte i den tid tåle svære og heftige ildoverfald. Det engelske artilleris ildoverlegenhed var trods uhyre tab af ammunition og materiel stadig ubetvivlelig, og det virkede nedslående.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

 

 

10. april 1918. Selvskade: To hug med øksen – og så var tommelfingeren væk!

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  er  kommet  til  et  Eksercitskompagni.  Det  bestaar  af gammelt  Mandskab,  der  flere  Gange  har  været  ved  Fronten, og  som  nu  skal  strække  Benene  lidt  og  forøvrigt  skal  strammes  lidt  op.  Det  er  de  ikke  særlig  villige  til at  være  med til.

De  har  alle  faaet  nok  af  Krigen,  og  længes  ligesom  enhver anden  kun  efter  at  komme  hjem  til  Familien.  Det  er  derfor med  største  Uvillie  de  hver  Morgen  møder  til Tjenesten  og er  af  den  Grund  ikke  altid  lige  behagelige  at  have  med  at gøre. 

Forleden  Morgen  gik  det  da  ogsaa  galt  i  min  Deling. Een  Mand  irriterede  mig  saa  voldsomt  med  sin Ugidelighed, at  jeg  maatte  give  ham  en  Irettesættelse.  Den  Slags  har  han vel  tidligere  faaet  mange  af,  men  nu  gik  det  galt. 

Han  for ind  paa  mig  med  løftet  Gevær.  Jeg  naaede  dog  at  springe  til Side,  og  Geværet  suste  i  Gulvet med  det  Resultat,  at  Kolben skiltes  fra  Løbet.  Det  havde  vi  nu  nok  faaet  „ordnet”,  men Feldveblen,  der  ikke  kunde  forstaa,  hvor  jeg  blev  af  med  mit Korporalskab,  kom  i  det  samme  opad  Trapperne. 

Han  havde  set  det  hele,  og  nu  gik  der  Rapport  i  Sagen.  Det  endte med,  at  vi  alle  —  hele  Korporalskabet  —  maatte  møde  i Krigsretten. 

Det  resulterede  i, at  Manden  fik  8  Dages  streng Arrest,  at  afsone  efter  Krigen.  —  Ved  samme  Møde  i  denne frygtede  Ret  havde  vi  Lejlighed  til  at  overvære  en  anden Sag,  i  hvilken  der  var  lagt  godt  i .

Det  drejede  sig  om  Faneflugt,  Fejghed  over  for  Fjenden  og  for „Selbstverstümlung”. Statsadvokaten  begærede  Manden  idømt  3  Aars  Fæstningsarrest,  men  nu  tog  Forsvareren  Ordet.

Det  var  en  gammel hvidhaaret  Herre,  der  i  Modsætning  til  de  3  Dommere  var Civil.  „Det  var  ene  og  alene  Længslen  efter  de  Kære  i  Hjemmet,  der  har  overvældet  min  Klient  til  at  berøve  sig  selv Tommelfingeren,”  begyndte  han.

„Mine  Herrer,  høje  Ret,” fortsatte  han  og  spurgte:  „er  der  nogen  iblandt  Dem,  der  er saa  haardhjertet  ikke  at  kunne  føle  det?  I  to  Aar har  Manden ikke  været  paa  Orlov  og  kun  fordi  han  er  Elsas’er,  og  dog har  han  Hustru  og  Børn  ligesom  tusinde  andre,  og  som  han har  længtes  efter. 

Hvad  angaar  Fejgheden,  mine  Herrer,” fortsatte  han,  „da  vil  jeg  gerne  have  Lov  til  at  bevise  det modsatte.  Forestil Dem, mine  Herrer,”  begyndte  han,  „at  De lægger  Deres  Tommelfinger paa  et  ujævnt  og  knudret  Brædt! De  tager  en  Økse,  Magen  til den  Soldaten  har,  ikke  en  sleben og  skarp,  nej,  men  en,  der  er  sløv  og  fuld  af  Skaar;  De  slaar til!

Fingeren  bliver  siddende  ved  det  første  Hug !  De  tager ikke  Haanden  til Dem, —  hvadbehager,  mine  Herrer?  Derpaa langer  De  ud  til  et  kraftigere  og  nyt  Hug ,  der  saa  skiller Fingren  fra  Haanden!  Hr.  Statsadvokat,  mine  Herrer,  høje Ret,  det  er  forklaret  af  Manden,  at  han  har  maattet  slaa  til to  Gange  for  at  opnaa  sin  Hensigt!

Jeg  spørger:  Er  det  Fejghed?  Nej,  og  atter  Nej.  Jeg  mener  derimod,  at  Manden  maa være  i  Besiddelse  af  overordentlig  Mod  og  Karakterstyrke!

Og  med  Hensyn  til Faneflugten,  da  har  han  kun  ved  at  skille sig  af  med  Fingeren  haft  til  Hensigt  at  komme  paa  Lazaret, og  dermed,  om  muligt,  hjem  til  sin  Familie.

Jeg  overlader hermed  trøstig  min  Klient  til  Bedømmelse  af  den  høje  Ret, og  mener,  at  nogle  faa  Dages  Fængsel  er  fuldtud  tilstrækkelig!”  —  Dommen  lød  paa  14  Dages  mørk  Arrest.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

3. april 1918. Efter “…svære blodofre for infanteriets vedkommende…” bliver Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 flyttet til et andet tyngdepunkt ved fronten.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Meget var nået. Over hundrede tusinde var taget til fange, på ti dage havde man fravristet fjenden et areal, der var flere gange større end alt, hvad han i mere end tre år i utallige små og store angreb havde erobret. Men endemålet, gennembruddet gennem den fjendtlige front, var ikke nået.

Angrebet gik på dette sted i stå. Englænderen havde vist sig som en sej modstander, der ikke var så nem at få til at stikke af. På vor side kunne de afkræftede heste ikke længere klare de stadig voksende krav til forsyninger; der manglede endvidere reserver, der udhvilede og med friske nerver kunne holde angrebet i bevægelse.

Ret meget manglede der ikke, så var det lykkedes, men det var ikke gået uden svære blodofre for infanteriets vedkommende. Disse ofre ville den øverste hærledelse ikke bringe og forlagde derfor kampenes tyngdepunkt til andre steder.

De tre følgende dage tilbragte regimentet i en lavning nord for Etinehem. Den 2. og 3. april kom det til fronten og afløste dér infanteriregiment 31.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

21. marts 1918. “Trekvart million mand i bevægelse …” Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i den tyske forårsoffensiv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I 1918 deltog det i den store tyske forårsoffensiv.

Den 21. marts om natten kl. 2 havde bataljonerne indtaget deres udfaldsstillinger. I bataljon (kaptajn von Knobelsdorff) lå i og bag ved forpostgraven, II bataljon (kaptajn Friherre von Ompteda) i gravene ved Quennemont-Ferme, III bataljon (kaptajn Brunk) i Siegfriedstillingen. Natten var kold og gravene våde.

Marts havde ind til nu vist det smukkeste vejr. Men den 19. væltede det ned i stride strømme, den 20. var det klaret op, så der den 21. kunne forventes det samme vejr.

Præcis kl. 4.40 om morgenen satte med ét vort artilleri ind. Først almindelig gasskydning på det fjendtlige artilleri. Dette svarede kun svagt og med temmelig planløs, spredt ild. Så koncentreredes en del af vor ild om den forreste stilling. Minekasterne istemte helvedeskoncerten og knuste den fjendtlige front med deres jernnæver. Som en kolossal vild jagt hyler det hen over hovederne.

En bragen, buldren, eksploderen så voldsom, som det aldrig før er oplevet i denne krig. I vild ekstase fornemmer füsiliererne ingen kulde og væde. Deres glæde over, at fjenden nu endelig får at føle på egen krop, hvad han så ofte har tilføjet dem, er stor og naturlig. Hos nogle iblandes glæden dog også spørgsmålet: vil ilden være tilstrækkelig til også i større dybder at mørne modstanden?

Da morgenen gryede, viste det sig, at den tætteste tåge lå over terrænet. Mere end tre skridt var der intet at se.Kl. 9.40, 0-tid. Ildbølgen forlægges, man hører, at nedslagene blive svagere. Füsiliererne stiger op af skyttegravene, mange er i forventning om sejrsbegejstringen som berusede. Sammen med dem sætter sig trekvart million mand i bevægelse. Da rammes de af vor egen gas, drevet tilbage af en let morgenbrise.

Utilpashed, tårer, irritationshoste melder sig. Forsøgsvis tager man gasmaske på, men så er man helt blind. Nogle tager indsugningen i munden, andre holder lommetørklæder for mund og næse og marcherer fremad, så godt det går. Men i tågen, den tætteste som regimentet har oplevet i felten, er orientering kun mulig med kort og kompas. Også det var forudset, næsten alle gruppeførere er forsynet dermed.

Helt naturligt rives skyttelinjerne fra hinanden og samler sig til flokke, der kommunikerer indbyrdes ved tilråb. Mange tager fat i hinanden. Enkelte grupper blandes forbigående med naboregimenter, ja, endog med nabodivisioner, således som omvendt dele af andre troppeenheder fortsat befinder sig i vort regiments kampstribe.Den første engelske stilling ved ”Edderkoppen”, en flerdobbelt korsvej, bliver løbet over ende uden kamp. Grav og pigtrådsspærring er helt sønderskudt.

Stillingen syntes at være rømmet, for der blev ingen fanger taget og kun forefundet få døde og sårede. Da flakker den første ild. Den kommer fra en hulvej umiddelbart bag ved den engelske anden grav. Vore maskingeværer knitrer,modstanden bliver nedkæmpet.

Oprakte hænder viser sig i tågen. Nogle forstyrrede ansigter kigger ud af skyttegrave og nedgange til dækningsrum, de første fanger. Det bliver betydet dem at bevæge sig bagud.

Videre går det mod den anden engelske stilling. Regimentet må være lidt forud for naboregimentet, for i retning af Hargicourt slår der maskingeværild ned i de fremrykkende bataljoner. Da brager der også heftig ild mod dem forfra.

Den kommer fra den lille Toine-skov, et støttepunkt før den engelske anden  stilling.  Ophold. Stilling. Ild. Den engelske modstand svækkes. Den lille Toine-skov og den bagved liggende, godt udbyggede anden stilling bliver taget. Englænderne trækker sig tilbage. Straks bliver den forreste linje igen opholdt. Nogle hundrede meter bagved skyder et i terrænet godt indbygget maskingevær som vanvittig.

I helt små grupper arbejder füsiliererne sig frem imod det. En mand dræber på nært hold den ene skytte, den anden bliver såret, den tredje taget til fange.Det var om formiddagen. Hen mod middag lettede tågen.

Det viste sig, at alle tre bataljoner var blevet blandet, og at også 85’ere og 31’ere kæmpede på vort område. Hurtigt bliver så godt som muligt enhederne bragt i orden igen, og det går på ny fremad.

For anden gang får nu de første bølger stærk maskingeværild fra venstre. Den kommer fra højderyggen foran stenbruddet.

De lette maskingeværer bliver sat ind imod den og nedkæmper denne forstyrrelse. Da dukker det første batteri op. Fra umiddelbar nærhed skyder det med kardæsker og shrapnelnedslag mod I bataljon. Batteriet ligger uden for vor kampzone, andre må tage sig af at erobre dem med storm. Springende fra krater til krater kommer füsiliererne forbi batteriet.

Deres marchretning går mod det nordlige hjørne af stenbruddet. Dette har åbenbart ikke taget megen skade. Dets besætning forsvarer sig heftigt med gevær-, maskingevær-og geværgranatild. Et maskingevær ved foden af stenbruddet skyder indtil det sidste, blot nogle meter foran falder en gruppe død om.

Så bliver besætningen nedkæmpet af de forbitrede füsilierere i håndgemæng. Den nordlige ruin-bunke blev straks derefter taget af II bataljon. I rask tempo stormer I bataljon til højre forbi stenbruddet mod det næste mål, ”gåden” fra Templeux-Guérard. Det var dette ene rensningsanlæg nord for landsbyen, der på flyverbillederne havde fået den betegnelse.

Foran en fabrik fyrer et feltkanonbatteri lige til det sidste. Det bliver erobret med storm. Nu er der ikke mere for fjenderne at holde. I skarer går de tilbage hen over den næste bakke, højde 144. I bataljon følger dem, forcerer på højen en intakt pigtrådsspærring og støder igennem hovedstillingen.

Svage patruljer føler sig allerede for til Beausejour, mens der til højre om Ronsoy og St. Emilie, til venstre om Templeux endnu bliver kæmpet. Da møder bataljonen hen mod kl. 2 englændernes første modangreb. Fire  tanks  kryber  med  frem.  Stærk  maskingeværild  kommer  fra  flankerne.

Fjendens artilleriild vokser til uhyggelig voldsomhed. Alt dette betyder holdt for bataljonen. Således skete det, at II bataljon snart efter var på højde med I bataljon.II bataljon var efter omorganiseringen hurtigt fulgt efter I bataljon og havde efter middag snart nået stenbruddet. Som nævnt var I bataljon gået frem med stenbruddet til venstre uden at storme dets bjerg af stenblokke.

Nogle vildfarne folk lå endnu foran. En heftig og ubehagelig infanteriild kom øverst fra stenbjerget ind i II bataljons flanke. Ved foden af bunken hobede dele af regimentet sig op. Tågen letter et øjeblik.

Føreren af II bataljon, kaptajn friherre von Ompteda, overskuer i dette øjeblik situationen, så råber han skarpt og klart: ”Alle fra I og II bataljon, der ligger her, hør min ordre: Til storm på de foran liggende højder spring … op march, march!”

Som én mand kommer folkene op af kraterne og stormer op ad højen. Englænderen, så vidt han ikke er taget til fange, er forsvundet. Videre går det forbi stenbruddet. Adskillige batterier bliver erobret efter omringning; derved tager bataljonen fanger. Kl. 3 om eftermiddagen ligger de to bataljoner side om side i og bag ved hovedstillingen.

III bataljon var helt efter ordre fulgt efter II bataljon. Et batteri fyrer stadig ud fra Templeux. Da foretager løjtnant Carsten Schmidt og sergent Schriewer fra 10. kompagni sammen med en gruppe et fremstød mod landsbyen. De erobrer adskillige kanoner og forsvarer dem mod engelske modangreb ud fra landsbyen.

Stående bag en kanon med pistol i hånden falder løjtnant Schmidt og med ham fem af hans tro mænd.Et af de sidste ofre på denne angrebsdag var den tapre kommandør for 18. division, generalløjtnant von Blottnitz. Han faldt ved en fjendtlig granat, da han fra stenbruddets høj ville iagttage angrebet på Templeux.

Med ham faldt en mand, i hvem de bedste gammelpreussiske soldaterdyder var forenet. Aldrig havde han i dette felttog tøvet, når det var nødvendigt hensynsløst at risikere livet. I hans sted overtog friherre von Massenbach, hidtil kommandør for 18. feltartilleri brigade, kommandoen.

Om aftenen blev II bataljon under kaptajn von Ompteda til kampbataljon. Den bestod, da enhederne var blevet blandet, af 5., 8., og dele af 1., 6., 7., 9., 11. kompagni og lå den nat lige foran hovedstillingen. Alle andre udgjorde reservebataljon under kaptajn von Knobelsdorff. Denne forblev om natten i den tredje engelske stilling.

Til højre lå 85’erne ligeledes foran hovedstillingen, til venstre regiment 31, lidt bagudbøjet, men med Templeux-Guérard foran.Natten var bitterkold, men der måtte ikke tændes ild. Det ville have tiltrukket de fjendtlige fly lige så ufejlbarligt som lyset tiltrækker en fugl. Således frøs 86’erne temmelig meget i det åbne terræn. Feltkøkkenet kom ikke frem; den kolde nødration måtte klemmes ned.

Tørsten plagede.Til trods for det var 86’erne glade for, hvad de havde nået. De var dog stødt igennem den fjendtlige stilling i en dybde af 4 km. Men det var klart for dem, at det sværeste stykke arbejde endnu var foran dem.

Den næste morgen var fjenden ikke længere overrasket, og artilleriet kunne ikke være så effektivt som dagen før. Infanteristen ville i hovedsagen være henvist til sig selv.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

20. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 får angrebsordren aftenen før offensiven.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Divisionens angrebsstribe begyndte syd for Le Catelet ved Quennemont-Ferme, skød frem i næsten vestlig retning over Ronsoy, Hargicourt, Templeux-Guérard, overskred ved Villers-Faucon den dobbeltsporede banelinje Cambrai – St. Quentin og Cambrai – Peronne, satte over Tortillebækken ved Moislain, krydsede vejen Arras-Peronne ved det engang så hedt omstridte Bouchavesnes, omfattede de fra Somme-slaget så kendte navne Maurepas, Hardecourt, Maricourt, så løb den langs den nordlige Somme-bred mod Amiens.

Regimentet angreb i midten af divisionen. I tilslutning til højre var infanteriregiment 85, til venstre var infanteriregiment 31. Det havde her en særlig taktisk opgave. De to fløjregimenter stødte under deres fremrykning på store landsbyer og et stenbrud, altså alvorlige modstandspunkter, som frontalt kun vanskeligt kunne tages.

Lige som en strøm flyder stærkest og raskest i midten mellem to hindringer, således skulle regimentet med smal front og dybt echelonneret trykke sig igennem mellem disse modstandpunkter og, hvis det blev nødvendingt med sine reserver svinge til højre og til venstre for flankerende at bringe naboregimenterne aflastning.

Svarende dertil lød regimentets angrebsordre i hovedpunkterne således:”Regimentet angriber X-dag med infanteriregiment 85 til højre, infanteriregiment 31 til venstre, og gennembryder den fjendtlige stilling.Opdeling og underlagte troppeenheder.

  1. a) I bataljon med 3. jægerbataljonens stormenheder med hjælpevåben.
  2. batteri fra feltartilleriregiment 45
  3. Minekasterkompagni.

  Regimentets 6 bevægelige lette minekastere.

  1. b) II bataljon og to oprydningskompagnier fra bayeriske infanteriregiment 14.

  Infanterikanonbatteri nr. 7

  To grupper fra 9. pionerkompagni

  1. c) III bataljon og 3. maskingeværkompagni

  Bjerg-maskingeværafdeling 221.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86

16. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 forbereder sig på forårsoffensiven

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Ved siden af uddannelse blev der ydet et kæmpemæssigt organisatorisk arbejde. Hvis et angreb nogensinde var godt forberedt, så var det dette. Først og fremmest blev hver enkelt mands udrustning genstand for særlig omhu, gasmasken afprøvet eller på ny tilpasset, ammunitions- og håndgranatforråd blev fyldt op, større nødrationer blev udleveret.

For hurtigt at kunne erstatte tab af førere, blev der udtaget en førerreserve under ritmester Kothe. Der blev vist særlig omhu med hensyn til forsyningstjenesten, hestebestanden gjort fuldtallig og suppleret, kamptrosset blev delt op i to, en ammunitionsenhed og en forplejningsenhed; hver af dem under en officer.

Vandvogne skulle følge de angribende  tropper,  brøndbygningskommandoer  skulle  fremtrylle  vand  på stedet ved hjælp af abessinierbrønde; ja, endog folk til at tage vandprøver var med; disse skulle undersøge drikkevandet i de erobrede områder for gift- og sygdomskim.

Vejbygningskommandoer skulle bane vej over grave og kratere for artilleriet og hele trosset. For hver kolonne var marchvejen nøje foreskrevet, vejofficerer skulle regulere hele trafikken, navnlig ved vejkrydsene for at undgå trafikpropper. Ligeså var opmarchen for angrebstropperne og deres anbringelse i de skyttegrave, hvorfra stormen skulle udgå, nøje reguleret.

Kort baseret på månedlange iagttagelser viste områder med stærk beskydning og områder med svagere beskydning og gav således værdifulde fingerpeg for opstillingen før angrebet. Af stor, måske afgørende vigtighed var det, at alle forberedelser forblev skjult for fjenden, derfor havde hvert kompagni sin flyverdæknings-officer, som med stålsat energi vågede over, at ingen mand unødigt løb omkring ved dagslys, og at hvert køretøj og hver hest stod tildækket mod indseende.

Kun således var det muligt at holde de uhyre forberedelser med hundrede tusinder af mennesker skjult for fjendtlige flyvere. På grund af fjendens velorganiserede spionagesystem måtte dag og time for angrebet holdes hemmeligt så længe som muligt. Derfor blev der i de forberedende ordrer kun talt om X-dag og 0-tid. Dage og timer før angrebet var for eksempel X minus 3 dag, 0 minus 300 minutter osv.

På den anden side blev intet uforsøgt for at undersøge det fjendtlige angrebsterræn. Fra jorden, fra ballon og fra flyvemaskine blev der uopholdeligt observeret derover for at fravriste fjenden flest mulige hemmeligheder. Med hundreder af optagelser havde man forsøgt at få hver modstandsrede og hvert maskingevær på fotopladen for at være forberedt på ubehagelige overraskelser.

Ved et fotoforedrag hos divisionen i Clary fik officererne vist og indprentet terrænet, og ved officersmøder internt i bataljonen blev endnu engang gennemgået alle mulige vanskeligheder.

Note: ”Abessinierbrunnen” er en simpel brønd bestående af et rør, der rammes ned i jordens vandførende lag. Navnet skyldes, at de blev anvendt af englænderne under deres felttog i Abessinien 1868.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

15. marts 1918. H.C. Brodersen møder sin gamle ven, “Skomageren”, og forsyner ham med et Par “blaa Briller”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Rekrutuddannelsen  er  i  fuld  Gang, men  jeg  fik  ikke  noget Korporalskab,  eftersom  jeg  under  Kammerunderofficerens Orlov  skulde  afløse  ham  paa  Kamret.  Det  er  et  Driverliv, men  hellere  vil  jeg  det,  end  ærgre  mig  over  Rekrutterne.

Det  værste  er  kun,  at  det  altid  er  meget  vanskeligt  at  faa nogen  til  at  hjælpe  sig.  Som  nu  forleden  Dag.  Jeg  gik  fra Stue  til  Stue,  men  der  var  ikke  een  Mand  at  opdrive.

Alle havde  de  Beskæftigelse,  hvad  enten  de  nu  bestilte  noget  eller  ej.  Da  jeg  aalbnede  Døren  ind  til Stue  Nr.  15,  røg  der  mig et  fyldt  Blækhus  om  Ørerne  og  smadredes  mod  Døren  bag ved  mig.  Samtidig  røg  en  Mand  ind  paa  mig  og  vilde  smide mig  ud.  Jeg  havde  ikke  fortrædiget  Manden  og  slog  fra  mig det  bedste  jeg  havde  lært.

Dog,  Kampen  holdt  snart  op,  thi han  var  ikke  længe  om  at  opdage,  hvem  han  havde  for  sig, og  det  viste  sig,  at  vi var  gamle  Bekendte.  Det  var  Skomageren.  Trods  det,  at  jeg  havde  forsynet  ham  med  et  Par „blaa  Briller”,  var  han  henrykt  over  at  træffe  mig.

Forbavselsen  var  stor  blandt  dem,  der  kendte  Skomageren,  og  som havde  set,  hvad  der  foregik.  Sagen  var  nemlig  den,  at  den stakkels  Mand  efter  Opholdet  i  „Prinz  Heinrich”  Hulen  var blevet  tosset.  Ingen  Gummicelle  eller  Arrestophold  havde kunnet  kurere  ham  for  det,  som  alle  mente  han  gjorde,  nemlig  at  simulere.

Vi blev  dog  meget  gode  Venner  og  havde jo  altid  været  det.  Han  mødte  nu  trolig  paa  Kamret  og  løb alle  de  Ærinder,  jeg  skulde  have  gjort.  Han  pudsede  mine Støvler,  og  hentede  min  Post,  og  var  den  flinkeste  Mand  jeg kunde  tænke  mig.

Alle  var  de  forbavset  over  den  Vending, der  var  sket  med  Skomageren,  som  hidtil  ingen  havde  kun­net  stille  noget  op  med,  men  som  var  gaaet  rundt  efter  sit eget  Hoved.

Han  er  stadig  paa  Kamret  hos  mig,  og  det  er i  Grunden  en  Skam,  at  jeg  ikke  vedblivende  skal  være  paa Kamret,  da  der  vel saa  kunde  blive  et  brugbart  Menneske  ud af Skomageren  igen.

Han  er  vel  nok  noget  af  en  Simulant, men  jeg,  der  ved  Besked  med,  hvad  der  foregik  i  Hulen,  og efter  det  Indtryk  jeg  straks  fik  af  ham  dengang,  kan  godt forstaa,  at  han  er  blevet  „skør  i  Knolden”.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

18. februar 1918. H.C. Brodersen undgår første transport, fordi “Indsprøjtningen, som jeg fik for dette hersens Kolera, satte sig til Galskab…”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  snød  dem.  Transporten  er  gaaet,  og  jeg  har  atter  afleveret  mit  dejlige,  feltgraa  Tøj. Indsprøjtningen,  som  jeg  fik for  dette  hersens  Kolera,  satte  sig  til  Galskab,  og  mit  Bryst blev  haardt  som  Sten.  Jeg  kom  paa  Lazarettet,  og  i  Gaar afgik  Transporten. 

I  Aften  fik  jeg  imidlertid  atter  Rejsepas fra  Lazarettet,  da  der  ikke  er  Plads,  og  fordi  mit  hævede Bryst  nu  ikke  mere  er  saa  haardt.  Af  gode  Grunde  er  der ikke  Udsigt  til, at  der  vil afgaa  flere  Transporter  foreløbig, da  vi først  skal  til at  uddanne  Rekrutter,  der  kommer  i  næste Uge.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

14. februar 1918. H.C. Brodersen bliver erklæret for duelig til fronten.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  har  flere  Gange  været  paa  Vagt  paa  Banegaarden,  og der  er  der  særlig  om  Natten  meget  livligt.  Lange  Transporttog  kommer  fra  Øst  og  gaar  i  Retning  af  Vestfronten.  De store  østrigske  Motormørsere  gik igennem  sidste  Nat,  og  forøvrigt  meget  andet  svært  Artilleri.  I  Østen  er  Freden  jo  sluttet,  og  der  siges,  at  der  paa  Vestfronten  nu  vil blive  sat  alt ind  for  at  fremtvinge  en  Afgørelse  der.

I  Kasernen  bliver der  jævnlig  foretaget  Lægeundersøgelser,  og  Mandskabet  bliver  taget  meget  nær med.  Knapt  er  Folk  kommet  fra  Lazaretterne,  før  de  atter  staar  klædt,  parat  til at  tage  af  Sted.  Ogsaa  jeg  har  i  Dag  været  hos  Lægen  og  er  blevet  erklæret  for duelig  til at  komme  med  ud.  Jeg  fik  straks  indpodet  en  større  Ladning  Modgift  for  Kolera  og  er  i  Eftermiddag  blevet tildelt  en  Transport,  der  snart  skal  afgaa.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

26. december 1917. H.C Brodersen sælger fedtelse og kammeraterne bliver misundelige, “…men i disse Tider er jo alt „Ersatz”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Mange  Pakker  er  blevet  sendt  til  de  forskellige  Hjem,  og ogsaa  jeg  har  kunnet  lade  afgaa  et  Par  Ruller  Tøj.  Kammeraterne  har  ordentlig  været  misundelige.

Jeg  var  i  Gaar  i Frankfurt,  hvor  Bankdirektør  Kaufmanns  Frue  blev  himmel-henrykt  over  al  den  Fedtelse,  jeg  bragte  hende,  og  ikke mindst  fordi  jeg  først  havde  tænkt  paa  hende. 

Da  hun  betalte godt  for  det,  fik  hun  det  hele,  og  jeg  er  glad  for  at  være sluppet  af  med  det.  Der  siges,  at  der  steges  Fisk,  og  ogsaa andet  kan  steges  i  det,  men  i  disse  Tider  er  jo  alt  „Ersatz”.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

24. december 1917. H.C Brodersen handler sig til “…den bedste Juleaften, jeg i mange Aar har oplevet udenfor Hjemmet.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Infanterie-Regiment Nr. 186, 2. kompagni.

Saa  skulde  det  falde  i  mit  Lod  atter  at  holde  Jul  udenfor Hjemmet.  Dog,  der  var  ikke  andet  at  gøre;  thi  Juleorloven var  givet  og  Vagtmandskabet  for  Juledagene  var  inddelt,  forinden  vi  naaede  tilbage  til  Offenbach. 

En  Underofficer  fra Riidesheim  bad  mig  imidlertid  om  at  tage  hans  Vagt  Juleaften,  da  han  saa  kunde  komme  hjem.  Jeg  tog  hans  Vagt;  thi hjem  kunde  jeg  jo  ikke  komme  alligevel.

Her  paa  Vagtstuen kom  jeg  til  at  tale  om  den  vidunderlige  Færd  til  Italien  og om,  hvad  vi  alt  havde  bragt  med  hjem.  En  Sygeplejer  fra Røde  Kors  bød  mig  2  Pund  Tobak  for  1  Liter  Olivenolie.

 Jeg  havde  nemlig taget  en  10  Liter-Flaske med  hjem.  Rigtig nok vidste  jeg  ikke,  hvad  det  kunde  bruges  til,  men  da  de alle  havde  taget  noget  med,  gjorde  jeg  det  samme.  Nu  kunde jeg  indse,  at  der  var  Forretning  at  lave  og  slog  til  paa  hans Tilbud. 

Jeg  har  faaet  Bud  til  Kasernen  efter  Olien,  og  han har  faaet  Bud hjem  efter  Tobakken,  saa  Vagtstuen  er  røget godt  til  i  Øjeblikket.  Han  har  endog  i  Tilgift  givet  et  Par Flasker  „Apfelwein”,  saa  jeg  maa  sige,  at  det  er  den  bedste Juleaften,  jeg  i  mange  Aar  har  oplevet  udenfor  Hjemmet.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

21. december 1917. H.C Brodersen oplever en kold tur gennem Alperne og bliver “Entlaust” i Rosenheim.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  blev  en  langvarig  og  kold  Tur  gennem  Alpernes  Sne. Paa  flere  Stationer  blev  der  gjort  Holdt, der  varede  uendelig længe.  Med  2-3  Vogne  ad  Gangen  arbejdede  Lokomotivet sig  op  ad  Bjergene,  hvor  det  saa  ved  en  Station  lod  Vognene staa  og  kørte  tilbage  for  at  hente  de  andre.

Meterhøjt  laa Sneen  i Alperne, og  det  var  en  skærende  Modsætning  til Opholdet  i Cordenonc,  hvor  Temperaturen  tillod,  at  vi gik  i bare Ben.  Her  i  Rosenheim  bliver  vi  „Entlaust”  og  det  efter  de allernyeste  Principper  paa  det  Omraade. 

Samtlige  behaarede Steder  har  været  under  Behandling  af  de  elektriske  Klippe­maskiner,  og  da  vi  gensidig  betjente  hinanden,  blev  der  sørget  for,  at  ingen  slap  udenom.

Et  varmt  Bad  har  udøvet  den tilsigtede  Virkning,  og  enhver  har  faaet  udleveret  en  Klat graa  Salve  til Indsmøring  paa  de  Steder,  hvor  der  endnu  kan tænkes  at  sidde  et  Luseæg. 

Medens  vi driver  Tiden  hen  med Kortspil,  bliver vort  Tøj  behandlet  i de  dertil indrettede  store Kedler,  som  har  et  saa  højt  atmosfærisk  Tryk,  at  et  fortsat Liv  for  Lusene  og  deres  Yngel  er  ganske  udelukket.  Det vil  vist  vare  flere  Timer  siges  der,  og  vi  skal  ogsaa  have  noget  at  spise,  saa  det  bliver  vist  ikke  før  i  Morgen  tidlig,  vi kommer  herfra.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

17. december 1917. H. C Brodersen bruger alle sine penge og skal sørge for transport til Tyskland.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Der  er  købt  ind  for  alle  Penge  og  mere  til. Enhver  har  vist en  større  Regning,  han  ikke  tænker  paa  at  faa  betalt.  „Dos­mere”,  erklærede  Løjtnanten,  da  vi  bad  ham  om  Lønningsforskud,  „hvad  bruger  I  Penge  til, naar  I  har  en  Kappe,  som I  kan  hænge  omkring  Skuldrene.” 

Jeg  tør  ikke  paastaa,  at jeg  forstod  ham  rigtig,  men  der  var  mange,  der  løb rundt  paa Gaden  med  en  „Pukkel”,  som  ikke  var  helt  symmetrisk. 

— I  Aftes  fik  jeg  Ordre  til at  sørge  for  et  Par  Vogne,  der  skulde  befordre  Bagagen  til  Banegaarden,  og  i  Morges  Klokken 6  stillede  de  allesammen  med  deres  Bagage.  Der  blev  hele  3 Vognlæs,  og  paa  Banegaarden  blev  det  hele,  der  var  forsynet med  Navnet  paa  Ejermanden,  ladet  i  et  Par  Vogne,  der  var tilsluttet  det  Tog, der  skal  føre  os  tilbage  til Tyskland.

Turen hjemad  gaar  samme  Vej,  som  vi  er  kommet,  og  vi  er  for Øjeblikket  ved  at  køre  ud  fra  Undine.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

10. december 1917. H.C. Brodersens kompagni skal tilbage til Tyskland. “…ingen af os var erklæret for at være felttjenestedygtige.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  har  drevet  omkring  i  Uforetagsomhed  og  havde  begyndt  at  kede  os,  indtil  vi  i  Forgaars  skulde  stille  op  paa Pladsen  udfor  Vejerboden,  uden  Oppakning. Det  var  dog  besynderligt,  syntes  vi, men  vi havde  ikke  ventet  ret  længe  før en  hel  Stab  af  Læger,  Officerer  og  flere  andre,  der  under Armen  bar  paa  store  Protokoller, viste  sig.

Vi blev  kommanderet  indenfor  og  fik  Ordre  til  at  klæde  os  af.  En  grundig Undersøgelse  begyndte.  Der  blev  maalt,  baade  i  Længden  og i  Bredden,  og  sluttelig  skulde  vi  op  paa  Vægten.  Derefter kunde  vi  træde  af.  Rygterne  tog  nu  Fart,  og  Vejningen  blev sat  i Forbindelse  med,  at  General  Bülows  Armé,  der  laa  i  Alperne,  var  meget  svækket.

Der  blev  fortalt,  at  vi  skulde  sættes  ind  der.  Dette  Eksperiment  skulde  være  stødt  paa  Modstand  hos  Kommandoens  Ledelse,  fordi  ingen  af  os  var  erklæret  for  at  være  felttjenestedygtige.

Ej  heller  var  Kompagnierne  jo  udrustet  med  en  saadan  Forudsætning  for  Øje, og  allermindst  Officererne,  der  i deres  Haandtaske  ikke  medførte  andet  end  en  Natskjorte  og  en  Tandbørste.  Vi  andre havde  rigtignok  heller  ikke  mere,  men  vi blev  jo  ikke  spurgt og  var  jo  ogsaa  vant  til at  klare  os  med  mindre.

Naa,  vi  var blevet  vejet  og  fundet  for  lette,  og  vi har  nu  faaet  Ordre  til at  forberede  Afrejsen  til Tyskland. En,  vistnok  uofficiel,  Ordre  lyder  paa,  at  enhver  er  forpligtet  til at  tage  alt  det  med, som  vi kan  bære,  og  der  bliver derfor  købt  ind i  store  Mængder. 

Der  bliver  sagt,  at  Østrigerne  skal  afløse  os,  og  derfor mener  nogle,  at  Kragerne  lige  saa  godt  kan  tage  som  Ravnene.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

17. November 1917. H.C. Brodersen fik overdraget en “Rekvisitionskommando” og skal sørge for “Adspredelse”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  var  kun  Rygter,  det  med  Vestfronten,  thi  nu  sidder  vi her  i  Skjorteærmer  under  Italiens  dejlige  Sol. Jeg  har  faaet overdraget  en  „Rekvisitionskommando”  og  er  selvstændig. Folkene  skal  ikke  faa  for  meget  Vand  i  Suppen,  saa  længe vi  er  her.

Hver  Dag  „rekvirerer”  jeg  en  Ko  eller  to,  ligesom der  nu  er  Brug  for  dem.  Jeg  har  endvidere  faaet  overdraget Indkvarteringskommandoen.  Det  volder  dog  ingen  Vanskeligheder;  thi jeg  har  lagt  Beslag  paa  et  Par  store  Skoler,  og der  er  Plads  nok.  Værre  er  det  med  en  Underhaandsordre, som  jeg  har,  og  som  gaar  ud  paa  at  skaffe  lidt  „Adspredelse”.

Der  er  nemlig  kun  to  Lokaler  af  den  Slags,  jeg  finder formaalstjenlige,  og  dem  vil de  russiske  Krigsfanger,  som  arbejder  her  paa  Egnen,  ikke afstaa.  De  ér  ikke til at  drive  bort, og  hele  Dage  staar  de  i  Kø  for  at  komme  ind.  Den  Sag  har jeg  opgivet.  De mange  Fanger  er begyndt  at  komme  fra  Fronten,  der  ligger  langt  borte.

Aldeles uden  Bevogtning  kommer de,  i Flokke  fra  2—10  og  flere  Mand  ad  Gangen.  Afstandene imellem  Flokkene  er  store,  og  i  flere  Dage  er  de  marcheret igennem  Byen.  I  Forbimarchen  gennemroder  de  Møddingerne  efter  noget  spiseligt.  Afmagrede,  sultne,  trætte  og  forkomne  slæber  de  sig  af  Sted.  Mange  Brød  har  vi  stukket  ud til  dem,  men  det  forslaar  kun  lidet.

Ved  Byens  eneste  fælles Pumpe  er  der  altid  Slagsmaal  imellem  dem  for  at  komme  til at  faa  noget  Vand.  I  Begyndelsen  forsøgte  vi  at  skille  dem ad,  men  det  har  vi opgivet.  Vi lader  dem  slaas.  De  skal  samles  i  Leibach  og  skal  derfra  føres  videre  til  Lejrene  i  Tyskland  og  Østrig,  hvortil  det  er  Meningen,  at  vi  skal  føre dem.

—  Det  blev  imidlertid  ikke  til  noget,  og  om  Grunden herfor  er  der  ingen,  der  ved  nogen  ordentlig  Besked.  Men der gaar  fæle  Rygter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. november 1917. H.C. Brodersen skal til Italien og afhente krigsfanger

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg er kommet til Rekonvalescentkompagniet af Regiment 168. Der er Liv og Røre i Kasernen i disse Dage; thi der er en stor Undersøgelse i Gang.

For at vække saa lidt Opmærksomhed som muligt, opholder jeg mig derfor ude i Byen, dog kun for saa vidt, der ikke er Spisetid i Kasernen. Men heller ikke den Tid skulde jeg have vist mig. Det fandt jeg nemlig ud af i Middags.

Der bliver nemlig uddelt Spisekort, og uden dem kan man intet faa, saa det skulde jo gaa galt i Længden. Nu skulde Feldveblen netop bruge en Underofficer til en Transport, og da han i Middags opdagede mig, syntes han at have fundet det rigtige Offer.

Jeg protesterede, og fortalte, at jeg ikke var skrevet „K.V.”.  „Nej, det ved jeg,” svarede han, „og netop af den Grund skal De med.” Jeg maatte med paa Skrivestuen, og her fik jeg at vide, at der skulde afgaa en Transport til Italien.

Dens officielle Navn var: „Gefangenenbegleitbataillon des 18 A.K . ” Det syntes jeg godt om, vi skulde nemlig ikke andet, end afhente nogle af de 24,000 italienske Fanger, der var blevet taget under de sidste store Slag i Alperne og ved Tagliamentofloden.

— Saa sidder jeg da her i Toget og faar ikke fejret Fødselsdag den Gang. Retningen gaar efter Munchen, saa min første Frygt for, at der skulde være Rævestreger med i Spillet, er ubegrundet — og alligevel.

V i har faaet udleveret skarpe Patroner, men har ikke faaet Staalhjelme, saa der er vel intet Lumskeri med i Spillet her. Der var nemlig Tale om, at vi skulde til Vestfronten, men at Ledelsen ad Omveje skulde bringe os dertil. Dog, forhaabentlig viser det sig kun at være Rygter og ondsindet Sludder.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

25. oktober 1917. H.C. Brodersen tager afsked med familien og rejser mod Sydtyskland.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg har haft min Orlov, og har i Dag pakket, hvad der er at pakke, thi i Aften skal jeg atter af Sted. Bare jeg dog ikke skulde helt derned til Sydtyskerne. M i n Hustru og Moder har hentet Potter og Tallerkener, som de har bragt saa meget godt i , og min lange Pibe har de ogsaa taget med. Klokken 6 rejste de, og Klokken 8 gaar ogsaa mit Tog.

Jacob Hansen spiller mig et Stykke, og Hans Christensen giver „Teufels-geigen” en Omgang. „Humba, Humba,” brummer den, som om den vilde være med til at jage mig ud. „Humba, Humba,” jamrer den stadig, medens jeg forsvinder ud ad Porten.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

7. oktober 1917. “Planen er røget i luften[…]”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Planen er røget i Luften, eller rettere, den kunde ikke udføres. Medens Ordensmesteren i Gaar Middags fik sin Middagssøvn, indfandt jeg mig hos ham med Anmodning om at faa Nøglen til Tøjkamret. Jeg fik den, men med udtrykkelig Besked, at jeg kun maatte tage mit eget Tøj. Med Nøglen i min Besiddelse skyndte jeg mig til Kamret, og 3 Sæt Tøj røg ud igennem Vinduet til Haven, hvor der straks var nogen parat til at tage imod det. ‘Med mit eget paa Armen afleverede jeg Nøglen med et: „Tak for Laan”. Kort efter forsvandt 4 Skikkelser over Havemuren til Møller Bertelsens Ejendom.

For at undgaa nogen nysgerrig Spørgen paa Amts-banegaarden, gik vi til Fods til næste Station. Her løste vi Billet til Svenstrup, og over Mark og Skel gik det derfra videre til Himmarkmark, hvor vi vidste, at der opholdt sig en Kammerat paa Orlov og som ikke havde synderlig Lyst til paany at rejse til Fronten. I hans Dagligstue blev Planen endelig grundig gennemgaaet, men ihans Moder var meget betænkelig. Baaden, der skulde bruges til at bringe os til Fyn, var taget paa Land og skulde bæres ca. 300 Meter ned til Stranden. Nøglerne til Skuret med Aarerne var under Vagtmandskabets Kontrol. Længe drøftede vi Bortryddelsen af alle Hindringer, der kunde tænkes at ville opstaa, men stadig voldte den gamle Kone Vanskeligheder. V i forhandlede frem og tilbage, og da vi ikke kunde blive enig om nogen antagelig Fremgangsmaade, særlig ikke, da ingen ønskede at gøre Vagtmandskabet Fortræd, hvis de stillede sig hindrende i Vejen, opgav vi Planen.

Imidlertid var Bordet dækket til en solid Aftensmad, og den tog vi. Takkende for god Behandling, brød vi op, og tiltraadte Turen tilbage til Sønderborg. Det var maaske godt, vi ikke vovede Forsøget; thi i Retning fra Assens kunde vi se en Torpedobaad afsøge Farvandet med en Lyskaster, og det varede ikke længe, før en Kollega til ham svarede ham fra den modsatte Side. De blinkede til hinanden og afsøgte hele Farvandet fra Strand til Strand. Det var ikke til at antage, at vi var sluppet godt over, og Resultatet af at blive taget paa Slæb af saadan en Svend, var vi ikke uvidende om. Gefreiteren var i vældig Angst for vor Udebliven; thi han havde jo Ansvaret for de tomme Senge, og det var over Sengetid, da vi atter naaede Sønderborg. — Livet gaar atter sin vante Gang, men hver Gang vi nu synger: „H a n steg i Land, o.s.v.”, synger de alle med, og med en meget haanlig Betonelse af: „Guld og Rigdom og Mod i Bryst”.

Der er lovet mig 14 Dages Orlov. Det er jeg glad for, men hvad saa? Der er luftet slemt ud i Stuerne, og naar jeg kommer tilbage fra Orlov, er det vel min Tur til at blive kostet ud.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

3. oktober 1917. H.C. Brodersen var del af et komplot

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Aviserne har i den senere Tid bragt daarligt Nyt fra Arras, og der er Tale om, at Dr. Scharff fra Flensborg vil komme hertil. Det er vistnok ikke i nogen god Hensigt, og vi har Grund til at tro, at der vil finde en større Udluftning Sted.

Der har dannet sig en lille Klike, der ser ud til at omgaas med meget hemmelige Planer. Ingen har dog hidtil formaaet at løfte Sløret for deres Hemmelighed, men det hænder, at de undertiden giver sig til at synge: „Han steg i Land ved den danske Kyst, med Guld og Rigdom og Mod i Bryst”.

Jeg er med i Komplottet, men foreløbig skal der intet røbes. Vi har nemlig en Plan, og den skal nødig forpurres.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

20. august 1917. Gefreiter Andersen er „Pille-triller”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Mit Andragende om Forflyttelse blev bevilliget, og med en Mand som Ledsager blev jeg den 8. afsendt til Sønderborg.

Min Ledsager havde aldrig været i Berlin, og da vi kom dertil, mente han, om ikke jeg kunde rejse alene til Sønderborg, da han nok vilde se sig lidt om i Hovedstaden.

Vi fik regnet ud, hvor længe Rejsen til Sønderborg og tilbage til Berlin vel kunde vare, da hans Besøg her jo skulde rette sig derefter, og fra Berlin rejste jeg saa alene.

Den 10. ankom jeg hertil, og her er jeg hjemme, mærker jeg. Familien ankom straks med store Pakker og lækre Ting. Foreløbig skal jeg ligge til Sengs og være et ufrivilligt Vidne til en ret udviklet Morskab, der næsten hver Aften finder Sted bag de tæt tilhængte Vinduer.

Næsten alle Kammerater er Sønderjyder, og Jacob Hansen fra Sundeved er beskikket Ceremonimester. Han er en gudbenaadet Harmonikaspiller, og Hans Christensen fra Broager akkompagnerer paa en „Teufelsgeige”.

Hvem der kunde være oven Senge og ellers kunde danse, svinger Kantinepigerne fra den nærliggende Infanterikaserne. Peter Andresen fra Dybbøl slaar Takt i Dynen med sin Stok. —

Jeg er kommet under kyndig Behandling, og Specialisterne paa dette Omraade er Dr. Reuter og en Underofficer fra Vesteregnen, samt særlig Gefreiter Andersen, der er „Pille-triller”, ved, hvor Jod med Udsigt til Resultat og Aspirin uden Skade kan anvendes.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)