Alle indlæg af Thomas Blunck

17. oktober 1918. Én af “Danskerregimentets” sorteste dage i hele deres krigshistorie.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 17. oktober var en ulykkesdag for regimentet. Sammen med dagen for Moulin den sorteste dag i dets krigshistorie. Allerede den 16. oktober fyrede det fjendtlige artilleri med vekslende heftighed mod vor forreste linje og landsbyen Grougis. Det så ud som et forestående angreb.

Ulykkeligvis gik det højre naboregiment, infanteriregiment 268 fra 14. division, natten til den 17. oktober tilbage, fordi franskmanden havde taget en gård i dets flanke. 3. kompagni, som lå til højre, trak derpå om natten sin flanke noget tilbage. Den tilbagebøjning måtte standse, da skudfeltet blev ugunstigt.

Forbindelsen til 269 opretholdt kompagniet ved poster, mere kunne det ikke gøre. I sig selv er enhver regiments- og divisionsgrænse et svagt punkt, der kræver en særlig stærk besætning. Nu udgør dette sted et særligt sårbart punkt. Hvor årsagen til denne fejl lå, om vor division var utilstrækkeligt eller slet ikke underrettet af nabodivisionen, om givne ordrer pga. tidnød ikke kom frem eller ikke kunne komme til udførelse, lader sig ikke konstatere inden for rammerne af regimentets historie.

I hvert fald skulle fejlen hævne sig på det bitterste. Kl. 7 formiddag den 17. oktober begyndte trommeilden at rase. Den ramte hele divisionens og nabodivisionens front. Tæt tåge, som man kun kunne se 20-30 meter igennem, blandede sig med slagets støv og røg.

Straks efter kl. 7 vældede franskmændene frem. Dér hvor han angreb frontalt, blev han slået tilbage. Snart troede I bataljon at have opnået en sejr. Men modstanderen var brudt igennem ved 14. division og havde også fundet det ulykkelige hul. Nu dukkede hans flokke op bag ryggen af fronten. Modstand syntes udsigtsløs. Bataljonen blev taget til fange. Men dermed var det ikke slut med ulykken.

Fjenden var brudt så langt igennem til højre, at han i tågen kom til syne foran fronten og i flanken på den fuldstændig overraskede II bataljon, som lå længere tilbage i beredskab. En kort kamp mod en overmagt, så blev den største del af denne bataljon også taget til fange eller nedkæmpet.

Det var 5. og 7. kompagni samt en deling af 6. kompagni og 2 delinger maskingeværer, der ligeledes måtte vandre den bitre vej ind i det fjendtlige område.

 II bataljons stab blev ramt af en fuldtræffer og sat ud af spillet. Aisonville faldt, og om det langstrakte, krogformede Grougis blev der kæmpet. I artillerisikringsstillingen gik fremstødet i stå. Ingen kanoner gik tabt.

Om aftenen blev de dele trukket tilbage, der kæmpede i landsbyen,  så der blev dannet en ny linje, der løb fra Thiolet-Ferme langs østranden af Grougis, med de i mellemtiden tilkaldte forstærkninger: II bataljon fra regiment 82 og III bataljon fra regiment 85 samt infanteriregiment 94. III bataljon forblev længere til højre i samarbejde med 14. division. Den besatte først højene nord for Sanière-Ferme, måtte så udfylde et hul mellem to regimenter, blev så afløst om natten af pionerer og gik i bivuak bag fronten.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

16. oktober 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86s hverdag er præget af tilbagetog og frontliv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 10. oktober måtte man opgive stillingen på den gennempløjede Damenweg til hvilken så stolte erindringer knytter sig for den tyske hær. II bataljon frigjorde sig for fjenden. III bataljon blev kampbataljon foran Lierval, men allerede i natten fra den 11. til den 12. oktober blev fronten forlagt yderligere 20 km tilbage og ”Hunding-stillingen” ved Notre Dame de Liesse blev besat.

Derved forkortedes fronten betydeligt, og i det sumpede terræn ved Notre Dame kunne der ikke forventes større angreb. 18. division kunne her trækkes ud, men ikke for at hvile. Allerede den 14. rullede füsiliererne i lastbiler nordpå, hvor nøden var større. Turen gik over Richaumont, Colonsay, Wiège-Faty, Villers-les-Guise til Iron, 6 km nord for Guise.

Her var regimentet i 18. armées og 26, reservekorps’ afsnit. Hvile kunne der ikke tilstås enhederne, der var godt rystet af køreturen. Straks kom der ordre om at afløse reserveinfanteriregiment 82 ved fronten. Det skete natten mellem den 15. og 16. oktober.

I bataljon overtog fronten nord for Aisonville, II bataljon gik i beredskab nord for Grougis, III bataljon blev den følgende dag   underlagt infanteriregiment 268 fra 14. division længere til højre. Her blev bataljonen beordret til angreb. Kl. 7.40 om morgenen efter en kort tilintetgørelsesild fra vort artilleri trådte man an.

I begyndelsen gik det godt fremad, men så løb angrebet død i den godt ledede fjendtlige ild fra artilleri og talrige maskingeværreder. Kl. 10 gav regiment 268 ordre til ikke at gå videre frem og vende tilbage til udgangsstillingen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

14. oktober 1918. H.C. Brodersen kæmper med en vagtmand om sin vielsesring. “Du skal nu ikke faa Ringen, saa kan det koste, hvad det vil.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I  Dag  skal  vi  af  Sted  herfra,  og  mest  for  de  Gules  Skyld er  jeg  glad  for  det [“de gule” = de franske kolonitropper bar gul-brune uniformer, RR].  I  Nat  havde  jeg  en  ubehagelig  Oplevelse med  et  Par  af  dem.  Jeg  havde  været  et  Ærinde  i  et  Hjørne af  den  store  Lade,  vi  nu,  sammen  med  64  andre  Kammerater,  var  blevet  anbragt  i . 

Det  var  mørkt,  med  Undtagelse  af det  Hjørne,  hvor  det  gule  Mandskab  havde  opslaaet  deres Telt.  Der  brændte  et  lille  Baal,  som  3-4  Mand  af  Vagtstyrken  sad  og  varmede  sig  ved.  Da  jeg  gik  tilbage,  kom  der  en af  dem  henimod  mig  og  pegede  paa  min  Vielsesring. 

Jeg rystede  paa  Hovedet.  Han  viste  mig  en  Haandfuld  Tobak. Atter  rystede  jeg  paa  Hovedet.  Nu  viste  han  mig  en  Del  store  Kobbermønter,  hvis  Værdi  jeg  ikke  kendte.  Jeg  slog  afværgende  ud  med  Haanden  og  vilde  gaa  videre.  Nu  var  han blevet  gal  i  Hovedet,  og  saa  sig  omkring  til alle  Sider. 

Overalt  sov  Kammeraterne,  og  jeg  selv  blev  nu  ængstelig,  thi  det var  nemt  at  udregne,  at  Fyren  havde  ondt  i  Sinde.  Med  den fældede  Bajonet  traadte  han  et  Skridt  tilbage  og  satte  nu denne  i  Brysthøjde  hen  foran  mig.  Samtidig  holdt  han  mig med  sin  venstre  Arm , og  talte  ivrigt  til mig.  Jeg  tænkte  ved mig  selv:  „ Du  skal  nu  ikke  faa  Ringen,  saa  kan  det  koste, hvad  det  vil . ” 

Før  vilde  jeg  mase  hans  grimme,  gule  Fjæs, og  sende  hans  hindustanske  Sjæl  til de  evige  Jagtmarker  hos hans  Forfædre.  Under  hele  Krigen  var  der  blevet  fortalt  om, hvordan  disse  halvvilde,  uciviliserede  Individer  skar  Fingre af  deres  Ofre  for  blot  at  faa  en  Ring  at  pynte  sig  med,  og paa  ham  her  var  alle  Fingre  besat  med  denne  for  ham  tilsyneladende  uundværlige  Pynt. 

Jeg  rev  mig  løs,  traadte et  Skridt  tilbage,  og  langede  ham  med  højre,  knyttede  Næve et  Stød  lige  i  hans  forhadte  Ansigt.  Det  kom  ham  vel  nok lidt  overraskende,  og  han  gav  da  ogsaa  et  forfærdeligt  Brøl fra  sig.  Hans  Kammerater  kom  nu  løbende  til,  og  jeg  gav mig  til  at  raabe  om  Hjælp.  Den  kom.  To  Gendarmer  kom løbende,  og  uden  først  at  spørge  om,  hvad  der  var  paa  Færde,  slog  de  om  sig,  saa  vi  fløj  hver  til  sin  Side. 

Jeg  maatte nu  til  den  tysktalende  Gendarm  aflægge  Besked  om,  hvad der  var  foregaaet,  og  han  anbefalede  mig,  at  hvis  jeg  ønskede  at  beholde  Livet,  skulde  jeg  i  Løbet  af  Natten  skifte  Plads med  de  Kammerater,  der  i  Nattens  Løb  ogsaa  havde  Ærinde i  Hjørnet  af  Laden.  Det  var  den  eneste  Maade,  jeg  kunde vildlede  min  nye,  hævnlystne  Fjende  paa,  mente  han. 

Resten af  Natten  er  dog  forløbet  i  Ro,  men  jeg  er  glad  for,  at  vi kan  slippe  bort.  Kun  er  der  det  betænkelige  ved  det,  at  vi har  faaet  at  vide,  at  vi  skal  til  et  „Vergältungslager”.  Det lyder  jo  ikke  godt,  og  Skorstensfejeren  grubler  da  ogsaa  meget  dybsindig  over,  hvad  det  vel  kan  være.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. oktober 1918. H.C. Brodersen bliver forhørt af en engelsk officer. “…thi af gode Grunde vidste jeg ikke det allerbitterste.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  har  faaet  anvist  et  foreløbigt  Opholdssted  mellem franske  Gendarmer,  af  hvilken  een  kan  tale  tysk.  Som  Sergeant,  „Sousoffice”,  bliver  jeg  behandlet  godt.  Det  samme  er selvfølgelig  ogsaa  Tilfældet  med  Skorstensfejeren.

Vi  havde  ellers  en  drøj  Tur  hertil.  Ved  en  ny  og  større  „ Stab ”  blev vi  nemlig  taget  under  Forhør  og  blev  visiteret  paa  vor  Person.  De  fandt  dog  intet  mistænkeligt  og  var  rigtig  flinke, idet  de  baade  lod  os  beholde  Lommeknive,  Ur  og  Barberkniv,  og  for  Resten  alt  øvrigt  andet,  med  Undtagelse  af  Papirer  og  Breve,  for  saa  vidt  som  vi  ikke  havde  faaet  dem gemt  i  Støvlerne  eller  i  Ærmeopslag,  hvor  de  undgik  deres Opmærksomhed. 

Nu  blev  der  kaldt  paa  „Sousoffice”  —  det var  Skorstensfejeren  og  mig  —  og  vi  fik  Ordre  til  at  stige ind  i  et  stort  Automobil.  Af  Sted  gik  det  i rasende  Fart.  „Det er  længe  siden,  vi  har  været  saa  flot  kørende,”  begyndte Skorstensfejeren.  „Snause,  halt,”  brølede  en  fransk  Kaptajn, der  sad  foran  os  paa  Førersædet. 

Han  rev  en  Revolver  fra Bæltet,  retted«  den  mod  vores  Ansigter  og  bød  os  se  hver sin  Vej.  Jeg  til  højre  og  Skorstensfejeren  til  venstre.  Ikke eet  Ord  vilde  han  høre.  Stadig  med  Kaptajnens  Revolver hængende  over  Ryglænen  af  Førersædet,  og  medens  vi  for lang  Tid  siden  havde  faaet  Krampe  i  Halsmusklerne,  kørte vi  i hele  2  Timer.  Vi  fik  Lejlighed  til  at  se,  at  Jernbanevogne, Feltlazaretter,  Lokomotiver, Ammunitionslagrene  og  andet mest  var  amerikansk,  og  at  amerikanske  Tropper  arbejdede paa  Anlæggelse  af  en  ny  Jernbane.  Med  et  flot  Sving  og  i vældig  Fart  standsede  Bilen  endeligt  ved  en  slotslignende Bygning. 

I  den  store  Vestibule,  hvor  vi  blev  ført  ind,  herskede  der  vældig  Travlhed.  Officerer  med  Mapper  under  Armen  næsten  løb  fra  det  ene  Værelse  til  det  andet.  Kun et Par  Generaler  syntes  at  tage  Sagen  med  Ro.  I  lange,  afmaalte  Skridt  og  med  en  Cigaret  hængende  i  Mundvigen  gik de  gestikulerende  op  og  ned  ad  Flisegulvet.  Nu  blev  der kaldt  paa  mig.  En  engelsk  Officer  tog  mig  under  Afhøring.

Dog  Resultatet  heraf  var  meget  magert.  Han  troede,  at  jeg var  stædig,  men  det  var  jeg  nu  slet  ikke;  thi  af  gode  Grunde vidste  jeg  ikke  det  allerbitterste.  Da  han  spurgte  mig,  hvad Regimentskommandøren  hed,  og  jeg  svarede,  at  det  vidste jeg  heller  ikke,  blev  han  vred.

Noget  efter  syntes  han  dog at  falde  lidt  til  Ro  og  bød  mig  en  Cigaret.  Maaske  har  han dermed  ment,  at  det  kunde  hjælpe  paa  min  Hukommelse,  og han  begyndte  nu  forfra.  Dog  Resultatet  var  stadig  det  samme-  “Jeg  kan  godt  forstaa  Dem,”  sagde  han,  „De  har  deltaget  i  Krigen  fra  Begyndelsen  og  er  Soldat  helt  igennem, De  vil  ikke  forraade  noget.  Men  nu  skal  jeg  sige  Dem  noget,”  sagde  han,  medens  han  halede  en  stor  Bog  frem. 

Jeg blev  nu  aldeles  forbavset;  thi  denne  Bog  syntes  at  indeholde ikke  saa  lidt.  Han  læste  ordret  ud  af  den,  hvilken  Division jeg  tilhørte,  hvad  Kommandøren  hed  og  hvilket  Regiment jeg  tilhørte.  Desuden  af  hvilke  andre  Regimenter  Divisionen  var  sammensat,  paa  hvilke  Fronter  den  havde  været i  Ilden  og  meget  andet. 

Jeg  skulde  dog  blive  mere  forbavset. „Ser  De,”  sagde  han,  „jeg  havde  haabet,  at  De  kunde  fortælle  mig,  hvilken  Division  der  i  Dag  skal  afløse  Dem,  men da  De  angiver  intet  at  vide,  maa  vi  se,  om  vi  paa  anden Maade  kan  finde  ud  af  det.”  Han  tog  mig  med  hen  til  et stort  Kort,  der  hang  paa  Væggen.  „Ser  De,”  sagde  han, „her  har  vi  et  Kort  over  hele  Fronten.  De  kan  vel  læse  Kort? Vi  har  af  tidligere  Fanger  hørt,  at  De  i  Dag  skal  afløses  af 5.  Gardedivision,  passer  det?” 

Jeg  vidste  det  ikke.  „Kan  De imellem  alle  disse  smaa  Flag  finde  mig  5.  Gardedivision?” Jeg  søgte  imellem  de  mange  hundrede  Flag,  der  var  stukket  i  Kortet  fra  Kanalen  til  Vogeserne,  men  fandt  den  ikke. Han  tog  nu  ud  fra  Omegnen  af  Lille  et  Flag  og  viste  mig det.  „Dette  Flag,”  sagde  han,  „er  for  os  5.  Gardedivision, den  ligger  her  og  er  fuldstændig  oprevet,  saa  vi  er  ikke  sikker  paa,  at  det  er  den,  der  skal  afløse  Dem.  Men , ”  sagde han  og  saa  mig  skarpt  ind  i  Ansigtet,  „har  De  ikke  hørt  noget  om  3.  Gardedivision?” 

Jeg  havde  intet  hørt.  „Jo,”  fortsatte  han,  „nu  skal  De  se,  her  har  vi  3.  Gardedivision.”  Han tog  et  Flag  og  viste  mig  det.  „Denne  Division  har  ligget  her i  længere  Tid  og  har  i  de  senere  Dage  faaet  Forstærkning. I  Aftes  er  den  forsvundet!  Véd  De  ikke,  hvor  den  er?  Svar mig,” brølede  han.  Jeg  vidste  ingenting.  Han  satte  nu  Flaget  paa  Plads  og  mente,  at  de  nok  fandt  den  i  Løbet  af  Dagen. 

Han  spurgte  mig  nu,  om  den  tyske  Hærledelse  vidste samme  nøjagtige  Besked  om  det  franske  Militær.  Jeg  kunde kun  sige,  at  det  vidste  jeg  ikke. „Sig  mig  en  Gang,”  sagde  han,  „hvem  mener  De  er  Tysklands  største  General?” Jeg  nævnede  v.  Hindenburg. „Er  der  ikke  een  til?” „Jo,  v.  Mackensen!” Han  spurgte,  hvor  jeg  kendt  ham  fra. 

Jeg  fortalte  ham, at  jeg  havde  været  Soldat  i  Danzig,  og  at  v.  Mackensen  dér havde  været  Korpskommandør,  og  at  jeg  vidste,  han  var  blevet  Marskal  og  havde  Overkommandoen  paa  Balkan. „ Har  haft!”  rettede  han.  Jeg  saa  paa  ham. „Véd  De  da  ikke,  min  gode  Mand,”  sagde  han,  „at  Krigen  er  forbi  om  14  Dage?  Véd  De  ikke,  at  I  er  slaaet,  og  at Ludendorffs  store  Offensiv  er  slaaet  tilbage  af  vore  fortræffelige  Tropper?”

Jeg  vidste  ingen  Ting.  Ved  at  han  selv  tog  Ludendorffs Navn  i  sin  Mund,  blev  den  ellers  rolige  Mand  som  ude  af sig  selv. „Ser  De,  ser  De,”  sagde  han,  medens  han  greb  mig  i Armen,  „ser  De  den  sorte  Streg  paa  Kortet?  Hernede  stod  vi for  14  Dage  siden.  Der  er  100  Kilometer  derfra  og  her  til. I  Dag  rykker  vi  70  Kilometer  frem.  Om  14  Dage  staar  vi ved  Rhinen.”

Han  var  blevet  helt  ivrig,  og  jeg  maatte  smile,  ikke  alene af  den  Grund, men  fordi  han  nævnede  dette  her  med  Rhinen. Han  saa  det  og  sagde:  „Jeg  kan  udmærket  godt  forstaa  Dem, men  det  skal  De  vide,  at  Jeres  store  Ludendorff  er  færdig. Hans  store  Offensiv  er  knust,  knust  siger  jeg  Dem. 

Det  vil i  de  kommende  Dage  komme  til  at  gaa  haardt  til,  vær  De glad  for,  at  De  er  ude  af  det  hele.  Tag  De  nu  hellere  og  gaa ud  til  Gendarmerne  i  Gaarden  og  se  til at  faa  Dem  noget  at spise.  De  ser  ud  til at  trænge  til  det!”

Ude  i  Gaarden  traf  jeg  Skorstensfejeren.  Han  havde  allerede  spist  og  drukket  og  havde  rodet  sig  godt  ned  i  en  Stak Halm.  „Mensch,”  sagde  han,  „du  kan  tro,  jeg  er  glad  for  at være  naaet  herover.”  Det  er  jeg  ogsaa,  men  jeg  er  ikke  glad ved  det  Bevogtningsmandskab,  der  ses  ligge  rundt  om.  Det er  de  gule,  grimme,  forhadte  Kolonitropper.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

5. Oktober 1918. H.C. Brodersen bliver taget til fange af franskmændene. ”Krigen er forbi, Fangenskabet blev til Slut min Lod.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Krigen  er  forbi,  Fangenskabet  blev  til  Slut  min  Lod. Jeg sidder  her  bagved  nogle  Barakker  og  visker  Blodet  fra  mit Ansigt.  Min Uniform  er  revet  i  Stykker.  Skorstensfejeren ligger  og  daser  med  Ild  i  en  Cigaret,  medens  han  underholder  sig med  en  Franskmand, der  med  opplantet  Bajonet  skal sørge  for,  at  vi  ikke  løber  vores  Vej.

„Hvor  skulde  vi  vel løbe  hen?”  Paa  en  Maade  er  vi  glade  for  at  være  sluppet  ud af  Skidtet.  Men  det  var  en  drøj  Omgang  at  naa  saa  vidt. Gud  bevares,  sikken  Omgang.  Den  lille  Flok  i  Skoven  var vel  fra  Aftenen  i  Forvejen  blevet  Franskmanden  en  Torn  i Øjet,  thi  K l .  lidt  før  5  satte  han  ind  med  en  Granatild, hvis Mage  vi  næsten  ikke  før  havde  oplevet,  i  hvert  Fald  ikke hvad  Træfsikkerhed  angik.

Vor  Understand  rystede  under den  voldsomme  Ild,  af  hvilken  hvert  Skud  syntes  at  ramme lige  ovenpaa  den.  Men lige  saa  pludseligt, som  den  var  kommet,  holdt  den  op.  Kun  5  Minutter  varede  hele  den  Helvedeslarm,  men  vi  vidste  nu,  hvad  Klokken  var  slaaet.

Vi greb  vore  Geværer  og  vilde  styrte  ud,  men  —  det  var  for sent.  Franskmændene  stod  da  allerede  foran  Nedgangen  til Understanden  og  med  de  fældede  Bajonetter  vendt  i Retningen  af  Trappen,  der  førte  op  til  dem.  Nu  havde  de  Overtaget.  „Alé”,  alé’,  alé’  le  Bosch!”  raabte  de  ned  til  os.  „Alé’, alé’  Monsjø.”

Denne  Indbydelse  var  ikke  til  at  tage  fejl  af, og  der  kom  nu  Liv i Understanden.  Vi gik i Fangenskab,  vidste  vi, og  Bagagen  skulde  derfor  i  en  Fart  indrettes  derefter. Men  det  havde  Fjenden  tilsyneladende  ikke  Tid  til at  vente efter,  og  atter  lød  det:  „Alé”,  alé’.”

Sepl  og  et  Par  Mand til  var  dog  nu  paa  Vej  op  ad  Trapperne  til  dem  og  holdt efter  disse  nye  Omstændigheder  Hænderne  rakt  godt  i  Vejret.  Et  Par  Haandgranater  røg  da  lige  ned  imellem  dem  og eksploderede  med  det  Resultat,  at  Sepl,  dødelig  saaret,  styrtede  bagover  og  blev  liggende.

Det  betog  naturligvis  os  andre  Lysten  til  at  vise  os  foran  Trappen, og  vi  gav  os  i  Stedet  for  til at  raabe  paa  Pardon.  Franskmændene  raabte  dog kun  stadig:  „Alé”,  alé’,”  men  da  det  et  Øjeblik  efter  syntes roligt  udenfor,  vovede  endnu  et  Par  Mand  Forsøget  paa  at slippe  ud.  Men paany  røg  Haandgranater  ned  til  os  og  eksploderede  i  Vinklen  af  Trappegangen. 

Splinterne  røg  til alle Sider,  og  som  en  Flok  Faar  stod  vi  klinet  op  ad  hinanden i  et  Hjørne  af  Understanden  og  turde  ikke  gaa  frem.  Kom pagniføreren  raabte  nu  paa  fransk,  at  vi  ganske  selvfølgelig vilde  overgive  os,  men  at  de  skulde  give  os  Tid til at  komme op.  Dog  han  modtog  kun  det  Svar:  „Alé*,  alé’.”

Skorstensfejeren  løb  rundt  som  en  irriteret  Tiger  og  vidste  ikke,  hvad dette  her  skulde  betyde.  Han  forsøgte  at  stikke  Næsen  omkring  Hjørnet  af  Opgangen,  men  nu  lød  der  et  voldsomt Brag.  Hvad  det  var,  kunde  vi  ikke  lige  straks  faa  konstateret,  men  det  blev  dog  Grunden  til, at  mange  gav  sig  til  at hyle,  som  om  selve  den  onde  Djævel  havde  vist  sig  for  dem.

Skorstensfejerens  Opmærksomhed  var  imidlertid  blevet  henvendt  paa  en  Staalplade  i  Hjørnet  af  Understanden,  som vi  vidste  dækkede  over  et  Hul ,  der  vel  har  været  anvendt til  Anbringelse af  Artilleriets  store  Kikkerter.  Den var  skruet fast,  men  med  et  Sidegevær  gav  han  sig  til at  bryde  den  fra.

Paa  Grund  af  de  mange  Detonationer,  eller  var  det  maaske fra  det  sidste  store  Brag,  var  Understanden  nu  kommet  i Brand.  I  vor  Fortvivlelse  over  Udsigterne  til at  skulle  brænde  inde,  gav  vi os  igen  til at  raabe,  men  vi fik  intet  Svar,  jo, dog,  men  det  var  i  Form  af  Haandgranater.

Kompagniføreren  gav  sig  igen  til at  raabe,  men  det  var  altsammen  til ingen  Nytte.  Hans  Stemme  overdøvedes  af  den  Alarm,  Skrig og  Brølen  i  Understanden  over,  at  vi  skulde  brændes  levende.  Flammerne  slog  op  til  alle  Sider  og  havde  god  Næring i  de  tørre  Brædder  og  Træstammer,  som  Understanden  var opført  af.

De  havde  allerede  omspændt  den  arme  Sepl,  der endnu  laa  foran  Udgangen. En tæt Røg og  en  kvælende  Hede fyldte  Understanden,  og  Fortvivlelsen  tiltog  med  en  Styrke, der  ikke  lader  sig beskrive.  Enkelte  forsøgte  at  trænge  igennem  Flammerne  for  at  naa  Udgangen,  men  de  maatte  opgive det. 

Skorstensfejeren  arbejdede  imedens  med  at  bryde  Staalpladen  fra,  men  han  havde  ikke  Held  med  sig;  thi  Sidegeværene  bøjedes  som  en  Klov,  og  Skruerne  gav  ikke  efter.  Jeg kom  ham  nu  til  Hjælp,  og  omsider  lykkedes  det  at  faa  revet et  Brædt  fra  ved  Siden  af  Pladen,  og  da  vi  nu  kunde  faa  et Sidegevær  anbragt  paa  Højkant,  maatte  Skruerne  give  efter.

Der  var  lige  Plads  nok  til, at  een  Mand  ad  Gangen  kunde kravle  igennem  Hullet,  og  een  efter  een,  den  ene  tæt  i  Hælene  paa  den  anden,  naaede  vi  Overfladen.  Jeg  var  den  første  og  opdagede,  at  Hullet  mundede  ud  til  den  fra  Fjenden bortvendende  Side.  Vi  smed  os  i  Græsset,  indtil  vi  alle  var naaet  op.  Nu  skulde  det  forsøges. 

Vi sprang  op,  rakte  Hænderne  i  Vejret  og  raabte  af  vore  Lungers  fulde  Kraft: „ P — a — r — d — o — n ! ”  Nu  kom  de  styrtende  og  med  den fældede  Bajonet  rettet  lige  i  Retning  af  Brystet  paa  os.  Gud, hvor  var  vi hjælpeløse!

Vi skreg  af  Angst.  Men  Pardon  fik vi.  Dog  Pinslerne  var  endnu  ikke  forbi.  Et  kraftigt  Spark, som  jeg  ikke  kunde  regne  ud, hvad  det  skulde  være  godt  for, sendte  mig  med  samt  min  Brødpose  flere  Meter  hen  ad  Jorden.  Et  Forsøg  paa  at  opsamle  Posen  havde  til  Følge,  at  jeg paany  fik  et  Spark,  saa  jeg  røg  paa  Næsen,  men  nu  havde jeg  ogsaa  tabt  Lysten  til  Madsækken.

Kompagniføreren  var imedens  blevet  hentet  op,  og  vi var  i alt  14  Mand,  der  maatte med  af  Sted  tilbage.  Fra  Understanden  væltede  en  sort,  tæt Røg  ud, og hvor mange  der  blev  dernede,  véd jeg  ikke,  i hvert Fald  var  der  uddelt  Levnedsmidler til  22. 

Brændende  fandt de  arme  Mennesker  Døden  “paa  Æirens  Mark”,  og  deres Kære  i  Hjemmet  faar  vel aldrig  anden  Melding,  end  at  de  er „savnet”.  En  Officer  tog  mig  nu  ved  Haandleddet  og  førte mig  hen  bag  et  Træ .  Han  rettede  en  vældig  stor  Revolver mod  min  Næserod,  traadte  et  Par  Skridt  tilbage  og  spurgte saa  paa  godt  Tysk  om,  hvor  vore  Reserver  opholdt  sig.  Jeg svarede  kun,  at  det  vidste  jeg  ikke,  da  jeg  ikke  havde  været tilbage  siden  vi  den  26.  var  ankommet  til  Stillingen  her  og saaledes  ingen  Ting  havde  set. 

Han  troede  naturligvis,  at jeg  løj,  og  stadig  med  Revolveren  for  Panden  raabte  han nu:  „Ned  —  op.  Ned  —  op.  Ned  —  op,”  og  som  en  Staalfjeder  sprang  jeg  op  og  ned  i  den  Retning  hans  Revolver angav.  Imidlertid var  han  vel  blevet  træt  af  at  kommandere, men hans  Arm med  Revolveren gik  stadig  op  og  ned.  I  Angst for,  at  han  skulde  komme  til at  bøje  Fingeren  for  meget  om Aftrækkeren  fulgte  jeg  stadig  Armens  Bevægelser.

Jeg  var segnefærdig  af  Træthed  og  var  lige  ved  at  opgive  det  hele, men  saa  raabte  han:  „Holdt,”  og  gav  Tegn  til at  lægge  mig ned.  Han  selv  smed  sig  ned  ved  Siden  af  mig,  og  det  var da  ogsaa  paa  høje  Tid,  thi  et  Maskingevær  havde  med  sine Projektiler  fundet  Vej  til  os,  og  Kuglerne  fløjtede  os  om Ørerne. 

Bag  en  lille  Vold  laa  vi  nu  i  nogen  Tid  og  underholdt  os  med  hinanden.  Han  var  saamænd  nu  rigtig  flink  og gav  mig  nogle  Cigaretter.  Dog  hans  Tid  var  knap,  og  efter at  nogle  Franskmænd  havde  faaet  Ordre  til at  bringe  os  tilbage,  styrtede  han  med  sin  Deling  atter  fremad.  Vi  naaede kort  efter  tilbage  gennem  en  Dal,  hvor  vi  gjorde  Hvil  et Øjeblik. 

De  franske  Kolleger  gav  sig  god  Tid. Vi kendte  af egen  Erfaring,  at  man  ikke  skal  forhaste  sig,  og  det  gjorde de  heller  ikke.  De  havde  megen  Sans  for  „Souvenirs”,  men var  ikke  paagaaende  og  tog  kun,  hvad  vi  gav  dem. 

Mit  dejlige,  erobrede  Guldur,  som  kunde  blive  en  farlig  Genstand at  have  i  sin  Besiddelse  ved  en  eventuel  Visitation,  særlig hvis  der  blev  spurgt  efter  nærmere  Adresse,  gled  da  ogsaa „lidt  bagom”  til  en  Franskmand.  Han  blev  himmelhenrykt ved  Gaven  og  spurgte,  om  det  var  mit  Navn,  der  var  indgraveret  i  det.  Jeg  nikkede  til Svar,  og  ved  at  lægge  Fingrene  over  Munden  gav  jeg  ham  at  forstaa,  at  han  ikke  skulde sige,  han  havde  faaet  det  af  mig. 

Omsider  listede  vi  videre og  gjorde  derefter  Holdt  foran  en  stor  Hule  i  en  stor  Kløft. Vi  blev  stillet  op  paa  Rad,  og  en  højere  Officer  mønstrede Fangsten.  Han  smilede,  da  han  saa  mig.  Jeg  kendte  ham ikke,  men  smilede  igen.  Nu  kom  han  hen  imod  mig  og  med fremstrakte  Hænder .  Jeg  rakte  Haanden  ud  til et  „Goddag,” men  nu  greb  han  med  begge  Hænder  om  mine  Skulderstropper  og  rykkede  til.

Resultatet  var,  at  min  Trøje  blev  revet i  Stykker  til helt  ned  paa  Armen,  og  jeg  gik  paa  Næsen.  Med et  velrettet  Spark  lige  i  Synet,  saa  Blodet  drev  fra  Næse  og Mund,  bragte  han  mig  atter  i  Retstilling  og  foretog  nu  et nyt  Angreb  paa  mine  Skulderstropper.  Denne  Gang  var  jeg forberedt  paa  det;  Knapperne  gav  efter,  og  „le  Commandant”  stod  med  de  attraaede  Genstande  i  sin  Haand. 

Nu  sidder  jeg  her,  og har  af  en  Franskmand  faaet  baade  Synaal  og Traad  til  at  hefte  Ærmerne  sammen  med,  medens  jeg  dog hele  Tiden  maa  viske  Blodet  fra  mit  ophovnede  Fjæs,  der  er saa  ømt,  at  jeg  næppe  kan  føre  Lommetørklædet  henover det. 

Af den  tilsynsførende  Franskmand  har  jeg  faaet  at  vide, at  „le  Commandant”  samlede  paa  Skulderstropper  fra  alle tyske  Regimenter,  og  at  han  paa  denne  Maade  faar  samlet til  det  mest  ejendommelige  Gulvtæppe. 

Jeg  syntes  ikke,  at den  Idé  var  tosset,  men  mit  blaa,  gule  og  grønne  Fysiognomi  leverede  Bevis  for,  at  han  ikke  kom  til  dem  paa  nogen pæn  Maade.  Der  er  ikke  Tale  om,  hvornaar  vi  skal  afsted herfra,  men  vi har  det  ogsaa  tilfredsstillende.  Hvilke  frygtelige  Timer  har  det  ikke  været,  og  vi  er  i  Grunden  glade  for, at  vi er  ude  af  det  hele.  Vi er  ude  af  Skudvidde  fra  vort  eget Artilleri  og  føler  en  velgørende  Tryghed.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

5. oktober 1918. H.C Brodersens ven synker livløs til jorden. ”Bag vor gamle Ven fandt vi en haardt tiltrængt Dækning.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Medens  Duften  fra  friskkogt  Kaffe  breder  sig  over  Understanden,  staar  Skorstensfejeren  og  inddeler  Portionerne  af de  Levnedsmidler,  som  vi  skulde  have  haft  i  Gaar.  Nu  til Natten  fik  vi derfor  dobbelt  Portion, og  Skorstensfejeren  og jeg  har  delt  den  stakkels  Skomagers  Portion imellem os.  Han er  ikke  mere.  V i har  lige begravet  barn.  Det  syntes  vi  dog, vi  vilde;  thi  han  havde  nu  været  sammen  med  os  i  baade godt  og  ondt,  og  var  til Trods  for  sin  Tossethed  alligevel  en god  Kammerat.

 Det  gik haardt  til i  Gaar  Aftes.  Franskmændene angreb,  dog  uden  Artilleriforberedelse, og  deres Tab  var derfor  store.  At  de  kom  uden  først  at  have  meldt  deres Ankomst  ved et  Par  Granater  havde  sin Aarsag i, at  et  Par  Kompagnier  af  Amerikanerne  var  blevet  indesluttet  i  en  Dalsænkning  bagved  os.  Under  Hensyn  til de  uoversigtlige  Forhold  og  Ukendskab  til  vor  Stilling  kunde  dette  jo  let  ske, og  de  havde  ogsaa  gjort  sig store  Anstrengelser  for  at  slippe ud  af  Kedlen,  dog  det  var  ikke  lykkedes  dem.

Paa  Grund  af Faren  for  at  komme  til  at  beskyde  Amerikanerne  foregik Angrebet  uden  Artilleriforberedelse,  og  selve  Angrebet  var vel  ogsaa  mest  beregnet  paa  at  befri  dem.  Vort  Kompagni og  en  Del af  de  øvrige  Kompagnier laa  i  vinkelret  Stilling  af hinanden,  og  Fjenden  fik  derfor  en  varm  Modtagelse. Allerede  i  en  Afstand  paa  6—700  Meter  blev  han  beskudt  fra to  Sider.

Fra  en  Skovkant, vestlig Landevejen,  som  han  skulde  over,  kunde  Sepl  og  jeg  flankere  ham  med  hver  et  Maskingevær,  som  ryddede  forfærdeligt  op.  Fjendens  Stormkolonner  delte  sig  nu  i  2  Dele,  men  de  var  ikke  mere  heldige af  den  Grund,  thi  det  var  jo  ligemeget,  hvorledes  de  vendte og  drejede  sig,  de  kunde  ikke  undgaa  at  komme  i  Ilden  fra to  Sider.  Imidlertid maatte  vi  skifte  Stilling  midt  i  det  Hele, da  ogsaa  vi laa  udsat  for  egen  Ild. Vi fandt  Dækning  i begge Landevejsgrøfter,  een  til  hver  Side,  og  aabnede  herfra  paany  Ilden,  der  ryddede  forfærdeligt  op.

Fjenden  var  imidlertid  kommet  nærmere,  og  det  værste  var,  at  Geværet  til venstre  i  Grøften  nu  var  ude  af  Funktion.  Betjeningsmandskabet  havde  forsøgt  at  løbe  tilbage,  men  var  blevet  skudt  ned hver  én.  Kun  Sepl,  der  havde  faaet  fat  i et  Par  Patronkasser, som  han  skød  foran  sig  og  saaledes  havde  nogen  Dækning, naaede  krybende  over  til  mig  paa  den  modsatte  Side  af Vejen.

Det  var  en  god  Hjælp,  thi  Geværets  Besætning  var bragt  ned  til  kun  3  Mand,  deraf  var  den  ene  Skomageren. Han  var  dog  paa  dette  Tidspunkt  geraadet  i  fuldstændig  Raseri  over  nu  at  kunne  indse,  at  det  snart  var  forbi  med  os allesammen.  I  sin  Desperation  sprang  han  kun  lige  op  for at  naa  en  Kasse Ammunition,  der  laa lidt  længere  tilbage,  men det  blev  hans  Ulykke.

Ramt  af  flere  Kugler  sank  han  livløs sammen.  Hertil  naaede  han,  den  stakkels  Djævel,  der  havde været  den  værste  til  at  forbande  Krigen  og  alle  dens  Ulykker,  men  hans  jordiske  Rester  gjorde  dog  endnu  nogen Nytte.  I  Stedet  for  at  faa  slæbt  Patronkasserne  hen  til  os, kravlede  vi  langsomt  tilbage  med  Geværet,  der  blev  anbragt ovenpaa  ham.

Bag vor  gamle  Ven fandt  vi en haardt  tiltrængt Dækning.  Kompagniføreren  kom  nu  ogsaa  styrtende  til  og smed  sig  ved  Siden  af  mig.  Han  havde  faaet  et  Skud  i  Foden,  men  var  stadig  Kompagniføreren.  „Rolig,  bare  rolig,  vi kan  sagtens  holde  ham,”  sagde  han  til  mig,  der  stadig  laa med  Pegefingeren  om  Aftrækkeren.

Franskmanden  var  dog nu  kommet  i  betænkelig  Nærhed,  og  Kompagniføreren  løsnede  min  Revolver fra  Bæltet  for  at  lægge  den  ved  Siden  af mig.  Jeg  forstod  godt,  hvad  han  mente,  og  nikkede.  Franskmændene  var  nu  naaet  til ca.  20  Meters  Afstand,  og  det  var en  kendt  Sag,  at  de  uden  Naade  og  Barmhjertighed  nedslagtede  alt,  hvad  de  fandt  i  Nærheden  af  et  Maskingevær.

Kompagniføreren  brølede  bagved  mig,  at  jeg  blot  skulde holde  roligt ud  og  saa  for  Resten  skyde  til det  sidste.  „ Det  er dog  ude  med  os  nu,”  raabte  han.  Det  knitrede  og  bragede til  alle  Sider,  og  paa  Vejbanen  slog  Kuglerne  ned,  saa  Smaagrus  sprøjtede  til  alle  Sider.  Nu  ramte  en  Kugle  Maskingeværets  Løb. Det  stod  stille.

Aldrig  før,  syntes  jeg,  havde  jeg været  saa  nær  Døden,  i  hvert  Fald  havde  jeg  ikke  før  set den  komme  ind  paa  mig  som  nu  i  dette  Øjeblik.  Franskmændene  var  nu  helt  inde  paa  os,  og  vi  saa  deres  fældede  Bajonetter,  hvis  spidse  Ender  vi  i  næste  Øjeblik  kunde  vente  at have  i  Kroppen. „Levende  skal  de  ikke  faa  os,”  raabte  Kompagniføreren.

Vi  sprang  op  sprang  et  Par  Skridt  tilbage  og  tømte  Indholdet  af  Revolverne  i  Ansigtet  paa  dem.  Men  pludselig gjorde  de  omkring  og  løb.  Den  flankerende  Ild  var  blevet dem  for  meget.  Nu  kunde  vi  først  rigtig  overse  det  hele. Til  venstre  var  de  allerede  naaet  Dalsænkningen,  hvorfra  de var  kommet,  og  den  lille  Klat,  der  endnu  var  udfor  os,  søgte skyndsomt  tilbage  til  Kammeraterne.

Natten  kom  og  bredte sit  Mørke  over  alt  og  alle.  Det  gav  dog  ikke  Ro,  thi  vi  var klar  over,  at  de  snart  vilde  komme  igen.  Landevejen  blev gravet  igennem,  og  nye  Maskingeværer  blev  hentet  frem  og anbragt  i  dem.  Nye  Forstærkninger  kom  til  og  blev  fordelt i  Grupperne,  og  vi har  maattet  arbejde  lige  indtil  for  et  Øjeblik  siden,  da  Kompagniføreren  endelig  mente,  at  vi  skulde have  lidt  Ro.

Han  ligger  i  et  lille  Aflukke  ved  Siden  af  vor Understand  og  har  nu  faaet  forbundet  sit  venstre  Fodled, men  der  er  ikke  Tale  om,  at  han  vil tilbage.  Nu skal  vi til at  have  noget  at  spise,  men  just  nu  kaldte  Kompagniføreren paa  mig. Han  lod  mig  vide,  at  han  havde  staaet  i  telefonisk Forbindelse  med  Regimentsstaben,  og  at  han  havde  den  Ordre  til  mig,  at  jeg  næste  Morgen  Klokken  7  skulde  møde dér.

Nu  kunde  han  endelig  indhente  sit  Løfte  om  Forfremmelse,  men  jeg  maatte  vælge  imellem  denne  og  et  Jernkors af  1.  Klasse.  Jeg  takkede  ham  og begyndte  paa  min  Frokost. Dog,  hvad  er  nu  det?  Sikken  Helvedes  Larm  lige  paa  een Gang.  Folk  kommer  styrtende  ned  ad  Trapperne.  Farvel med  Kaffen.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

5. oktober 1918. “Danskerregimentet” bliver rost af generalkommandoen.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Fjenden lod ikke så hurtigt planen om et flankeangreb falde. Den 5. oktober røg og lynede det på højene på Damenweg fra fjendtlig tilintetgørelsesild. Hele divisionsafsnittet, og også til venstre 26. divisions afsnit, blev ramt. I næsten 6 timer, fra kl. 7-12.45 om middagen krøb füsiliererne sammen i deres stykke skyttegrav, i kratere og saper, og lod jernregnen rasle ned over sig. Giftskyer bølgede ind imellem og tvang dem til at tage gasmasker på.

Da dukkede fjendens skikkelser op i røg og damp. Vores årvågenhed beredte dem en varm velkomst. Foruden den gængse afværgeild slog også geværgranater, der med de nye affyringsbægre kom i stadig mere anvendelse, ned i de fjendtlige angrebsbølger. På den højre fløj ved 9. kompagni trængte fjenden ind i en sape og tog den ni mand stærke besætning til fange. Derpå foretog dele af 4. kompagni et tappert fremstød mod sapen og bragte denne på vore hænder igen.

Men på hele den øvrige front brød angrebet sammen. Det kostede fjenden de sværeste tab. Foran sapespidsen taltes alene 20 døde, som den indirekte maskingeværild fra 4. kompagni havde strakt til jorden. To flammekastere og fire maskingeværer blev bragt ind. 86’erne havde ikke ret lang tid til at glæde sig over sejren.

Om eftermiddagen tordnede tilintetgørelsesild ned over dem igen. En hel time. Kl. 4.30 kom franskmanden med beundringsværdig offervilje igen. Også denne gang var det blodig alvor. Med håndgranater blev de sidste jaget ud af saperne og fremspringende skyttegravsstykker. Hele stillingen forblev på vore hænder.

Endelig en afværgesejr i den store stil. Hele 18. division og den til venstre tilgrænsende 26. division deltog. Fra generalkommandoen og fra hærgruppe Kronprinsen kom der tak og anerkendelse. Ja, selv i hærberetningen blev på denne dag de slesvig-holstenske regimenter, der med held havde forsvaret deres stillinger ved Damenweg, rosende omtalt.

Ganske vist kunne denne afværgesejr ikke standse den tyske hærs generelle tilbagetog. Fjenden førte bestandig nye og friske reserver ind i kampen. Vi havde, sådan som 18. divisions månedlange indsats bevidnede, ingen mere til rådighed.

Den franske overgenerals plan gik ud på ved de stærkeste angreb i nord og syd at omgå og sammenpresse den tyske front med overmagt. Over for det kunne den tyske hærledelse af mangel på reserver ikke gøre andet end at forkorte fronten ved at trække den fremspringende midte tilbage og på den måde nogenlunde udligne tabene.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

2. oktober 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86 kan mærke udmættelsen efter “kraftig tilintetgørelsesild mod vore grave”.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Til den 2. oktober havde tilfangetagne bebudet et større angreb. Derfor skød vort artilleri tidligt om morgenen 1½ times spærreild. En fjendtlig stødtrop følte sig kl. 6.45 om morgenen frem mod 12. kompagni. Håndgranater bragede imod ham og jog ham tilbage. Men dermed var det ikke slut. Hele formiddagen kredsede fjendtlige flyvere over Damenweg, mens vore observerede i fjendens slugter og lavninger.

Da satte kl. 1.45 eftermiddag en kraftig tilintetgørelsesild ind mod vore grave. Tætte sværme af geværgranater regnede samtidigt over for- og sapeposter. En hel time måtte füsiliererne udholde det. Så kom bølgerne af blåfrakker hen over kraterterrænet. Infanteriilden sprang i gang; den ene efter den anden sank ned i kraterne, resten sprang tilbage.

Kun i et stykke af 11. kompagnis skyttegrav havde fjenden fået fodfæste. Et modstød fra dette  kompagni smed ham ud igen. Ærgrelsen over denne fiasko rasede franskmanden ud med en rødglødende geværild. Den blev bragt til tavshed af vor returild.

Glæden over det gode resultat blev dæmpet ved følelsen af stærk udmattelse. I over to måneder havde regimentet allerede været sat ind, havde gentagne gange været i kamp, måtte i ugevis i det fri tåle ubehagelighederne ved efterårets komme.

nødvendige opfriskning med bad og aflusning måtte undværes. Ingen store succeser kunne sætte den svindende kraft i vejret. Det var ikke mærkeligt, at nerver, helbred og modstandskraft var svært rystet. Så meget mere beundringsværdigt er det, at regimentet endnu engang opnåede en stor afværgesucces.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

30. september 1918. De sorte amerikanere er rædselsslagne for de tyske soldater

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  er  blevet  trukket  tilbage  til  Stillingen  her,  og  de  „strategiske”  Grunde  er  vel denne  Gang  rigtige  nok.  V i blev  slaaet tilbage,  men  „løsnede”  os  fra  Fjenden.  Det  er  Negre  og Amerikanere. Ved  en  Brandlinie  i  Skoven  havde  jeg  faaet anvist  Plads  med  mit  Maskingevær  og  paa  et  Kryds,  hvor jeg  altsaa  kunde  se  i  2  vinkelrette  Retninger  skraat  fremefter.

Den  28.  om  Eftermiddagen  opdagede  vi,  at  der  fra  venstre  Side  af  os,  og  i  en  Afstand  af  vel  800  Meter,  løb  nogle Skikkelser  tværs  over  Brandlinien.  Vi  talte  18,  men  hvor mange  der  var  løbet  over  i  Forvejen,  vidste  vi  jo  ikke.  Sagen  var  mystisk  og  skulde  undersøges. 

Samtidig  kom  der  fra højre  Side  Melding  om,  at  vi  skulde  være  paa  Post,  thi  der var  i  Underskoven  observeret  stærke  Patrouiller  af  Negre.

For  at  skaffe  os  Underretning  om  Fjendens  Rævestreger besluttede  Skorstensfejeren  og  jeg,  at  vi  ad  en  gammel  og  næsten  tilskredet  Skyttegrav  vilde  søge  at  naa  frem  til  Fjenden.  Vi  forsynede  os  med  hver  to  Revolvere,  thi  Haandgranater  var  det  ikke  til  at  bringe  i  Anvendelse  paa  Grund  af det  tætte  Buskads. 

Vi naaede  kun  godt  100  Meter  frem,  før vi  til venstre  for  os  og  noget  frem  efter  fik  Øje  paa  en  Snes Amerikanere,  der  langsomt  sneg  sig  frem  i  Retning  af  vort Maskingevær,  hvorfra  de  ikke  kunde  blive  set. 

De  kom  nærmere,  og  i  en  Afstand  af  ikke  over  40  Meter  fra  os  gjorde de  Holdt  og  begyndte  at  opstille  Stativer  og  iføre  sig  Gasmasker.

 Vi  blev  nu  noget  betænkelig  ved  Situationen,  thi vi  var  klar  over,  at  der  vilde  „ske  noget”,  kun  vidste  vi  ikke hvad.  Dog  den  Omstændighed, at  de  iførte  sig  Gasmasker, lod  formode,  at  de  vilde  eksperimentere  med  lidt  Gas-  eller Taarebomber.  Vi havde  ikke  tænkt  paa  at  tage  nogen  Gasmasker  med  og  blev  derfor  yderst  betænkelige,  thi  at  slippe ugenert  bort  herfra  var  der  aldeles  ingen  Udsigt  til.

Vi  hviskede  sammen  om,  hvad  der  vel  kunde  være  at  gøre  og  var klar  over,  at  vore  Kammerater  ikke  anede,  hvad  der  foregik foran  dem.  Og  selv  om  de  skulde  opdage  noget  og  faa  tilbageslaaet  et  Angreb,  vilde  vi  komme  ud  for  at  blive  skudt ned  af  egne  Kammerater.  Skorstensfejeren  vilde  absolut  angribe,  men  det  syntes  jeg  var  haabløst.  Dog  han  blev ved,  og  endelig  kunde  ogsaa  jeg  se,  at  vi  lige  saa  godt  kunde  gøre  det,  som  lægge  os  til  at  dø.

Der  var  faktisk  heller ikke  andet  at  gøre  end  at  forsøge  en  Overrumpling,  og  saa for  Resten  afvente,  om  ikke  Kammeraterne  vilde  komme  til Hjælp,  hvis  det  gik  galt. 

Vi løsnede vore  Revolvere  fra  Livremmen,  og  fra  vore  4  Revolvere  aabnede  vi  en  Hurtigild  i Ryggen  paa  Amerikanerne.  De  blev  vel  nok  overrasket  og værre  endda,  end  vi  havde  turdet  haabe  paa.

Med  Hyl  og Angstskrig  styrtede  de  tilbage  ad  den  Vej,  de  var  kommet, og  uden  at  se  i  den  Retning,  hvorfra  de  blev  angrebet.  Det lykkedes  de  fleste  at  slippe  bort.  Vi  kom  nu  frem  fra  vort Skjulested  og  pegede  med  den  tomme  Revolver  paa  Brystet  af  dem,  der  ikke  var  sluppet  bort  og  ikke  laa  døde  eller saarede  paa  Jorden.  Vi  snappede  et  Par  af  deres  Geværer for  dog  at  være  paa  den  sikre  Side.

Tre  Mand  havde  rakt Hænderne  i  Vejret,  og  tre  var  blevet  saarede,  medens  to  laa døde.  Kammeraterne,  der  ikke  havde  kunnet  forstaa,  hvad der  foregik  forude,  kom  paa  vores  Tilraab  til  Stede,  og  i Løbet  af  en  halv  Time  var  døde  og  saarede  baaret  tilbage.

Af  de  faldnes  Papirer  fremgik  det,  at  den  ene  var  en  Kaptajn. 

Som  Hvilested  for  dem  blev  der  gravet  et  lille  Hul under  et  Par  Træer,  men  forinden  de  lagdes  til  Hvile  dér, blev  de  undersøgt  for  Værdier.  Kaptajnen  var  i  Besiddelse af  et  Vidunder  af  et  Lommeur.  Det  stak  jeg  til  mig.  Skorstensfejeren  havde  fundet  en  stor  Kikkert  og  forskellige Smaating,  som  han  syntes,  det  var  Synd  at  begrave.

Vi  havde  dog  kun  næppe  begyndt  at  dække  Ligene  til,  før  der  fra højre  blev  skudt  fra  alle  Maskingeværer,  der  var  til  Raadighed.  Høje  Raab  og  Brøl  lød  og  gav  Genlyd  i  Skoven. Der  blev  med  ét  et  forfærdelig  Spektakel.  Vi  løb  derhen, men  da  var  Angrebet  saa  godt  som  afslaaet.

Disse,  fra  Afrikas  mørke  Skove,  eller  hvor  de  nu  stammede  fra,  hentede Hjælpetropper  havde  øjensynlig  ikke  haft  noget  Begreb  om, hvad  det  vilde  sige  at  løbe  Storm  mod  et  vel  indrettet  og godt  betjent  Maskingevær. Indtil  lige  foran  Mundingen  var de  løbet,  og  Sepl  fortalte,  at  han  aldrig  før  havde  set  saa rædselsslagne  Mennesker  som  disse  Negre,  da  de  stod  lige ud  for  Mundingen  af  Geværet  og  lod  sig  skyde  ned.  De  havde  ikke  en  Gang  haft  den  Forstand  at  smide  sig  ned.

Her laa  de  nu,  da  vi  kom  til  Stede,  lige  foran  Geværerne  og  næsten  alle  med  Benskud,  der  viste,  at  Geværet  var  blevet  betjent  paa  den  mest  virkningsfulde  Maade.  Vi  blev  nu  ogsaa  Vidne  til  noget,  som  vi  aldrig  havde  set  før.  Da  vi  kom hen  imod  dem  for  at  hjælpe  dem,  søgte  de  at  løbe  bort.  De skreg  og  hylede,  og  mange  forsøgte  paa  Stumperne  af  deres sønderskudte  Ben  at  løbe  fra  os.

Andre  rullede  sig  i  vanvittig  Fart  tilbage  og  tillod  ikke,  at  vi  nærmede  os  dem.  Deres Skrig  og  deres  Rullen  med  det  udadvendte  Hvide  i  deres Øjne  var  uhyggelig  og  saa  frygtindgydende  ud.  Enkelte søgte at  klamre  sig  fast  til  Træerne,  naar  vi  naaede  hen  til dem,  og  der  skulde  saa  2—3  Mand  til  for  at  rive  dem  løs.

Nærmede  vi  os  dem  med  en  Saks  for  at  klippe  et  Bukseben eller  et  Ærme  op  for  at  komme  ind  til  Saaret,  teede  de  sig som  aldeles  vanvittige  og  har  vel  troet,  at  vi  vilde  skalpere dem.  Dog,  var  de  først  forbundet  og  havde  faaet  en  Slurk Vand,  blev  de  helt  rolige  og  smilte  over  hele  Ansigtet.

De lod  os  forstaa,  at  der  var  blevet  dem  fortalt,  at  de  blev  myrdede,  naar  de  kom  i  Fangenskab,  men  det  var  maaske  deres egen  Metode,  de  frygtede  anvendt  mod  sig  selv. 

Vi  lod  dem dog  ligge,  da  vi  om  Natten  gik  tilbage,  idet  vi  syntes,  at de  var  bedre  tjent  med  at  komme  under  Behandling  af  deres egne,  der  fulgte  os  i  Hælene,  og  sikkert  vilde  finde  dem.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

28. september 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86 kæmpende på tilbagetog

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Efter en kort pause blev regimentet skubbet ind lige oven for Vailly, igen dybt echelonneret. Kun to kompagnier lå på forpost, to på hovedmodstandslinien, den såkaldte ”Dachsbaulinie” (grævlingehulelinje).

Beredskabsbataljonen besatte med tre kompagnier artilleribeskyttelsesstillingen. Hvilebataljonen lå i kalkhulerne. Den ændrede situation havde nødvendiggjort den fornyede indsats og den dybe echelonnering.

Vailly var den 14. blevet opgivet af 31’erne, 85’erne holdt endnu den nordlige og østlige del besat. Aisne dannede ingen beskyttelse mere, da fjenden allerede stod på nordbredden.

Vailly var imidlertid som hjørnepille i den tyske stilling for vigtig. Derfor besluttede regiment 85 sig for at generobre stedet. På venstre fløj af angrebsbataljonen skulle endnu dele af regiment 86 gå frem. Hertil blev udtaget to stødtropper fra 7. kompagni og hver en stødtrop fra 5. og 8. kompagni. Om morgenen den 26. september blev fjenden rystet ved kort artilleri- og mineild; kl. 8 sprang stødtroppene fremad.

Det lykkedes naboregimentet at indtage Vailly igen. Også vore stormsoldater nåede deres angrebsmål, slagteriet ved Vailly’s sydvestlige hjørne og de nordfor tilgrænsende husblokke. De tog 12 fanger og erobrede tre maskingeværer. Om aftenen og den følgende dag forsøgte fjenden at tage det vundne fra os igen. De tapre angribere holdt ud mod hans hidsige artilleri- og mineild.

Deres kugler jog fjenderne tilbage i deres stillinger. Ved angrebet udmærkede sergent Seller (8. kompagni) sig særligt. Han erobrede to franske maskingeværer; straks efter faldt han ved et hovedskud. I angrebet lige som i forsvaret ydede oversergent Hansen (5. kompagni) en fremragende indsats.

For angriberne var det smertefuldt, at Vailly allerede om natten fra 27.-28. september igen blev rømmet. Det stadig stærkere fjendtlige pres nord for Vailly nødvendiggjorde denne forholdsregel. II bataljon frigjorde sig fra fjenden. I ”Dachsbaulinjen” nord for Vailly sikrede den regimentets tilbagetog på Damevejen og afviste endnu om eftermiddagen den 28. 9. et fransk angreb på denne stilling.

Men så kom de sidste dele af bataljonen i en farlig situation. Åbenbart var den tilgrænsende bagtrop gået hurtigere tilbage, for pludselig så füsiliererne sig vidt omgået fra højre og også truet fra venstre. Meget hurtigt tiltræder de tilbagetrækningen. De kommer i krydsild; 13 mand kan ikke længere komme tilbage og kommer i fangenskab. Maskingeværerne kunne med nød og næppe reddes, efter at oppakningen var blevet ofret. Derved udmærkede sergent Braak fra 2. maskingeværkompagni sig igen.

Den nye stilling løb fra Nordvest til sydost langs Oise-Aisne kanalen. Dér hvor kanalen forsvinder i en tunnel under Damenweg, løb vejen henover ryggen af dette langstrakte højdedrag. Et virvar af kratere og grave lettede fjendens arbejde på denne kampomtumlede høj. Han angrebslyst var også steget ved vores stadige tilbagetrækning. Han stødte derfor energisk og klogt efter os. Den 26. september lykkedes det ham desværre ubemærket at komme på nær hold af en forpost fra 9. kompagni og nedkæmpe den.

Den 30. september larmer den ”lille krigs” gevær-, håndgranat- og geværgranatild bestandigt på Damenwegs høje. To gange støder fjenden frem mod 9. kompagni, én gang mod 11. kompagni. Disse holder deres stillinger. Kl. 4.30 om eftermiddagen forsøger han igen efter at have beskudt stillingen næsten en time. Han trænger ind ved 9. kompagni. I et modstød smider man ham ud derfra igen. Kl. 9, det er allerede mørkt, lykkes det fjenden at få fodfæste i et lille stykke skyttegrav mellem 10. og 11. kompagni. Forposterne bliver derpå i natten til den 1. oktober trukket tilbage til hovedmodstandslinjen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

27. september 1918. Argonnerskoven: Lig ligger spredt alle Vegne … Myrerne og andet Kryb har Føde i lange Tider.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 tilhørte han Regiment 186, 2. kompagni.

Efter  at  vi har  været  udsat  for  flere  Angreb  fra  fjendtlige Flyvere,  er  vi kommet  til Argonnerskoven.  Om  denne  er  der en  Gang  sunget,  at  den  ligner  en  stor,  stille  Kirkegaard.  V i har  set  Beviserne  for,  at  dette  er  rigtigt.

Stillingen  er  trukket  tilbage,  og  nogen  egentlig  Skyttegrav  findes  ikke.  Langs ad  de  saakaldte  „Brandlinier” gennem  Skoven  kan  vi se  fremefter,  ellers  er  der  tæt  og  uigennemsigtigt  over  det  hele.  Paa Patrouillerne  ad  disse  Brandlinier  har  vi  truffet  paa  Ligene af  mange  faldne,  baade  Ven  og  Fjende.  Inde  imellem  Buskene  ligger  de,  og  Myrerne  og  andet  Kryb  har  Føde  i  lange Tider. 

Disse  Patrouiller  er  ubehagelige  at  skulle  gaa.  Aldrig véd  man,  om  der  ikke  bag  den  nærmeste Busk  sidder  en  lignende,  fjendtlig  Patrouille  paa  Lur  og  skyder  En  ned  bagfra,  og  det  er  umuligt  at  kunne  tage  sig  i  Agt.

Krigen  føres her  mellem  Enkeltmand,  og  af  den  Grund  bliver  der  skudt mange  ned,  om  hvilke  Kompagnierne  aldrig  faar  Meddelelse  om,  hvor  de  er  faldet.  Lig  ligger  derfor  spredt  alle Vegne,  og  Betegnelsen:  „ En  stor,  stille  Kirkegaard”  er  ikke overdrevet.

 

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

25. september 1918. Officerens tale afbrudt af tilråb og truende adfærd

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han tilhørte i 1918 Regiment 186, 2. kompagni.

Gud  Fader  bevares,  sikken  Redelighed.  Alt  er  opdaget. Straks,  da  vi  kom  hertil,  blev  vi  modtaget  af  en  General, der,  højt  til  Hest,  holdt  en  Tale  ud  fra  det  Synspunkt:  Een for  alle,  og  alle  for  Een.

Vi var  opstillet  som  det  sig  hør  og bør,  og  alle  Næser  var  vendt  imod  ham.  „God  Morgen,  Folkens!”  hilste  han,  men  han  modtog  kun  en  uvillig  Brummen til  Svar.

Han  indledede  med  en  længere  Afhandling om Aanden  fra  1870  og  1914,  og  sluttede  med  at  sige:  „Med  Livremmen  spændt  godt  ind  og  med  den  ægte  Fædrelandskærlighed  og  i  Bevidstheden  om  at  tjene  en  høj  og  hellig  Sag kan  vi  endnu  standse  Fjenden  og  fravriste  ham  Sejren,  som han  allerede  nu  føler  sig  sikker  paa,  men  som  han  ikke  har fortjent!”

Under  hans  Tale  lød  der  mange  dristige  Tilraab, og  inden  han  var  færdig,  havde  Fløjene  bøjet  sig  indad,  og Transporten  stod  nu  i  Halvmaaneform  omkring  hans  Hest.

Aldeles  pludselig  satte  han  en  Stopper  for  sin  sikkert  velmente  Tale,  men  raabte  dog  endnu,  at  de  „Lumpenkarle”,  der havde  svigtet  og  var  rendt  deres  Vej,  nok  skulde  faa  deres velfortjente  Straf.

Han  satte  nu  Sporerne  i  Siden  af  sin  sorte, hvidblissede,  magre  og  langbenede  Krikke  og  forsvandt.  — I  Dag  er  vi  blevet  inddelt  i  Kompagnier  af  Regimentet  254, og  der  siges,  at  Turen  gaar  til  Argonnerskoven.

Mange skyndte  sig  til  Lægen,  hvor  det  paafaldende  i  de  mange  Syges  ensartede  Lidelse  vakte  Mistanke,  og  Grunden  hertil  blev opdaget. 

De  er  dog  ligeglade  med,  hvad  der  sker  med  dem, foreløbig  skal  de  paa  Lazaret,  og  saa  gaar  den  Tid  med  det.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

22. september 1918. Dagens tilbud: Hvem vi gerne smittes med gonoré?

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 tilhørte han Regiment 186, 2. kompagni.

I  Aftes  blev  Transporten  indladet  i  Toget,  og  i  Frankfurt, Wiesbaden  og  Mainz  kom  der  flere  til.  Paa  Banegaarden  i Mainz  stod  mine  gamle  Venner,  Skorstensfejeren  og  Sepl, og  skulde  ligeledes  med.

Der  blev  almindelig  Glæde  over  det heldige  Sammentræf, og  vi  flyttede  sammen  i  Vognen,  hvor jeg  var,  og  hvor  ogsaa  Skomageren  opholdt  sig.  Ad  Rhinens venstre  Bred  kørte  vi  mod  Eifelbjergene  i  Retningen  af Skærmydslerne,  og  Toget  kravlede  kun  langsomt  af  Sted  gennem  Bjergkæden  her.

Vi  havde  heller  intet  Hastværk  med at  komme  derud,  og  mange  benyttede  sig  af  Togets  langsomme  Fart  og  forsvandt  lige  saa  stille  ud  af  Vognene  med deres  Bagage.  Folkene  var  aldeles  ligegyldige  med  hele  Tilværelsen,  og  der  blev  ikke  vist  Transportlederne  nogen  Respekt.

Der  blev  et  frygteligt  Spektakel,  da  de  opdagede,  at næsten  Halvdelen  af  Transporten  var  forsvundet.  Vi  blev nu  lukket  inde,  og  der  blev  paalagt  os  Underofficerer  den ufravigelige  Pligt  at  sætte  dem  under  Anholdelse,  der  forsøgte  at  løbe  bort.

En  Mand  af  Transporten  har  Gonorrhe. Med  en  Tændstik  uddeler  han  til  andre,  der  hellere  vil  paa Lazaret  end  til  Skyttegraven.  Det  bliver  en  køn  Historie, men  hvem  er  vel  i  Stand  til at  opdage,  hvorledes  det  er  foregaaet,  naar  enhver  holder  Mund.  Toget  er  naaet  igennem Bjergene,  og  med  noget  større  Fart  gaar  det  i  Retning  af Laon.  Det  mener  vi dog  at  have  opdaget.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

20. september 1918. Falskspillere i toget på vej hjem til Slesvig

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914.  I 1918 kæmpede han i Regiment 186, 2. kompagni.

Saa  er  jeg  da  atter  naaet  tilbage  fra  den  korte  Visit.  Jeg kom  for  sent,  men  Transporten  er  endnu  ikke  afgaaet,  saa det  var  alligevel  ikke  sent  nok.  Den  Orlov  var  der  ikke  meget  ved.  To  Døgn  er  gaaet  til  Rejsen,  saa  der  var’kun  en Dag  at  være  hjemme  i.

Inden  jeg  paa  Rejsen  hjemefter  naaede  Kassel,  var  jeg  blanket  af  for  alle  mine  Penge.  Jægerne kunde  spille  Kort,  og  det  var  ligemeget,  hvad  jeg  foretog mig  eller  lod  være  med  at  foretage  mig, hver  Gang  tabte  jeg.

I  Kassel  var  der  et  lille  Ophold.  Maskinen  skulde  skiftes,  og vi  fik  lidt  Mad. Jeg  havde  en  lumsk  Anelse  om,  at  det  ikke kunde  forholde  sig  helt  rigtig  med  de  Herrer  Jægere,  og  da Toget  atter  havde  sat  sig  i  Bevægelse,  og  det  paany  skulde gaa  løs, bad  jeg  dem  om  at  bytte  Plads  med  mig, da  jeg  ikke godt  kunde  taale  at  sidde  hverken  side-  eller  baglæns  i  et Tog.

Spillet  tog  nu  en  saa  paafaldende  Vending,  at  jeg  havde  Lov  til at  gaa  ud  fra,  at  de  nu  ikke  mere  kunde  gøre  sig forstaaelig  ved  Fodsignaler  eller  andre  Tegn.  Da  vi  kom  til Hamburg,  havde  jeg  atter  Halvdelen af  mine  Penge.

De  var flinke  og  indbød  mig  til et  Glas  Øl.  Under  Samtalen  her  røbede  de  sig. De  havde  nu  i et  halvt  Aar drevet  denne  „Sport”. Orlovskortene  lavede  de  selv, og Fribilletterne kunde de nemt skaffe  Udvej  for.

Med en  raa,  gennemskaaret  Kartoffel  overførte  de  Stemplerne  fra  de  „ægte”  Pas  og  Fribilletter  til  deres  efterlavede,  og  de  forsynede  selv  disse  med  en  ulæselig Underskrift.

De  rejste  mellem  Darmstadt  og  Hamborg,  og tjente  gode  Penge.  Krigen  var  jo  paa  denne  Maade  lettere og  ogsaa  behageligere.  I  Slesvig  steg  jeg  selvfølgelig  ikke ud,  som  Aftalen  var,  thi  jeg  havde  i  Forvejen  overlagt  mig dette:  er  du  først  i  Slesvig,  kommer  du  nok  til  Flensborg  og videre

Det  skulde  da  gaa  til med  Hundekunster,  mente  jeg, om  ikke  jeg  skulde  slippe  hjem.  Jeg  havde  paa  Bataillons-skrivestuen  maattet  opgive  det  Hotel,  i  hvilket  jeg  vilde  bo, og  havde  da  opgivet „Kajserhof”  i  Flensburgerstrasse.  Jeg havde  aldrig  været  i  Slesvig,  og  vidste  derfor  heller  ikke,  om der  fandtes  noget  Hotel  af  dette  Navn,  men  det  var  jo  ogsaa kun  for  det  Tilfælde,  at  nogen  udeblev  fra  Orlov,  at  der  blev Brug  for  nogen  Adresse.

I  Flensborg, hvor  Snyderiet  ved  Revision  af  Orlovspasset  naturligvis  vilde  blive  opdaget,  ventede  jeg  med  at  gaa  fra  Banegaarden,  indtil  det  rigtige  Øjeblik  syntes  at  være  inde.  Med  5  Skridts  Tilløb  satte  jeg  over Afspærringen  og  løb  i  Retning  af  Raadhusgade,  og  Benene gik  som  Trommestikker,  da  jeg  kunde  høre  høje  Raab  bag ved  mig.

I  Storegade  bremsede  jeg  lidt  op,  og  i  Nørregade laante  jeg  en  Cykle  og  var  snart  hjemme.  I  Hjemmet  var Opholdet  kun  lidet  lystelig,  men  jeg  fik  dog  hilst  paa  dem alle,  forinden  jeg  atter  skulde  af  Sted  til  Frankrigs  blodbestænkte  Slagmarker.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

16. september 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86: “Vore angribere kunne ikke stå imod overmagten og måtte gå tilbage.”

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Tidligt den 16. september blev regimentet alarmeret og af 5. division beordret til Toly-Ferme. Denne ligger i en slugt 5 kilometer nord for Vailly.

Marchen gik over Damenwegs højderyg. Her kom 2. og 4. kompagni samt 1. maskingeværkompagni i en heftig spærreild og blev splittet. De nåede først bataljonen igen om aftenen. Resten af bataljonen indtraf ved middagstid ved Toly-Ferme.

Situationen var den: Leib-Grenadier-Regiment Nr. 8 var blevet kastet tilbage, stillingen skulle generobres. Trods det at bataljonen var svækket til omkring det halve, angreb den kl.5.30 eftermiddag uden artilleriforberedelse. Udgangsstillingen lå stik vest for Tolyslugten. Med stor beslutsomhed går bataljonen frem, 1½ km over åbent terræn og ned igen ad skråningen på den anden side.

Den mistede stilling bliver taget igen, og der bliver taget 40 til fange. Om aftenen kunne livgrenaderregimentet igen indtage sine gamle stillinger.

I bataljon blev trukket ud og indrettede sig på vestskråningen af Tolyslugten.

Den 17. september trådte franskmanden an til angreb over en bredere front. Grenadererne holdt fast, kun den venstre fløj var trykket lidt ind, men den blev holdt.

Om eftermiddagen slog svær trommeild ned på den tyske front. På ny gik fjenden frem. Længere til højre blev infanteriregiment 230 delvist rullet op. Igen blev I bataljon alarmeret; den besatte en grav på Tolyslugtens skråning, men kom ikke i kamp.

Den følgende dag forsøgte 8. grenadere at generobre deres stilling fra i igår. 2. kompagni af regiment 86 deltog i dette angreb. Til trods for at ordren måtte gives noget forhastet, gik det i begyndelsen godt fremad.

Da blottede angriberne deres ubeskyttede højre flanke for fjenden. Regiment 344, der skulle erstatte regiment 230, der dagen før var blevet rullet op, var endnu ikke på plads. Fjenden opdagede denne blottelse og stødte fra højre ind i angribernes flanke. Disse blev overrasket og til dels taget til fange. Også fra 2. kompagni blev der taget mænd til fange.

Nu gik resten af I bataljon frem og besatte en stilling vest for Tolyslugten og holdt denne, indtil der hen mod middag kom en bataljon 89’ere til forstærkning. Begge bataljoner gik efter en svag artilleriforberedelse på ny frem til angreb. Fløjene forblev tilbage, men midten stødtelangt frem.

Da stødte de på et fransk angreb, ført med overlegne kræfter. Vore angribere kunne ikke stå imod overmagten og måtte gå tilbage. Men de medbragte 170 tilfangetagne. Udgangsstillingen ved Tolyslugten blev holdt. I den derpå følgende nat blev den kamptrætte bataljon trukket ud og gik igen til Pargny som korpsreserve. Den havde i disse dage mistet 3 officerer, 13 mand døde, 87 sårede og 34 savnede.

De to andre bataljoner blev ligledes enkeltvis indsat. II bataljon en kilometer nordvest for Vailly foran slottet Vauxelles i infanteriregiment 52’s område. Her slog 2. maskingeværkompagni et angreb af stærke fjendtlige patruljer tilbage i natten mellem 16. og 17. september. Sergent Braak udmærkede sig her ganske særligt. Den 18. september gik bataljonen i hvilestilling nord for Damenweg.

 III bataljon blev indsat mellem I og II. Efter at have marcheret over Hameret-Ferme steg den om eftermiddagen den 15. september ned i den nævnte slugt til regiment 12, ved hvis frontsituationen endnu var uafklaret. 9. og 11. kompagni blev sendt mod de tabte grave. I et håndgranatangreb tog de betragtelige stykker af det terræn fra fjenden, som grenaderregiment 12 havde mistet. Næste dag fornyet kamp; franskmændene forsøgte igen at fravriste 11. kompagni deres terræn, det lykkedes dem ikke. Den 19. september blev også
denne bataljon afløst og gik ligledes til hvile nord for Damevejen. Seks døde og 34 sårede havde disse dage kostet den.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

16. september 1918. H.C. Brodersen: “Der er blevet bevilliget 3 Dages Orlov, men jeg maa ingen faa.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 var han underofficer i Regiment 186, 2. kompagni.

Folk  er  kede  af  Krigen.  Der  spores  revolutionære  Antydninger  alle  Vegne.  Vi Underofficerer,  der  næsten  hver  Aften kommer  sammen  i  en  Knejpe,  der  ligger  lige  overfor  Kasernen,  mærker  det  mere  og  mere.

Folk,  baade  civile  og  Militæret,  er  lige  som  mere  fri  i  Sproget,  og  der  stjæles,  handles, sjakres  og  hamstres  med  alt  mellem  Himmel  og  Jord.  Om Aftenen,  naar  der  ofte  er  fjendtlige  Flyvere  over  Byen,  gaar Folk  ikke  mere  frivillig  ned  i  de  Understande  og  Kældere, der  er  anvist  til deres  Beskyttelse.

De  er  lige  glade.  Vi  kan købe  lige  saa  mange  Levnedsmiddelkort,  som  vi  vil have,  og saaledes  købe  alt  det  Brød  vi  ønsker.  Naturligvis  er  de  falske,  men  Brødforsyningsbestemmelserne  bliver  paa  denne Maade  undermineret,  og  Myndighederne  kan  ikke  gardere sig  herimod.  For  gode  Ord  og  rigelige  Penge  kan  man  købe al  den  Mad, man  vil have,  uden  at  man  behøver  noget  Kort.

Selvfølgelig  er  alt  hamstret  eller  stjaalet.  —  Paany  er  en Transport  inddelt  til at  afgaa  til Felten,  og  denne  Gang  skal jeg  med.

Der  er  blevet  bevilliget  3 Dages  Orlov,  men  jeg  maa ingen  faa.  Det  var  jeg  ikke  tilfreds  med,  og  i  Morges  gik  jeg til  Hauptmann.

Flan  erklærede  dog,  at  han  ikke  havde  nogen Bestemmelsesret  over  Transporten,  da  Listerne  over  Mandskabet  var  afgaaet  til Bataillonsskrivestuen, og  hvis  jeg  vilde have  Orlov, maatte jeg henvende  mig dér. Det  gjorde  jeg,  men heller  ikke  her  havde  jeg  Held  med  mig.

Der  blev  af  Adjudanten  svaret,  at  der  i  Henhold  til  en  „Verfügung”  fra  9. Armékorps  i  Altona  ikke  maatte  sendes  Folk  paa  Orlov,  der skulde  ud  over  Linien  Tønder—Flensborg.  I  alle  Tilfælde skulde  der  en  særlig  Rejeetilladelse  til, og  den  havde  jeg  jo ikke.

Jeg  tilbød  at  betale  en  telegrafisk  Forespørgsel  til  Altona,  men  heller  ikke  dette  vilde  han  komme  ind paa  og  mente,  at  det  jo  heller  ikke  kunde  lønne  sig  at  rejse  den  lange Vej  for  blot  3  Dages  Orlov.

Jeg  fastholdt  dog  min  Beslutning  om  at  ville  hjem,  og  gik  til  Majoren. „Hvad  ønsker  De?”  spurgte  han,  da  jeg  var  kommet  indenfor.  Han  fik  at  vide,  hvad  Sagen  drejede  sig  om,  og  telefonerede  til  Bataillonsskrivestuen.

„Det  gaar  ikke,”  sagde han,  „og  De har  jo  ogsaa  faaet  at  vide hvorfor,  ikke  sandt?” Jeg  forsøgte  at  komme  med  Forestillinger om,  at  det  maaske  var  sidste  Gang,  jeg  kunde  faa  Lejlighed  til  at  hilse  paa Familien,  men  han  var  ubønhørlig. „Min  Søn,” sagde  han,  „vi  har  Krig .  Det  gaar  ikke!”

Jeg  stak  min  sidste  Trumf  ud.  „Hr.  Major,”  sagde  jeg, „jeg  kan  dog  rejse  til  Slesvig,  og  naar  jeg  derfra  telegraferer til  min  Hustru  om  at  komme  dertil,  behøver  jeg  ingen  Rejsetilladelse!” Han  saa  et  Øjeblik  paa  mig,  og  sagde  saa:  „Indforstaaet, gaa  til  Bataillonen  og  faa  Deres  Pas!”

Nu  sidder  jeg  i  Toget  mod  Hamburg,  og  et  Par  Underofficerer  i  Jægeruniform  har  opfordret  til  et  Parti  Skat. Tiden gaar  bedre,  mener  de,  og  jeg  er  indforstaaet.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

20. august 1918. Antallet af gassyge overstiger antallet af sårede

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Regimentet havde til højre infanteriregiment 79, til venstre infanteriegiment 31. To bataljoner lå forrest og én i reserve. Fra 20. august inddeltes regimentet igen i kamp-, beredskabs- og hvilebataljon.

Modstandslinjerne havde navnene Blücher I og Blücher II. Det var ikke sammenhængende stillinger, men derimod områder med modstandsreder. Det franske artilleri lod næsten hver nat nogle heftige ildoverfald slippe løs. Om dagen var det noget roligere. Brugen af gasgranater øgedes.

På adskillige dage oversteg tallet af gassyge antallet af sårede. Vort artilleri skød ligeledes ret livligt. Med de grønt afkrydsede granater blev der sendt mangt en sky af sennepsgas over i den fjendtlige lejr. I anden halvdel af måneden aftog den fjendtlige ild mærkbart; tabene, som i de første ti dage af august var betydelige, tog også af.

Den glødende hede fremkaldte imidlertid talrige tarmsygdomme. Stillingskrigens ensformighed var indtrådt igen. Tjeneste som vagt, gravearbejde, afløsning i en regelmæssig vekslen. Det var bittert for en enhed, der havde smagt bevægelseskrigen.

Disciplin og pligtfølelse bevirkede imidlertid, at omstillingen skete gnidningsløst. Siden englænderne den 8. august var stødt dybt ind i vort angrebsterræn ved Ancre, vidste enhver selvstændigt tænkende soldat, at alle erobringer siden Det store Slag var tabt igen. Et angreb kunne man slet ikke tænke på mere, sejt forsvar af den gamle linje måtte nu være opgaven.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

13. august 1918. De nye rekrutter “De store Skoledrenge – andet er de ikke – er blevet kaldt ind”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

„Tidens  Hjul  gaar  centnertungt”  og  blodigt  henover  Vestfronten.  Alt  er  vel  nok  sat  ind  dér  for  at  fremtvinge  en  endelig  Afgørelse.  De  mange  granatspyende  Kanoners  Sult  er stor,  og  stadig  bliver  der  udtaget  Mandskab  til Føde  for  dem.

,  og  jeg  har  faaet  saadan  et  Hold  t De  store  Skoledrenge  —  andet  er  de  ikke  —  er  blevet  kaldt indil  Uddannelse.

 De  er underernærede  og  spinkle  og  har  ingen  anden  Forestilling om  Krigen,  end  at  de  hidtil  har  faaet  fri  fra  Skolen  i  Anledning  af  en  stor  Sejr,  og  om  Soldaterlivet har  de  ingen Anelse.

Det  eneste,  de  i  militær  Henseende  hidtil  har  haft  Forstand paa,  er  at  synge  med  paa  Omkvædet,  naar  et  Kompagni gik igennem  Byen,  syngende  paa  denne  her:  „Es  schlief  ein  Graf bei  seiner  Magd.”

 —  Uddannelsen  af  disse  unge,  men  ellers ret  flinke  Mennesker  var  da  ogsaa  noget  af  det  mest  vanskelige  at  have  med  at  gøre.  Jeg  er  inderlig ked  af  det.  Retter man  paa  Hovedstillingen, bliver  Benstillingen  skæv.  En  Anmodning  om  at  flytte  højre  eller  venstre  Fodspids  enten  ud eller  indad,  bevirker,  at  Hovedstillingen atter  bringes  af  Lave.

Retter  man  paa  højre  Armstilling,  glider  Geværet  i  venstre  Arm  uvilkaarligt  ned  i  udstrakt  Armstilling.  Saaledes gaar  det  i  det  uendelige.  Det  værste  er,  at  naar  man  skælder ud,  begynder  de  at  græde.

Det  er  den  rene  Ynk,  og  jeg  har besluttet  ikke mere  at  ville  se  ind  i  disse  sørgelige  Fysiognomier.  I  Gaar  bad  jeg  mig  fritaget  for  dette  Hverv,  men  Svaret  var  benægtende,  og  derfor  maatte  jeg  i  Dag  finde  paa noget  Nyt.

Jeg  meldte  mig  syg.  Da  Kompagniet  i  Middags kom  hjem  fra  Udmarchen,  spurgte  Kompagniføreren  til  mit Befindende  og  om,  hvad  der  af  Lægen  var  blevet  anordnet. Jeg  halede  et  Par  lange  Bind  op  af  Lommen  og  viste  ham dem.

Han  blev  gal  i  Hovedet  og  beordrede  mig  til  Skrivestuen,  hvor  han  nærmere  vilde  tale  med  mig.  Han  holdt  her en  Moralprædiken,  der  tydelig beviste,  at  han  ikke var  ukendt med  Nattelivet  i  Byen  og  de  dermed  forbundne,  lumske  Farer.

Dog,  Hauptmann’en  var  ikke  dum,  og  tilsidst  blev  vi enige  om  Spørgsmaalet. „Er  det  Meningen, at  De  vil bruge  de  Bind,”  spurgte  han, „svar  mig  ærligt!” „Nej,  Hr.  Hauptmann.” „De  er  dog  i alt  Fald  ærlig,”  sagde han  saa,  „af  den  Grund skal  De  faa  Deres  Ønske  opfyldt  med  Hensyn  til  Rekrutuddannelsen,  er  det  ikke  det,  De  har  villet  opnaa?” „Javel,  Hr .  Hauptmann,”  svarede  jeg. „De  skal  nu  faa  et  Stammandskab,  og  med  dette  vil  De hver  Dag  have  at  gaa  paa  Vagt  ved  Gasgranatfabrikken. Er  vi  saa  enige?” „Javel,  H r .  Hauptmann!”

Han  belærte  mig  om,  at  der  var  store  Udsigter  til, at  der paany  afgik  en  Transport  til  Felten,  og  at  der  vel  saa  ogsaa skulde  bruges  Underofficerer.  Jeg  var  klar  over,  hvad  han mente  og  svarede,  at  for  saa  vidt  det  ikke  skulde  betragtes som  nogen  Straf,  vilde jeg  hellere  det.

Han  erklærede  dog,  at der  ikke  fra  hans  Side  var  Tale  om  nogen  Straf,  men  for  en Mand  som  mig, maatte  det  anses  for  at  være  en  overordentlig stor  Ære  at  være  med  til  de  sidste,  store  Anstrengelser  til Opnaaelse  af  den  Afgørelse,  der  forhaabentlig  skulde  bringe os  Sejren  hjem.  „Javel,  Hr .  Hauptmann,”  svarede  jeg,  og dermed  var  Audiensen  forbi.

—  Nu sidder  jeg  paa  Vagtstuen, og  Kammeraterne  véd  at  fortælle,  at  Hauptmann,  hver  Gang der  har  været  fordret  Officerer  til  Fronten,  har  haft  det  kedelige  Uheld  at  falde  af  Hesten. 

De  siger  ogsaa,  at  han,  der nok  skal  sørge  for  at  faa  andre  ud  i  Skidtet,  er  en  fejg  Kujon;  men  Folk  kan  jo  være  ondskabsfulde.      

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

1. august 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86 trækker sig tilbage over floden Vesle

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 1. august om formiddagen kl. 8, alarmering. Kl. 9 stod regimentet klar til march. Fjenden, sådan forlød det, var mod syd ved Arcy St. Restitue brudt ind i den 3. bayeriske reservedivision, situationen skulle genetableres. Under en yderligere spredt formeret fremmarch viste det sig, at situationen ude foran allerede var i orden igen.

Regimentet besatte nu en tilbagetrukket stilling,”Zietenlinjen”, opkaldt efter generalmajor Ernst von Zieten.

Det var underlagt 3. bayriske reservedivision. II bataljon overtog sikringen af et forfelt af 5 kilometers bredde. Om natten rømmede stillingsdivisionen den forreste linje, således at regimentet nu lå tættere ved fjenden.

Den følgende dag forøgede fjenden sit pres. De til højre og venstre liggende enheder gav efter; II bataljon fik allerede maskingeværild fra venstre flanke og så sig tvunget til at trække sine vagtposter tilbage, hvis det ikke ville risikere at blive omringet.

Sent om aftenen kommer ordren, at alle enheder syd for Vesle skal gå tilbage til den nordlige bred. I bataljon sikrer tilbagetrækningen. Kort før midnat passerer regimentet igen Vesle ved Braisne og slår sin bivuak op i en skov lidt nordvest derfor.

 I bataljon besætter den forreste linje i Braisne. Vesle var gået over sine bredder, et oversvømmet område på 2-300 meter skilte regimentet fra fjenden. Broforbindelserne, der endnu førte over, var beskyttet af tråd og barrikader.

Vagtposterne stod om natten ved Vesles bredder, om dagen mest i huse, spejdendeud ad murhullerne. Det var glødende varme sommerdage. Egnen omkring Braisne lignede den omkring Moulin.

Vidtstrakte plateauer, dybt indskårne dale, disse ofte af ubeskrivelig skønhed. Navnlig Braisne havde i den vidtstrakte, frugtbare Vesle-dalen vidunderlig beliggenhed. Kalkhuler gav enhederne en velkommen beskyttelse. Regimentet lå i denne stilling en hel måned.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

15. juli 1918. Angrebsbølgerne forblødte foran de britiske og franske linjer

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I juli dukkede der rygter op om divisionens snarlige indsats. De viste sig korrekte. Divisionen skulle straks efter et stort fremstød i Champagne deltage i et angreb ned ad højdedraget Kemmel, der skulle bringe Ypern (Ypres) til fald og rulle den fjendtlige stilling op helt til Nordsøen.

Englænderne lå her beredt til forsvar. De bedste divisioner var udvalgt til denne opgave. Det kom ikke så vidt. Det store fremstød i Champagne den 15. juli mislykkedes.

Fjenden var åbenbart ved forræderi, enten forsætligt eller ved sløseri, underrettet om angrebsområde og -tidspunkt, og havde rømmet de forreste stillinger, som vi nu formålsløst spildte vor ammunition på.

De ventede på angriberne i en bagvedliggende og ubeskadiget stilling. Mens angrebsbølgerne forblødte foran dem, førte de allieredes øverstbefalende, marskal Foch, to dage senere fra Villers-Cotteret skoven flankestødet ind i vor sårbare angrebsbue.

Dybt trængte de ind i vore linjer; buen måtte trækkes tilbage, franskmændenes yderligere fremtrængen standses. Nye divisioner måtte frem.

Angrebet ved Kemmel blev opgivet, 18. division blev sammen med andre den 22. juli i al hast transporteret i retning af det nye brændpunkt. Fjenden havde igen taget initiativet fra os. Det var begyndelsen til enden.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

19. maj 1918. “… næsten hvert skridt gik over lig.” FR86 på march ved Somme og Cambrai

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 16. maj brød divisionen op i nordøstlig retning til en anden del af den vestlige krigsskueplads. 11 officerer og 133 mand døde efterlod de på kampområdet for det store slag. Marchen gik hen over Somme området. Maricourt, Combles og Sailly-Saillisel strejfedes.

I den sidste landsby forekom ødelæggelserne særligt grelle. Kolossale kratere var overgroet med mos og fyldt med vand. Man kunne kun med tavs ærefrygt passere dette stykke jord, næsten hvert skridt gik over lig. Marchen førte videre over Etricourt, Fins, Gouzeaucourt. Her blev Siegfried-stillingen passeret.

Indtil da var regimentet marcheret kilometervis forbi stabler af engelske ammunition og materiel. Så gik det videre forbi Vacquerie, som regimentet for et år siden havde holdt besat, over Le Pavé, Masnières til Cambrai, som blev nået den 18. maj efter en tre dages march.

Der herskede en glødende hede. Marchen var ret anstrengende, men nattehvilen i åbent terræn var en velgerning.I Iwuy ved Cambrai ventede togene på regimentet. Den 19. maj transporterede de regimentet gennem det franske industriområde til den smukke belgiske by Tournay. Bataljonerne fik kvarter i omegnen.

Staben og I bataljon i Rumes, II bataljon i Froidmont, III bataljon i Espléchies.I  to  måneder  kunne  regimentet  glæde  sig  over  hvilen.  Dagene  omkring Tournay hører til de skønneste, som regimentet oplevede i denne krig. Naturligvis stod tiden ikke stille mht. tjeneste.

De erfaringer, man havde gjort i de seneste slag, blev evalueret. Når tjenesten var overstået, blev der ofte givet orlov til den gamle og smukke Scheldeby. I det store og smukt indrettede soldaterhjem fandt füsiliererne sammen om et glas øl.

Hos mange var behovet for kultur efter fire års liv som landsknægte vokset meget. De besøgte koncerter og teaterforestillinger eller besigtigede med divisionsmaleren Bachmann som fører den herlige katedral, en af de smukkeste og interessanteste middelalderbygninger.

Kompagnierne foranstaltede kompagnifester i deres landsbyer, bataljonerne sportsfester. Den gamle stemning vågnede igen. Med stor glæde modtog man efterretningen om vor sejr ved Damenweg. Håbet om at vinde sejren voksede igen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

8. maj 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 er i alarmberedskab og tager australiere til fange.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Om natten mellem den 6. og 7. maj kom regiment 107 for at afløse füsiliererne. Men de forblev i alarmberedskab i bivuak ved Etinehem og ved landevejen Suzanne-Maricourt, fordi fjenden var trængt ind til højre for vejen Bray-Corbie.

Den 8. maj tog sergent Rainewitz sammen med tre mand fra 2. maskingeværkompagni ved en dristig operation fire officerer og 37 mand fra et australsk regiment til fange.

Disse var trængt igennem ved en nabodivision og havde om natten opholdt sig i slugten nord for Sailly-Laurette. Desuden tog de tapre füsilierere fire maskingeværer som bytte. De følgende dage blev igen tilbragt i barakkerne i Suzanne og Maricourt.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

25. april 1918. Efter en måned med “…tab og sygdom…” skal Füsilier-Regimentet “Königin” Nr. 86 tåle “ildoverfald” fra Englænderne.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 5. april skulle divisionerne til højre og til venstre for 18. division angribe. Hvis angrebet lykkedes skulle også 18. division støde frem til Corbie. Resultaterne på begge sider var imidlertid ikke tilstrækkelige; 18. division måtte forblive på sin plads. De følgende nætter bragte nye uroligheder.

 Regimentet blev lånt ud til Dernancourt, blev igen trukket tilbage, så i natten fra 8.-9. april igen indsat foran Morlancourt. Her lå det igen delt op i tre dele, så i det mindste én bataljon havde hvil i Bray.

Heftige ildoverfald i åbent terræn gav tab. I natten fra 16.-17. april var der afløsning fra reservedivision 50. I en baraklejr ved Suzanne vinkede endelig hvile forude, og den var tiltrængt, for regimentet var ikke alene udmattet af tab og sygdom, også de overlevende ved fronten var totalt afkræftede.

Behageligheden ved et tag over hovedet og tørt gulv under kroppen kunne en tid lang forjage mismodet over den fastkørte offensiv. Den 25. april blev roen pludselig brudt. Alarmering. Englænderne havde angrebet  syd  for  Somme  foran  Villers-Bretonneux. 

Situationen  var  endnu uklar. Regimentet skulle sikre den nordlige Somme-bred mellem Bray og Etinehem. Om aftenen afløste det så regimentet foran Sailly-Laurette. Her lå det ti dage med 2 bataljoner i front og én i reserve. Det måtte i den tid tåle svære og heftige ildoverfald. Det engelske artilleris ildoverlegenhed var trods uhyre tab af ammunition og materiel stadig ubetvivlelig, og det virkede nedslående.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

 

 

10. april 1918. Selvskade: To hug med øksen – og så var tommelfingeren væk!

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  er  kommet  til  et  Eksercitskompagni.  Det  bestaar  af gammelt  Mandskab,  der  flere  Gange  har  været  ved  Fronten, og  som  nu  skal  strække  Benene  lidt  og  forøvrigt  skal  strammes  lidt  op.  Det  er  de  ikke  særlig  villige  til at  være  med til.

De  har  alle  faaet  nok  af  Krigen,  og  længes  ligesom  enhver anden  kun  efter  at  komme  hjem  til  Familien.  Det  er  derfor med  største  Uvillie  de  hver  Morgen  møder  til Tjenesten  og er  af  den  Grund  ikke  altid  lige  behagelige  at  have  med  at gøre. 

Forleden  Morgen  gik  det  da  ogsaa  galt  i  min  Deling. Een  Mand  irriterede  mig  saa  voldsomt  med  sin Ugidelighed, at  jeg  maatte  give  ham  en  Irettesættelse.  Den  Slags  har  han vel  tidligere  faaet  mange  af,  men  nu  gik  det  galt. 

Han  for ind  paa  mig  med  løftet  Gevær.  Jeg  naaede  dog  at  springe  til Side,  og  Geværet  suste  i  Gulvet med  det  Resultat,  at  Kolben skiltes  fra  Løbet.  Det  havde  vi  nu  nok  faaet  „ordnet”,  men Feldveblen,  der  ikke  kunde  forstaa,  hvor  jeg  blev  af  med  mit Korporalskab,  kom  i  det  samme  opad  Trapperne. 

Han  havde  set  det  hele,  og  nu  gik  der  Rapport  i  Sagen.  Det  endte med,  at  vi  alle  —  hele  Korporalskabet  —  maatte  møde  i Krigsretten. 

Det  resulterede  i, at  Manden  fik  8  Dages  streng Arrest,  at  afsone  efter  Krigen.  —  Ved  samme  Møde  i  denne frygtede  Ret  havde  vi  Lejlighed  til  at  overvære  en  anden Sag,  i  hvilken  der  var  lagt  godt  i .

Det  drejede  sig  om  Faneflugt,  Fejghed  over  for  Fjenden  og  for „Selbstverstümlung”. Statsadvokaten  begærede  Manden  idømt  3  Aars  Fæstningsarrest,  men  nu  tog  Forsvareren  Ordet.

Det  var  en  gammel hvidhaaret  Herre,  der  i  Modsætning  til  de  3  Dommere  var Civil.  „Det  var  ene  og  alene  Længslen  efter  de  Kære  i  Hjemmet,  der  har  overvældet  min  Klient  til  at  berøve  sig  selv Tommelfingeren,”  begyndte  han.

„Mine  Herrer,  høje  Ret,” fortsatte  han  og  spurgte:  „er  der  nogen  iblandt  Dem,  der  er saa  haardhjertet  ikke  at  kunne  føle  det?  I  to  Aar har  Manden ikke  været  paa  Orlov  og  kun  fordi  han  er  Elsas’er,  og  dog har  han  Hustru  og  Børn  ligesom  tusinde  andre,  og  som  han har  længtes  efter. 

Hvad  angaar  Fejgheden,  mine  Herrer,” fortsatte  han,  „da  vil  jeg  gerne  have  Lov  til  at  bevise  det modsatte.  Forestil Dem, mine  Herrer,”  begyndte  han,  „at  De lægger  Deres  Tommelfinger paa  et  ujævnt  og  knudret  Brædt! De  tager  en  Økse,  Magen  til den  Soldaten  har,  ikke  en  sleben og  skarp,  nej,  men  en,  der  er  sløv  og  fuld  af  Skaar;  De  slaar til!

Fingeren  bliver  siddende  ved  det  første  Hug !  De  tager ikke  Haanden  til Dem, —  hvadbehager,  mine  Herrer?  Derpaa langer  De  ud  til  et  kraftigere  og  nyt  Hug ,  der  saa  skiller Fingren  fra  Haanden!  Hr.  Statsadvokat,  mine  Herrer,  høje Ret,  det  er  forklaret  af  Manden,  at  han  har  maattet  slaa  til to  Gange  for  at  opnaa  sin  Hensigt!

Jeg  spørger:  Er  det  Fejghed?  Nej,  og  atter  Nej.  Jeg  mener  derimod,  at  Manden  maa være  i  Besiddelse  af  overordentlig  Mod  og  Karakterstyrke!

Og  med  Hensyn  til Faneflugten,  da  har  han  kun  ved  at  skille sig  af  med  Fingeren  haft  til  Hensigt  at  komme  paa  Lazaret, og  dermed,  om  muligt,  hjem  til  sin  Familie.

Jeg  overlader hermed  trøstig  min  Klient  til  Bedømmelse  af  den  høje  Ret, og  mener,  at  nogle  faa  Dages  Fængsel  er  fuldtud  tilstrækkelig!”  —  Dommen  lød  paa  14  Dages  mørk  Arrest.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

3. april 1918. Efter “…svære blodofre for infanteriets vedkommende…” bliver Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 flyttet til et andet tyngdepunkt ved fronten.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Meget var nået. Over hundrede tusinde var taget til fange, på ti dage havde man fravristet fjenden et areal, der var flere gange større end alt, hvad han i mere end tre år i utallige små og store angreb havde erobret. Men endemålet, gennembruddet gennem den fjendtlige front, var ikke nået.

Angrebet gik på dette sted i stå. Englænderen havde vist sig som en sej modstander, der ikke var så nem at få til at stikke af. På vor side kunne de afkræftede heste ikke længere klare de stadig voksende krav til forsyninger; der manglede endvidere reserver, der udhvilede og med friske nerver kunne holde angrebet i bevægelse.

Ret meget manglede der ikke, så var det lykkedes, men det var ikke gået uden svære blodofre for infanteriets vedkommende. Disse ofre ville den øverste hærledelse ikke bringe og forlagde derfor kampenes tyngdepunkt til andre steder.

De tre følgende dage tilbragte regimentet i en lavning nord for Etinehem. Den 2. og 3. april kom det til fronten og afløste dér infanteriregiment 31.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

21. marts 1918. “Trekvart million mand i bevægelse …” Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i den tyske forårsoffensiv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I 1918 deltog det i den store tyske forårsoffensiv.

Den 21. marts om natten kl. 2 havde bataljonerne indtaget deres udfaldsstillinger. I bataljon (kaptajn von Knobelsdorff) lå i og bag ved forpostgraven, II bataljon (kaptajn Friherre von Ompteda) i gravene ved Quennemont-Ferme, III bataljon (kaptajn Brunk) i Siegfriedstillingen. Natten var kold og gravene våde.

Marts havde ind til nu vist det smukkeste vejr. Men den 19. væltede det ned i stride strømme, den 20. var det klaret op, så der den 21. kunne forventes det samme vejr.

Præcis kl. 4.40 om morgenen satte med ét vort artilleri ind. Først almindelig gasskydning på det fjendtlige artilleri. Dette svarede kun svagt og med temmelig planløs, spredt ild. Så koncentreredes en del af vor ild om den forreste stilling. Minekasterne istemte helvedeskoncerten og knuste den fjendtlige front med deres jernnæver. Som en kolossal vild jagt hyler det hen over hovederne.

En bragen, buldren, eksploderen så voldsom, som det aldrig før er oplevet i denne krig. I vild ekstase fornemmer füsiliererne ingen kulde og væde. Deres glæde over, at fjenden nu endelig får at føle på egen krop, hvad han så ofte har tilføjet dem, er stor og naturlig. Hos nogle iblandes glæden dog også spørgsmålet: vil ilden være tilstrækkelig til også i større dybder at mørne modstanden?

Da morgenen gryede, viste det sig, at den tætteste tåge lå over terrænet. Mere end tre skridt var der intet at se.Kl. 9.40, 0-tid. Ildbølgen forlægges, man hører, at nedslagene blive svagere. Füsiliererne stiger op af skyttegravene, mange er i forventning om sejrsbegejstringen som berusede. Sammen med dem sætter sig trekvart million mand i bevægelse. Da rammes de af vor egen gas, drevet tilbage af en let morgenbrise.

Utilpashed, tårer, irritationshoste melder sig. Forsøgsvis tager man gasmaske på, men så er man helt blind. Nogle tager indsugningen i munden, andre holder lommetørklæder for mund og næse og marcherer fremad, så godt det går. Men i tågen, den tætteste som regimentet har oplevet i felten, er orientering kun mulig med kort og kompas. Også det var forudset, næsten alle gruppeførere er forsynet dermed.

Helt naturligt rives skyttelinjerne fra hinanden og samler sig til flokke, der kommunikerer indbyrdes ved tilråb. Mange tager fat i hinanden. Enkelte grupper blandes forbigående med naboregimenter, ja, endog med nabodivisioner, således som omvendt dele af andre troppeenheder fortsat befinder sig i vort regiments kampstribe.Den første engelske stilling ved ”Edderkoppen”, en flerdobbelt korsvej, bliver løbet over ende uden kamp. Grav og pigtrådsspærring er helt sønderskudt.

Stillingen syntes at være rømmet, for der blev ingen fanger taget og kun forefundet få døde og sårede. Da flakker den første ild. Den kommer fra en hulvej umiddelbart bag ved den engelske anden grav. Vore maskingeværer knitrer,modstanden bliver nedkæmpet.

Oprakte hænder viser sig i tågen. Nogle forstyrrede ansigter kigger ud af skyttegrave og nedgange til dækningsrum, de første fanger. Det bliver betydet dem at bevæge sig bagud.

Videre går det mod den anden engelske stilling. Regimentet må være lidt forud for naboregimentet, for i retning af Hargicourt slår der maskingeværild ned i de fremrykkende bataljoner. Da brager der også heftig ild mod dem forfra.

Den kommer fra den lille Toine-skov, et støttepunkt før den engelske anden  stilling.  Ophold. Stilling. Ild. Den engelske modstand svækkes. Den lille Toine-skov og den bagved liggende, godt udbyggede anden stilling bliver taget. Englænderne trækker sig tilbage. Straks bliver den forreste linje igen opholdt. Nogle hundrede meter bagved skyder et i terrænet godt indbygget maskingevær som vanvittig.

I helt små grupper arbejder füsiliererne sig frem imod det. En mand dræber på nært hold den ene skytte, den anden bliver såret, den tredje taget til fange.Det var om formiddagen. Hen mod middag lettede tågen.

Det viste sig, at alle tre bataljoner var blevet blandet, og at også 85’ere og 31’ere kæmpede på vort område. Hurtigt bliver så godt som muligt enhederne bragt i orden igen, og det går på ny fremad.

For anden gang får nu de første bølger stærk maskingeværild fra venstre. Den kommer fra højderyggen foran stenbruddet.

De lette maskingeværer bliver sat ind imod den og nedkæmper denne forstyrrelse. Da dukker det første batteri op. Fra umiddelbar nærhed skyder det med kardæsker og shrapnelnedslag mod I bataljon. Batteriet ligger uden for vor kampzone, andre må tage sig af at erobre dem med storm. Springende fra krater til krater kommer füsiliererne forbi batteriet.

Deres marchretning går mod det nordlige hjørne af stenbruddet. Dette har åbenbart ikke taget megen skade. Dets besætning forsvarer sig heftigt med gevær-, maskingevær-og geværgranatild. Et maskingevær ved foden af stenbruddet skyder indtil det sidste, blot nogle meter foran falder en gruppe død om.

Så bliver besætningen nedkæmpet af de forbitrede füsilierere i håndgemæng. Den nordlige ruin-bunke blev straks derefter taget af II bataljon. I rask tempo stormer I bataljon til højre forbi stenbruddet mod det næste mål, ”gåden” fra Templeux-Guérard. Det var dette ene rensningsanlæg nord for landsbyen, der på flyverbillederne havde fået den betegnelse.

Foran en fabrik fyrer et feltkanonbatteri lige til det sidste. Det bliver erobret med storm. Nu er der ikke mere for fjenderne at holde. I skarer går de tilbage hen over den næste bakke, højde 144. I bataljon følger dem, forcerer på højen en intakt pigtrådsspærring og støder igennem hovedstillingen.

Svage patruljer føler sig allerede for til Beausejour, mens der til højre om Ronsoy og St. Emilie, til venstre om Templeux endnu bliver kæmpet. Da møder bataljonen hen mod kl. 2 englændernes første modangreb. Fire  tanks  kryber  med  frem.  Stærk  maskingeværild  kommer  fra  flankerne.

Fjendens artilleriild vokser til uhyggelig voldsomhed. Alt dette betyder holdt for bataljonen. Således skete det, at II bataljon snart efter var på højde med I bataljon.II bataljon var efter omorganiseringen hurtigt fulgt efter I bataljon og havde efter middag snart nået stenbruddet. Som nævnt var I bataljon gået frem med stenbruddet til venstre uden at storme dets bjerg af stenblokke.

Nogle vildfarne folk lå endnu foran. En heftig og ubehagelig infanteriild kom øverst fra stenbjerget ind i II bataljons flanke. Ved foden af bunken hobede dele af regimentet sig op. Tågen letter et øjeblik.

Føreren af II bataljon, kaptajn friherre von Ompteda, overskuer i dette øjeblik situationen, så råber han skarpt og klart: ”Alle fra I og II bataljon, der ligger her, hør min ordre: Til storm på de foran liggende højder spring … op march, march!”

Som én mand kommer folkene op af kraterne og stormer op ad højen. Englænderen, så vidt han ikke er taget til fange, er forsvundet. Videre går det forbi stenbruddet. Adskillige batterier bliver erobret efter omringning; derved tager bataljonen fanger. Kl. 3 om eftermiddagen ligger de to bataljoner side om side i og bag ved hovedstillingen.

III bataljon var helt efter ordre fulgt efter II bataljon. Et batteri fyrer stadig ud fra Templeux. Da foretager løjtnant Carsten Schmidt og sergent Schriewer fra 10. kompagni sammen med en gruppe et fremstød mod landsbyen. De erobrer adskillige kanoner og forsvarer dem mod engelske modangreb ud fra landsbyen.

Stående bag en kanon med pistol i hånden falder løjtnant Schmidt og med ham fem af hans tro mænd.Et af de sidste ofre på denne angrebsdag var den tapre kommandør for 18. division, generalløjtnant von Blottnitz. Han faldt ved en fjendtlig granat, da han fra stenbruddets høj ville iagttage angrebet på Templeux.

Med ham faldt en mand, i hvem de bedste gammelpreussiske soldaterdyder var forenet. Aldrig havde han i dette felttog tøvet, når det var nødvendigt hensynsløst at risikere livet. I hans sted overtog friherre von Massenbach, hidtil kommandør for 18. feltartilleri brigade, kommandoen.

Om aftenen blev II bataljon under kaptajn von Ompteda til kampbataljon. Den bestod, da enhederne var blevet blandet, af 5., 8., og dele af 1., 6., 7., 9., 11. kompagni og lå den nat lige foran hovedstillingen. Alle andre udgjorde reservebataljon under kaptajn von Knobelsdorff. Denne forblev om natten i den tredje engelske stilling.

Til højre lå 85’erne ligeledes foran hovedstillingen, til venstre regiment 31, lidt bagudbøjet, men med Templeux-Guérard foran.Natten var bitterkold, men der måtte ikke tændes ild. Det ville have tiltrukket de fjendtlige fly lige så ufejlbarligt som lyset tiltrækker en fugl. Således frøs 86’erne temmelig meget i det åbne terræn. Feltkøkkenet kom ikke frem; den kolde nødration måtte klemmes ned.

Tørsten plagede.Til trods for det var 86’erne glade for, hvad de havde nået. De var dog stødt igennem den fjendtlige stilling i en dybde af 4 km. Men det var klart for dem, at det sværeste stykke arbejde endnu var foran dem.

Den næste morgen var fjenden ikke længere overrasket, og artilleriet kunne ikke være så effektivt som dagen før. Infanteristen ville i hovedsagen være henvist til sig selv.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

20. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 får angrebsordren aftenen før offensiven.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Divisionens angrebsstribe begyndte syd for Le Catelet ved Quennemont-Ferme, skød frem i næsten vestlig retning over Ronsoy, Hargicourt, Templeux-Guérard, overskred ved Villers-Faucon den dobbeltsporede banelinje Cambrai – St. Quentin og Cambrai – Peronne, satte over Tortillebækken ved Moislain, krydsede vejen Arras-Peronne ved det engang så hedt omstridte Bouchavesnes, omfattede de fra Somme-slaget så kendte navne Maurepas, Hardecourt, Maricourt, så løb den langs den nordlige Somme-bred mod Amiens.

Regimentet angreb i midten af divisionen. I tilslutning til højre var infanteriregiment 85, til venstre var infanteriregiment 31. Det havde her en særlig taktisk opgave. De to fløjregimenter stødte under deres fremrykning på store landsbyer og et stenbrud, altså alvorlige modstandspunkter, som frontalt kun vanskeligt kunne tages.

Lige som en strøm flyder stærkest og raskest i midten mellem to hindringer, således skulle regimentet med smal front og dybt echelonneret trykke sig igennem mellem disse modstandpunkter og, hvis det blev nødvendingt med sine reserver svinge til højre og til venstre for flankerende at bringe naboregimenterne aflastning.

Svarende dertil lød regimentets angrebsordre i hovedpunkterne således:”Regimentet angriber X-dag med infanteriregiment 85 til højre, infanteriregiment 31 til venstre, og gennembryder den fjendtlige stilling.Opdeling og underlagte troppeenheder.

  1. a) I bataljon med 3. jægerbataljonens stormenheder med hjælpevåben.
  2. batteri fra feltartilleriregiment 45
  3. Minekasterkompagni.

  Regimentets 6 bevægelige lette minekastere.

  1. b) II bataljon og to oprydningskompagnier fra bayeriske infanteriregiment 14.

  Infanterikanonbatteri nr. 7

  To grupper fra 9. pionerkompagni

  1. c) III bataljon og 3. maskingeværkompagni

  Bjerg-maskingeværafdeling 221.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86

16. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 forbereder sig på forårsoffensiven

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Ved siden af uddannelse blev der ydet et kæmpemæssigt organisatorisk arbejde. Hvis et angreb nogensinde var godt forberedt, så var det dette. Først og fremmest blev hver enkelt mands udrustning genstand for særlig omhu, gasmasken afprøvet eller på ny tilpasset, ammunitions- og håndgranatforråd blev fyldt op, større nødrationer blev udleveret.

For hurtigt at kunne erstatte tab af førere, blev der udtaget en førerreserve under ritmester Kothe. Der blev vist særlig omhu med hensyn til forsyningstjenesten, hestebestanden gjort fuldtallig og suppleret, kamptrosset blev delt op i to, en ammunitionsenhed og en forplejningsenhed; hver af dem under en officer.

Vandvogne skulle følge de angribende  tropper,  brøndbygningskommandoer  skulle  fremtrylle  vand  på stedet ved hjælp af abessinierbrønde; ja, endog folk til at tage vandprøver var med; disse skulle undersøge drikkevandet i de erobrede områder for gift- og sygdomskim.

Vejbygningskommandoer skulle bane vej over grave og kratere for artilleriet og hele trosset. For hver kolonne var marchvejen nøje foreskrevet, vejofficerer skulle regulere hele trafikken, navnlig ved vejkrydsene for at undgå trafikpropper. Ligeså var opmarchen for angrebstropperne og deres anbringelse i de skyttegrave, hvorfra stormen skulle udgå, nøje reguleret.

Kort baseret på månedlange iagttagelser viste områder med stærk beskydning og områder med svagere beskydning og gav således værdifulde fingerpeg for opstillingen før angrebet. Af stor, måske afgørende vigtighed var det, at alle forberedelser forblev skjult for fjenden, derfor havde hvert kompagni sin flyverdæknings-officer, som med stålsat energi vågede over, at ingen mand unødigt løb omkring ved dagslys, og at hvert køretøj og hver hest stod tildækket mod indseende.

Kun således var det muligt at holde de uhyre forberedelser med hundrede tusinder af mennesker skjult for fjendtlige flyvere. På grund af fjendens velorganiserede spionagesystem måtte dag og time for angrebet holdes hemmeligt så længe som muligt. Derfor blev der i de forberedende ordrer kun talt om X-dag og 0-tid. Dage og timer før angrebet var for eksempel X minus 3 dag, 0 minus 300 minutter osv.

På den anden side blev intet uforsøgt for at undersøge det fjendtlige angrebsterræn. Fra jorden, fra ballon og fra flyvemaskine blev der uopholdeligt observeret derover for at fravriste fjenden flest mulige hemmeligheder. Med hundreder af optagelser havde man forsøgt at få hver modstandsrede og hvert maskingevær på fotopladen for at være forberedt på ubehagelige overraskelser.

Ved et fotoforedrag hos divisionen i Clary fik officererne vist og indprentet terrænet, og ved officersmøder internt i bataljonen blev endnu engang gennemgået alle mulige vanskeligheder.

Note: ”Abessinierbrunnen” er en simpel brønd bestående af et rør, der rammes ned i jordens vandførende lag. Navnet skyldes, at de blev anvendt af englænderne under deres felttog i Abessinien 1868.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

15. marts 1918. H.C. Brodersen møder sin gamle ven, “Skomageren”, og forsyner ham med et Par “blaa Briller”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Rekrutuddannelsen  er  i  fuld  Gang, men  jeg  fik  ikke  noget Korporalskab,  eftersom  jeg  under  Kammerunderofficerens Orlov  skulde  afløse  ham  paa  Kamret.  Det  er  et  Driverliv, men  hellere  vil  jeg  det,  end  ærgre  mig  over  Rekrutterne.

Det  værste  er  kun,  at  det  altid  er  meget  vanskeligt  at  faa nogen  til  at  hjælpe  sig.  Som  nu  forleden  Dag.  Jeg  gik  fra Stue  til  Stue,  men  der  var  ikke  een  Mand  at  opdrive.

Alle havde  de  Beskæftigelse,  hvad  enten  de  nu  bestilte  noget  eller  ej.  Da  jeg  aalbnede  Døren  ind  til Stue  Nr.  15,  røg  der  mig et  fyldt  Blækhus  om  Ørerne  og  smadredes  mod  Døren  bag ved  mig.  Samtidig  røg  en  Mand  ind  paa  mig  og  vilde  smide mig  ud.  Jeg  havde  ikke  fortrædiget  Manden  og  slog  fra  mig det  bedste  jeg  havde  lært.

Dog,  Kampen  holdt  snart  op,  thi han  var  ikke  længe  om  at  opdage,  hvem  han  havde  for  sig, og  det  viste  sig,  at  vi var  gamle  Bekendte.  Det  var  Skomageren.  Trods  det,  at  jeg  havde  forsynet  ham  med  et  Par „blaa  Briller”,  var  han  henrykt  over  at  træffe  mig.

Forbavselsen  var  stor  blandt  dem,  der  kendte  Skomageren,  og  som havde  set,  hvad  der  foregik.  Sagen  var  nemlig  den,  at  den stakkels  Mand  efter  Opholdet  i  „Prinz  Heinrich”  Hulen  var blevet  tosset.  Ingen  Gummicelle  eller  Arrestophold  havde kunnet  kurere  ham  for  det,  som  alle  mente  han  gjorde,  nemlig  at  simulere.

Vi blev  dog  meget  gode  Venner  og  havde jo  altid  været  det.  Han  mødte  nu  trolig  paa  Kamret  og  løb alle  de  Ærinder,  jeg  skulde  have  gjort.  Han  pudsede  mine Støvler,  og  hentede  min  Post,  og  var  den  flinkeste  Mand  jeg kunde  tænke  mig.

Alle  var  de  forbavset  over  den  Vending, der  var  sket  med  Skomageren,  som  hidtil  ingen  havde  kun­net  stille  noget  op  med,  men  som  var  gaaet  rundt  efter  sit eget  Hoved.

Han  er  stadig  paa  Kamret  hos  mig,  og  det  er i  Grunden  en  Skam,  at  jeg  ikke  vedblivende  skal  være  paa Kamret,  da  der  vel saa  kunde  blive  et  brugbart  Menneske  ud af Skomageren  igen.

Han  er  vel  nok  noget  af  en  Simulant, men  jeg,  der  ved  Besked  med,  hvad  der  foregik  i  Hulen,  og efter  det  Indtryk  jeg  straks  fik  af  ham  dengang,  kan  godt forstaa,  at  han  er  blevet  „skør  i  Knolden”.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

18. februar 1918. H.C. Brodersen undgår første transport, fordi “Indsprøjtningen, som jeg fik for dette hersens Kolera, satte sig til Galskab…”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  snød  dem.  Transporten  er  gaaet,  og  jeg  har  atter  afleveret  mit  dejlige,  feltgraa  Tøj. Indsprøjtningen,  som  jeg  fik for  dette  hersens  Kolera,  satte  sig  til  Galskab,  og  mit  Bryst blev  haardt  som  Sten.  Jeg  kom  paa  Lazarettet,  og  i  Gaar afgik  Transporten. 

I  Aften  fik  jeg  imidlertid  atter  Rejsepas fra  Lazarettet,  da  der  ikke  er  Plads,  og  fordi  mit  hævede Bryst  nu  ikke  mere  er  saa  haardt.  Af  gode  Grunde  er  der ikke  Udsigt  til, at  der  vil afgaa  flere  Transporter  foreløbig, da  vi først  skal  til at  uddanne  Rekrutter,  der  kommer  i  næste Uge.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)