Alle indlæg af Søren Østergaard

23. april 1917. Regiment 84 kommer til Aisne

Unteroffizier G. Szameitat, tjenstgørende ved 7. kompagni, regiment 84 (IR84).

I Aisne-området dæmrer natten den nye morgen i møde. Bedøvende trommeild brager over øde marker og grave. Foran højde 100, en helvedes afgrund, der ånder endnu tyske krigere, der hyler døden i en jernorkan ned på blodig jord!

Forkommando! Hvem mon er så heldig at høre til den? Sådan spurgte man hinanden i korporalskredsen, mens der blev tærsket i kortene med Mausel og 66 i den store lade ved Pignicourt. Jonny Wunderlich sidder og drejer sine kønne lokker, grublende kigger han efter den sidste rest af sine penge, som han gerne ville gøre til flere. Men vor kære Hannes Niendorf og Seppl Neubert kender ingen nåde. Niendorf melder: “Pas på, folkens, nu kommer piberen *, og så er Jonny af med sine penge”! Og ganske rigtig, en piber!
Jonny skubber resten af sine penge over til Niendorf og smider kortene. – “Underofficerer til Feldwebel!” lyder befalingen “Nu går det nok løs?!”

(*  Trommler und Pfeifer er figurer i traditionelle bayeriske kortspil.)

Tre underofficerer, heriblandt også jeg, med otte mand som forkommando til høj 100!

I aftendæmringen forlader vi med blandede følelser byen Pignicourt. Uskadte når vi jagende gennem batterier af forskellig størrelse og type høj 100, som vi .snart skal blive meget fortrolige med. Et eller andet sted i en grav bliver der holdt et længere hvil, mens vor fører indhenter instruktioner.

Fjenden gør ikke den første aften alt for broget for os, og vi bliver efterhånden mere tillidsfulde, også fordi der derude foran skulle være helt rare dækningsrum. Af og til falder der nogle store brokker ned. Men hovedsageligt er det shrapnelild, der fra tid til anden bliver ret stærk.

Vor fører kommer: “Klargøring! Følg mig langsomt!” Vi vandrer og vandrer, holder, følger langsomt, og sådan går det længere tid, uden at vi ved, hvorhen vi skal. I en ret god grav holder vi igen rast. Vi lægger os i de dækningsrum, der til dels ikke er besat, og slumrer af og til ind.

Marius Petersen og nogle folk bliver afhentet. Kort tid efter skal han være faldet ved en shrapnelkugle, der traf ham i maveregionen. Vi hørte blot, at han var såret Nogle dage senere finder en mand fra vort kompagni tilfældigvis under en spadseretur på kirkegården en grav med kors og indskrift: “Unteroffizier Marius Petersen, 7. komp. IR84.”

Dette budskab har overrasket os meget. Han har beredt os mange fornøjelige stunder ved sit hyggelige, muntre væsen.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

 

 

 

7. september 1916. Regiment 84 afløses på højde 304

Af fhv. premierløjtnant Thormeyer, adjudant ved II bataljon reg. 84. (IR84). Regimentet afløses efter 4 måneders kampe på højde 304 ved Verdun.

Den 7. september 1916 blev regimentet afløst på høj 304. Den 9. september skiltes den 54. infanteri-division ud fra det 24. reserve-korps, rig på nye kamperfaringer, rig på oplevelser og rig på friske, uforglemmelige heltegerninger. Desværre havde månederne på højde 304 også givet ret svære tab. De androg:

Døde: 3 officerer, 322 underofficerer og mandskab

Sårede: 27 officerer, 1262 underofficerer og mandskab

Savnede: 1 officer 56 underofficerer og mandskab.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

 

29. juni 1916. Stormangreb på Højde 304

Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig, om kampene om højde 304.

Efter lang, grundig  forberedelse skulle man den 29. juni igen forsøge at tage  den ligdækkede høj med storm.

Allerede den 27. juni lod hr. kaptajn Borchmann 84erne fra hans stormbataljon træde an for at organisere dem til opgaven. Fire enheder på hver 12 mand var nødvendig. Størstedelen af disse folk stillede frivilligt op, og hvad der så manglede, blev udtaget blandt de mest erfarne.

Paroleordet er i dag “Hindenburg!” bekendtgjorde kaptajnen. En egenartet glans viste sig i stormsoldaternes øjne ved navnet Hindenburg. Enhver vidste, hvorfor dette store navn skulle tjene som paroleord i dag.

Trænvognene stod klar for at gøre marchvejen så kort for os som muligt, og fremad gik det: Retning høj 304.

Dagen for vor afgang bragte os ikke helt ud foran, men vi havde jo tid nok, for stormen skulle jo først finde sted i eftermiddagstimerne i overmorgen. Mellemtiden benyttede vore førere samt skyttegravsbesætningens førere til orientering og drøftelse af samvirket mellem stormtrop og kompagni.

Til fastsat tid stod alle på deres pladser og vidste nøjagtigt, hvad de skulle, og hvor de skulle hen.

Kl. 5:15 eksploderede de sidste tyske tunge  granater i den fjendtlige stilling, og værre end nogensinde før sprøjtede det med splinter og sten, skidt og møg  om ørerne på os, altsammen fra vort tunge skyts.

Pludselig blev nedslagene dumpere: Ilden blev forlagt bagud. Åndedraget stod næsten stille på os, hjertet rasede som en vild.

Endnu nogle minutter skulle vi udholde den venten? Nej, det kunne vi ikke. Der manglede endnu to minutter i den tid, stormen var fastsat til, da råbte en underofficer: Afsted!

En flammekaster rensede grusomt den sape, langs hvilken den enhed, jeg tilhørte, skulle løbe, idet vi skulle efterlade sape-besætningen som på forhånd fortabt.

Med fældet gevær styrtede vi løs på den nærmeste fjendtlige linje. Det lykkedes alt sammen udmærket. Den kære Franz kom lige ud af sine huller og måtte overgive sig til de tyske blankvåben, hvad enten han ville eller ej.

Vi trængte voldsomt fremad og nåede også den næste linje, der imidlertid allerede lå på højens anden skråning og forsvarede sig bravt.

Pludselig kom der skud fra flanken. Min sidemand sank om i et krater, dødeligt ramt. Et blik til venstre jog en grusom skræk i mine lemmer. Til halv venstre bag os sad fjenden endnu i sin grav og modtog 2. kompagni med opplantet bajonet og en helvedesild.

Hurtigt sprang vi tilbage til en god flankeringsstilling. Et stort granatkrater syntes os velegnet. Hurtigt nogle folk fra 4. kompagni frem og så hurtigskydning!

Ho  la la, Franz, det sidste havde ikke været nødvendigt! – Som vanvittig styrtede den fra flanken ramte fjende tilbage, naturligvis i den rene fordærv, for 2. kompagni og også 27erne passede godt på og kunne tage endnu et antal fanger.

Ved afbrænding af en lyskugle meldte vi til reserven og til artilleriet, at stormen var lykkedes til fuldkommenhed, og i de næste minutter skulle den slagne fjende igen fordøje de tunge granater.

Fra den blodigt tilkæmpede høj kunne man nu se over på Termitbakken, hvor Mecklenburgerne var steget ud af deres huller og iagttog det storslåede skuespil. Med klude og huer vinkede de til os og råbte et eller andet, i hvert fald: Hurra.

Fornøjede tiltrådte stormsoldaterne om natten tilbagemarchen.

Ved en lille sejrsfest, som kaptajn Borchmann afholdt for stormsoldaterne, mindedes vi vore kammerater, som i kampen om den  uhyggelige høj havde måttet ofre deres liv for fædrelandet, og da glassene stødte mod hinanden, stemte et forbipasserende kompagni i med: O’ Deutschland hoch in Ehren … –

Af Regimentshistorien.  Udkommer i uddrag på dansk 2016.

9. juni 1916. Regiment 84: Stormangreb ved højde 304

C. Beuck, var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84)
I maj 1916 kom regimentet til Verdun og deltog i flere angreb på højde 304. Angrebet den 9. juni 1916.

Om aftenen den 8. juni – det var omkring midnat – kommer en ordonnans fra bataljonen med den ordre, at der efter brigadens anordning skal foretages et overrumplende angreb uden forberedende artilleriild: Den 9. juni kl. 5,50 skal kompagniet træd an, til højre for os skal 7. og en del af 8. kompagni ligeledes sættes ind; på højre fløj bliver der sat flammekastere ind; til venstre for 5. kompagni vil den højre fløjdeling fra 11. kompagni reg. 27 tilslutte sig.

Det bliver til en søvnløs nat for mig. Jeg studerer grundigt den udførlige angrebsordre – den er endnu i dag i mine hænder – og  den vedlagte skitse. Tankerne jager gennem mit hoved. Der er kun kort tid til forberedelse.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at et sådant angreb i det vanskeligste terræn, ovenikøbet efter fiaskoen den 22. maj, kan blive planlagt og beordret uden at kompagniførernes mening bliver indhentet, der dog ligger med kompagnierne i forreste linje og grundigt kender terrænet ved selvsyn. Men der er ikke længere tid til overvejelser og betænkeligheder. Jeg sætter mig i forbindelse med føreren af 7. kompagni, løjtnant af reserven Sörensen, og taler sagen grundigt igennem med mine delingsførere.

Morgenen gryr. Jeg går gennem kompagniet , taler med de enkelte folk og appellerer til deres pligt- og æresfølelse; jeg forventer, at enhver gør, hvad der bliver forventet af ham. – Det er et skrækkeligt vejr; regnen siler fra himlen;  geværerne er snavset til; støvlerne bliver siddende i kridtslammet; der falder kun enkelte skud derovre fra. Jeg har på fornemmelsen, at fjenden er meget vagtsom.

Ved angrebsafsnittets højre fløj, ved 7. og 8. kompagni, begynder flammekasterne at arbejde, formår dog ikke at uskadeliggøre de flankerende fjendtlige maskingeværer, men bliver selv sat ud af spillet. –

Til befalet tid, kl. 6,50 formiddag, bryder kompagniet ud af graven. Men i samme øjeblik bliver vi modtaget af en rasende ild fra den grav, der ligger lige over for os, og navnlig fra flankerende maskingeværer fra højre. 7. kompagnis venstre fløj bliver holdt under beskydning fra de samme maskingeværer og kommer ikke ud af graven.

Vi når med svære tab den befalede linje, men er nu værgeløse udsat for fjendens målrettede ild fra beskyttede stillinger. Alt hvad fjenden har til rådighed af jern og ild bliver sluppet løs på os, endda af artilleriet bliver vi ramt, mens vi ikke kan spore den mindste støtte fra vort; ganske vist var det for os ingen ny erfaring.

Vor situation bliver stadig vanskeligere, den bliver uholdbar. Jeg måtte være blottet for enhver ansvarsfølelse, hvis jeg stadig uden beskyttelse ville prisgive kompagniet den fjendtlige ild. Jeg giver ordre til enkeltvis at kravle tilbage til graven. Under de allerstørste vanskeligheder bliver ordren udført; de sidste når først graven ved mørkets frembrud, altså efter ca. 14 timer! Men heller ikke den, der nåede graven ved dagslys, var i sikkerhed.

Efter min dagbog lå der tung artilleri- og minebeskydning over vor stilling uopholdelig fra kl. 10,30 formiddag til kl. 8.30 eftermiddag. Der er næppe en plet, der ikke bliver ramt, overalt stønner de sårede; en mand har fået nervechok af en granat, der slog ned ved siden af ham, han ryster over hele kroppen ved hver yderligere granat, der falder, og gør naturligvis os andre urolige.

En granat rammer ned i et lig, der ligger i min nærhed, og sprøjter  allerede begyndende fordærvede kropsdele rundt omkring, som nu spreder en helt utålelig stank, som vi nu må indånde hele dagen. Vor stemning har nået nulpunktet.

Allerede om formiddagen efter det mislykkede angreb åbner jeg en ny befaling fra bataljonen, der først måtte åbnes kl. 10, og som havde følgende ordlyd: “Hvis den befalede linje ikke er nået om morgenen, bliver angrebet mod dette mål fortsat om eftermiddagen den 9. juni .

… Alle de dele af bataljon Haderslev, som om morgenen var indsat til indbrud i den fjendtlige stilling, skal indsættes samtidigt kl. 6,25 eftermiddag.” Kompagniet har 10 døde og 25 sårede, resten er til det yderste udmattet, nerverne oppisket – og så skal vi endda storme?

Nu kommer et af de bitreste øjeblikke i mit liv: om morgenen havde jeg måttet give ordre til angreb – mange gang før havde jeg givet sådan en ordre og hver gang med den glædelige vished, at vi nok skulle klare det, men i dag til morgen havde jeg den ikke – og nu skal vi storme igen? Efter sådan en dag?

Jeg gengiver ikke her, hvad jeg dengang har tænkt …  Jeg lader delingsførerne komme og meddeler dem angrebsordren – iskold ro ligger i deres ansigtstræk, de svarer ikke et ord. Til sidst siger jeg til dem, at jeg anser gennemførelsen for umulig  og ikke vil give ordren til angreb. Også denne meddelelse tager de tavst til sig; de er helt apatiske; de er ved enden af deres indre modstandskraft. – –

Time efter time forløber; sjældent har vi så længselsfuldt ønsket os solnedgangen som på denne dag. Endelig går dagen til ende, en dag, som ikke skulle give en ydre succes, men som dog havde vist, at en disciplineret enhed giver alt, hvad den formår inden for grænserne af dens menneskelige kunnen for at byde fjenden trods.

Uddrag af krigserindringer for fhv. Unteroffizier ved 7. kompagni, Regiment 84  (IR84) Friedrich Karl Dambeck.

På Ferme de Madeleine havde vi sorgløse dage, indtil den 9. juni pludselig satte os i en anden stemning. Fjenden havde erfaret, at vi ville storme hele højderyggen. Allerede den 8. juni lå en morderisk trommeild over vor forreste linje. Den 9. juni, den fastsatte storm-dag, skød vore 21 cm  mørsere ulykkeligvis for kort og tilintetgjorde en hel deling. Angrebet  kom ikke til udførelse. Blodbestænket hilste jeg på mit gamle 7. kompagni, der netop lå ude foran og havde lidt svære tab. Med tungt hjerte begav stormsoldaterne sig hjemad, stærkt decimeret.
Pinsen var ødelagt for os.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 1916.

22. maj 1916. Ved højde 304: “To flammekastere udspyede deres fordærv …”

Uddrag af krigserindringer for fhv. Unteroffizier ved 7. kompagni, Regiment 84  (IR84) Friedrich Karl Dambeck.

Indtil den 21. maj havde jeg så vidt besejret den moralske svinehund inde i mig, at jeg fuldkommen rolig gik fremad til storm. Vejen, der bestemt ikke var lettere end ellers, forekom mig meget kortere end den 11. maj. Uden nogen indre uro gik jeg gennem spærreilden og ankom frisk og frejdig til 4. kompagni.

Den 22. maj om aftenen spyede så på et signal to flammekastere deres fordærv ind i de fjendtlige grave, og stormsoldaterne steg ud af deres huller. Det ene af disse mordinstrumenter fulgte jeg lige i hælene af.

Men hans beholder blev ødelagt af et geværskud, væsken flød ud over en såret franskmand, antændtes, og straks luede en mægtig flamme op i den natlige himmel. Ved at skovle jord på lykkedes det mig at slukke ilden. Sammen med nogle dygtige kammerater kastede jeg så mange håndgranater for fødderne af den fremrykkende fjende, indtil en underofficer og en mand havde tilintetgjort det franske maskingevær.

Ganske vist værgede vi fem mand os stadig fortvivlet, men vi måtte indse, at yderligere modstand var formålsløs. Efter en velrettet salve, der skulle gøre fjenden forbavset, vendte vi fjenden ryggen, så pinligt det end var.

Store resultater havde vi ikke opnået, men jeg vidste da nu, at jeg havde overvundet min angstfølelse.

Glad over min sejr hjalp jeg med at slæbe en såret til Malancourt og spadserede så hyggeligt mod Monfaucon.

Før jeg gik ind i denne landsby, holdt jeg en frokostpause i landevejsgrøften. Ved siden af mig sad min landsmand Jacob Sinn og lod sig mit smørrebrød smage. Desværre blev vor appetit ødelagt af en granat, der slog ned nær os og blandede en portion skidt i mit smør.

At lide heltedøden 10 km bag fronten forekom mig meget dumt, derfor anså jeg det for rigtigere at fortsætte min frokostpause uden for ildzonen.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016

15. maj 1916. Regiment 84 udmærker sig.

Premierløjtnant Thormeyer, gjorde krigstjeneste som adjudant ved II bataljon, Regiment 84 (IR84). Fra 11. maj deltog regimentet i hårde kampe på højde 304.

Uddrag af Korpsbefaling 15. maj

Infanteri-regiment 84, der i eftermiddags flere gange blev heftigt angrebet af fjenden, afviste med stor tapperhed alle angreb. Jeg udtaler min særlige anerkendelse til det regiment, for hvem det som det første regiment i armékorpset er lykkedes at bibringe franskmændene foran Verdun betydelige tab og beder om, at forslag til tildeling af Jernkorset omgående bliver forelagt mig.

Nantillois, 15.5.1916

Den kommanderende general

sign. von Gerock

 

Af Regimentshistorien.  Udkommer på dansk 2016.

13. maj 1916. Ved Højde 304: “Fjenden angriber! Skyd!”

Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig om et fransk modangreb og sanitetstjeneste efter kampen.

Tidligt den 13. maj kom der ordre om at rykke frem. Tavs pakkede man sine sager sammen. Fastere end ellers greb jeg om mit gevær og steg så ud af min hule. Hver gruppefører måtte i det vilde terræn arbejde selvstændigt.  Derved fremkom der en trinvis formering af kompagniet helt af sig selv.

Forsigtigt sprang alle videre fra granathul til granathul. Fjenden forsvarede sig fortvivlet, men kunne ikke forhindre, ar vi rykkede ind på pelsen af ham. Den seje fjende greb allerede flugten, da pludselig to maskingeværer flankerede fra venstre. På få sekunder lå vi på jorden for at undgå en fuldstændig tilintetgørelse, og ti minutter senere faldt der ikke et skud mere.

Rundt omkring forblødte og kvaltes vore bedste, og vore hårdt sårede stønnede. Sygebærere og sanitetsfolk krøb omkring. Hvad der var tilbage af kompagniet, ventede nu på fjenden, der da sikkert ville udnytte vort nederlag. Artilleriet på begge sider syntes at være grebet af vanvid. Først da der om eftermiddagen faldt  en fin regn, blev kanonildens voldsomhed svagere. Denne lejlighed benyttede de let sårede sig af.

Overalt i terrænet så man grå punkter hinke afsted bagud. De meget let sårede hjalp sygebærerne med at bære nogle hårdt sårede. Hvad det betyder har jeg nogle dag senere selv måttet erfare. – Desværre kunne ikke alle sårede  blive bragt i sikkerhed, for om  aftenen begyndte igen artillerikampen. –  Gennemvåde og overtrukket med et tykt lag af snavs lå vi blandt vore døde kammerater i granathullerne og holdt trofast vagt.

Lige efter den nye dags første time blev pludselig i ret kort afstand nogle sorte skikkelser synlige: Fjenden angriber! – Skyd! råber en eller anden.

Længe nok har Franz ladet  os vente. Nu kunne vi endelig gøre vort nederlag godt igen. Røde lysraketter gav artilleriet besked om spærreild! Den satte øjeblikkelig ind. Med hvide lyskugler blev hele infanterikamppladsen oplyst, så vi udmærket kunne iagttage virkningen af vor fortvivlede skydning.

Nogle tapre franskmænd nåede ganske vist frem til vor linje, men blev overmandet og taget til fange. Stønnen og skrigen hos fjenden beviste tydeligt, at stormen var  brudt blødende sammen. Efterhånden blev det roligt, og i de våde huller snorkede snart de tapre, overanstrengte krigere.

I morgengryet begyndte påny den anstrengende sanitetstjeneste. Også nedgravning af de døde blev påbegyndt, for transport bagud kunne der slet ikke være tale om. Ingen sten, intet trækors viser stedet hvor vi har begravet vore helte, men endnu i dag flyver tankerne op på den høj, hvor i adskillige dybe kratere 23 tyske krigere hviler ud efter dette jordelivs plager.

Til middag var slagmarken takket være tysk næstekærlighed renset, så vidt fjenden ikke havde kunnet forhindre dette arbejde. Udmattet krøb jeg sammen i mit hul og faldt i søvn.

Pludselig er der én, der ryster mig: Dambeck jeg har fundet endnu en hårdt såret. Vil du hjælpe mig med at bære ham til Malancourt? Jeg vidste, at jeg ville bryde sammen undervejs, men det måtte blive et ja. To sygebærere og foruden mig en anden sølle djævel tog hver fat i et bårehåndtag, løftede lasten op på skulderen og tumlede gennem de dybe granathuller ned ad skråningen.

Overalt lå der døde, mest franskmænd og sorte, kun enkelte gange så jeg på skulderstropperne nummeret 22.

Forges-lavningen lå under ild. Jeg tog mig ikke af det. Det flimrede gult og grønt for min øjne, og mine ben truede med at svigte under mig, men et eller andet tvang mig ubønhørligt videre. Mekanisk slog vi over i halvtrav, for de fjendtlige hilsner kom lovlig tæt ind på livet af os. Dinglende og hivende efter vejret nåede vi op på den anden side af højen, men så gjorde vi udmattet holdt i et granathul.

Stille klynkede vor kammerat på båren, et alvorligt hovedskud havde berøvet ham bevidstheden. Alligevel syntes det ikke umuligt, at han kunne reddes. Efter en kort pause slæbte vi igen videre og nåede snart til Malancourt. Den lille Forges-bæk, der ellers venligst rislede gennem dalen, søgte nu i det splittede leje forgæves sin vej. Dér, hvor der ellers langs med førte en landevej, stod der nu vand, og ingen kunne vide, hvor dybe granathullerne nedenunder var.

Idet vi forsigtigt følte os frem, ofte i vand til hofterne, søgte vi gennem ruinerne en vej. Henover, nedenunder, til venstre omkring, til højre omkring nåede vi endelig vort mål, bryggeriet i Malancourt.

I en kælder, der var forblevet uskadt, lå de sårede ved siden af hinanden og ventede frygtsomt på den forløsende aften. Med opsmøgede ærmer var lægerne i arbejde, man turde næsten ikke forstyrre. Halvt bevidstløs sank vi alle fire om på det hårde gulv, ingen af os var i stand til at sige et ord. – 

En af lægerne trådte hen til vor båre, og efter en kort undersøgelse så han os medlidende  ind i  de dybtliggende øjne: Kan ikke mere reddes! –

Jeg kastede et blik på min våde bukser og på de lidende ansigtsudtryk hos min tre kammerater. Alle har sikkert i tanker gentaget: Ikke mere til at redde!

Af regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

11. maj 1916. Regiment 84 ved Højde 304 ved Verdun

C. Beuck var fører af 5. kompagni ved Regiment 84 (IR84), der i maj 1916 ankom til Verdun. Premierløjtnant Thormeyer gjorde krigstjeneste som adjudant ved II bataljon, Regiment 84 (IR84).

Få dage efter regimentet var ankommet til Verdun, rykkede det frem i forreste linie. Den 11. maj afløste regimentet i forreste linje, og det var dele af infanteri-regiment 22, reserve-infanteri-regiment 23 og bayriske infanteri-regiment 25.

C. Beuck fortæller:

Siden 11. maj lå regimentet i stilling på høj 304 foran Verdun. En lignende stilling havde vi hidtil ikke haft.

Fjern- og nærkamp blev her udkæmpet med største forbitring. Anmarchvejene lå under uafbrudt spærreild og kunne kun tilbagelægges med største besvær og sjældent uden tab.

Foran i stillingen var det ganske vist for det meste mere tåleligt. – Vi lå på denne side af højens skråning uden at kunne se hen over kammen; Det var naturligvis en vældig fordel for fjenden. For vore kommandoforesatte ville det have været ønskeligt, hvis den forreste linje, der ovenikøbet forløb ret uregelmæssigt, havde været skudt længere frem. Men så helt let var det ikke. Ven og fjende havde begge bidt sig godt fast i jorden.

Premierløjtnant Thormeyer fortæller:

Først kom II bataljon i forreste stilling, III bataljon som beredskabsbataljon i Malancourt og Haucourt og I bataljon i hvile i Nantillois. I reglen skiftede bataljonerne indbyrdes hver 5. dag, og det trinvist fra hvile til beredskab, fra beredskab fremrykning til forreste stilling, for således at give velfortjent ro i Nantillois til den til enhver tid værende stillingsbataljon.

Der måtte naturligvis af og til afviges fra denne afløsningsplan, hvis en bataljon i stillingsperioden havde lidt særligt store tab.

Senere, i slutningen af juni, blev afløsningsaftalen ændret således, at hvilebataljonen blev stillingsbataljon og stillingsbataljonen blev hvilebataljon. Lige som kampforholdene i denne stilling for regimentet var helt anderledes, langt mere intensive end i de stillinger, man hidtil havde haft på vestfronten, således kunne naturligvis heller ikke stillings- og beredskabsbataljonernes styrkefordeling puttes i et fast skema.

Egne og fjendtlige angrebsoperationer og bedømmelse af situationen måtte være bestemmende for, hvordan kamptropper og reserverne skulle være klar til indsats.

I de to første måneder af vor stillingstid på høj 304 (maj og juni) kunne stillingsbataljonens   fire egne kompagnier ikke slå til,  der blev altid tilført den to kompagnier reserver, som kunne trækkes frem, mens hver bataljon senere hen kunne klare sine opgaver ved egne styrker.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

9. maj 1916. Regiment 84 ankommer til Verdun

Premierløjtnant Thormeyer, gjorde krigstjeneste som adjudant ved II bataljon, Regiment 84 (IR84). I maj 1916 kom regimentet til Verdun.

Den lange hvile- og uddannelsestid i Chauny og andre steder fra 30. januar til 8. maj 1916 havde gjort regimentet frisk og angrebsdygtigt. Vi vidste, at denne forholdsvis lange hvileperiode ville få sin afslutning med regimentets indsats ved et af vestfrontens brændpunkter. Og således skete det.

Den 9. maj blev divisionen underlagt 24. reservekorps og hørte således til 5. armés angrebsgruppe Vest, der allerede siden marts 1916 lå i de bitterste kampe foran Verdun. Hidtil havde vi kun hørt, at de tyske angreb på Verdun havde opvist hele krigens største og voldsomste materialeslag; nu skulle vi også ved selvsyn overbevises.

Høj 304 på Verduns nordvestfront blev vort aktionsområde.

Af Regimentshistorien. Udkommer i uddrag på dansk i 2016.