Alle indlæg af Niels-Peter Lund Gade

1. april 1919. Foreslag til ændringer af tredje afstemningszone

H. P. Hanssen til Landraad Böhme
Hjemkommen fra en Rejse til Paris og London finder jeg Deres ærede Skrivelse af 21. Marts 1919. Den Samtale, som i sin Tid fandt Sted efter Deres Tilskyndelse, har jeg anset for resultatløs, da De efter Deres Tilbagevenden fra Berlin ikke kom tilbage til Sagen. I denne Opfattelse blev jeg styrket ved Meddelelser, som kom mig i Hænde i Begyndelsen af Februar fra Kredse inden for Det tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig. Jeg har derfor anset den da omtalte Ordning for uigennemførlig og ikke forfulgt Sagen yderligere.

Imidlertid er Spørgsmaalets Udvikling gaaet videre i Iltempo, og de Allierede har nu foreslaaet en anden Ordning i Fredspræliminærerne, som vi for vort Vedkommende har sluttet os til. I Henhold hertil overtages Forvaltningen af en international Kommission, bestaaende af 8 Allierede, 1 Svensker og 1 Nordmand sammen med danske og tyske Raadgivere. I Henhold hertil er jeg ikke i Stand til at afgive den af Dem ønskede Erklæring.

 

F. K.s danske Kommission ændrer sin Indstilling
Grev Bent Holstein’s ovenf. omtalte Henvendelse ang. Ejdersted-Halvøen foranledigede Charles H. Haskins til at foreslaa det franske Medlem af den danske Komm., Laroche, at tage under Overvejelse, om

Kommissionen ikke »før vor Indstilling bliver endelig godkendt« paany burde »overveje den Linje Kappel-Tønning, vi — hvad De sikkert vil erindre — fra første Færd havde taget som Udgangspunkt«? Laroche slutter sig til denne Opfattelse og underrettede samtidig Komm.s Formand, som indkaldte Komm. til nyt Møde 4. April 1919.

Her udviklede de amerikanske Medlemmer de Betragtninger — væsenlig de samme, Grev Holstein havde fremsat i sit Memorandum — som ledede dem til at foreslaa Ændringer i tredje Afstemnings-Zones Afgrænsning mod Syd, og stillede følgende Forslag:

1 ) I Artikel I, sjette Linje, efter Ordene »Hollingsted indbefattet«, vil Beskrivelsen af Grænsen blive følgende:
følger derefter den østlige og sydlige Grænse for Husum Amt indtil det Sted, hvor den forener sig med Ejdersteds Amts Grænse, hvis sydlige Linje den følger indtil det nordøstlige Yderpunkt af Byen Frederiksstad, og fra dette Punkt gaar den stik Syd ned til Floden Ejderen, hvis Løb den følger ud i Nordsøen.

2) I Artikel I, femte Afsnit ændres en Linje saaledes, at Ordene: »for at ende Syd for Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog«, erstattes med Ordene: »og slutter ved Ejderens Munding«.

Tilsvarende Ændringer vil være at foretage i Indstillingens fjerde Afdeling ved Beskrivelsen af Kortets blaa Linje, samt paa Kortene.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

26. marts 1919 – Hejmdal: Hjælp fra England

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Indsendt


Vi staar nu overfor det længselsfuldt forventede, da Genforeningen med vort eget Folk ikke længere kan hindres. Vi kan gøre Salmistens Ord til vore, naar han siger:

“Da Herren lod Zions Fanger vende tilbage, da var vi som Drømmende, da fyldtes vor Mund med Latter og vor Tunge med Jubel… Store Ting har Herren gjort imod os, vi blev glade.”

 Den samme Følelse har besjælet os og nogle af vore kongerigske Venner, som under Verdenskrigen har sukket med os, længtes efter, bedt om, at vi maatte vende tilbage til Foreningen med vort eget Folk og som nu oplever Bønhørelsen. Derfor er den Tanke opstaaet at søge afholdt en Række Gudstjenester i alle vore Sogne snarest efter Genforeningen. Hensigten er at minde os, som nu faar Grænsen flyttet, om, at Æren er Guds i det Høje, samt om, at hans Søn vil frelse os, ikke blot nu i Tiden, men først og fremmest til sit Evige Rige. – For at gennemføre denne Tanke har hine Venner nedsat et Udvalgt i Kongeriget og henvendt sig til nogle Mænd herovre, som ogsaa har dannet et Udvalgt. Til nærmere Orientering bemærkes, at Sagen ikke sættes i Værk af nogen bestemt kirkelig Organisation, medens dog Flertallet af Talerne slutter sig til “Kirk. For. f. I. M. i D.” – Sagen tænkes gennemført saaledes, at der tales 3 Aftener i hvert Sogn af 2 nye Talere hver Aften.

Om Gud vil, har vi profekteret Tiden fra 20.-25. Maj eller 17.-22. Juni.

Da der sikkert vil blive foranstaltet mange Fester og Møder i samme Anledning, saa er det Meningen med disse Linjer, i Haab om Redaktionens Velvillige Optagelse, at bede Bladets Læsere videst muligt at tage Hensyn til, at disse Gudstjenester maa kunne finde vort Folks Tilslutning.

P. U. B.
Iver Nissen, Bramdrup  


Dagens Nyheder


Hjælp fra England til Sønderjylland

Blandt Englændere og ganske særlig blandt Danske i England har Trangen til at hjælpe de nødlidende Sønderjyder længe været levende. Den har nu givet sig Udslag i Dannelse af en særlig Komite, der allerede har indsamlet betydelige Beløb foruden Levnedsmidler og Klæder, som senere vil blive tilstillet den danske Centralkomite.

H. P. Hanssens Hjemkomst
Ved sin Hjemkomst i Aftes fra Paris modtoges H. P. Hanssen paa Aabenraa Banegaard af en meget stor Menneskemængde. Danske Mænd og Kvinder fra Aabenraa By var mødt for at byde ham velkommen hjem. Saa snart H. P. Hanssen, der saa frisk og glad ud og tillige lidt overrasket over den Modtagelse, der beredtes ham, viste sig i Kupedøren, lød kraftige Hurraraab ham imøde. En lille Pige traadte frem og overrakte Hanssen en Buket af røde og hvide Nelliker. Som Ordfører for de Mødte holdt derpaa Dr. M. Michelsen en Velkomsttale.

H. P. Hanssen udtalte sin Tak for Modtagelsen og sagde, at han kun bragte gode Indtryk og Efterretninger med fra Vesteuropa. Byraadsvalgenes Udfald, som var blevet Delegationen telegrafisk meddelt, havde beredt den megen Glæde. Om nogle faa Uger vil De udtalte H. P. Hanssen videre, komme til at stemme igen ved den store Afgørelse, som gælder vor Fremtid. Dernæst fandt Bortkørslen Sted under nye Hurraraab.

– Ved et Møde paa Folkehjem Lørdag Aften vil H. P. Hanssen tale om Delegationens Pariserrejse.


Fra Felten


Død af sine Saar
I den preussiske Tabsliste meddeles, at Laue Nissen fra Stevelt, der hidtil har været meldt haardt saaret, er død den 28. August i Fjor.

Død af Sygdom
I den preussiske Tabliste meddeles, at Ebbe Wind fra Gastrupgaard den 3. November i Fjor er død af Sygdom.

Saarede
Ifølge den preussiske Tabsliste er Overløjtnant Wilhelm Petersen fra Haderslev og Hans Lauritzen fra Sønder-Vilstrup let saarede.

Ifølge den preussiske Tabsliste er Heinrich Fehlstedt fra Egernlund haardt saaret; Peter Iversen fra Sebbelev og Nicolaus Rohwedder fra Borrig er let saarede; Hans Kaad fra Købingsmark og Joseph Petersen fra Sofiedal ved Tinglev meldes saarede, og Peter Petersen fra Ringenæs, der hidtil har været meldt savnet, er saaret.

Savnede
Ifølge den preussiske Tabsliste savnes Hermann Knutz fra Ringenæs, Christian Andresen fra Helved paa Als, Jørgen Stock fra Haderslev, August Schønwaldt fra Anderup, Johannes Nielsen fra Høgelund, Hans Kudsk fra Arnitlund, Søren Aalling fra Langetved og Nissen Hoff fra Stenderup I; sidstnævnte er let saaret.

Ifølge den preussiske Tabsliste savnes Peter Clausen fra Lundsgaardsmark, Peter Petersen fra Broager, August Hansen fra Sønderborg og Villum Paulsen fra Vandling.

(Læs hele Hejmdal fra 26. marts 1919)

21. marts 1919. Den danske delegation modtages af kongen i København

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Fredag den 21. Marts 1919.

Vejret var nu blevet godt. Vi passerede Anholt og gik i Magsvejr ned over Kattegat. Det klarede mere og mere op, og i herligt Vejr stod vi ned af Sundet.

Ud paa Eftermiddagen naaede vi København. Da vi løb ind i Havnen, saa vi fra Dækket Kongen, Dronningen og en af de unge Prinser ved Anløbsstedet. Vi steg i Land. Kongen hilste straks paa Etatsraad Andersen og de andre Herrer, som han kendte.

Etatsraaden forestillede os derefter for Kongen, som vekslede nogle Ord med os. Vi tog derefter til vore Hoteller og mødtes senere i Udenrigsministeriet for at aflægge Beretning.

Det havde været vor Hensigt at rejse hjem om Søndagen, men Fredsdelegationen blev tilsagt til Audiens hos Kongen om Mandagen. Vi blev derfor i Byen Mandagen over.

Kongen hilste meget hjerteligt paa os og udtalte sig bevæget om sin Bedstefader og hans Fortællinger om Sønderjylland, der tidligt havde gjort et dybt Indtryk paa ham. Han udtalte overfor mig, at den Tid nu forhaabentlig endelig var forbi, da man mistænkte Kongehuset for at være tysksindet. Hans Bedstefader havde i sin Tid lidt meget under denne Mistanke.

Jeg svarede, at al Mistanke i den Retning sikkert forlængst var fjernet, og at vi tværtimod under vor Berøring med Kongehusets Medlemmer i Paris og London havde faaet det stærkeste Indtryk af den rørende Kærlighed, hvormed Kong Christian IX’s Børn og Børnebørn omfattede Danmark.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

20. marts 1919. Den danske delegation øjner Danmark i horisonten

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Torsdag den 20. Marts 1919.

Stormen lagde sig, og Søen blev roligere. Jeg gik allerede op paa Dækket om Formiddagen, og lidt efter lidt blev Selskabet atter fuldtalligt.

Ud paa Eftermiddagen fik vi Norges Kyst i Sigte. Efter at Mørket var indtraadt, saa vi Hirtshals’s Fyr og ved Midnatstid passerede vi Skagen. Vi passerede talrige svenske Fiskerkvaser, som havde Lanterne tændt.

Fyrene blinkede, Himlen var stjerneklar, og vi saa et herligt Nordlys, som sendte Straalebundter helt op til Zenit.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

18. marts 1919. Den danske delegation påbegynder en stormfuld hjemrejse

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Tirsdag den 18. Marts 1919.
Vi afrejste i Pullmanvogne fra London til Newcastle og gik ombord i De Forenede Dampskibsselskab’s S/S “Moses Melchior”. Ved 1-Tiden kastede vi los og gik ned ad Floden.

Det var en dejlig Nat. Vi spadserede en Times Tid paa Dækket og gik saa til Køjs. Ud paa Morgenen blæste det stærkt op, og da vi stod ud i Vesterhavet, havde vi en Brandstorm.

“Moses Melchior” var sammenlignet “Fionia” en lille Skude som arbejder svært i Søerne. Paa de to Etatsraader nær blev vi derfor i Køjerne hele Dagen.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

17. marts 1919. Den danske delegation finder stærkt sammenhold i England

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Mandag den 17. Marts 1919.
Delegationen var indbudt til Frokost i den danske Klub, men Nis Nissen og jeg forvildede os i Byen og kom derfor ikke med. Klokken 5 var vi indbudt til The hos Kammerherre Carstenskiold, hvor den danske Koloni i London var samlet.

Jeg stiftede her flere interessante Bekendtskaber, deriblandt med Skibsreder Sir William Petersen, som har været engelsk Statsborger i 40 Aar og betragtes som den rigeste Dansker derovre. William Petersen fortalte mig, at han havde været en personlig Bekendt af Lord Kitchener, om hvem han i en længere Samtale fortalte mange interessante Træk.

Gesandten bød os velkommen. Han havde kort Tid før haft Besøg af 4 sønderjydske Krigsfanger og meddelte os det Indtryk, deres Fortælling havde gjort paa ham.

Jeg tog derefter Ordet og bragte Englænderne en Tak for deres udmærkede Bistand og for den Venlighed, hvormed de havde modtaget os. I min Tale fik jeg endvidere Lejlighed til at udtale min Glæde over det stærke Sammenhold, som vi havde fundet mellem Danskerne i England, et lignende Sammenhold havde vi ikke fundet i Paris. Men dette hænger maaske sammen med, at Danmarks livlige Handelsforbindelse med England har skabt en fast bosiddende Koloni i London, medens Danskerne i Paris mere er Fugle paa Træk.       

Sønderjyske Årbøger, 1926.

16. marts 1919. Den danske delegation på udflugt til Windsor

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Søndag den 16. Marts 1919.
I 4 af Regeringen til vor Raadighed stillede Biler foretog vi en overordentlig interessant Biltur til Windsor og Maidenhead. Jeg tog Plads hos Chaufføren for bedre at nye Udsigten og fik af hende, det var en Dame, Besked om et og andet under Farten. Turen førte os gennem dejlige frugtbare Egne ind i de store engelske Parkanlæg med herlige gamle Ege, som omgiver Windsor. Vi kørte ind paa Slotspladsen og blev yderst høflig modtaget. Vor Ankomst var ventet, og vi blev ført omkring i de prægtige Repræsentationslokaler, hvor der var store Billedgallerier med mange fremragende Kunstværker. Derpaa spadserede vi i Haven og beundrede den 3 engelske Mil lange snorlige Alle, der fra Haven førte ud gennem den herlige Park. Etatsraad Andersen fortalte, at han sidste Sommer havde været Gæst hos det engelske Kongepar herude, hvor det levede under meget borgerlige Forhold. Fra Windsor kørte vi videre gennem herlige Parker og Skove til Maidenhead, hvor vi spiste Middag. Ved 4-Tiden var vi atter tilbage i London efter at have tilbragt en herlig Dag.    

   

Sønderjyske Årbøger, 1926.

15. marts 1919. Den danske delegation i audiens hos Dronning Alexandra

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Lørdag den 15. Marts 1919.
Om Formiddagen kørte vi en Tur i Byen. Efter Frokost blev vi Klokken 1 modtaget i Udenrigsministeriet af Lord Curzon. Etatsraad Andersen, som tydeligt nok stod paa en meget fortrolig Fod med Lorden, fortalte mig bagefter, at han havde lært ham at kende for mange Aar siden, da han som ung Mand var kommet til Siam. Senere havde han truffet ham som Vicekonge i Indien.

Lord Curzon er en høj, smuk Mand med et fint, glatraget Ansigt, let skaldet paa Issen med langt Haar strøget ned bag Ørerne og i Nakken. Mest paafaldende var hans rolige, forskende Øjne. Vi blev forestillede af Etatsraad Andersen. Han gav os alle Haanden og hilste os med et: How do you do. Derefter satte vi os i en Rundkreds om hans Skrivebord, Etatsraaden nærmest i en Lænestol. Det meste af Tiden førte han Ordet.

Lorden ønskede os til Lykke med, at vi nu atter kom tilbage til Danmark. Vi bukkede og takkede. Efter 10 Minutters Forløb var Audiensen forbi – en engelsk Udenrigsminister har meget at gøre – og Lorden gav os atter Haanden til Afsked.

Vi kørte hjem til Hotellet, klædte os om og gik Klokken 3 med Etatsraad Andersen i Spidsen til det kgl. Slot, hvor Dronning Alexandra vilde modtage os i Audiens.

I Forhallen blev vi modtaget af en ældre Hofdame, som kunde tale lidt dansk, derpaa kom en meget gammel, krumbøjet Hofmand, støttende sig til en forsvarlig Stok. Han drog Etatsraad Andersen og Alexander Foss i Samtale. I Hallen var der opstillet Buster af Kong Christian IX og Dronning Louise. 

En høj Officer, ældre Mand i Khakiuniform og meget umilitærisk i sin Holdning sluttede sig til. Saa gik Turen til de indre Gemakker. Etatsraad Andersen blev først kaldt ind, derpaa den danske Delegation og tilsidst vi 4 Sønderjyder.

Jeg blev ved min Indtræden af Etatsraad Andersen forestillet for Dronningen, som drog mig ind i en Samtale om Forholdene. Hun var desværre meget tunghør, talte noget stivt med engelsk-tysk Akcent, men ellers korrekt Dansk og udtrykte sin store Glæde over, at vi kom tilbage til Danmark. Dronningen udtalte samtidig Haabet om, at Ejderen atter maatte blive Danmarks Grænse.

Hendes varme Følelser og Troskab mod Danmark og hendes store Pietet overfor Forældrene og hele den kgl. Slægt var rørende.

Mens jeg stod og talte med Dronningen, hørte jeg gentagne Gange Etatsraad Andersen sige til Prinsesse Victoria, der stod lige bag ved mig: “Nu maa De tale Dansk, Prinsesse Victoria, nu maa De tale Dansk, der er flere af Delegationen, som ikke kan tale Engelsk”. Jeg kan ikke, jeg taler saa daarligt”, svarede Prinsessen hver Gang. –

Etatsraaden følte sig ogsaa her som hjemme. Han blev behandlet som en gammel kær Onkel. Vi maatte alle indskrive vore Navne i en Bog, som Dronningen lagde frem. Hun førte mig hen til et lille Bord, hvorpaa der stod forskellige Miniaturer og Antikviteter, som hun havde arvet efter sine Forældre og andre kære Slægtninge. De havde aabenbart meget stor Værdi for hende som Slægtsminder.

Under Samtalen fik jeg blandt andet Indtryk af, hvor afholdt Prins Hans havde været ved det engelske Hof. Efter en halv Times Forløb trak vi os tilbage. Baade Dronningen og Prinsesse Victoria rakte os Haanden til Afsked.   

Sønderjyske Årbøger, 1926.

14. marts 1919. Den danske delegation på sightseeing i London

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Fredag den 14. Marts 1919.

Da vi om Morgenen kom ned fra vore Værelser, blev det meddelt os, at Regeringen havde stillet 3 Biler til vor fri Disposition.

Vi 4 Sønderjyder kørte om Formiddagen en Tur ud gennem Byen og tilbage gennem Hyde Park. Derefter samledes Delegationen til en fælles Frokost paa Carlton Hotel.

Om Eftermiddagen foretog vi atter en Køretur, denne Gang forbi Tower, Parlamentet og rundt i Byen.

Om Aftenen Klokken 7½ gav Etatsraad Andersen en Middag, hvortil foruden Delegationen Kammerherre Carstenskiold og Direktør Madsen-Mygdal var indbudt. Ved Kaffen havde jeg en længere Samtale med Kammerherren, af hvem jeg fik et godt Indtryk.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

13. marts 1919. Den danske delegation bryder op fra Paris

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Torsdag den 13. Marts 1919.

Opbrud fra Paris. Vi tog afsted ved Middagstid. Den danske Legation og andre Danske, deriblandt Franz von Jessen med sin lille Soldaterpige var mødt paa Banegaarden for at tage Afsked med os. Vi fik overrakt Blomster, og jeg modtog som Gave fra Oberstinde Andersen en dejlig Silkefane.

Vi kørte derefter i Pullmanvogn til Boulogne ad samme Vej, som vi var kommet til Paris, men denne Gang i straalende Solskin. Overfarten Boulogne-Folkestone gik let. Der var Mængder af Officerer og uniformerede Damer ombord. Vi spadserede først paa Dækket, men da det blev koldt, bænkede vi os i Kahytterne, hvoraf to udelukkende var stillet til vor Disposition.

Landgangen i Folkestone gik ligeledes glat. Vore Pas blev efterset og fundet rigtige. Derefter rejste vi videre i Pullmanvogne. Vi ankom til London ved 10-Tiden og blev modtaget paa Banegaarden af Hr. Synge, en høj Embedsmand i Udenrigsministeriet, og af den danske Gesandt, Kammerherre Carstenskiold, som førte os til Vogne, der stod rede til at køre os til Carlton Hotel, hvor vi fik Værelser anviste.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

12. marts 1919. Den danske delegation forbereder hjemrejsen

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Onsdag den 12. Marts 1919.
Da Fredsdelegationen for et Par Dage siden aflagde et Besøg i Versailles, kunde Alexander Foss, Neergaard og jeg ikke deltage i Turen, fordi vi var optaget af vigtige Forretninger. En dansk Mand, Købmand Davidsen, havde nu stillet os sin Bil til Raadighed til en Tur til Versailles, som skulde foregaa i Dag. Neergaard blev imidlertid forhindret i sidste Øjeblik, fordi han sammen med Dr. Munch skulde deltage i en Sammenkomst med Lord Robert Cecil for at drøfte Danmarks Stilling til Folkenes Forbund.

Alexander Foss og jeg tog derfor ene afsted og havde en dejlig Tur. Vi kørte gennem St. Cloud, saa Udsigten over Paris fra Terrassen og ankom til Versailles ved 10-Tiden, hvor vi hørte, at Slottet først var aabent fra Klokken 1. Vi spadserede da et Par Timer i den herlige Park, spiste derefter Frokost i Byen og besaa senere Slottet.

Der var under alt dette rig Lejlighed til at udveksle Meninger om udenrigske og hjemlige politiske Forhold. Jeg fandt Alexander Foss vel informeret paa alle Omraader. Vi kom hjem ved 4-Tiden.

Under vor Fraværelse var Krigsfangesagen blevet fremme videre. Der var blevet arrangeret en Visit hos en General, der havde med Fangevæsenet at gøre, og jeg skulde have været derhen sammen med Dr. Munch og Professor Verrier. Da Nis Nissen tog derhen i mit Sted, havde jeg dog ikke forsømt noget.

Om Aftenen gav Delegationen en Middag for Kammerherre Bernhoft, Legationsraad Engelsted med Frue, Pressechef Krabbe, H. V. Clausen med Frue, Franz von Jessen, den norske Gesandt Baron Wedel-Jarlsberg, Professor Verrier og Frue, Hr. og Fru de Quirielle, Bankdirektør Prior – jeg husker i Øjeblikket ikke flere.

Dr. Munch bød Velkommen og erklærede, at der ikke skulde holdes Taler. Den norske Gesandt tillod sig dog straks den Bemærkning, at det var meget tvivlsomt, om dette Forbud vilde kunne overholdes. Senere brød han det og talte for Sønderjyderne og Sønderjylland. Jeg fulgte hans Eksempel og rettede først en Tak til de nordiske Folk for den Sympati, de havde vist os, og som Taleren havde givet saa varmt Udtryk. Dernæst takkede jeg Kammerherre Bernhoft, til hvem jeg rettede nogle hjertelige og anerkendende Ord, og endelig rettede jeg en Tak til Frankrig og de tilstedeværende Franskmænd, idet jeg sluttede med et: Leve Frankrig.

Kort efter hævedes Bordet, men vi blev endnu længe sammen og havde det meget hyggeligt.

 Sønderjyske Årbøger, 1926.

11. marts 1919. “Vi skærer nu den preussiske ørns kløer meget stærkt tilbage, men vi ved, de vil vokse ud igen”

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Tirsdag den 11. Marts 1919.
Vi samledes om Formiddagen i Hotel Meurice, udvekslede Meninger og aflagde Beretninger. Det blev besluttet, at vi skulde gøre et alvorligt Forsøg paa at faa Krigsfangerne fra Afstemningsomraadet med os hjem. Etatsraad Andersen vilde i saa Fald lade “Russia” gaa over efter os.

Vi drøftede indgaaende de finansielle Spørgsmaal, som Etatsraaderne Andersen og Glückstadt vilde arbejde videre med.

Før vi gik fra hinanden, oplæste Etatsraad Andersen et Brev fra den tidligere engelske Gesandt i Konstantinopel, som efter Paalæg af Balfour indbød Delegationen til at være den engelske Regerings Gæster under Opholdet i London.

Vi 4 Sønderjyder var blevet indbudt til Middag Klokken 8,15 paa Hotel Majestic af de engelske Medlemmer af den belgiske Kommission, men endvidere var vi indbudt til Aften hos Professor Verrier. Vi besluttede derfor at dele os, saaledes at Andreas Grau og jeg gik til Englænderne, Kloppenborg-Skrumsager og Nis Nissen derimod til Professor Verier.

Indbydelsen udgik fra Headlam Morley, fra hvem jeg modtog et længere Brev. Da hverken Andreas Grau eller jeg kunde tilstrækkeligt Engelsk til at føre en Samtale paa dette Sprog, hvor Ordene skulde vejes nøje, havde vi i Forvejen henstillet til Headlam Morley, om Samtalen ikke kunde føres paa Tysk, og vi havde faaet Meddelelse om, at der ikke var noget til Hinder herfor, da baade han og Sir Eyre Crowe beherskede det tyske Sprog.

Vi blev i Hotel Majestic modtaget af Kriminalpolitiet. Hotellet er rent engelsk, her bor ogsaa Lloyd George og de øvrige engelske Statsmænd.

Vi maatte i Forhallen gøre Rede for, hvad vi vilde, og lade vore Navne indføre i en Bog, inden vi kunde gaa videre. Vi blev derefter modtaget af Carnegie, der havde fungeret som Sekretær den Dag Delegationen mødte for Kommissionen. Senere kom Morley, en ældre, høj, mager Mand, noget sjusket i sin Paaklædning, og Sir Eyre Crowe, som struttede af Energi. Begge havde sjældent kloge Øjne. En fjerde Englænders Navn husker jeg ikke. Han blandede sig ikke i Samtalen og trak sig tilbage umiddelbart efter Middagen.

Ved Bordet havde jeg Sir Eyre Crowe paa min højre og Headlam Morley paa min venstre Side. Andreas Grau sad med Morley paa sin højre og Carnegie paa sine venstre Side. Samtalen var meget livlig. Morley talte især med Grau om Dannevirke-Linjen og søgte at udforske, om der ikke var Modsætninger tilstede, som Delegationen søgte at skjule, om der ikke var mange Danske, der vilde have Dannevirke- Linjen, og om det ikke havde været rigtigere at udstrække Afstemningsomraadet dertil.

Andreas Grau bestred dette under Henvisning til, at der ved Afstemningsomraadets Fastsættelse var taget Hensyn til alle Ønsker fra Befolkningens Side om at deltage i Afstemningen. Min Samtale med Sir Eyre Crowe var overordentlig interessant. Han udtalte sig meget aabent om alle Forhold. Nu og da indskød Morley en Bemærkning. Efter Bordet tog han livlig Del i Samtalen. 

Sir Eyre Crowe forskede først ligesom Herbette hos Franz von Jessen efter separatistiske Bevægelser i Tyskland. “Frankrig ser med Bekymring ud i Fremtiden”, sagde han. “Vi skærer nu den preussiske Ørns Kløer meget stærkt tilbage, men vi ved, de vil vokse ud igen. Hvor meget vi end svækker det tyske Rige ved Grænserne, borttager det dog ikke Frygten for, at Tyskland atter vil rejse sig og paany kræve Revanche. Vi maa derfor søge at svække Preussen ved at forebygge, at dets Overvægt indenfor Riget ogsaa fremtidig bliver bestemmende for Rigets Politik.

Preussen vil blive svækket stærkt ved Polens Genoprettelse. Det kan betragtes som afgjort, at Danzig vil tilfalde Polen, som vil blive stort og stærkt, og ligeledes at Nordslesvig vil tilfalde Danmark.

Men dette er ikke nok. Det maa betragtes som ønskeligt, at der udskilles særlige Stater af Preussen indenfor Rigets Grænser”. Dermed kom han ind paa Spørgsmaalet: Hvad er der af separatistiske Bevægelser i Tyskland. Jeg henviste til Welferne i Hannover, som lige siden 1867 uafbrudt har været repræsenteret i den tyske Rigsdag, til Slesvig-Holstenerne, som atter kræver et selvstændigt Slesvig-Holsten, og til de partikularistiske Bevægelser, der efter Sammenbruddet spores i Rhinlandene. De Oplysninger, jeg kunde give ham om disse Forhold, faldt øjensynlig i god Jord.

“Tyskerne maa nu underskrive alt, hvad vi kræver”, var Omkvædet i hans Udtalelser, “men vore Krav bør være forstandige og have en vis indre Berettigelse”, tilføjede han.

Samtalen gled over paa den militære Situation. “Vi har oplevet frygtelige Tider” sagde han. “Første Gang i August 1914. Vi havde da ikke blot opgivet Kanalhavnene og Paris, men ogsaa Bordeaux. Alle Englands Tilførsler var i Tiden før Marneslaget indstille paa Marseille. Vi troede ikke, før Marneslaget var slaaet, at Bordeaux kunde holdes. Anden Gang var under Foraarsoffensiven i 1918. Hvorfor gik Tyskerne ikke videre frem? Vejen var jo aaben? Vi var sprængt fra hinanden. Det var frygtelige Øjeblikke. Tyskernes Gennembrud vilde selvfølgelig ikke have ændret Krigens endelige Udfald, men det vilde have udskudt Afgørelsen i Maaneder, maaske i Aar.”

Jeg henviste til, at Tyskernes Kræfter var udtømt, da de naaede Amiens, og gav et Referat af, hvad en preussisk General havde meddelt os i den tyske Rigsdag om Aarsagen til, at Fremstødet var ebbet ud. Situationen var, sagde jeg, som naar et Par Brydere maa holde inde, fordi begges Kræfter er udtømt.

Ligesom de fleste andre fremstaaende Statsmænd, som vi her kom i Berøring med, rettede ogsaa Sir Eyre Crowe voldsomme Angreb mod Tyskerne. Han fortalte mig, at hans egen Mor var tysk – en Søster til Admiral v. Holtzendorff – og at hans Søster var gift i Berlin, – hende hørte han nu aldrig fra -, men Slægtskabsforholdet mildnede ikke hans haarde Dom. Tyskerne havde øvet utrolige Forbrydelser, sagde han, og Straffen vilde ikke udeblive. De anede endnu ikke, hvor omfattende et Materiale Englænderne sad inde med. I Amerika havde baade Bernstorff og Dernburg brugt Metoder, som trodsede enhver Beskrivelse. Materialet vilde senere blive offentliggjort, og saa vilde det tyske Folk maaske dog endelig faa Øjnene op.

Da han omtalte Bernstorffs Virksomhed i Amerika, indskød jeg den Bemærkning, at Grev Bernstorff, efter hvad han selv havde meddelt mig under en Samtale i det tyske Udenrigsministerium, havde været udset til Leder af den tyske Fredsdelegation. Dertil svarede Sir Eyre Crowe, at dette viste, hvor lidt Tyskerne endnu forstod deres Stilling. Hvis han efter alt, hvad der var forefaldet i Amerika, var kommet til Paris som Leder af Fredsdelegationen, vilde han være blevet jaget ud af Byen.

Jeg spurgte om Kejserens Skæbne. “Folket kræver ham udleveret og stillet for en Domstol”, sagde han. “Personlig er jeg af den Mening, at en Kommission bør undersøge alt, fremlægge Akterne for Offentligheden og overlade den Dommen, og at der saa ikke bør foretages mere imod ham. Men jeg tror ikke, at denne Opfattelse vil sejre. Folket kræver med stigende Styrke, at han skal stilles for en Krigsret og dømmes.”

Om Grev Brockdorff-Rantzau sagde han, at han var klogere end Grev Bernstorff, men at det var helt uforstaaeligt, at han sluttede sig til den nuværende Regering. Dette viste tydeligt nok, at der ikke var Tale om en Systemforandring i Tysklands Udenrigspolitik. Derpaa tydede ogsaa Tysklands vedvarende Propaganda i Spanien, Rumænien og andre Landet. I Rumænien havde de Allierede i disse Dage opsnappet Flyveskrifter, som opfordrede til en bolsjevistisk Revolution. Paa enkelte Eksemplarer fandtes det østerrigske Udenrigsministeriums Stempel. Propagandaens Forbindelse med Tyskland var endnu ikke konstateret, men utvivlsomt tilstede. Det var skandaløst, at Tyskland saaledes vedvarende ødslede Millioner ud til den udenlandske Propaganda.

Fuldmægtig Laage-Petersen havde Dagen før meddelt Delegationen, at han under en Samtale med Englænderne havde faaet det Indtryk, at man fra Ententens Side paatænkte at ordne Sagen saaledes, at der maatte afsluttes en dansk-tysk Traktat vedrørende Afstaaelsen. Jeg spurgte under Henvisning hertil Sir Eyre Crowe, om der laa noget til Grund for denne Meddelelse. “Nej”, svarede han, “det kan der ikke være Tale om. Der foreligger Præcedens i Venetiens Afstaaelse til Frankrig. Sagen vil blive ordnet paa denne Vis. Der vil ganske vist foreligge en Række Enkeltheder, som maa ordnes, men som ikke kan optages i Fredstraktaten. Derfor vil det blive nødvendigt, at der nedsættes særlige Kommissioner, som ordner dem. Disse Kommissioneres Nedsættelse bestemmes i Fredstraktaten.”

Efter Middagen hos Englænderne tog Andreas Grau og jeg ud til Professor Verrier, hvor vi fandt et talrigt Selskab, deriblandt alle Delegationens øvrige Medlemmer. Verriers Hustru, Sønner og en Datter var tilstede. Modtagelsen var meget hjertelig. Jeg fik imidlertid ikke talt meget med ham ved denne Lejlighed, da Alexander Foss straks trak mig ind i Professorens Arbejdsværelse for at læse en Artikel om Kanalspørgsmaalet i “Le Temps” for mig. Artiklen var tydeligt nok stærkt paavirket af min Samtale med Herbette hos Franz von Jessen. I Selskabet traf jeg atter Madame de Quirielle og vekslede nogle Ord med hende.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

10. marts 1919. Den danske delegation forhandler om de sønderjyske krigsfangers hjemsendelse

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Mandag den 10. Marts 1919.
Om Formiddagen tog Dr. Munch og jeg hen til Direktøren for Krigsfangegevæsenet, hvor vi efter Aftale traf Professor Verrier. Vi vilde forhandle med Direktøren om de sønderjydske Krigsfanger for snarest muligt at faa dem hjemsendt. Vi blev vel modtagne. Direktøren var flink og imødekommende. Nu da Grænsen for Afstemningsomraadet kunde betragtes som fastlagt, vilde Hjemsendelsen snart kunne begynde. Det vilde gaa hurtigst, hvis Clemenceau dekreterede, at Fangerne skulde hjemsendes. Efter Aftale med mig havde Professor Verrier allerede et Par Dage før indgivet en Rapport til Clemenceau og i den foreslaaet, at alle i Afstemningsområdet hjemmehørende Fanger skulde sendes hjem saa tidligt, at de kunde deltage i Afstemningen. Vi meddelte Direktøren dette, og han raadede os derefter til personligt at søge Foretræde hos Clemenceau og foredrage ham Sagen. Skønt der næppe vilde være Udsigt til, at han kunde modtage os, da hans Tid var uhyre stærkt optaget, telefonerede Direktøren derhen for at aabne os Vejen. Generaladjudanten svarede, at Clemenceau ikke var tilstede, men at han allerede havde læst Professor Verriers Rapport og paa den skrevet: Det ske saaledes. Sagen kunde dermed betragtes som ordnet.

Da vi bort fra Direktøren, besluttede vi at fortsætte vore Bestræbelser for hurtigst muligt at faa Fangerne hjem. Professor Verrier mente, at de burde sendes hjem med et fransk Krigsskib. Han havde allerede bragt dette i Forslag paa ledende Sted, og hans Forslag var blevet modtaget med Velvilje, selv vilde han i saa Fald ledsage Fangerne. Da vi efter Hjemkomsten aflagde Beretning og drøftede sagen med Delegationen, mente Etatsraad Andersen imidlertid, at dette vilde gaa for langsomt. Han tilbød at sende “Russia” til Frankrig efter Fangerne og Delegationen, hvis Sagen kunde ordnes saa hurtigt, at vi kunde føre Fangerne med os hjem.

Klokken 1 var delegationen indbud til Frokost hos Prins Georg af Grækenland. Paa Alexander Foss og Bramsnæs nær, som var optaget af Forretninger, havde vi alle modtaget Indbydelsen. Vi kørte derhen i 3 Biler med Etatsraad Andersen i Spidsen. Prinsen boede i en Villa udenfor Byen, som Prinsessen, født Bonaparte, havde arvet efter sine Forældre. Prinsen, en høj, rank Mand med kraftige Ansigtstræk, jævn og ligefrem i sin Optræden taler korrekt Dansk. Han modtog os paa Trappen. Vi blev ført ind i en Salon med tilstødende Arbejdsværelse og straks inddraget i en livlig Samtale. Det viste sig, at Prinsessen, som har tilbragt sin Barndom og Ungdom i Frankrig og senere i en Aarrække levet med sin Mand paa Kreta, til vor Forbavselse ogsaa talte Dansk, omend ikke fuldt saa korrekt. Hun tog Plads i en Sofa mellem Dr. Munch og Nis Nissen og førte en meget livlig Samtale med dem. Klokken 1½ gik vi til Bords. Prinsessen sad mellem Etatsraad Andersen og Dr. Munch, Prinsen mellem Neergaard og mig. Ved Bordet fortalte Prinsen os mange Træk fra Kreta. “Politikerne”, sagde han, “er der , som alle Vegne, Ulykken, – Danmark selvfølgelig undtaget”, tilføjede han og bukkede smilende for os. Han fortalte, at han sammen med Kong Christian X havde været ombord paa “Dannebrog” udenfor Kolding Fjord, da Krigen brød ud. De havde da drøftet Krigens eventuelle Udfald, og han havde udtalt Ønsket om, at han, naar Freden blev sluttet, maatte kunne ride ind i Sønderjylland. Dette vilde nu, haabede han, gaa i Opfyldelse.

Efter Frokosten kom jeg i livlig Samtale med Prinsessen, som viste sig meget interesseret i sønderjydske og danske Forhold og rettede mange Spørgsmaal til mig. Samtalen gled ind paa Sønderjydernes Deltagelse i Krigen. Da hun hørte, at Nis Nissen havde været med, opfordrede hun ham til at fortælle hende noget om sine Oplevelser.

Etatsraad Andersen betegnede sig selv som hjemme i Huset og var det øjensynlig ogsaa. Han blev modtaget og behandlet som en kær gammel Slægtning. Børnene, en Søn og en Datter, sunde og kraftige Børn, som saa opvakte ud, kom ind og hilste og var tydeligt nok fra tidligere Tid velkendt med Etatsraaden. Hvad der glædede os alle, var at modtage et stærkt Indtryk af Prinseparrets varme Følelser overfor Danmark, som gav sig Udtryk paa mangfoldige Maader, ikke mindst i deres indgaaende Kendskab til det danske Sprog og danske Forhold i det hele taget.

Klokken 7½ var jeg indbudt til Middag hos Kammerherre Bernhoft. Tilstede var af Delegationen: Etatsraaderne Andersen og Glückstadt samt Dr. Munch, endvidere den norske Gesandt, Baron Wedel-Jarlsberg, den svenske Gesandts Frue, Grevinde Ehrensvärd, Legationsraad Engelsted og Frue og en Slægtning af Kammerherren. Efter Bordet gik Samtalen meget livligt. Den norske Gesandt var velunderrettet og meget underholdende. Overfor mig roste han Kammerherre Bernhoft i høje Toner. “Ham dér har Mod, ser De”, sagde han, idet han pegede paa Kammerherren. Der blev talt meget om den tyske Spionage, Tyskernes Færd i Amerika og deres Grusomheder i Belgien, som havde vakt en uhyre Forbitrelse i Frankrig. Tyskerhadet slog os under Opholdet i Paris i Møde alle Vegne. Det var dybt, og man sagde, at det vilde blive varigt. Men Tiden vil vel ogsaa her vise sig som den store Læge. Etatsraad Andersen talte med mig om Købet af en Ejendom ved Alssund. Vi blev enige om Ønskeligheden af at afholde et Forhandlingsmøde, hvortil hele Delegationen skulde indkaldes, den næste Dags Formiddag. 

   

Sønderjyske Årbøger, 1926.

10. marts 1919 – Hejmdal: Det slesvigske spørgsmål fra en landmands standpunkt

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

En Dannevirkemand


Cornlius Petersen:

“Det slesvigske Spørgsmaal fra en Landmands Standpunkt”
Flensborg i Februar 1919

Der er meget i Cornelius Petersens nylig udkome Pjece, som det fryder en dansk Nordslesviger at læse netop af en Tysker. Hvad han skriver om vor Hjemstavns Historie, vidner om en ærlig Vilje til at frigøre sig for de slesvig-holstenske Lærdomme, som fremdeles doceres af det tyske Udvalg. Han udtaler aabent, at Slesvig er “et gammelt dansk Land” som Tyskheden kun har faaet Indpas i ved tidligere Tiders Uforstand, og hans Dom over det tyske Tvangsregimente i Nordslesvig er saa sønderknusende, at den næppe kunde være udtalt skarpere af en Dansk.

Dog – det er ikke Fortiden, den lille Pjece gælder, men Fremtiden, og hvad Slesvigs Fremtid angaar, gør Forfatteren sig til Talsmand for, at skal Nordslesvig afstaaes til Danmark, bør Sydslesvig indtil Linjen Slien-Dannevirke-Trene-Ejderen følge med:

“Tidspunktet, da Slesvigs Skæbne skal afgøres, er kommet! Wilson, den amerikanske Professor, som sikkert ogsaa er nøje orienteret med Hensyn til vore nationale Forhold, træffer Afgørelsen. Over Nat vil der være draget en Kløft gennem Slesvig, fra Flensborg til Tønder. Det tyske Udvalg for Nordslesvig stiller sig paa det Standpunkt: “Slesvig udelt ved Tyskland.” Hvis det imidlertid er Slesvig, som det er Udvalget særlig om at gøre, burde det ogsaa gøre det næste Skridt – tage det omvendte op i sit Program: Skal større Dele af Slesvig afstaas til Danmark, saa ogsaa det hele.”

Forfatteren er altsaa imod, at Slesvig deles. Hvorfor? Man fristes til at sige, at mens det tyske Udvalg holder paa Udeleligheden for at fastholde Nordslesvig ved Tyskland, betoner C. P. Udeleligheden, for at Sydslesvig bliver draget med til Danmark. C. P. vil maaske ikke synes om denne Udlægning, men den paatrænger sig Gang paa Gang, naar man læser, hvad han iøvrigt anfører imod Delingstanken:

“At drage en Grænse gennem Slesvig, ligegyldigt hvor, er umuligt for enhver Slesviger. Slesvig er en Enhed i økonomisk og folkelig Henseende; man vil gensidig ikke undvære hinanden.”

Denne Opfattelse holder ikke Stik. Tyskerne har rigtignok hidtil ikke villet høre Tale om en Deling, men det var Synd at sige, at det var paa Grund af Kærlighed til os. De vilde simpelthen beholde det hele. Men vi danske Nordslesvigere har forlængst været fortrolige med Delingstanken. Den Kløft, som C. P. er saa bange for skal blive draget “over Nat”, har forlængst været der, baade i økonomisk og folkelig Henseende. 

[…]

Det er Udtalelser, som ikke maa overses. De viser, at det, Cornelius Petersen vil, trods alle smukke Ord om det danske Folks høje Kulturtrin ikke er en Sammensmeltning med Danskheden, men et sikkert og godt Sted at være, mens Stormen drager forbi derude. Han siger ikke udtrykkeligt, at Opholdet kun skal være midlertidigt, men er der nogen der tvivler om, at saa snart den Dag kommer, da det tyske Folk atter rejser sig efter Fornedrelsen, da vil ogsaa de tyske Sydslesvigere blive grebet og revet med, akkurat som de blev det i forrige Aarhundrede? Til den Tid er de forlængst blevet danske, indvendes der, da vil “den tyske Fernis være skrabt af dem”, de er jo kun “fortyskede Danske”, tænker de Mænd, der nu tiljubler Cornelius Petersen og lover Sydslesvigerne Guld og grønne Skove. Akkurat saadan tænkte og talte ogsaa Tyskerne i tidligere Tid om de danske Nordslesvigere, og dog blev de skuffede.

Men den Risiko, Tyskland kunde løbe, fordi det var et stort og mægtigt Land, der intet behøvede at befrygte fra det lille Danmark, den Risiko kan Danmark ikke løbe uden at sætte sin Fremtid paa Spil.


Fra Felten


Fra Fangenskabet
For Venners Skyld sendes følgende Addresser: Jæger Jørgen Nielsen Iversen, Jærger-Regmt Nr. 5, 2. Komp. Prisonnier de Guerre (Cie P. G. Nr. 187) parle Bureau de Renseignements Ecole Militaire, Paris.

Hans Jepsen Nr. 856, Fuf. Regmt. 80, 8 Komp. Comp. P. G. R. L. Nr. 67 par le Depot de St. Mihiel, Meuse, France.

Ifølge den preussiske Tabsliste er Hans Petersen fra Skodsbøl og Christian Sørensen fra Ørby faldne i Fangenskab.

(Læs hele Hejmdal fra 10. marts 1919)

9. marts 1919. Den danske delegation indsamler souvenirs fra slagmarken

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Søndag den 9. Marts 1919.
Biltur over Soissons og Reims. Jeg tog min Rejsekappe paa og satte mig foran hos Chaufføren for bedre at kunne nye Udsigten. Vi var 4 Biler i Følge, Delegationen fuldtallig paa Etatsraaderne Andersen og Glückstadt nær, Harald Scavenius med Frue, H. V. Clausen med Frue og Direktør Prior. Vi startede Klokken 7 Morgen. Vejret var graat, en Tid lang taaget, Landskabet smukt. Det varede ikke længe, før vi saa de første Spor af Krigen. Først Skyttegrave, Lejre, Artilleristillinger, saa nedbrudte Huse. Markerne var næsten overalt tilsaaet med Vintersæd og saa godt ud. Vi mødte Soldater alle Vegne, ogsaa mange farvede Tropper. Amerikanerne var stærkt repræsenteret. Efterhaanden som vi nærmede os Soissons, blev Sporene af Kampen tydeligere, mange Krigergrave og Dækninger udgravet i Vejkanterne, nedskudte og splintrede Træer, lange Rækker af Skyttegrave, Granater, Patronkasser og Patroner i Titusindvis strøet ud langs Vejene og meget mere viste, hvor Kampen havde raset. Vi naaede Soissons Klokken 10½ og spadserede hen til Kirken, som tydelig nok havde været Skive for Artilleriet og næsten var helt ødelagt. Hele Kvarteret omkring Kirken var en Ruinhob, Byen var øde, der stod endnu kun ganske enkelte Huse, deriblandt et Hotel, hvor vi spiste Frokost i et Værelse, der bar synlige Spor af Kampen. Saa gik det videre efter Reims. Et Par Steder undervejs gjorde vi Holdt ved Slagmarker og Lejrpladser. Vi samlede Hjælme, Vaaben og Patroner op, som endnu laa paa Valpladserne i Massevis. Jeg tog blandt andet en Gasmaske med mig, men glemte den uheldigvis senere paa Hotellet i Epernay.

Reims mindede mig om Pompeji – en død By – før Krigen havde den 115,000 Indbyggere, nu knap 5000. Kirken var meget ramponeret. Der var rømmet et smalt Spor henad Gaden, til begge Sider laa alt i Ruiner. Mellem disse Ruinhobe kørte vi atter ud af Byen. Vognene skulde have ført os tilbage til Paris igen, men Klokken var bleven mange, og Chaufførerne erklærede, at det var for sent, at der bestod strenge Forskrifter. Vi blev da enige om at køre ned til Epernay og tage med Toget Klokken 7 derfra. I Epernay, hvor vi havde en god Times Ophold, spise vi til Middag og rejse saa Klokken 7 tilbage til Paris, som vi naaede ved 10 Tiden. Det havde været en meget bevæget og indholdsrig Dag.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

8. marts 1919. “At man dog skulle opleve det!”

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Lørdag den 8. Marts 1919.
Om Eftermiddagen var Etatsraaderne Andersen og Glückstadt, Alexander Foss, Neergaard og jeg inviteret til The hos Franz von Jessen sammen emd Chefredaktøren for “Le Temps”, Herbette. Forinden aflagde Dr. Munch, Neergaard og jeg en Visit hos Formanden for Deputeretkammerats Udvalg for udenrigske Anliggende, Franklin Bouillon, en meget ilter Herre. Han fandt til at begynde med vore Krav altfor moderate og rettede i Forbindelse hermed overordentlig stærke Angreb paa Tyskerne.

Ingen Tysker, sagde han, maatte i de første Menneskealdre sætte sin Fod paa fransk Jord. De var Forbrydere og Spedalske. Her greb Neergaard ind og bemærkede tørt, at ud fra de Synspunkter, han her gjorde gældende, maatte han antagelig kunne forstaa, at vi Danske ikke ønskede at faa et større Antal Tyskere indenfor Rigets Grænser, men foretrak at bevare Nationalstaten. Denne Bemærkning faldt i god Jord. Han lo, gned sig i Hænderne og sagde, at det kunde han forstaa. Men da vi saa fortalte ham, at vi vilde til Soissons og Reims for at se Ødelæggelsens Vederstyggelighed med egne Øjne, fik han et nyt Raserianfaldt og sluttede med: “Det er rigtigt, at De tager derud, De vil saa med egne  Øjne kunne overbevise Dem om, at disse Barbarer har forvandlet store Dele af Nordfrankrig til en Ørken. Men de skal bøde for Skændselsgerninger”, og atter udstødte han de frygteligste Trusler.

Vi blev ophold længere af ham, end vi havde ventet, og Neergaard og jeg fik en Chauffør, der ikke var lokalkendt, da vi vilde køre videre ud til Franz von Jessen. Vi ankom derfor med henved en Times Forsinkelse. Det øvrige Selskab var allerede samlet. Herbette drog mig straks ind i en livlig Samtale. Han talte godt Tysk, og vi første derfor Underholdningen paa dette Sprog. Efter at have rettet nogle Spørgsmaal vedrørende Nordslesvig spurgte han mig indgaaende om Stemningerne og Strømningerne i Tyskland. Han ønskede at vide, om der var stærk Stemning for Oprettelsen af et selvstændigt Slesvig-Holsten, af et selvstændigt Hannover, og om der var andre partikularistiske Strømninger i Tyskland. Jeg udtalte, at saavel i Hertugdømmerne som i Hannover fandtes der for Tiden ret stærke partikularistiske Strømninger, og at Welferne i Hannover siden 1867 uafbrudt havde været repræsenteret i Rigsdagen.

Hvad Sønderjylland angik, fandt Herbette ogsaa, at vi var mere moderate med vore Fordringer, end de Allierede i Grunden ønskede. Men, tilføjede han med et fint Smil, “vi gaar ved Bedømmelsen af disse Forhold vel nok for meget ud fra vore egne Interesser. Jeg finder, at Deres Standpunkt, som maa dikteres af danske Interesser, set fra dette Synspunkt, maa betegnes som rigtigt.”

Ved vor Sammenkomst havde Franz von Jessen meedelt mig, at der var kommet en Telefonmeddelse til mig fra Kammerherre Bernhoft om, at jeg skulde møde ham paa Quai d’Orsay ved Porten lige overfor Invalidebanegaarden Klokken 6,55, da Direktør Laroche i Udenrigsministeriet ønskede Oplysninger om forskellige Forhold af ham, H. V. Clausen og mig.

Da jeg ikke var stedkendt i Paris, og Tiden var knap, tilbød Johs. Jørgensen, som deltog i Sammenkomsten hos Franz von Jessen, at ledsage mig derhen, et Tilbud, som jeg modtog med Tak.

Udenfor Udenrigsministeriet var der samlet en stor Folkemængde, Kommissærerne havde lige afsluttet deres Arbejdsdag, og Bilerne kom i hurtig Rækkefølge ud af Gaarden. Kammerherre Bernhoft kom sammen med H. V. Clausen, og lige som vi vilde gaa ind ad Porten, kørte Maschal Foch forbi i sin Bil. Bernhoft gjorde mig opmærksom paa ham. Vi gik op i et Venteværelse, hvor vi traf den serbiske Gesandt, som Bernhoft forestillede for os. Da Berhoft ytrede: “Nu faar vi meget snart vor Sag ordnet i Overenstemmelse med vore Ønsker”, udbrød Serberen med et dybfølt Hjertesuk: “Ak, kunde jeg bare sige det samme for Serbiens Vedkommende.”

Han blev først kaldt ind. Vi maatte vente imens, og Klokken blev henved 7½, før vi kom ind. Vi forhandlede derefter i en Times Tid med Laroche. Han sad ved et Skrivebord, der var fyldt med Papirer, og bad os tage Plads i tre Lænestole, som var hensat ved det. Derpaa tog han et maskinskrevet Aktstykke paa en halv Snes Foliosider frem og begyndte at give os nogle Meddelelser.

“Kommissionens Indstilling er nu færdig”, sagde han, “men jeg ønsker endnu at drøfte et og andet med Dem, inden jeg afgiver den. Kommissionen har besluttet at drage Rømningslinien sydom Slesvig By”. Om den videre Forhandling nedskrev Kammerherre Bernhoft, H. V. Clausen og jeg i Fællesskab en Beretning i Venteværelset umiddelbart efter, at Forhandlingerne var sluttet. Denne Beretning lød med enkelte Tilføjelser efter Hukommelse saaledes:

“Vi har besluttet”, sagde Laroche indlende, at Overpræsidenten, Regeringspræsidenten, Landraaderne, Overborgmestrene etc. skal rømme Landet nordfor Rømningslinien, inden Afstemningen finder Sted. Dette “etc.” ønskede vi fjernet og i Stedet for nøje angivet de Myndigheder, der tidligere var Udøvere af Politimyndigheden”. Jeg foreslog Politimesteren (2. Borgmester) i Flensborg, Borgmestrene og Amtforstanderne. Dette blev indføjet. “Soldaterraadene skal opløses”, fortsatte han, “og de Medlemmer af dem, der ikke har hjemme i Nordslesvig, skal rømme Landet, ligeledes Medlemmer, som er hjemmehørende i Nordslesvig, men er traadt i Funktion efter den 1. Marts 1919. Nye Arbejder- og Soldaterraad maa ikke oprettes”. Han oplæste derefter Afstemningsreglerne, som i alt væsentligt falder sammen med vort Forslag. Stemmeret faar herefter:

a. alle, som er født og bosat i Afstemningsomraadet.
b. alle, som har været bosiddende i det før den 1. Januar 1919;
c. alle, som er blevet udvist af de hidtilværende Myndigheder.

Efter mit Forslag, som jeg motiverede med en Henvisning til dem, der var gaaet over Grænsen under Krigen, noterede han yderligere:

d. alle, som har taget midlertidigt Ophold i Danmark under Krigen, men er hjemmehørende i Afstemningsomraadet.

Der skal stemmes i Kommunerne. Udtrykkene Nordslesvig og Mellemslesvig bruges ikke, da de ikke er præcise nok. Men det nordslesvigske Afstemningsomraade gaar til den af Vælgerforeningen fastsatte Linie og det mellemslesvigske Afstemningsomraade derfra ned til den af Kammerherre Bernhoft fastsatte Grænse for dette Omraade.

Laroche ønskede derefter at drøfte Optionsspørgsmaalet med os. Der er fastsat en 2 Aars Frist at regne fra Afstemningsdagen. Alle, som i det afstaaede Omraade, kan optere for Tyskland. Alle, som er født i det afstaaede Omraade, emn opholder sig udenfor dette, kan optere for Danmark. Overflytning af Løsøre kan ske som foreslaaet. Faderens Option er gyldig for Børn under 18 Aar. Personer, som har bosat sig i Afstemningsomraadet efter den 1. Oktober 1918, kan ikke faa dansk Indfødsret uden ved særlig Bevilling. Optanterne skal bosætte sig i den Stat, for hvilken de har opteret. Det staar dem frit for at bevare deres faste Ejendom i den Stat, hvori de har haft Ophold før Optionen. De kan tage deres Formue med sig udaf Tyskland uden at betale særlige Skatter eller Afgifter.

Rømningen af Tropper og civile Myndigheder skal finde Sted senest 10 Dage efter, at Præliminærfreden er undertegnet. Afstemningen i Nordslesvig skal foretages senest 3 Uger efter Rømningen. Straks efter Bekendtgørelsen af Afstemningens Udfald og inden Fastsættelsen af den endelige Grænse er Danmark berettiget til at besætte Nordslesvig med sine civile og militære Myndigheder.

I Mellemslesvig finder Afstemningen Sted 5 Uger efter Afstemningen i Nordslesvig. Grænsen fastsættes af de Allierede efter Indstilling af den Internationale Kommission, hvis Forslag bestemmes af Afstemningen under Hensyntagen til økonomiske og geografiske Forhold (Vandløb, Veje, Baner). Naar Grænsen i sine Hovedtræk er fastsat af de Allierede, men forinden den er udstukket i Marken, er Danmark berettiget til at besætte det Omraade, som tildeles det, med sine civile og militære Myndigheder. Samtidig vil Tyskland atter kunne besætte det rømmede Omraade. Tyskland afstaar derefter alle sine Suverænitets-Rettigheder i det afstaaede Omraade til Danmark.

Kommissionen skal bestaa af 3 Allierede, et norst og et svensk Medlem. Den vil faa danske og tyske Raadgivere og skal træde i Funktion samtidig med, at Rømningen finder Sted.

Jeg forsøgte at faa indføjet en Bestemmelse om, at de nye Øvrighedspersoner skulde udnævnes efter Forslag fra dansk nordslesvigsk Side. Men dertil svarede Laroche, at man ikke ønskede dette, da noget lignende i saa Fald maatte gælde for Tyskerne for de tysktalende Distrikters Vedkommende, men at der selvfølgelig vilde blive taget vidtgaaende Hensyn til de danske Raadgiveres Forslag.”

Efter at Beretningen var nedskrevet, gik vi hver til sit. Kammerherre Bernhoft vilde endnu samme Aften afsende en Chifferdepeche til København. H. V. Clausen gik hjem, og jeg tog ene tilbage til Hotellet. Vi var alle tre meget oprømte og tilfreds, fordi vore Ønsker var blevet opfyldt. Da jeg kom til Hotellet, var Klokken godt 9. Neergaard, Bramsnæs, Professor Verrier, Kloppenborg-Skrumsager, Nis Nissen, Andreas Grau og Lützhöft Nielsen – som var Privatsekretær hos Alexander Foss – sad endnu ved Aftensbordet, men vilde lige rejse sig. Da jeg meddelte Resultatet, blev der almindelig Glæde. Vi trak os tilbage til vor Salon. Neergaard forlange Champagne og talte, henvendt til Verrier, for Frankrig. “At man dog skulde opleve det! at man dog skulde opleve det!”, blev han ved med at gentage.

“Jeg var 10 Aar, da Ulykken brød ind over os i 1864 og har følt den dybt og smerteligt. At man dog skulde opleve det!” Jeg talte for Professor Verrier, Nis Nissen for Elsass Lothringen. Stemningen var høj.

 

Sønderjyske Årbøger, 1926.

30. december 1918 – Hejmdal: Et par ord til Nordslesvigs ungdom

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Et Par Ord til Nordslesvigs Ungdom


Det er os Unge, som i Tidens Løb skal afløse de Ældre i Kampen. Saaledes lød det fra en Taler ved en af de første Sprogfester paa Skamlingsbanke.

Det var dengang, længe før 1864, ja, endnu længe før Treaarskrigen, da Nordslesvig endnu ikke var løsrevet fra Danmark, dengang tysksindede Stats- og Embedsmænd, der havde stor Ret og Magt i Sønderjylland, arbejdede haardt for Fortyskningen af vort Hjemland. De vedbleve trods kongelige Anordninger, Love og Forskrifter, hvis Udførelse rigtignok ikke garanteredes ved strengt Opsyn med denne tyske Embedsstand, med ivrigt at arbejde paa Danskhedens og Modersmaalets Udryddelse, ja, de begyndte tillige at arbejde for Sønderjyllands fuldstændige Løsrivelse fra Danmark. Men da var ogsaa Maalet fuldt. Da var det, at enkelte danske Mænd vovede at kaste et klart Lys over disse Folks Færd.    

Jo mere Haan og Undertrykkelse Sønderjyderne maatte lide, jo ivrigere man arbejdede paa at tilintetgøre deres Nationalitet, jo mere haardnakket man bekæmpede deres Sprog og vægrede sig ved at anerkende deres Ret, desmere blev det en Trang for os at vise, at Danskheden levede og rørte sig kraftigt i Sønderjylland. Og da var det, at Tyskeriets hovmodige og lidet ærefulde Fremfærd mod de danske Sønderjyder fik en mægtig Modstander i den vaagnede danske Folkeaand. Danskheden, den danske Folkeaand vaagnede langt om længe til Bevidsthed om sin Fornedrelse og tilkastede sin Fjende den udfordrende Handske til aaben og ærlig Kamp for Sandhed og Ret til denne store nationale Kamp, som har raset siden den Gang indtil vore Dage, og som nu nærmer sig sin Afslutning.

[…]

 Naar vi blot allesammen vil handle saaldes og yde lidet vi formaar, stræbe efter Sandhed og give vore Ungdomskræfter hen i Tjenesten for den gode Sag, da har vi bødet for det, vi engang forsømte, og:

var det vi vandt og virked ikkun smaat,
har vi baaret Stene
dog til et Slot

C. P., Graasten


Fra Felten


Faldne
Johannes Jespersen og Hustru i Ladegaard II ved Hammelev har modtaget det tunge Budskab, at deres Søn Peter den 8. Oktober er falden i Frankrig.

I den preussiske Tabsliste meddeles, at Underofficer Thomas Wortmann fra Tombøl er falden den 20. November i 1917, Asmus Møller fra Sønderborg den 9. Oktober 1918, Emil Bryniksen fra Nalmadebro den 24. Oktober 1918, August Hansen fra Toftlund den 23. September 1918, Mathias Vogelsang fra Elstrup den 22. Oktober 1918, Peter Bruhn fra Mejlby den 20. Oktober 1918, Reserveløjtnant Alexander Tamkus fra Vojens den 22. Oktober 1918 og Peter Willesen fra Holm paa Als den 13. Oktober 1918.

I Marinens sidste Tabsliste meddeles, at Marinesoldat i Landstormen Hans Jäger fra Augustenborg er død.

Forulykket
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Karl Kunzll fra Sønderborg den 11. Oktober i Aar er forulykket.

Død af sine Saar
I den preussiske Tabsliste meddeles, at Karl Madsen fra Fjelstrup den 8. November 1914 er død af sine Saar.

Døde af Sygdom
Musketer Johan Ditlefsen fra Haderslev er afgaaet ved Døden efter et kort Sygeleje, næppe 20 Aar gammel.

I den preussiske Tabsliste meddeles, at Jürgen Nielsen fra Aabenraa er død af Sygdom den 18. Oktober og Jørgen Lorenzen fra Stenderup i Sundeved den 6. Juli i Aar.

Tilbage fra Fangenskab
Ifølge den preussiske Tabsliste er Sygebærer Karsten Holm fra Slukefter vendt hjem fra Fangenskab.

Retslig erklæret for død
I den preussiske Tabsliste meddeles, at Jørgen Jørgensen fra Elstrup Mark, der hidtil har været meldt savnet, retslig er erklæret død.

Saarede
Ifølge den preussiske Tabsliste er Jens Haulrich fra Felsted, Julius Christensen fra Nordborg, Peter Petersen fra Kolstrup ved Aabenraa, Hans Bojsen fra Gastrupgaarde og Heinrich Mohde fra Hoptrup haardt saarede. Som let saarede meldes Christian Søberg fra Aabenraa, Niko Schmidt fra Kettingskov, Jakob Jørgensen fra Iller, Laue Autzen fra Tyrstrup, Peter Kloth fra Vojens Mark og Hans Holm fra Aabenraa.

Ifølge Marinens Tabsliste er Marinesoldat i Landstormen Johannes Lorenzen fra Perbøl let saaret.

Savnede
Gaardejer Chr. Holm i Vandling har i Lang Tid ikke hørt fra sin Søn Mathias. Han har ifølge “Dv.” nu faaet Meddelelse fra Kompagniet om, at Sønnen har været savnet siden 4. November. Der haabes dog, at han er kommen i Fangenskab.

Ifølge den preussiske Tabsliste er Hans Schmidt fra Haderslev, Karl Rietel fra Løgumkloster, Andreas Bryld fra Genner, Jakob Gipp fra Branderup, Nikolaj Bock fra Vester-Terp, Peter Grau fra Sebbelev, Rasmus Andresen fra Hyrup II, Sergent Georg Niemann fra Sønderborg, Asmus Rotter fra Jordkær, August Bridstrup fra Fredsted, […] og Rasmus Hansen fra Kliplev Savnede.

I Fangenskab
I den preussiske Tabsliste meddeles, at Reserveløjtnant Harald Hinrichsen fra Haderslev, Henrik Henriksen fra Nørre-Sejerslev, Hans Hinrichs fra Hoptrup, Johan Boysen fra Vestre Mark, Sergent Gustav Schubert fra Aabenraa, Sergent Hans Holdt fra Visby og Officers-Stedfortræder Christian Lausen fra Sønderborg er komne i Fangenskab.

(Læs hele Hejmdal fra 30. december 1918)

23. december 1918 – Hejmdal: En russisk krigsfanges farvel

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Julestegen i Danmark


I Danmark uddeles der i Dag 110 Gram Juleflæsk pr. Mærke. Da hver Person har fem Mærker, bliver det 550 Gram eller rigelig et Pund Flæsk pr. Person. 17,000 Svin af god Kvalitet er blevne slagtede for at fremskaffe denne eftertragtede Julesteg.


En Hilsen fra Norge


Fra de norske Kvinders Nationalraad har Rigsdagsmand H. P. Hansen modtaget følgende Telegram:

Kristiania, den 19. decbr. 1918.
Smerten over Danmarks Sønderlemmelse i 1864 har brændt sig ind i Sindene, ikke bare i Danmark, men i hele Verden. Naar danske Sønderjyder nu har Haab om, at den nye Verdensfred skal bringe Sejer for Eders aarelange fejde og loyale Kamp og atter genforene Eder med Eders elskede gamle Fædreland, er det os en Trang at sende vor hjerteligste Hilsen med Ønske om, at Eders Haab maa gaa i Opfyldelse. Tak for trofast Grænsevagt for det nordiske Sprog.

Styret for norske Kvinders Nationalraad
Nico Hambro, Formand
Betsy Kjelsberg, Viceformand
Karen Grude
Dagny Bang
Kirsten Holst
Anna Backer
Otilde Utheim


En russisk Krigsfanges Farvel


(Nedenstaaende Brev er blevet os tilsendt, skrevet paa Russisk af en russisk Krigsfange. Oversættelsen er velvilligt besørget af Hr. Købmand Wissing i Vladivostok.)

Nu, da vi endeligt efter et langt Fangenskab kan vende tilbage til vort fjerne Hjem, føler jeg mig forpligtet til at sende Deres ærede Blad, “Hejmdal” som jeg altid har læst med største Interesse, en tak.

Takket være dette Blad har jeg kunnet sætte mig ind i, hvorledes den danske Befolkning har søgt og stræbt efter moralsk Fuldkommengørelse og klar Erkendelse af godt og ondt. Netop denne Bestræbelse, der bringes til Udtryk i “Hejmdal”, er retfærdiggjort ved den krænkende Behandling, der er øvet mod Nordslesvigerne.

Nordslesvigerne har aldrig betragtet os Krigsfanger som et Krigsbytte eller som Slaver fra Middelalderen (hvad der ofte har været Tilfældet hos Tyskerne), deres Optræden over for os har altid været korrekt, kammeratligt.

Den Agtelse, som vore Arbejdsgivere har vist os, foranlediger os uvilkaarligt til i hjerteligt Ord at udtrykke vor Tak. Gid de maa være overbeviste om, at vi russiske Krigsfanger, nu da vi drager hjem, ingen fjendtlige Følelser nærer, tværtimod, naar vi kommer hjem, vil vi fortælle Slægt og Venner om den nordslesvigske Befolkning, der saa længe har lidt under Fremmedherredømmet.

Til Slut vilde jeg bede dem, Hr. Redaktør, at indrykke dette Brev i Deres ærede Blad og sende Arbejdsgiverne i Nybøl, Hans Clausen, Jacob Fries, A. F. Petersen som overhovedet alle mine Bekendte min Højagtelse og inderligste Tak. Modtag selv Forsikringen om min oprigtige Højagtelse.

Ærbødigst, Krigsfange Kasim Bajkov

(Læs hele Hejmdal fra 23. december 1918)

16. december 1918 – Hejmdal: Regningen

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Regningen


Det er nu blevet klart, at der af de Allierede, foruden enorme Summer til Genrejsningen af Nordfrankrig, Belgien, Polen og Serbien vil blive krævet en almindelig Krigsskadeserstatning af Tyskland. Det er endvidere blevet klart, at det, der vil blive forlang, er svimlende Summer.

 Hvert af de allierede Lande har, oplyste den engelske Førsteminister Lloyd George i en Valgtale, som han sidste Torsdag holdt i Cardiff nedsat en Kommission, som skal undersøge og opstille Kravet til Tyskland og samtidig undersøge Tysklands Betalingsevne. Paa Fredskonferencen vil disse forskellige Krav blive samarbejdede og derpaa vil Regningen blive præsenteret Tyskland. 

Vil Regningen kunne betales?
Dette Spørgsmaal maa besvares Nej. Tysklands Statsgæld var før krigen omkring de 20 Milliarder; hertil kommer efter Lloyd Georges Beregning ca. 130 Milliarder Krigsudgifter, tilsammen altsaa ca. 150 Milliarder.

Regningen fra de Allierede er paa 500 Milliarder. Vi er saa oppe paa 650 Milliarder. Men Tysklands hele Nationalformue før Krigen var kun mellem 300 og 400 Milliarder, og under Krigen har den ikke kunnet vokse. Summen, der er til Raadighed, vil tværtimod være meget mindre. Thi foruden Rigets Krigsudgifter har der været mange andre Udgifter. Hver Provins, hver Kreds, hver By har sat sig i Gæld, og enorme Værdier, som førhen udgjorde en Part af Nationalformuen, er tilintetgjorte.


De russiske Krigsfanger


Fra By- og Herredsfogedkontoret i Assens har vi modtaget følgende:

Vi beder Dem henlede Deres Læseres Opmærksomhed paa følgende Forhold:
Der er i den senere Tid kommen en Del russiske Krigsfanger hertil Assens. For Tiden er der samlet op imod et Par Hundrede. De rejser fra Sønderjylland i den Tro, at de her fra Danmark vil kunne blive sendt videre til Deres Fædreland. Danmark kan af mange Grunde ikke foreløbig sende Russerne hjem. De maa blive her, og Forholdene medfører nødvendigvis, at der ikke kan bydes saa mange Mennesker behageligt Ophold. Der mangler passende Lokaler og Sengetøj til at tilfredsstille Invationen, og da der ikke for Tiden her i Landet er nogen Mangel paa Arbejdskraft bliver Resultatet, at Russerne falder det Offentlige til Byrde.

Det vilde tjene alle Parter bedst, dersom Russerne ikke gjorde Forsøg paa at flygte fra Sønderjylland, hvor deres Udsigter til at komme tilbage til Rusland er bedre end her.

Feddersen


Fra Felten

 

I Fangenskab
Hans Franzen, Søn af Teglmester Franzen i Nygade i Aabenraa, der har været savnet i godt en Maaneds Tid, har nu meddelt sine Forældre, at han er falden i engelsk Fangenskab. Han skriver: “Desværre har jeg mistet den venstre Arm, men jeg har det nu helt godt, og det er jo da heldigt, at det ikke er den højre. Tag Eder det ikke alt for nært, kære Forældre, thi nu har jeg da endelige faaet Ro.”

Hans Adresse er: Nr. 2388 Hans Franzen, Prisoners Of War Hospital, Pork Hall, Osnetry, England.

Vendt hjem fra Fangenskab
Efter et langt Fangenskab er Hans Wienberg, Søn af Missionsekretær Wienberg i Breklum, vendt hjem. Han kom iflg. “Fl. Av.” i fransk Fangenskab den 9. September 1914 og blev transporteret til Algier, hvor han maatte blive, indtil Fangelejrene der blev ophævede. Paa Hjemvejen hjemsøgtes han og mange Kammerater af den spanske Syge og Lungebetændelse. Der døde rigelig 100 paa Lasarettet. Ogsaa Wienberg laa uden Haab, men han kom sig dog og er nu hjemme.

(Læs hele Hejmdal fra 16. december 1918)

9. december 1918 – Hejmdal: Stilhed efter Stormen

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Festdage


“Ingen Døgnets Flaner, rendt fra Bog og Naal.”

Der er Forsyn i, at Forholdenes Udvikling indtil Genforeningsdagen kun foregaar langsomt. Thi ligesom den pludselige Sorg kan lamme og forvirre, saaldes kan det ogsaa være Tilfældet med Glæden. Nu faar vi Tid til at fatte det rent vidunderlige. Dag for Dag, sundt og naturligt, fæstner Glæden sig i vort Sind. 

Over vort første store Stævne, Mødet paa “Folkehjem”, var der mere Højtid end Fest. Der var ingen Ekstase som paa Concorde-Pladsen i Paris, ingen Jubel, som blandt Elsasserne i Strasborg. Vi har ventet lige saa trofaste som de, men er som Nordboere mere træge. Det var som én bred Bringe, saaret og forreven, men endnu livskraftig, der vendtes bort fra Striden. Det var Stilhed efter Stormen.

Den næste Mærkedag hernede vil allerede mere faa Præg af Fest. Det er den Dag, da vi faar Lov at bekræfte, at vi vil hjem. For os nordslesvigske Kvinder vil det i dobbelt Forstand blive en Mærkedag. Det bliver første Gang, vi deltager i et Valg. Efter den Dag vil der blive regnet med os ogsaa paa politiske og kommunale Omraader. Vi har fulgt og forstaaet Kvindernes Kamp for Valgretten i andre Lande, hvor de som Læger, Lærerinder eller i andre Stillinger Side om Side med Mændene har maattet kæmpe for deres Eksistens og opfylde deres Pligter. De havde Krav paa Rettigheder. For os laa det fjernt. Den preussiske Militærstat havde kun Brug for Kvinderne for saa vidt, at som de kunde blive Mødre til dens Soldater. Danske nordslevigske Kvinder var desuden fuldstændig afskaarne fra at komme i Statens Tjeneste. Der var vist heller ingen iblandt os, hverken Mænd eller Kvinder, som med Misundelse har set paa, at de preussiske Myndigheder gav vore tyske Medborgere Lov til at stikke deres Næse indenfor Vej-, Vand- og Brandkommissioner. Vi havde heldigvis større Goder at koncentrere vore Tanker om.

[…]

Endnu en lille Tid, og den Dag vil komme, da Ungdommen med Jubel og de ældre med en Hjertefryd, der kun kan udløses ved Taarer, vil hejse Dannebrog, vort gamle frie Flag, det kønneste vi kender.

Og atter vil der gaa en Tid, helst til omkring ved Pinse, naar vor Hjemstavn ligger fager og fin. Da venter vi en Festdag, paa hvilken Glæden kan udløses i Jubel, Sang og Klokkeklang. Det er den Dag, da vi hernede med vore egne Øjne ser, at Danmarks Konge ogsaa er vor.

Kolstrup ved  Aabenraa

Marie Thomsen


Fra Felten


Den 29. November 18.

Kære “Hejmdal”!

Vilde gerne gennem dig sende Venner og Bekendte en venlig Hilsen. Haaber i nærmeste Fremtid at kunne samles med dem hjemme i vort kære Hjemland.

Niels Toft fra Harreby

I Fangenskab
Købmand Carls Hustru i Kliplev fik ifølge “Fl. Av.” for kort Tid siden Meddelelse om, at hendes Mand var kommen i engelsk Fangenskab.

 Lærer C. Jørgensen, Søn af Bager og Gaardner Christen Jørgensen i Skodsbøl, er ifølge “S. Z.” falden i engelsk Fangenskab.

Telefonist Paul Truelsen, Søn af Snedkermester Truelsen i Østergade i Haderslev, har ifølge “Schl. Grp.” meddelt sine Forældre, at han usaaret er falden i engelsk Fangenskab.

Peter Knudsen, en Søn af Agent Chr. Knudsen i Løgumkloster, befinder sig ifølge “Schl. Grp.” i belgisk Fangenskab.

Vendt tilbage fra Fangenskab
Christian Lund fra Alslev Kro ved Løgumkloster, der har været i russisk Fangenskab henved 4 Aar, er ifølge “Fl. Av.” nu vendt hjem over Danmark.

(Læs hele Hejmdal fra 9. december 1918)

2. december 1918 – Hejmdal: For dem har det kun været et interessant skuespil

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Det nordslesvigske Spørgsmaal


En Tilkendegivelse fra Regeringen i Slesvig

Under Overskriften “En Advarsel og en Formaning” offentliggøres i “Kieler Zeitung” følgende:
“Til Befolkningen!
Der er stadig falske Rygter i Omløb om Nordslesvigs Skæbe. I det jeg advarer imod at skænke disse Rygter Tiltro, meddeler jeg følgende til Oplysning:

Rigsregeringen har anerkendt Wilsons 14 Punkter og dermed ogsaa Nationernes Ret til Selvbestemmelse. Deraf følger, at Regeringen ogsaa vil til tilstede Danskerne den af dem ønskede Afstemning. Vedrørende Grænselinjen for denne Afstemning er der endnu intet fastsat.

Paa Grund af personlig Henvendelse i Berlin og af egne Bestræbelser kan jeg forsikre, at alle ensidigt mod Danskerne rettede Forordninger med det første vil blive fjernede, og at Skoleordningen i Nordslesvig vil blive underkastet en Revision i Kulturministeriet.

Afstaaelsen af Land til en anden Stat maa i alle Tilfælde godkendes af den preussiske saavel som af den tyske Nationalforsamling. Indtil det Øjeblik, da denne Godkendelse foreligger, gælder alle Stats- og Rigslove i Nordslesvig ubetinget, selv de Forordninger, der er rettet imod Danskerne. Saalænge der ikke indtræder nogen Ændring, maa disse Forskrifter respekteres og efterfølges. Det samme gælder Forskrifterne om Forsyningen med Næringsmidler og Raastoffer. Egennyttig Fremfærd kan hidføre Hungersnød. Ogsaa Nægtelsen af Arbejde eller Levering kan virke ødelæggende nu.

Af Hensyn til det Fælleskab, som sikkert vil komme til at bestaa mellem os i flere Maaneder endnu, beder jeg indtrængende: Arbejder, organiserer Eder og hold Orden!

Slesvig, den 30. November 1918.
Tilforordnet hos Regeringspræsidenten.
Ed. Adler 


Skylden for Krigen


Den tyske Regering har, efter hvad der meddeles fra Berlin, overrakt de Allierede en Note, hvori den foreslaar, at der bliver nedsat en neutral Kommission til Undersøgelse af Spørgsmaalet om Skylden for Krigen, en Kommission, der skal bestaa af Mænd, hvis Karakter og politiske Erfaring garanterer en retfærdig Kendelse.


Fra Felten


Brev fra Elsas

En Søndag Eftermiddag sent om Høsten, naar Solen skinner paa Skovens brogede Løvtag, paa Dalens grønne Enge og Agre, og paa Hyttevæggen, der er klædt med den vilde Vins blodrøde Løv, da bliver det en for trangt mellem de fire Vægge, og man griber til Staven og vandrer op over de høje Fjælde.

Jeg er i Dag fri for Vagttjenesten, og fri som Fuglen i Luften føler jeg mig, mens jeg vandrer ad Stien, der snor sig op gennem Skoven, stedse højere og højere. Snart vader jeg i det gule, løse Sand snart træder min Fod paa den bare Klippe, nu kravler jeg møjsomt op ad en stejl Brink, hvorefter jeg atter vandrer mageligt ad en Sti, der er gravet ind i Bjergsiden. Overalt hvælver Skoven sit Tag over mig, Løvtræernes gulbrune Bladhang, og Fyrretræernes mørkegrønne Grene. Sagte drysser de visne Blade ned for min Fod, og Skovbunden bækkes med et Tæppe saa fint, saa fint, som var det Guld.

[…]

En god Mils Vej fra denne Landsby findes der en gammel Borgruin, som jeg agter at besøge; jeg stiger altsaa atter fra Dalen op gennem Skoven, for at korte Vejen skyder jeg Genvej, idet jeg kravler lige op ad den stejle Bjergskraaning. Det korter rart paa Vejlængden, men jeg er ogsaa næsten badet i Sved, da jeg naar Toppen. Heroppe paa hvis Tinde den gamle Borgruin ligger; ved Foden af Klippen ligger en Landsby, tvende Kirketaarne rager op over Hustagene.

Jeg kaster mig ned i Græsset ved Foden af et Krucifiks, der staar paa en lille Jordforhøjning, hvor den knudrede Fodsti støder sammen med Landevejen, der i en Slangelinje snor sig op ad Bjerget. Billedet af den korsfæstede træffer man overalt hernede i Syden, ham, der elskede Menneskeslægten saa stærkt, at han ofrede alt for den.

Og hvor lidt har Menneskene paaskønnet denne Kærlighed!

Er Hadet i denne Time ikke mægtigere end Kærligheden? Jeg lytter, det surrer i Luften, højt oppe i den let disede Luft øjner jeg et Par Punkter. Saa knitrer et Par Maskingeværer, altsaa en Luftkamp.

Flyverne kommer nærmere og nærmere, hvor mange der er, formaar jeg ikke at tælle. Saa blinker det paa en Gang oppe i Luften, en Flyver styrter brændende til Jorden, forsvinder bag de skovbeklædte Bjerge. Et Par Drenge, der har leget i min Nærhed, svinger med Huerne og raaber Hurra; for dem har det kun været et interessant Skuespil, de tænker slet ikke paa, at det var to Menneskeliv, der sluktes med dette Stjerneskud.

[…]

Nede i Landsbyen ringer Klokkerne til Ave, og i det fjerne drøner Kanonernes evindelige Torden, men oppe paa Bjergvolden gaar et ungt Par mellem Krattets gulnede Løv. De mærker ikke min Nærværelse, og de kysser hinanden flere Gange; idet jeg gaar forbi dem, vender hun sig forlegent bort, men han nikker smilende til mig og siger: “Godaften, nu faar vi snart Fred, Kammerat!” Det er sagtens en Soldat, der nyder Orlovens korte Timer.

Ja, Fred, det Ord har Klang, lyder som Musik fra en anden Verden. Men her paa Jorden er Fredens Engel en fremmed, som du og jeg.

Th. K.

(Læs hele Hejmdal fra 2. december 1918)

11. november 1918 – Hejmdal: Et historisk øjeblik

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Tyskland Republik


Fra Berlin telegraferes til os Klokken 3,15 Lørdag Eftermiddag:

Kejseren har frasagt sig Tronen. Fra Rigsdagsbygningens Altan har Scheidemann lige proklameret den tyske Republik.

Den socialdemokratiske Rigsdagsmand Ebert er bleven udnævnt til Rigskansler.
Scheidemann danner den nye Regering af begge socialdemokratiske Retninger.


Vaabenstilstand


Officielt meldes: I Gaar Morges har der fundet en Drøftelse Sted mellem Statssekretærerne. Efter at Vaabenstilstandsbetingelserne var bleven bekendtgjort, blev disse antagne. Tilsvarende Anvisninger er bleven givet Fredsdelegationen.

Om Eftermiddagen blev følgende Note afsendt til Statssekretær Lansing:
Hr. Statssekretær! Overbevist om Fællesskabet i de demokratiske Maal og Idealer har den tyske Regering henvendt sig til De fornede Staters Præsident med Bøn om at genoprette Freden.

Denne Fred skulde svare til de Principper, som Præsident Wilson altid har bekendt sig til. Dens Formaal skulde være en retfærdig Løsning af alle Stridsspørgsmaal og en varig Udsoning mellem Nationerne.

Præsidenten har endvidere erklæret, at han ikke førte Krig med det tyske Folk, og at han ikke vilde hindre det i dets fredelige Udvikling.

Den tyske Regering har modtaget Betingelserne for Vaabenstilstanden. Efter en Blokade paa 50 Maaneder vil disse Betingelser, i Særdeleshed Afleveringen af Færdselsdmidlerne og Underholder af Besætningstropperne ved samtidig Fortsættelse af Blokaden gøre Ernæringsforholdene i Tyskland helt fortvivlede og betyde Hungersdøden for Millioner af Mænd, Kvinder og Børn.

Vi maatte antage disse Betingelser, men vi gør alvorlige og højtideligt Præsident Wilson opmærksom paa, at Gennemførelsen af Betingelserne maa vække en Stemning i det tyske Folk, der er modsat den, der danner Forudsætningen for Folkesamfundets Nyopbyggelse og borger for en varig Retsfred. Det tyske Folk henvender sig derfor i sidste Time endnu en Gang til Præsidenten med Bøn om at virke hen til at mildne de tilintetgørende Betingelser hos de Allieredes Regeringer.

Statssekretæren for udenrigske Anliggender, Solf


Et historisk Øjeblik


I Lørdags bekendtgjordes det i Aabenraa ved en Udraaber, at der Søndag Formiddag Klokken 10 vilde blive afholdt en Borgerforsamling i Byens Gymnastikhus. I Gaar til den fastsatte Tid var Huset fyldt med Interesserede og Nysgerrige af de forskellige Folkelag.

Byraadsmedlem Nagott bød Fælder, Borgere og Borgerinder velkommen og gav derpaa et kort Overblik over de sidste Dages historiske Tildragelser; han meddelte, at Kejseren havde abdiceret, ikke frivilligt, men havde maattet fjernes fra Tronen med Magt, havde opsøgt det eneste Sted, hvor han kunde tænke at finde Støtte, det store Hovedkvarter; dog heller ikke dette vilde kunne hjælpe den faldne Hersker, hans Magt er brudt og Militærsystemet fjernet for stedse. Et Eftermæle af “Vorwärts” blev oplæst: Ikke ved blodig Brutalitet, men i Ro og Orden var denne vældige Forandring fuldbyrdet; ikke militær Tvang, men Frihed, Lighed og lige Ret for alle skulde være Fremtidens Løsen. Det historiske Øjeblik var kommet, da han kunde proklamere Tyskland som Republik. Proklamationen blev af en stor Del af de Tilstedeværende besvaret med Hurraraab.

Derefter talte en Matros af Militærraadet og et Medlem af Arbejdetraadet. De udtalte begge, at det ikke drejede sig om at dele eller røve og plyndre, men om at bygge op igen, om at være lige i Arbejdets Pligter og Rettigheder.

Derpaa talte Murer Ewald, som første Aftenen i Forvejen var kommen hjem fra Hamborg. Han kunde meddele, at han i Modsætning til cirkulerende Rygter ikke havde set Lig eller Saarede paa Gaden, kun nogle Uforstandige havde forsøgt det umulige, at standse denne Folkebevægelse ved Hjælp af et Par Maskingeværer; men der herskede nu Ro og Orden i alle Forhold. De hidtilværende Embedsmænd, der havde Indsigt i Forholdene og Rutine i Arbejdet, besørgere som de mest egnede fremdeles Administrationen, dog under Tilsyn af Soldater- og Arbejdetraadet. At holde Ro og Orden skulde overalt være deres fornemmeste Opgave, ogsaa her, og hvem der ikke fulgte deres Anordninger eller modsatte sig, vilde blive dragen til Ansvar. Han opfordrede de borgerlige Foreninger til at indmelde sig i den demokratiske Forening, hvad der kunde ske paa Forsamlingen næste Dag eller senere, og han haabede, at de vilde støtte den store befriende Bevægelse og ikke slaa fra som i 1848.

Til Slutning bekendtgjorde Borgerrepræsentant Nagot, at man vilde begive sig op til Raadhuset for ogsaa der at proklamere Republikken, og han opfordrede de Tilstedeværende til at slutte sig til Optoget.

Efter Ankomsten til Raadhuset blev den røde Fane hejst paa Flagstangen ved Raadhustrappen. Da den røde Dug havde naaet Toppen, lød der en Stemme ud af Forsamlingens Midte: “Den vanter eno de hvi’e Kors”, hvorefter en anden tilføjede: “Ja, men det kommer nok.”

Derpaa oplæstes Proklamationen, og der udbragtes et Leve for den nye Republik. Uden mindste Forstyrrelse spredte sig derefter den store Forsamling; hver gik til sit, og den sædvanlige stille Søndagsfred hvilede over Byen, saa man kun vanskeligt gjorde sig det klart, et hvor mægtigt historisk Øjeblik man havde været med til at opleve.


Den største Sejr!


Rigskansleren har rettet et Opraab til Tyskerne i Udlandet, hvori det hedder:

I disse tunge Dage vil mangen en af Eder, Folkefæller, der bor udenfor det tyske Fædrelands Grænser, være omgivne af Skadefryd og Had, og det vil gøre Eder tunge om Hjertet. Fortvivl ikke paa det tyske Folks Vegne.

Vore Soldater har indtil det sidste kæmpet saa heltemodigt, som nogen Sinde nogen Hær har kæmpet. Hjemmet har bevist en uhørt Kraft i Lidelse og Udholdenhed. I det femte Aar forladt af sine Forbundsfæller kunde det tyske Folk ikke længer føre Kampen mod den stadig voksende Overmagt. Sejren, som vi haabede paa, blev os ikke til Del; men det tyske Folk vandt en større Sejr, idet det besejrede sig selv og sin Tro paa Retten og Magten.

Af denne Sejr vil vi i den tunge Tid, der forestaar os, øse ny Kraft, hvorpaa ogsaa I kan bygge. Dem af Eder, der under de haarde Krigsaar har stridt og lidt for Eders Fædreland, vil i det nye Tyskland heller ikke forglemme at takke. Saavidt det staar i det tyske Folks Magt at lindre denne Krigs Lidelser og dens Følger, vil dets Omsorg lige saa godt blive Tyskerne i Udlandet til Del som Tyskerne i det snævrere Hjemland.

Rigskansler Prinx Max af Baden.

(Læs hele Hejmdal fra 11. november 1918)

9. november 1918 – Hejmdal: Hver dag leder man efter nyheder om, at freden er rykket et skridt nærmere

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Soldaterraadet i Aabenraa


Vor Repræsentant havde atter i Aftes en længere Samtale med Soldaterraadet for at søge en Del Oplysninger, der beredvilligst blev givet ham.

Vi vil fremhæve, at alt er foregaaet paa den mest rolige og fredelige Maade. Baade Officerer og Menige er enige om, at Bevægelsen paa ingen Maade ledes af bolshewikiske Idéer, men, som vi skrev i Gaar, kun tager Sigte paa at støtte den nærværende demokratiske Regering i Tyskland, for at den endelig kan komme til at sidde fast i Saddelen og faa Lov til uindskrænket og upaavirket at hidføre Freden.

Bevægelsen har her indskrænket sig til at faa Orden i eget Hus. Soldaterraadet har endnu ikke foretaget noget Stridt hos de civile Myndigheder, men foreløbig ladet disse arbejde uforstyrret videre. Naar der imidlertid, som der i Dag er hændt i en højere Skole her i Byen, agiteres imod Bevægelsen med Bagvaskelser og paa en ophidsende og foruroligende Maade, saa kan der ikke noksom advares imod en saadan Uforstand.

[…]

Til Beroligelse for dem, der betragter det røde Flag paa Flyverhallen som en Oprørsfane, skal vi meddele, at Flaget og Fjernelsen af Kokarden kun er en foreløbig Indretning for at de, der staar i Bevægelsen, gensidigt kan kende hverandre. Saasnart Bevægelsen er rodfæstet overalt, vil Krigsflaget atter blive hejst som Højhedstegn og Kokarden atter blive baaret.

[…]


Fra Felten


I Felten d. 26. Okt. 18.

Kære “Hejmdal”!

Hjertelig Tak for dit trofaste Besøg hernede i det fremmede Land. Du er den eneste Landsmand og trofaste Kammerat, jeg har her ved vor Afdeling. Da jeg de to første Gange var i Felten, havde jeg altid den Lykke at have trofaste Kammerater fra Nordslesvig, med hvem man kunde dele ondt og godt, men denne Gang staar jeg ene blandt de Mange, og selv om man finder gode Mennesker overalt, saa tænker og føler de dog anderledes end vi, derfor er det saa rart at faa Hjemmets Blad hver Dag, med Nyhederne fra Hjemmet, baade gode og triste. I denne Tid er det ikke mindre de store Verdensbegivenheder, der fængsler vor Interesse, og hver Dag leder man efter en Artikel, der tyder paa, at Freden er rykket et Skridt nærmere. Gid den Dag snart maa komme, da du bringer os dette Glædesbud, saa du maa faa Lov til at sine Venner, som du i de lange Krigsaar altid har været en kærkommen Gæst, ad en kortere Vej.

Nu bedes du hilse alle dine Læsere baade i Hjemmet og i Felten, fra Skytte Ed. J. Lund

I Felten, den 18. Oktober 1918

Kære “Hejmdal”!

Beder dig ad denne Vej sende Venner og Bekendte hjemme og ved Fronten en venlig Hilsen fra Peter Christiansen fra Nørballe ved Felsted.

Kære “Hejmdal”!

Mange Tak fordi du stadig finder os derude i Felten og bringer os alle Nyheder fra Hjemmet og fra Felten. Og en venlig og kærlig Hilsen til alle Bekendte baade hjemme og ude i Felten

Andreas Witte fra Nordborg paa Als.

Falden
Landmand Nicolai Paulsen i Gaardeby ved Tinglev har ifølge “A. T.” modtaget Meddelelse om, at hans 19 Aar gamle Søn Martin er falden den 10. Oktober.

I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Jørgen Hansen fra Ellum og Gefr. Christian Klingenberg fra Ladegaardsskov er faldne.

Død af sine Saar
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Magdalus Christensen fra Klovtoft er død af sine Saar.

Døde af Sygdom
I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Marius Mathiesen fra Gramby, Gefrejter Niels Prinds fra Arnum og Hans Qvist fra Haderslev er døde som Følge af Sygdom.

Saarede
Frederik Bøllner i Felsted har fra Kompagniet faaet Meddelelse om, at hans Søn Calus den 17. Oktober er bleven saaret under de sidste haarde Kampe i Frankrig. En Ven af ham har ogsaa skrevet dem til, at deres Søn var bleven saaret i Kinden, men han vidste ikke, hvor han var bleven af.

I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Gefrejter Thomas Jessen fra Brandsbøl, Hans Johansen fra Ravsted, Niels Johansen fra Dybbøl og Oskar Maza fra Løgumkloster er haardt saarede.

Som let saarede opføres:
Hans Johansen fra Vestermark i Tønder Amt, Nis Johansen fra Kobbermølle, Karl Damm fra Erlev, Emil Frøslev fra Frøslev Mark, Andreas Lund fra Sejerslev, Christian Møller fra  Skovby-Balle, Gefr. Rasmus Rasmussen fra Rødding og Karl Schmidt fra Højer.

Endvidere meddeles, at Sergt. Peter Jørgensen fra Ullerup og Andreas Lassen fra Hyrup er let saarede, men bliver ved deres Troppeafdeling.

Saaret ved et Ulykkestilfælde
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Petersen fra Tandsholm er bleven let saaret ved et Ulykkestilfælde.

Saaret og savnet
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Løjtnant i Reserven Jens Vestergaard fra Emmerlev atter er saaret, tilmed denne Gang haardt, og desuden er savnet.

Savnede
I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Thomas Clausen fra Felsted, Martin Hansen fra Ballum, Jørgen Jørgensen fra Ulstrup, Hans Krigh fra Oksbøl, Sergt. Jørgen Paulsen fra Adsbøl, Peter Petersen fra Haderslev, Jørgen Rudolph fra Helved, Bernhard Budde fra Lert, Nis Fogt fra Østerby paa Kajnæs, Jens Hansen fra Jernhyt, Peter Hansen fra Padborg, Underofficer Slevers Lassen fra Ensted, Peter Nikolajsen fra Ellum, Asmus Petersen fra Bilsbæk, Gefr. Jørgen Petersen fra Aabenraa, Karl Schmidt fra Hyrup, Hans Seemann fra Styding og Underofficer Christian Sørensen fra Ørby er savnede.

I Fangenskab
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Heinrich Schlichting fra Dybbøl er i Fangenskab.

(Læs hele Hejmdal fra 9. november 1918)

8. november 1918 – Hejmdal: Ny regering i Kiel

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

En ny Regering i Kiel


Arbejder- og Soldaterraadet i Kiel har Onsdag Aften udstedt følgende Opraab til Befolkningen i Slesvig og Holsten:

Den politiske Magt er i vore Hænder. Der vil blive dannet en provisorisk Provinsregering, som i Samarbejde med de bestaaende Myndigheder vil oprette en ny Ordning. Vort Maal er en fri socialistisk Folkeregering.

Vor Hovedopgave vil i første Linje være at sikre Freden og at læge Krigens Saar. De Spørgsmaal, der gaar ud over Provinsforvaltningens Kammer, underkastes selvfølgelig nu som før Stats- og Rigslovgivningen. Vi er villige til at arbejde sammen med hele Embedsstanden i den hidtilværende Form, saafremt disse underkaster sig den nye Kurs. Vi har besluttet at møde enhver Modstand med den os til Raadighed staaende Magt.


Fra Felten


Falden

Jacob Sørensen og Hustru i Fiskebækskov ved Graasten har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Hans er falden i Frankrig den 17. Oktober. For den Faldne, der næppe blev 19 Aar gammel vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa næstkommende Fredag den 15. November om Eftermiddagen Kl. 2 i Adsbøl Kirke.

Død af sine Saar
Jørgen Haulrich og Hustru i Felsted har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Jens den 6. Oktober er afgaaet ved Døden som Følge af sine Saar. For den Afdøde, der blev 22 Aar gammel vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Mandag den 11. November.

Død paa Lasaret
Fru Sophie Bob i Nygade i Aabenraa modtog i Forgaars den sørgelige Meddelelse at hendes Mand, Fotograf Willy Bob, efter længere Tids Sygdom, som han har paadraget sig under Felttoget i Makedonien, er afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Slesien. Den Afdøde, som ved Krigens Udbrud var bosat som Fotograf i Davos i Svejts, og har været med fra Krigens Begyndelse, den meste Tid paa Balkan, efterlader sig Hustru og 8 ukonfirmerede Børn. For hendes gamle Forældre Værkfører C. Mencke og Hustru, er det ogsaa et haardt Slag, idet den er den anden Svigersøn, de har mistet i Krigen. Den første, der var Lærer i Kiel, døde i Belgien i Efteraaret 1914.

Andreas Winther i Nørre-Hjarup ved Aabenraa har modtaget den tunge Efterretning, at hans Søn Henrik er død af den spanske Syge paa et Feltlasaret i Frankrig. Den unge Winther tjente som aktiv Soldat, da Krigen udbrød, og havde været med baade ved den russiske og den rumænske Front, inden han nu fandt Døden ved Vestfronten.

Saaret
Dr. med. Carl Meier, Søn af Apoteker Meier i Aabenraa, er under Kampene ved Vestfronten bleven saaret i den ene Arm og det ene Ben og ligger nu paa et Lasaret i Landau. Ifølge Telegram fra ham selv er der dog ingen Livsfare forbundet med Saarene.

Peter Fynsk, en Søn af Politibetjent Fynsk i Aabenraa, er bleven saaret og ligger paa et Lasaret i Brunsvig. Det er den tredje af Politibetjent Fynsk’s Sønner, der er saaret.

Savnede
Sergent Carl Larsen fra Løjtkirkeby, som for kort Tid siden var hjemme paa Orlov, er bleven meldt “savnet” fra Kompagniet. Han laa ved Vestfronten.

Postsager til Underofficer Heinrich Brauns, Søn af Musiker Fr. Brauns i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp.” komne tilbage med Paategningen “savnet”.

Ogsaa Reserve-Løjtnant Carl Carlsen, Søn af Fru Pastor Carlsen i Haderslev, har ifølge “Schl. Grp.” været savnet siden de sidste haarde Kampe.

(Læs hele Hejmdal fra 8. november 1918)

7. november 1918 – Hejmdal: Ententens Våbenstilstandsbetingelser

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Hungerblokadens Virkninger


Slægten vil lide derunder i Menneskealdre

“Wolffs Bureau” meddeler fra Berlin:
Naar Ententen taler om Erstatning for Ødelæggelserne i Flandern og Nordfrankrig, ligger det nær at stille følgende Spørgsmaal til Gengæld: Hvilken Erstatning skal Tyskland have for de umaadelige og uerstattelige Kræfter, som den engelske Hungerblokade har berøvet det? “England myrder det tyske Barn i Moders Liv” skrev “Common Sense” anklagende, medens Imperialisterne jublende:Først om en Menneskealder vil man se, i hvilken Omfang England har sejret, naar den tyske Generation er vokset op, som fødtes under Blokaden, og som er blevet Offer for Underernæringen og alle dens Følger.

Hvor berettiget de engelske Imperialisters Jubel er, viser de officielle Undersøgelser af den tyske Folkesundheds Tilbagegang, som er foretaget af Rigssundhedsraadet. Det drejer sig kun om Iagttagelser indtil December 1917. Opgivelserne for 1918, som selvfølgelig afgiver et langt mørkere Billede, er endnu ikke taget i Betragtning. Det fastslaas dog, at ikke blot den almindelige Arbejdsdygtighed i Tyskland er aftaget som Følge af Underernæring, men tillige at Tilbøjeligheden til Sygdom af enhver Art er tiltaget. Helbredelsen af Sygdomme, især Mave- og Tarmsygdomme, er bleven langsommere, hvilket tillige gælder for Helbredelsen af Saar. Alle Indsendere af Beretninger omtalter de tiltagende Hjertesygdomme, som næsten altid giver et hurtigt og dødeligt Forløb som Følge af Mangel paa Næringsmidler for de Syge. Under Navnene Hjertesvækkelse, Lungebetændelse, Tarmkatarny og Vattersot, hedder det videre, skjuler sig ofte den samme Aarsag, nemlig daarlig Ernæring.

Vil man i England forsvare disse Følger af den grusomme Hungerblokade, som er mere brutal end ethvert Luftangreb og enhver Torpedering, og som kun søger sine Ofre blandt uskyldige Kvinder, Børn og Syge?

En Ting er forglemt i disse Udførelser, nemlig at det særligt er Smaakaarsfolk, der rammes. De Rige har sikkert endnu ikke lært, hvad Savn af det nødvendigste er; de svælger endnu i stor Stil i alle Bordets og Livets Glæder, thi takket være Smughandelen og deres store Pengesæk har de endnu formaaet at skaffe sig alle Sager og Delikatesser, de har behov for at kildre deres Ganer og mæske deres Legeme.

Thi for Penge er der endnu alt muligt at faa; men det koster Masser af Penge, saa Smaakaarsfolk og Folk af Mellemstanden ikke kan tillade sig en saadan “Luksus”, de kan ikke engang faa Smør til Brødet. Det er altsaa kun Smaakaarsfolk og Folk af Mellemstanden, der lider under Krigen, de andre har endnu ingen Nød lært at kende.


Ententens Vaabenstilstandsbetingelser?


Bladene i Genk offentliggør ifølge “Tägliche Rundschau” følgende, som de paastaar skal være de Betingelser, de Allierede vil byde Tyskland, for at det kan faa Vaabenstilstand:

1) Venstre Rhinbred, Elsas-Lotringen og Pfalz rømmes.

2) De Allieredes Tropper besætter Rhinprovinsen.  

3) Udlevering af en stor Del af Krigsmateriellet, alle U-Baade og en Del af Flaaden. 

4) Genoprettelse af Industrien i Belgien og Nordfrankrig af Tyskland, som straks skal levere de nødvendige Maskiner og det nødvendige Værktøj.   

5) Levering af de nødvendige Kul som Erstatning for Ødelæggelserne i Belgien og Nordfrankrig.

6) Erstatninger i Penge.

7) Kontrol med de tyske Havne indtil Fredsbetingelserne er fuldstændig gennemførte.

De sidste Punkter ser ud som Fredsbetingelser, ikke Betingelser for Vaabenstilstanden, tilføjer det nationalliberale Blad.

(Læs hele Hejmdal fra 7. november 1918)

6. november 1918 – Hejmdal: Pragfreden spøger atter

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Det nordslesvigske Spørgsmaal


En fransk Udtalelse om §5

Det franske Blad “Le Temps” erklærer i en Omtale af Udenrigsminister Solfs Svar til Rigsdagsmand H. P. Hanssen, at hverken Preussen, Østerrig eller Danmark kan ophæve den Paragraf, som efter Frankrigs Krav blev indsat i Pragfreds-Traktaten af Hensyn til Nordslesvigerne. Bladet skriver:

Sjældent har man set en saa fuldkommen Prøve paa preussisk ond Tro. Da Løftet om Folkeafstemning blev indsat i Traktaten af 1866 efter Frankrigs Forlangende, var det hverken i Østerrigs eller end ikke i den danske Regerings Interesse, men i Folkets Interesse, som det drejede sig om at raadspørge om dets egen Skæbne.

Hvorledes skulde Regeringen i Berlin kunne blive løst herfra ved Østerrigs Imødekommenhed?

Østerrig var i Spørgsmaalet vedrørende Hertugdømmerne kun en Medskyldig, der blev nødt til at opgive sin Part af Byttet. Hvorledes skulde den danske Regering kunne bemyndige Preussen til at sønderrive en Traktat, som Danmark ikke havde underskrevet, og berøve Befolkningerne den Ret, der var tilstaaet dem to Aar efter Adskillelsen fra Danmark? Man ser godt, at Solf har været Statssekretær under Bethmann Hollweg. Han fastholder stadigt Teorien om “Papirslappen”.

Tyske Udtalelser om Slesvigs Deling
I “Dannevirke” gøres der opmærksom paa, at Tanken om at dele Slesvig for derved at løse Tvisten mellem det danske og det tyske Folk først er bleven fremsat fra tysk Side, nemlig af U. Lorensen, – Ophavsmanden til det hele slesvig-holstenske Rører – i et Brev af 20. December 1832. Han siger heri: “Enighed er kun tænkelig ved at anerkende om ikke den fulde historiske, saa dog den naturlige Ret. Det kunde komme dertil, at vi afstod Haderslev, Aabenraa og Løgunkloster Amter.”

En anden slesvig-holstensk Fører, Th. Olshausen, skrev den 22. Juni 1839 i et Brev til P. H. Lorenzen: “At det engang kan komme til en Deling af Slesvig, antager jeg ogsaa for muligt; og jeg beklager da vistnok Tyskerne i den nordlige Del, men vilde dog i den almindelige Interesse ikke regne det for en Ulykke, men for det rigtige.”

Endvidere kan endnu nævnes, at den provisoriske (slesvig-holstenske) Regering den 31. Marts 1848 i en Proklamation erklærede: “Nordslesvig selv maa afgive en fri Erklæring, om det vil indlemmes i den danske Stat eller følge det tyske Fædreland.”

Omtrent ved samme Tid udtalte den preussiske Major Wildenbruch i en Indberetning til sin Regering fra Rensborg: “Her hersker kun én Mening om den fremtidige Løsning, nemlig at de Landsdele udskilles fra Slesvig og knyttes til Danmark, som foretrækker at slutte sig hertil” og Grev Reventlov (Preetz), der dengang var Medlem af den provisoriske Regering, mente, at en nord for Flensborg og Tønder trukken Linie, som lagde Øerne Ærø og Als til Danmark, vilde kunne danne Grænseskellet.


Fra Felten


Faldne
For nogle Dage siden meddelte vi, at Over-Postkonduktør Johanssen paa Kaperdam i Aabenraa havde faaet Breve, som han havde sendt til sin Søn Max, tilbage med Paaskriften “savnet”. Nu er indtruffet bestemt Efterretning om, at den næppe 19-aarige unge Mand er falden, ramt af en Granat. Den Faldne var før sin Indkaldelse Seminarist i Tønder, han tjente nu som Maskingevær-Skytte ved et Garde-Regiment.

Postmedhjælper Barthrt i Kolstrup ved Aabenraa har nu modtaget Stadfæstelse af, at hans Søn Johannes er falden. Den unge Mand, der var Bogholder og tjente som Gefrejter i et Infanteri-Regiment ved Vestfronten, blev 25 Aar gammel.

Hans Bennetzen og Hustru i Grønnebæk ved Jels har modtaget den sørgelige Meddelelse, at deres Søn Henning er falden den 10. Oktober. Han blev kun 20 Aar gammel.

Saarede
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Hans Iversen fra Ulkebølskov og Gefr. Wilhelm Johansen fra Bjerndrup  i Haderslev Amt er haardt saarede.

Som let saarede meldes: Peter Asmussen fra Vilsbæk, Gefr. Christian Enemark fra Stenderup i Haderslev Amt, Johannes Licht fra Biskow (Bojskov) i Haderslev Amt.

Endvidere meddeles, at Jens Vollquardsen fra Skovbøl i Aabenraa Amt er blevent saaret den 7. Sept. 1914.

Savnede
I den sidste preussiske Tabliste meddeles, at Rasmus Andersen fra Vestergaard i Haderslev Amt, Hans Bøttger fra Bovrup, Underofficer Oskar Bellum Falkenberg fra Stenderup i Haderslev Amt, Anton Jensen fra Ferstedt (Fjersted el. Fæsted?) i Haderslev Amt, Underofficer Mikkel Linner fra Strandelhjørn og Jes Madsen fra Sjellerup er savnede.

I Fangenskab
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Jens Falkenberg fra Sommersted, der tidligere har været meldt savnet, ifølge Meddelelse fra Udlandet, der dog ikke er militært bekræftede, er i Fangenskab.

Vendt tilbage fra Fangenskabet
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Jørgen Jørgensen Jessen fra Terkelsbøk er vendt tilbage fra Fangenskabet.

(Læs hele Hejmdal fra 6. november 1918)

5. november 1918 – Hejmdal: Belejringstilstandens Nyordning

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Belejringstilstandens Nyordning


Overmilitærbefalingsmanden har sendt de stedfortrædende Generalkommandoer, Guvernementer og Kommandanturer følgende Forordning:

Grundtanken for Nyorienteringen i vort Statsvæsen kræver, at det tyske folk i videste Udstrækning faar Ret til fri Meningsytring i Ord og Skrift. Det skal uhindret kunne fremsætte sine Ønsker og Anker. Indskrænkninger skal uden Hensyn til Partierne kun indtræde efter følgende Bestemmelser:

Forsamlinger
1. Alle offentlige og ikke offentlige Forsamlinger skal tillades. Et Forbud maa kun indtræde, naar Mødets Formaal staar i Modstrid med Straffelovene, eller naar Krigsførelsens, Fredsslutningens eller Opretholdelsen af den offentlige Sikkerheds Interesse kræver det.

2. Alle Møder, i hvilke offentlige Anliggende skal drøftes, er anmeldespligtige og skal skriftlige anmeldes til Politiet af Indvarslerne i det mindste 48 Timer Mødets Begyndelse under Angivelse af Sted og Tid, Forhandlingsemne og de paatænkte Talere.
Udtalelser i Tilslutning til de paatænkte Ordføreres Taler er tilladt, for saa vidt, som de holder sig indenfor Grænserne af de anmeldte Emner.
Fagforeningsmøder er fritagne som Anmeldelsespligten, saafremt de holder sig indenfor Rammerne af Bestemmelserne i Loven af 26. Juni 1916.

3. Alle Møder, i hvilke offentlige Anliggende drøftes, kan overvaages. De maa opløses, naar der opfordres til Overtrædelse af de bestaaende Love, eller naar det kommer til Rolighedsforstyrrelser eller Haandgribeligheder. Iøvrigt er Bestemmelserne i Rigsforeningslovens §14 af 19. April 1908 bestemmende.

4. Person, der gentagende har givet Anledning til Opløsning af Møder af Grunde i Henhold til Ciffen 3, kan efter Overmilitærbefalingsmandens Afgørelse udelukkes som Taler paa et Møde. I Tilfælde af, at der handles i Modstrid dermed, skal Mødet opløses.

5. Fra de ovenanførte Retningslinjer maa der kun ske en Afvigelse, naar det drejer sig om en mildere Haandhævelse af Forsamlingsrettens Overordentlige Forholdsregler, der betinges af overordentlige Forhold maa kun tages under øjeblikkelig Meddelelse til Overmilitærbefalingsmanden.

6. Alle hidtilværende Retningslinjer og Anordninger paa Forsamlingsrettens Omraade, der staar i Modstrid med ovenstaaende, ophæves hermed.

Censur
1. Censurforskrifter overfor Aviser og andre Tryksager maa kun udstedes, naar Krigsførelsens, Fredsslutningens eller Opretholdelsen af den offentlige Sikkerheds Interesse ubetinget kræver det.
Saavidt der kommer Forholdsregler for Krigsførelsen i Betragtning, er Censuren af Visernes redaktionelle Del og andre Tryksager ene og alene at udøve i Rigskanslerens Bekendtgørelses Aand vedrørende Forbudet af 6. Februar 1918 imod Offentliggørelser om Troppe- og Skibsbevægelser og Forsvarsmidler. (“Reichsanzeiger” af 8. Februar 1918).

2. Præventivcensuren for alle Meddelelser og Artikler af militært Indhold bliver bestaaende. Der maa agtes strengt paa, at der kun maa gribes ind paa Grund af Krænkelser af Krigsførelsens Interesse, og at Forelæggelsen af Offentliggørelser, som ved Siden af militære ogsaa berører politiske Spørgsmaal, ikke giver nogen Anledning til Slettelser ogsaa i den udelukkende politiske Del.

3. Anordning af Præventivcensur over Aviser osv. maa i Fremtiden kun udstedes med Overmilitærbefalingsmandens Samtykke.

4. I Kraft bliver foreløb:
a) alle Bestemmelserne om Behandlingen af Raastoffer og Erstatningsstoffer, Udførsel, Indførsel, Gennemførsel af Aviser og Tryksager, Behandlingen af Annoncer i Aviser og Tryksager;
b) de i Pressens Interesse trukne Bestemmelser om fagvidenskabelige Offentliggørelser og om Aftryk efter berlinske Aviser og Provinsblade.

5. Alle andre tidligere Censurbestemmelser sættes ud af Kraft.

sign: Scheüch, Generalløjtnant.


Dagens Nyheder


I Nordborg Kirke

er der fra og med kommende Søndag opvarmet som i Fredstiden. Der er Skriftemaal og Altergang indtil Begyndelsen af det nye Kirkeaar. 

Paa Hjemvejen
Førstelærer Simonsen og Hustru i Nordbord har modtaget den glædelige Efterretning fra deres Søn Peter, kom har været i fransk Fangenskab siden 1914, at han er paa Hjemvejen. Den glædelige Meddelelse er telegraferet fra Konstanz.

Endnu ingen Kul!
Paa Forespørgsel i Gaar Formiddags paa Gasværket i Haderslev fik man den Oplysning, at der endnu ikke var ankommet Kul til Værket, men man ventede at faa i Dagens Løb.

Hvornaar der atter kan leveres Gas, er der endnu intet bekendtgjort om. I de Huse, hvor man ingen Komfurer har, er det en stor Ulempe ikke at kunne faa Gas.

Ogsaa elektrisk Lys og Drivkraft vil det komme til at skorte paa.

Den spanske Syge
har ogsaa i Skærbæk vundet Indpas i mange Hjem, og flere har været alvorlige syge. Dr. Grevsen, som er Byens eneste Læge, ligger for Tiden ogsaa syg.

(Læs hele Hejmdal fra 5. november 1918)

4. november 1918 – Hejmdal: Tyskerne og Nordslesvig

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Tyskerne og Nordslesvig


Et Andragende, et Veto og to Opraab
Tyskerne i Holsten og Slesvig har begyndt at røre paa sig. Efter en mindre Forberedelsesild paa enkelte Steder har de ved Udgangen af den forløbne Uge pludseligt, om end langt fra uventet, fra tre forskellige Fronter paabegyndt en kraftig Offensiv mod den danske Befolkning i Nordslesvig, idet baade Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten, Den tyske Forening for det nordlige Slesvig og Det Tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig samtidigt har aabnet for deres Harme mod Tanken om Muligheden af Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark.

I Lørdags Eftermiddags modtog vi gennem Wollfs Bureay følgende Meddelelse:

Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten
har den 30. Oktober i Aar rettet følgende Andragende til den kongelige Statsregering:

“Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten holder det efter indgaaende Raadslagning endrægtig for sin Pligt at rette en indtrængende Bøn til Rigs- og Statsregeringen om nu som før med al Bestemthed at forkaste enhver som helst Afstaaelse af nordslesvigsk Jord. Slesvig-Holsten har i hele sin hidtilværende Bestaaen i Aarhundreder været en udelelig Enhed. For dets Befrielse fra Fremmedherredømmet og dets udelte Samhørighed, for Opretholdelse af tysk Sæd og Skik har Slesvig-Holstenerne i mange Aar bragt utalte Ofre og med alle tyske Stammer udgydt deres Blod i hede Kampe.

Afstaaelsen af en Del af Nordslesvig vilde atter bringe trofast prøvede Brødre under Fremmedherredømme, en Uret, der aldrig vilde kunne sones.


Dagens Nyheder


Postanvisninger til tyske Krigsfanger
i amerikanske Lejre i Frankrig er for det første endnu ikke tilladte, meddeles der officielt.

Schleswigsche Grenzpost og Telegrammet til Kejser Wilhelm
Angaaende det i Torsdags under Overskriften “For Kejser og Rige” meddelte Telegram fra det tyske Fædrelandspartis Kredsafdeling i Haderslev til Kejser Wilhelm, hvori der bl. a. udtaltes, at Affenderne hellere vilde gaa til Grunde med Kejser og Rige end leve uden Kejser og Rige og spise deres Fjenders Brød, skriver “Schleswigsche Grenzpost” i sit Nummer for i Fredags følgende:

“For at imødegaa optrædende Rygter peges der hen paa, at det for nylig bragte Telegram fra Fædrelandspartiets herværende stedlige Afdeling udelukkende er blevet meddelt refererende. “Schleswigsche Grenzpost” som saadan staar Tilkendegivelsen fjern.” 

Ved Nævningeretten i Toftlund
forhandledes i Torsdags bl. a. følgende Sager:
Gartner Christensens Hustru i Toftlund stod anklaget for at have overtraadt Højesteprisen for Løg i Sommer. Dommen lød formildende paa 10 Mark. Begrundet paa, at hendes Mand er i Felten, kunde hun ikke følge med i de forskellige Forordninger i Gartneriudvalget.

Frøken Kjestine Rieber fra Lundsmark fik en Bøde paa 100 Mark nedsat til 50 Mark for at være gaaet over Grænsen uden Pas.

Hjulmager Christensen i Toftlund idømtes 100 Mark i Bøde. Anklagede var rejst med Banen til Over-Jersdal, hans Rejsekuffert blev efterset af Gendarmen og beslaglagt med Indhold af Fødevarer, som han havde solgt sydpaa.

(Læs hele Hejmdal fra 4. november 1918)

2. november 1918 – Hejmdal: Hvad vil Kejseren gøre?

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Hvad vil Kejseren gøre?


“Vorwärts” offentliggør en ledende Artikel med Overskrift “Hvad vil Kejseren gøre?”. Bladet skriver bl. a.:

For et Par Dage siden var overalt det Rygte udbredt, at Kejseren og Kronprinsen havde givet Afkald paa Tronen. Da Rygtet ikke blev bekræftet, blev det overalt antaget, at det kun var løbet forud for Kendsgerningen. Siden kan ingen Redaktion og intet Menneske, som mistænkes for at have Underhaandsviden, redde sig for Spørgsmaal, hvori Ordene: “Er det allerede sket?”, eller “naar vil det ske?”, atter og atter gaar igen. Man kan med Rette tale om en stille Bevægelse, som gaar igennem alle Kredse af det tyske Folk. I dette Spørgsmaal findes der næppe nogen Meningsforskel af Betydning. 

“Vorwärts” erindrer om “Daily Telegraph”-Affæren, som udspilledes for nøjagtig 10 Aar siden. Ligesom under hin Novemberstorm mod Kejseren staar der atter tunge Skyer over Slottet Bellevue, hvor et Menneske kæmper med sig selv om Beslutningen til Handling. Intet kan længere faa den vældige Brusen i det tyske Folk til at tie. Hvad vil Kejseren gøre, og naar vil han gøre det?


Fra Felten


Faldne
Over-Postkonduktør Johannsen i Aabenraa har ifølge “A. T.” faaet Breve, som han havde sendt til sin Søn Max, tilbage med Paategning om, at han er falden. Den unge Mand var Seminarist og havde i længere Tid være med ved Vestfronten.

Hjælpepostbud Bahrt i Aabenraa har ifølge “A. T.” ligeledes faaet Breve, som han havde sendt til sin Søn, tilbage med en Bemærkning om, at han er falden. Den unge Bahrt var før sin Indkaldelse beskæftiget i “Apenrader Tageblatt”s Ekspedition.

Hans Chr. Petersen og Hustru i Skovbøl i Felsted Sogn har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Peter er falden den 29. September. Han blev omtrent 28 Aar gammel.

Død paa Lasaret
Frederik Voss i Rødding har modtaget det Sorgens Budskab, at hans Søn Hans er afgaaet paa Sygehuset i Bremen. For den Afdøde, der blev 23 Aar gammel, vil der blive holdt Mindegudstjeneste Søndagen den 10. November.

Saarede
Friedrich Bossen, Søn af Lærer Bossen i Nybøl ved Jordkjær, er ifølge “A. T.” bleven saaret af Granatsplinter i Ansigtet. Heldigvis har Øjnene ikke taget Skade. Den unge Bossen, der har været med ved Fronten i 3 Aar, har tidligere været saaret i det ene Ben.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Frode Carstensen fra Kliplev, Otto Kløbbe fra Haderslev og Jens Rask fra Arnum er let saarede.

Savnede
Max Herzog, Søn af Landmand Herzog paa Stedebjerg ved Aabenraa, har ifølge “A. T.” været savnet siden den 18. September. Efter hvad Kompagniet meddeler, er der Mulighed for, at han er falden i engelsk Fangenskab.

Johannes Jacobsen, Søn af Købmand og Postagent Jacobsen paa Jordkjær Station, har ifølge “A. T.” været savnet i nogle Uger.

Michael Nissen, Søn af Hjemmeslagter Nissen i Aarslev ved Aabenraa, der tjente ved et Maskingevær-Kompagni ved Vestfronten, har ligeledes været savnet i nogle Uger.

Enke Lorenzen paa Toftlund Mark har faaet Underretning fra Kompagniet om, at hendes Søn Peter har været savnet siden den 28. September.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefr. Sygebærer Peter Iversen fra Ørsted, Hans Nissen fra Vollerup i Aabenraa Kreds, Sergt. Gustav Schubert fra Aabenraa, og Gefr. Heinrich Schultz fra Torp Mark, Niels Simonsen fra Allerup ved Toftlund og Gefr. Jens Toft fra Søgaard ved Aabenraa er savnede.

I Fangenskab
Enkefru Koberg paa Nørre-Chaussé i Aabenraa modtog i Onsdags Aftes den glædelige Efterretning fra sin Søn, der har været savnet siden den 30. August, at han sund og rask befinder sig i fransk Fangenskab.

Mads Christiansen, Søn af Jens Christiansen i Skærbæk, der for en Tid siden meldtes savnet, har nu skreven hjem, at han befinder sig i engelsk Fangenskab og er rask.

Snedkersvend Mads Nielsen, en Søn af Jens Peter Nielsen i Øster-Gasse ved Skærbæk, som har været meldt savnet, har meddelt sine Forældre, at han sund og rask befinder sig i fransk Fangenskab.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefr. Hans Hansen fra Lunding, der hidtil har været meldt savnet, ifølge Meddelelser fra Udlandet er i Fangenskab.

Dekorede
Slagtersvend Jens Heuckendorff, Søn af Enke Heuckendorff i Slotsgade 31 i Haderslev og Telefonist Paul Truelsen, Søn af Snedker Truelsen i Øster i Haderslev, har faaet tildelt Jernkorset.

Hjempermitteret
Eksamineret Seminarist H. Falk fra Aarslev ved Aabenraa, der blev indkaldt i Foraaret 1917, er ifølge “A. T.” nu bleven hjempermitteret paa Grund af Legemssvaghed og har overtaget Forvaltningen af et Skolelærerembede i Ravsted Sogn. Falk var fra 1. April 1914 til sin Indkaldelse 1917 Lærer i Nybøl.

(Læs hele Hejmdal fra 2. november 1918)

1. november 1918 – Hejmdal: En bedrøvelig dag

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

En bedrøvelig Dag


Otto Hoetzsch skriver i sin politiske Ugeoversigt i “Kreuz-Zeitung”:

Blandt disse Dages bedrøvelige Oplevelser var efter den almindelige Dom den bedrøveligste vel nok Rigsdagsmødet den 23. Oktober, da Danskerne, Elsas-Lotringerne og Polakkerne opsagde deres Forhold til det tyske Rige ligesom Rotterne, der forlader det synkende Skib!

Danskernes Krav er et gammelt Stykke Inventar. De blev slaaende tilbageviste af Statsekretær Solf, hvad der dog ikke kan forhindre, at ogsaa her Nationernes Selvbestemmelsesret maa anerkendes, og at muligvis – der foreligger danske Udtalelser – Danmarks Ønsker gaar endnu videre til strakts at kræve Nordslesvig tilbage indtil Ejderen.

[…]

Det er vel næppe nødvendigt at sige, at Forfatteren til disse Udtalelser, Otto Hoetzsch, er en konservativ og altysk preussisk Politiker, hvad der jo tydeligt nok fremgaar af hans Udtalelser baade om Nordslesvig og Elsas-Lotringen, men særlig om Polen og Polakkerne.


Fra Felten


Faldne
Invalid H. C. Nielsen og Hustru i Slotsgade i Aabenraa har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Antoni er falden den 8. Oktober. Den Faldne, der før sin Indkaldelse var Mejerist, blev kun 21 Aar gammel. Hans Lig kunde ifølge Meddelelse til Forældrene ikke bjærges.

Johannes Jespersen og Hustru i Thorsbjerg ved Over-Jersdal har modtaget det Sorgens Budskab, at deres Søn Peter, et ungt haabefuldt Menneske, er falden ved Vestfronten. En Broder til ham faldt i Foraaret, ligeledes paa den vestlige Krigsskueplads.

 Arbejdsmand Niels Gude i Over-Jersdal har modtaget det Sorgens Budskab, at hans Søn Niels er falden. Han blev kun 22 Aar gammel.

Endvidere har Enke Mikkelsen i Ladegaard ved Hammelev modtaget det tunge Budskab, at hendes Søn Christian er falden. Han havde lige forinden været hjemme paa Orlov.

Agent Holm i Gaaskærgade i Haderslev har faaet den sørgelige Meddelelse, at ogsaa hans Søn Chresten er falden. Holm har ifølge “Dv.” under Krigen mistet 2 Sønner.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Hans Juhl  fra Nørre Vilstrup og Valdemar Müller fra Haderslev er faldne.

Død paa Lasaret
Enkefru Johannes Krichau, født Hummerichhausen, i Haderslev meddeler, at hendes Søn Rudolf der tjente som Reserve-Løjtnant, den 28. Oktober er afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Freiburg i Baden. Den unge Mand var før sin Indkaldelse medicinsk Student.

I Fangenskab
Fru Pastor Ketelsen i Haderslev har ifølge “Schl. Grp.” nu faaet Underretning om, at hendes ældste Søn, Løjtnant Georg Ketelsen, usaaret er i fransk Fangenskab.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Robert Koch fra Haderslev, der tidligere har været meldt savnet, er i Fangenskab. 

Saarede
Thomas Petersen, Søn af B. Petersen i Hønkys, er i disse Dage bleven saaret for anden Gang paa Vestfronten. Han ligger nu paa et Lasaret i Bremen.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Martin Jørgensen fra Aabenraa er haardt saaret, at Christian Lauesen fra Fol er bleven saaret den 3. Juni 1917 og at Anders Ellgaard fra Lundsbæk i Haderslev Kreds og Underofficer Philip Petersen fra Bjerndrup er let saarede.

Savnet
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Christian Skøtt fra Fjelstrup er savnet.

(Læs hele Hejmdal fra 1. november 1918)