Alle indlæg af Niels-Peter Lund Gade

3. juni 1919. “De bør fastholde vort ønske om at undgå afstemning i 3. zone”

Udenrigsministeren til Bernhoft
Telegram, dat. København 3. Juni 1919:

Som De selv er opmærksom paa, vilde et dansk Forslag om Forandring vedrørende Traktatens Bestemmelser om Afstemning i 3. Zone vanskeligt kunne undgaa at blive en Accept. De bør derfor afholde Dem fra at komme ind paa denne Tanke, men fastholde vort Ønske om at undgaa Afstemning i 3. Zone.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

2. juni 1919. “Afstemning i 3. zone vil ikke blive frafaldet”

Bernhoft til Udenrigsministeren
Telegram, dat. Paris 2. Juni 1919:

Afstemning i 3. Zone vil ikke blive frafaldet, men et Forslag til en Modifikation vil kunne indgives til de Fires Raad og ialtfald blive drøftet.

Vi henstiller, at jeg bemyndiges til at foreslaa, at en Afstemning i 3. Zone
betinges af, at Udfaldet i 2. Zone er til Gunst for Tilslutning til Danmark.

Dette frembyder dog den store Betænkelighed, at vi bliver bundet til at akceptere Afstemningen i 3. Zone, hvis Betingelsen opfyldes. Da jeg ser Lansing Tirsdag [3. Juni], forbeholdes dog, at den mulige Bemyndigelse,
efter som Samtalen falder ud, ikke benyttes.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

30. april 1919. Møde i vælgerforeningen: Økonomiske betænkninger og anbefalinger i forhold til Genforeningen

Vælgerforeningen om Valutaspørgsmaalet
Paa Best. og Tilsynsr. Møde i Aabenraa 29.— 30. April 1919 vedtoges eenstemmigt følgende Res., dat. 30. s. M:

Idet Vælgerf. Best. og Tilsynsr. fremlægger det økonomiske Udvalgs Betænkning til Overvejelse, henstiller vi, med Henblik paa Valutaspørgsmaalet, til den danske Regering og Rigsdag ved sine Forhandlinger om Ordningen af de finansielle Forhold i de generhvervede Landsdele at tage det videstgaaende Hensyn til, at Overgangen føles saa lempelig som muligt af Statens nye Borgere.

Navnlig henstiller vi:

I. Der bør tages mest muligt Hensyn til de smaa Kapitalister og Rentenydere, i Særdeleshed til de Ældre og Arbejdsudygtige.

II. Til de smaa Sparere, som har samlet sig en lille Kapital til Grundlæggelse af en selvstændig økonomisk Eksistens, eller til Betryggelse af en sorgfri Alderdom.

III. Dernæst til Næringsdrivende, Handlende, Haandværkere og andre mindre Bemidlede, som under Krigen har været tvungen til at omsætte deres Varebeholdning i Penge, der ved en Omregning efter Dagskursen vilde reduceres til en Tredjedel i Kroner.

IV. Desuden bør der tages Hensyn til, at [det, at] Markens Købeevne paa det tyske Marked er højere end dens Købeevne over for Udlandet, kommer til Udtryk i Valutakursen. Dette kan nemlig have til Følge, at vi, naar vore Penge og Pengesedler ved Genforeningen omregnes efter Dagskurs, lider et yderligere Tab ud over det, der er en Følge af Markens Værdiforringelse
paa det tyske Marked. 

V. I øvrigt henviser vi i Særdeleshed til det økonomiske Udvalgs Betænkning angaaende Oprettelsen af en Afviklingskasse.

Derefter drøftedes indgaaende Ordningen af Realkreditten efter Genforeningen, der fandt Udtryk i følgende ændrede Henstilling:

For at skabe en tilfredsstillende Ordning af Realkreditten efter Genforeningen henstiller Udvalget:

I. at der oprettes en særlig sønderjydsk Kreditforening for Landejendomme.

II. at de danske Kreditforeninger, naar de søger Koncession hertil, faar Adgang til at arbejde hernede i det Omfang, de begærer, for saa vidt som Lovgivningsmagten finder det tilraadeligt.

III. at den hidtilværende Kreditforening for Nordslesvig omdannes til en Hypothekforening for sekundært Pant i Landejendomme.

Efter at Udvalgets Indstilling var revideret og de af Tilsynsraadet foretagne Ændringer vedtagne, gaar Indstillingen dermed over til den danske Rigskommission

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

29. april 1919. Det sønderjydske udvalg nedsættes

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg
Udvalget konstitueredes 29. April 1919. Til Medlemmer af Udvalget havde Partierne valgt følgende: Venstre: Klaus Berntsen, J. C. Christensen, Dalsgaard, N. Neergaard, Rasmus Hansen-Staunsbjerg. Det socialdemokratiske Parti: Sigvald Olsen, Borgbjerg, Marott, Bramsnæs og Steincke. Det konservative Folkeparti: Alex. Foss, Schovelin, J. Oskar Andersen, Raffnsøe og Harboe. Det radikale Venstre: Jens Andersen, Niels Petersen, Gunnar Fog-Petersen, P. Jeppesen og H. Trier.

Der vedtoges følgende Forretningsorden:

1 . Hver af Udvalgets Partigrupper vælger en Formand; tilsammen danner de Udvalgets Formandskab. Stillingen som ledende Formand gaar paa Omgang imellem dem med en Virksomhed paa en Maaned for hver. Alderen afgør Rækkefølgen. Udvalget vælger en Sekretær.

2. De fra Regeringen oversendte Sager behandles af Underudvalg, der gør Indstilling til Udvalget. Udvalget afgiver Betænkning til Regeringen.

3. Underudvalg, i hvilke som Regel alle Partier er repræsenterede, nedsættes, efterhaanden som Sager oversendes fra Regeringen. Sager af beslægtet Art henvises som Regel til samme Underudvalg. Underudvalgene bestemmer selv deres Forretningsgang.

Til Gruppeformænd valgtes H. Trier, J. C. Christensen, Alex. Foss og F. Borgbjerg.

Efter en kort Forhandling fastsloges det, at Udvalgets Opgave skulde være: uden besluttende Myndighed, som Mellemled mellem Rigsdagspartierne og Regeringen, at udøve en raadgivende Virksomhed ved Forberedelsen af den Lovgivning, som en eventuel Indlemmelse af Nordslesvig i Danmark vilde nødvendiggøre.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

28. april 1919. Det havde været en kortsynet politik at søge afstemningen udvidet til egnene syd for Clausen-linjen

Moltke til Udenrigsministeren
Depeche, dat. 28. 1919:

Som Følge af de mig ved Deres Skrivelse af 12 . ds. givne Instruktioner, havde jeg iforgaars en Samtale med Grev Brockdorff-Rantzau. Herunder holdt jeg mig strengt til den vedføjede i Henhold til Deres fornævnte Depeche affattede Aide-Memoire, og det er mig en Tilfredsstillelse at kunne meddele Dem, at de deri fremsatte Bemærkninger i det hele og store virkede saa gunstig paa Grev Rantzau, at han bad mig om at takke Dem meget for de venskabelige Udtalelser.

Greven gjorde et ganske anderledes roligt Indtryk paa mig end ved den foregaaende Samtale. Ikke desto mindre fastholdt Grev Rantzau det Standpunkt, at det havde været en kortsynet Politik at søge Afstemningen udvidet til Egnene Sønden for den Clausenske Linie, og skulde Afstemningen give det Resultat, at Flensborg og Distrikterne ned til Linien Munkbrarup, Frørup—Hjoldelund—Lilholm o.s.v. samt Øerne Rømø, Sild, Før og Amrum kom med til Danmark, vilde der derved utvivlsomt skabes en Irredenta, som ikke vilde tillade, at der skabtes Ro om dette Spørgsmaal, hvad han frem for alt ønskede i det gode Naboforholds Interesse, og af hvilken Grund han ogsaa med saa stor Styrke havde gjort sig til Talsmand for Afstaaelsen af det egentlige Nordslesvig.

Jeg henledte hans Opmærksomhed paa, at Danmark kun var optraadt som konsultativ og ikke ligeberettiget Forhandler paa Konferencen i Paris, hvilket han indrømmede Rigtigheden af, og endelig sagde jeg til ham paa Grund af hans Bemærkninger om det ophidsende som en eventuel militær  Kontrol fra Ententens Side kunde fremkalde i de paagældende Egne, at dette jo var det Spørgsmaal, som han eventuelt kunde forhandle om, naar
han selv kom til Paris.

 

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

24. april 1919. Dannevirkebevægelsen leverer adresse med 64.000 underskrifter

Udenrigsministeren til Bernhoft og Carstenskiold
Telegram, dat. 24. April 1919:

Dannevirkemændene har indleveret en Adresse med 64.000 Underskrifter til Regering og Rigsdag.

Adgang til at underskrive har alle Personer over 18 Aar haft. Det ringe Resultat af de store Anstrengelser ses bedst ved at sammenligne nævnte Antal med det i Øjeblikket værende Vælgerantal, det vil sige Personer over 28 Aar, der andrager 1 .300.000.

Adressen har derfor heller ikke kunnet benyttes i Agitationen, men er faldet død til Jorden, og Pressen har ikke kunnet tage den op til yderligere Anvendelse.

Da det havde vakt Opmærksomhed, at J. C. Christensen havde indleveret Adressen til Folketinget, har Hr. Christensen afgivet følgende officielle Erklæring: »Som enhver ved, er det Skik og Brug, at Rigsdagsmænd retter sig efter slige Anmodninger, uanset deres egen personlige Stilling til en Henvendelses Ordlyd — og J. C. Christensens Stilling med Hensyn til Grænsespørgsmaalet er jo iøvrigt kendt nok.«

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

22. april 1919. “Vi anser Slesvig-Holsten for en uløselig del af den stortyske republik”

Slesvig-holstenske Repræsentanter om Afstemningen
De 16 slesv.-holst. Repræsentanter i den preussiske og tyske Nationalforsamling vedtog 22. April 1919 i Neumünster følgende Erklæring:

Vi ser i Slesvig-Holsten en uløselig Bestanddel af den stor-tyske Republik.

Vi anerkender Wilsons 14 Punkter og understøtter Rigsregeringen i Kampen for deres Gennemførelse. Vi afviser enhver Voldspolitik, der krænker de Wilson’ske Grundsætninger. Skulde Fredstraktaten paatvinge os en Afstemning i vort eget Land, saa forlanger vi af enhver Forandring af Statsgrænsen, at

1 . der finder en kommunevis Afstemning Sted af alle Mænd og Kvinder over 20 Aar, alle Krigsfanger i hele det paagældende Omraade medregnet,

2. kun saadanne Kommuner medregnes som stemmende for Afstaaelsen, i hvilke 2/3 af de valgberettigede har stemt for en Afstaaelse,

3. der paa begge Sider af Grænsen under gensidig Opregning af Enklaver og størst mulig Skaansel af økonomiske Forbindelser bliver lige store nationale Mindretal tilbage, og Beskyttelsen af de nationale Mindretal ogsaa sikres efter Afstemningen. I Særdeleshed skal Sprog, Skole, Kirke og nedarvet
Kultur overalt komme til deres Ret,

4. der til uhindret Gennemførelse af en virkelig fri Afstemning indsættes en paritetisk for Nordslesvigs Vedkommende tysk-dansk Kommission med en svensk Opmand, og at der ikke finder nogen fremmed Besættelse af Landet Sted,

5. Afstemningen i Bern-Beslutningernes Aand først foretages, naar efter Fredens Indtræden Virkningerne af Sulteblokaden er ophævede. Vi forlanger, at der for Slesvig-Holstens Vedkommende tilsikres alle truede Byer og Landskaber den størst mulige økonomiske Støtte, og at dette Tilsagn straks omsættes i Gerning. Vi forlanger endelig, at vort Lands gamle Friheder i Forvaltning og Kultur sikres og med Landets Tilslutning udbygges paany efter demokratiske Grundsætninger for en saa vidt som muligt gaaende Selvforvaltning.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

16. april 1919. Definition af Mellemslesvig i forhold til afstemningen

Dansk Memorandum til Fredskonferencen
Uden at det er muligt at angive den nøjagtige Datum, men formentlig 15. eller 16. April 1919 afleverede den danske Gesandt i Paris i sin Egenskab af Regeringens Delegerede ved Fredskonf. et trykt Memorandum til denne (Mémoire sur la Question du Slesvig Danois, présenté à la Conference de la Paix des Hautes Puissances alliées et associées, par ordre du Gouvernemenl royal danois).

Dette Memorandum (lille Folio, 32 Sider) er dateret: »Paris, i Februar 1919«. Det er ikke undertegnet med noget Navn. Aktstykket — hvis danske Original er forfattet af H. V. Clausen og oversat til Fransk af H. A. Bernhoft — indeholder en i 11 Punkter inddelt Redegørelse for det slesvigske Spørgsmaals Udvikling i Perioden mellem 1864 og Verdenskrigens Afslutning. Paa alle Punkter dækker Redegørelsen — i Reglen ordlydende — den ovenfor under No. 98 a gengivne Fremstilling af 21. Febr. s. A. Der findes derfor ikke Grund til at genoptrykke Aktstykket i dets Helhed.

Paa et enkelt Punkt (VIII) vil der imidlertid være Grund til at gengive det trykte Memorandums Ordlyd, nemlig Definitionen af den Del af Mellemslesvig, hvis Befolkning efter den danske Regerings Begæring skulde have Adgang til Deltagelse i Folkeafstemning. Herom udtaler det trykte Memorandum:

Dette Landomraade vilde omfatte….

Den Del af Tønder Amt,
som ikke udgør
en Del af Nordslesvig

En Del af Flensborg Amt

Flensborg med Byens
ikke-indlemmede Forstæder

En Del af Husum Amt
(Hjoldelund Sogn)

 

Tilsammen

km2

 

833

351

73

 

43

 

1.300

Indbyggere

 

30.700 (1910)

9.600 (1905)

60.400 (1905)

 

800 (1905)

 

101.500

 

Det danske Memorandum slutter med en Anmodning til Fredskonf. fra den danske Regering samt fra Nordslesvigs og Mellemslesvigs danske Befolkning om at ville godkende de 3 Grundsætninger for den slesvigske Afstemning, som 21. Febr. 1919 var blevet fremsat af den danske Regerings Delegerede.

 

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

16. april 1919. Smugleriet ved grænsen griber om sig

Vælgerforeningen om Krigsfangerne
Paa Bestyrelses og Tilsynsrådets Møde 16. April 1919 i Aabenraa »blev der enstemmigt udtalt Ønsket om at henstille til den danske Regering at drage Omsorg for, at Afsendelsen af de nordslesvigske [Krigs]fanger foregik først, saa hurtigt som muligt, for at de kunde komme tidligt nok til at deltage i Afstemningen, og at Fangerne fra vor sydlige Landsdel maatte hjemsendes efter en rimelig Tidsfrist 14 Dage derefter eller saa snart som muligt«.

Vælgerforeningen om Smugleri ved Grænsen
Paa Best. og Tilsynsr. Møde 16. April 1919 vedtoges det yderligere, i Anledning af det overhaandtagende erhvervsmæssige Smugleri ved Grænsen, at afsende følgende Skrivelse til Departementschef Schrøder, Justitsministeriet, Kbhvn.:

Da Færdslen over Grænsen har antaget saadanne Dimensioner og ført til saa store Misbrug, at den nuværende Ordning næppe kan opretholdes, henstiller Vælgerf. Best. og Tilsynsr., at Statspolitiet ikke tillader de enkelte Personer at overføre Levnedsmidler oftere end hver 14. Dag, at de røde Passérsedler fratages alle tyskfødte og tysktalende Personer, samt at de desuden fratages enhver, der i Fremtiden misbruger Tilladelsen til at medføre Levnedsmidler.

Man kunde desuden ønske, at de Sedler, som inddrages, tilbagesendes til Udstederen som Efterretning.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

15. april 1919. Hvorfor anvende forskellige systemer i de tre afstemningszoner?

Fredskommissionens  øverste Raad godkender Indstillingen fra Komm. for danske Anliggende
I det øverste Raads møde 15. April forelaa til behandling Indstillingerne fra Kommissionen for danske Anliggende og fra Udenrigsministrenes Raad. I Mødet var Lloyd George ikke tilstede; han repræsenteredes ved denne Lejlighed af A. J. Balfour. Følgende Forhandling fandt Sted:

A. J. Balfour: Jeg forelægger Dem de Slutninger, Kommissionen er bleven enig om med Danmarks Repræsentanter.

Det nordlige Slesvig vil blive inddelt i tre Zoner. I den første, hvor Befolkningen er rent dansk, skal der i en nær Fremtid finde en Folkeafstemning Sted for hele denne samlede Egn, efter at den er bleven rømmet af alle tyske Soldater og Embedsmænd.

Den anden Zone, Flensborg-Egnen, er delvis fortysket, især Byen Flensborg, hvor Tyskerne har skabt en Havn af nogen Betydning, og hvor Flertallet er tysktalende. I denne Zone skal Folkeafstemningen foretages senere og kommunevis, og ikke i hele Landet paa een Gang. 

Den tredje, sydligere Zone, som strækker sig til Byen Slesvig, skal underkastes samme Folkeafstemnings-System som den foregaaende; men Foretagendet
opsættes her til endnu senere.

Den Grund, der anføres, er, at denne Zone længe er bleven terroriseret af Tyskerne. Eksemplet fra den nordlige, umiddelbart fulgt af den mellemliggende Egn, kan indgyde Befolkningen Mod til aabent at give sine Følelser Udtryk.

Mod dette Forslag kan der rejses en naturlig Indvending: Hvorfor anvende forskellige Systemer i disse tre Zoner?

Danmarks Repræsentant har stærkt insisteret paa, at disse Forsigtigheds-Foranstaltninger skulde tages. Danskerne vil ikke, at der skal kunne rettes Bebrejdelser mod dem for, at de med Magt skulde have tilegnet sig nogen Del af tysk Territorium.

Hvis den kommunevise Afstemning giver et saadant Resultat, at Grænsen ikke saa at sige drager sig selv, skal det betroes en international Kommission at drage den.

Jeg er ængstelig for, at der skal opstaa Vanskeligheder i Flensborg; men Danskerne synes mindre bekymrede end jeg. De tror, at denne Bys økonomiske Interesser vil trække den over paa deres Side.

Vore Sagkyndige nærer den Opfattelse, at denne Plan, trods sine tilsyneladende Meningsløsheder, vil kunne lade sig udføre og give gode Resultater.

Wodrow Wilson: En Kommune, der havde stemt for Genforening med Danmark, og som derefter vilde blive holdt tilbage indenfor Tysklands Grænser, vilde komme i en pinlig Stilling.

Alt hvad jeg kan sige, det er, at det maa blive Danmarks Sag at udtale sig herom. Thi det er Danmark, der har lidt i 1864, og naar Danskerne billiger denne Plan, godkender jeg den.

 

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

12. april 1919. Scavenius: “Der er paa tysk Side mere Grund til at anerkende Danmarks Holdning, særlig naar den sammenlignes med en Række andre Nationers”

Udenrigsministeren til Moltke
Depeche, dat. 12. April 1919:

Deres Beretning af 7. ds. giver mig Anledning til følgende Bemærkninger:
Med Hensyn til Deres Spørgsmaal i Beretningens Slutning ser jeg mig ganske i Stand til at erklære mig enig med Dem i Deres Erklæring til Grev Brockdorff-Rantzau om, at Resultatet af Rigsdagsdelegationens Rejse til Paris kan anses for en Bekræftelse af den danske Regerings og Rigsdags maadeholdne Bestræbelser i hele denne Sag.

Om Stillingen i det hele vil jeg gerne fremhæve følgende:

Regeringens Bestræbelser gaar som Dem bekendt ud paa at søge tilvejebragt, saavidt det er praktisk gørligt, en national Grænse mellem Danmark og Tyskland i Slesvig. Denne Politik finder Støtte hos Rigsdagens 4 store Partier.

I Overensstemmelse med de Wilson’ske Programpunkter, der ogsaa er antagne af Tyskland, søges Løsningen tilvejebragt ved en Afstemning i Slesvig, og ved Gennemførelsen af Afstemningen er det en naturlig Konsekvens af Principet, at der gives Adgang til Afstemning, saa langt som der endnu findes Spor af Danskhed i Sprog og Sindelag.

Ligesaalidt som den nordslesvigske Vælgerforening, de danske Slesvigeres politiske Repræsentation, har den danske Regering kunnet vægre sig ved at virke for Afstemning i den nævnte Udstrækning, med jeg vilde gerne stærkt understrege, at heri ligger ikke nogen Indrømmelse til de danske Nationalister, idet disse, som bekendt, kræver Afstemningen udstrakt til Dannevirke-Linjen.

Dette har Regeringen afvist saavel herhjemme som i Paris, og Betydningen af Delegationens Rejse til Paris bestod netop i at understrege, at i dette Standpunkt er Rigsdagens Partier enige med Regeringen.

Det er saaledes lykkedes at faa den Dem bekendte Afstemningsgrænse i Slesvig godkendt i Paris. Det er rigtigt, at ogsaa herved udstrækkes Afstemningen til Egne, hvor der findes et utvivlsomt tysk Flertal, men derved sker jo intet galt, med mindre det skulde vise sig, at dette tyske Flertal vil svigte sin Nationalitet.

Hvis saadant skulde ske, vil det imidlertid være uretfærdigt fra tysk Side derfor at rette Bebrejdelser mod Danmark. Bebrejdelsen maatte i saa Tilfælde rettes mod de Tyskere, hvis nationale Følelse ikke havde vist sig tilstrækkelig paalidelig til at holde ud i disse for Tyskland saa svære Tider.

En anden Sag er det, at det næppe kan ventes, at Danmark paa denne Maade vilde erhverve gode danske Borgere, men dette vilde i saa Tilfælde ikke kunne undgaas netop ifølge selve Principet om Folkenes Selvbestemmelsesret.

Om Danmarks Forhold respektive til de Allierede og Tyskland i dette Spørgsmaal vil jeg gerne bemærke følgende:

De sejrrige Allierede kræver at ordne Europas Forhold. Danmark har derfor maattet bringe Spørgsmaalet frem paa Konferencen i Paris. Danmark har ikke dér kunnet optræde som ligeberettiget Forhandler, idet kun Krigsførende er Medlemmer af Konferencen, men de Allierede har været villige til at høre den danske Opfattelse, og denne er fremlagt for Konferencen i den forannævnte, maadeholdne Aand.

Naar De spørger mig, hvorledes den danske Regering har tænkt sig Udførelsen af de Beslutninger, der bliver taget i Paris for Slesvig, uden at der derom forhandles mellem København og Berlin, maa jeg dertil svare, at jeg har forstaaet Stillingen saaledes, at de Allierede har paataget sig ved Forhandlingerne med Tyskland om Præliminærfreden — hvilken Karakter disse nu maatte faa — at fremføre over for den tyske Regering de trufne Beslutninger om Evakuering, Afstemning, Optering m. v., uden at Danmark faar Adgang til disse Forhandlinger, ligesom det er de Allieredes Hensigt efter Evakueringen af de tyske Tropper og højere Embedsmænd at overtage Forvaltningen i den evakuerede Del af Slesvig ved en international Kommission bestaaende af 3 allierede, et norsk og et svensk Medlem, medens Afstemningen først i Nordslesvig, derefter i Mellemslesvig, finder Sted.

Det bemærkes, at naar Evakueringslinien er trukket saa langt sydlig som Linien Kappel-Slesvig-Tønning, er dette ikke sket efter dansk Ønske, idet man paa dansk Side mente, at det var tilstrækkeligt at trække Evakueringsgrænsen et kort Stykke Sønden for Afstemningsgrænsen. 

Selve Afstaaelsen af den Del af Slesvig, der tilbagegives Danmark, tænkes vistnok, i Analogi med hvad der fandt Sted i 1866 for Venedigs Vedkommende, at skulle ske til de Allierede, der derefter atter overgiver Landet til Danmark.

Ogsaa om det finansielle Mellemværende vil de Allierede træffe Bestemmelse.

Til Deres Spørgsmaal maa jeg derfor sige, at det ikke i Øjeblikket ser ud til, at der vil blive Plads for nogen Meningsudveksling mellem den danske og den tyske Regering, men det maa fremhæves, at dette er en Følge af de Allieredes Politik, og at den danske Regering kun har rettet sig efter de givne Forhold.

Det er Udenrigsministeriets Hensigt at lade trykke en Graabog vedrørende Kammerherre Bernhofts og Rigsdagsdelegationens Forhandlinger i Paris, og af denne, der vil blive Hr. Greven tilstillet, saasnart den foreligger, vil de nærmere Enkeltheder fremgaa.

Paa Grundlag af den af den danske Regering og de danske Rigsdagspartier indtagne Holdning og af Hensyn til Spørgsmaalets Udvikling, saaledes som jeg ovenfor har skitseret den, mener jeg at turde udtale, at der paa tysk Side mere er Grund til at anerkende Danmarks Holdning, særlig naar den sammenlignes med en Række andre Nationers, end til, saaledes som Grev Brockdorff-Rantzau synes tilbøjelig til, at føle sig skuffet over den danske Politik.

Jeg vil tro, at Grev Rantzaus Pessimisme skyldes de uhyre vanskeligheder, under hvilke han arbejder, samt den Omstændighed, at det ikke er muligt for ham i hans nuværende Stilling at afse Tid til at følge den danske Politik, saaledes som det under hans Ophold her var saa naturligt og let for ham.

For disse Vanskeligheder har jeg fuld Forstaaelse, og samtidig med at jeg beklager nu at være afskaaret fra en direkte Tankeudveksling med Grev Rantzau, vil jeg udtale Haabet om, at han vil lytte til de Forklaringer, der kommer til ham fra Dem og fra Baron Neurath snarere end til den Agitation, der uundgaaelig maa gribe et Spørgsmaal af denne Natur saavel i Danmark som i Tyskland.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

11. april 1919. Den art fred Tyskland ikke kan undertegne

Moltke til Udenrigsministeren

I Depeche, dat. 11. April 1919, meddelte den danske Gesandt i Berlin de af Ministerpræs. Ph. Scheidemann og Grev Brockdorff-Rantzau 10. April 1919 i Nationalfors. holdte Taler, saaledes som de gengaves i Deutsche Allgem. Zeit. 10. og 11. s. M.:

Grev Brockdorff-Rantzau, der fik Ordet i Anledning af Behandlingen af Udenrigsministeriets Budget, følte sig foranlediget til at understrege, hvilken Art Fred Tyskland ikke kunde undertegne, nemlig enhver Fred,
som paa et væsentligt Punkt fjernede sig fra det Grundlag, paa hvilket Tyskland havde sluttet Vaabenstilstand.

De vil af disse Ytringer se, at Udtalelserne gaar i samme Retning som de Udtalelser af Ministeren, jeg har tilladt mig at referere i min Beretning af 7. ds.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

10. april 1919. Tingene spidser til i det slesvigske spørgsmål

Rigsdagspartierne politiske Forhandlings-Udvalg
I Udvalgets Møde 10. April 1919 overtog Landstingsmand Herman Trier Stillingen som ledende Formand.

Statsministeren forelagde Forslag til Nedsættelse af et Rigsdagsudvalg, som skulde afløse det administrative Udvalg, der havde Kammerherre Krieger som Formand, og som skulde have til Opgave at gennemarbejde de af Regeringen forelagte Lovforslag kunde gaa let gennem Rigsdagens uden for stærk offentlig Drøftelse.

Rigsudenrigsministeren i Weimar
Grev Brockdorff-Rantzau udtalte 10. April 1919 i Nationalforsamlingen bl. a.:

I det nordslesvigske Spørgsmaal har Tingene tilspidset sig. Mere eller mindre inkompetente danske Delegerede søger hos Ententen at gennemføre stadig videregaaende Krav paa Bekostning af det svækkede Tyskland. En hensynsløs Agitation vil gerne udnytte de mellemslesvigske Tyskeres Sult til Afpresning af Erklæringer for Danmark.

Imod disse Makinationer kan der ikke trædes skarpt nok op. Indsigtsfulde danske Politikere er klare over, hvor tungt deres Land vilde komme til at lide under en tysk lrredenta, og hvor skuffende den Vinding vilde være, som Danmark nu vilde kunne hjemføre som Ententens Danaergave.

Naar den tidligere tyske Regering sidste Efteraar har erklæret, at den er besluttet paa ogsaa at anvende de Wilson’ske Grundsætninger paa de omstridte nordslesvigske Omraader, saa har den derved kun haft
Øje for utvivlsomt dansk beboede Omraader.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

7. april 1919. Den tyske udenrigsminister er urolig: Pønser danskerne alligevel på en grænse ved Danevirke?

Den danske gesandst i Berlin, grev Moltke, skrev i en depeche den 7. april 1919 følgende til udenrigsministeriet.

Moltke til Udenrigsministeren
Depeche, dat. 7. April 1919:

Under en Samtale, jeg i Lørdags havde med [den tyske] Udenrigsminister Grev Brockdorff-Rantzau, mærkede jeg hos denne en ret stærk Nervøsitet i Anledning af, at alle Bestemmelser vedrørende den kommende Afstemning i Nordslesvig bliver tagne, uden at Tyskland bliver konsulteret.

Udenrigsministeren fremhævede for mig i Løbet af denne Samtale de betydelige Vanskeligheder, han havde at kæmpe med her for at holde den tyske Agitation indenfor rimelige Grænser, og meddelte mig bl. a., at det hidtil var lykkedes ham at holde de 2 Interpellationer vedrørende Nordslesvig tilbage i Nationalforsamlingen.

I Anledning af de vidtgaaende danske Fordringer, der var blevet ham bekendt, gaaende ud paa at opnaa en Grænse saa  sydlig som Danevirkelinjen, var der opstaaet en stor Uro indenfor alle tyske Partier, og selv halve Spartakister var komne til ham og havde besværet sig derover. — Han begyndte nu at tvivle om, at hans Politik havde været den rigtige, og om ikke den Dag vilde komme, hvor han maatte indrømme, at hans Modstandere havde haft Ret.

Jeg bemærkede hertil, at jeg ikke forstod, hvad hans Besværinger egentlig gik ud paa. Saa vidt mig bekendt var Delegationen kommen tilbage fra Paris med det Resultat, at den danske Regerings og Rigsdagens Politik nærmest derved havde fundet en Bekræftelse, og i flere Venstreblade havde jeg i den senere Tid set Beviser for, at Maadeholdet var i Begreb med at tiltage i Styrke overfor de enkelte, efter min Formening intetsigende yderliggaaende Krav. Personligheder, som Hr. Alexander Foss og Hr. N. Neergaard havde udtalt sig særdeles forstandigt efter deres Hjemkomst og nærmest i fuld Overensstemmelse med Regeringens Program. 

Naar De spørger mig, hvad der skal gøres overfor denne Situation, er Svaret fra min Side at forme i et andet Spørgsmaal, hvorledes De har tænkt Dem Udførelsen af de Beslutninger, som er blevet taget i Paris, om hvilke jeg iøvrigt ikke er definitivt underrettet, for Slesvig, uden at der derom forhandles mellem København og Berlin, med andre Ord, skal alle disse Bestemmelser om Regler for Afstemning, Optering og Evakuering dikteres direkte fra Paris eller Spa til Berlin, uden at nogen Meningsudveksling desangaaende finder Sted mellem den danske og den tyske Regering?

Jeg vilde være Dem særdeles taknemlig for nogle oplysende Udtalelser i saa Henseende og navnlig for en Meddelelse om, hvorvidt De ser Dem i Stand til at erklære Dem enig med mig i den ovenomtalte Erklæring, som jeg afgav til Udenrigsministeren om, at Resultatet af Delegationens Rejse til Paris kan anses for en Bekræftelse af Regeringens og Rigsdagens maadeholdne Bestræbelser i hele denne Sag.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

5. april 1919. De magter, til hvilke tyske territorier overdrages, skal betale en del af Tysklands gæld

Møde i Fredskommissionens finansielle Kommission

I sine Møder 3., 21. og 24. Marts havde Fredskommissionens finansielle Kommission drøftet de ovenf. under No. 104 nævnte Spørgsmaal. I Mødet 5. April vedtog Kommissionen at indstille til det øverste Raad, at der blev givet de paagældende Artikler i Fredstraktaten følgende Affattelse:

De Magter, til hvilke tyske Territorier overdrages, skal under Hensyntagen til de i Artikel 2 anførte Bestemmelser paatage sig at betale:

1) En Del af det tyske Riges Statsgæld pr. 1. Aug. 1914, beregnet efter Forholdet mellem Gennemsnittet i de tre Finansaar 1911, 1912 og 1913, af saadanne Indtægter fra det overdragne Landomraade, og Gennemsnittet i de samme Aar af saadanne Indtægter for hele det tyske Rige, som Erstatnings-Kommissionen maatte anse for bedst egnet til at repræsentere de paagældende Territoriers Betalingsevne.

2) En Del af den paa den tyske Enkeltstat, til hvilken det afstaaede Territorium hørte, pr. 1. Aug. 1914 hvilende Gæld, fastsat i Overensstemmelse med de ovenfor anførte Grundsætninger. Disse Dele skal fastsættes af Erstatningskommissionen.

Den Maade, hvorpaa den saaledes overtagne forpligtelse skal afvikles, saavel med Hensyn til Kapital som Renter, skal fastsættes af Erstatnings-Kommissionen. Dette kan bl.a. ske paa den Maade, at den Magt, hvortil Omraadet afstaas, overtager Tysklands Forpligtelser for den tyske Gæld, som ejes af dets Undersaatter. Men hvis Afviklingen medfører Betaling til den tyske Regering, skal saadan ske til Erstatnings-Kommissionen som Afdrag paa de Summer, der skyldes for Erstatningen, saalænge nogen Del heraf henstaar ubetalt.

Da Enighed ikke kunde opnaas om Affattelsen af Bestemmelserne vedrørende Overtagelsen af Statsejendommene i de Landomraader, Tyskland skulde afstaa i Henhold til Fredstraktaten, henviste Kommissionen de foreliggende Forslag til det øverste Raads Afgørelse.

Indstilling fra Fredskommissionenes territoriale Kommission
Under 27. Febr. havde Konferencen nedsat et Udvalg, der kaldtes: De territoriale Spørgsmaals Central-Kommission. Den havde til Opgave paa Grundlag af de forskellige Særudvalgs Forslag at optrække de fjendtlige Landes fremtidige Grænser og at udtale sig om de Afsnit af disse Grænser, som ikke omfattedes af de nævnte Udvalgs Arbejder.

Kommissionen havde følgende Sammensætning: Amerikas Forenede Stater: S. E. Mezes; det Britiske Rige: Sir Eyre Crowe; Frankrig: André Tardieu (med Jules Laroche og Louis Aubert som Suppleanter); Italien: Salvago Raggi; Japan: Otchiai (med Ijuin som Suppleant). Formand var Frankrigs, Næstformand Italiens Repræsentant. — Kommissionen begyndte sin Virksomhed 7. Marts.

I sine Møder 26. Marts og 6. April behandlede Kommissionen den danske Kommissions Indstilling af 19. s. M. og Tillægs-Noten af 4. April. Den vedtog i
sidstn. Møde følgende Indstilling til Konferencens overordnede Instanser:

Overensstemmende med de fra det øverste Raad modtagne Anvisninger har den territoriale Central-Kommission gjort sig bekendt med den af Kommissionen
for de danske Anliggender affattede Indstilling.

Den bifalder enstemmigt samtlige de i Indberetningen og i Tillægs-Noten af 4. April af nævnte Kommission stillede Forslag og anbefaler dem til det øverste Raads Vedtagelse under Forbehold af de nedenfor angivne Ændringer, som er indførte paa det Udkast til Artikler i Traktaten, der medfølger som Bilag til nærværende Indberetning;

1. Artikel I, 2. Udgang: I Stedet for: »de Landomraader, der ligger Nord«, bør sættes: de Landomraader af det tidligere tyske Kejserrige, der ligger Nord……..

2. Artikel I, 6. Udgang: I Stedet for: »Kommissionen skal være i Besiddelse af«, bør sættes: Kommissionen, eventuelt bistaaet af de fornødne Styrker, skal være……..

Vor Kommission har ment, at denne Tilføjelse var nødvendig for at forebygge enhver mulig senere Indsigelse fra Tysklands Side i det Tilfælde, at der vil blive gjort Brug af de Landgangskorps, hvis Tilstedeværelse og Anvendelse er taget i Betragtning.

Vor Kommission mener ligeledes, at i Udkastet til Traktat-Artiklen, der omhandler den Grænse-Kommission, som i Marken skal fastsætte den nye Grænselinje mellem Danmark og Tyskland (Artikel III), bør tilføjes: De Afgørelser, der træffes af et Flertal indenfor nævnte Kommission, skal være forpligtende for de interesserede Parter.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

1. april 1919. Foreslag til ændringer af tredje afstemningszone

H. P. Hanssen til Landraad Böhme
Hjemkommen fra en Rejse til Paris og London finder jeg Deres ærede Skrivelse af 21. Marts 1919. Den Samtale, som i sin Tid fandt Sted efter Deres Tilskyndelse, har jeg anset for resultatløs, da De efter Deres Tilbagevenden fra Berlin ikke kom tilbage til Sagen. I denne Opfattelse blev jeg styrket ved Meddelelser, som kom mig i Hænde i Begyndelsen af Februar fra Kredse inden for Det tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig. Jeg har derfor anset den da omtalte Ordning for uigennemførlig og ikke forfulgt Sagen yderligere.

Imidlertid er Spørgsmaalets Udvikling gaaet videre i Iltempo, og de Allierede har nu foreslaaet en anden Ordning i Fredspræliminærerne, som vi for vort Vedkommende har sluttet os til. I Henhold hertil overtages Forvaltningen af en international Kommission, bestaaende af 8 Allierede, 1 Svensker og 1 Nordmand sammen med danske og tyske Raadgivere. I Henhold hertil er jeg ikke i Stand til at afgive den af Dem ønskede Erklæring.

 

F. K.s danske Kommission ændrer sin Indstilling
Grev Bent Holstein’s ovenf. omtalte Henvendelse ang. Ejdersted-Halvøen foranledigede Charles H. Haskins til at foreslaa det franske Medlem af den danske Komm., Laroche, at tage under Overvejelse, om

Kommissionen ikke »før vor Indstilling bliver endelig godkendt« paany burde »overveje den Linje Kappel-Tønning, vi — hvad De sikkert vil erindre — fra første Færd havde taget som Udgangspunkt«? Laroche slutter sig til denne Opfattelse og underrettede samtidig Komm.s Formand, som indkaldte Komm. til nyt Møde 4. April 1919.

Her udviklede de amerikanske Medlemmer de Betragtninger — væsenlig de samme, Grev Holstein havde fremsat i sit Memorandum — som ledede dem til at foreslaa Ændringer i tredje Afstemnings-Zones Afgrænsning mod Syd, og stillede følgende Forslag:

1 ) I Artikel I, sjette Linje, efter Ordene »Hollingsted indbefattet«, vil Beskrivelsen af Grænsen blive følgende:
følger derefter den østlige og sydlige Grænse for Husum Amt indtil det Sted, hvor den forener sig med Ejdersteds Amts Grænse, hvis sydlige Linje den følger indtil det nordøstlige Yderpunkt af Byen Frederiksstad, og fra dette Punkt gaar den stik Syd ned til Floden Ejderen, hvis Løb den følger ud i Nordsøen.

2) I Artikel I, femte Afsnit ændres en Linje saaledes, at Ordene: »for at ende Syd for Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog«, erstattes med Ordene: »og slutter ved Ejderens Munding«.

Tilsvarende Ændringer vil være at foretage i Indstillingens fjerde Afdeling ved Beskrivelsen af Kortets blaa Linje, samt paa Kortene.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

26. marts 1919 – Hejmdal: Hjælp fra England

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Indsendt


Vi staar nu overfor det længselsfuldt forventede, da Genforeningen med vort eget Folk ikke længere kan hindres. Vi kan gøre Salmistens Ord til vore, naar han siger:

“Da Herren lod Zions Fanger vende tilbage, da var vi som Drømmende, da fyldtes vor Mund med Latter og vor Tunge med Jubel… Store Ting har Herren gjort imod os, vi blev glade.”

 Den samme Følelse har besjælet os og nogle af vore kongerigske Venner, som under Verdenskrigen har sukket med os, længtes efter, bedt om, at vi maatte vende tilbage til Foreningen med vort eget Folk og som nu oplever Bønhørelsen. Derfor er den Tanke opstaaet at søge afholdt en Række Gudstjenester i alle vore Sogne snarest efter Genforeningen. Hensigten er at minde os, som nu faar Grænsen flyttet, om, at Æren er Guds i det Høje, samt om, at hans Søn vil frelse os, ikke blot nu i Tiden, men først og fremmest til sit Evige Rige. – For at gennemføre denne Tanke har hine Venner nedsat et Udvalgt i Kongeriget og henvendt sig til nogle Mænd herovre, som ogsaa har dannet et Udvalgt. Til nærmere Orientering bemærkes, at Sagen ikke sættes i Værk af nogen bestemt kirkelig Organisation, medens dog Flertallet af Talerne slutter sig til “Kirk. For. f. I. M. i D.” – Sagen tænkes gennemført saaledes, at der tales 3 Aftener i hvert Sogn af 2 nye Talere hver Aften.

Om Gud vil, har vi profekteret Tiden fra 20.-25. Maj eller 17.-22. Juni.

Da der sikkert vil blive foranstaltet mange Fester og Møder i samme Anledning, saa er det Meningen med disse Linjer, i Haab om Redaktionens Velvillige Optagelse, at bede Bladets Læsere videst muligt at tage Hensyn til, at disse Gudstjenester maa kunne finde vort Folks Tilslutning.

P. U. B.
Iver Nissen, Bramdrup  


Dagens Nyheder


Hjælp fra England til Sønderjylland

Blandt Englændere og ganske særlig blandt Danske i England har Trangen til at hjælpe de nødlidende Sønderjyder længe været levende. Den har nu givet sig Udslag i Dannelse af en særlig Komite, der allerede har indsamlet betydelige Beløb foruden Levnedsmidler og Klæder, som senere vil blive tilstillet den danske Centralkomite.

H. P. Hanssens Hjemkomst
Ved sin Hjemkomst i Aftes fra Paris modtoges H. P. Hanssen paa Aabenraa Banegaard af en meget stor Menneskemængde. Danske Mænd og Kvinder fra Aabenraa By var mødt for at byde ham velkommen hjem. Saa snart H. P. Hanssen, der saa frisk og glad ud og tillige lidt overrasket over den Modtagelse, der beredtes ham, viste sig i Kupedøren, lød kraftige Hurraraab ham imøde. En lille Pige traadte frem og overrakte Hanssen en Buket af røde og hvide Nelliker. Som Ordfører for de Mødte holdt derpaa Dr. M. Michelsen en Velkomsttale.

H. P. Hanssen udtalte sin Tak for Modtagelsen og sagde, at han kun bragte gode Indtryk og Efterretninger med fra Vesteuropa. Byraadsvalgenes Udfald, som var blevet Delegationen telegrafisk meddelt, havde beredt den megen Glæde. Om nogle faa Uger vil De udtalte H. P. Hanssen videre, komme til at stemme igen ved den store Afgørelse, som gælder vor Fremtid. Dernæst fandt Bortkørslen Sted under nye Hurraraab.

– Ved et Møde paa Folkehjem Lørdag Aften vil H. P. Hanssen tale om Delegationens Pariserrejse.


Fra Felten


Død af sine Saar
I den preussiske Tabsliste meddeles, at Laue Nissen fra Stevelt, der hidtil har været meldt haardt saaret, er død den 28. August i Fjor.

Død af Sygdom
I den preussiske Tabliste meddeles, at Ebbe Wind fra Gastrupgaard den 3. November i Fjor er død af Sygdom.

Saarede
Ifølge den preussiske Tabsliste er Overløjtnant Wilhelm Petersen fra Haderslev og Hans Lauritzen fra Sønder-Vilstrup let saarede.

Ifølge den preussiske Tabsliste er Heinrich Fehlstedt fra Egernlund haardt saaret; Peter Iversen fra Sebbelev og Nicolaus Rohwedder fra Borrig er let saarede; Hans Kaad fra Købingsmark og Joseph Petersen fra Sofiedal ved Tinglev meldes saarede, og Peter Petersen fra Ringenæs, der hidtil har været meldt savnet, er saaret.

Savnede
Ifølge den preussiske Tabsliste savnes Hermann Knutz fra Ringenæs, Christian Andresen fra Helved paa Als, Jørgen Stock fra Haderslev, August Schønwaldt fra Anderup, Johannes Nielsen fra Høgelund, Hans Kudsk fra Arnitlund, Søren Aalling fra Langetved og Nissen Hoff fra Stenderup I; sidstnævnte er let saaret.

Ifølge den preussiske Tabsliste savnes Peter Clausen fra Lundsgaardsmark, Peter Petersen fra Broager, August Hansen fra Sønderborg og Villum Paulsen fra Vandling.

(Læs hele Hejmdal fra 26. marts 1919)

21. marts 1919. Den danske delegation modtages af kongen i København

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Fredag den 21. Marts 1919.

Vejret var nu blevet godt. Vi passerede Anholt og gik i Magsvejr ned over Kattegat. Det klarede mere og mere op, og i herligt Vejr stod vi ned af Sundet.

Ud paa Eftermiddagen naaede vi København. Da vi løb ind i Havnen, saa vi fra Dækket Kongen, Dronningen og en af de unge Prinser ved Anløbsstedet. Vi steg i Land. Kongen hilste straks paa Etatsraad Andersen og de andre Herrer, som han kendte.

Etatsraaden forestillede os derefter for Kongen, som vekslede nogle Ord med os. Vi tog derefter til vore Hoteller og mødtes senere i Udenrigsministeriet for at aflægge Beretning.

Det havde været vor Hensigt at rejse hjem om Søndagen, men Fredsdelegationen blev tilsagt til Audiens hos Kongen om Mandagen. Vi blev derfor i Byen Mandagen over.

Kongen hilste meget hjerteligt paa os og udtalte sig bevæget om sin Bedstefader og hans Fortællinger om Sønderjylland, der tidligt havde gjort et dybt Indtryk paa ham. Han udtalte overfor mig, at den Tid nu forhaabentlig endelig var forbi, da man mistænkte Kongehuset for at være tysksindet. Hans Bedstefader havde i sin Tid lidt meget under denne Mistanke.

Jeg svarede, at al Mistanke i den Retning sikkert forlængst var fjernet, og at vi tværtimod under vor Berøring med Kongehusets Medlemmer i Paris og London havde faaet det stærkeste Indtryk af den rørende Kærlighed, hvormed Kong Christian IX’s Børn og Børnebørn omfattede Danmark.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

20. marts 1919. Den danske delegation øjner Danmark i horisonten

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Torsdag den 20. Marts 1919.

Stormen lagde sig, og Søen blev roligere. Jeg gik allerede op paa Dækket om Formiddagen, og lidt efter lidt blev Selskabet atter fuldtalligt.

Ud paa Eftermiddagen fik vi Norges Kyst i Sigte. Efter at Mørket var indtraadt, saa vi Hirtshals’s Fyr og ved Midnatstid passerede vi Skagen. Vi passerede talrige svenske Fiskerkvaser, som havde Lanterne tændt.

Fyrene blinkede, Himlen var stjerneklar, og vi saa et herligt Nordlys, som sendte Straalebundter helt op til Zenit.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

18. marts 1919. Den danske delegation påbegynder en stormfuld hjemrejse

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Tirsdag den 18. Marts 1919.
Vi afrejste i Pullmanvogne fra London til Newcastle og gik ombord i De Forenede Dampskibsselskab’s S/S “Moses Melchior”. Ved 1-Tiden kastede vi los og gik ned ad Floden.

Det var en dejlig Nat. Vi spadserede en Times Tid paa Dækket og gik saa til Køjs. Ud paa Morgenen blæste det stærkt op, og da vi stod ud i Vesterhavet, havde vi en Brandstorm.

“Moses Melchior” var sammenlignet “Fionia” en lille Skude som arbejder svært i Søerne. Paa de to Etatsraader nær blev vi derfor i Køjerne hele Dagen.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

17. marts 1919. Den danske delegation finder stærkt sammenhold i England

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Mandag den 17. Marts 1919.
Delegationen var indbudt til Frokost i den danske Klub, men Nis Nissen og jeg forvildede os i Byen og kom derfor ikke med. Klokken 5 var vi indbudt til The hos Kammerherre Carstenskiold, hvor den danske Koloni i London var samlet.

Jeg stiftede her flere interessante Bekendtskaber, deriblandt med Skibsreder Sir William Petersen, som har været engelsk Statsborger i 40 Aar og betragtes som den rigeste Dansker derovre. William Petersen fortalte mig, at han havde været en personlig Bekendt af Lord Kitchener, om hvem han i en længere Samtale fortalte mange interessante Træk.

Gesandten bød os velkommen. Han havde kort Tid før haft Besøg af 4 sønderjydske Krigsfanger og meddelte os det Indtryk, deres Fortælling havde gjort paa ham.

Jeg tog derefter Ordet og bragte Englænderne en Tak for deres udmærkede Bistand og for den Venlighed, hvormed de havde modtaget os. I min Tale fik jeg endvidere Lejlighed til at udtale min Glæde over det stærke Sammenhold, som vi havde fundet mellem Danskerne i England, et lignende Sammenhold havde vi ikke fundet i Paris. Men dette hænger maaske sammen med, at Danmarks livlige Handelsforbindelse med England har skabt en fast bosiddende Koloni i London, medens Danskerne i Paris mere er Fugle paa Træk.       

Sønderjyske Årbøger, 1926.

16. marts 1919. Den danske delegation på udflugt til Windsor

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Søndag den 16. Marts 1919.
I 4 af Regeringen til vor Raadighed stillede Biler foretog vi en overordentlig interessant Biltur til Windsor og Maidenhead. Jeg tog Plads hos Chaufføren for bedre at nye Udsigten og fik af hende, det var en Dame, Besked om et og andet under Farten. Turen førte os gennem dejlige frugtbare Egne ind i de store engelske Parkanlæg med herlige gamle Ege, som omgiver Windsor. Vi kørte ind paa Slotspladsen og blev yderst høflig modtaget. Vor Ankomst var ventet, og vi blev ført omkring i de prægtige Repræsentationslokaler, hvor der var store Billedgallerier med mange fremragende Kunstværker. Derpaa spadserede vi i Haven og beundrede den 3 engelske Mil lange snorlige Alle, der fra Haven førte ud gennem den herlige Park. Etatsraad Andersen fortalte, at han sidste Sommer havde været Gæst hos det engelske Kongepar herude, hvor det levede under meget borgerlige Forhold. Fra Windsor kørte vi videre gennem herlige Parker og Skove til Maidenhead, hvor vi spiste Middag. Ved 4-Tiden var vi atter tilbage i London efter at have tilbragt en herlig Dag.    

   

Sønderjyske Årbøger, 1926.

15. marts 1919. Den danske delegation i audiens hos Dronning Alexandra

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Lørdag den 15. Marts 1919.
Om Formiddagen kørte vi en Tur i Byen. Efter Frokost blev vi Klokken 1 modtaget i Udenrigsministeriet af Lord Curzon. Etatsraad Andersen, som tydeligt nok stod paa en meget fortrolig Fod med Lorden, fortalte mig bagefter, at han havde lært ham at kende for mange Aar siden, da han som ung Mand var kommet til Siam. Senere havde han truffet ham som Vicekonge i Indien.

Lord Curzon er en høj, smuk Mand med et fint, glatraget Ansigt, let skaldet paa Issen med langt Haar strøget ned bag Ørerne og i Nakken. Mest paafaldende var hans rolige, forskende Øjne. Vi blev forestillede af Etatsraad Andersen. Han gav os alle Haanden og hilste os med et: How do you do. Derefter satte vi os i en Rundkreds om hans Skrivebord, Etatsraaden nærmest i en Lænestol. Det meste af Tiden førte han Ordet.

Lorden ønskede os til Lykke med, at vi nu atter kom tilbage til Danmark. Vi bukkede og takkede. Efter 10 Minutters Forløb var Audiensen forbi – en engelsk Udenrigsminister har meget at gøre – og Lorden gav os atter Haanden til Afsked.

Vi kørte hjem til Hotellet, klædte os om og gik Klokken 3 med Etatsraad Andersen i Spidsen til det kgl. Slot, hvor Dronning Alexandra vilde modtage os i Audiens.

I Forhallen blev vi modtaget af en ældre Hofdame, som kunde tale lidt dansk, derpaa kom en meget gammel, krumbøjet Hofmand, støttende sig til en forsvarlig Stok. Han drog Etatsraad Andersen og Alexander Foss i Samtale. I Hallen var der opstillet Buster af Kong Christian IX og Dronning Louise. 

En høj Officer, ældre Mand i Khakiuniform og meget umilitærisk i sin Holdning sluttede sig til. Saa gik Turen til de indre Gemakker. Etatsraad Andersen blev først kaldt ind, derpaa den danske Delegation og tilsidst vi 4 Sønderjyder.

Jeg blev ved min Indtræden af Etatsraad Andersen forestillet for Dronningen, som drog mig ind i en Samtale om Forholdene. Hun var desværre meget tunghør, talte noget stivt med engelsk-tysk Akcent, men ellers korrekt Dansk og udtrykte sin store Glæde over, at vi kom tilbage til Danmark. Dronningen udtalte samtidig Haabet om, at Ejderen atter maatte blive Danmarks Grænse.

Hendes varme Følelser og Troskab mod Danmark og hendes store Pietet overfor Forældrene og hele den kgl. Slægt var rørende.

Mens jeg stod og talte med Dronningen, hørte jeg gentagne Gange Etatsraad Andersen sige til Prinsesse Victoria, der stod lige bag ved mig: “Nu maa De tale Dansk, Prinsesse Victoria, nu maa De tale Dansk, der er flere af Delegationen, som ikke kan tale Engelsk”. Jeg kan ikke, jeg taler saa daarligt”, svarede Prinsessen hver Gang. –

Etatsraaden følte sig ogsaa her som hjemme. Han blev behandlet som en gammel kær Onkel. Vi maatte alle indskrive vore Navne i en Bog, som Dronningen lagde frem. Hun førte mig hen til et lille Bord, hvorpaa der stod forskellige Miniaturer og Antikviteter, som hun havde arvet efter sine Forældre og andre kære Slægtninge. De havde aabenbart meget stor Værdi for hende som Slægtsminder.

Under Samtalen fik jeg blandt andet Indtryk af, hvor afholdt Prins Hans havde været ved det engelske Hof. Efter en halv Times Forløb trak vi os tilbage. Baade Dronningen og Prinsesse Victoria rakte os Haanden til Afsked.   

Sønderjyske Årbøger, 1926.

14. marts 1919. Den danske delegation på sightseeing i London

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Fredag den 14. Marts 1919.

Da vi om Morgenen kom ned fra vore Værelser, blev det meddelt os, at Regeringen havde stillet 3 Biler til vor fri Disposition.

Vi 4 Sønderjyder kørte om Formiddagen en Tur ud gennem Byen og tilbage gennem Hyde Park. Derefter samledes Delegationen til en fælles Frokost paa Carlton Hotel.

Om Eftermiddagen foretog vi atter en Køretur, denne Gang forbi Tower, Parlamentet og rundt i Byen.

Om Aftenen Klokken 7½ gav Etatsraad Andersen en Middag, hvortil foruden Delegationen Kammerherre Carstenskiold og Direktør Madsen-Mygdal var indbudt. Ved Kaffen havde jeg en længere Samtale med Kammerherren, af hvem jeg fik et godt Indtryk.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

13. marts 1919. Den danske delegation bryder op fra Paris

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Torsdag den 13. Marts 1919.

Opbrud fra Paris. Vi tog afsted ved Middagstid. Den danske Legation og andre Danske, deriblandt Franz von Jessen med sin lille Soldaterpige var mødt paa Banegaarden for at tage Afsked med os. Vi fik overrakt Blomster, og jeg modtog som Gave fra Oberstinde Andersen en dejlig Silkefane.

Vi kørte derefter i Pullmanvogn til Boulogne ad samme Vej, som vi var kommet til Paris, men denne Gang i straalende Solskin. Overfarten Boulogne-Folkestone gik let. Der var Mængder af Officerer og uniformerede Damer ombord. Vi spadserede først paa Dækket, men da det blev koldt, bænkede vi os i Kahytterne, hvoraf to udelukkende var stillet til vor Disposition.

Landgangen i Folkestone gik ligeledes glat. Vore Pas blev efterset og fundet rigtige. Derefter rejste vi videre i Pullmanvogne. Vi ankom til London ved 10-Tiden og blev modtaget paa Banegaarden af Hr. Synge, en høj Embedsmand i Udenrigsministeriet, og af den danske Gesandt, Kammerherre Carstenskiold, som førte os til Vogne, der stod rede til at køre os til Carlton Hotel, hvor vi fik Værelser anviste.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

12. marts 1919. Den danske delegation forbereder hjemrejsen

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Onsdag den 12. Marts 1919.
Da Fredsdelegationen for et Par Dage siden aflagde et Besøg i Versailles, kunde Alexander Foss, Neergaard og jeg ikke deltage i Turen, fordi vi var optaget af vigtige Forretninger. En dansk Mand, Købmand Davidsen, havde nu stillet os sin Bil til Raadighed til en Tur til Versailles, som skulde foregaa i Dag. Neergaard blev imidlertid forhindret i sidste Øjeblik, fordi han sammen med Dr. Munch skulde deltage i en Sammenkomst med Lord Robert Cecil for at drøfte Danmarks Stilling til Folkenes Forbund.

Alexander Foss og jeg tog derfor ene afsted og havde en dejlig Tur. Vi kørte gennem St. Cloud, saa Udsigten over Paris fra Terrassen og ankom til Versailles ved 10-Tiden, hvor vi hørte, at Slottet først var aabent fra Klokken 1. Vi spadserede da et Par Timer i den herlige Park, spiste derefter Frokost i Byen og besaa senere Slottet.

Der var under alt dette rig Lejlighed til at udveksle Meninger om udenrigske og hjemlige politiske Forhold. Jeg fandt Alexander Foss vel informeret paa alle Omraader. Vi kom hjem ved 4-Tiden.

Under vor Fraværelse var Krigsfangesagen blevet fremme videre. Der var blevet arrangeret en Visit hos en General, der havde med Fangevæsenet at gøre, og jeg skulde have været derhen sammen med Dr. Munch og Professor Verrier. Da Nis Nissen tog derhen i mit Sted, havde jeg dog ikke forsømt noget.

Om Aftenen gav Delegationen en Middag for Kammerherre Bernhoft, Legationsraad Engelsted med Frue, Pressechef Krabbe, H. V. Clausen med Frue, Franz von Jessen, den norske Gesandt Baron Wedel-Jarlsberg, Professor Verrier og Frue, Hr. og Fru de Quirielle, Bankdirektør Prior – jeg husker i Øjeblikket ikke flere.

Dr. Munch bød Velkommen og erklærede, at der ikke skulde holdes Taler. Den norske Gesandt tillod sig dog straks den Bemærkning, at det var meget tvivlsomt, om dette Forbud vilde kunne overholdes. Senere brød han det og talte for Sønderjyderne og Sønderjylland. Jeg fulgte hans Eksempel og rettede først en Tak til de nordiske Folk for den Sympati, de havde vist os, og som Taleren havde givet saa varmt Udtryk. Dernæst takkede jeg Kammerherre Bernhoft, til hvem jeg rettede nogle hjertelige og anerkendende Ord, og endelig rettede jeg en Tak til Frankrig og de tilstedeværende Franskmænd, idet jeg sluttede med et: Leve Frankrig.

Kort efter hævedes Bordet, men vi blev endnu længe sammen og havde det meget hyggeligt.

 Sønderjyske Årbøger, 1926.

11. marts 1919. “Vi skærer nu den preussiske ørns kløer meget stærkt tilbage, men vi ved, de vil vokse ud igen”

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Tirsdag den 11. Marts 1919.
Vi samledes om Formiddagen i Hotel Meurice, udvekslede Meninger og aflagde Beretninger. Det blev besluttet, at vi skulde gøre et alvorligt Forsøg paa at faa Krigsfangerne fra Afstemningsomraadet med os hjem. Etatsraad Andersen vilde i saa Fald lade “Russia” gaa over efter os.

Vi drøftede indgaaende de finansielle Spørgsmaal, som Etatsraaderne Andersen og Glückstadt vilde arbejde videre med.

Før vi gik fra hinanden, oplæste Etatsraad Andersen et Brev fra den tidligere engelske Gesandt i Konstantinopel, som efter Paalæg af Balfour indbød Delegationen til at være den engelske Regerings Gæster under Opholdet i London.

Vi 4 Sønderjyder var blevet indbudt til Middag Klokken 8,15 paa Hotel Majestic af de engelske Medlemmer af den belgiske Kommission, men endvidere var vi indbudt til Aften hos Professor Verrier. Vi besluttede derfor at dele os, saaledes at Andreas Grau og jeg gik til Englænderne, Kloppenborg-Skrumsager og Nis Nissen derimod til Professor Verier.

Indbydelsen udgik fra Headlam Morley, fra hvem jeg modtog et længere Brev. Da hverken Andreas Grau eller jeg kunde tilstrækkeligt Engelsk til at føre en Samtale paa dette Sprog, hvor Ordene skulde vejes nøje, havde vi i Forvejen henstillet til Headlam Morley, om Samtalen ikke kunde føres paa Tysk, og vi havde faaet Meddelelse om, at der ikke var noget til Hinder herfor, da baade han og Sir Eyre Crowe beherskede det tyske Sprog.

Vi blev i Hotel Majestic modtaget af Kriminalpolitiet. Hotellet er rent engelsk, her bor ogsaa Lloyd George og de øvrige engelske Statsmænd.

Vi maatte i Forhallen gøre Rede for, hvad vi vilde, og lade vore Navne indføre i en Bog, inden vi kunde gaa videre. Vi blev derefter modtaget af Carnegie, der havde fungeret som Sekretær den Dag Delegationen mødte for Kommissionen. Senere kom Morley, en ældre, høj, mager Mand, noget sjusket i sin Paaklædning, og Sir Eyre Crowe, som struttede af Energi. Begge havde sjældent kloge Øjne. En fjerde Englænders Navn husker jeg ikke. Han blandede sig ikke i Samtalen og trak sig tilbage umiddelbart efter Middagen.

Ved Bordet havde jeg Sir Eyre Crowe paa min højre og Headlam Morley paa min venstre Side. Andreas Grau sad med Morley paa sin højre og Carnegie paa sine venstre Side. Samtalen var meget livlig. Morley talte især med Grau om Dannevirke-Linjen og søgte at udforske, om der ikke var Modsætninger tilstede, som Delegationen søgte at skjule, om der ikke var mange Danske, der vilde have Dannevirke- Linjen, og om det ikke havde været rigtigere at udstrække Afstemningsomraadet dertil.

Andreas Grau bestred dette under Henvisning til, at der ved Afstemningsomraadets Fastsættelse var taget Hensyn til alle Ønsker fra Befolkningens Side om at deltage i Afstemningen. Min Samtale med Sir Eyre Crowe var overordentlig interessant. Han udtalte sig meget aabent om alle Forhold. Nu og da indskød Morley en Bemærkning. Efter Bordet tog han livlig Del i Samtalen. 

Sir Eyre Crowe forskede først ligesom Herbette hos Franz von Jessen efter separatistiske Bevægelser i Tyskland. “Frankrig ser med Bekymring ud i Fremtiden”, sagde han. “Vi skærer nu den preussiske Ørns Kløer meget stærkt tilbage, men vi ved, de vil vokse ud igen. Hvor meget vi end svækker det tyske Rige ved Grænserne, borttager det dog ikke Frygten for, at Tyskland atter vil rejse sig og paany kræve Revanche. Vi maa derfor søge at svække Preussen ved at forebygge, at dets Overvægt indenfor Riget ogsaa fremtidig bliver bestemmende for Rigets Politik.

Preussen vil blive svækket stærkt ved Polens Genoprettelse. Det kan betragtes som afgjort, at Danzig vil tilfalde Polen, som vil blive stort og stærkt, og ligeledes at Nordslesvig vil tilfalde Danmark.

Men dette er ikke nok. Det maa betragtes som ønskeligt, at der udskilles særlige Stater af Preussen indenfor Rigets Grænser”. Dermed kom han ind paa Spørgsmaalet: Hvad er der af separatistiske Bevægelser i Tyskland. Jeg henviste til Welferne i Hannover, som lige siden 1867 uafbrudt har været repræsenteret i den tyske Rigsdag, til Slesvig-Holstenerne, som atter kræver et selvstændigt Slesvig-Holsten, og til de partikularistiske Bevægelser, der efter Sammenbruddet spores i Rhinlandene. De Oplysninger, jeg kunde give ham om disse Forhold, faldt øjensynlig i god Jord.

“Tyskerne maa nu underskrive alt, hvad vi kræver”, var Omkvædet i hans Udtalelser, “men vore Krav bør være forstandige og have en vis indre Berettigelse”, tilføjede han.

Samtalen gled over paa den militære Situation. “Vi har oplevet frygtelige Tider” sagde han. “Første Gang i August 1914. Vi havde da ikke blot opgivet Kanalhavnene og Paris, men ogsaa Bordeaux. Alle Englands Tilførsler var i Tiden før Marneslaget indstille paa Marseille. Vi troede ikke, før Marneslaget var slaaet, at Bordeaux kunde holdes. Anden Gang var under Foraarsoffensiven i 1918. Hvorfor gik Tyskerne ikke videre frem? Vejen var jo aaben? Vi var sprængt fra hinanden. Det var frygtelige Øjeblikke. Tyskernes Gennembrud vilde selvfølgelig ikke have ændret Krigens endelige Udfald, men det vilde have udskudt Afgørelsen i Maaneder, maaske i Aar.”

Jeg henviste til, at Tyskernes Kræfter var udtømt, da de naaede Amiens, og gav et Referat af, hvad en preussisk General havde meddelt os i den tyske Rigsdag om Aarsagen til, at Fremstødet var ebbet ud. Situationen var, sagde jeg, som naar et Par Brydere maa holde inde, fordi begges Kræfter er udtømt.

Ligesom de fleste andre fremstaaende Statsmænd, som vi her kom i Berøring med, rettede ogsaa Sir Eyre Crowe voldsomme Angreb mod Tyskerne. Han fortalte mig, at hans egen Mor var tysk – en Søster til Admiral v. Holtzendorff – og at hans Søster var gift i Berlin, – hende hørte han nu aldrig fra -, men Slægtskabsforholdet mildnede ikke hans haarde Dom. Tyskerne havde øvet utrolige Forbrydelser, sagde han, og Straffen vilde ikke udeblive. De anede endnu ikke, hvor omfattende et Materiale Englænderne sad inde med. I Amerika havde baade Bernstorff og Dernburg brugt Metoder, som trodsede enhver Beskrivelse. Materialet vilde senere blive offentliggjort, og saa vilde det tyske Folk maaske dog endelig faa Øjnene op.

Da han omtalte Bernstorffs Virksomhed i Amerika, indskød jeg den Bemærkning, at Grev Bernstorff, efter hvad han selv havde meddelt mig under en Samtale i det tyske Udenrigsministerium, havde været udset til Leder af den tyske Fredsdelegation. Dertil svarede Sir Eyre Crowe, at dette viste, hvor lidt Tyskerne endnu forstod deres Stilling. Hvis han efter alt, hvad der var forefaldet i Amerika, var kommet til Paris som Leder af Fredsdelegationen, vilde han være blevet jaget ud af Byen.

Jeg spurgte om Kejserens Skæbne. “Folket kræver ham udleveret og stillet for en Domstol”, sagde han. “Personlig er jeg af den Mening, at en Kommission bør undersøge alt, fremlægge Akterne for Offentligheden og overlade den Dommen, og at der saa ikke bør foretages mere imod ham. Men jeg tror ikke, at denne Opfattelse vil sejre. Folket kræver med stigende Styrke, at han skal stilles for en Krigsret og dømmes.”

Om Grev Brockdorff-Rantzau sagde han, at han var klogere end Grev Bernstorff, men at det var helt uforstaaeligt, at han sluttede sig til den nuværende Regering. Dette viste tydeligt nok, at der ikke var Tale om en Systemforandring i Tysklands Udenrigspolitik. Derpaa tydede ogsaa Tysklands vedvarende Propaganda i Spanien, Rumænien og andre Landet. I Rumænien havde de Allierede i disse Dage opsnappet Flyveskrifter, som opfordrede til en bolsjevistisk Revolution. Paa enkelte Eksemplarer fandtes det østerrigske Udenrigsministeriums Stempel. Propagandaens Forbindelse med Tyskland var endnu ikke konstateret, men utvivlsomt tilstede. Det var skandaløst, at Tyskland saaledes vedvarende ødslede Millioner ud til den udenlandske Propaganda.

Fuldmægtig Laage-Petersen havde Dagen før meddelt Delegationen, at han under en Samtale med Englænderne havde faaet det Indtryk, at man fra Ententens Side paatænkte at ordne Sagen saaledes, at der maatte afsluttes en dansk-tysk Traktat vedrørende Afstaaelsen. Jeg spurgte under Henvisning hertil Sir Eyre Crowe, om der laa noget til Grund for denne Meddelelse. “Nej”, svarede han, “det kan der ikke være Tale om. Der foreligger Præcedens i Venetiens Afstaaelse til Frankrig. Sagen vil blive ordnet paa denne Vis. Der vil ganske vist foreligge en Række Enkeltheder, som maa ordnes, men som ikke kan optages i Fredstraktaten. Derfor vil det blive nødvendigt, at der nedsættes særlige Kommissioner, som ordner dem. Disse Kommissioneres Nedsættelse bestemmes i Fredstraktaten.”

Efter Middagen hos Englænderne tog Andreas Grau og jeg ud til Professor Verrier, hvor vi fandt et talrigt Selskab, deriblandt alle Delegationens øvrige Medlemmer. Verriers Hustru, Sønner og en Datter var tilstede. Modtagelsen var meget hjertelig. Jeg fik imidlertid ikke talt meget med ham ved denne Lejlighed, da Alexander Foss straks trak mig ind i Professorens Arbejdsværelse for at læse en Artikel om Kanalspørgsmaalet i “Le Temps” for mig. Artiklen var tydeligt nok stærkt paavirket af min Samtale med Herbette hos Franz von Jessen. I Selskabet traf jeg atter Madame de Quirielle og vekslede nogle Ord med hende.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

10. marts 1919. Den danske delegation forhandler om de sønderjyske krigsfangers hjemsendelse

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Mandag den 10. Marts 1919.
Om Formiddagen tog Dr. Munch og jeg hen til Direktøren for Krigsfangegevæsenet, hvor vi efter Aftale traf Professor Verrier. Vi vilde forhandle med Direktøren om de sønderjydske Krigsfanger for snarest muligt at faa dem hjemsendt. Vi blev vel modtagne. Direktøren var flink og imødekommende. Nu da Grænsen for Afstemningsomraadet kunde betragtes som fastlagt, vilde Hjemsendelsen snart kunne begynde. Det vilde gaa hurtigst, hvis Clemenceau dekreterede, at Fangerne skulde hjemsendes. Efter Aftale med mig havde Professor Verrier allerede et Par Dage før indgivet en Rapport til Clemenceau og i den foreslaaet, at alle i Afstemningsområdet hjemmehørende Fanger skulde sendes hjem saa tidligt, at de kunde deltage i Afstemningen. Vi meddelte Direktøren dette, og han raadede os derefter til personligt at søge Foretræde hos Clemenceau og foredrage ham Sagen. Skønt der næppe vilde være Udsigt til, at han kunde modtage os, da hans Tid var uhyre stærkt optaget, telefonerede Direktøren derhen for at aabne os Vejen. Generaladjudanten svarede, at Clemenceau ikke var tilstede, men at han allerede havde læst Professor Verriers Rapport og paa den skrevet: Det ske saaledes. Sagen kunde dermed betragtes som ordnet.

Da vi bort fra Direktøren, besluttede vi at fortsætte vore Bestræbelser for hurtigst muligt at faa Fangerne hjem. Professor Verrier mente, at de burde sendes hjem med et fransk Krigsskib. Han havde allerede bragt dette i Forslag paa ledende Sted, og hans Forslag var blevet modtaget med Velvilje, selv vilde han i saa Fald ledsage Fangerne. Da vi efter Hjemkomsten aflagde Beretning og drøftede sagen med Delegationen, mente Etatsraad Andersen imidlertid, at dette vilde gaa for langsomt. Han tilbød at sende “Russia” til Frankrig efter Fangerne og Delegationen, hvis Sagen kunde ordnes saa hurtigt, at vi kunde føre Fangerne med os hjem.

Klokken 1 var delegationen indbud til Frokost hos Prins Georg af Grækenland. Paa Alexander Foss og Bramsnæs nær, som var optaget af Forretninger, havde vi alle modtaget Indbydelsen. Vi kørte derhen i 3 Biler med Etatsraad Andersen i Spidsen. Prinsen boede i en Villa udenfor Byen, som Prinsessen, født Bonaparte, havde arvet efter sine Forældre. Prinsen, en høj, rank Mand med kraftige Ansigtstræk, jævn og ligefrem i sin Optræden taler korrekt Dansk. Han modtog os paa Trappen. Vi blev ført ind i en Salon med tilstødende Arbejdsværelse og straks inddraget i en livlig Samtale. Det viste sig, at Prinsessen, som har tilbragt sin Barndom og Ungdom i Frankrig og senere i en Aarrække levet med sin Mand paa Kreta, til vor Forbavselse ogsaa talte Dansk, omend ikke fuldt saa korrekt. Hun tog Plads i en Sofa mellem Dr. Munch og Nis Nissen og førte en meget livlig Samtale med dem. Klokken 1½ gik vi til Bords. Prinsessen sad mellem Etatsraad Andersen og Dr. Munch, Prinsen mellem Neergaard og mig. Ved Bordet fortalte Prinsen os mange Træk fra Kreta. “Politikerne”, sagde han, “er der , som alle Vegne, Ulykken, – Danmark selvfølgelig undtaget”, tilføjede han og bukkede smilende for os. Han fortalte, at han sammen med Kong Christian X havde været ombord paa “Dannebrog” udenfor Kolding Fjord, da Krigen brød ud. De havde da drøftet Krigens eventuelle Udfald, og han havde udtalt Ønsket om, at han, naar Freden blev sluttet, maatte kunne ride ind i Sønderjylland. Dette vilde nu, haabede han, gaa i Opfyldelse.

Efter Frokosten kom jeg i livlig Samtale med Prinsessen, som viste sig meget interesseret i sønderjydske og danske Forhold og rettede mange Spørgsmaal til mig. Samtalen gled ind paa Sønderjydernes Deltagelse i Krigen. Da hun hørte, at Nis Nissen havde været med, opfordrede hun ham til at fortælle hende noget om sine Oplevelser.

Etatsraad Andersen betegnede sig selv som hjemme i Huset og var det øjensynlig ogsaa. Han blev modtaget og behandlet som en kær gammel Slægtning. Børnene, en Søn og en Datter, sunde og kraftige Børn, som saa opvakte ud, kom ind og hilste og var tydeligt nok fra tidligere Tid velkendt med Etatsraaden. Hvad der glædede os alle, var at modtage et stærkt Indtryk af Prinseparrets varme Følelser overfor Danmark, som gav sig Udtryk paa mangfoldige Maader, ikke mindst i deres indgaaende Kendskab til det danske Sprog og danske Forhold i det hele taget.

Klokken 7½ var jeg indbudt til Middag hos Kammerherre Bernhoft. Tilstede var af Delegationen: Etatsraaderne Andersen og Glückstadt samt Dr. Munch, endvidere den norske Gesandt, Baron Wedel-Jarlsberg, den svenske Gesandts Frue, Grevinde Ehrensvärd, Legationsraad Engelsted og Frue og en Slægtning af Kammerherren. Efter Bordet gik Samtalen meget livligt. Den norske Gesandt var velunderrettet og meget underholdende. Overfor mig roste han Kammerherre Bernhoft i høje Toner. “Ham dér har Mod, ser De”, sagde han, idet han pegede paa Kammerherren. Der blev talt meget om den tyske Spionage, Tyskernes Færd i Amerika og deres Grusomheder i Belgien, som havde vakt en uhyre Forbitrelse i Frankrig. Tyskerhadet slog os under Opholdet i Paris i Møde alle Vegne. Det var dybt, og man sagde, at det vilde blive varigt. Men Tiden vil vel ogsaa her vise sig som den store Læge. Etatsraad Andersen talte med mig om Købet af en Ejendom ved Alssund. Vi blev enige om Ønskeligheden af at afholde et Forhandlingsmøde, hvortil hele Delegationen skulde indkaldes, den næste Dags Formiddag. 

   

Sønderjyske Årbøger, 1926.

10. marts 1919 – Hejmdal: Det slesvigske spørgsmål fra en landmands standpunkt

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

En Dannevirkemand


Cornlius Petersen:

“Det slesvigske Spørgsmaal fra en Landmands Standpunkt”
Flensborg i Februar 1919

Der er meget i Cornelius Petersens nylig udkome Pjece, som det fryder en dansk Nordslesviger at læse netop af en Tysker. Hvad han skriver om vor Hjemstavns Historie, vidner om en ærlig Vilje til at frigøre sig for de slesvig-holstenske Lærdomme, som fremdeles doceres af det tyske Udvalg. Han udtaler aabent, at Slesvig er “et gammelt dansk Land” som Tyskheden kun har faaet Indpas i ved tidligere Tiders Uforstand, og hans Dom over det tyske Tvangsregimente i Nordslesvig er saa sønderknusende, at den næppe kunde være udtalt skarpere af en Dansk.

Dog – det er ikke Fortiden, den lille Pjece gælder, men Fremtiden, og hvad Slesvigs Fremtid angaar, gør Forfatteren sig til Talsmand for, at skal Nordslesvig afstaaes til Danmark, bør Sydslesvig indtil Linjen Slien-Dannevirke-Trene-Ejderen følge med:

“Tidspunktet, da Slesvigs Skæbne skal afgøres, er kommet! Wilson, den amerikanske Professor, som sikkert ogsaa er nøje orienteret med Hensyn til vore nationale Forhold, træffer Afgørelsen. Over Nat vil der være draget en Kløft gennem Slesvig, fra Flensborg til Tønder. Det tyske Udvalg for Nordslesvig stiller sig paa det Standpunkt: “Slesvig udelt ved Tyskland.” Hvis det imidlertid er Slesvig, som det er Udvalget særlig om at gøre, burde det ogsaa gøre det næste Skridt – tage det omvendte op i sit Program: Skal større Dele af Slesvig afstaas til Danmark, saa ogsaa det hele.”

Forfatteren er altsaa imod, at Slesvig deles. Hvorfor? Man fristes til at sige, at mens det tyske Udvalg holder paa Udeleligheden for at fastholde Nordslesvig ved Tyskland, betoner C. P. Udeleligheden, for at Sydslesvig bliver draget med til Danmark. C. P. vil maaske ikke synes om denne Udlægning, men den paatrænger sig Gang paa Gang, naar man læser, hvad han iøvrigt anfører imod Delingstanken:

“At drage en Grænse gennem Slesvig, ligegyldigt hvor, er umuligt for enhver Slesviger. Slesvig er en Enhed i økonomisk og folkelig Henseende; man vil gensidig ikke undvære hinanden.”

Denne Opfattelse holder ikke Stik. Tyskerne har rigtignok hidtil ikke villet høre Tale om en Deling, men det var Synd at sige, at det var paa Grund af Kærlighed til os. De vilde simpelthen beholde det hele. Men vi danske Nordslesvigere har forlængst været fortrolige med Delingstanken. Den Kløft, som C. P. er saa bange for skal blive draget “over Nat”, har forlængst været der, baade i økonomisk og folkelig Henseende. 

[…]

Det er Udtalelser, som ikke maa overses. De viser, at det, Cornelius Petersen vil, trods alle smukke Ord om det danske Folks høje Kulturtrin ikke er en Sammensmeltning med Danskheden, men et sikkert og godt Sted at være, mens Stormen drager forbi derude. Han siger ikke udtrykkeligt, at Opholdet kun skal være midlertidigt, men er der nogen der tvivler om, at saa snart den Dag kommer, da det tyske Folk atter rejser sig efter Fornedrelsen, da vil ogsaa de tyske Sydslesvigere blive grebet og revet med, akkurat som de blev det i forrige Aarhundrede? Til den Tid er de forlængst blevet danske, indvendes der, da vil “den tyske Fernis være skrabt af dem”, de er jo kun “fortyskede Danske”, tænker de Mænd, der nu tiljubler Cornelius Petersen og lover Sydslesvigerne Guld og grønne Skove. Akkurat saadan tænkte og talte ogsaa Tyskerne i tidligere Tid om de danske Nordslesvigere, og dog blev de skuffede.

Men den Risiko, Tyskland kunde løbe, fordi det var et stort og mægtigt Land, der intet behøvede at befrygte fra det lille Danmark, den Risiko kan Danmark ikke løbe uden at sætte sin Fremtid paa Spil.


Fra Felten


Fra Fangenskabet
For Venners Skyld sendes følgende Addresser: Jæger Jørgen Nielsen Iversen, Jærger-Regmt Nr. 5, 2. Komp. Prisonnier de Guerre (Cie P. G. Nr. 187) parle Bureau de Renseignements Ecole Militaire, Paris.

Hans Jepsen Nr. 856, Fuf. Regmt. 80, 8 Komp. Comp. P. G. R. L. Nr. 67 par le Depot de St. Mihiel, Meuse, France.

Ifølge den preussiske Tabsliste er Hans Petersen fra Skodsbøl og Christian Sørensen fra Ørby faldne i Fangenskab.

(Læs hele Hejmdal fra 10. marts 1919)

9. marts 1919. Den danske delegation indsamler souvenirs fra slagmarken

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Søndag den 9. Marts 1919.
Biltur over Soissons og Reims. Jeg tog min Rejsekappe paa og satte mig foran hos Chaufføren for bedre at kunne nye Udsigten. Vi var 4 Biler i Følge, Delegationen fuldtallig paa Etatsraaderne Andersen og Glückstadt nær, Harald Scavenius med Frue, H. V. Clausen med Frue og Direktør Prior. Vi startede Klokken 7 Morgen. Vejret var graat, en Tid lang taaget, Landskabet smukt. Det varede ikke længe, før vi saa de første Spor af Krigen. Først Skyttegrave, Lejre, Artilleristillinger, saa nedbrudte Huse. Markerne var næsten overalt tilsaaet med Vintersæd og saa godt ud. Vi mødte Soldater alle Vegne, ogsaa mange farvede Tropper. Amerikanerne var stærkt repræsenteret. Efterhaanden som vi nærmede os Soissons, blev Sporene af Kampen tydeligere, mange Krigergrave og Dækninger udgravet i Vejkanterne, nedskudte og splintrede Træer, lange Rækker af Skyttegrave, Granater, Patronkasser og Patroner i Titusindvis strøet ud langs Vejene og meget mere viste, hvor Kampen havde raset. Vi naaede Soissons Klokken 10½ og spadserede hen til Kirken, som tydelig nok havde været Skive for Artilleriet og næsten var helt ødelagt. Hele Kvarteret omkring Kirken var en Ruinhob, Byen var øde, der stod endnu kun ganske enkelte Huse, deriblandt et Hotel, hvor vi spiste Frokost i et Værelse, der bar synlige Spor af Kampen. Saa gik det videre efter Reims. Et Par Steder undervejs gjorde vi Holdt ved Slagmarker og Lejrpladser. Vi samlede Hjælme, Vaaben og Patroner op, som endnu laa paa Valpladserne i Massevis. Jeg tog blandt andet en Gasmaske med mig, men glemte den uheldigvis senere paa Hotellet i Epernay.

Reims mindede mig om Pompeji – en død By – før Krigen havde den 115,000 Indbyggere, nu knap 5000. Kirken var meget ramponeret. Der var rømmet et smalt Spor henad Gaden, til begge Sider laa alt i Ruiner. Mellem disse Ruinhobe kørte vi atter ud af Byen. Vognene skulde have ført os tilbage til Paris igen, men Klokken var bleven mange, og Chaufførerne erklærede, at det var for sent, at der bestod strenge Forskrifter. Vi blev da enige om at køre ned til Epernay og tage med Toget Klokken 7 derfra. I Epernay, hvor vi havde en god Times Ophold, spise vi til Middag og rejse saa Klokken 7 tilbage til Paris, som vi naaede ved 10 Tiden. Det havde været en meget bevæget og indholdsrig Dag.

Sønderjyske Årbøger, 1926.