Alle indlæg af Lucas Enghoff Olsen

EFTERSKRIFT FOR CLAUS ESKILDSEN – “Det var Krigens sidste Eventyr”.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. RIR266 blev opløst d. 16. januar 1919, men Eskildsen var allerede taget hjemad ved at snige sig ombord på et tog med 2 andre. 10 år efter våbenstilstanden mindes han endnu en gang krigen og reflekterer.

Regimentsskriveren sled i det, da Regimentet skabtes i Lockstedts Lejr. Han er ikke med, da det opløses i Wismar. Saa snart Regimentet var ude af »Brohovedet« ved Rhinen, hjemsendtes efter Regeringens Befaling alle Tjenestemænd.

Jeg overgiver Forretningerne til Matthiesen, tager Afsked med Officerer og Kammerater og staar den 9. December sammen med flere andre paa Banegaarden i Westerburg. — Fri!

Toget løber ind. Det er overfyldt, utrolig overfyldt. Soldater hænger ud af Vinduerne, sidder paa Trinbrædderne, rider paa Pufferne. Alle vil hjem! Det er haabløst at finde saa meget som en Staaplads. Men Heldet svigter ikke. Vi opdager et tomt, aflaaset W. C., kravler tre Mand ind ad Vinduet og er i Toget!

Det var Krigens sidste Eventyr, 3 Mand i et W. C. fra Westerburg helt op til Hamborg! Toget løber ind paa Hamborgs Banegaard med 22 Timers Forsinkelse. Fra Hamborg sender jeg et Telegram hjem, og paa Banegaarden i Tønder staar Kone og Børn, Svigerfader og Svigermoder.

Far er hjemme igen! Fra alle Sider strømmer de tilbage til Seminariet, de unge, som Krigen fra Skolebænkene kastede ud i Rædslerne. Jeg, deres Lærer, er en af de sidste, der naar hjem. Arbejdet kalder og vinker. I Krigens første Tid kunde man slet ikke tænke sig at gaa hjemme i den daglige Dont, i den sidste Tid længtes man efter Arbejdet.

— Jeg begynder med det samme. I Juleferien foretages det sidste Krigsarbejde. Brevene ordnes og hæftes, Billederne klæbes i en Mappe, og Dagbøger, Breve, Billeder, Kort, Ordener, Minder pakkes sammen og lægges ned.

— Gemt, til man gider se paa det igen! Gemt — glemt er det meste af Krigen. Vi talte ikke om den, vi huskede ikke meget af den, vi tænkte næppe paa den. — Men om Aftenen, naar vi lagde os i en blød og ren Seng, fløj dog en lille Tankefugl paa Vejen opad forbi det mørke Rum, hvor Krigens Minder rugede, slog med et let Vingeslag mod den tykke Mur, og det lød: »Tak! Tak! Hvor har vi det godt!«

Paa Tiaarsdagen for Vaabenstilstanden bringer alle Aviser Mindeartikler. Da vaagner Lysten til at se lidt ind i ens eget Mindeskrin. Nu kan man vel taale at sætte Nøglen i Laasen og lukke op.

Jeg læser, jeg ser. Dagbøger, Breve, Skitser, Billeder! Med dem stiger ud af Taagen, klart og tydeligt, Masurens Vinternætter, Augustovs Skove, Kalvarjas Gader, Vilnas Taarne, det ene efter det andet, det ene fortrængende det andet. Sindet rummer ikke meget paa een Gang.

Og over alle Billeder fra Øst og Vest griner Krigens grimme Fjæs. — Bort med dig! — Det viger ikke!

Men dybt nede, dybt inde, rinder der en varm Strøm, rød og varm som levende Menneskers Blod. Den nynner om Menigmands Sind.

— Trofast og hjælpsom, udholdende og nøjsom er den primitive Menneskesjæl. v. Onde Mennesker vækkede Krigen og holdt sig selv borte fra den.

Gode Mennesker dreves ud i den, den jævne Mand, som ikke hadede sine Menneskebrødre og ikke ønskede Krigen. Han døde, han led, — han jages næste Gang ud igen.

Men dybt i sit trofaste og gode Sind bevarer han Menneskesjælens evige Haab og Længsel efter den Dag, da Ulven skal bo hos Lammet, og Parderen skal ligge hos Kiddet, og Kalven og den unge Løve og det fede Kvæg skal holde sig sammen, og en liden Dreng skal drive dem.

Den evige Freds Dag!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 258-260

16. januar 1919. “R. I. R. 266 eksisterer ikke mere!” Claus Eskildsen kan endelig rejse helt hjem.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af det nye år, nåede regimentet til Wismar, her blev heste og vogne solgt og regimentet fik en ende.

Den 7. og 8. Januar kommer Transporttogene omsider, og den 11. naar man Garnisonen, der nu er Wismar i Meklenborg. Regimentets Hjemsted har efte haanden været Haderslev og Aabenraa, Rostock og Wismar.

Paa Kasernepladsen i Wismar sælges efter Ordre Heste og Vogne.

Den 15. Januar opløses Regimentet, den 16. rejser de enkelte hjem, ad Jernbaner og Landeveje ud til de tusind Hjem, hvor man venter dem med Længsel.

R. I. R. 266 eksisterer ikke mere!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 257-258

15. december 1918. “Humøret er godt. Der synges om Dagen og danses om Aftenen. Det gaar jo hjemefter!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen var tæt på midt i december. Området der skulle overdrages til de allieret var endelig rømmet, og så var der ikke langt hjem. Slesvigerne måtte dog vente lidt længere.

Den 9. December naar vi »Brohovedets« Grænse og er derved først kommet ud af det Omraade, som i Følge Vaabenstilstandsbetingelserne skal tages i Pant af de allierede.

Fra Reims dybt nede i Frankrig til Westerwalds Bjerge langt inde i Tyskland! Det er en lang Vej! Det var mange Trip for de gamle Ben!

Vejens Længde er et Maal paa, hvor dybt Tyskland er styrtet ned! Det tænker vi ikke paa. Humøret er godt. Der synges om Dagen og danses om Aftenen. Det gaar jo hjemefter!

Regimentet kravler ud af Westerwalds Bjerge og stiger ned i Lahn-Dalen, stamper gennem Marburg og Giessen og har den 15. December, efter 1 Maaneds og 1 Dags March, naaet Maalet, Egnen ved Hersfeld og Fulda midt i Hessen. Den 18. hjemsendes Sydtyskeme, den 19. Mellemtyskerne. Regimentets Kærne, Slesvigere, Holstenere, Hanseater, Meklenborgere er ene tilbage.

Deres rolige Sind stilles paa en tung Prøve.

De holder Jul i Hessen, de ser det nye Aar komme.

— »Der Krieg ist für die Dummen! Mens alle andre forlængst er hjemme, lader man os ligge her til Straf for vor Skikkelighed!«

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 257

5. december 1918. “Rhinlænderne er livlige Folk.” Eskildsens hjemtur går fremad.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af december nåede Claus Eskildsen til Rhinen. Her blev de taget godt imod, både med laurbær og snaps.

Den 5. December har vi naaet Rhinen.

Rhinlænderne er livlige Folk. I Weissenturm lavrbærkranses vi af unge Piger, i Kaltenengers skænker en Kone Snaps. Ved Engers, mellem Koblenz og Neuwied, marcherer vi over Rhinbroen.

Regimentskommandøren holder højt til Hest paa Brohovedet. Musikken staar bag ham og spiller i det uendelige »Die Wacht am Rhein«. Rhinens Vand faar vi ikke at se. Taagen er saa tæt, at vi ikke kan øjne Floden oppe fra Broen.

Vi forlader Rhindalen og kravler op ad den vidunderlig smukke Sayn-Dal. I Isenburg har vi den 6. December Hviledag.

Kvartererne er maadelige. Folkene i det smukke Isenburg er præget af deres Luftkursted; de rører sig kun af Pletten, naar de faar Betaling for det.

Vi ser paa deres smukke By og Kirke, paa den gamle Borgruin og paa Krupps flotte Jagtslot.

Over Selters kommer vi op i Westerwalds fattige Bjergegne. Her møder vi igen de varme Hjerter, der slog os i Møde hos den stille Eifelbefolkning. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 256-257

25. november 1918. “Regimentet træffer en Mand i Marineuniform. Han faar Klø, det revolutionære Asen!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en hviledag fortsatte regimentet marchen hjemad. I byen Gerolstein stødte de på en mand i marineuniform der fik et lag tæsk.

Den 25. holder vi Hviledag i den stille Eifelby. Dagen udnyttes i Politikkens Tjeneste. Paa Officerernes Foranledning vedtager Divisionen et Krav om Indkaldelse af Nationalforsamlingen for at støtte Eherts Regering mod Kommunisterne.

Marchen gaar videre, Dag efter Dag. Vejret er slaaet om til Tø, Vejene er opblødt, Støvlerne begynder at gaa itu. Det gaar op og ned, stejlt op, hvor alle Mand maa skubbe bagpaa, saa Sveden rinder, stejlt ned, hvor vi maa hænge i for at holde igen paa vor Stabspakvogn, som ikke kan bremses.

Vi kravler over den »Høje Eifel« og er ved Ernstberg næsten 700 Meter over Havet. Vi stamper gennem den vulkanske Eifel forbi de berømte Kratersøer. Vi stiger derfra ned i den skønne Rhindal. Vore Kvarterer har vi i de fattige Eifelbyer. Men en Kro er der ogsaa i den fattigste Landsby, og her danses der om Aftenen.

Befolkningen er overalt lige hjertelig imod os. Bønderne har næppe et Straa i Laden mere, men de klager ikke. Vi er de sidste tyske Soldater, de faar at se. Bag os kommer Besættelsestropperne, og dem venter de sig intet godt af.

Vi kommer gennem Købstaden Gerolstein. Den er pyntet med grønne Guirlander og brogede Flag, — og denne Gang er det til Ære for os!

Regimentet træffer paa Gaden en Mand i Marineuniform. Han faar Klø, det revolutionære Asen! Bagefter viser det sig, at det var en stakkels, uskyldig Luftskipper, der aldrig havde set Kiel.

Købstaden Mayen er endnu rigere pyntet end Gerolstein. Vi marcherer igennem med Regimentsmusikken i Spidsen. Vi kommer forbi Laach-Søen og møder her Lægbrødre fra det berømte Valfartskloster Maria-Laach.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 255-256

24. november 1918. “vi slipper først over Kl. 6 om Morgenen. Vi er i Tyskland!” Eskildsen er tættere på hjemmet.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter mange dages march nåede Eskildsen og hans regiment endelig frem til den tyske grænse.

I Reuler, den næste Landsby, har vi Kvarter. Vi sover det meste af Dagen; men om Aftenen, inden vi skal videre, gaar jeg endnu engang tilbage for at lade Øjnene drikke det dejlige Syn ned over Clerf. En gammel Mand fortæller mig om Byen, om Greven paa Borgen og om Munkene oppe i deres stolte Abbedi.

Vi marcherer igen om Natten, Fristens sidste, denne Rejses værste Nat. Vejene er glatte. Artilleriet foran os kan ikke komme op ad den stejle Kløft bag Grænsefloden Sun.

Der er kun godt en Mil fra Reuler til Grænsen, men vi slipper først over Kl. 6 om Morgenen. Vi er i Tyskland!

Med Hønsebenet foran — Regimentets Kapelmester hedder Hünerbein — holder vi vort Indtog i Dasburg. Vore Vogne er pyntede med sort-hvid-røde Flag. Befolkningen tager med varm Glæde imod os. Vi er det første af alle Regimenter, der har vist de tyske Farver.

Etappen er draget igennem i vild Uorden, har solgt Heste og Vogne og stjaalet Heste og Vogne, fortæller de. Andre Regimenter har haft røde Baand og Rosetter. Fronten kommer i bedste Orden, smykket med de Farver, disse Folk holder af. Efter 16 Timers besværlig March naar vi vort Maal, den lille Eifel-By Olmscheid.

En ung Kone tager imod os i en varm Stue og med et varmt Hjerte. Hendes Mand er i fransk Fangenskab, hendes Brødre og Svogre holder os ved Selskab. De er allerede afskediget og vendt hjem. — Og vi skal endnu marchere i mange, mange Dage!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 254-255

22. november 1918. Claus Eskildsen får travlt med at komme videre.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Regimentet måtte skynde sig videre for ikke at blive taget af amerikanerne og belgierne. Det næste mål var Clerf.

Den 22. November skal være vor anden Hviledag.

Vi har købt nogle Kartofler og er i Færd med at skrælle dem til Aftensmaden, da vi faar Ordre til øjeblikkelig Afmarch. Amerikanerne og Belgierne har lagt Haand paa nogle Afdelinger bag os, og vi skal derfor endnu i Dag over Clerf-Floden.

Kl. 8 Aften marcherer vi. Det er meget koldt. Krigen bider sig selv i Halen: Masurens Nætter, Luksemborgs Marchnat — det er en Ring.

Nattens Møje er glemt, da vi i Morgentimerne ser Clerf. Vi har set meget, men aldrig har vort Øje glædet sig ved noget saa smukt som den lille Købstad Clerf.

Vi kører ned til den, vi slæber Vognene op ad Serpentinerne igen, vi standser deroppe for at nyde Udsigten over Clerf-Kløften, over Byen med de smukke Tage, Kirken med Tvillingetaarnene, den ældgamle Borg, det storslaaet prægtige Benediktinerkloster højt oppe over Byen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 253-254

21. november 1918. “Tyskerne er lige saa forhadte i det rød-hvid-blaa Luksemborg” Eskildsen når over den belgiske grænse.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Claus Eskildsen og hans kammerater nåede lige med nød og næppe at krydse den belgiske grænse, inden fristen for hvornår de skulle være ude af landet udløb. Til gengæld blev de heller ikke mødt med åbne arme i Luxembourg.

Den 20. November marcherer vi til Longchamps, den 21. kommer vi ud af Belgien. Købstaden Bastogne er den sidste større belgiske By, vi berører. Den er et eneste Hav af Flag, Guirlander, Æresporte med franske og engelske Velkomsthilsner.

Lidt bag Byen møder vi en hel Folkevandring. Fra alle Egnens Landsbyer strømmer man ind til Bastogne for at tiljuble Amerikanerne, der følger os i Hælene. Om faa Timer er Fristen udløbet!

Hvis vi saa ikke er over Grænsen, er vi fanget. Vi standser, skubber os et Par Hundrede Meter frem, standser igen. Forude er der et stejlt Bjerg, som kun kan overvindes ved Hjælp af Forspand. Vi staar paa Springet til at løbe fra det hele. I den ellevte Time slipper ogsaa vi over.

Ved Siden af en Markvej staar Grænsepælen med den belgiske Løve paa den ene og den luksemborgske Løve paa den anden Side. Vi lægger Mærke til den meget skarpe Sproggrænse, der nøje falder sammen med den politiske. I den sidste belgiske By talte alle Fransk, i den første luksemborgske, kun 2 Kilometer derfra, taler alle Tysk. Men Sindelaget er uforandret.

Tyskerne er lige saa forhadte i det rød-hvid-blaa Luksemborg som de er det i det sort-gul-røde Belgien. I Nieder-Wampach, vort første Kvarter i det lille Land, nægter man os Adgang til Husene, idet man paastaar, at Fristen er udløbet.

Vi erfarer Senere, at Grunden er en anden, Etappekolonner har Dagen i Forvejen opført sig som Røvere. Vi parlamenterer med Kommuneforstanderen og faar Tag over Hovedet. Inden vi skilles, er vi gode Venner med de brave Wampacher.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 252-253

18. november 1918. Eskildsen oplever dødsfald: “Muus, vor gode Ven, død her i vort Hus?”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter flere dages march, kunne Eskildsen og kammerater endelig holde en hviledag. “Slottet” de skulle overnatte på, var dog ikke så imponerende som navnet antydede.

17. November. Det er en Søndag. Marchen fortsættes op over Bjergkamme, ned i l’Homme-Dalen, op igen og ned til Vesqueville. I Dalen Nord for os ligger Købstaden St. Hubert, Midtpunktet for denne Egn.

18. November. Det gaar irriterende langsomt. Vi kunde løbe meget hurtigere, nu da det gaar hjemefter. Og i Morgen skal vi tilmed have Hviledag! En Trøst er det, at vi kan holde den paa et Slot.

Staben skal indkvarteres paa Slottet Laval. Officererne udmaler sig den første Hviledag paa et fint Slot, Mandskabet haaber paa god Plads. — »Slottet« viser sig at være en ussel Rønne, der intet har tilfælles med et Slot udover Navnet.

Næste Morgen sover vi længe. Vi sidder ved Kaffen, da een kommer styrtende ind, kridhvid i Ansigtet: »Muus er død!« Vi springer op.

»Muus, vor gode Ven, Maskingeværkompagniets Beslagsmed, død her i vort Hus?«

Han er død! Han havde i Aftes Tandpine og har saa om Natten taget Morfin af Veterinærkisten, i Ukyndighed saa meget, at det kunde have slaaet den stærkeste Hest ihjel. Nu havde han været sammen med os i samfulde fire Aar! Saa skulde heller ikke han faa Lov til at komme med ind i det længselsfuldt ventede Fredens Land!

Oppe paa en forblæst Høj ligger der en trist og fattig Kirkegaard. Her graver vi en Grav mellem forsømte Grave og sænker ham om Eftermiddagen ned i den, medens Byens Drenge sidder og dingler med Benene rundt om paa Kirkegaardsinuren.

Det er trist, det er uhyggeligt. Præsten begynder at tale om Selvmord, vi flytter uroligt Benene, Præsten taler videre om Selvmord, Majoren gaar hen og oplyser ham om, at det var et Ulykkestilfælde, Præsten bliver forvirret, omsider er den pinlige Begravelse overstaaet.

Næste Dag forlanger Brigadekommandøren en udførlig skriftlig Melding om, af hvilken Grund vi har bestilt Divisionens katolske Præst til en luthersk Begravelse.

— Hvad Forskel er der paa en Katolik og en Lutheraner, naar en Mand er død? Det faldt os meget naturligt at gaa til Katolikken. Den lutherske Divisionspræst — nu er han Professor ved Berlins Universitet — havde kun spillet Officer under hele Krigen. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 251-252

16. november 1918. “Frontens Rædsel er allerede paa Afstand”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Afstanden til fronten blev øget, og med det fulgte humøret blandt soldaterne.

16. November.

Der er kun 12 Kilometer til Maalet, Villance. Det tager os 5 Timer at naa derhen. Der er Knuder i Etappen, en anden Division krydser vor Vej.

Det slaar ind med skarp Kulde. Vi stamper paa Stedet, vi varmer os ved aabne Baal. Selv ved den mindste Standsning tændes der Baal. Tankerne flyver tilbage til Masurens Nætter. Bare vi kommer tidlig nok over Grænsen! Ellers bliver vi alle snappet og skal endnu vandre i Fangenskab.

Tag den med Ro! Det er det eneste, der er at gøre. I et Træ hænger der et gammelt Kødben; en Plakat nedenunder forkynder: »50 Mark udloves til den, der kan bringe dette gamle Ben ud af sin Ro!« — »Nur die Ruhe kann es machen!«

Midt i Kulde og Frost begynder Soldatens Humør at bryde frem. Man mærker jo virkelig, at det gaar hjemefter, selv om det gaar i Snegletempo. Frontens Rædsel er allerede paa Afstand. Sindets Tøbrud kommer, gamle og nye Vittigheder sprudler frem og nydes.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 250-251

15. november 1918. ” Befolkningens lyse Glæde og mørke Had er uforandret” Eskildsen og de tyske tropper er ikke populære.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Regimentet var på vej igennem Belgien, der til sammenligning var meget pænere end Frankrig ifølge Eskildsen i hvert fald.

15. November.

Der fortsættes ad Slangevejen langs med den vildt brusende Semoy. Vi kommer over Grænsen og er nu i Belgien. Nu er Landsbyerne klædt i sort-gult-rødt. Farverne har skiftet, men Befolkningens lyse Glæde og mørke Had er uforandret. I Vresse spytter en Kone foragteligt ad os.

De belgiske Landsbyer er meget pænere end de franske. Renlighed synes ikke at være den franske Kvindes Hoveddyd. Her i Belgien glæder vi os ved at se rene og pæne og kønne Kvinder og Børn.

Belgien er et lille Smykkeskrin! Det er en lang Vej i Dag. Der er 26 Kilometer til Naomé. Vi forlader Semoydalen og kravler op ad de vilde Ardenner.

I Naomé kommer Læreren løbende og fører bitter Klage. Indkvarteringen har fyret op i Kakkelovnen med hans gode Bøger. Tankerne glider tilbage til Skolen i Kurwien. Skal vi da gøre os forhadt til det allersidste!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 250

14. november 1918. Hjem fra fronten. Eskildsens lange tur tilbage mod Sønderjylland er begyndt.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Den store march hjem var begyndt. Vejen er besværlig og undervejs møder Eskildsen de første krigsfanger på vej hjem.

Den 14. November Kl. 9 Formiddag begynder den store March! Det gaar ud og ind, op og ned langs med Semoys fantastiske Krumninger. I Luftlinie er der kun 7½ Kilometer til Maalet, Hautes Riviéres; men Vejen er over dobbelt saa lang.

Ned ad den stejle Vej skrænt ligger af og til en væltet Lastbil. Etappens Kolonnemandskab er kørt hjemefter, saa længe de havde en Draabe Benzin i Tanken; saa har de væltet Vognen over Vejkanten og er løbet videre. Hvis Fronten bærer sig ad paa lignende Maade, gaar det hele i Skuddermudder, og vi er alle fortabte.

Men der er ingen Fare. Vi marcherer, denne Dag og de mange, mange følgende, i bedste Orden. Det er en uhyre svær Disciplin- og Taalmodighedsprøve, thi det gaar meget langsomt med smaa Dagstrækninger og mange Standsninger.

Det er Fronthærens sidste, men ingenlunde den letteste Prøve. Vor Division bestod den med slesvigsk, holstensk, meklenborgsk Ro. Vi møder allerede denne første Dag hjemvendende Krigsfanger. Franskmænd, Belgiere, Russere og Italienere kommer let til Bens, enkeltvis og i smaa Flokke, alle smykkede med Rosetter, Baand og Smaaflag i deres Lands Farver.

Hvor har den franske Befolkning alle disse Flag fra? Fra hvert Hus vajer Trikolorer, store og smaa. De maa jo have plyndret hele Købmandens Lager for alt, hvad der var blaat, hvidt og rødt! Vi under dem Glæden. Den tyske Soldat trøster sig med de vanvittigste Rygter, som flyver fra Regiment til Regiment langs ad Landevejen.

Der er Revolution baade i Paris og London! Den engelske Flaade er med store røde Flag i Masterne løbet ind i Kiels Havn! Intet er saa forrykt, at det ikke finder troende Sjæle ved Tropperne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 249-250

13. november 1918. “Nu hjemefter! Skyndsomst af Sted!” Eskildsen kan omsider vende hjem.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Snydt og forrådt. Stemningen blandt de besejrede tropper var trykket, men blandt de sønderjyske og polske tropper kunne man ånde lettet op. Nu var det på tide at vende hjem.

»Belogen und betrogen!«

Den tyske Fronthær staar med en besk Smag i Munden. — Slidt og lidt i fire Aar til ingen Nytte! — Taget ved Næsen, snydt af alle og enhver!

Hvad blev der af Eventyret, vi greb efter? — Der var intet lyst og skinnende ved Krigen, det hele var kun Savn og Snavs og søvnløse Nætter. Hvor var Ære og Berømmelse, Belønningen for Mandsmod og Heltegerning?

— Hjemmeheltene og Etapperne havde faaet deres store Part af Hæderskorsene uden Heltegerninger!

»Von vorne kommt der Kugelregen, von hinten kommt der Ordenssegen!« Hvad blev der af »Fædrelandets Tak«?

— Krigsspekulanter og fra Fronten hjemreklamerede skrabede Penge sammen i Dynger, Frontstaklen blev puttet i Jorden, regnet ringere end et Dyr. Hvor var Kejseren, da Vandet steg Frontsoldaten op til Halsen? Hvad gjorde vor Hærgruppes Fører, Kronprinsen?

— »Efter at Hans Majestæt Kejseren har nedlagt Overbefalingen, er jeg af Forholdene tvunget til at træde tilbage fra Ledelsen af min Hærgruppe. Stolt og med højt løftet Hoved kan min Hærgruppe forlade den franske Jord, som den har tilkæmpet sig med det bedste tyske Blod. Vort Skjold, vor Soldaterære er uplettet. Fire Aar tilhørte jeg med fuldt Hjerte mine trofaste Tropper. Dybt rystet tager jeg i Dag Afsked!«

Med dette Farvel rejste han bagefter Faderen. Hvad havde Førerne sagt, hvad havde Aviserne skrevet? — Vi havde sejret, altid sejret! Kunde det, der var sejret sammen i 48 lange Maaneder, styrte i Grus i to?

Hvem var Skyld i Ulykken? — Officererne i Felten, som havde bidraget saa stærkt til at ødelægge Stemningen? Matroserne i Kiel, som intet havde udrettet og nu lavede Revolution?

»Belogen und betrogen!«

— Hvad blev der af Wilsons pæne Ord? Nu skulde den ubesejrede Hær bøje Nakken under de haardeste Betingelsers Aag. 12 tunge og 33 lette Maskingeværer skal Regimentet aflevere. Kan man fortænke Skytterne i, at de gjorde dem ubrugelige forinden?

»Belogen und betrogen!«

— Her staar vi i Frankrig, forladt af vore egne Kammerater! Etappen er rendt sin Vej. Vi er afskaaret fra vore kære, som vi er saa bekymrede for. Der kommer ingen Breve, det kniber meget med Forplejningen.

Det var den tyske Frontsoldats Stemning i disse Dage, mens Polakker, Elsasser og Sønderjyder aander op, og Franskmanden græder af Glæde. 

Nu hjemefter! Skyndsomst af Sted! Vi slagter vor Ko. Geden faar vi ikke Lov til at slagte, og Regimentets Stadsvogn, stjaalet et eller andet Sted, vil Officererne ogsaa slæbe med for at gøre den i Penge undervejs.

Hjemefter! Forinden skal vi endnu efter den nye Regerings Befaling vælge »Arbejder- og Soldaterraad«. — Hvad er det? — Ved Staben vælger vi naturligvis Bøckmann, han har den største Kæft.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 247-249

11. november 1918. Eskildsen får beskeden i telefonen. “Krigen er endt! – Vi er saa trætte, saa trætte!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsens og hans kammerater nåede knap at slå sig ned ved den nye stilling ved Meuse. Så kom beskeden endelig, den besked de havde ventet med længsel i lang tid. Men uroen raserede stadig derhjemme, og der ventede en lang march hjem forude.

Seks Dage varer denne Helvedesrejse nordpaa. Vi kravler op ad Ardenneme, kører atter stejlt nedad og har den 9. November naaet Maalet, en ny Stilling bag ved Meuse. 

Da vi har sovet Trætheden ud af Kroppen, ser vi os omkring. Det er en herlig, vildt romantisk Egn. Smukkere end her kan det nok ikke være nogen Steds i Verden!

Meusefloden bruser nede i en stejl, dyb Kløft, snor og drejer sig mellem høje Klippevægge og skovklædte Bjerge. Fra Øst munder Semoy-Floden, hvis Dal er endnu vildere, eventyrligere, smukkere end Moder Meuses. Den er saa vidunderlig, at dens Skønhed prises i en fransk Fædrelandssang.

Navnet Semoy har vi aldrig hørt før, men Byen Bouillon i den belgiske Del af Semoy-Dalen kender vi godt fra Korstogenes Historie. Hvor Semoy og Meuse blander deres Vande, ligger Byen Monthermé, omtrent 12 Kilometer Nord for Charleville, hvor Kronprinsen under Krigen havde de mange glade Dage.

En Kilometer Øst for Byen ligger der en Fabrik i Semoydalen. Vore Officerer bor i Direktørens Villa, vi andre tager Ophold i et lille Hus ved Siden af. Vi maa først hente Stole og Borde nede i Byen, thi her er intet. Det er skændigt, som Tropperne allerede har huseret i alle Husene! Den nye Stilling synes uindtagelig. Hvor længe skal vi blive her?

Mens vi indretter vort Kvarter, fægter vor Bagtrop endnu med de forfølgende Franskmænd.

Der kæmpes den 10. November, der kæmpes Natten mellem den 10. og 11. I Morgentimerne den 11. November kommer Cyklisterne som de sidste over Meusefloden.

Tilbagetoget er endt!

Krigen er endt! 

Gennem Telefonen faar vi Besked: »Den 11. November Kl. 11,45 Formiddag begynder Vaabenstilstanden!« Den har vi længtes efter i fire Aar. Den har vi i de sidste Uger længtes efter med alle Hjertets Trævler. Nu er den der!

Og nu kan vi ikke engang glæde os! Vi er saa trætte, saa trætte!

Vi kan ikke fatte det, at Kanonerne ikke skal dundre, at Natten ikke skal oplyses af Lysraketter. Vi er saa bekymrede for de kære derhjemme. Thi dér synes Revolutionen at rase, og Revolution maa være værre end Krig.

Rygter og Beretninger om Uroligheder i Kiel er naaet til os. Hindenburg lader meddele, at han har stillet sig til Raadighed for den nye Regering. Vi faar en mystisk Ordre fra en Mand ved Navn Ebert om at adlyde Officererne som hidtil.

Hvad betyder alt dette?
— Hvor er Kejseren?
— Der gaar Rygter om blodige Kampe i Tyskland, om vilde Udskejelser, lavet af Folk, man kalder »Spartakister«.

Fronten er træt, — Fronten er bekymret.

Den onde Krig undte os ikke engang en glad Time, da Dødens Engel sænkede sin Haand.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 244-246

8. november 1918. Fortroppen i tilbagetoget stormer lagrene: “Man drikker sig fuld, man banker Officerer.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Tilbagetoget var stadig i fuld effekt. Som bagtrop gik Eskildsen og kammeraterne glip af de mange glæder som de forreste tropper nød.

Vi glemmer aldrig disse Nætter! Heste og Fodfolk er vaade som Svampe, oversprøjtet med Dynd fra øverst til nederst. Det er vandrende Jordklumper, der søger nordpaa, tilbage, tilbage!

Der skubbes paa, det hele gaar i Knude, videre, videre! Jeg stamper med, lige, saa snavset og vaad. Vi faar hverken Breve eller Aviser, i 6 Uger har jeg ikke kunnet skifte Undertøj.

Bagtroppen er afskaaret fra alle de Herligheder, som man nyder foran, os. Man stormer Proviantlagrene, man stamper rundt i Smør, Marmelade, Sennep, Mel, Cigarer. Alle løber i nye Uniformer. Man drikker sig fuld, man banker Officerer. Det er herlige Dage!

Et Tilbagetog er det mest demoraliserende for en Hær. Berusede Officerer staar paa Gaderne og holder demokratiske Taler. Berusede Soldater stormer et Tog og damper af Sted hjemefter. Det løber snart ind paa et modgaaende Orlovstog. 12 Mand dræbes, Linien spærres, Millionværdier maa lades tilbage.

Før lød den prøjsiske Soldats Valgsprog: »Med Gud for Konge og Fædreland!« I disse Dage faar Hæren et nyt. Det flyver fra Regiment til Regiment, det bruges ved enhver Lejlighed, helst naar Officerer rider eller biler forbi, det høres Dag og Nat, det er ligesaa meningsløst og grimt som Krigen. Det lyder:

»Licht aus! Messer rausl Haut ihn!«
»Sluk Lyset! Træk Kniven! Paa ham!«

Officererne gyser, den Menige nyder Uhyggen i Ordene og laver allerede Tilføjelser: »To Mand hid til at røre Blod!«

— Ingen tænker sig noget alvorligere ved det. Den tyske menige Soldat er godmodig.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 243-244

4. november 1918. Claus Eskildsen og hans kammerater skal sikre tilbagetoget

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  Endnu et tilbagetog blev sat i værk i starten af november. Den tyske hær var ved at være udmattet.

Foch vil gribe Sejren, før Vaabnene nedlægges. Den 30. Oktober begynder et nyt Stor angreb. Det er haabløst! Vore Folk viger ikke. Men det er igen galt fat med begge Fløjene.

Saa maa vi følge med tilbage. Den 4. November begynder et nyt Tilbagetog. Vi aner ikke, at vi nu skal løbe i 7 Uger, og at vi næsten uden Afbrydelse skal marchere fra Aisne til Rhin og endnu videre.

Vi er igen Bagtrop. Major Schmidts faar en Bataillon fra hvert af de 3 Infanteriregimenter, en Afdeling Artilleri, et Pionerkompagni, en Eskadron Husarer og et Sanitetskompagni. 25 frivillige fra Regimentet danner desuden en Cyklistafdeling, som i de følgende Dage slaas af Lyst til Eventyr.

Vi skal sikre Divisionens Tilbagetog, stadig holde Forbindelse til begge Sider, sprænge Broer og Veje. Om Dagen skal vi holde Franskmændene tilbage, om Natten marchere lange Strækninger.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 243-244

27. oktober 1918. “Vi ser til vor Forfærdelse en Mand springe ud uden Faldskærm”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Omkring Inaumont hvor Eskildsen og hans kammerater befinder sig, var de vidne til luftkamp. Desuden tog en af de mere prominente generaler sin afsked i disse dage.

Franskmanden prøver paa at indgyde os Skræk ved at. demonstrere sin store Overlegenhed i Luften. Den 27. Oktober har vi en ejendommelig Søndagsforestilling.

Hele Himlen er oversaaet af franske Flyvemaskiner, ialt vel nok 100. Tyske Flyvere saa vi i de sidste Maaneder kun, naar Luften var ren. Men denne Gang vover et Par Tyskere sig i Lag med Fjendens Bagtrop. Lige over vore Hoveder udfægtes der en kort Kamp. Den ene tyske Maskine begynder at falde, retter sig igen, begynder at brænde.

Vi ser til vor Forfærdelse en Mand springe ud uden Faldskærm, lige efter nok en. De suser ned gennem Luften, Kroppen slaar Kolbøtter, drejer sig, suser videre. Vi ser dem bevæge Arme og Ben, vi ser den enes Halssjal staa lodret i Vejret og den andens Hue komme dansende langt bagefter. — Tæt ved Byen falder de ned.

Vore Ordonnanser kommer tilbage og melder: »Det var en tysk Officer og en Underofficer.« Saa meget var endnu at skelne.

To Dage senere tæller vi 130 franske Flyvere i Luften paa een Gang. De svæver langsomt, fornemt videre. Man fortæller lidt efter, at de har ødelagt et Par Landsbyer bag os, at de derved har dræbt mellem 100 og 200 Mennesker, at ogsaa Byen Chaudion er lagt i Ruiner og andet.

Vi kontrollerer ikke, om det er sandt. Vi har nok af det, vi har set. Denne Gang er en fransk Efternøler skudt i Brand, de to Mand er slynget ud og har maattet gøre den rasende Dødsrejse ned gennem Luften.

Den diplomatiske Kamp gaar videre. Fronten følger den ikke med den Spænding, man kunde vente. »Det er os alt sammen ligegyldigt, bare vi snart faar Fred!« siger alle. — Fronten er træt. Det rørte ingen, da Kejseren den 7. Oktober lod forkynde: »Jeg har tilbudt Fjenderne Freden, men jeg lover Eder, at det kun skal blive en ærefuld Fred!« — »Ærefuld eller ikke, bare vi faar Fred!«

— Det rørte ingen, da den stedfortrædende Kommandør v. Schoenermarck — Major Schmidts var paa Orlov — Ugedagen derefter i et ildfuldt Opraab søgte at rette paa Stemningen: »Den almindelige politiske Situation viser klart, at vi intet opnaar med Vaabenstilstands- eller Fredstanker og Tilbagetog. Fjenden bliver kun mere og mere kaalhøgen derved.

Vi bør vise ham, at vi ikke betragter vor Sag som tabt. Handlingens Lov maa blive paa vor Side. Bort med Fredstilbudets skadelige Indflydelser og de dertil knyttede Forventninger om Vaabenstilstand og Fred! Vi kæmper videre!« 

— »Ja, gamle Schoenermarck, vi skal nok holde Stillingen! Men Fredstankerne kan du ikke holde ude — Bare vi faar Fred!«

Den 27. afskediges Ludendorff.  

»Hvad bryder vi os om Kejser, Major og Ludendorff! Vi er trætte! Bare vi faar Fred!«

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 240-243

22. oktober 1918. “Han var den bedste af os alle. Krigen hader alt, hvad der er rent Og godt.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og resten af skriverne rykkede ind i et hus omkring Inaumont, mens stillingen ved Aisne blev holdt med næb og kløer. Her oplevede Eskildsen et hårdt tab.

Det er en spændende Slutspurt! Foch vil rive den militære Sejr til sig. Tyskerne kæmper haardnakket for mildere Vaabenstilstands- og Fredsbetingelser.

Aisnestillingen skal holdes ved et sidste Krafttag. Der spærres af for al Orlov, — meget trist for Heinz og Willandsen, som skulde rejse den 15. Nu kan Willandsen ikke den 20. fejre Kærestens Fødselsdag hjemme, som han havde glædet sig saa meget til!

To Dage ligger vi i Chaudion. Saa flytter vi til Herbigny, 12 Kilometer længere mod Nordøst. Vor Division overtager et Afsnit af Aisnestillingen umiddelbart Vest for Rethel. Staben flytter efter to Dages Ophold i Herbigny til Byen Inaumont, 6 Kilometer nærmere mod Fronten, omtrent lige saa langt bag Aisnefloden.

Disse idelige Kvarterforandringer er forfærdelige for Skriverne. Der er saa uhyre meget, der skal pakkes sammen og sættes paa Plads igen, og megen kostbar Arbejdstid spildes. Vi maa tage Nætterne til Hjælp for at holde Bordet rent for ufærdige Arbejder.

Her i Inaumont faar vi omsider Ro. En af os faar den evige Ro! Vi bor i et pænt Hus ved Vejkrydset midt i Byen. — Det er dumt, man skal i Felten undgaa alle Vej- og Gadekryds! — Paa første Sal bor Adjutanten, Løjtnant Seyderhelm. I Stuen sidder Skriverne til højre for Døren, Tegnerne til venstre.

Siden den 14. har Franskmændene rendt Panden mod Aisnestillingen. Vore Folk har ikke vanskeligt ved at holde den. Den 22. om Formiddagen telefoneres der: »Om en Time kan vi vente Generalstormen!« Vi ler og laver Vittigheder med. »Generalstormen«; vore Folk skal nok klare den.

Willandsen beder om Tilladelse til at. besøge en Ven i Justine. Han vender om i Døren og siger: »Jeg vil hellere vente til efter Middag.« Timen er gaaet. Batteriet bag os knalder løs for at holde Franskmændene nede. De franske Artillerister begynder at svare.

Det første Skud gaar ned i et Hus i Nabolaget. Løjtnanten forsvinder ned i Kælderen, og Matthiesen gør ham Selskab. Vi andre lader os ikke forstyrre. Vi har saa tit arbejdet under Granatild. Den anden Granat sidder i Skrivestuen! Den eksploderer i Løjtnantens Værelse over os, og Bjælker og Loftsbrædder ramler ned.

Vi springer op. Vi hører Rautenstrauch skrige og løber ind i Stuen ved Siden af. I Døren møder vi Rautenstrauch, overdækket af Kalk og Støv, sanseløs af Skræk.

Paa Gulvet ligger Willandsen. Vi slæber ham gennem Røg, Støv, Skaar og Splinter ind til os.

Han er død!

Den nedstyrtende Bjælke har knust hans Hjerneskal.

Det var ham, jeg holdt mest af! Han var saa ren og god som et Barn, lige saa godmodig, som han var stor og stærk, flittig og omhyggelig ved sit Arbejde, en stram Soldat, naar Pligten kaldte. Han var den bedste af os alle.

Derfor var det vel, at Granaten søgte ham. Krigen hader alt, hvad der er rent Og godt. Vi sørger alle oprigtigt over vor Kammerat og Ven. Det er et haardt Budskab, jeg maa sende Forældrene i Flensborg og Kæresten ude i Holbøl Sogn.

Løjtnanten sørger paa sin Vis. Alle hans smukke Sager har Granaten ødelagt! Willandsen skænker han ikke en Tanke. Men saa vejrer han Chancen. Vi maa lave en lang Liste over de ødelagte Ting. Han faar 1700 Mark i Skadeserstatning, rejser til Køln for at købe nyt og morer sig der et Par Dage.

Paa Kirkegaarden i Justine begraver vi Dagen efter vor gode Willandsen, lægger Kranse paa hans sidste Hvilested og rejser Korset over det. Om Aftenen prøver Franskmanden paa at sende os bagefter.

En Flyver kaster en Kæmpebombe tæt ved, saa hele Huset bogstaveligt vakler. Lidt efter falder der en hel Kæde af Bomber ned over Inaumont. Vi sidder i Kælderen og tager ingen Skade. Vi lærte til sidst at blive forsigtige!

Generalstormen er afslaaet. Stillingen ved Aisne udbygges, som vore Folk har gjort det saa tit og saa mange Steder.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 239-241

14. oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter tilbagetoget ved Avaux, håbede Eskildsen på et mindre ophold i ødelæggelserne, men han tog desværre fejl.

Allerede næste Nat skal Tilbagetoget fortsættes. Om Formiddagen møder Pionererne og begynder at forgifte Brøndene og lægge Sprængladninger i Husene.

— »Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!«

— Vi faar dem til at udsætte dette modbydelige Arbejde til henimod Aften. — Om Eftermiddagen stikker de Ild i et stort Depot. Branden springer over paa Byen.

Vi maa igen flygte midt paa Eftermiddagen. I Gaar sprængte man os ud af Avaux, i Dag ryger man os ud af Villers.

Saadan er det at være Bagtrop paa et Tilbagetog! Vi gløder af Harme over disse Ødelæggelser, som Kronprinsens Hærgruppe har anordnet!

Jeg talte i disse Dage med Officerer og Menige fra alle mulige Divisioner, fra alle Tysklands Egne. De følte alle den dybeste Skam, den bitreste Harme over denne vilde Røverfærd. Vi fandt kun een Forklaring, en frygtelig Mistanke: Militæret agtede at krydse Diplomatiets Fredsplaner, Militæret vilde ødelægge den Fredsstemning, som Prins Max søgte at skabe!

Den 14. Oktober gav Wilson Svaret: »Vi taler ikke om Vaabenstilstand, saa længe Ubaadene sænker fredelige Skibe, og Tropperne sprænger og brænder Landsbyerne!«

Tyskerne besætter Stillingen ved Aisne. Der udskilles Reserver. Ogsaa vor Division er Reserve. Vi marcherer om Natten fra Villers tilbage til Chaudion, 10 Kilometer Nordvest for Rethel.

Det er vor uhyggeligste Nat. Fodfolk, Ryttere, Vogne, Kanoner haster nordpaa i klaskende Regn, mens Himlen er oplyst af brændende Landsbyer.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 237-238

11. oktober 1918. “Regimentets sidste store Kampdag! Men hvad Mening var der i dette Angreb?”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Rømningen stod for døren, og Eskildsen måtte se sørgmodigt til mens Avaux blev sprunget i småstykker som et led i tyskernes tilbagetog.

Franskmanden følger og søger at vinde Overgangen over Suippes. Den 7. Oktober foretager vi et Modangreb. Det er Regimentets sidste store Kampdag! Traditionen hævdes til det sidste.

Vore Folk gaar paa, som de altid har gjort det. 67 Fanger og 3 Maskingeværer er Byttet. Men hvad Mening var der i dette Angreb?

Hvorfor skulde 2 Officerer og 10 Mand miste Livet, 1 Officer og 49 Mand deres Førlighed i samme Time, som de allierede stillede det Krav, Tyskerne var nødt til at opfylde: »Det besatte Omraade skal rømmes!« 

Foch er ikke tilfreds, naar han ikke ved Vaabenstilstandens Begyndelse kan staa med en virkelig Sejr i Haanden.

Hans Tropper gaar paa. Hos os opnaar de intet; men Natten mellem den 10. og 11. Oktober trækker man os alligevel igen tilbage.

Hele Stillingen fra Damevejen til Argonnerne opgives. Regimentet gaar tilbage til Retourne-Floden. Staben skal først flytte den næste Nat; men man sprænger os allerede om Eftermiddagen ud af Avaux.

Det smukke Avaux! Der ligger Sprængladninger i hver Kælder. Midt paa Eftermiddagen begynder Pionererne deres frygtelige Gerning.

I Løbet af kort Tid er Byen en Ruinhob. Vi maa retirere i Trav for ikke at gaa med i Luften.

Uden for Byen holder vi, og om Natten marcherer vi tilbage til Villers devant le Thours.

Til højre for os brænder en smuk Landsby, til venstre en Baraklejr, foran os et enkelt Hus, bag os en By. Maanen er ikke at se for Røg.

I Villers træffer vi endnu de sidste Indbyggere i Færd med at forlade deres Hjem, med en Bylt paa Nakken, lidt Bohave paa Trillebør og Trækvogn.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 236-237

5. Oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af oktober måtte Eskilden og hans mænd skifte stilling op til flere gange. Franskmændene pressede hårdt på.  Det er også på dette tidspunkt at Prins Max af Baden bliver rigskansler.

Den 1. Oktober, Kl. 1 om Morgenen, marcherer vi af Sted, i Ilmarch nordpaa. Vejen ligger under Ild.

En Kaptajn og en Læge dræbes lige bag os; men vi naar heldigt vor nye Stilling ved Aisne-Marne-Kanalen, omtrent 10 Kilometer Nordvest for Reims. Hele Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.

Den 2. Oktober falder St, Quentin, næste Dag Lens, Hjørnet ved Laffaux rømmes.

I Tyskland syder det.

Grev Hertling træder tilbage, Prins Max bliver Rigskansler, med den Opgave at hidføre Vaabenstilstand og Fred.

Hvad ved vi om Hertling og Prins Max?

Vi aner intet om, at Ludendorff har tabt Mod og Besindelse, og at Hindenburg og han den 28. September meget bestemt har krævet Vaabenstilstanden.

Vi har at holde vor Stilling, og den holder vi, hvor haardt end Franskmændene maser paa. Natten mellem den 4. og 5. Oktober opgives ogsaa Kanalstillingen.

Vi trækkes tilbage til en ny ved Floden Suippes. Lysraketter og brændende Landsbyer lyser for os, mens vi marcherer de 10 Kilometer tilbage.

Staben tager Ophold i den smukke og næsten uskadte By Avaux ved Aisnefloden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 236

28. september 1918. “Det staar ilde til paa begge Fløje. »Fjenden stormer i tætte Skarer fra alle Sider.«”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og hans regiment har endnu en gang slået sig ned i huler. Denne gang ved Reims. På vestfronten er tyskerne efterhånden presset til det yderste.

Vor Bolig er naturligvis igen et mørkt Hulrum dybt nede i Kalken. Men Forholdene er meget venligere her end paa den anden Side af Reims.

Stollerne er hugget ind i et af Reims’s Yderforter. Kravler vi ud af Jorden, staar vi i en Have, hvor vi omsider finder Vinen, vi saa længe har søgt.

Stiger vi op paa Fortet, ser vi ud over et Hav af Hustage nede i Reims. Den verdensberømte Katedrals Taarne stiger endnu højt op i Luften; men selv her oppe fra kan vi se Krigens Ødelæggelsesværk paa den smukke Domkirke.

Her er godt at være, synes vi. Vi belaver os saa smaat paa at blive her hele Vinteren.

To Dage efter kommer som en Bombe Befalingen: »Straks gøre alt rede til et Tilbagetog!« Det staar ilde til paa begge Fløje.

I Flandern har Kong Albert presset sig frem, ved Verdun Amerikanerne. Vauquois, vor gamle Bekendt, er gaaet tabt. 

Den sidste Hilsen, Hulebjergets sidste Kommandant sendte ud til Omverdenen, var et stolt Farvel:

»Fjenden stormer i tætte Skarer fra alle Sider. Der kæmpes forbitret til sidste Mand. Kongen leve!«

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 235-236

25. september 1918. “Vi aner endnu intet om, at Situationen er saa alvorlig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Situationen så slem ud for det Tyske Rige i september 1918.  Claus Eskildsen og hans regiment var klar til at møde et angreb ved Champagne.

Vore Barakker ligger ikke langt fra Pauvres-Lejren. Herfra begyndte vi for nøjagtig et halvt Aar siden den stolte Sejlads ud mod Fjendens Tilintetgørelse.

Det er kun to Maaneder siden, at vi ikke langt herfra fik udleveret Kort til den store Sejrsoffensiv. Nu er det en havareret Skude, der søger tilbage.

Bladet har vendt sig!

Septembers Regnskab ser daarligt ud for Tyskland. Tsar Ferdinand er løbet sin Vej, Tyrkiet ligger i de sidste Trækninger, Østerrig beder om Vaabenstilstand.

Paa Tyskernes Front har Amerikanerne vundet deres første store Sejr, Erobringen af St. Mihiel-Stillingen ved Verdun. De trykker videre haardt paa i Retning mod Charleville.

Paa yderste venstre Flanke er Kong Alberts Tryk med Gent som Maal lige saa fast. Krigen var lang og trang, — Afslutningen kom brat! Vi aner endnu intet om, at Situationen er saa alvorlig. Vi belaver os paa nogle Ugers Hvile og Pusterum som Arméreserve her i Lejren. Man under os kun fire Dage.

Den 25. September venter man et stort Angreb i Champagne, og Divisionen gaar som »Eingreifdivision« til Fronten ved Lavannes, 10 Kilometer Nordøst for Reims. Angrebet kommer først Dagen efter.

Fra Reims til Verdun hamrer Trommeilden i 11 Timer, og saa stiger Franskmændene ud af Skyttegravene. Divisionen jages frem og tilbage til truede Punkter. Men Fronten holder, man kan undvære vor Hjælp.

Vi har nok af Uroen som flyvende Division bag Linien og er tilfredse, da man to Dage senere giver os et »roligt Afsnit«. Vi afløser i Stillingen ved Vesle-Floden, umiddelbart Vest for Reims.

Denne Gang skal Schrøder have Lov til at blive ved Trainet, og jeg gaar med ud.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 234-235

22. september 1918. Soldaterne vil bare væk: “Det er kun de dumme, der endnu ligger herude!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget ved Laon er stadig godt i gang, Eskildsen og hans folk må rykke rundt flere gange for at undgå den kraftige beskydning. Og majoren nægter folkene deres orlov.

Den højere Ledelse har opgivende lagt Hænderne i Skødet og lader Staklerne derude slaas paa bedste Beskub.

Kommandørerne af lavere Grad har tabt Hovedet. Ved Regimentets Skrivestue sidder 6 Officerer og 47 Mand i den bitreste Stemning. Divisionen har bevilget dem Orlov; men Majoren har nægtet at underskrive deres Orlovspas, som vi sendte ud til ham.

»Der Krieg ist fur die Dummen!« siger de. »Det er kun de dumme, der endnu ligger herude.« De har vel ikke Uret. Enhver, der har Penge nok i Pungen og er snedig nok til at knytte Bestikkelsestraadene, ligger nu hjemme, tjener Dagen igennem store Penge — Blodpenge — Og kan om Aftenen lægge sig i sin bløde Seng. 

»Det faar ingen Ende, før der hjælpes efter med en lille Revolution,« knurrer de. Hjemme paa Orlov hørte jeg for første Gang om Revolutionen, der vilde komme til Efteraaret. Nu taler alle aabenlyst om den, halvt i Forventning, halvt med Gru. Vi tænker os, at den vil blive værre end Krigen.

Feltposten kommer. Det kære Brev er der. Hjemmet i Sæd er brændt! De gamle Svigerforældre har intet bjerget. Og i dette Øjeblik staar man lænket herude og kan ikke hjælpe! To Dage ligger vi i Hulerne ved Engen. Vi faar Ild fra Nordvest, Vest, Syd og Sydøst. Det er nok at mærke, at vi ligger paa et Hjørne.

Vi flytter længere tilbage mod Laon og kravler 12 Mand ned i et Hulrum. Ogsaa denne Plads tages under Ild. 4 Mand døde, 1 saaret, 2 døde Heste, en splintret Vogn! Kun to Dage holder vi det ud her, saa tager vi Ophold i en Skov endnu nærmere ved Laon.

To Dage bor vi der. Saa afløses det stakkels Regiment. 16 Dage har det ligget i Slaget. Midt i en Hvirvel af Gru og Rædsel, Sult og Savn, Uro og Opløsning har den menige Frontsoldat staaet som en Klippe. Han veg ikke fra sin Plads, inden han fik Befaling til at gaa tilbage. Men det har kostet Blod. 642 Mand er døde, Saarede og savnede.

Døden har hentet unge og gamle, den unge Løjtnant Tams fra Haderslev og Regimentets ældste Officer, Løjtnant Petersen fra Kiel. Den rare, gamle Petersen! Han fortrød vist tit, at han i 1914 til Trods for sine 50 Aar meldte sig som frivillig.

Nu havde han alligevel gjort alting med fra Masurslaget her til Laffaux. Han og hans Kompagni blev omringet. De strakte Vaabnene. En Franskmand vil rive Jernkorset af 1. Klasse fra hans Bryst. Han værger for sit Kors — og bliver knaldet ned.

Den 18. September marcherer Resterne af Regimentet ind i Laon. Uden for Bymuren staar Hundreder af Mænd og Kvinder og lytter og stirrer i spændt Forventning mod Sydøst, hvor de hører deres Landsmænd hamre sig fremad, nærmere og nærmere ind mod deres By.

To Dage efter transporterer man os til en Baraklejr ved Bergnicourt, midtvejs mellem Reims og Rethel. Vi er igen i Champagne. Vi forlod det med Glæde.

Vi aander lettet, da vi genser den tørre Kalkørken.

Der er smukt i Egnen ved Laon.

Blodet flød i de smukke Skove, i de romantiske Kløfter, ved de gamle Slotte, ved de brusende Bække.

Der var stygt i Slaget ved Laon.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 231-233

21. september 1918. “Det regner Vand, det regner Granater”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget raser ved Laon, og Eskildsen og hans kammerater rykker ind i et lille skur for en stund.

Franskmændene er trængt ind i Stillingen, og vor Division skal gøre et Modstød for at tage den tilbage. Da alt er færdigt dertil, — ændres Befalingen igen. Den 1. Garde-Division, Prins Eitel Friedrichs Division, kan ikke mere, og vor Division afløser den ude ved Laffaux.

Midt i Slagets Gru, i Nattens Mulm og Mørke, famler vore Folk sig fremefter. Pigtraad, oprevne Jernbaneskinner, splintrede Rester af Vogne og Kanoner, Lig, døde Heste, — det er den vanskeligste og uhyggeligste Afløsning, Regimentet har haft. Omsider naar det frem og staar nu her, uden Reserver, for at værne den fremmede Jord. Det bliver det fortvivlede Bobr-Slag om igen. Franskmændene angriber næste Dag med stor Overmagt. Vore Folk viger ikke.

Vi mister 91 døde og Saarede; men foran Linien tæller man over 100 faldne Franskmænd. Den følgende Dag mister Regimentet 50 Mand, men foran dets Afsnit tælles over 200 døde Franskmænd.

Linien tages tilbage, Franskmændene maser paa, vore Folk giver dem ikke en Fodsbred. Linien, trækkes atter tilbage, — nye Angreb, — Bataillonerne smelter sammen til 50 Mand, — Regimenter og Divisioner flyder sammen, — Førerne ved ikke, hvor deres Afdelinger er, — den ene Dag er hele Kompagnier omringet, — næste Dag gør Regimentet midt i dette Kaos et Modangreb og tager 100 Fanger. Skal Regimentets Historie ende her?

Tager man om et Par Dage en Pen og stryger ogsaa Tallet 266 paa Listen? Vi sidder bagude og tæller døde, Saarede og fangne sammen, giver Meldinger tilbage og Befalinger fremefter. Jeg læser i »Politiken«, hvorledes dette Slag ses med neutrale Øjne. »Højderne ved Laon,« skriver man i København, »er Drejepunktet, Hovedhjørnestenen for hele den tyske Stilling paa Vestfronten. Falder »Laffaux-Hjørnet«, saa er hele Damevejen og hele Stillingen ved Noyon ikke til at holde.« Vi mærker, at Kamplinien rykker os nærmere.

Det regner Vand, det regner Granater, Vi søger Ly i Byen Chailvet. Den bliver et andet Réville. Franskmændene tager Byen under Ild. Vi flygter fra sønderrevne Mennesker og Heste op paa Bjergskraaningen og hænger vort Skilt »Regts.-Geschaftszimmer R. I. R. 266« paa et lille Skur under et Æbletræ. Regnen slaar overalt igennem. Vi kan ikke arbejde her og flytter ind i nogle Hulrum ved Randen af en Eng.

II. Bataillons Intendant, »Zahlmeister« Matthiesen, arver vort Skur. Faa Timer efter falder Granaterne paa Bjergskraaningen. Mange dræbes, to Mand rammes af Granatsplinter inde i det Skur, vi lige forlod!

Var det et Tilfælde? Var det et naadigt Forsyn?

Jeg gaar i dybe Tanker paa den lille Skovvej ved Engen. Man kan nok trænge til at støtte sig til Troens Søjle i disse Dage, hvor alt synes at ramle sammen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 229-231

7. september 1918. “Nu er alt her et Kaos af Granathuller og Grave, Pigtraad og Lig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af september bevægede Eskildsen og hans kammerater sig ind i det historiske område Laon, der før var vært for den fransk adel, men på dette tidspunkt et område raseret af næsten 4 års krig.

Vi marcherer ilsomt vestpaa, over Sissonne og St. Erme, og kommer nu fra Champagnes Kalkørken ind i dét dejlige Bakkelandskab ved Laon. Det er en Fryd at se denne Egn, skovklædte Bakkedrag, vilde Kløfter, hoppende Bække og brusende Floder.

Her laa engang den franske Højadels Lystslotte. Fra Paris og Versailles kom de fine Herrer og Fruer agende herhen for at hvile sig efter Hoflivets Anstrengelser. Smukke Veje blev bygget, for at deres Stadsvogne ikke skulde støde for meget.

Den mest kendte og smukkeste var »Damevejen« oppe paa Bakkekammen fra Soissons til Craonne. Den store Revolution brændte Slotte og Vogne. Verdenskrigen har sønder skudt Damevejen. Nu er alt her et Kaos af Granathuller og Grave, Pigtraad og Lig.

Vi skal afløse i Stillingen foran Damevejen. Mens vi i to Døgn ligger i Bivuak — Kvarterer findes her ikke — forberedes alt til Afløsningen. Der er meget at ordne, det er et stort og brydsomt Arbejde. Da det er færdigt, — er det ogsaa spildt. Samme Aften, som vi skulde over Damevejen, sender man os i Ildmarch til Laon.

Vi hører Trommeilden nede ved Soissons og ved, hvad der venter os. Vi er »Eingreifdivision« paa det farlige Hjørne ved Laffaux. Laon er en typisk Bjergstad. Oppe paa den høje Bjergkegle trykker Husene sig som Kyllinger tæt ind under den store Hønemor, Katedralen.

Vejen snor sig i Serpentiner op ad Bjerget, det tager en halv Time at naa derop, vore Heste sveder. Gaderne er snævre Gyder, Byen er ikke smuk, naar man færdes inde i den. Men Katedralen er prægtig. Næste Morgen overværer jeg en Dødsmesse i det stolte Kirkerum. Biskoppen læser den i egen Person. Jeg et meget interesseret Tilskuer ved denne pragtfulde Ceremoni; Sørgeskaren er ligeglad.

Den første Septembermorgen skal vi ud i Forsvarsslaget. Man har meget travlt. Store Lastbiler ruller af Sted med Kamptroppeme; vi følger langsomt bagefter med Trainet.

Vi kører over Oise-Aisne-Kanalen og træffer Regimentet i Bivuak bag et Bjerg, midtvejs mellem Laon og Soissons. Her bygger vi Telte og lægger os ved Siden af de andre. Næste Formiddag angriber de franske Flyvere vor Bivuakplads. Men de flyver højt oppe, og deres Bomber gaar forbi. Om Aftenen kastes Regimentet ud i Slagets Malstrøm.

Officererne tager Schrøder med og sender os andre med Bagagetrainet længere tilbage. Vi kommer igen over Kanalen og slaar vore Telte op paa et Bjerg ved Byen Ureel. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 228-229

26. august 1918. “Skriverne faar travlt, travlt.” Eskildsen får travlt med reorganiseringen.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  3 dages march har gjort at der er ekstra meget arbejde for Eskildsen og de andre skrivere. Den tyske hær er ved at blive omstruktureret, og flere divisioner opløses helt for at fylde de andre ud.

Vi havner i en Skovlejr mellem le Malmaison og Sissonne, omtrent 30 Kilometer Nord for Reims. Her skal vi ligge som Armé-Reserve i længere Tid — siger man. Skriverne faar travlt, travlt.

Tre Dage paa Landevejen betyder tre spildte Arbejdsdage. De periodiske Meldinger hober sig op, og dertil kommer en Reorganisation af hele Regimentet.

Det er en sørgelig Omordning! Tyskland er pumpet læns for Udfyldningsmandskab. Vi maa hjælpe os selv. I hver Bataillon opløses et Kompagni, og derved bringes de andre tre paa fuld Kampstyrke. Hele Divisioner opløses.

Som man i de første Krigsaar stampede Regimenter og Divisioner op af Jorden, saadan glider nu den ene Formation efter den anden ud i det store Intet. Den 15. bajerske Division afløste os foran Reims. Et Par Dage i Forvejen var den blevet slaaet sammen med den 10. bajerske, som blev strøget paa Listen.

I August opløses 22 Divisioner, i Løbet af September males mange andre i Stykker.

For Frontstaklen kan det være temmelig ligegyldigt, hvilket Nummertal der staar paa hans Skulder. Det er Trainets Folk, der rammes haardest. Gamle Kuske, Kokke, Oppassere, Skrivere skal nu ud i Granathullerne.

‘Ingen kender Dagen, før Solen gaar ned! — Hvornaar kommer Turen til os? ‘

Vi skal ligge her i længere Tid — sagde man.

Den tredje Nat kommer Marchordren! Arméreserver er Luksus nu.

Tyskland har intet Udfyldningsmandskab; men en Strøm af friske Amerikanere rinder ind i de allieredes Rækker. Foch presser paa med kampdygtige Divisioner.

Tampen brænder ved Soissons og Chemin des Dames, Damevejen. Der skal vi hen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 227-228

23. august 1918. “Tyskerne er slaaet ud af Luftrummet!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter et par uger i Reims, kan Eskildsen og hans kammerater endelig forlade jordhulerne.

Den 23. August forlader vi Reims.

Vi nyder den friske Luft og det klare Lys efter de mange Ugers triste Tilværelse nede i de dybe Grubegange! Lunger og Porer indsuger den rene Luft, Øjnene drikker af Lysets Væld.

Der er nok at se efter. Tæt ved os skyder en fransk Flyver en Observationsballon i Brand. Iagttageren springer ud i Faldskærm. Den brændende Ballon strejfer ham næsten, da den synker til Jorden.

Vi diskuterer endnu, om han slap levende fra det eller blev stegt oppe i Luften, da Maskingeværerne igen hamrer i rasende Takt over vore Hoveder.

Tre franske Flyvere angriber en anden Ballon. Tyske Maskingeværer nede paa Jorden skyder efter dem med Ammunition, der trækker lysende Spor gennem Luften. Den har de Respekt for, og de vender om.

Observatøren i Naboballonen har allerede gjort Springet og hænger nu og dingler under sin Skærm. Der er nok at se efter.

Man behøver ikke at bruge Øjnene længe, før man har set, at Tyskerne er slaaet ud af Luftrummet!

Den friske Luft trætter. Nogle Kilometer før Maalet segner jeg om og maa ligge en Time i Vejgrøften, inden jeg kan slæbe mig bag efter de andre.

De to følgende Dage – vi marcherer i tre Dage – er man allerede trænet og mærker ikke mere noget til Slapheden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 226

8. august 1918. “De vigende Tropper raaber »Strejkebrydere!« »Krigsforlængere!« efter Reserverne, som rykker frem mod Fjenden.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Da englænderne uventet angriber de tyske stillinger ved Avre-floden, var den tyske hær ikke forberedt.

Ludendorff kalder den 8. August »den sorte Dag« i den tyske Hærs Historie.

Englænderne angriber ganske uventet ved Avre-Floden, de tyske Divisioner gør næsten ingen Modstand. Avrekløften overskrides, »vor« By Hangest og mange andre tages.

Ludendorff sender en Generalstabsofficer ud til Ulykkesstedet.

Hans Skildring af Forholdene er knugende. De vigende Tropper raaber »Strejkebrydere!« »Krigsforlængere!« efter Reserverne, som rykker frem mod Fjenden.

Det er Ragnarok!

Vi drages snart med ind i det!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 225

23. juli 1918. “Musene løber om Natten over vore Arme og Ben.” Ny hule til Eskildsens gruppe.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter det katastrofale angreb ved Reims, rykkede Eskilden og kompagni ned i en ny hule. Denne var snæver, men med knap så mange lopper.

Den 20. Juli trækkes den slagne Garde ud af Linien, og vi overtager den nye Stilling hinsides Cornillet. Staben maa flytte længere frem, og man putter os ned i en Bataillons-Kommandostation.

41 Trin steg vi op, 42 gaar det ned. Den nye Hule er saa lille og snæver, at det ligefrem maa være Rekord. Men her er ikke saa mange Lopper. Til Gengæld løber Musene om Natten over vore Arme og Ben. Man vænner sig ogsaa til det.

Her sidder vi og slider i det i over 4 Uger! Rautenstrauch, vor første Tegner, falder en Dag fra Skamlen med Hjertekrampe; Luften er forfærdelig; hele Natten igennem er der rullet et tykt Tæppe ned foran Indgangen, for at Gassen ikke skal komme over os i Søvne.

Men Nabohulerne hjemsøges af en anden uhyggelig Gæst, den spanske Syge. Den finder ikke ned til os; men den gæster ellers Staben saa godt som BatailIonerne. Vore Soldater kalder den »Champagnesygen«

I Juli Maaned koster den Regimentet hver 5. Mand, heldigvis dør der ikke saa mange af Sygdommen i Felten som hjemme og som i de neutrale Lande. Her sidder vi i over fire Uger og ser hverken Sol eller Stjerner, hverken Græs, Træ eller Dyr.

Men Nyhederne fra Oververdenen finder ned til os. Den 23. Juli læser jeg i »Kölnische Zeitung« om det andet engelske Luftangreb paa Tønder, noget senere læser vi om Katastrofen ved Avre.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 224-225