Alle indlæg af Lucas Enghoff Olsen

22. september 1918. Soldaterne vil bare væk: “Det er kun de dumme, der endnu ligger herude!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget ved Laon er stadig godt i gang, Eskildsen og hans folk må rykke rundt flere gange for at undgå den kraftige beskydning. Og majoren nægter folkene deres orlov.

Den højere Ledelse har opgivende lagt Hænderne i Skødet og lader Staklerne derude slaas paa bedste Beskub.

Kommandørerne af lavere Grad har tabt Hovedet. Ved Regimentets Skrivestue sidder 6 Officerer og 47 Mand i den bitreste Stemning. Divisionen har bevilget dem Orlov; men Majoren har nægtet at underskrive deres Orlovspas, som vi sendte ud til ham.

»Der Krieg ist fur die Dummen!« siger de. »Det er kun de dumme, der endnu ligger herude.« De har vel ikke Uret. Enhver, der har Penge nok i Pungen og er snedig nok til at knytte Bestikkelsestraadene, ligger nu hjemme, tjener Dagen igennem store Penge — Blodpenge — Og kan om Aftenen lægge sig i sin bløde Seng. 

»Det faar ingen Ende, før der hjælpes efter med en lille Revolution,« knurrer de. Hjemme paa Orlov hørte jeg for første Gang om Revolutionen, der vilde komme til Efteraaret. Nu taler alle aabenlyst om den, halvt i Forventning, halvt med Gru. Vi tænker os, at den vil blive værre end Krigen.

Feltposten kommer. Det kære Brev er der. Hjemmet i Sæd er brændt! De gamle Svigerforældre har intet bjerget. Og i dette Øjeblik staar man lænket herude og kan ikke hjælpe! To Dage ligger vi i Hulerne ved Engen. Vi faar Ild fra Nordvest, Vest, Syd og Sydøst. Det er nok at mærke, at vi ligger paa et Hjørne.

Vi flytter længere tilbage mod Laon og kravler 12 Mand ned i et Hulrum. Ogsaa denne Plads tages under Ild. 4 Mand døde, 1 saaret, 2 døde Heste, en splintret Vogn! Kun to Dage holder vi det ud her, saa tager vi Ophold i en Skov endnu nærmere ved Laon.

To Dage bor vi der. Saa afløses det stakkels Regiment. 16 Dage har det ligget i Slaget. Midt i en Hvirvel af Gru og Rædsel, Sult og Savn, Uro og Opløsning har den menige Frontsoldat staaet som en Klippe. Han veg ikke fra sin Plads, inden han fik Befaling til at gaa tilbage. Men det har kostet Blod. 642 Mand er døde, Saarede og savnede.

Døden har hentet unge og gamle, den unge Løjtnant Tams fra Haderslev og Regimentets ældste Officer, Løjtnant Petersen fra Kiel. Den rare, gamle Petersen! Han fortrød vist tit, at han i 1914 til Trods for sine 50 Aar meldte sig som frivillig.

Nu havde han alligevel gjort alting med fra Masurslaget her til Laffaux. Han og hans Kompagni blev omringet. De strakte Vaabnene. En Franskmand vil rive Jernkorset af 1. Klasse fra hans Bryst. Han værger for sit Kors — og bliver knaldet ned.

Den 18. September marcherer Resterne af Regimentet ind i Laon. Uden for Bymuren staar Hundreder af Mænd og Kvinder og lytter og stirrer i spændt Forventning mod Sydøst, hvor de hører deres Landsmænd hamre sig fremad, nærmere og nærmere ind mod deres By.

To Dage efter transporterer man os til en Baraklejr ved Bergnicourt, midtvejs mellem Reims og Rethel. Vi er igen i Champagne. Vi forlod det med Glæde.

Vi aander lettet, da vi genser den tørre Kalkørken.

Der er smukt i Egnen ved Laon.

Blodet flød i de smukke Skove, i de romantiske Kløfter, ved de gamle Slotte, ved de brusende Bække.

Der var stygt i Slaget ved Laon.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 231-233

21. september 1918. “Det regner Vand, det regner Granater”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget raser ved Laon, og Eskildsen og hans kammerater rykker ind i et lille skur for en stund.

Franskmændene er trængt ind i Stillingen, og vor Division skal gøre et Modstød for at tage den tilbage. Da alt er færdigt dertil, — ændres Befalingen igen. Den 1. Garde-Division, Prins Eitel Friedrichs Division, kan ikke mere, og vor Division afløser den ude ved Laffaux.

Midt i Slagets Gru, i Nattens Mulm og Mørke, famler vore Folk sig fremefter. Pigtraad, oprevne Jernbaneskinner, splintrede Rester af Vogne og Kanoner, Lig, døde Heste, — det er den vanskeligste og uhyggeligste Afløsning, Regimentet har haft. Omsider naar det frem og staar nu her, uden Reserver, for at værne den fremmede Jord. Det bliver det fortvivlede Bobr-Slag om igen. Franskmændene angriber næste Dag med stor Overmagt. Vore Folk viger ikke.

Vi mister 91 døde og Saarede; men foran Linien tæller man over 100 faldne Franskmænd. Den følgende Dag mister Regimentet 50 Mand, men foran dets Afsnit tælles over 200 døde Franskmænd.

Linien tages tilbage, Franskmændene maser paa, vore Folk giver dem ikke en Fodsbred. Linien, trækkes atter tilbage, — nye Angreb, — Bataillonerne smelter sammen til 50 Mand, — Regimenter og Divisioner flyder sammen, — Førerne ved ikke, hvor deres Afdelinger er, — den ene Dag er hele Kompagnier omringet, — næste Dag gør Regimentet midt i dette Kaos et Modangreb og tager 100 Fanger. Skal Regimentets Historie ende her?

Tager man om et Par Dage en Pen og stryger ogsaa Tallet 266 paa Listen? Vi sidder bagude og tæller døde, Saarede og fangne sammen, giver Meldinger tilbage og Befalinger fremefter. Jeg læser i »Politiken«, hvorledes dette Slag ses med neutrale Øjne. »Højderne ved Laon,« skriver man i København, »er Drejepunktet, Hovedhjørnestenen for hele den tyske Stilling paa Vestfronten. Falder »Laffaux-Hjørnet«, saa er hele Damevejen og hele Stillingen ved Noyon ikke til at holde.« Vi mærker, at Kamplinien rykker os nærmere.

Det regner Vand, det regner Granater, Vi søger Ly i Byen Chailvet. Den bliver et andet Réville. Franskmændene tager Byen under Ild. Vi flygter fra sønderrevne Mennesker og Heste op paa Bjergskraaningen og hænger vort Skilt »Regts.-Geschaftszimmer R. I. R. 266« paa et lille Skur under et Æbletræ. Regnen slaar overalt igennem. Vi kan ikke arbejde her og flytter ind i nogle Hulrum ved Randen af en Eng.

II. Bataillons Intendant, »Zahlmeister« Matthiesen, arver vort Skur. Faa Timer efter falder Granaterne paa Bjergskraaningen. Mange dræbes, to Mand rammes af Granatsplinter inde i det Skur, vi lige forlod!

Var det et Tilfælde? Var det et naadigt Forsyn?

Jeg gaar i dybe Tanker paa den lille Skovvej ved Engen. Man kan nok trænge til at støtte sig til Troens Søjle i disse Dage, hvor alt synes at ramle sammen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 229-231

7. september 1918. “Nu er alt her et Kaos af Granathuller og Grave, Pigtraad og Lig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af september bevægede Eskildsen og hans kammerater sig ind i det historiske område Laon, der før var vært for den fransk adel, men på dette tidspunkt et område raseret af næsten 4 års krig.

Vi marcherer ilsomt vestpaa, over Sissonne og St. Erme, og kommer nu fra Champagnes Kalkørken ind i dét dejlige Bakkelandskab ved Laon. Det er en Fryd at se denne Egn, skovklædte Bakkedrag, vilde Kløfter, hoppende Bække og brusende Floder.

Her laa engang den franske Højadels Lystslotte. Fra Paris og Versailles kom de fine Herrer og Fruer agende herhen for at hvile sig efter Hoflivets Anstrengelser. Smukke Veje blev bygget, for at deres Stadsvogne ikke skulde støde for meget.

Den mest kendte og smukkeste var »Damevejen« oppe paa Bakkekammen fra Soissons til Craonne. Den store Revolution brændte Slotte og Vogne. Verdenskrigen har sønder skudt Damevejen. Nu er alt her et Kaos af Granathuller og Grave, Pigtraad og Lig.

Vi skal afløse i Stillingen foran Damevejen. Mens vi i to Døgn ligger i Bivuak — Kvarterer findes her ikke — forberedes alt til Afløsningen. Der er meget at ordne, det er et stort og brydsomt Arbejde. Da det er færdigt, — er det ogsaa spildt. Samme Aften, som vi skulde over Damevejen, sender man os i Ildmarch til Laon.

Vi hører Trommeilden nede ved Soissons og ved, hvad der venter os. Vi er »Eingreifdivision« paa det farlige Hjørne ved Laffaux. Laon er en typisk Bjergstad. Oppe paa den høje Bjergkegle trykker Husene sig som Kyllinger tæt ind under den store Hønemor, Katedralen.

Vejen snor sig i Serpentiner op ad Bjerget, det tager en halv Time at naa derop, vore Heste sveder. Gaderne er snævre Gyder, Byen er ikke smuk, naar man færdes inde i den. Men Katedralen er prægtig. Næste Morgen overværer jeg en Dødsmesse i det stolte Kirkerum. Biskoppen læser den i egen Person. Jeg et meget interesseret Tilskuer ved denne pragtfulde Ceremoni; Sørgeskaren er ligeglad.

Den første Septembermorgen skal vi ud i Forsvarsslaget. Man har meget travlt. Store Lastbiler ruller af Sted med Kamptroppeme; vi følger langsomt bagefter med Trainet.

Vi kører over Oise-Aisne-Kanalen og træffer Regimentet i Bivuak bag et Bjerg, midtvejs mellem Laon og Soissons. Her bygger vi Telte og lægger os ved Siden af de andre. Næste Formiddag angriber de franske Flyvere vor Bivuakplads. Men de flyver højt oppe, og deres Bomber gaar forbi. Om Aftenen kastes Regimentet ud i Slagets Malstrøm.

Officererne tager Schrøder med og sender os andre med Bagagetrainet længere tilbage. Vi kommer igen over Kanalen og slaar vore Telte op paa et Bjerg ved Byen Ureel. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 228-229

26. august 1918. “Skriverne faar travlt, travlt.” Eskildsen får travlt med reorganiseringen.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  3 dages march har gjort at der er ekstra meget arbejde for Eskildsen og de andre skrivere. Den tyske hær er ved at blive omstruktureret, og flere divisioner opløses helt for at fylde de andre ud.

Vi havner i en Skovlejr mellem le Malmaison og Sissonne, omtrent 30 Kilometer Nord for Reims. Her skal vi ligge som Armé-Reserve i længere Tid — siger man. Skriverne faar travlt, travlt.

Tre Dage paa Landevejen betyder tre spildte Arbejdsdage. De periodiske Meldinger hober sig op, og dertil kommer en Reorganisation af hele Regimentet.

Det er en sørgelig Omordning! Tyskland er pumpet læns for Udfyldningsmandskab. Vi maa hjælpe os selv. I hver Bataillon opløses et Kompagni, og derved bringes de andre tre paa fuld Kampstyrke. Hele Divisioner opløses.

Som man i de første Krigsaar stampede Regimenter og Divisioner op af Jorden, saadan glider nu den ene Formation efter den anden ud i det store Intet. Den 15. bajerske Division afløste os foran Reims. Et Par Dage i Forvejen var den blevet slaaet sammen med den 10. bajerske, som blev strøget paa Listen.

I August opløses 22 Divisioner, i Løbet af September males mange andre i Stykker.

For Frontstaklen kan det være temmelig ligegyldigt, hvilket Nummertal der staar paa hans Skulder. Det er Trainets Folk, der rammes haardest. Gamle Kuske, Kokke, Oppassere, Skrivere skal nu ud i Granathullerne.

‘Ingen kender Dagen, før Solen gaar ned! — Hvornaar kommer Turen til os? ‘

Vi skal ligge her i længere Tid — sagde man.

Den tredje Nat kommer Marchordren! Arméreserver er Luksus nu.

Tyskland har intet Udfyldningsmandskab; men en Strøm af friske Amerikanere rinder ind i de allieredes Rækker. Foch presser paa med kampdygtige Divisioner.

Tampen brænder ved Soissons og Chemin des Dames, Damevejen. Der skal vi hen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 227-228

23. august 1918. “Tyskerne er slaaet ud af Luftrummet!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter et par uger i Reims, kan Eskildsen og hans kammerater endelig forlade jordhulerne.

Den 23. August forlader vi Reims.

Vi nyder den friske Luft og det klare Lys efter de mange Ugers triste Tilværelse nede i de dybe Grubegange! Lunger og Porer indsuger den rene Luft, Øjnene drikker af Lysets Væld.

Der er nok at se efter. Tæt ved os skyder en fransk Flyver en Observationsballon i Brand. Iagttageren springer ud i Faldskærm. Den brændende Ballon strejfer ham næsten, da den synker til Jorden.

Vi diskuterer endnu, om han slap levende fra det eller blev stegt oppe i Luften, da Maskingeværerne igen hamrer i rasende Takt over vore Hoveder.

Tre franske Flyvere angriber en anden Ballon. Tyske Maskingeværer nede paa Jorden skyder efter dem med Ammunition, der trækker lysende Spor gennem Luften. Den har de Respekt for, og de vender om.

Observatøren i Naboballonen har allerede gjort Springet og hænger nu og dingler under sin Skærm. Der er nok at se efter.

Man behøver ikke at bruge Øjnene længe, før man har set, at Tyskerne er slaaet ud af Luftrummet!

Den friske Luft trætter. Nogle Kilometer før Maalet segner jeg om og maa ligge en Time i Vejgrøften, inden jeg kan slæbe mig bag efter de andre.

De to følgende Dage – vi marcherer i tre Dage – er man allerede trænet og mærker ikke mere noget til Slapheden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 226

8. august 1918. “De vigende Tropper raaber »Strejkebrydere!« »Krigsforlængere!« efter Reserverne, som rykker frem mod Fjenden.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Da englænderne uventet angriber de tyske stillinger ved Avre-floden, var den tyske hær ikke forberedt.

Ludendorff kalder den 8. August »den sorte Dag« i den tyske Hærs Historie.

Englænderne angriber ganske uventet ved Avre-Floden, de tyske Divisioner gør næsten ingen Modstand. Avrekløften overskrides, »vor« By Hangest og mange andre tages.

Ludendorff sender en Generalstabsofficer ud til Ulykkesstedet.

Hans Skildring af Forholdene er knugende. De vigende Tropper raaber »Strejkebrydere!« »Krigsforlængere!« efter Reserverne, som rykker frem mod Fjenden.

Det er Ragnarok!

Vi drages snart med ind i det!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 225

23. juli 1918. “Musene løber om Natten over vore Arme og Ben.” Ny hule til Eskildsens gruppe.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter det katastrofale angreb ved Reims, rykkede Eskilden og kompagni ned i en ny hule. Denne var snæver, men med knap så mange lopper.

Den 20. Juli trækkes den slagne Garde ud af Linien, og vi overtager den nye Stilling hinsides Cornillet. Staben maa flytte længere frem, og man putter os ned i en Bataillons-Kommandostation.

41 Trin steg vi op, 42 gaar det ned. Den nye Hule er saa lille og snæver, at det ligefrem maa være Rekord. Men her er ikke saa mange Lopper. Til Gengæld løber Musene om Natten over vore Arme og Ben. Man vænner sig ogsaa til det.

Her sidder vi og slider i det i over 4 Uger! Rautenstrauch, vor første Tegner, falder en Dag fra Skamlen med Hjertekrampe; Luften er forfærdelig; hele Natten igennem er der rullet et tykt Tæppe ned foran Indgangen, for at Gassen ikke skal komme over os i Søvne.

Men Nabohulerne hjemsøges af en anden uhyggelig Gæst, den spanske Syge. Den finder ikke ned til os; men den gæster ellers Staben saa godt som BatailIonerne. Vore Soldater kalder den »Champagnesygen«

I Juli Maaned koster den Regimentet hver 5. Mand, heldigvis dør der ikke saa mange af Sygdommen i Felten som hjemme og som i de neutrale Lande. Her sidder vi i over fire Uger og ser hverken Sol eller Stjerner, hverken Græs, Træ eller Dyr.

Men Nyhederne fra Oververdenen finder ned til os. Den 23. Juli læser jeg i »Kölnische Zeitung« om det andet engelske Luftangreb paa Tønder, noget senere læser vi om Katastrofen ved Avre.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 224-225

18. juli 1918. “hele Egnen er spækket med Kanoner. Det er en Helvedeskoncert!” Eskildsen oplever endnu en stor offensiv.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. 15. juli startede Ludendorff endnu en stor offensiv og et par dage efter kom det franske modsvar. De havde forventet angrebet og de slog hårdt tilbage.

Alle gode Gange er tre! Ludendorff langer ud til det store Gennembrud, »Kejser-Wilhelm-Offensiven« Øst og Vest for Reims. Man behøver ikke at fortælle mig det, da jeg kommer fra Orlov. En blind kan se, hvad her forestaar. Overalt Tropper, Tropper, Tropper, Kanoner, Kanoner, Kanoner, Ammunition, Ammunition, Ammunition!

Alt staar i Offensivens Tegn. Vi afleverer al unødvendig Bagage. Ikke engang Tæppe og Kappe faar vi Lov til at føre med denne Gang; let til Bens skal vi kunne løbe lige til Paris. Vi har faaet udleveret Kort over Egnen langt bag de franske Linier, selv en Byplan over Chalons mangler ikke.

Mens vi holder Udfaldsstillingen, skal udvalgte Tropper, hos os Garden og Bajrere, bruse frem. Efter dem følger den anden Bølge, og saa bryder vi op og følger som tredje. Ludendorff er saa sikker i sin Sag, og alt er saa nøje beregnet, at vi ved, hvad Klokkeslet vi skal begynde vor, den tredje Bølges, Fremmarch.

Den 15. Juli, Klokken 1,10 om Morgenen, begynder alle Kanonrør at spy Ild og Staal. Foran os, bag os, til højre, til venstre, hele Egnen er spækket med Kanoner. Det er en Helvedeskoncert!

Vi spærrer Munden højt op, for at Trommehinden ikke skal revne. Det hyler, det piber, det bruser, det brager hen over os. Mundingsflammerne forvandler Nat til Dag. Jorden ryster, Kalken revner. Krudtdampen er saa stærk, at vi nyser i Timevis. De fornemme Gardeofficerer og de vigtige Bajrere sidder i vort Hulrum.

Kl. 4,50 stormer Infanteriet frem. De tager de sammenskudte franske Stillinger. — Mærkeligt! Ingen Folk i dem! — De stormer Cornilletbjerget. — Mystisk! Hvor er Franskmændene? — De stormer ned ad Bjerget — og saa kan det nok være, de finder Franskmænd!

De sidder tæt og uskadte i nye, pæne Stillinger hinsides Bakkedraget — og her gaar Offensiven blodigt i Staa! Ludendorff var klog; men Foch var snedig og havde denne Gang narret ham. Foch vidste paa Dag og Time, hvornaar Angrebet kom, og mens det tyske Artilleri pløjede de tomme, forreste Stillinger, sad Franskmændene et helt andet Sted, rede til at give det stakkels Infanteri en varm Modtagelse.

Dagen efter brager Kanonerne igen, og den anden Bølge sættes ind. Det franske Bolværk bryder ogsaa den. Saa giver man Afkald paa vor tredje og standser den store Sejrsoffensiv.

Slaget er tabt! Krigen er tabt!

Tre Dage efter bryder de franske Tropper frem af Skovene ved Villers-Cotterets, og fra nu af spiller Foch ud. Han fører ikke de store Slag, men han hamrer ustandseligt, her og der, indtil den tyske Linie er skør og mør, revnet, sønderslaaet, opløst. Vi sidder endnu nogle Dage i vor dybe og mørke Hule. Franskmanden tror, at det svære Batteri staar her, og overdænger os en hel Nat med 18 Centimeters Granater. Det er ingen hyggelig og rolig Nat.

Vore Døre flyver ud af Rammen, Jordrystelsen gør os søsyge. Om Morgenen er to af vore Stollenedgange skudt sammen, og 10 Mand arbejder en hel Dag for at gøre dem fri igen. Men vi havde heldigvis endnu en Reserveudgang. Ellers havde vi maattet dele Skæbne med nogle Kammerater ved Siden af, som man efter en Dags Arbejde med Hakke og Skovl fandt kvalte dernede.

Det er overhovedet alt andet end hyggeligt her dybt nede i vor natmørke og snævre »Understand«. Luften er saa tæt som i en Undervandsbaad. En daarligt brændende Petroleumslampe, uden Skærm, fyldt med en Vædske, der har en vis Lighed med Petroleum, skal erstatte Dagslyset. Har man ved Hjælp af den uundværlige elektriske Lommelygte fundet den lange Trappegang, skimter man foroven Lys og synes, at det er Maaneskin. Staar man oppe, lysblind og bleg, ser man, at det er solklar Dag. — Og saa er Hulen saa fuld af Lopper! En Nat finder jeg 16 i mit Tæppe, inden jeg kan faa Ro.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 222-224

12. juli 1918. “Han er meget dum, — han er meget ondskabsfuld!” Ny ledelse i Eskildsens regiment.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter Eskildsens orlov, er der sket en del i regimentet. Oberstløjtnanten som de fleste syntes godt om, var blevet flyttet til en øveplads. Efterfølgeren Major Schmidt har en helt anden måde at styre regimentet på.

Den 12. Juli melder jeg mig igen til Tjeneste foran Reims. Meget har forandret sig, mens jeg var borte. Oberstløjtnanten har under sin Orlov i Slesvig modtaget »det blaa Brev«.

Det kejserlige Militærkabinet har opfordret ham til at søge sin Afsked til 1. Oktober, da »Hans Majestæt giver Afkald paa. videre Tjeneste, fordi de foresatte har haft saa meget at udsætte paa ham.«

Indtil 1. Oktober skal han gøre Tjeneste paa Øvelsespladsen Beverloo. Det var et haardt Slag for den stakkels zur Megede! Han havde allerede regnet ud, hvomaar han kunde blive General, han følte sig endnu frisk og klar, han havde en ung Hustru og drømte slet ikke om at afslutte sin Løbebane.

Hans hele stærke Interesse var udelukkende indstillet paa det militære; Kunst, Litteratur, Politik kendte han intet til og interesserede sig ikke for. Hans Liv er brudt og tomt paa een Gang. Hvorledes skal Livet som Pensionist faa Indhold for ham?

Den 12. Maj havde vor Divisionskommandør faaet Cylinderen, den høje Hat. Det rørte os ikke; han var allerede den fjerde General, der brækkede Halsen ved vor Division. Man paastod, at vor Oberstløjtnant var den anden Syndebuk, der blev sendt ud i Ørkenen for det store, mislykkede Angreb ved Avre.

Det er Synd, bitter Uret, thi vort Regiment var det eneste, der opnaaede noget den Dag. Det var Synd for Regimentet, at man tog ham fra os. Han havde skabt Regimentet, han førte det med ualmindelig Dygtighed. Han vidste at sætte sine Folk ind, han vidste ogsaa at skaane dem. Der fandtes ingen bedre Kommandør og intet bedre Regiment.

Men han kendte ikke sin Begrænsning opadtil, overfor Brigade og Division. Stædig, stejl, stiv, paastaaende var han, en Kværulant, som man nu omsider fik Ram paa. Det var kedeligt for Staben, at man tog ham fra os. Han var ikke altid let at omgaas, kunde være pirrelig og smaalig, naar det gjaldt hans egen Person. Men han vidste at vurdere og anerkende Flid og Dygtighed, og vi følte os trygge ved hans overlegent sikre Ledelse.

Hele Regimentet sørgede, Staben sørgede dobbelt. Hans Efterfølger, Major Schmidts, havde allerede ført Regimentet i 10 Dage, da jeg kom. Officer og Menig giver mig samme Billede af Manden: »Han er meget dum, — han er meget ondskabsfuld! Han herser med Officererne, han plager Mandskabet!« v. Oven har allerede skrevet til sin mægtige Onkel i Krigsministeriet og bedt om Forflyttelse, Brandis har henvendt sig til en Fætter i den store Generalstab med samme Ønske, Jürgensen agter at melde sig syg.

Et Par Uger efter er de virkelig fløjet alle tre. Den godmodige Mikulski holder ud, han er ligeglad, og vi andre skal jo ogsaa finde os i vor Skæbne. Det er en rar Redelighed, naar man kommer fra en dejlig Orlov! Jeg sætter Staalhjelm paa Hovedet, spænder Livremmen, klapper Hælene sammen og melder mig tilbage til Regimentet. »Jeg har hørt meget om Dem, meget godt. Forhaabentlig er De lige saa god som Deres Rygte. — Tak!«

Det var jo helt pænt.

Vi forligtes ogsaa i Fremtiden godt, men naaede aldrig at komme hinanden nær. Der kom aldrig det hjertelige Forhold i Stand, som herskede mellem Megede og Stabens Veteraner. Men vi har ikke Tid til at tænke paa Kommandør og Stab! Vi skal med i et Slag, der skal blive Verdenshistoriens største, Krigens Afgørelse.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 220-222

19. juni 1918. Claus Eskildsen bliver sendt på orlov “Det passer mig lige.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsen stadig ligger på lazaret, mens den tyske hær forbereder endnu en offensiv.

Saa har man Brug for Sanitetskompagniet. Den 30. Maj flytter det, og jeg er husvild.

For anden Gang skal jeg paa Rejsen til Lazarettet; men Oberstløjtnanten griber atter ind, og jeg indlægges paa Regimentets Sygestue i en Skovlejr.

Nogle Dage senere flytter de med mig igen. Den ene Division efter den anden trækkes ud for at fremtvinge Gennembruddet ved Marne. Linien bliver tyndere, Regimentets Afsnit bliver længere, vi flytter nærmere ind mod Reims, rede til at gribe Byttet, naar det som en moden Frugt falder os i Skødet.

Reims! Frankrigs hellige Stad! Her døbte den hellige Remigius den blodige Kong Klodvig. Her kronedes den lange, lange Række af franske Konger, her staar den 700 Aar gamle Notre Dame, et af Verdens største og skønneste Gudshuse.

Der ligger en egen Stemning over disse Dage, hvor Regimentet holder Udkig med Byen, ser Røgen stige op derinde, hører Sprængninger og hver Dag venter at kunne holde sit Indtog i den gamle, hellige Stad. Franskmændene giver ikke Slip paa den.

Den tyske Offensiv gaar atter i Staa. Dens eneste Resultat er nok en stor Bule i Frontlinien, en farlig Sæk, hvor Foch senere sætter Stødet ind. Fire Uger ligger jeg i Sengen.

Den 19. Juni genoptager jeg Arbejdet. Men Lægen forbyder det. Han vil have mig paa et Rekreationshjem. Oberstløjtnanten foreslaar i Stedet for at sende mig paa Rekreationsorlov.

Det passer mig lige. I 3 Uger lader jeg mig behandle paa Seminariet i Tønder, der er indrettet til Lazaret.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s.  219

2. juni 1918. “Krigen skaaner intet. Krigen skaaner ingen.” Eskildsen på vej til lazaret.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter et uheld er Claus Eskildsen røget på lazarettet, her ligger han i lang tid, og han oplever en telefonists kamp med døden.

Krigen skaaner intet. Krigen skaaner ingen. Jeg er paa Vej til Lazarettet.

Ved sidste Transport kvæstede jeg tre Fingre, da vi i Mulm og Mørke læssede Køretøjerne paa Jernbanevognene. Efter nogle Ugers Behandling er Fingrene hele; men først breder et mærkeligt Eksem sig over begge Hænder, og saa gaar det galt med baade Ben og Hjerne. Et Saar paa venstre Skinneben medfører efterhaanden Cellevævsbetændelse, Blodforgiftning og Benhindebetændelse, og Giftstofferne i Blodet bevirker, at den overanstrengte Hjerne slaar Klik.

Min gamle Mor bliver uhyggelig til Mode, da hun til Fødselsdagen modtager to omtrent enslydende Breve fra mig, skrevet med faa Timers Mellemrum.

Mit Ben er helt svulmet op, da man kører af Sted med mig til Sanitetskompagniets Barak, der ligger lidt bag Fronten, gemt i en Fyrreskov. Det er første Station paa en Vej, som normalt fører til Lazaret i Etappen, Lazaret i Tyskland og Erstatningsbataillonen. Men Oberstløjtnanten har efter eget og mit Ønske telefoneret til Sanitetskompagniets Overlæge og bedt ham beholde mig herude, for at jeg ikke skal skilles fra Regimentet.

Saaledes lærer jeg kun første Station at kende paa den Vej, der for mange betyder uhyre Lidelser, for andre Forløsning. Alle Frontsoldaters højeste Ønske er jo et »Heimatschuss«, et Skud, alvorligt nok til at naa ud over Etappen med det, men alligevel ikke saa slemt, at man mister sin Førlighed for Livstid. Sanitetsbarakken er tom, da man hen paa Eftermiddagen lægger mig ind i den.

Det skal den normalt være; til hver Nat skal man helst have alle Sengene fri, man ved aldrig, hvad der om Natten kan ske der ude i Linien. Hen paa Natten bringer man to Telefonister, som er blevet ramt af en Granat, da de gik Ledningerne efter. De kommer straks paa Bordet, forbindes og lægges saa ved Siden af mig. Den enes Ryg er haardt medtaget. Hans unge, stærke Natur reagerer voldsomt mod den kolde Død, der strækker sine lange, uhyggelige Fingre ud efter ham. Han skriger og vaander sig i legemlig Smerte, han klager og jamrer over sit unge Liv, han raser og stamper imod den bitre Død.

Hans Kammerat er rørende trofast. Mens han selv bider Tænderne sammen i Smerten, trøster og opmuntrer han den haardt Saarede. Om Morgenen skilles deres Veje. Dødens Kandidat bliver hos mig, den anden skal paa Lazaretrejsen. Men forinden lader han sig bære hen til Kammeratens Side, tager en smuk Afsked med ham og trøster den fortvivlede, der godt nok aner Sammenhængen, med, at han nok skal blive sendt bagefter i Morgen.  Nu er vi to Mand i Barakken. Det er en lang Dag for den lidende!

Han har en stærk Natur. Næste Nat tager Febervildelsen ham. Han er i Slaget, han stormer han rammes, og ind imellem hyler han af Smerte. Da Nøden er paa det største, kommer det op af den forpinte, hjælpeløse Sjæl: »M – u – t – t – e – r !« Han raaber sit »M – o – r !« Gang paa Gang, skrigende efter en øm og stærk Haand, som kan føre ham gennem Dødens mørke Port.

Hvorfor kommer her ingen Præst, der kan hjælpe ham til at gribe en Haand, stærkere end Mors! Hen paa Natten ebber det ud. — Stønnen — Rallen — Stilhed. – Om Morgenen bærer man ham ud og begraver ham med det samme. Saadan gaar Døgn efter Døgn i en Sanitetsbarak. Det er ingen Nervekur at ligge her; men ellers har jeg det udmærket.

To Gange om Dagen kommer jeg paa Bordet, faar Saaret trykket ud og frisk forbundet, Resten af Døgnet ligger jeg stift paa Ryggen med Benet i Vejret. Jeg har en ren Seng, — desværre er den fuld af Myrer. Forplejningen er god, selv Franskbrød smager jeg her. Sygepasserne er flinke. Er det smukt Vejr, bærer man mig ud i Solen; man stopper min Pibe, rækker mig Bøger og Papir.

Jeg ligger hele Dagen og læser og skriver Breve, lige saa lange som Apostlenes Epistler. Oberstløjtnanten og de andre Officerer besøger mig lejlighedsvis, Svoger Nis kommer hver Dag, andre Kammerater og Venner bringer Gaver af Champagnes uudtømmelige Jordbærrigdom.

Ludendorff forstyrrer Idyllen. Den 27. Maj begynder den anden store Offensiv, Vest for Reims. Soissons falder, man støder helt ned til Marnefloden, som man ikke har set siden 1914. Vor III. Bataillon forlod os første Pinsedag og er med til at tage et af Forterne foran Reims. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 216-218

2. maj 1918. “Lærken slaar sine Triller over Granathuller og Lig”. Eskildsen på vestfronten.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I Champagne er foråret endnu en gang ved at sætte ind over de franske slagmarker.

Den 23. April overtager Regimentsstaben sit nye Afsnit. Matthiesen og Bunke bliver igen bag ude i Hvilebataillonens Lejr, vi andre sidder i Stabens Kommandostation, dybt nede i Champagnekalken. 49 Trin fører ned til det snævre Hul, 2 Meter bredt og 4 Meter langt, som jeg deler med Schrøder og Heinz.

Vaaren kommer til den mishandlede Verden, Lærken slaar sine Triller over Granathuller og Lig, et Pust af Grøde og Vækst naar selv ned til os i vor dybe Hule. Det lader Længselens Strenge klinge i vort Sind — en fin, fin, dragende, længselsfuld Sang om Have og Vang, Spade og Plov, Jord og Hjem, Arbejde og Ansvar.

Vaar og Efteraar er de tunge Tider i Felten. Da jeg oplevede det første Vaarbrud i de store Augustov-Skove, skrev jeg:

»Jeg tror ikke, at Krigen varer saa længe, men det staar klart for mig i disse Dage: lykkes det end at holde Mændene i Felten Sommeren og Vinteren igennem, saa faar man dem ikke til at blive herude længere end til næste Foraar. Thi naar Naturen vaagner, gaar der en Muldduft hen over Verden, og den griber ikke blot Bonden, den kalder alle til Arbejde.«

Nu kom Vaaren for fjerde Gang til os! Hvad bryder Krigen sig om Foraar, Liv og Længsel!

Den 2. Maj staar jeg ved tre aabne Grave. Min Kollega, Regimentsskriveren fra 34. Regiment, er falden. Han boede bagude ved Bagage-Trainet, men blev ramt af en Granat, da han var undervejs hjem med Underskrifter fra Officererne.

Det stakkels 34. Regiment har nu i kort Tid mistet baade Kommandør, to Stabsofficerer og Skriveren. Sammen med ham faldt Trainets Fører, som havde faaet denne Post, fordi hans Forældre allerede i Forvejen havde mistet fire Sønner.

Ved deres Side begraver vi en Underofficer fra vort Fægtningstrain, en Lærer fra Egnen ved Kiel, der efterlader Hustru og fire Børn.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 215-216

18. april 1918. “Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles med Flyverne over Hovedet” Eskildsen på vestfronten.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I stedet for rekreation, blev Eskildsens regiment nød til at afløse en anden division ved Reims. Mens de befinder sig i Aussonce stifter de bekendtskab med både engelske soldaterkvarterer og franske flyvemaskiner.

Vi skal paa Rekreation i Hvilekvarterer tæt ved Wasigny. Kvarter grupperne staar paa Wasigny Banegaard for at tage imod os. Men vort Tog holder ikke! Befalingen er igen omstødt. Vi damper 30 Kilometer videre mod Fronten, thi vi skal nu afløse den 14. bajerske Division ude i Linien. I Juneville holder Toget, og vi marcherer straks i Retning mod Reims. Vi er tredje Gang havnet i »Lusechampagne«.

I den lille By Aussonce tager vi Ophold nogle Dage, mens Bataillonerne afløser ude ved Cornillet-Bjerget, 15 Kilometer Øst for Reims. I Aussonce er der baade Boghandel, Soldaterhjem, Bad og Kino. Vi lægger tydeligt Mærke til Forskellen mellem de tyske Soldaterkvarterer og de engelske, som vi i de sidste Uger har lært at kende.

Englænderne er bedre klædt og svømmer i Overflod af Levnedsmidler; hos Tyskerne hersker Smalhans, men deres Kvarterer er bedre. Englænderne savner Glas. Hvor der mangler en Rude, klæber de gult Pergamentpapir for. I Stedet for vore smaa, praktiske »Understands«-Kakkelovne bruger de Spande med Ild i, som Kakkelovnsrør har de rullet Blik. De har ikke vore »Senge« med Staaltraadsfletninger som Madras. Tilsyneladende mangler de ogsaa Sans for Renlighed og Hygge.

Hver Aften Klokken 11½ har Byerne her bag Fronten Besøg af de franske Flyvere. Saa er der stor Alarm: Signalhornet hyler, der drejes paa en Alarmmaskine foran Kommandantboligen, man hører Etappesoldaterne rende til deres Heltekældere.

Saa regelmæssigt kommer Flyverne, at vore Kortspillere først pakker Kortene sammen, naar de har været der. Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles Formiddag og Nat, i Skyttegrav og Etappe, i Trommeild og med Flyverne over Hovedet. Hvem der ikke er aandelig begavet nok til at nyde den interessante »Skat«, nøjes med at friste Lykken i »Mauschel«, men alle tærsker i de fedtede Kort.

Vi lader os ikke forstyrre af Flyverne; men vi føler, at et Flyverangreb er uhyggeligere end et Artillerioverfald. Det naturlige menneskelige Instinkt er endnu ikke indstillet paa det nye Vaaben. Vi kender »vort« Skud paa Knaldet og søger Dækning, selv om det kun er et Skinværn bag et Muldvarpeskud, et Træ, et raaddent Plankeværk.

Overfor Flyverne kan man hverken bestemme Faren eller finde et Værn. Man hører Motorens fine Sang i Luften, tilsyneladende lige over Hovedet, man hører Bomben hyle og pibe ned gennem Luften, tilsyneladende lige ned mod ens Isse, man kan ikke søge Læ bag Mure og Volde og føler sig værgeløs.

Først naar Knaldet er kommet og Jordrystelsen mærkes, ved man, at den Fare, man stod blankt opgivende overfor, er forbi.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 213-214

1.-16. april 1918. Ludendorffs offensiv på vestfronten. “Maalet var ikke naaet. Den store Sejr var et stort Nederlag.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen har travlt med at opgøre tab. Han støder på mange bekendte, bl.a. tidligere elever fra seminaret. Regimentet vandrer også meget og den 16. april ender Ludendorffs store offensiv.

Vi havner hos en af vore Bataillonsstabe. Vi er altsaa kommet for langt frem. Regimentsstaben skal kunne findes i et Halmhæs ved Udgangen af Byen Sauvillers.

Hæsset har en Granat taget. I et Hegn finder vi omsider Staben, vaad, forkommen, frysende, sultende, gnaven. Oberstløjtnanten skænder, fordi jeg løber omkring herude. Jeg hjælper lidt og søger saa hjemefter. Undervejs giver jeg op i det sejge Pløre og segner om ved et Vejtræ. Den stærke Willandsen tager mig under Armen og slæber mig videre. Ved Midnatstid er vi hjemme.

Dagen efter maa jeg blive liggende paa »Sengen«, forkommen og syg, mens man tørrer og renser mit Tøj. En Skriver duer ikke til Heltegerninger, jeg skal ikke mere frivilligt vade omkring paa Slagmarker. Franskmændene tager nu Angrebets Tøjler i Haanden. De tromler, de stormer, de vralter frem med Tankvogne.

Regimentskommandøren for Naboregimentet 34 falder i en Halmstak, en Fuldtræffer gaar ned i den Halmstak, hvor vor Regimentsstab holder til. Vor Stabshusar kommer løbende uden Hest og melder, at hele Staben er taget til Fange. Det viser sig snart at være usandt. Men haardt gaar det til derude.

Kompagnierne er smeltet sammen til 20 og 30 Mand. Men de holder ud! Ikke en Fodsbred Jord giver de op. Der kunde skrives en hel Heltebog om det, den menige, ukendte, mishandlede Frontsoldat udretter i disse Dage. Natten mellem den 7. og 8. April afløses Resterne af Regimentet. Nu flyder Blækket, Skriverne faar travlt.

Vi opgør Tabet til 205 døde og savnede, 734 Saarede. Hvor megen Jammer skjuler sig bag disse kolde Tal! Jeg standser ved Navnet Vollersen. Jeg ser ham som Seminarieelev, en flittig, dygtig, god Elev. Han blev saaret i vort Regiment, kom til vor Erstatningsbataillon i Aabenraa, forlovede sig her med en sønderjydsk Pige, kom igen ud til os og blev Løjtnant.

Nu meldes han som savnet. Han er blevet saaret, man har bragt ham et Stykke tilbage og lagt ham ned i et Granathul. Senere søgte man ham for at tage sig af ham, men Stedet var tomt. Ingen har set ham siden. Der er kun een tænkelig Forklaring: Fuldtræffer!

Jeg standser ved Navnet Brandt. Jeg ser den lyshaarede Dreng sidde i Seminariets Øvelsesskole, jeg hører hans alvorlige Fader og den milde Moder med Stolthed fortælle om deres eneste Barn, deres største Haab. Nu var han Lærer i Kiel, havde Kone og Barn.

Han blev ramt af en Granatsplint. Lysammunitionen, han bar i Lommen, eksploderede og rev hele Siden op paa ham. Hele Dagen laa han i de forfærdeligste Kvaler og tryglede og bad om den forløsende Kugle. Saa greb han i Fortvivlelsen en Sten og huggede den med sin sidste Kraft ind mod sin Hjerneskal.

Jeg standser ved et andet Navn. Ak ja, det er mange Aar siden, at vi to stod som Konfirmander paa Felsted Kirkegulv! Nu har dit urolige Hjerte hørt op at slaa. Jeg standser — jeg standser — Jeg mindes.

Regn, Regn, Regn! Vi marcherer tilbage til Warvillers og finder Ly i et Kælderhul. Dagen efter naar vi Dreslincourt, hvor vi til Forandring sidder oppe under Taget. Over Nesle og Ham naar vi den 10. April Dury, hvor vi er saa heldige at finde en lille Bølgebliksbarak. Vi fryser, og vi sulter. Den 8. har hver Mand maattet nøjes med en Skive tørt Brød. 

Den 11. April vandrer vi 33 Kilometer tilbage gennem den store, kunstige Ørken. Ved Moy kommer vi over Oisefloden. Hele den rige By sprængtes dengang med tysk Grundighed. Det er det forfærdeligste Krigsbillede af en By, som vi endnu har set.

I Slottet Landifay hviler vi de stive Ben et Par Dage. Men Skrivernes Fingre bliver trætte: periodiske Meldinger, Ordensindstillinger, Beretninger, Forespørgsler, Meddelelser.

Den 16. April kravler vi ind i Transporttoget i Flavigny ved Guise, hvor vi begyndte Tilløbet til det store Stød. Vor Offensiv er endt. Ludendorffs store Offensiv er endt.

Var det en Sejr? Hundreder af Landsbyer erobredes, 127,000 Fanger og 1600 Kanoner toges til Bytte.

Vi vidste, at det var et stort Nederlag. Hvad gavnede os et Par Landsbyer, hvad nyttede et Antal Fanger! Hullerne i de allieredes Rækker fyldte Amerikanerne ud. I Marts havde de sendt 83,000 Mand, i April sendte de 118,000, i Maj 240,000.

Det store Stød vilde blive et Nederlag, hvis det ikke lykkedes at fremtvinge Afgørelsen i Gennembrud og Bevægelseskrig, inden Amerika lagde sin fulde Vægt i Skæbnens Skaal.

Alle Befalinger viste, at Afgørelsen var Maalet.

Maalet var ikke naaet. Den store Sejr var et stort Nederlag.

Claus Eskildsen: Østfront-Vestfront

1.-16. april 1918. Claus Eskildsen på vestfronten. “Offensiven er »kvalt i Mudder og Blod«.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af april bevæger Eskildsen og hans regiment sig frem i det franske landsskab. Frem mod Amiens der skal holdes.

Ved Ham kommer vi Dagen efter over Somme-Floden og marcherer nu gennem den forfærdelige Ørken, som Tyskernes »Alberich-Bevægelse« skabte for et Aar siden. For tredje Gang kradser Krigsharvens Tænder gennem denne ulykkelige Egn, der er intet mere at ødelægge. Franskmændene har ladet de af Tyskerne omhuggede Frugttræer ligge visne ved deres Stubbe, meget virkningsfulde Skamstøtter! 

De faldne ligger enkeltvis og i Hobe ved Siden af Vejen, graa Tyskere, gulbrune Tommyer, skjørteklædte Skotter, blaa Franskmænd. Ingen af dem har Støvler paa Fødderne; de forbimarcherende Tropper har forsynet sig med bedre Fodtøj, end det indesluttede Tyskland kan levere. Vi er alle Ligrøvere. Hver Mand løber omkring i engelske Overfrakker og Gummiveste og med engelsk Undertøj. Jeg nøjes med at tage de to Ting, jeg savner haardest, en Lommekniv og en Støvlebørste. Paaskedag naar vi Roye, hvor hele Staben, 6 Officerer, 117 Mand og 27 Heste, tager Kvarter i en ødelagt Fabrik.

Vi er vaade Dag og Nat. Ved St. Quentin begyndte Regnen, og det regner, regner, hver Dag i næsten 14 Dage. Post har vi ikke faaet i 6 Dage. Vor Forplejning er Kartofler, som vi finder undervejs. I Dag koger vi som Festmaaltid Stabens Ged i Feltkøkkenet. Den 1. April marcherer vi fremad paa Landevejen Roye-Amiens.

Vi skærer her Stillingerne fra Tiden før Sommeslaget. Ved Byen Hangest har vi indhentet den første Stormflodsbølge, der er standset ved Avreflodens Kløft, et Par Mil foran Amiens. Efter 10 Dages Fremadstormen er General Hutiers Stormtropper pumpet ud for Blod og Kraft.

Artilleriet har intet at skyde med, Infanteriet er udmattet af Sult. Tilførslen af Ammunition og Forplejning svigter som sædvanlig og lader Offensiven gaa i Staa. Bagude saa vi Lastbilerne køre med Stole, Sofaer, Senge, Klaverer til Officererne ved de højere Stabe, men Granater og Brød lader man ligge! Det skulde Ludendorff se! — Men han ligger vel selv i en blød Seng et Sted langt inde i Etappen.

Foran Avrefloden trækkes nu den anden Flodbølge sammen. I Byen Hangest ligger alene fem Divisioner. De afløser Natten mellem den 2. og 3. April og skal den 4. føre det andet voldsomme Stød. Første Dags Maal er Overskæringen af Jernbanen Paris—Amiens.

Kl. 1½ om Morgenen har Stormtropperne indtaget deres Plads. Kl. 6 begynder Artilleriet at tromle, Kl. 8,10 bryder Infanteriet frem. Det bliver en sort, ravnsort Dag! Franskmændene har udnyttet det Par Dages Pusterum til at kaste Reserver herhen fra alle Landets Egne. Amiens skal holdes for enhver Pris.

Regnen er deres bedste Forbundsfælle. Under store Tab tager 266erne den forreste Stilling, men hænger saa med begge Fløje i fri Luft. Kanoner og Minekastere kan ikke komme med frem, og Regimenterne til højre og venstre klæber ogsaa fast i Leræltet. Flankeild er uudholdelig. — Tilbage! — I. Bataillon har mistet alle fire Kompagniførere, II. Bataillon har lidt samme Skæbne.

Da Aftenen sænker sig ned over Blodmarken Vest for Avre, har alle tre Batailloner tilsammen kun 400 Mand i forreste Linie. 700 Mand ligger døde og Saarede, dækket med Lersnavs, paa Slagmarken. Offensiven er »kvalt i Mudder og Blod«.

Regimentet, det stolte, tapre Regiment, er knust paa een Dag! Vi staar Dagen igennem foran Kvarteret i Hangest. En uafbrudt Kæde af letsaarede gaar forbi. De første melder om Sejr, de senere bringer kun Jobsposter. Jeg skammer mig ved at staa her og drive, mens alle derude ofrer deres sidste Kraft. Maaske kan man hjælpe Oberstløjtnant, Løjtnant og de andre en Smule.

Den brave Willandsen er villig til at ledsage mig, og hen paa Eftermiddagen stamper vi af Sted.

Det blev den drøjeste Tur, jeg har haft under Krigen. Vi vader til op over Støvleskafterne i Lerklistret. Kun naar man bider Tænderne sammen, kan man flytte sig Fod for Fod. De prustende Train-Kolonneheste oversprøjter os med Dynd, saa hele Kroppen er dækket af en Lerskorpe.

Vi naar over paa den anden Side af Avrebækken og flakker nu omkring paa den granatpløjede »Ærens Mark«. Heste, Vogne, Mennesker, frygteligt tilredte, ligger strøet ud over Pløjemarkerne. De døde har udstridt, de lemlæstede skriger og klynker.

I en Vejgrøft ligger der en Hest, dækket af Søle, en uhyggelig Klump Snavs, med Tarmene hængende ud af Livet, en eneste stor Lidelse. Da jeg kommer hen til den, hæver den Hovedet, ser bedende og — forekommer det mig — bebrejdende paa mig og udstøder et langt Klageskrig med en næsten menneskelig Stemme, som jeg aldrig, aldrig har hørt lyde fra et Dyr. — Jeg fortryder det endnu i Dag, at jeg ikke skød den Hest!

Mit eneste Skud i hele Krigen burde have været Barmhjertighedsgerningen mod dette stakkels Dyr! Lidt længere fremme ligger der en feltgraa. — »Ham behøver man ikke at jorde; han er allerede eet med Dyndet!« — Idet jeg gaar forbi, sker det uhyggelige: det formentlige Lig rører sig, Staklen prøver at hæve sig. — Klage kan han ikke mere!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 207-209

21-29. marts 1918. “En skarp Vind dækker os med rødt Støv, thi her er Jorden rød, i Champagne var den hvid.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter tyske stormtropper bryder fronten ved Reims og Arras, bevæger Eskildsen og hans regiment sig frem i det franske landsskab over flere dag.

Den 21. Marts sprænger de tyske Stormdivisioner Fronten mellem Reims og Arras i 70 Kilometers Bredde. Gennem Hullet vælter sig den første Flodbølge vestpaa, et stort Stykke hver Dag. Vi følger i den planlagte Afstand.

Skærtorsdag, den 28. Marts, kører man os til Les Esquilles ved Guise, hvorfra vi straks begynder Fremmarchen i Retning mod St. Quentin. En skarp Vind dækker os med rødt Støv, thi her er Jorden rød, i Champagne var den hvid.

Uden Afbrydelse gaar Train-Kolonnernes roterende Baand, udad med Føde til Kanoner og Folk, indad med lemlæstede og syge. I den lille By Regny tæt foran St. Quentin overnatter vi. Her laa Natten før det store Gennembrud 30,000 Mand!

Langfredag kommer vi gennem St. Quentin. Stakkels, stakkels By, du er værre medtaget end Lens! Af den store, prægtige Katedral staar endnu saa meget, at man kan se, hvor rigt og smukt dette Gudshus engang var. Jeg tager rask et Billede af Kirkeruinerne; vi har Tid nok, thi Vejene er fuldstændig stoppede.

Infanteriet kniber sig igennem eller marcherer ved Siden af Vejen. Trainvognene sidder uhjælpelig fast. Jeg søger at presse mit lille Vogntog igennem og faar derved et Sammenstød med to Excellencer, hvoraf den ene truer med at stille mig for Krigsretten.

Skidt med det, vi skal videre, hvad gælder her en Excellence? Jeg har meget mere Respekt for min Oberstløjtnant, der nu staar og fnyser i Roupy og venter paa sin Bagage og sine Oppassere!

Lige Vest for St. Quentin kører vi først over de tyske Skyttegrave og umiddelbart derefter over de engelske. De er næsten hele endnu. »Ildtromlen« har ikke jævnet dem, det stakkels Infanteri har igen maattet trække det tunge Læs.

Det er allerede mørkt, da vi skimter Resterne af en Husmur, der kunde høre til Roupy. Vi lyser hen paa den og læser i helt store Bogstaver »This is Roupy«. Englænderne er praktiske Folk! Her virker Præsentationen for Resten grotesk, thi disse Par Mursten er næsten det eneste, der er tilbage af Byen. Vi kravler ned i et lille Bølgebliksskur, der hverken har Stol, Bord eller Kakkelovn.

Vi arbejder her til Kl. 3 om Natten, Kl. 4½ kommer der nye Befalinger, Kl. 6 gaar det videre.

De sidste tre Nætter har tilsammen kun undt os 10 Timers Søvn.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 205-206

23. februar 1918. Katastrofe ved Vauquois: “Der opstaar Brand i en Grubegang”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  Eskildsens regiment var atter tilbage ved bjerget Vauquois, hvor de blev en månedstid inden det store slag.

Den 23. Februar overtager vi atter vor gamle Stilling i Vauquois’ Kæmpekrop, og Staben sidder igen i Hulerne ved Cheppy.

Faa Dage efter viser Bjerget, hvor smaa vi er. Der opstaar Brand i en Grubegang, og 24 Pionerer lider den forfærdelige Bjergmandsdød i Flammerne. 

Den 16. Marts afløses vi af en Division, som kommer lige fra Galicien og ikke aner noget om Vestfrontens særlige Forhold. Vi marcherer Dag efter Dag og havner den 20. i Lejren ved Pauvres igen.

Dagen efter begynder det store Angrebsslag.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 203-204

20. februar 1918. Nye tider for krigen: “Nu skal Benene øves, alt staar i den kommende Bevægelseskrigs Tegn.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter 3 ugers uddannelse marcherer Eskildsen og divisionen mod Vouziers. De tyske tropper begynder at forberede sig på bevægelseskrig.

Den 14. Februar begynder den store Orlovsstandsning, der menes at vare ved til Krigens Ende, — hvis Gennembruddet lykkes. Fra denne Dag løber kun Orlovstog udefter, efter 1. Marts er ingen Mand paa Orlov mere, Fronten er 250,000 Mand stærkere.

Den endnu uhyggeligere Postspærring viser sig. Alle vore Breve holdes tilbage. Der udleveres Brevkort med Paatryk: »Jeg er rask, det gaar mig godt.« Det er de eneste tarvelige Livstegn, vore kære derhjemme senere kan faa!

Hver Division uddannes i 3 Uger. Den 20. Februar har vi gennemgaaet Skolen og marcherer 16 Kilometer østpaa til Vouziers. Dagen efter gaar det, ligeledes til Fods, 26 Kilometer videre mod Øst til Grandpré.

For et Aars Tid siden transporterede man os med Jernbane, selv paa de mindste Afstande. Nu skal Benene øves, alt staar i den kommende Bevægelseskrigs Tegn.

Vi tænker med Gru paa denne Form for Krigen. Den koster Blod, den koster Sved. Jeg lader mit bekymrede Blik glide langs Stabens Vognkolonne. 13 Vogne, alle overlæssede!

Oberstløjtnanten har nu lykkeligt efterhaanden faaet saa meget sendt ud, at han fører 12 Uniformsfrakker med sig! Hver Løjtnant har en hel lille Butik i Skønhedsartikler, til Ansigts-, Hud- og Negle-pleje. Hver Mand i Staben har sin private Sæk eller Kiste, og alt skal køres, ingen gider slæbe paa en Tornyster.

Hvor er Nøjsomheden fra 1870? Vi mangler kun Skaren af Kvinder og Børn, saa vilde hele Bagagetrosset fuldkommen ligne Hærens Paahæng i tidligere Aarhundreder.

Men hvis Krigen varer et Aar endnu, har vi vel ogsaa Løjtnants damer med; de lette Etapperotter søger længere og længere udefter.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 202-203

18. februar 1918. Genbrug: Den “nye” major faldt første gang i 1814, blev gravet op og genindsat i 1870 og er nu blevet genopvarmet til en ny omgang …

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I forlængelse af forberedelserne til den nye offensiv, skulle der også hentes nye styrker ind, alderen på de nye er dog en bekymring.

Det store Gennembrud skal foregaa efter en helt ny Taktik. Fjendens Reserver skal ikke lokkes hid ved flere Døgns Trommeild; et overraskende, overvældende stærkt Artillerioverfald skal efter faa Timer efterfølges af Infanteriets Stød, og gennem den sprængte Port skal Divisionerne straks gaa over i Bevægelseskrigen. Skyttegravenes aarelange, stive Aag skal omsider brydes.

Vi kender vor Plads paa Forhaand. I Ly af Granaternes »Ildtromle« skal den første store Angrebsbølge skylle ind over Frankrig, begyndende paa Fjendens svageste Sted, der, hvor den engelske og den franske Front er stykket sammen, delt, ikke ledet af en fælles Øverstkommanderende.

I større Afstand bag denne Stormflodsbølge følger den anden, hvor vi har vor Plads. Naar den første er ebbet ud, brudt, slidt op, skal vi føre det andet store Stød. 

Øvelserne gaar som efter en Snor. Hver Dag indleveres der Timesedler som i Freden. Ludendorffs brune Bog har nyskabt en Række Ord, som hurtigt glider ind i daglig Tale — selv Menneskets Ordforraad er en Vanesag! — Officer og Menig taler om »Ildtromle«, »Stormblok«, »Stødsøjle«, »lld-Ø«, »Ildklokke«, som om de havde indsuget disse Ord med Modermælken.

Regimentet faar Udfyldning af Mandskab og Officerer. Det er Drenge og gamle Mænd alt sammen! De unge, der normalt er bestemt til Krigen, er fortæret.

1915, i Regimentets første Krigsaar, var 71 pct. af de faldne 20—24 Aar gamle, 1917 stod kun 39 pct. af Dødsofrene i disse Aarsgrupper! De unge under 20, de gamle over 30 og 40 skal føre Krigen til Ende.

Da man skrabede Bunden, fandt man en Major, som man nu sender os til at føre III. Bataillon. Han hedder v. Schoenermarck og er en Nevø af den gamle Grev Haeseler. Hans Alder anslaar vi til mellem 70 og 1000 [sic!].

Hans Adjutant, Premierløjtnant L., paastaar, at han Anno 1814 er faldet i denne Egn, Anno 1870 har man gravet Liget op, og nu har man opvarmet det igen. Naar dertil kommer, at han er Kavallerist og ikke har Begreb om Infanteriet, er det forstaaeligt nok, at han mødes med Mistillid.

Men det gamle Lig holdt alligevel ud til Krigens Slutning og fyldte Pladsen meget bedre end de to Forgængere, den gamle Huck og den umulige v. Cr. Vi taler ofte sammen om Danmark, som den gamle Herre elsker. Gennem sin Hustru er han beslægtet med danske Adelsfamilier.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 201-202

16. februar 1918. Claus Eskildsen: “1917 stod under Forsvarets Tegn, 1918 er Angrebets Aar.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsens regiment stopper i byen Pauvres hvor den står på oplæring i en ny form for angreb på skyttegrave.

Vi standser i Byen Pauvres, lige saa fattig som dens Navn og som alle Byer her paa Egnen, dobbelt fattig nu i denne triste Tid. Gamle Folk og Børn kommer hver Dag og tigger det tørre Brød, og vi deler villigt vort sidste Stykke med dem.

Paa Fronten staar den tyske Soldat og skyder paa Franskmanden. Bag Fronten tager han hans Barn paa Skødet og mader det, med Kærlighed og øm Medlidenhed i Blikket.

Officererne bor i et Hus, vi i et andet. Hver Dag skal man mange Gange gennem Kalkvællingen hen til Officerskvarteret. Til sidst pudser vi ikke Fodtøjet mere, Sværten kan alligevel ikke faa Bugt med den hvide Kalk.

Byens eneste Seværdighed er for Tiden en Flyverlejr, hvor der hersker travlt Virke. Flyverne er den forreste Etappe, og derfor møder vi selv her, midt i Champagnes Usselhed og ikke langt bag Fronten, de kendte »Damer«, Etappens Pestdyr, som Rotterne er Frontens.

Tæt ved Pauvres har man bygget en af de mange nye Lejre, som i de sidste Uger er skudt frem af Jorden paa Vestfronten. Her ligger Regimentet. Her skal det forberedes paa den Rolle, det har faaet tildelt i det forestaaende Gennembrudsslag.

»Hæren ventede efter Brest-Litowsk det store Angreb, og Firemagterne holdtes udelukkende sammen i Haabet om en Sejr for de tyske Vaaben.« — Saaledes kendetegner Ludendorff Stillingen paa dette Tidspunkt.

Han glemmer at tilføje, at han selv troede at kunne rive den afgørende Sejr til sig.

For et Aar siden var et rødt Hæfte, »Die Abwehrschlacht«, den almindelige Lektiebog, som sad i enhver Officerslomme og citeredes hver Dag. Nu er den afløst af en lille, brun Bog, »Die Angriffsschlacht«. 1917 stod under Forsvarets Tegn, 1918 er Angrebets Aar.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 200-201

 

24. januar 1918. “Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.” Eskildsen forlader Argonnerne.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en længere stund i Argonnerne var det på tide for Claus Eskildsen at rykke videre, i forberedelse til en stor offensiv mod franskmændene.

Den 22. Januar spærres atter for al Orlov, denne Gang for 14 Dage.

Alle Jernbanehjul ruller tungt hen over de blankslidte Skinner, alle i samme Retning, vestpaa. De slæber Ammunition frem til den store Gennembrudsoffensiv, der skal tvinge Frankrig paa Knæ, inden Amerikanerne er færdige til at gribe ind.

Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.

Den 24. Januar forlader vi Argonnerne.

Argonnerregnen blev os tro til det sidste. Landevejen er et Ælte, da vi sjokker tilbage til Grandpré. Men det er alligevel en smuk Aften.

Nede i Airedalen ruger Taagen, men ud af de blege Taageskyer stiger de mørke Bjergtoppe, tunge i Maanens milde Skær. Efter den urolige Transportnat gaar vor Vej i de tidlige Morgentimer sydpaa, for anden Gang gennem Champagne.

Denne Gang søger vi at lade Øjnene fæstne et klart Billede af Champagnevinens Fædreland. Det bliver ikke det, vi som Børn havde i Skolen; der kommer ingen Ranker og Druer paa dette Billede.

Soldaten har døbt Egnen »Lausechampagne«, krassere Udtryk for dens Usselhed rummer hans Sprog ikke. Ussel og tør er denne Kalk- og Kridtegn, og det har den nok altid været.

Da Goethe sammen med sin Hertug rejser gennem Champagne, kalder han den »en øde, ufrugtbar, gold Egn.« Tør og gold er Champagne, thi allerede i Spadedybde støder man overalt paa Kalken, der lader Regnvandet sive igennem.

Øjet møder magre Græsgange og enkelte fattige Kornmarker, hist og her ogsaa smaa Skove af Fyr, plantet i Rækker. Men det blødt bølgede Land byder paa mange vide Udsyn og er derfor alligevel ikke uden Skønhed.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 198-200

12. januar 1917. Claus Eskildsen fejrer sin 4. krigsfødselsdag.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen kunne fejre sin 4. fødselsdag ved fronten. De andre år var han sikker på det skulle blive den sidste før krigens afslutning, men nu var han ikke så sikker længere.

Kort efter holder jeg min 4. Krigsfødselsdag. Den første fejrede jeg i Lockstedt Baraklejr, sikker paa, at Krigen højst vilde vare et Fjerdingaar endnu.

Da jeg et Aar senere om Aftenen lagde mig til at sove paa den smalle Bænk i Køkkenet i Vojtoshi, sagde jeg spøgende til de andre: »Hvis vi næste Aar den 12. Januar endnu skulde være sammen, maa I gratulere mig, for jeg har haft Fødselsdag i Dag.«

Jeg troede ikke, at Krigen vilde vare et Aar endnu.

Den tredje Fødselsdag gratulerede Svoger Nis mig i en Kreaturvogn paa Transporten fra Hénin-Liétard til Somain.

Vi var ikke mere saa sikre paa, at det vilde blive den sidste i Felten. Denne Gang røbes Dagen; men ingen vover at tro, at det bliver den sidste.

Vi har slaaet os til Taals med, at vor Generation skal gaa til Grunde derude.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 198

31. december 1917. Claus Eskildsen fejrer nytår ved fronten. “Kl. 3 bliver det mig for broget ….”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter Eskildsens orlov til den 28. december vendte han tilbage til fronten og nytårsaften blev fejret i slottet, Chéhéry. Her var officererne gavmilde med flaskerne af vin.

Det er ikke hyggeligt at rejse med Orlovstoget ud til Fronten. Det er ubeskrivelig overfyldt, det er ikke opvarmet, det har mange Timers Forsinkelse.

Trafikken er ved at bryde sammen. Ved Osnabrück kører kort efter Orlovstoget Berlin—Køln ind i vort Orlovstog Hamborg—Køln. Det koster over 30 døde. Snart bliver lignende Ulykker næsten til dagligdags Begivenheder.

Det var godt, at jeg ikke skulde holde Jul derude!

De havde siddet ved tørt Brød og havde saa trøstet sig med de vaade Varer.

Nu fejrer vi Nytaarsaften i Slottet Chéhéry. Jeg har bragt et røget Svinehoved med, og Matthiesen har opdrevet lidt Grønkaal. Saa brygger vi os en Punch og filosoferer til Midnat.

Kl. 12 gaar Døren op. Officerer, Oppassere, Ordonnanser kommer og ønsker glædeligt Nytaar. Vi er dem for triste.

Løjtnant Jürgensen, der paa Aarets sidste Dag har faaet Jernkorset af 1. Klasse, giver 5 Flasker Vin, v. Oven giver flot 10 Flasker, den stedfortrædende Kommandør, Kaptajn Seip, lægger 5 Flasker til.

Kl. 3 bliver det mig for broget, og jeg gaar til Ro. Officererne holder ud til Kl. 6.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 197-198

6. december 1917. Claus Eskildsens regiment optager hvilekvarter i slottet Chéhéry.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsens regiment ligger i ro, får Claus orlov fra den 9. til 28. december.

Den 6. December kommer Regimentsstaben i Hvilekvarter i Slottet Chéhéry, 7 Kilometer længere tilbage. Slottet er stort, uhyggeligt stort, og det trækker saa stærkt i de store Sale, at vore Lys til Tider gaar ud. 

Hvad mon Greven vil sige, naar han genser sit Slot? Alt er forfaldent og medtaget af Krigens raa Hænder, underhullet og gennemrodet af Soldatens Følgesvende, de store Ligrotter.

Rotterne er særlig frække her. De slaas og skriger, de slæber af Sted med vore Akter, de tramper hen over Gulvet, som om de havde Træsko paa.

En Aften kommer Bøckmann løbende ind fra vort W.C., med Bukserne om Hælene, og viser os sit Agterspejl: »Se, om det bløder! En Rotte sprang lige op og bed mig ind i Kødet!« Det var rigtigt nok, Tænderne havde sat tyde« lige Spor. 

Oberstløjtnanten mener, at jeg bedst kan undværes, mens vi ligger her i Ro. Jeg har derved den Lykke at faa Orlov fra 9. til 28. December.

Den fjerde Krigs jul kan jeg fejre hjemme hos Kone og Børn. Det er min femte Orlov, Oberstløjtnanten har samtidig sin syvende, og den udstrækkes ved Hjælp af et Gaskursus til den 14. Januar.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 196-197

27. november 1917. Claus Eskildsen I Cheppy. “Vi deler Sult og Kulde, Farer og Omskiftelser som trofaste Brødre — og gaar senere hver til sit.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsen passer arbejdet med brevskriveriet, drikker officerene sig godt og grundigt fulde.

Alle Officerer i Felten synes at drikke til den store Medaille.

Det er galt ved Staben, det er værre ved Bataillonerne. II. Bataillons Kommandør, for Resten en dygtig og afholdt Officer, er næsten aldrig ædru, og ved III. Bataillon slaar Adjutanten, Premierløjtnant L„ ligeledes en meget afholdt og uforfærdet Officer, alle Rekorder. »Jeg gad engang se al den Rom, som Premierløjtnant L. har drukket i Felten, paa eet Sted, det vilde være et helt Hav!« sagde en Regimentskammerat efter Krigen engang til mig. — Den gode L. drak sig ihjel.

Mens Officererne om Aftenen drikker, skriver vi det daglige Brev hjem til vore kære. Maaske var det Krigens eneste gode, at den genindsatte Brevet i sin Ret.

Disse Feltbreve uddybede, fæstnede og fyldte Forholdet mellem Mand og Kone, Søn og Moder. Alt det smaalige fra Dagliglivets mange smaa Skær er rystet af, alle de kedelige, kivsættende Spørgsmaal om Mad og Drikke, Arbejde og Adspredelse, Butikspriser og Pengepung er traadt i Baggrunden.

Det virkelig store og ægte, Kærlighed, Samhørighed, Evighed, toner gennem Brevene i fulde Akkorder, som aldrig mere kan forstumme helt.

Brevet er færdigt, Telefonen er rolig i Aften, Halvlyset opfordrer til at holde en lille Skumringstime. Vi filosoferer over det store Problem: Krigen!

»Hvor hurtigt blev det civiliserede Menneske omskabt til det primitive Menneskedyr! Husker du, Heinz, da vi en af de første Dage i Masuren stampede gennem Sneen, snusende efter et Feltkøkken? Maven var vor Motor, den havde erobret sin oprindelige Førsteplads.«

»Og se, hvor alt det svandt hen som Dug for Solen, alt det, der var »Livsnødvendighed« for det moderne Menneske: Sofa og Seng, Delikatesser og Pynt, Kunst og Litteratur! Det var Vaner alt sammen! Et Stykke Brød til Maven, et Stykke Tøj paa Kroppen, en Hule i Jorden, saa er Menneskedyret tilfreds!«

»Og læg Mærke til, hvorledes de primitive Instinkter er brudt frem! Flokinstinktet! Hele Fronten bestaar af smaa faste Flokke, hvor hver enkelt er det primitive Menneske og det hele smelter sammen til et eneste Menneskedyr med mange skarpe Instinktsanser. En vejrer Mad paa lang Afstand, en vejrer Kvinden, en anden Faren, en anden anviser instinktivt Værnet mod Faren.«

Vi selv er en saadan lille Flok, af Krigen kastet sammen fra Arbejdets stille Vande og det brusende Livs bevægede Bølger. Vi deler Sult og Kulde, Farer og Omskiftelser som trofaste Brødre — og gaar senere hver til sit.

Jeg aner i Dag intet om de andre. Krigen med dens mange grufulde Oplevelser forsvandt ved Freden i et Taageslør, og i denne Taage gik ogsaa Venner og Kammerater af Syne.

24. november 1917. “Blækkrigen raser lige saa heftigt som Blodkrigen.” Claus Eskildsen har travlt i skrivestuen.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter ankomsten til Cheppy har Eskildsen og resten af skrivestuen travlt med de foregående ugers store begivenheder. Optimismen for sejr ses tydeligt hos officererne.

Vi bliver længe her.

Aarstidernes Hjul drejer sig. Det regner, regner, regner hver Dag, det bliver koldt og mørkt. Kulden er der gode Raad for. Nok trækker det slemt i vor Jordhule, men vor Hofmurer har af Teglsten bygget os en Kakkelovn, som intet Jernstøberi kan lave saa god.

Værre er det med Belysningen. Vore Tællelys blafrer i Trækluften; men der skal hænges i. Blækkrigen raser lige saa heftigt som Blodkrigen. Vor Journal for Aaret 1917 naar op paa 12,000 Numre!

Krigens Hjul drejer sig. I Oktober smækker man Italien i en stor Offensiv, i November laver man Revolution med Lenin og Trotzki i Rusland. Krigens sidste Akt begynder.

Tyskerne har Medvind og sætter alle Sejl til. Fra 24. November til 3. December er der spærret for al Orlov; -hver eneste Jernbanevogn skal bruges til at kaste Tropper østfra over til den franske Front.

Hele Fronten er i Spænding. Nu kommer Sejren vel omsider! Officererne er fulde hver Aften. De drikker paa Sejrsmeldingerne fra Italien, paa Kerenskis Fald, paa Fredsforhandlingerne med Rusland, paa det kommende store franske Nederlag.

De drikker hele Natten og undrer sig næste Dag, naar der igen kommer en hemmelig Forordning, der gør opmærksom paa, at Officerernes Vellevned og Ødselhed ødelægger Stemningen ved Fronten.

»Gleiche Löhnung, gleiches Essen, wär’ der Krieg schon längst vergessen!«

siger den menige Mand. —Hvad har han vel at klage over? Han faar hver Dag en Feltkøkken-»Middag« og hver anden Dag 3/4 Brød, en Knivspids Smør, 1 salt Sild og 3/4 Lageagurk!

Den 24. November fejrer vi Aarets største Festdag, Oberstløjtnantens Fødselsdag. Officerernes Rejsende, der ikke har anden Bestilling end at gøre Indkøb, er lige kommet hjem fra Bruxelles med de fineste Delikatesser.

Regimentsmusikken spiller ved Morgenkaffen, Franskmanden skyder, saa vort Vindue splintres, Oberstløjtnanten holder Kur, om Aftenen spises de dyreste og lækreste Retter, der drikkes Vin og Champagne til Kl. 2 om Natten.

I Dagens Anledning beslutter man, at man fra nu af foruden Oppasserne vil holde en Tjener, der kun skal servere. En Skovrider har vi allerede ved Staben.

Han har intet andet at gøre end at dressere og pleje de to Officershunde. De opdrages ved Hjælp af Sult og Klø; men Resultatet er dog ikke bedre, end at v. Oven en Dag i et forkælet Barns lunefulde Vrede knalder sin »Lump« ned, fordi den ikke apporterede fint nok.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 193-195

EFTERSKRIFT FOR NIS KOCK

Sidste nyhed om Nis Kock findes her. Det følgende er et efterskrift fra bogen “Sønderjyder forsvarer Østafrika”. Det giver en fin lille krølle på Nis Kocks historie efter hans tilfangetagelse i Nambindinga og efterfølgende færd frem til hjemkomsten til Danmark.

EFTERSKRIFT

Nis Kock blev sammen med de øvrige Fanger fra Nambindinga ført til Havnebyen Lindi og derfra til Daressalam.

Her var de Jul og Nytaar over og blev derefter fordelt i forskellige Fangelejre udenfor Østafrika.

Nis Kock kom til Lejren i Sidi Bish i Ægypten, hvorfra han i Efteraaret 1919 blev ført til Danmark. I Anledning af Afstemningerne i Sønderjylland blev de sønderjyske Krigsfanger omkring i Verden befordret hjem før de øv­rige tyske Krigsfanger, og Nis Kock, Peter Hansen, tredie Mester Lauritz Hansen var mellem dem, der den 10. September 1919 gik i Land fra Krydseren „Valkyrien“ ved Langelinie og i en lang Række festlige Dage var et jublende Københavns Gæster.

Da han senere kom til Berlin for at faa ordnet sine Papirer, var Modtagelsen knap saa hjertelig. Spartakisterne raabte „Noskegardister“ efter de Mænd, der havde kæmpet i Østafrika for Tysklands sidste Koloni.

I denne Bog er ikke alle Navne fra Besætningen paa „Kronborg“ medtaget, men kun dem, der naturligt falder ind i de forskellige Begivenheders Ramme.

De øvriges Navne bør dog ikke derfor glemmes, og de gengives her med deres rigtige Adresser i Modsætning til, hvad der var Tilfældet paa „Kronborg“s Mandskabsliste:

Kaptajn, Oberløjtnant Chr. Christiansen fra Sild — nu Politipræsident i Magdeburg — l.Styrmand Daniels, Flensborg, 2. Styrmand Jes Bagger, Flensborg, 3. Styrmand Elborg, Aabenraa, Lods Albers, Rigstysker, 1. Maskinmester Chr. Hansen, Løjt kirkeby, 2. Maskinmester Hans Nissen, Nordborg (død kort efter Hjemkomsten), 3. Maskinmester Lauritz Hansen, Kobberholm paa Sundeved, Assistent Willy Norling, Graasten, Telegrafist Jonny Wagner, Hamborg og Karotki, Aabenraa, Baadsmand Lorentz Mathiesen, Alnor ved Graasten, Intendant Anker Nissen, Haderslev, Kok Lorentzen fra Husum, Kokmedhjælper Tyksen, Flensborg (død i Afrika af Slangebid). Matroserne Mads Møller, Aabenraa, Peter Jørgensen, Skovby ved Haderslev, Pitzner, Angel, Christian Møller, Sotrupskov (død kort efter Hjemkomsten), Warshun, Mecklenborg, Boysen, Flensborg (død af Malaria kort efter Ankomsten til Afrika), Tømrer Hans Hansen, Flensborg. Fyrbødere: Ernst Rode (død i Fangenskab i Indien), Hamborg, Willy Maus, Rhinlandet (død af Malaria i Daressalam), Peter Hansen, Egernsund, Nis Kock, Sønderborg, Karl Bahr, Danzig, Peter Albrechtsen (faldt paa en Patrouillefægtning i Afrika), Sønderborg, Christian Hansen, Flensborg (død af Malaria i Afrika), H. Bartram, Sønderborg, Karl Sørensen, Sverige (faldt i en Fægtning i Østafrika).

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917. “Generalen, raabte en Stemme paa gebrokkent Engelsk, Generalen — han er marcheret ad Helvede til.” Nis Kock tages til fange i Østafrika.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Det sidste forsvar ved Nambindinga begyndte så småt at trække sig ud for at følge general Lettow-Vorbeck mod (hvad der i dag er) Mozambique. Efterfølgende kom englænderne så småt ind i lejren.

Ude omkring Lejren lød Maskingeværsalverne, men der blev længere og længere imellem dem, og op mod Højen kom nu gaaende nogle sidste Askariafdelinger, der havde hindret Englænderne i at trænge frem, saa længe det var lyst.

De kom gaaende langsomt og tungt og forsvandt imellem Træerne igen. Men nu kom, som vokset op af Jorden, andre Afdelinger dragende ud af Tusmørket.

De gik lige forbi det Sted, hvor jeg laa. Jeg rejste mig op paa Albuen og saa paa dem med vidt opspilede, febersyge Øjne. Hurtigt og næ­sten lydløst sluttede Afdeling sig til Afdeling og voksede ud af Mørket, blev tydelige et Øjeblik i Skæret af de mange Baal og forsvandt igen i Mørket. Det var den tyske Østafrika-Hær, der marcherede mod den portugisiske Grænseflod Rovumi.

Baalene skinnede paa eventyrlige Skikkelser, hvide og sorte imellem hinanden, med Geværerne over Nakken med Kolben bagud. Der var barfodede Skikkelser og Folk med nøgen Overkrop og Patronbælterne som Bandoler over Brystet, der var Folk med skæve Tropehjelme, gamle Filthatte, Uniformskasketter eller bare Hoveder.

Alle Slags Laser dukkede op belyst af Baalene og forsvandt igen ud i Mørket. Forbimarchen blev ved. Baalenes Ild gav Glimt i de blanke Riffelløb og i Stellene til Maskingeværerne, der blev baaret som Tomandsbyrde.

Afdeling efter Afdeling sluttede sig til. Nogle af dem var kun ganske smaa, men der var mange af dem — det maatte være Resterne af de forskellige Kompagnier.

Hvor mange var der? Jeg kunde ikke faa Tal paa dem, men over et Par Tusinde var der ikke. Og her i Østafrika var der rejst en Hær paa tre Tusind hvide og 11,000 Askarier.

Afrika havde næsten slidt denne Styrke op — de lasede Mænd, der drog forbi, var de sidste, der var tilbage. Efter Askariernes Skyggehær fulgte en uendelig Strøm af Bærere, og efter dem igen en lang, lang Række Kvinder og Børn, der klamrede sig til Hærens Bagtrop.

Det blev mørkere og mørkere, og jeg saa mindre og mindre af, hvad der skete omkring mig. Feberen steg, og jeg havde næsten intet Kinin. Jeg lagde mig ned i mine Tæpper, men endnu længe efter kunde jeg høre Lyden af de Hundreder af Fødder, der vandrede ud af Nambindinga paa Vej til Rovumi.

De andre drog videre, og jeg blev tilbage. Jeg kunde ikke sove. Over hele den store Lejr, hvis Udstrækning jeg ikke kendte, havde sænket sig Stilhed. Baalene begyndte at brænde ud, men omkring dem laa Hundreder af Mennesker og ventede paa Morgenen.

Tidligt den næste Morgen smeldede Maskingeværerne mod Lejren fra Englændernes Stillinger, men ikke et Skud svarede fra den døde Lejr. Kort Tid efter saa jeg de første engelske Soldater forsigtigt dukke op i Lejrens Udkanter, og et Øjeblik efter vrimlede det af dem. Det var Negersoldater fra Kaplandet i flunkende nye Uniformer med opkrammede Boerhatte.

Solen blinkede i Hundreder af Geværer, da de løb gennem Lejren raabende og skrigende. De standsede ikke ved de syge, men ledte efter levende og kæmpende Tropper.

En Officer fulgt af en halv Snes Mand var ved at falde over Vaabenmesteren. Han svingede en Revolver i Haanden og var kobberrød i Ansigtet af Ophidselse, mens han raabte den ene Gang efter den anden:

— Generalen, hvor er Generalen?

Der var ingen, der svarede ham, men han blev ved at gentage sit Spørgsmaal. Saa rejste en af de syge Hovedet og begyndte at le.

Flere stemte i med. — Generalen, raabte en Stemme paa gebrokkent Engelsk, Generalen — han er marcheret ad Helvede til.

Det var den 18. Oktober 1917 [Der skulle stå november her red.], at den store Overgivelse ved Nambindinga fandt Sted. Ude omkring i den store Lejr laa mange Sønderjyder fra „Kronborg“, men vi saå først hinanden flere Dage senere paa Vej til Lindi.

[Der var over 300 hvide soldater og op mod 700 askarier (sorte soldater) tilbage i Nambindinga da den blev taget. De fleste blev sendt i fangelejrer i Egypten. Heriblandt Nis Kock.]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917. “Den store Safaris Rytme, som jeg endnu havde i Blodet, var kun Fortid”. Den store overgivelse i Østafrika

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Med nyheden om at Nis skulle blive i Nambindinga, var det tid til at tage afsked med hans folk. Nis Kocks store safari var ved at drage mod enden.

[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!]

Jeg gik hen til Vaabenmestrene og fortalte dem, at jeg skulde blive tilbage. Det skulde den ene af dem ogsaa. Saa gik jeg tilbage til min Lejrplads og hentede mit Gevær og mine Patroner og min Pistol, som jeg afleverede til Vaabenmestrene, og derefter sagde jeg Farvel til mine Bærere, Mand for Mand.

Det var det værste af det altsammen. De stod dér saa ubevægelige og ulykkelige, og jeg havde intet at sige dem andet end at ønske dem god Rejse og takke dem for den Tid, vi havde været sammen.

Tung i Sindet og tung om Fødderne vendte jeg mig fra dem og gik hen til det Sted, hvor Ramasan havde redt mit Leje.

Nu var det uigenkaldeligt forbi. Den store Safaris Rytme, som jeg endnu havde i Blodet, var kun Fortid, og Fremtiden kunde jeg ikke danne mig nogen Mening om.

Jeg var ikke mere, og mine Fodtrin skulde ikke længere blandes med de Hundreder Fødders Trav gennem Urskove og Græssletter, over Bjerge og udtørrede Flodlejer. Jeg var afvæbnet og sat udenfor, og i samme Nu forstod jeg, at det, som jeg havde oplevet, var noget stort og eventyrligt — et Stykke Verdenshistorie, som nu var afsluttet for mit Vedkommende.

Jeg var et Stykke Vraggods fra det store Forlis og talte ikke med mere. Ramasan tog imod mig, og jeg fortalte ham, at det, som vi havde talt om for nogle Dage siden, var gaaet i Opfyldelse.

Nu var Krigen endt for os. — Nu kommer du hjem igen til Daressalam, og det gør du ogsaa, Ali.

— Amri ya Mungu — det er Guds Villie, svarede Ramasan paa begges Vegne. Ingen af dem saa videre begejstrede ud, men maaske skjulte de deres Følelser. Jeg lagde mig paa mit Leje og svøbte mig ind i Tæpperne. Feberen var igen begyndt at gøre sig gældende.

Den kom altid, naar man var længst nede i Humør. Ramasan og Ali syslede med Maden, og jeg spiste lidt. Saa satte de sig i Græsset et Stykke fra mig og talte sammen. Og medens vi laa dér og ventede paa, at Natten skulde komme, kom der andre og slog sig ned ved Siden af os, Hvide og Sorte imellem hinanden.

Ikke langt fra mig laa en af Vaabenmestrene stærkt angrebet af Malaria, og et Stykke til den anden Side, tæt ved Ramasan og Ali, havde Ambulancesoldater lagt en saaret Officer, som jeg genkendte som Kaptajn Liebermann, der havde ført de Afdelinger, som havde forsvaret Ndanda. Han var haardt saaret og laa og stønnede paa sit Leje. 

Imellem Træerne og Buskene tændtes Baal ved Baal — ikke høje frejdige Soldaterbaal, men smaa bitte Lysprikker i Mørket, og om de fleste af dem laa Folk, som skulde blive tilbage.

Ramasan fortalte mig, at Hundreder af Sorte og Hvide skulde efterlades i Lejren, og at sorte Soldater havde knust deres Geværer og brændt dem paa et stort Baal, for at de ikke skulde falde i Englændernes Hænder.

Han havde forsøgt at komme hele Lejren igennem, men var ikke naaet saa langt. De saarede og syge og en Del Fanger, som var taget ved Mahiva, laa spredt over et stort Terræn, og der kom stadig saarede fra de Kampe, som hele Dagen havde raset omkring Lejren.

Jeg forstod, at dette var en Overgivelse i den store Stil, og at General Lettow-Vorbeck havde noget ganske særligt i Sinde, siden han sorterede saa mange af sine Soldater fra, og snart løb det ogsaa Lejren rundt fra Sygeseng til Sygeseng, at Generalen var vendt tilbage efter et Opklaringsridt, hvor han havde fundet en Vej ud mellem de engelske Tropper.

Den gik stik mod Syd, og det var Meningen, at de Afdelinger, der var dannet af det sidste kampkraftige Mandskab, skulde gaa over Grænsen til portugisisk Østafrika og fortsætte Krigen dér.  Kunde der ikke længere kæmpes i Østafrika, saa skulde der kæmpes andre Steder, hvor der var Plads til det.

Jeg fyldtes af en gysende Beundring for denne stædige og utrættelige Mand, paa hvis Ordre jeg havde vandret det halve Østafrika igennem og udholdt Sygdom og Sult, og som nu, da alle Sunde var lukket, alligevel havde fundet en ny Udvej.

[FORTSÆTTES…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917. ” Der er ikke anden Udvej end at efterlade alle dem, der behøver Kinin” – Nis Kock får ordre om at blive tilbage.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Mens den tyske hær var i Nambindinga blev de så småt omringet af de engelske styrker. Det var planen at hæren skulle bryde fri, men det betød også at de syge måtte blive tilbage. Heriblandt de malariaplagede.

[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!]

Jeg talte med et Par hvide Soldater, deriblandt med de to Vaabenmestre, som jeg havde arbejdet under i Livale og kendte godt. Jeg spurgte dem, om vi var fuldstændig omringet, og det mente de nok, men den ene af dem var sikker paa, at Generalen nok skulde finde en Aabning at smutte ud igennem.

Den anden mente ingenting. Han laa indsvøbt i sine Tæpper stærkt angrebet af Malaria. Ud paa Eftermiddagen begyndte der at gaa Rygter om, at Gennembrudet skulde finde Sted om Natten. Ramasan kom hen imod mig og fortalte, at der havde været en Ordonnans med Meddelelse om, at alle hvide Mænd skulde undersøges af Lægerne.

Jeg gik hen til en Græshytte, udenfor hvilken der stod en Del hvide Mænd, som jeg ikke kendte. En Læge undersøgte dem hurtigt og var færdig, inden jeg kom derhen, og Mændene begav sig bort i en anden Retning, saa jeg ikke fik talt med dem. Læ­gen sagde ogsaa nok. Han undersøgte mig et Øjeblik og spurgte saa:

— Malaria?

— Javel!

— Kan De klare Dem uden Kinin et længere Stykke Tid?

— Det har jeg ikke prøvet det sidste Aar, men jeg har haft for lidt.

— Saa maa De blive tilbage her.

Blive tilbage — saa bliver jeg jo fanget. Lægen trak paa Skuldrene:

— Der er ikke anden Udvej end at efterlade alle dem, der behøver Kinin, og som er saa medtaget af Sygdommen som De. Vi kan ikke føre syge Mennesker med os. Jeg kan trøste Dem med, at vi maa efterlade Folk, der ikke er tilnærmelsesvis saa medtaget som De.

Tankerne svirrede rundt i Hovedet paa mig, da jeg gik tilbage til mine Bærere. Lægen havde talt saa roligt og sindsligevægtigt til mig, som om det var en selvfølgelig Sag, at jeg skulde blive tilbage her i Nambindinga og lade mig tage til Fange.

For mig var det en Verdensbegivenhed, og et svagt Haab blussede op i mig om at gense mine Kære derhjemme. Men det var stadig lige ufatteligt, at jeg ikke var med mere.

Jeg var udenfor det hele. Naar de andre drog videre, skulde jeg ikke følge med. Vi skulde aldrig mere gaa sammen paa de lange Safarier, og jeg skulde ikke mere høre Bærernes enstonige Sang, som forstummede, naar Solen stod højest, men levede om Morgenen og i Aftentimerne, naar vi nærmede os Lejrpladsen.

Jeg blev et Bytte for de mest modstridende Følelser, og dertil kom, at et nyt Malariaanfald var paa Vej og bredte Haabløshed over mit Sind. Hvad kunde det nytte altsammen?

Hvordan kom jeg hjem? Som en syg og nedbrudt Mand. Afrika havde taget det bedste af min Kraft, og nu da jeg var udslidt og næsten havde forsonet mig med min Skæbne, skulde jeg lade mig fange, mens de andre drog videre.

Men Tanken om Hjemmet blussede op igen, og træt af at kæmpe med mine forvirrede Tanker naaede jeg hen til et lille Træskur, hvor vi om Formiddagen havde anbragt vor Ammunition.

Her stod de to Vaabenmestre, som jeg kendte saa godt, og her stod mine Bærere, som havde været sammen med mig i over halvandet Aar.

Det gav et Stik i mit Hjerte, da jeg saa deres trofaste og gode Ansigter, som jeg havde haft for Øje Dag efter Dag paa de lange Rejser, og som havde kendt Stache. Det var som at sige Farvel til ham engang til.

[FORTSÆTTES…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden