Alle indlæg af Sune Wadskjaer Nielsen

15. marts 1920. Johannes Christensen: Hvor er det dog en smuk By

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Den 15. marts 1920

Da vi korn til Flensborg drak vi Kaffe, og skiltes så ad. Jeg spadserede rundt i Flensborg hele Formiddagen, og så den efter i alle Gader. Mange Dannebrogsflag såes rundt imellem de Slesvig-Holstenske. Der vaktes uvilkårlig en varm Kærlighed for Flensborg i mig i Mandags, hvor er det dog en smuk By, og så dejligt beliggende. Ja, den skylder Danmark sin Fortid og sin Fremtid, det har den selv sagt:

“I 1867 sagde jeg det tydeligt nok, så slumrede jeg langsomt ind efter Sovedrikken, nu er jeg ved at vågne igen. De første Ord hørte I i Går, om ti år er jeg som i 1864”.

Jeg var oppe ved Krigergravene, et tiltalende og gribende Skue, rigtig til at varme Fædrelandskærligheden op i en igen. Nogen hoveren over Afstemningen fra Tysk Side, mærkede man ikke den Dag. Nede ved Havnen lå de prægtige danske Skibe, og ude midt i Fjorden de allieredes, en herlig Fjord er Flensborg Fjord. Jeg spiste på Jernbanehotellet, hvor jeg også tog den sidste Afsked med mine Arbejdsfæller fra Nieböl. Klokken 2o om Aftenen rejste jeg sammen med Hedvig Lytzen og Kr.Nissen fra Daler hjem igen. Adskelligt oplevede vi undervejs. Traf Glæsen fra Tønder, Kornelius Petersen, Mathiasen og Thorvald Petersen. Jeg kørte med til Østerby, og gik så hjem til Nørby, hvor jeg ankom ca.Klokken 24.

Sådan endte min Tur til den anden Zone, Turen vil jeg nok altid være glad for hele mit Liv, gid de nu må gå en lysere Tid i Møde dernede i Sydslesvig, de er jo trods alt vore Landsmænd.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

14. marts 1920. Johannes Christensen: Som et lyn fra en klar himmel kom disse resultater

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningsdagen 14. marts i anden Zone, Mellemslesvig.

Om Morgenen kom Bilerne straks med Flyveskrifterne om Revolutionen. Tyskerne blev rasende, og vilde ikke tale med dem i Førstningen, men så kom der også fra Tysk Side, og så gik det bedre.

Ved Middagstid tog vi så med Bil ind til Niebøl, hvor vi blev godt modtaget. Mange gode Kvinder og Mænd var der allerede samlet, og vi havde en god Eftermiddag sammen·. Mange Valgepisoder indtraf jo, men ikke mere end vi havde ventet.

Da endelig om Aftenen Resultaterne begyndte at løbe ind, blev der jo en underlig Stemning, som Lyn fra en klar Himmel kom disse Resultater. Alle som een navde de arbejdet i anden zone, havde ventet et helt andet Resultat, at det moralske Mod sådan skulde svigte hos vore Vælgere den Dag, det havde vi slet ikke ventet.

Resultatet fra Flensborg livede dog os allesammen op igen, og vi kom i en fortrøstningsfuld Stemning. til Afslutningen. Klokken 4 om Morgenen brød vi op, og hvem der ikke skulde andre Ste­der hen, søgte ind i Massekvarteret. Hedvig Lytzen og jeg rejste sammen ind til Flensborg, hvor vi var Klokken 5 om Morgenen, så vi var slet ikke i Senge den Nat.

Dagen havde ikke bragt os det ønskede Resultat, vi tror dog på, at der vil komme en Dag i Fremtiden, hvor vi vil sige, det var dog godt vi nåede det Resultat, jeg tror nemlig ikke det vil vare lang Tid før de selv kommer og beder om at blive indlemmet i Danmark, og da er de først modne til det. Flensborg må vi have med, samt dens Omgivelser. Danskheden i Flensborg er så stærk, at den må have Lov til at bestemme Byens Skæbne.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

13. marts 1920. Johannes Christensen: Telefonerede fra Nieböll om revolutionen

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Lørdag 13/3 1920

Har nu skrevet til Middag, og skal nu spise Middag og så må Niels og jeg ud på eventyret igen for sidste Gang. Vi gik lige ud til Niels Hattens, han har en almindelig Bondegård, som han med sin Kone og en Del Børn selv driver, det er en brav Familie, når det ikke bliver dansk, vil de ikke bo derude længere. Vi drak The derude, og Niels Hattens gik så med lidt omkring, og til sidst helt ind til Emmersbøl.

Da vi kommer derind, telefonerede de fra Niebøl om Revolutionen. Vor opgave blev jo straks, at udbrede Rygtet så hurtigt som muligt. Om Aftenen var der stor Velkomstfest i Kluvers Kro, vi blev dog hjemme.

Nogle andre Velkomsthilsener løb vi på om Eftermiddagen, opslåede rundt omkring.

“Gott wolle uns behuten, da wir Friesen nicht werden Juten”.

“Unsere sache ist so klar, wie die sonne stimm Deutsch”.

“Gud vil os bevare, da vi Friesere ikke jødere være”. Vores Sag er så klar, hvorledes Solen stemmer Tysk”.-

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

12. marts 1920. Johannes Christensen: Den gamle var helt overvældet

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Fredag 12/3 1920

Om Formiddagen tog jeg straks ud til Christian Petersen i Horsbøl, vi skulle have nogle Pakker fordelt, der var straks to dansktalende arbejdere i gang med det. Christian Petersen og de to Mænd har været i Danmark en Tur, de var helt bjergtagene af, hvad de har oplevet, og den gamle var helt overvældet, helt i Århus og Grenå har de været. Jeg blev og spiste til Middag. Dagen før havde Fru Lorentzen været der med Kaffe og The. Der blev snakket om det herlige Danmark hele Tiden.

Jeg nar været ude at tale med andre forskellige Steder, besøgte også Max Peters hvor jeg fik Kaffe og en hyggelig Samtale. På Vejen hjem talte jeg med flere.

Overalt er der rejst Æresporte med de mest forskellige Indskrifter. Eet Sted stod der:”Wer die Heimatt mich licht, wer die Heimatt mich art ein lump” -“Hvor ligger min Hjemstavn? Hvis min Hjemstavn er en lumpen Rad”.-

“Welkommen im freien Friesland”. “Velkommen i det frie Friesland”.

Her i Emmersbøl er der dekoreret meget med Flag, i Horsbøl kunde jeg kun tælle 10 Flag, et godt Tegn. Udenfor Emmersbøl er der heller ikke mange. Alle Vogne der kører efter Gæster er smykkede, og overfladisk ser Modtagelsen festlig ud, men det vi havde at byde vore Gæster i første Zone, har de ikke her, den dybe inderlige Forståelse. Mange der kommer nede fra Tyskland, vil nok også bringe Bud om Sandheden og Nøden der råber der.

Om Aftenen var der Dans og Druk igen.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

11. marts 1920. Johannes Christensen: Balancen havde Danskerne holdt

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Torsdag den 11-3-1920

Om Formiddagen skrev jeg til Martha (Johannes’ forlovede, red.), til Middag kom begge Biler fra Niebøl, og vilde tage ud til Horsbøl, så blev Niels og jeg her i Emmersbøl. Eftermiddagen gik omtrent som den forrige, en Veteran fra 1864 traf vi også her. Om Aftenen havde vi Møde her med Peder Gad Hejsel og Mads Gram Københoved som Talere, Salen var stopfuld.

Fra Tysk Side var der Jessen fra Stoltenlund, Lassen, og en anden ung Mand fra Tønder der hed Petersen, en der hed Momsen, og så var der Julius Momsens Søn, der er Doktor her i Nærheden. Ud fra Forsamlingen blev der stadig råbt de værste Skældsord og ophidsende Vrøvl man kun­de finde på.

Mads Gram talte jævnt og eftertrykkeligt godt, Foredraget modtages med Ro og Interesse af Forsamlingen, bortset fra et Par Brølere.

Derefter talte Peder Gad, i første Øjeblik imponerede han, men så blev hans Foredrag lidt usammenhængende, derefter optrådte Jessen Stoltenlund, han imødegik de to Talere overfladisk Forsøg, men rettede så til sidst en Appel i en ophidsende Tone til Forsamlingen, at de i det hele taget skulle tåle disse danske Agitatorer, her i deres tyske Midte.

Så kom Momsen, han skældte ud over Mølgård, og endte ved, at vist det var den danske Regerings Fremgang, så betakkede han sig.

Så blev det Lassens Tur, der højttravende skældte ud over hele den danske Agitation her i Frieserlandet, prøvede at ophidse Forsamlingen mod Agitatorerne med, at de gik rundt og såede Tvedragte og Bitterhed i Sindene, vi er tyske Friesere her, og vil ikke tale det mere.

Så kom en Skotøjshandler Petersen fra København, men stemmeberettiget på Als, han imødegik de tyske Talere eftertrykkeligt, særlig Momsen, det havde god Virkning.

Nu kom Peder Gad igen, og denne Gang gjorde han et godt og varmt Indtryk på Forsamlingen. Nu kom der en Bil med Tage Jessen og flere, han fik Ordet efter Lassen havde talt, og modvirkede Lassens Udtalelser godt, flere havde endnu Ordet tra begge Sider, og det endte med en kraftig Appel fra tysk Side om at synge:”Slesvig Holsten” og “Deutzland Deutzland Ober alles”, så sprang Petersen op og opfordrede til at synge deres “Friesenlied”, og derpå en i deres eget Mål, forgæves kunde de tyske Brølere for-hindre det.

Forsamlingen forlod Salen. Mødet tror jeg virkede hverken godt eller ondt, Balancen havde Danskerne holdt, men heller ikke mere tilsyneladende, men ved at tale med de forskellige bagefter, fik man det Indtryk, alle fordømte den tyske Måde at optræde på, vi må ikke få Sandheden at vide, sagde de til os. En halv Snes Gendarmer var til Stede, der vel nok bevirkede, at der ingen Scener blev.

Så begyndte bagefter Svir og Dans, hvor letfærdige de tager en så alvorlig Situation, det kan man næsten ikke forstå. Endnu næste Morgen da vi kom op, sad en Del og Drak og skrålede, stakkels Folk, og I hører med til Norden. Hvor er Danmark et lykkeligt Land, ingen Steder er som der, et glad og oplyst Folkefærd, men også dybsin­dig og alvorlig. “Leve den danske Folkeånd”.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

10. marts 1920. Johannes Christensen: Nogle var helt forstokkede

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Skrevet den 10-3-1920.

Klokken 10,30 kom N.Horlyck og M.Gram og Andreasen fra Nieböl i Bil, og så måtte jeg følge med. Vi kørte først til Horsbøl, hvor vi traf Cornelius Petersen og flere. Så kørte vi til Rødemis-Nykirke og Rud­bøl, Vidåen går jo midt igennem Rudbøl og danner Grænsen mellem første og anden Zone. Vi kørte så tilbage og J.Gram og jeg gik derefter over Høttesbøldigerne og endte Klokken 19,oo i Emmersbøl. Vi ville have haft et Møde i Nykirke, men det lod sig ikke gøre.

På vor Tur fra Nykirke oplevede vi forskelligt. Nogle var helt forstokkede, andre gode. En Del fik vi vel tøet op og bragt til Eftertanke. Hvor meget vi så fik udrettet i Dag ved jeg ikke, men helt forgæves har det forhåbentlig ikke været.

En gammel Veteran fra 1864 traf vi på. Han havde været med på dansk Side. Interessant var Turen. J.Gram er en udmærket Mand. Andreasen gik på egen Hånd. Han snakker så Tyskerne slet ikke får Tid til at tale igen.

N.J.Hørlyck er en lun og rolig Karakter, ægte dansk Bonde fra Midtlandet. Jørgen Gram ligner ham. Andreasen er jo fra Sundeved, Dagen er jeg tilfreds med. I Dag er Niels Gothardsen fra Brøns (senere på Kontoret hos min Bror Hans Jefsen Christensen i Høgsbro) kommen hertil, nu skal vi se, om han kan hjælpe mig lidt.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

9. marts 1920. Johannes Christensen: 25 Stemmer var sikret for Danmark

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Skrevet den 9 – 3 – 1920.

Skrev til Middag,  spadserede så først til Diddelsbölmark, hvor jeg havde lidt Tøj at aflevere hos nogle elendig stillede fattige Folk, Konen blev så glad, at jeg snart var bange for hun skulde falde mig om Halsen. De havde snart ikke haft Linned på Kroppen i lange Tider, så det blev en meget glad Dag for dem.

På Vejen hjem gik jeg oppe på Diget, et dejligt Skue havde jeg der fra, ud over Havet til Vest så jeg For og Sild hæve sig smukt frem.

Landsbyer og Træer kunde jeg tydeligt skelne, så jeg mod Øst og Syd og Nord, så jeg ud over det flade Marsklandskab Gårdene og Husene lå spredte rundt om i de flade Enge, så langt Øjet rakte, var den frie Udsigt.

En Stund gik jeg og frydede mig over det herlige Skue til alle Sider. Så måtte jeg ind i de lave Hytter, der lå helt inde under Digerne, seks på Rad lige op ad hinanden. Beboerne hernede var rare og hyggelige og hjertelige Mennesker, der alle længtes efter den Dag de kunde stemme dem hjem, de havde alle fået nok af Preussen, og det tyske Herredømme, de interesserede sig alle levende for Forholdene i Danmark, nogle af de bedste Mennesker jeg har truffet endnu herude. Så det blev Aften, og jeg måtte skynde mig tilbage til Emmersbøl med den Glæde, at 25 Stemmer var sikret for Danmark i Horsbøl.

Jeg er spændt på, hvem der får Flertal, her i Kroen var der Sangaften.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

8. marts 1920. Johannes Christensen: hans tale var kun luft

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Skrevet den 9. Marts Aften.

Først skrev jeg til Middag til “Flensborg Avis” og til Alfred, så tog jeg med Bilen til Niebøl, en interessant Tur for Resten. Da jeg havde udrettet forskellige Ærinder, gik jeg hen på “Centralhotellet”, fik Kaffe, talte med Didde Lytzen, Filskov – Grev Schack og flere andre. Inden jeg skulle af Sted, havde de fået fat i Professor Bremer fra Halle. Han havde rejst rundt og talt Oprør mod de danske Talere, så det var en god Fangst.

Med en hel Masse Flyveblade og Tøj tog jeg så til Emmersbôl igen. I Kluvers Kro var jeg så til tysk Forsamling om Aftenen, der var omkring 250 Mennesker, vel nok fordi der også var danske Talere. Ellers kommer der ikke så mange, kun under det Påskud kan de samle fuldt Hus.

Julius Momsen åbnede Mødet med den Bemærkning, at kun stemmeberettigede kunne få Ordet. Så tog Pastor Schmidt Vodder Ordet, en tysk Tale fra Begyndelsen til Slutning, næsten hver Sætning kunde gendrives, hele hans Tale gik ud på at mistænkeliggøre alle de danske Agitatorers Ord, og ved Opbyggelse af tyske Luftkasteller at opægge den tyske Æresfølelse.

Pastor Smidt er en samvittighedsløs Person som alle “Altyskere”.

Så kom Julius Momsen, der talte akkurat på samme Måde, ingen Bifaldsytringer under Talerne, kun en lille Klapsalve til Slut.

Så kom der en ung Lærer fra Tønder. Hans Tale var kun Luft, og gjorde ingen Virkning.

Så opfordrede Julius Momsen til at synge Friesersangen, og lidt efter Slesvig Holsten sangen, og efter lidt Oplæsning og Sang af Byens Lærere, blev så den bekendte Resolution oplæst af Præsten.

Halvdelen stemte for den, men Afstemningen blev hurtig gennemført og helt uden Modprøve, der blev derfor sagt, at den var enstemmig vedtaget, og så begyndte Lystigheden, efter at man havde sunget:”Deutzland Deutzland über alles ”

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

Johannes Christensen: De fleste af Karlene drak dog lige lovlig meget

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Søndag 7.3.1920

Skrev om Formiddagen. Om Eftermiddagen var jeg i Horsoøl. Fik Kaffe hos Christian Petersen, talte en del med Husholdersken, fik alt at vide. Så gik jeg hen til Jepsens. Der talte jeg længe med dem. Jepsen talte godt dansk, og hans Kone forstod det, de var meget interes­seret. Alle de ældste herude forstår dansk, og mange kan også tale dansk, jeg talte med dem helt til Klokken 19.00, fik Kaffe.
Meget flinke var de, to af Sønnerne var med en Tur til Danmark,
der var ikke mindre end ni der kunne stemme her. Økonomisk var de godt stillet.

Da jeg kom til Emmersbøl var der Lystighed og Dans i Kroen. Jeg fik min Aftensmad, og tog mig så en Dans med de frisiske Piger – storartet forresten – gemytlig gik det til. De fleste af Karlene drak dog lige lovlig meget, men de blev kun lystigere derved, og det kunde Pigerne lide. Nogle af Karlene dansede i deres lange Ridestøvler,
og andre i deres halvlange Militærstøvler.

Klædningen fortalte, at det var mest Tjenestefolk der var repræsen­teret her, ellers så de helt godt ud allesammen. Musikken var Harmo­nika. Klokken 24 gik jeg i Seng.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

6. marts 1920. Johannes Christensen: Manden var faldet i krigen

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Skrevet den 6. marts 1920 Aften.

I Eftermiddag har jeg været ude ved Diddersbolfeldt ved Horsbøl.

Det første Hus jeg gik ind i, lå lige ved Vejens højre Side mod Horsbøl. Jeg traf en ung Kone derinde, to Småpiger gik og småpludrede omkring hende. Da jeg havde talt lidt med hende, forstod jeg at Manden var faldet i Krigen. Hun gjorde et meget vemodigt Indtryk på mig. Dybt smertede Savnet og Længslen hende. Verden var hende ligegyldig, kun hendes Småpiger holdt Livsmodet oppe hos hende. Da jeg berørte Afstemningen, ytrede hun, at det altsammen var hende ligegyldig, hun stemte som hendes Familie og så slog hun sin Lid til Vor Herre for Resten, hun forstod sig ikke selv på, hvad der var rigtigst. Jeg kunde da ikke få mig selv til at gå mere ind på Sagen, da det øjensynligt kun plagede hende. Vi snakkede lidt om hendes Familieforhold, og jeg bød Farvel for at gå over til Naboerne.

Manden gik uden for Huset, men da han så mig komme, skyndte han sig ind, af Angst for at andre skulde se ham stå og tale med mig- Jeg gik derfor ind til dem. Det var et Par gamle Folk der boede her. Deres Børn var rejst til Amerika, kun to Sønner var blevet hjemme, og de var nu begge faldne i Krigen. De talte ikke så højt mere, men der lå noget fredfyldt og fortrøstningsfuldt i deres Tales og Stemmes Klang. Det var nemt at tale med de Mennesker, for de ligesom havde oplevet og fornummen hvad det kom an på her i Verden. Mit Indtryk, da jeg forlod dem, og havde set alle deres Billeder og deres to Køer, var, at vi stod ikke hinanden fjernt med Hensyn til Håbet og Ønsket om Afstemningens Udfald.

Nogen direkte Udtalelser i den Retning, får jeg kun yderst sjældent, af let forståelige Grunde, når man kender lidt til Forholdene hernede.

Jeg gik så over til næste Hus eller Hytte, da jeg kom ind i Stuen, sad der en 5o-årig Mand. Han var blind. Nogle mangelfulde klædte Børn gik omkring derinde, lidt efter kom Konen ind. Det var næsten skærende at høre dem fortælle deres sidste års oplevelser, hvor de havde sultet og frosset. Manden havde været blind i 9 år, og kunde ingenting, og Konen havde jo ikke kunnet hævde sig i disse år, hvor enhver kun sørgede for sig selv herude. Alt var så tarvelig og elendig omkring dem, så det var ynkelig at se på, og dog kunde de le endnu disse Mennesker. De kunde glemme alt omkring sig, og give sig hen i barnelatter :

“Mon dog det ikke skulde kunde blive lidt bedre for os, om det blev dansk herude”. ? , Spurgte de.

Jeg kunde jo ikke andet end sige dem, at de sikkert blev hjulpet, så de ikke behøvede at sulte eller fryse. Konen fortalte nu, at de ikke havde haft Linned på Kroppen i flere år, og hun var meget bange for, om Børnene kom godt fra det. Manden talte godt dansk, og havde i sine unge Dage hentet Tørv i Visby Mose, så vi fik os en god og interessant Snak med hinanden, og jeg lovede, da jeg gik at prøve at skaffe dem noget Linned og Undertøj.

Da jeg kom over i det fjerde Hus, sad der en ældre Enke, hendes Mand havde været død i 18 år. koldt var der i Stuen, kun sparsomt var hun påklædt, hun så ikke ud til at have mere end næsten det allernødvendigste. En Krøbling sad og snakkede med hende. Da jeg havde givet mig til kende og begyndte at tale med dem, om det der forestod, så kom der et mildt vemodsfyldt Træk over deres Ansigter, og alle deres Udtalelser, kan efterhånden samles i dette, om det måske den Tid vi har tilbage hernede, skulde kunne forme sig lidt lysere for os. Da ske dig Tak kære Gud. Da jeg havde sagt Farvel og vilde gå, gik Konen med mig ud i Forstuen, og sent glemmer jeg det Blik hvormed hun foldede Hænderne og bad mig gøre alt hvad jeg kunde, for at deres svage Håb ikke skulde blive trampet ned og hånet i Fremtiden: “Åh Gud i Himlen hjælp os dog snart, vi er dog dine Børn”. Hjertet vred sig i mig ved dette Syn. For jeg følte uvilkårligt i dette Øjeblik, hvor lidt Sandsynlighed der var for, at Håbet skulde gå i Opfyldelse, om ikke der skete et Vidunder. Jeg synes ikke, jeg kunde gå til flere er den Dag, da jeg forlod hende, men gik dvælende i Tanker om Eftermiddagens Oplevelser, og ved synet af Omgivelserne henimod Emmersbøl igen.

Det var lige ved at begynde at skumre lidt, og snart vilde den mørke Nat sænke sig over disse ulykkelige Mennesker, og lukke dem inde i deres elendige Tilværelse igen, med Suk og Kulde. De havde dog nu fået et lille svagt Håb at værne sig ved. Oh Gud i Himmelen lad du dette Håbs Opfyldelse blive nyt Liv for dem.

Deroppe i de store Gårde tændes nu Lys ved hvilken, der mange Steder smedes Rænker, uden Hensyn til disse Stakler. Oh – du skønne og dog arme Friesland, hvor du matres, din Stolthed og Lykke er nu en saga blot, hvorfor tålte og tåler du dine Forførere ?

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

5. marts 1920. Johannes Christensen: Jeg er næsten ved at blive overmodig

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Skrevet den 5.Marts Aften.

Lidt efter at jeg havde drukket Kaffe i Morges, kom Kr. Reinholt kørende. i Bil, vi tog sammen ud til Horsbøl. Først var vi hos Gårdejer Jepsen, hvor Stemningen var styrket kendelig for Danmark. Jepsen talte udmærket Dansk, men hans Kone og Børn talte Frisisk og Plattysk, kunde dog godt forstå Dansk.

De spurgte meget interesseret om mangt og meget vedrørende Danske Forhold, og lagde ingen Skjul på hvad de vilde stemme på den 14. Marts. Manden følte sig meget stolt over, at han endnu kunde tale dansk, og glædede sig som et Barn, der skal hjem til Mor igen. Sønnerne tog det nu mere materialistisk. Da vi havde drukket Kaffe og talt sammen en halvanden Times Tid, måtte vi jo videre, det blev besluttet, inden vi gik, at to af Sønnerne skulde med på en Tur til Danmark, og så vilde de sende Bud til en gammel Mand, der også gerne vilde med, at han skulde komme derhen, når vi kom tilbage. Vi lod nemlig Bilen stå hos Jepsen og gik hen til Max Peters. Reinholt havde nemlig en Liste med, for at samle Underskrifter, der skulde indgives til Kommissionen, som Protest mod nogle tyske Embedsmænd, der havde måttet forlade Mellemslesvig under Afstemningen, og nu rejste en voldsom Agitation lige Syd for anden Zones Grænse, hvor de både lokkede og truede Beboerne. Max Peters vilde dog ikke gerne skrive under, heller ikke P.Clausen, som vi var hos bagefter, de var så bange for at få deres Navne frem for Offentligheden, hvis det skulde fejle den 14. Marts. Vi der selv havde været under Knytnæven, kunde jo også nok forstå dem, at de vilde være fri.

Hos P.Clausen talte de også dansk, og var jævne og rare Folk. Da vi kom tilbage til Jepsens Gård, hvor Bilen stod, var den gamle Mand kommen, han begyndte straks at tale dansk med et Glimt i Øjet, og spurgte, om han kunde komme med til Danmark, de havde fortalt ham så meget, om dem der havde været deroppe, at han også gerne vilde med. Han havde ikke været der siden han var ganske ung, og kunde ikke rigtig huske det, hvordan der så ud, vi lovede ham det. Han vilde også gerne høre lidt om den sociale Forsorg i Danmark, han var jo gammel, og kunde ikke undvære sin Aldersrente. Vi gav ham de fornødne Oplysninger, der gjorde ham helt tryg på de Områder, og kørte så videre i Bilen, medens der lød et fortrøstningsfuldt Farvel til os. Medens vi kørte videre, tænkte vi på Formiddagens Oplevelser, og syntes vi havde været i levende Forbindelse med disse Mennesker, og vort glade Håb var styrket.

Reinholt kørte videre til Niebøl, jeg blev i Ernrnersbøl. Efter at have spist, gik jeg til det gamle Dige, langs med det ligger der en lang Række Arbejderboliger, Familierne ejer et Par Tønderland, og lejer andre to Tønderland til Høslet, så er de i stand til at holde to Køer, som Konen passer, medens Manden går på Arbejde, på den Måde har de deres Udkomme, men heller ikke mere. Småt og trangt så det ud alle Steder hvor jeg korn ind, disse Folk har lidt meget under Krigen. De har gennemgående haft de fleste sønner med i Krigen, og mistet mange af dem. Kun på yderst sparsom Måde, har disse dårligt stillet Srnåkårshjem under Krigen kunnet mildne deres Børns hårde Kår i Felten.  Intet Under, at disse hjem sukkede efter blidere Kår, frem for de store Bønderhjem, deres Lidelser kan slet ikke sammenlignes.

Medens jeg gik og syslede med disse Tanker, fulgte jeg en Sti nedenfor Diget. Pludselig blev jeg opmærksom på en ung Pige, der korn ud fra et Hus lidt længere fremme, hun gik om bag Gavlen af Huset og hængte noget Tøj op, jeg gik lidt rask til, og stod snart ved Siden af hende. Først talte vi nogle ligegyldige Bemærkninger, og jeg gjorde hende opmærksom på, jeg gerne vilde tale lidt nærmere med hende, og hun bød mig da ind i Stuen, hvor hendes Mor og en Kone til befandt sig. Jeg gik nu lige til Sagen, og indledte en Samtale om Afstemningsdagen der snart forestod, hvor betydningsfuldt Dagen var, at de endelig skulde tænke Sagen godt til Bunds, og indtage et selvstændigt standpunkt, at de bagefter måtte tage Følgerne af deres Stillingtagen på Afstemningsdagen.

Jeg kom dog ikke så langt før den fremmede Kone afbrød mig, at det vidst ikke var for Befolkningens Skyld, Danskerne fjorde så stort et Arbejde hernede, men kun for at få den fede Marskjord til Danmark.

“Nicht die holstenischen Friesen wollt Ihr haben, aber der fetten Marschboden”. “Ikke de holstenske Frieser vil I have, men den fede Marskjord”. Det var lidt hårdt at fa smækket lige i Panden, men det var ikke første Gang jeg fik den, og jeg vidste hvor det stammede fra, nemlig fra de tyske Agitatorer, jeg så også et lille Klip med det ene øjenlåg over til de andre to, mens hun sagde det, og det gjorde mig pludselig modig igen, og nu udfoldede jeg så al min Veltalenhed, imens jeg ransagede mit Indre, og fremdrog al min Viden, og alle mine bedste Tanker og Følelser, jeg havde til Modvægt mod hendes Udfald, dog, det hele virkede som at slå Vand på en Gås, som at hugge i Flint. Hendes Bemærkninger og Afbrydelser ind imellem viste, at hun lod sig ikke noget sige, noget fortælle, medens jeg imidlertid næsten var ved at løbe tør, åbnedes pludselig Døren, og en rask Ungersvend trådte ind i Stuen, efter at have hilst og hørt lidt på et Par Bemærkninger imellem os, udbrød han spontant:

“Ja! – jeg stemmer dansk, den Behandling jeg har fået i Danmark, under Gennemrejsen fra Danmark, den har gjort det Indtryk på mig, at trygt kan vi stemme for Danmark, intet Land er så demokratisk og lykkelig som Danmark – leve Danmark”. Og så svingede han sit lille Dannebrogsflag rundt en Omgang, han havde det med hjem fra Ålborg. Nu var det min Tur at blive forbavset og stum af Overraskelse, med et lod Konerne Maskerne falde, og talte nu løs som danske Venner uden Forbehold, og Samværet formede sig nu som et af mine rigeste Oplevelser jeg har haft og måske får hernede.

Noget efter kom Faderen hjem, han var 71 Ar, men gik på Arbejde hver Dag endnu, den unge Kvinde var Datter i Huset og Ungersvenden var Søn. Datterens Mand var blevet derude, og nu vilde Faderen jo gerne vide lidt, om han kunde få den Støtte hun trængte til, og Forældrene deres Aldersrente. Da vi i bedste Forståelse havde talt sammen en Tid, vekslede vi Håndtryk, og Faderen og Sønnen fulgte mig et Stykke på Vej. Jeg er næsten ved at blive overmodig, så godt som det går, vil mine Indtryk fortsætte på den Måde, så forstår jeg ikke om Tyskerne bliver dominerende ved Afstemningen.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

4. marts 1920. Johannes Christensen: Jeg ser det sorte uhyre komme væltende fra syd

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Efter Middag i Går gik jeg så til Horsbøl, der ligger helt ude ved Havet. Vejen der fører derud er belagt med Klinker. Alle de andre Veje derude er omtrent ufremkommelige om Vinteren. Mange af dem står også under Vand. Det er jo udprægede Marskegne her omkring, om Vinteren er her trist herude, men om Sommeren må her være herligt, grønne Marker alle Vegne, hvorpå der bevæger sig tusinde og atter tusinde af brogede Kreaturer, Heste og Får. Man får Fornemmelsen af, at Bonden har det godt herude, – men – ja, det er vel et af de Ord, der bliver mest brugt her i Verden, hvad fortæller det os da? At han måske ikke er så lykkelig og glad endda. Der var engang, da Friesland levede i Fred og Lykke, men så fandt en af deres egne på at ophidse en Oprørsånd i blandt dem, og drev den til Krig, de bukkede under, og blev mildt sagt revsede for deres Forseelse.

Der gik en Tid, så korn Oprørsånden igen, og denne Gang med Forgøglende Hjælper i Følge, de lod sig rive med igen, vandt Sejr på Valpladsen, men førtes som fangne hjem igen af deres Hjælpere. Frieserblodet kogte, men han følte Jernhånden, og betvang den.

Der gik en Tid, så kom Hjælperne igen:”Vi hjalp Jer, nu må I hjælpe os”. Hvad det kostede, vidner de lange hvide Tavler om derhenne i den stolte Kirke med de forgyldte Bogstaver. Hvad hjalp det at svare:”Hvorfor?” Svaret lød kun “selvforskyldt”. Fastere og fastere blev Jernhåndens Tag, Friesernes stejle selvstændige Frihedsfølelse krænkedes og kvaltes mere og mere, og til sidst fyldtes Hadet i dem, mod deres Tyraner. Mennesker der må leve med Had i deres Hjerter, kan ikke opleve Livets Fylde og Rigdom helt ud, de går tilbage, bliver ensidige og forkrøblede i åndelig Henseende. På dets Bekostning udvikler sig det materielle Sind og Mennesket går op i tomme Livsbetragtninger og Nydelser.Så vidt var det dreven til herude igen. Så kom Hjælperne igen, måtte de ud og kæmpe, alle måtte med, forgøglede man dem igen for deres Fremtid stod på Spil.

Der gik år. Vildt rasede den onde Krig. Endelig begyndte de at komme hjem igen, men mange kom aldrig tilbage. Derhenne i den Gård, jeg før beundrede, går en grånende Mor og sørger over hendes to dejlige Sønner, der blev derude. Faderen går omkring med mørk Mine, stejlhård og forhærdet, ham rører ingen Lærkesang om Frihed og Liv mere. Han har forlængst tabt Troen og Håbet og Forestillingen om den Slags Ting.

Der henne i det Hus midt i den grønne Græsmark, ligger det kønt og tiltalende, derinde går en Mor med sine to småpiger. Far blev der ude. Livets Sol er dalet ned for hende. Døgnet er intet for hende mere, blot Længslen har hun i sig.

Ja, sådan leves der herude i det skønne Friesland, herligt og frodigt som det ellers er. Alt ånder tungt, alt ånder Tomhed omkring dem. Lysalfens hule Ryg fik de i Stedet for Liv i Frihed og Glæde.

Nu kæmpes der om dem igen. Selv har de opgivet at kæmpe og tage Del i Striden. De bæres hen hvor Strømmen at en eller anden Grund tvinger dem. Fra Nord strækker Frihed og Liv og Fred sin Hånd ud efter dem, de føler den dragende Magt, men kan ikke befri sig for Jernhånden, det dristige Mod, den virkelige Kraft og Energi til Kamp for Frihed og Lykke har de ikke.

Oh! -hvordan mon det går?-.

Jeg når et lille Hus ved Vejen, lidt før jeg når Horsbøl. På Døren er klæbet en Seddel hvorpå der stod Skreven:”Gott Wollen uns behlitten, dass wir Friesen nicht werden Jilten”. “Gud vil os bevare, så at vi Frisere ikke bliver Jyder”. Jeg studsede lidt, for jeg kunne ikke få det rigtig til at rime, at her skulle bo dansksindede Folk, hvad jeg havde fået opgivet.

Jeg gik ind, og traf en Frieserpige ene hjemme, da vi havde fortalt hinanden hvem vi var, og blevet klar over hvor vi havde hinanden, sagde hun, at hun nødvendigvis skulde bort den Eftermiddag, men jeg skulde blot komme igen en anden Dag og tale med hende. Hun var husholderske for en gammel Mand, der var på Rejse helt oppe i Nørrejylland i disse Dage. Han havde ligget Soldat i Århus, og var jo begejstret for, at komme derop nu efter 55 års Forløb. Hun gik nu med ud sammen med mig, da vi kom uden for Døren udbrød hun pludselig:

“Men hvad er nu dette, nu har de Unger været på Spil igen”. Jeg blev lidt befippet ved sådan et Udbrud fra en Jomfru skøn, men idet hun rev Sedlen af Døren, fortalte hun, hvordan de hver eneste Dag blev drillet på den Måde, og nu forstod jeg hendes Ærgrelse. Vi forlod Huset, og gik snart hver til sit. Jeg gik hen til Gårdejer Max Peters. Gården ligger som alle Gårde herude, på en Høj, for Vandets Skyld, man kan også tidligt se, hvem der nærmer sig Huset. Da jeg nåede Gården, var der ingen hjemme, undtagen Datteren.

Ved at underholde mig lidt med hende, opdagede jeg, at hun var en ung smuk og bly Pige, med gode Evner og et oplagt Sind. Lidt efter kom to andre unge Piger, og vi havde så et livligt og frisk Samvær, til Max Peters kom hjem sammen med sin Kone. Vi hilste på hinanden, og han bød mig straks ind i et andet Værelse, hvor han straks gik til Sagen, og bekendte sin Mening klart og tydeligt på følgende Måde:

“Jeg er i Grunden Slesvig-Holstener, men den Tanke bør vi opgive, den har dog ingen Fremtid for sig. Nu ser jeg sådan på det, Preussen hader jeg, Slesvig-Holstener er jeg ikke mere, det er håbløs Tanke, vor bedste og lykkeligste Tanke er mod Nord. Jeg ser det sorte Uhyre komme væltende fra Syd. Jeg holder af min Hjemstavn og mine Omgivelser, og derfor kan jeg ikke andet end stemme dansk, mine Forældre stemmer for Danmark. Og tænker jeg i mit stille Sind over Sagen, så er der andre Følelser, der gør sig gældende. Dansk Patriot er jeg, og kan jeg ikke blive, men alle mine Sympatier for Danmark, og så bliver det vel også muligt at leve i og under det som er dansk, og med Tiden føle sig hjemme i det.”.

Mødet vi havde den anden Aften, gjorde god Virkning, ikke overfladisk set, men underhånden, meget mere end nogen aner. Kr.Reinholt’s jævne, hjertelige Optræden betog dem fremfor J.Momsens brovtende Optræden.

Jeg blev der nemlig til Klokken 6 om Morgenen, ikke for Fornøjelsens Skyld, men jeg fik derved manges Meninger at kende, og det er jeg sikker på, det giver et stort Antal danske Stemmer her i Horsbøl på Afstemningsdagen.

Jeg kørte også sådan Lassen til Vands over for en hel Forsamling, at han måtte give mig en Undskyldning for hans Udtalelser om Pakkerne:

“Jeg er jo Handelsmand ved siden af mit Landbrug, forsatte han, og på den Måde kommer jeg rundt til mange, og skal nok få deres Meninger at vide, og bestandig fæstnes min Tro, da jeg var i Flensborg forleden, var Stemningen afgjort, at 40% vil stemme for Danmark, jeg tror altså bestemt at Afstemningen vil falde glædeligt og fornuftigt ud. Han viste mig også intime Breve han havde fået, der bidrog til at begrunde hans Udtalelser, så fik jeg en Del Navne afklaret, hvem der var tilgængelig og pålidelig, og hvem vi ikke kunde regne med, og så indbød han mig til at være hans Gæst om Aftenen, i Max Peters Hjem.

Vi var ude at se hans Besætning, og bagefter spiste vi Aftensmad. Jeg måtte som Gæst, på Frisisk Maner sidde til Højbords, han selv satte sig ved Siden af.

Bagefter legede vi og sang, og inden jeg skulde af Sted, fik jeg dem til at synge Friesersangen, som lyder ret ejendommeligt. Da jeg gik tilbage til Emmersbøl i den stjerneklare Aftenluft, fyldtes mit Sind med Tak og Glæde, og Bøn til Gud, med Tak for det Indtryk og de Oplevelser Dagen havde givet mig, og med Bøn til Gud om, at disse gode Hjems Suk og Længsel ikke måtte være forgæves.

Da jeg kom til hjem til Kroen, var der lukket alle Vegne, og ingen var det muligt at banke op. Jeg sprang ind af et Vindue, og fandt op i Seng, så Krokonen fik heller ikke noget ud af sine Planer denne Gang.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

3. marts 1920. Johannes Christensen: Stemningen var livlig og håbefuld

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

“Den 3. Marts rejste jeg hjemme fra, allerede i Toget mellem Tønder og Niebøl diskurteres Grænsespørgsmålet livligt, Stemningen var uklar, men enkelte bekendte sig dog åbenlyst til Danmark, en som jeg havde været Soldat med, sagde til mig, at i det vestlige siges der at være kun få danske Stemmer, men vær sikker på, der bliver mange flere afstemningsdagen, alt hvad Tyskerne kommer med, tager vi imod, men vi ved hvad vi gør den 14. Marts, på den Måde røber sig ingen. Et Par der kom fra Danmark, fortalte sådan op, at de fleste i Vognen måbede og stirrede på dem, særlig den danske Moral, Jævnhed og Foretagsomhed pristedes. Da jeg kom til Niebøl, gik jeg på Oplysningscentralen, de tog med Glæde mod mig, Stemningen var livlig og håbefuld der. På Kontoret var Filskov fra Møgeltønder, N.J.Hørlyck fra Rost, Didde Lytzen fra Daler, Jørgen Gram Gabøl, Chr. Reinholdt og flere.

Om Aftenen kørte Filskov, Reinholdt , Hauborg, og jeg til Horsbøl i Bil. Hauborg og Mathisen skulde tale ved et Møde der, men da vi kom derud, var Mødet ikke bekendtgjort, så vi vendte om og kørte hjem igen. I Horsbøl skulde jeg ellers have mit Virkefeldt, men da der var mørkt alle Vegne, tog jeg med tilbage til Emmersbøl, i Kroen længere mod Øst, gik jeg så ind, om jeg ikke kunde blive der Natten over. Manden var der ikke, og Konen mente ikke det kunde lade sig gøre, al Plads var optaget. Trods alle mine Talemåder stod hun urokkelig fast, hun havde ingen Plads. Først da jeg havde fået Forstærkning ude fra Bilen, og vi havde forlangt nogle Thepunsch, fik vi hende tøet op, og så var der intet i Vejen mere, da vi havde talt lidt sammen, kørte de andre videre, og lidt efter fik jeg af Konen anvist et dejligt Værelse oppe på Loftet, hvor jeg har sovet udmærket i Nat.

Konens gådefulde Optræden i Aftes, forstår jeg nu godt, hun er nemlig danskfjendtlig, men Manden det modsatte, derfor da Manden, der lå inde i Sengen, blev klar over Situationen, måtte hun føje sig.

Beboerne her omkring er vidst nok rolige, men ikke nemme at blive klar over. I Eftermiddag skal jeg så ud og prøve Lykken for første Gang, jeg er spændt. I Aftes kørte vi i Grøften med Bilen derude i Mørket, bare jeg ikke også kører i Grøften i Dag”.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

10. februar 1920: Kirkeklokkerne slog revner

Johannes Christensen fra Visby fortæller om afstemningsdagen i 1. zone:

“Det blev en stor Festdag i alle Måder den 10. Februar 1920, med de mange tilrejsende der kom langt omkring fra, for at være med og stemme Sønderjylland hjem. De mange festlige Plakater, Kirkeklokkerne der slog revner, fordi Glæden lagde tor megen Kraft i Hammerslagene, da der skulde kimes, den store Fest i Forsamlingshuset. Det smukke og kære Dannebrog, der mange Steder havde ligget på Kistebunden i over 56 Ar, vejede frit for Vinden over hele Landsdelen. Ja, -det var den største og kønneste Festdag i hele Landsdelens Historie, med festglade Mennesker over det hele. Selv Hjemmetyskerne havde vidst ikke noget imod at komme til Danmark, de vilde bare ikke være ved det.

En lille Ting må jeg nævne, som en særlig Oplevelse for mig. Min gamle tyske Lærer Voss, var anbragt ved stemmeurnen som kontrollør, og det øjeblik da jeg i hans Påsyn kunde lægge mit Ja i Stemmeurnen for Danmark, da var det mig der rykkede op på Førstepladsen igen, og ham og den anden Dreng der rykkede ned, jeg var glad den Dag, det tror jeg ikke han var, hvor han, jo tabte det afgørende Slag i Visby, og måtte rejse Syd på. Ja -der var Glæde ud over Sognet og Landsdelen, og ikke mindst i de enkelte Hjem. Også i mit Hjem var der stor Glæde, nu kunde vi alle samles igen, og se hen til den store Genforeningsdag med vort gamle Fædreland.

Så havde de da ikke stridt og bedt forgæves Mor og Far, i de lange søvnløse Nætter, År efter År, for deres Børn og Svigerbørn, der lå derude ved Fronterne. Nu skulde endelig Voldsherredømmet være forbi, og det kære Dannebrog vaje over alt 1 Hjemstavnen. Kampen under Fremmedherredømmet var gennemstridt og kronet med Sejr, dyrt havde det kostet, de var gamle nok, til at have oplevet Smerten i 1864. Mors Søskende drog alle over Grænsen, hendes eneste Bror, fordi han ikke vilde være tysk Soldat. Deres Børn matte de sende i tysk Skole, og til sidst ud i Krigen for en fremmes Sag, i fire sorgfulde og strenge År. 27 var faldne i Visby Sogn, foruden mange sårede og invalide, men nu skulde det blive anderledes:”Nu kalder Danmark på sine Børn, Farvel for evig du tyske Ørn. Vi vil under Frihedens Sol og Flag blive dig gode og trofaste Sønner og Døtre Danmark. Det bliver Plovtid, Såtid, Grotid, Gry, og gamle Danmarks Rige, det fødes skal påny”.

Billedet viser Johannes´ familie på vej hen for at stemme. Yderst til højre er det Johannes. I midten hans forældre, der er omgivet af hans brødre og søstre. Bredebro Lokalhistoriske Arkiv.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

26. september 1918. Johannes Christensen: Vi kan ikke undvære dem endnu

Johannes Christensen, der er deserteret og befinder sig på Vallekilde Højskole i Danmark, skriver for anden gang til ildsjælen Frk. Møller. Frk. Møller har svaret, på hans første brev, at hun gerne vil hjælpe Johannes Christensens ven Hans Lindholm med at blive overført til Felthamlejren fra en almindelig britisk fangelejr.

Vallekilde Højskole 26.9.

Tak for deres brev. Hvor blev jeg glad over, at jeg straks mødte forståelse og hjertevarme fra Dem for min vens skæbne. Ja for hans sindelag indestår jeg fuldt og fast. De synes, at det er mærkeligt, at han ikke allerede er i en særlejr og at pastor Hansen ikke allerede har fundet ham, men måske ligger grunden deri, han skriver nemlig, at han slet ingen nordslesvigere er sammen med, ser jeg nu i aften i brevet, og så er det jo sandsynligt, at han blev taget til fange med lutter tyskere.

Ja undskyld, at jeg skrev fejl på adressen første gang. Det må jeg også have gjort helt i andre tanker. Jeg skrev nemlig til mor samme aften og skrev adresse lige efter hverandre, så på den måde er jeg kommet til at skrive Frue begge gange. Det glæder mig, at de er så velkendt med mine nærmeste. Ja, hvor er det strengt for far og mor at leve disse år og særligt for mor hvis hjerte er så svagt, men Gud Fader i himmelen giv Du dem styrke og livskraft til at holde ud. Vi kan ikke undvære dem endnu. Vi må have lov til at berede dem lidt glæde og velsignelse på deres gamle dage for al deres kærlighed, opofrelse og livskraft, de har udøst over os, mens vi var små, for at gøre os livet så lyst som muligt og for at prente os det klart og tydeligt ind i vores sjæls bevidsthed, at når vi herefter en gang skulle ud i livet og måske af og til prellede af mod livets stormmur, så ville vi altid kunne hente nyt mod og fortrøstning til atter at optage kampen mod livets genvordigheder. Ja, hvor har det tit stået for mig senere og særligt da jeg var med i det frygtelige, hvor var det let at leve livet derhjemme hos mor og far. Vi børn kan slet ikke takke Gud nok for, at han har givet os sådan et hjem, sådan en kærlig mor og far. Gud giver at der snart måtte gry en solskinsdag, så det tætte tågeslør, der har sænket sig over jorden og som søge at krige og tilintetgøre alt liv, snart måtte bortvejres og det længselshåb efter at mødes og gense hverandre snart måtte gå i opfyldelse.

Du spørger om, hvad jeg tænker på til vinter. Ja vi er tre brødre lige her i nærheden af hverandre og vi ville gerne på landbrugsskole alle tre til vinter. Nu har vi rigtigt nok fået afslag på en ansøgning pga. utilstrækkelige pengemidler, så vi ved ikke rigtigt, hvordan det kan gå. Det er jo heller ikke nemt at få plads nu, hvor det er så langt hen, men der åbner sig nok en udvej. Ja for halvandet år siden lå vi fire brødre i Frankrig og nu er vi tre herovre, hvilken lykke.

Til slut de kærligste hilsner og endnu gang tak for Deres venlighed, Deres hengivne Johannes Christensen

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

10. september 1918. Johannes Christensen: Afskeden blev tung

Den deserterede sønderjyske soldat, Johannes Christensen, skriver til ildsjælen Frk. Møller for at redde sin kammerat Hans Lindholm, der sidder i en almindelig  engelsk fangelejr og ikke i Feltham  den særligt indrettede lejr til sønderjyske krigsfanger.

Vallekilde Højskole, 10. september 1918.

Da jeg har fået at vide af min moster, lærerinde Frk. Jepsen i Thisted, at de er en god ven af de sønderjyske fanger i England, vil jeg gerne sende dem adresse på min bedste ven jeg havde, mens jeg var ude i skyttegravene. Vi traf hinanden i Argonnerskoven. Han var fra Ballum og jeg var fra Nørby ved Visby. Vi opdagede snart, at vi havde meget til fælles, og vi kunne blive hinanden til megen gavn og glæde, som vi i virkeligheden også blev. Vi var sammen og holdt ud sammen under de hårde kampe ved Verdun.  Vi var sammen i Præsteskoven i vinteren 1916-17 og kom så med hinanden til Champagne, da franskmændene brød på der. Hvad vi har været for hinanden er ikke nemt at beskrive med ord, i hvert fald skulle der en hel bog til så, men jeg vil blot bemærke dette, at det ville være næsten utænkeligt for mig at holde ud til det, vi har gået igennem sammen, hvis ikke han altid havde været ved min side.

Han kom hjem på orlov først. Den dag han kom derned igen, fik han at vide, at jeg skulle på orlov nu, og at han skulle overtage min plads i rækkerne. Det var natten, vi skulle ud og storme. Afskeden blev tung, men Gud gav os mod og styrke også denne gang. Dagen efter fik jeg at vide, at han var blevet såret. Jeg kom jo lykkelig hjem og under flere kritiske situationer også godt over grænsen.

Jeg har nu været her på Vallekilde Højskole siden november, hvad jeg har følt ligesom en lægedom oven på det forfærdelige, jeg har oplevet og gennemgået. Min ven Hans’ skæbne blev  ikke så blid. Efter længere tids lazaretophold blev han erklæret for felttjenestedygtig igen. Han kom så endelig under en hård kamp i engelsk fangenskab, men han har nok ikke haft det så heldig, synes jeg i hvert fald at kunne læse mellem linjerne på hans breve. Han er ikke sammen med andre sønderjyder. I det hele taget, synes jeg, at han er lidt nedslået. Det var han ellers ikke dengang, vi var sammen. Hvis de måske kunne bevirke, at han kom sammen med de andre sønderjyder og fik det lidt bedre og lettere under hans tunge skæbne, ville jeg være Dem meget taknemmelig.

Venlig hilsen
i håb om at dette ikke er skrevet forgæves, Johannes Christensen, Vallekilde Højskole, Vallekilde-Hørve Station.

Hans’ adresse lyder: Hans Petersen Lindholm, No. 141 Prisoner of War Camp, London.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter Første Verdenskrig i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

3. maj 1917. Johannes Christensen: Gennem Vadehavet til Danmark

20-årige Johannes Christensen – soldat ved Regiment 84 – var 28. april 1917 kommet hjem på orlov ved sine forældre på gården i Nørby ved Visby. Han havde for længst besluttet sig for at flygte til Danmark, når han fik chancen og 3. maj 1917 gjorde han forsøget sammen med sin ven Ludolf Lützen, der var på orlov fra enhed ved Østfronten.

Flugtbeskrivelsen (artikel i Askovbogen 1920-21)

Af de to kammerater Ludolf Lützen, Østerby, og Johannes Christensen Nørby Visby.

Det blev en spændende flugt mellem den 3. og 4. maj 1917. Fra Visby syd på til Østerby og ud i marsken for så at dreje mod vest ind til Højer og så videre nordpå gennem Emmelev til Ballum og ud til Randerup, hvor cyklerne blev efterladt. Herfra videre nordpå ud over engene. Vi slap tilfældigvis over i en båd. En kone nede ved Brede Å, hvor 8 unge mennesker var druknet nogle år før under en sommerudflugt med deltagere helt ovre fra Odsherred. Videre frem gik det. Vi skulle nå grænsen, inden det blev lyst. Snart var vi plaskvåde af at springe over de vandfyldte grøfter. Snart måtte vi mave os frem, når de tyske patruljer nærmede sig på vejene. Ved Skærbæk fik vi revet tøjet i stykker ved at springe igennem pigtrådsspærringer. Noget længere nord på gik vi så ud i havet, hvor vi vadede i flere timer, langt ude fra kysten, for at undgå at blive opdaget af kystvagten. Da vi havde vadet i flere timer troede vi, at vi havde overskredet grænsen og gik i land. Men ak og ve. Vi opdagede pludselig, at vi befandt os midt i vagtområdet på tysk side endnu og en dødsensfarlig flugt ud i vandet igen var uundgåelig. Men miraklet skete, vagten lod geværet i ro, og vi slap lykkeligt over.

Nogle fra vagtmandskabet var indkvarteret på gårdene i Høgsbro blandt andet hos min bror Hans Jefsen Christensen og hans nabo Carl Schmidt. Op ad formiddagen hørte min bror en samtale mellem vagtmændene om et par, de havde set gå uden om grænsen, uden at man havde skudt efter dem. Om aftenen spurgte Hans i fortrolighed vagtmanden om, hvorfor de ikke havde skudt efter flygtningene og fik følgende forklaring. Vagtmanden havde selv været med i Frankrig og var blevet hårdt såret i maven og lå i tre dage, inden han blev taget med tilbage til et lazarrat. Efter dette var hans tanke, at kunne han hjælpe nogen ud af dette ragnarok ville han gøre det. Efter nogen samtale om spørgsmålet fik min bror en aftale med den tyske vagtmand. Han fik 100 mark hver gang han lod en smutte over grænsen til Danmark. Der kom nemlig mange i de sidste krigsår og gik den vej.

Ja.Mange skæbner bliver løst ved en grænse mellem år og dag. Efter 16 timers flugt, nåede vi trætte og lykkelige til Vester Vedsted Efterskole, hvis forstanderpar jeg kendte og vi blev hjerteligt modtaget, og fik noget at spise og sov så nogle timer. Om eftermiddagen lånte vi noget civilt tøj og et par cykler og kørte så til Ribe for at ekvipere os og sende en hilsen hjem i ”kodesprog”. Dog ikke direkte hjem, men til bekendte, for at der ikke skulle blive ulemper for dem derhjemme ved det.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen som flygtning i Danmark i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

29. april 1917. Hans Lindholm: Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene

20-årige Hans Lindholm skriver til sin kammerat Johannes Christensen, der lige er taget af sted på orlov, mens han selv med Regiment 84 var rykket ud på den omstridte høj nummer 100 i nærheden af Pignicourt, som var et af de punkter franskmændene forsøgte at erobre i deres forårsoffensiv.

Gode ven!

Nu vil jeg så opfylde mit løfte og skrive dig et par ord til dig, men jeg kan ikke fortælle dig meget. Jeg blev let såret lige efter, vi var kommet derop. Der slog en granat ned lige for os. Vi stod 2 mand på posten – Hans Boye og jeg. Den sprang mig noget op i hovedet og så blev jeg begravet af jord, men de fik os udhalet og forbundet. Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene og hovedet. Jeg har jo øjnene forbundet, men det ene kan jeg godt nok se lidt med og det varer ikke længe, så er jeg ved kompagniet igen. Nu vil jeg så slutte denne gang. Med mange hilsner din ven Hans.

Hils også din søster og din øvrige familie mange gange.

Billede fra lazarettet. Det er Hans Lindholm yderst til højre i anden række

Du kan læse mere om Hans Lindholm i Sune Wadskjær Nielsens bog, der beskriver vennen Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste. Bogens titel er ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

25. april 1917. Johannes Christensen: Vorherre har nok beredt ham et bedre hjem deroppe

20-årige Johannes Christensen venter på, at hans orlovspapirer kan komme i orden, så han kan hjem til Visby ved Bredebro for første gang siden han omkring 1. oktober 1916 blev frontsoldat ved Regiment 84.
I dag den 25. har jeg været med til at bringe feltwebel Møller og løjtnant Rose til deres sidste hvilested. Vi havde et par kister til dem og bundet et par kranse. De blev kørt herfra til Asfeldt, hvor de blev jordet i en fællesgrav. I den ene ende af graven kom de ned ved siden af hinanden, løjtnant Rose først , derefter spillede regimentsmusikken og divisionspræsten holdt en lille tale. Der var vist 20 mand i alt, der blev jordet i den samme grav, alle ved siden af hinanden, kun med et dækken over. Kanonerne tordnede, feltbanen fløjtede og automobiler i snesevis larmede og fløjtede forbi. Ja, mens alt hvad man kan tænke sig herude ved fronten, hvor der lige er begyndt en ny offensiv, bevægede sig rundt om og frem og tilbage, foregik den lille alvorlige handling i en lille kreds af mænd, som alle bar præg af denne tids alvorlige og forfærdelige handlinger.

Da vi kom hjem igen til Brienne, fortalte nogle, at de var gået omkring og set lidt på de mange gravsten. Alle var pyntet med et lille trækors, hvor navnet stod på den faldne. De havde også fundet Marius Petersens navn iblandt. Han var død 24. april af sine sår. Den stakkel. Nu har han lidt sorg og nød herude i tre år og så måtte han endda bort. Men Vorherre har nok beredt ham et bedre hjem deroppe, hvor ingen mere tør lide eller længes. Jeg vil altid mindes Marius som en trofast ven med hjertet på rette sted.
Ja. Denne dag vil atter være en stærk mindedag herudefra.

Skrevet onsdag 25. april på et lille kvistværelse i Brienne.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

23. april 1917. Johannes Christensen. Skillelinjen mellem liv og død

20-årige Johannes Christensen befinder sig i Pignicourt nord for Reims, hvor hans enhed Regiment 84 samme nat skal afløse Regiment 87 på den omstridte Høj nummer 100, som franskmændene snart ventes at angribe og bombarderer uafbrudt. Det er et uddrag af nogle optegnelser, han har skrevet på Vallekilde højskole i 1918.

Vi havde vel ligget der i tre dage med stor oppakning påsnørret livremmen og alt tilbehør om livet. Det var os ikke tilladt i det mindste at frigøre os nogle af delene, da det hvert øjeblik kunne gå løs. Klokken 1 om middagen begyndte franskmændene pludseligt at beskyde byen. Den første granat traf lige uden for laden, så det knagede i alle sammenføjninger. Den smadrede en feldwebel og en løjtnant, der stod lige uden for laden. Nu blev der naturligvis et vældigt røre – og alle stormede ud i det fri, for hvis denne granat var gået tre skridt længere havde den ødelagt to kompagnier, som i dette øjeblik befandt sig i laden. Da franskmændene fra deres lænkeballoner, så hvilket røre der blev, lod de kanonerne rigtigt brage løs og anrettede frygtelige scener.

Trods alt endte denne eftermiddag glædeligt for mig. Min gode ven (Hans Lindholm, red.) havde nemlig været hjemme på orlov og var lige kommet tilbage den dag. Han fortalte, at han skulle overtage min plads i rækken den nat, for jeg måtte rejse hjem på orlov. Jeg blev både glad og ked af det i førstningen. Vi vidste jo alle, hvad der forestod den nat, og at det for manges vedkommende var den sidste dag, de levede her på jorden. Nu kom han lige der hjemmefra. Alt stod endnu klart for ham, og så stod han lige med ét ved skillevejen mellem liv og død. Blot jeg endda havde vist, hvorledes det ville gå ham denne nat. Men om sider måtte vi jo skilles – han måtte fremad og ud i det rædselsfulde, jeg tilbage og hjemad til mine kære.

Den første aften nåede jeg tilbage til en by, der hedder Briennes, der var skrivestuen, hvor jeg skulle have min orlovsseddel. Da vi kom dertil – vi var fem mand ifølge – kunne jeg ikke drage videre den nat, da min orlovsseddel ikke var kommet i orden endnu, da jeg var sønderjyde. Det var en skuffelse og jeg gruede næsten for, at der noget bag, der var værre.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. april 1917: Johannes Christensen: Om morgenen 18. april var der pludselig alarm

20-årige Johannes Christensen er soldat i Regiment 84, der ligger i reserve nordøst for Reims, klar til at afløse udmattede enheder i forreste linje, der forsvarer sig mod den franske forårsoffensiv . Han fortæller i nogle dagbogsoptegnelser.

Om morgenen 18. april var der pludselig alarm og en halv time efter var vi på march igen i piskende regnvejr. Vi marcherede eks kilometer og kom til Brienne, som man ved første øjekast så var rømmet over hals og hoved. Der blev fra formiddag til eftermiddag klokken fem, så hed det alarm igen.

I denne by så det forfærdeligt ud. Alt lå mellem hinanden. Der lå de kostbareste ting, som ingen havde tænkt på eller kunne nå at få med under franskmandens pludselige og heftige beskydning. Vi så jo naturligvis lagrene efter og tog nogle småting med, som minder fra denne by. Noget betydeligt havde vi ikke lyst til at slæbe med på og hvem ville slæbe rundt med unyttigt? I det hele taget havde jeg ikke meget lyst til at rode lagrene.

Klokken 17.00 gik det så pludseligt videre, og vi kom hen til denne by og her har vi ligget i en stor lade siden i aftes. Vinduer og døre er ituslåede, så det blæser tværs igennem, men det er kun, hvad vi er i hele tiden og det er dog bedre end ude i graven. Vi går med koblet omspændt hele tiden, så vi blot behøver at smide tornysteren på skulderen, når det atter hedder alarm. Sandsynligvis går det forud, men vi håber til det sidste, at det må gå tilbage. Skal vi forud, så stoler jeg på at Vorherre og frelser vil bevare mig igennem dette. Ja, Gud i vold I kære derhjemme.

Jeg har det endnu godt og har kun grund til at takke gud for min skæbne indtil nu.

Dette er skrevet i min dagbog på ryggen af mit tornyster her i den store lade, mens kanonerne tordner udenfor, så jorden ryster under os.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

8. april 1917. Johannes Christensen: Så dundrede i det samme nu 20-30 kanoner løs.

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I nogle erindringer skrevet på Vallekilde Højskole i 1918 fortæller han:

En morgen stod jeg vagt fra 4 til 6. Det var påskemorgen. Der hørtes ikke meget skydning og vejret var vidunderligt smukt og klart. Kun en ganske svag luftning drog fra nord til syd. Jeg stod henfalden i tanker om de kære derhjemme og med blikket ud over det franske landskab, der begyndte at hæve sig ud nattens bortdragende mørke. Derovre – 40 meter fremme – stod franskmændene på post, måske hensunkne i de samme tanker som jeg. Hvor længe skal dog dette myrderi vare ved? Hvor længe skal de hjerteløse tyranner lege med menneskers liv og skæbne? Nu oprunder den tredje påskemorgen under menneskers rasen mod hverandre. Mon ikke snart Gud vil byde stop, så vi atter må opleve en rigtig påskemorgen, hvor fredens klokker igen kimer over land og by.

Mens tankerne krydsede snart derhen, snar derhen, så jeg med ét til venstre en hvid tåge stige op fra den tyske skyttegrav og trække over mod franskmændene.

Et øjeblik så lød der råb og alarmtrommerne rørtes kraftigt derovre. Som et lyn sted 40-50 lyskugler til vejrs og som en havde rykket i en snor, så dundrede i det samme nu 20-30 kanoner løs.

Tyskerne havde benyttet det herlige vejr og den gunstige brise til at åbne for deres gasbeholdere, og bagefter – ja, så lå der så og så mange unge, håbefulde og livsmodige franskmænd og våndede sig i dødens kvaler. For en halv time siden anede de intet og nu var de ikke mere.

En times tid dundrede kanoner løs og så stilnede det af. Solen hævede sig op over jordoverfladen i øst og sendte sine stråler ind over slagmarken. Den uvisse og hyggelige lange nat var atter gået og med den mørket, der skjulte alle onde foretagender og grufulde hemmeligheder. Ved dagens lys kunne farerne ikke sådan overraske os, og det giver altid en vis koldblodighed og tryghedsfølelse.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

26. marts 1917 – Johannes Christensen: Hver dag bliver opreven af uhyggelige og ulykkelige begivenheder

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I dette brev til sin familie hjemme i Visby ved Bredebro prøver han at udrede, hvilken betydning de seneste begivenheder i krigen – Operation Alberich (tyskernes planlagte tilbagetog til stærkere stillinger på vestfronten) og Februarrevolutionen vil få for krigens gang.

Stillingen 26/3 1917.

Kære alle sammen!

Nu skal I så have det lovede brev, som jeg skrev på forrige kort. Jeg er stadig i skansearbejde nu og bliver her 3-4 dage. Vi arbejder fra om morgenen klokken 7.00 til 15.00 eftermiddag i en tur, men så er vi da også for det meste færdig for en dag, så med tjeneste går det jo endda, men det skal jo også forestille ro for os. En ordentlig appetit har vi , kan I tro, når vi kommer tilbage efter at have arbejdet otte timer ud i ét, og så i denne sne og kulde, som vi stadig har endnu hver dag.

Så er Alfred (Johannes storebror, red.) heller ikke kommet på orlov endnu. Jeg gad nok vide, hvornår I alle skulle få os at se derhjemme. Måske bliver det ikke før pinse, men hovedsagen er jo, at vi blot kommer hjem en gang, så må vi have tålmodighed så længe. Det går forfærdeligt langsomt med orloven i denne tid. Der kører seks mand ad gangen. De næste, der kører, bliver vistnok omkring 6-7. april, så de kan være hjemme påskedag. Det var nok rart, at komme med på den tur, men stort håb har jeg jo ikke.

Hvordan har I det ellers derhjemme? Går det nogenlunde med sundheden mor og far? Mon vi dog ikke snart skulle fred?

Tyskerne er jo gået et stort stykke tilbage deroppe ved Somme, men af hvilken grund de har gjort det, og hvad følgerne vil blive er jo ikke godt vide. I Rusland har de også haft et mægtig spektakel, ladet det jo til og her fortalte de i går, at de havde tilbud om fred, men det stemmer jo naturligvis heller ikke.

Ah! Gid det dog snart var så vidt, at vi kunne drage hjem igen og ud af denne krigstummel, hvor hverken sind eller tanke nogensinde kan finde ro, men stadig på ny hver dag bliver oprevet af uhyggelige og ulykkelige begivenheder og tildragelser. Oh! Ja, hvor vi længes efter at komme hjem igen, ud af det hele og begynde et andet liv igen. Ja, Gud give, at det ikke må vare så længe. Jeg synes, at jeg er så adspredt i disse dage, så jeg kan slet ikke tænke mine tanker til ende. Det blev heller ikke noget rigtigt brev i aften. I må undskylde, men jeg kan ikke samle mine tanker. I hører nok snart igen. Jeg har det ellers godt.

Med kærlig hilsen og på gensyn, Eders Johannes

Hils venner og bekendte derhjemme. I har vel ikke hørt noget om ansøgningen? Har I heller ikke hørt noget fra Thorvald (Johannes’ bror, red.). Han er jo flyttet igen.

Hils venner bekendte derhjemme.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

12. marts 1917 – Johannes Christensen: Det er nemlig ude med eventyret imellem os

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I et brev rapporterer hans søster Agnes, at Johannes’ forlovede – den lokale pige Misse – ikke længere besøger dem hjemme i Nørby ved Visby. Johannes må forklare sig.

Mange tak for dit brev kære søster, som jeg modtog i dag. I kan tro, jeg er glad for I også er så flittige til at skrive. Mange tak også for den dejlige skinke, som jeg modtog i går. Nu har jeg forråd nok til Påske.

Alfred er så ikke kommet hjem endnu. Det lader jo til, at han skal vente til jeg er så vist også. Ja. Hvem ved, hvad det må være godt for. Gid det måtte lykkes Thorvald at blive vagtmand derhjemme, da ville han ellers blive glad, kan I tro. Hvor er han egentligt henne?

Misse har altså ikke besøgt jer i den sidste tid. Ja. Det må du nu ikke tage hende ilde op – kære søster – for det har hun sine grunde til. Det er nemlig ude med eventyret i mellem os. Kort sagt, vi er frie fugle begge to igen. Hm. Så længe det varer, men det varer nok et stykke tid.

Hvordan går det ellers med Thorvald og Mie? Forhåbentlig ender det ikke sådan.

Ja – kære søster – hvad jeg har opskrevet i min dagbog er måske slemt, men det værste, jeg har været med til, har jeg slet ikke opskrevet, for ikke at have forfærdelige minder bagefter. Gud give at de minder måtte kunne glemmes.

De kærligste hilsner

Din hengivne broder Johannes

I Sune Wadskjær Nielsens biografi om Johannes Christensen kan du finde svaret på, om han finder kærligheden igen. Bogens titel er ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

 

18. december 1916 – Johannes Christensen: Det gik som en elektrisk strøm gennem graven

20-årige Johannes Christensen skriver et julebrev hjem fra en skyttegrav ved Thiacourt sydøst for Verdun, hvor han er i stilling med Regiment 84.

Kære allesammen!

En lille hilsen skal I have inden jul.

Mange tak for det lille julebrev, som jeg modtog i går. Jeg har også glædet mig til det i lang tid. Jeg har det stadig godt og alting går sin daglige gang med at stå på posten og arbejde.

Hvordan tror I ellers det skulle gå med freden nu? Tror I ikke den snart skulle komme? Hvad skriver Ribe Stifttidende?

Ja, gid vi kunne få vished for det her til jul, så fredsklokkerne kunne lyde sammen med juleklokkerne. Om det så ville vare lidt inden vi fik løbepas, så ville glæden være ubeskrivelig, når det lyder fra den ene post til den anden her i graven – freden er kommet. Du kan forlade din post. Det gik som en elektrisk strøm igennem graven den anden dag, at kejseren har tilbudt fred. Nu fortælles det at alle har taget der imod på nær England, men det ville vi heller ikke forhindre dem, når alle andre blev enige, men om det passer noget af det hele, er jo et spørgsmål.

Vi går jo i stærk spænding hernede, kan I nok tænke jer, da vi ved, at når det ikke bliver til noget med freden nu, så har vi stadig det værste tilbage. Vi vil stadig håbe det bedste.

Kommer Thorvald hjem til jul eller hvordan går det? Alfred kommer da forhåbentlig. Bare han er hjemme, når I får disse linier. Ellers går det ligesom sidste år, at I slet ingen har hjemme juleaften. Bare det nu er den sidste jul, der skal opleves under disse trange tider.

Jeg vil så ønske alle derhjemme en dejlig velsignet julefest.  Mine tanker vil jo være hos jer den aften, når jeg står derude og stirrer op mod Guds stjernefulde himmel, da vil tankerne stadig dvæle ved alle de dejlige juleaftener, som vi har oplevet derhjemme som børn, hvor ingen havde anelser om den forfærdelige krig, der forestod, dengang.

Ja, til slut vil jeg håbe at vi alle snart vil opleve gensynsglæden under en lykkelig og god fred.

I har vel ikke noget derhjemme, der kunne bruges til fodlapper, for her er næsten umuligt at få sådan noget? Noget sandpapir kunne jeg også nok bruge igen.

Har jeg sagt tak for smørpakken, jeg modtog i forgårs? Med hjertelig hilsen

Eders hengivne søn og bror, som har det godt.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

8. november 1916 – Johannes Christensen: Jeg radbrækker mindst 100 hver dag.

19-årige Johannes Christensen er med Regiment 84 rykket i stilling ved Thiacourt sydøst for Verdun. Han skriver til familien hjemme i Nørby ved Visby.

Kære alle sammen

Mange tak for dit brev dateret den 30. kære mor. Og for pølsen og smørret også mange tak. Jeg tror nok, at jeg har fået alt, hvad I har afsendt til mig.

Jeg kan jo glæde jer med, at jeg nu har det meget bedre. Det er en god veludbygget stilling, vi nu ligger i og det er også forholdsvis roligt her. Jeg sidder ved elektrisk lys 10 meter under jordens overflade. Kakkelovn og senge har vi også, men der skulle blot ikke være så fuldt af lus. Jeg radbrækker mindst 100 hver dag i min sweater. Av for pokker! Der bed 2-3 stykker igen ad gangen. Ja. Man har ikke et minuts fred for det pak. Det tager mindst tre timer hver aften, inden de har fået sat sig og før der er tale om at falde i søvn.

Ja så blot en kærlig hilsen og på gensyn.

Eders Johannes.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

2. november 1916. Johannes Christensen: Mon dog ikke vi skulle få fred til jul?

Den 19-årige soldat ved Regiment 84 – Johannes Christensen fra Nørby ved Visby – har overlevet det voldsomme franske angreb på Fort Douaumont, som franskmændene generobrede og tilføjede tyskerne et klart nederlag. Nu er det hårdt medtagne regiment ved at skifte stilling og Johannes skriver hjem for første gang siden slaget standsede.

Kære alle sammen!

Nu skal I endelig have et par ord igen. Lang tid har jeg desværre ikke. Hjertelig tak for dine to breve, kære søster. Pakkerne med smør, sylte og sweateren har jeg fået. Nu mange tak for det alt sammen.

I skal blot ikke bryde jer om at sende kødvarer til mig, for vi får jo altid da noget her – mere end ved depotet – og I har jo aldeles ikke for meget derhjemme kan jeg regne ud.

Hvordan har I det ellers alle sammen? Er I nogenlunde ved sundheden kære far og mor? I har jo nok travlt i roerne. Er de ellers nogenlunde i år? Hvor mange kreaturer har I i stald på vinter? Har I heller ikke fået aftærsket maskinen i år?

Jeg har det ellers godt for øjeblikket. Vi er nu endelig efterstormen blevet afløst og befinder os nu på rejse. Hvorhen det går, er jo ikke godt at vide. Vi har nu opholdt os i en lille yndig smukt beliggende landsby et par dage – Villette kaldes den.

Men i aften går det videre. Ja, gud ske lov, at vi er ude af denne forfærdelige stilling nu. Meget værre kan det ikke blive. Det siges også, at vi nu kommer hen i en roligere stilling. Ja, mon vi dog ikke skulle få fred til jul. Jeg synes slet ikke rigtigt, at jeg kan opgive den tanke. Ja, hvilken jul ville det blive., om vi fik fred til den tid.

Marius Petersen er også kommet ud til regimentet nu og til samme kompagni som jeg. Vi snakkede lidt sammen i aftes. Han mente, at vi fik fred til denne måned endnu. Ja. Gid han talte sandt.

I dag er jeg så et år soldat. Det er jo just ingen kær mindedag. Meget har man oplevet siden den dag, men dog har vi kun grund til at takke Vor Herre, fordi han har ført os, som han har gjort.

Jeg blev så glad, da jeg fik brev fra Marthinus, der skrev, at han håbede at blive i garnisonen julen over. Måske han slet ikke behøver at rykke ud mere. Hvad er det du skriver lille søster. Er Kristian gift og har allerede en arving? Det har jeg slet ingen anelse om.  Jeg ved heller ikke endnu, hvem Hans af Jef er blevet forlovet med. Det er jo også snart fem måneder siden, jeg var hjemme, så der kan jo meget forandre sig i den tid.

Jeg har ingen tid mere. Så I må tage til takke denne gang med det håb, at I alle har det godt sender jeg hermed de kærligste hilsner  og på snarlig og glædelig gensyn. Eders Johannes

Vi ligger på et slot, der desværre er en del ramponeret.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. oktober. Thygesens mor. “Vi var så angst for dig, Herren ske lov og pris!”

Thyge Thygesens mor skriver til sin søn, som hun troede død ved Somme. Hun har lige erfaret, at han ligger såret på lazaret i Tyskland – men i live!

Min egen elskede Thyge!         

Gud ske Lov, at vi nu lige fik dit Brev. Nu vi har ikke vidst, at du var der, for der har stået på Brevene og Pakkerne, Lazareth unbekannt. De er kommen tilbage.

Herren være evig Pris og Tak lille kære Thyge. Tror du vi må komme og besøge dig, når du bliver lidt bedre. Åh, min Dreng! Jeg kan ikke skrive mere nu lige. Hjertet er for fuldt. Tror du, at du kan tåle at skrive lidt hver Dag?

O, Gud ske Tak og Pris. Skal vi sende dig Pakker?

Tusinde Kærlige Hilsner fra os alle, din egen Mor.

Hvis du ikke kan tåle det, må du jo ikke skrive hver Dag. Lille Thyge, vi ved jo nu Gud ske Lov hvor du er og vi er opfyldte af Tak og Lov. Jeg skriver i Morgen igen. Gud ske Tak, min lille søde Thyge, at vi har hørt nu fra dig, vi var så angst for dig. Herren ske Lov og Pris, din egen Far. Meddel os når vi må besøge dig

Hvorfor har du ikke skrevet fra lazarettet ,hvor du er? Åh, min Dreng, min elskede Søn.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009.

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

12. oktober 1916: Thyge lever,Thyge lever!

Thyge Thygesens forældre var sønderknuste over deres eneste søns død, da de pludselig midt i de mange kondolancebreve fik et brev fra deres søn.

Bonn de Cøln

Kære Allesammen!         

Jeg har nu længere Tid ventet efter at høre fra Eder, men må nok hellere selv skrive først. I ved jo da nok, at jeg er her. I morgen er det lige en Måned siden jeg blev begravet. Det er jo godt, at man er sådan ude af det! Min Skrift er meget dårlig. Kan I læse den? Jeg ser også dårligt. Det flimrer for Øjnene. Jeg er nu ellers meget bedre som i Førstningen og føler da heller ikke de Smerter. Forplejningen og Pasningen er helt god her. Min adresse er:

Gefreiter Thyge Thygesen
Res. Lazarett 2
Wenus Berg
Josephs Haus Zimmer 3
Bonn an Rfein

Mange Gange løber det lidt rundt mig, men forhåbentlig får jeg min fulde Forstand igen. Kærligste Hilsen fra Eders Thyge.

Brevet kom til Stepping d. 18/10. På posthuset greb postmester Andresen brevet, og løb ned gennem byen viftende med det i hånden og råbte ”Thyge lever, Thyge lever!”

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

11. oktober 1916. Til Thygesens forældre: I har mistet eders eneste kære søn!

Den 2. oktober fik Thyge Thygesens forældre et brev fra hans kammerat Marius Iversen, hvor han meddelte dem, at deres søn var faldet ved Somme. I de næste dage strømmede kondolancebrevene ind. Her et brev til Thyge Thygesens mor.

Lykkesholm

Min inderlige kære Bodil!         

Af Dødsanoncen i Modersmålet ser vi Rygterne bekræftet, at I har mistet Eders eneste kære Søn. Vi har ikke skrevet før, da vi håbede det dog måske kunde være en fejltagelse.

Da kære, kære Bodil, hvor det dog gør os ondt for Eder. Ordene for fattige til at de kunne trøste og udtrykke vor Deltagelse, måtte dog den al Fader trøste og styrke Eder, han har sikkert haft sin Tanke, som er højere en Eders, med at tage Eders Søn hjem til sig, nu det mod den tredje Vinter med al dens Kulde og Lidelser. Og sikkert er han gået godt Hjem og I har kun smukke og gode Minder om ham, så I kunne sige Tak for den ”liden Stund” han fik Lov til at være blandt Eder. ”Jeg elskede Dig med en evig Kærlighed, derfor drog jeg Dig til mig”

Kan Du huske 23. august 1914? Da så jeg ham sidste Gang.Du gik med på Vejen over Marken, hvor han høste de med maskinen. Hvor han så glad og strålende ud den Gang. Lev nu vel for denne Gang og når Sorgen lader Dig Tid håber jeg at høre fra Dig. En hjertelig Hilsen fra Din Louise. 

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.