Alle indlæg af Christina Sandal Bendtsen

5. marts 1918: Frederik Tychsen og hans batteri ankommer til Frankrig

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Det varede ikke ret længe, inden vi opdagede, at turen gik ned gennem Meusedalen, der var nogen, der opdagede, at vi havde passeret Namur – senere Maubeuge, altså gik det i hvert fald til Frankrig igen. Hen på eftermiddagen den 5. marts 1918 standsede toget i Bohain, et par stationer længere mod syd end Le Cateau.

 Vi holdt en lille tid, så kørte vi uden for byen, og midt på marken var der rejst en interimistisk perron. Her blev vi læsset af. Vi mærkede straks, at der var en usædvanlig tilstrømning af militser. Over alt vrimlede det med soldater, og i hver eneste time kom der transporttog med tropper ved denne ene perron, og inden en time skulle vi være færdig, for at perronen kunne være fri til det næste togs ankomst.

 Vi marcherede af sted, og ved aftenstid kom vi ind i en landsby, der hed La Vallee Mulatre, en by på størrelse med min fødeby Agerskov. Da vi kom derhen opdagede vi snart, at byen var svært belagt med militær. Vi fik en stald anvist til kvarter, der var nogle enkelte brixe; gulvet var af cement – men vi havde tag over hovedet (Vinduerne var i stykker).

De følgende dage havde vi ikke videre nogen tjeneste, så vi gik en tur rundt i egnen hver aften; solen skinnede om dagen, men om natten var det meget køligt. Alle vegne, hvor man kom, og hvor man så, var byerne, gårdene og husene belagt med soldater; man havde indtryk af, at der var noget usædvanligt i luften. Vi vidste intet, men vi måtte ikke gå ud i større flokke om dagen for flyvernes skyld. En dag kom løsningen. Der kom en engelsk flyvemaskine, højt, højt oppe; der var klart solskin, og han kastede en stor bunke flyvesedler ned, på dem stod der: ”Vi ønsker eder til lykke med den store offensiv den 21. marts”. Altså den 21. skulle det gå løs. Ja, man kunne også nok se, at noget måtte komme – al denne militær – kanoner og materiel.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4. marts 1918: Frederik Tychsen – Afgang mod fronten endnu engang..

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Dagen efter, den 4. marts 1918, blev vi vækket til sædvanlig tid. Der var stor travlhed straks fra morgenstunden. Alt var blevet gjort i orden, men nu skulle der pakkes. Kanonerne fik endnu en omgang, de blev efterset, de fik olie. Lafetkassens indhold, der talte 78 genstande, reservedele m.m. blev gennemgået, lanternerne og lysene blev bragt på plads, remmene der holdt spader, hakker og løftestænger fast, blev strammet, sigtekikkerten blev efterset, glassene blev pudset og noniussen prøvet, Richtkreis og kvadrant omhyggelig ordnet – og først når kanonen var ordnet, pakkede vi tornysteren, rullede mantel og teltdug, og snørede dem på tornysteren. Karabiner og sabel fik lidt olie, og blev gjort klar til afgang.

 Hestemandskabet havde travlt med at ordne furage til hestene, og på kontoret skulle alt pakkes i kister og kasser. Der er i det hele taget uhyre mange ting, der skal ordnes til en sådan transport, men hver enkelt ved, hvad han skal have med, og hvad han skal ordne. Hen på eftermiddagen var vi færdige, og så røg vi tobak og spadserede for resten, men ingen måtte forlade pladsen. Vi fik vor aftenkaffe, brød og osterationeme for flere dage, tobak, cigarer, cigaretter og lidt snaps.

 Kl. 8 trådte vi an! Alle navne blev råbt op, hestene blev spændt for kanonerne og alle de andre køretøjer, officererne red frem og tilbage, og en time senere besteg rytterne hestene, og kommandoen lød: “Batterie march!!” Først red batterichefen og et par officerer, så kom alle kanonerer og fodmandskabet, dernæst køretøjerne. Vi forlod pladsen, marcherede gennem den lille bys hovedgade i streng orden, vi så til siderne, for vi havde fået byen kær, og befolkningen smilte, og enkelte vinkede til os.

Men pigerne så vi ikke noget til. Jeg havde dog ventet at se Barbara endnu engang.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

3. marts 1918: “…der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd..” Frederik Tychsen tager afsked med sønderknuste Barbara.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

 Om aftenen samledes vi, der plejede at komme i Estaminettet, der for sidste gang. Barbara såvel som de andre piger havde klædt sig i sort som et synligt bevis på, at de var bedrøvede over vor bortrejse. Denne aften blev der ikke danset, og der blev ikke sagt ret meget. Jeg købte en kop kaffe med et par småkager til Barbara og mig selv. Hen ved 9 tiden brød vi op, vi gik en tur, og så gik Barbara med hen til slottet. Barbara græd, hun spurgte mig, om jeg ville skrive, når jeg nu tog af sted? Det kan jeg ikke – måtte jeg svare, soldaterne må ikke korrespondere med den civile befolkning i “fjendens” land.

 “Når kommer du igen?” spurgte Barbara. “Det ved jeg ikke!” “Får du snart orlov?” “Det ved jeg ikke”. “Kommer du aldrig tilbage til Beyne Hensay mere?” “Det kan jeg ikke sige dig, Barbara”. “Tror du, at du bliver skudt, når du kommer til fronten igen?” “Det ved jeg ikke”. ”Er du vred på de belgiske soldater?” ”Nej, absolut ikke. Jeg er ikke vred på nogen, aldeles ikke”. ”Ja, men så kan du flygte til Holland. Så kommer jeg bagefter!” ”Det er lettere sagt end gjort, Barbara, det er ikke så let at komme bort”. “Tror du aldrig, vi ser hinanden mere, Monseur Frederik?” ”Jo, i morgen aften”. ”Og så ikke mere?” ”Det kan jeg ikke sige noget om” (jeg kunne ikke stå og fortælle eller love noget, som jeg ikke selv troede på).

 ”Når du er 23 år og jeg er 19 år, så kan vi gifte os, Monseur Frederik, og så kan vi bo i Holland!” ”Ja, ja, Barbara, lad os nu først få en ende på krigen og ud af dette tøj, så kan vi først lave fremtidsplaner”. “Min far og mor kan godt lide dig, Monseur Frederik!” “Jeg kan også godt lide dem, men jeg kan endnu bedre lide dig, Barbara!” Barbara græd! Jeg tænkte på sangen:

 Ein Kanonier auf dem Dorfplatz stand,

ein Mädehen ihm zur Zeit,

er lägt die Waffen aus der Händ,

spricht Trost zu ihr im Leid.

Er drükt sie traurich an die Brust

beugt traurich ihr Gesicht

Der Trennungsschmertz wird ihm bewusst

als er jetzt zu ihr spricht.

Ach, Mädchen bleibe mein

Dies Herz es ist nur dein,

Ist der Friede da, so kehr ich ja

nach Stolzenfeld am Rhein.

 Vi stod i parken foran slottet. Vejret var smukt, det var den sidste aften, der gik mange tanker gennem min hjerne – hvad ville fremtiden mon bringe? – Om få dage var vi sikkert i ilden igen, Barbara var bedrøvet – jeg var selv bedrøvet og ked af det – Barbara græd – hun kunne ikke rive sig løs! Tårnuret slog nu 10, og hornisten blæste Tappenstregen, det lød smukt i den stille luft – nu skulle der tages afsked. ”God nat, Barbara”. ”God nat, Monseur Frederik, Au revoir!”

 Jeg gik op ad stentrappen foran slottet, døren eller rettere porten skulle nu lukkes, jeg så endnu en gang ned i parken, der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd, der kom en 3 – 4 soldater løbende, de skulle skynde sig med at komme ind, før porten blev lukket i og låset, og de sidste toner af den sidste sats af den lange artilleritappenstreg døde hen i aftenstilheden. Jeg gik op på værelset, de andre var ved at gå til sengs; jeg lagde mig på brixen og tænkte på det første møde med Barbara.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

2. marts 1918: Den vanskelige afsked – Frederik Tychsen og hans batteri rejser fra Liége.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Imidlertid nærmede tidspunktet sig, da vi skulle forlade Beyne Hensay. Vi havde nu fået den nødvendige udfyldning af heste og mandskab. Batteriet var krigsstærkt, kanoneme var nye, og der blev talt om offensiv. En af de sidste dage gik vi hele batteriet under førelse af chefen hen og beså noget af de forter uden for Lüttich, som var blevet ødelagt af de store 42 cm Mørsere 1914, og om aftenen holdt Unteroff. Dres et foredrag om Lüttichs indtagelse 1914.

 Vi fik besked om, at vi skulle bort fra Beyne Hensay om aftenen den 4. marts, og læsses på jernbanen i en af Lüttichs forstæder natten mellem den 4. og 5. marts. Et par dage i forvejen var vi nede i Lüttich på luserensningsanstalten; det blev sent, og vi forlod anstalten ved ca. 7 tiden.

 Da vi gik igennem gaderne, sang vi en soldatersang så kraftigt, at folk kom hen til vinduerne i hvert hus for at høre og se, hvad der var lås. Sergenten forbød at synge inde i byen, men i aften ville vi synge, og når den ene sang var forbi, begyndtes der på en anden; jeg tror aldrig vi har sunget mere kraftigt end denne aften, sangens ånd kom over soldaterne, det gav genlyd i gaderne, folk standsede, så og hørte – og det lød vidunderligt denne aftenstund. Med faste fodslag marcherede vi igennem gaderne, og vi vakte opmærksomheden, og den rettedes imod os.

 Den sidste dag i Beyne Hensay blev vi synet af en læge om nogen eventuel var kønssyg. Det viste sig, at 37 mand havde “Tripper” (gonorré) og måtte på lazarettet. Det var et forholdsvis stort kontingent, der måtte til lazarettet, men der var intet at gøre. Selv om hver mand havde fået udleveret et “Lommeapoteke” (der bestod af en tube med salve, en lille sprøjte og et lille glas med væske), dog syntes det, at det ikke var taget i brug i tilstrækkelig grad. Lægen havde givet instruktion i brug og anvendelse af apoteket.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

28. februar 1918: Frederik Tychsen – Et par hverdagshændelser

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Når vi skulle op på vort tårnværelse skulle vi over et skummelt loft – der var mørkt både om dagen og om aftenen. Hiilsmann havde gået og pralet med, at han passerede det skumle loft uden mindste antydning af uhyggefornemmelse både ved dag og ved nat.

 For at få dette konstateret, stillede Karl Skurnia sig op bag noget tømmerværk en nat ved et tiden, og greb Hiilsmann i halsen da han kom fra sin vagt. Hiilsmann blev bange, og han gav med det samme Skurnia et mægtigt slag i ansigtet, at han faldt i gulvet. Han stod dog straks op igen, kom ind med et blåt øje. De to – Hiilsmann og Skurnia skændtes nu helt mægtigt – den ene var vred over, at han var blevet slået, den anden over, at han var blevet bange – til stor morskab for alle os andre.

En søndag gik Rudolf Vinkler og jeg en tur gennem landskabet og kom til en lille landsby, der lå bag nogle høje skrænter. Det var så smukt mellem disse h.je bjerge; i landsbyen var en beværtning, og vi gik ind og købte hver et glas øl. Der var dansant, dans, denne eftermiddag i en tilstedende sal. 3 musikere spillede og den civile befolkning dansede en lille smule. Der var mest ældre mennesker, der gik her hen for at få sig en dans; der var også soldater, der nok ville danse, men der var dog ingen, der ville danse med dem.

 Hen imod aften gik vi tilbage til kvarteret, og om aftenen var vi henne i Estaminettet. En aften var jeg med Barbara henne hos hendes onkel, han var minearbejder; i Beyne Hensay var der mange kulminer, og de fleste arbejdere var sysselsat med at arbejde i dem. Onklen var en mand på ca. 40 år, han var fin bandoniumspiller (harmonika). Han spillede for os; vi fik kaffe og kager, man havde indtryk af, at han tjente mange penge.

 De havde et lille hyggeligt hjem med køkken og en stue. Han tilbød at tage mig med, at han ville skaffe mig adgang til en kulmine; jeg skulle så møde et bestemt sted dagen efter. Jeg kom imidlertid til at tænke over sagen og kom til det resultat, at det var vist nok uklogt som tysk soldat at gå ned i det underjordiske mørke. Hadet til tyskerne var stort, og det var måske noget risikabelt- at tage ned i en kulmine, hvor man så befandt sig ganske alene blandt alle disse arbejdere, der med lethed kunne lade en forsvinde, uden at det nogen sinde ville blive opdaget.

 Jeg stod tit og så på, hvorledes maskinerne arbejdede, når de trak kul op fra dybet. Der var døgndrift. Før arbejderne gik ned i minen, skiftede de tøj. Arbejdstøjet, som de trak i, hejsede de ned fra loftet i hver sin snor, det hang i enden af snoren i en krog. Når de var kommet i arbejdstøjet, hængte de gangklæderne op på krogen og hejsede dem derefter op til loftet, og så blev snoren (en tynd jernkæde) låset. Om aftenen, efter endt arbejde, skiftede de tøjet igen, men badede før de trak i gangklæderne og gik hjem. Der var også et lille teater i den lille by. Her optrådte dilettanterne hver aften, og der var altid stuvende fuldt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

25. februar 1918: Frederik Tychsen – Spande reddes op af brønden

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Der var en uhyre dyb brønd ved det gamle slot. Den var bygget af granitsten og målte ca. 3 m i gennemsnit (diameter). Her skulle vi hente vand, og vi trak det op i en spand, der hang i enden af et langt tov. Der var også en krog i enden af tovet, og da en del med lidet praktisk sans nøjedes med at hænge spanden over krogen, tabte de spanden i vandet. Sådan tabte Johan Vinkler begge de spande, som hørte til vor stue i brønden. Han blev ganske vist skældt ud af alle mand, men det bragte os ikke spandene tilbage.

 Vi androg om at få et par andre spande, men det kunne vi ikke få, vi kunne komme til at betale dem, vi havde mistet. Der var altså ikke andet for end se at få spandene op på en eller anden måde. Vi lavede en plan. Der skulle en mand ned i brønden, han skulle sidde over skrævs på tværpinden, der var i enden af de lange kanontove, fires langsomt ned, og ved hjælp af en lang stang med en forsvarlig krog på enden, skulle han så trække spandene op.

 Vi havde i forvejen målt vandstanden, der androg sig til 2 – 3 m., vi havde også haft et lys nede i brønden og konstateret, at ingen giftige gasarter forefandtes. Det var en middagsstund i klart solskin, Karl Skurnia ville nok stige ned i brønden, og alle de andre skulle fire i tovet, medens jeg overtog kommandoen. Med stangen i hånden satte Skurnia sig over tværpinden, og langsomt sank han dybere og dybere. Det varede dog ikke ret længe, før han råbte “holdt”, det var disse granitstene, der hang så truende over hans hoved, – der gjorde ham bange. Men det nyttede ikke noget, han måtte helt ned, nu da vi var kommet så vidt.

 Han skændte og bandede, truede med klø, men der var intet at gøre, han måtte sørge for at få et par spande med op. “Holdt” råbte han, ”jeg er nede ved vandet” men det passede ikke, og havde blot dette til følge, at da han virkelig var ved vandet, troede vi ham ikke, vi fik ikke standset rettidigt, så han fik benene i vandet, men da han begyndte med at plaske, kunne vi høre det.

Karl Skurnia var imidlertid blevet meget vred, men det nyttede ikke noget, at han nægtede at bestille noget, vi havde mere tid end han, og lidt efter lidt begyndte han at søge med stangen, og dette var ikke uden resultat, han fik fat i den ene spand efter den anden, og inden vi trak ham op, havde han fået fat i elleve spande, nogle var lidt rustne, men de var gode nok til almindelig brug. Da Karl kom op, var han både våd og vred, men vreden gik hurtigt over, og han tog så noget andet tøj på.

 Vi skulle kun bruge to spande, de 9 solgte vi for 1 Mark pr. styk, og pengene delte vi. Det blev jo ikke nogen stor kapital til den enkelte, men dog bedre end ingenting.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

22. februar 1918: “Hun blottede sig, og hele kønspartiet var synligt, dansede og vrikkede med enden …” Frederik Tychsen oplever lidt af hvert i “Dardanellerne”!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Nu kom der en uge, hvor hele batteriet talte om Napoleon; en de havde opdaget nede i byen. Hvad der var med denne Napoleon, kunne man ikke få at vide, det syntes at være noget meget spændende – men de, der vidste besked med “Napoleon” sagde ingenting, men det skulle ses. Det kostede 5 ct. (ca. 5 øre) for at se det. Vi blev enige om, at vi alle fra hele stuen ca. 12 mand ville ned og se Napoleon på den næste søndag.

 Søndagen kom, og efter middagsmaden gik vi ned til byen. En af dem havde set Napoleon, og han var anfører. Han førte os ned i en smal gade i “Dardanelleme”, og her bankede han på døren ind til et gammelt hus. Der kom en gammel dame, der nærmest lignede en heks, og åbnede døren. Der gik en ca. 20 mand ud og lige så mange gik ind; straks vi var kommet indenfor, låsede hun døren, og dernæst opkrævede hun 5 centimes af hver og der var en del, der snød hende og betalte kun 2 centimes, hun var gammel og kunne ikke skelne imellem et 2 og et 5 centimes stykke.

Hun boede i en lille stue, der var en skænk, man kunne formodentlig købe lidt øl, måske også lidt snaps; ved den ene side stod et bord og to stole, og rundt på væggene hang der sjofle billeder.

Da døren var låset, og pengene indkasseret, kravlede den gamle op på bordet, der måske var 50 cm i kvadrat. Hun begyndte med at danse på dette bord, dernæst hævede hun tøjet, så hun blottede sig, og hele kønspartiet var synligt, dansede og vrikkede med enden, hun tændte en cigaret, tog den fra munden og satte den ned i kønsåbningen, bevægede den op og ned, fra side til side, satte den tilbage i munden igen, røg videre, lavede endnu et par dansetrin, lod tøjet falde, steg ned, forestillingen var forbi.

Hun sagde farvel med hånden, dog blev jeg og flere andre så led ved det hele, at vi vendte ryggen til og bad om at komme ud hurtigst muligt, medens de andre hujede og jublede, tog omkring den gamle, ville danse med hende osv. Døren blev åbnet, vi gik ud, og et andet hold ventede udenfor til den næste forestilling.

Da vi gik var der en der bemærkede ”Das ist doch die Krone aller sveinerei!” (Dette er toppunktet af sjofelhed). Jeg må sige, at denne scene virkede ganske uhyggeligt på mig – at tænke sig, at et menneske kan komme så langt ned for at tjene penge. Dog var der meget af denne slags, og adskilligt, der var endnu mere svinsk, efter hvad de fortalte, men det har jeg ikke set noget af, følte heller ikke trang til det, og disse historier og fortællinger, som de tog med hjem, er ikke egnede til at fæstne på papiret, men udråbe et ”Ak og ve” over den syndige menneskeslægt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

19. februar 1918: Frederik Tychsen – På besøg i bordelkvarteret “Dardanellerne”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Om aftenen samledes vi henne i Estaminettet hos Barbaras onkel, og der syntes at være almindelig gensynsglæde. Barbara var der også, der var kommet flere og flere unge piger, og efterhånden havde de fleste fået sig hver en veninde. Der blev danset en lille smule til grammofonmusikken eller harmonikaspilleren spillede, der blev snakket. Værten var flink, han solgte også lidt øl og snaps, der var varme og lys (vi havde ingen varme på slottet og med lyset var det så som så).

Vi skulle være i kvarteret til kl. 10; de unge piger gik med os på vej, ja, fulgte os hen til slottet, så gik de syngende tilbage, og det var virkelig en fornøjelig tid, den bedste tid jeg havde haft i Frankrig og Belgien. Det at komme sammen med den civile befolkning oplivede på en ejendommelig måde; og jeg elskede Barbara af hele mit hjerte, jeg syntes, hun var så smuk og så god, og vort forhold var sømmeligt og rent, og hun var jo pur ung og havde aldrig haft nogen ven før. Hun talte tit om at tage med hjem til Nordschlesvig, eller jeg skulle blive i Belgien, men det lå i det uvisse; nu måtte krigen først få en ende, og der var ikke gode udsigter.

 Medens vi nød livet på en sømmelig måde i den lille beværtning om aftenen, gik de allerfleste ned til Lüttich i “Dardanellerne” om aftenen, og der var livet frygtelig svinsk. Jeg gik sammen med Rudolf igennem dette kvarter en søndag eftermiddag. Det var mest små beværtninger med en danseplads i den ene ende og en lille tribune, hvor der sad en eller flere spillemænd.

Om dagen lå de stille hen, men om aftenen begyndte livet at pulsere og det vedblev efter hvad de fortalte, til morgenstunden med stadig tiltagende vildskab dyriskhed. Samme eftermiddag gik vi hen i en variete. Her fik vi en kop kaffe og sad og så på forestillingen, der var biograf, akrobatforestilling m.m. Hen imod aften tog vi med sporvognen hjem.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. februar 1918: Nye kanoner afprøves af Frederik Tychsen ved byen Montier.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien.

Her i Lüttich fik vi helt nye kanoner. Det var af samme typer som de gamle, men med den afvigelse, at røret var 30 cm længere (Schwere Leldhaubitze 13 mit verlængertem Rohr), og de kunne skyde 1 km længere, og de kunne tåle en ladning mere.

Den 13. februar var vi henne i en by de hed Montier (i nærheden af Herve). Vi kørte fra Beyne Hensay ved middagstid, og vi kom igennem mange byer og mange minedistrikter; det var en ret lang marchtur ca. 30 km. og det regnede stærkt hele tiden.

Vi var ganske gennemblødte, da vi kom til Montier. Kanonerne blev kørt ind på skolepladsen, hestene kom rundt til bønderne, og kanonererne kom i skolen. Bænkene var sat ud, og vi skulle lægge os på gulvet, der var flisegulv. Der blev lavet mad et sted henne i byen, og da vi havde hentet mad – der var ret god og rigelig, tændte vi ild i kakkelovnen, det blev lunt og dejligt.

Sergent Felix Plozaichik spillede mundharmonika og vi dansede, og efterhånden blev vi varme og klæderne tørre. Jeg havde aldrig lært at danse, men jeg kunne godt træde med i en vals og en polka, og andet dansedes ikke. Der var ingen damer, men vi dansede med hverandre indbyrdes; der blev stampet i gulvet med de svære kommisstøvler, råbt ju-hu-u-u-, sunget osv. så der var mægtigt humør.

Hen på aftenen kom der et par mand slæbende med nogle knipper halm, og udsigten til et blødt og varmt natteleje forhøjede feststemningen.

Næste dags formiddag blev kanonerne kørt hen på en bestemt plads i udkanten af byen; de blev meget nøjagtigt stillet ind, og det første skud lød. – Vinduerne gik i stykker i de ejendomme, der lå i nærheden. Skydningen varede hele dagen, granaterne slog ned i en mose.

Efter skydningen gik vi i kvarter i skolen; det var fint vejr denne dag, og der kom mange mennesker for at se på os under skydningen, dog holdt de sig i en passende afstand. Vi tilbragte endnu en nat i skolen (lærerpersonalet så vi ikke noget til) og hen på formiddagen den 15. februar brød vi op og kom tilbage til Beyne Hensay hen imod aften.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

7. februar 1918: ”Der var horkvinder …” – Frederik Tychsen hjælper en ven med dårlig samvittighed.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr.  407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Alle de andre tog ned til Lüttich. Her var der skøger og horehuse i massevis. Der lå et helt kvarter langs med Masfloden (Meuse), det var ganske frygtelig (Hele dette kvarter blev i soldatersproget kaldt for “Dardanellerne”). Det ene horehus lå ved siden af det andet, og her søgte de fleste hen, her levedes et frygteligt liv, det vidnede alle de historier og fortællinger om, som de tog med hjem derfra.

Jeg gik en tur rundt i den skønne egn næsten hver aften sammen med Gefreiter Rudolf Winkler, en skolelærer fra Braunschweig. Han var en rolig mand, og han var forlovet med en slagterdatter fra sin hjemegn, og hende elskede han over alt, og han talte næsten ikke om andet. Han forklarede, at når man havde en kæreste, som man holdt af, det kunne hjælpe en over mangen en fristelse.

Så en søndag fik de andre kammerater ham med ned til byen; Winkler havde godt med penge, og derfor kunne han også købe noget og betale. De fik ham med ind på en beværtning, han fik noget at drikke – fik mere og mere, alkoholen svækker viljen – der var horkvinder, og det endte med, at han syndede imod det sjette bud, som han så nødig ville.

Jeg mærkede godt, at der var noget i vejen med Rudolf; han undgik mig ved enhver lejlighed, og jeg gik min tur alene i en uge. Søndagen efter kom han hen til mig og spurgte, om vi skulle gå tur sammen. De allerfleste af vort batteri gik ned i byen, da det var knap med penge, tog de fleste I/2 eller et helt brød med som betalingsmiddel, da den civile befolkning i høj grad trængte til levnedsmidler af alle slags, og mangen en af soldaterne ville nok sulte for at få noget brød til overs.

Winkler og jeg gik vor søndagstur ud i den skønne egn, vi gik gennem flere landsbyer. Vi kom til et sted, hvor der var en prægtig udsigt ned over byen (Lüttich); der stod en bænk mellem to træer, og vi satte os på den. Da vi nu sad der, åbnede han sit hjerte for mig, og fortalte mig, hvorledes det hele var gået til – og så græd han.

Han havde hele tiden sat sig for, at han ville leve et ordentlig liv og komme hjem som et pænt menneske, og nu var det gået ham sådan imod hans vilje. ”Ja” sagde han, “Man siger nok, at een gang er ingen gang, men een gang er akkurat en gang for meget. – Hvad skal jeg nu gøre?” spurgte han. ”Skal jeg skrive det hele hjem, som det er gået til og bede om hendes tilgivelse?”.

Jeg sagde: ”Gå bort og synd ikke mere. Hold dig i skindet, undgå dårlige kammerater, og når krigen er til ende, og du kommer hjem, og du føler trang til at få din samvittighed lettet, så kan du ved en passende lejlighed fortælle hende det, men vent indtil da, men bliv frem for alt dit forsæt tro og hold dig borte fra dårlige mennesker, for dem er der nok af alle vegne”. Det var mine ord til Rudolf, og for eftertiden holdt vi sammen som brødre.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

1. februar 1918: “Så bøjede hun sig ned imod mig og kyssede mig …” – Frederik Tychsen møder en sød belgisk pige.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, og her blev Tychsen ramt af en voldsom influenza.

Det var en formiddag, jeg lå alene på stuen. Feberen var ikke taget af, og jeg var ved at blive ked af det. Så kom der en lille pige ind på stuen, hun hentede vasketøj, som de så vaskede hjemme, for at tjene lidt. Hun kom hen til min briks, hældte sig ind over sengen og s. mig ind i det hede ansigt. Hun talte vallonsk (en fransk dialekt, som jeg forstod ret godt), så spurgte hun mig, om jeg var ”malad” (syg). Ja, sagde jeg. Hun spurgte mig om mit navn? Frederik, Monseur Frederik med tryk på rik.

Jeg spurgte om hendes navn. Hun hed Barbara. Hvor gammel er du, Monseur Frederik? 20 år! og du, Barbara: 16 år var svaret. Så bøjede hun sig ned imod mig og kyssede mig, og så løb hun sin vej, ud af værelset og ned af trapperne, alt hvad hun kunne. Jeg var som bedøvet. Jeg havde i mange måneder hverken talt med eller rørt ved en pige, så det var en mærkelig fornemmelse at blive kysset af en smuk lille pige.

Jeg lå lidt og tænkte over på det hele, og syntes, at jeg blev bedre, så hørte jeg, at hun kom igen. Hun åbnede døren og kom ind. Hun havde hentet nogle småkager og nogle kiks og en sodavand. Jeg satte mig op i sengen og spiste af sagerne og drak af sodavandet. Det smagte mig helt udmærket. Hun tog mig om halsen, så der var storhed. Hun spurgte mig, når jeg var alene igen. Jeg svarede i morgen formiddag, Jeg gav hende så nogle penge, som hun kunne købe lidt franskbrød for hos en eller anden familie, som hun kendte.

Barbara kom igen dagen efter igen. Hun havde en pakke med, med gode levnedsmidler, og nu blev jeg lidt bedre. Hun fortalte mig, hvor hun boede, og jeg skulle komme med hjem, når jeg blev rask, hun havde fortalt sin mor om den syge soldat, der lå ganske alene i det gamle slot.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

NB: Fotografiet forestiller IKKE den omtalte Barbera /RR

26. januar 1918: Frederik Tychsen nyder roen i smukke omgivelser, ved midlertidlig indkvartering på et slot i Lüttich.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Med fuld musik rullede vi ind på banegården i Lüttich. Det var hen på formiddagen. Solen skinnede ganske dejligt. Vi blev kørt ud på en godsbanegård, og her blev vi læsset af. Vi fik lov til at gå vor vej, efter at vi havde fået oplyst, at vort batteri lå i Beyne Hensay 6 -7 km uden for Lüttich – østpå.

Vi tog med en sporvogn et stykke af vejen. De sidste 2 km. måtte vi gå. Vi kom til byen lige før middag, og der var tilsyneladende ingen, der havde savnet os.

Batteriet var blevet indkvarteret i et gammelt slot, der lå i en stor park. Slottet hed “Neufcour”. Det kunne rumme hele batteriet. Hestene var opstaldet i staldene. Officererne lå indkvarteret i byen. Der var avlsbygninger med kreatur-, heste og svinestalde. Her var en godsforvalter, der ordnede det hele. I selve slottet var der en portner, der havde opsyn med bygningerne. Vort korporalstab fik et værelse anvist højt oppe i gavlen. Her var træbrixe, og her lå vi med en 12 – 14 mand.

Det var velgørende at komme ind i et liv med regelmæssig nattero, med bestemte spisetider og med vished om, at her falder ingen granater eller bomber. Vi rettede os ind på den bedste måde. Der var ingen kakkelovne, men vinteren var mild, og vi var jo ikke vant til megen varme. Blev det for koldt, kravlede vi op på brixen, dækkede os til med et par tæpper og overfrakken, eller hvad vi nu havde, og så lå vi og holdt snak, røg tobak eller læste osv. indtil vi sov ind.

Omgivelserne var meget smukke. Der var klipper og høje bjerge, skov og plantager, og landsbyerne lå tæt sammen. Beyne Hensay var en bjergværksby, her var mange kulminer, og mange steder kunne man se skakttårnet rage langt op i vejret. Dampmaskinen trak den ene kurv (dvs. en portion med tre tipvogne med kul, den ene oven på den anden) efter den anden.

I min fritid gik jeg som regel hen og så på, hvorledes dette minearbejde foregik. De tilbød mig også at komme med ned i en mine, men da jeg var soldat i tysk uniform, turde jeg ikke. Der var et mægtigt had imod tyskerne – af gode grunde – og de kunne ikke se på mig, at jeg var dansk, og jeg tænkte, at det er vistnok mere sikkert ikke at gå med ned i afgrunden.

Hele befolkningen arbejdede i minerne eller på fabrikken. Landsbyen havde en kirke, der var flere gader med butikker, og hist og her en beværtning. De første dage gik med at gøre kanonerne og materiellet i stand. Kanonerne blev renset, og alle metalgenstande blev pudset og smurt, karabineren fik også en ordentlig omgang, tøjet blev vasket og gjort i stand osv. Om eftermiddagen havde vi let tjeneste. Det var mest stående øvelser, vi havde i parken foran slottet.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

25. januar 1918: “Den ene flaske kom frem …” – Frederik Tychsen i godt humør på march mod Lüttich.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Vi kom til kvarteret i Goed; det var imidlertid blevet mørkt, men vi fik straks noget at spise, og så gik vi til ro. Dagen efter – den 25. januar fik vi travlt straks fra morgenstunden af. Det meste af snavset blev kradset af kanoneme, remmene blev surret forsvarligt fast, alle ting blev set efter, og der blev spist tidlig til middag denne dag.

Kl. 3 trådte vi an, der blev meldt færdig, kommandoen: “Batterie March” lød og batteriet satte sig i bevægelse. Vi skulle forlades i Lichtervelde, og der var en march på en times tid. Før afmarchen havde hver kanonbetjening fået udleveret en 3 – 4 portioner snaps, som vi havde til gode, vi fik endvidere vin. Jeg foreslog at gemme vinen og snapsen til om natten i toget, for der var temmelig koldt, og så kunne vi bedre sove, når vi havde lidt at varme os på.

Til at begynde med var hele betjeningen indforstået, men det varede ikke ret længe, før de ville smage snapsen. Den ene flaske kom frem af Protzen, gik fra mand til mand, og da det var god cognac, blev den tømt. Det kan nok være, at der kom gang i sangen.

Det varede ikke længe, inden de ville smage vinen, der blev en flaske taget frem og tømt. Snapsen gjorde sin virkning, vi sang af hjertens lyst og livsens kræfter: ”In der Heimat, in der Heimat, da gibs ein Wiedersehn” osv. Ved ca. 4-tiden ankom vi til Lichtervelde.

Vi gik med sang gennem gaderne og kom om til banegården; vi kørte op på den lange militærrampe, og lidt efter blev vognstammen kørt frem og forladningen begyndte. Den ene kanon blev kørt ud på fladvognene efter den anden, og når kanonerne var læsset på, gik betjeningen hen til ammunitionsvognene og bagagevognene og hjalp til med at få dem læsset på. Det hele tog en time, så var batteriet læsset på.

Medens den øvrige betjening var behjælpelig med at læsse bagagevognene på, surrede jeg kanonen fast med ståltråd fra kanonen ned til jernbanevognen en 7 – 8 steder, der blev slået kiler ind under kanonhjulene, for at de kunne stå godt fast på jernbanevognene. Da jeg så bukkede mig ned ved et hjørne, blev hovedet for tungt, jeg fik overbalance og gik på hovedet ned i gruset på jernbanelegemet. Snapsen var vel en del af årsagen til dette lille uheld, men jeg tog ingen skade.

Det var imidlertid blevet ganske mørkt, men toget kørte ikke, da vi var færdig. Vi fik besked på, at der ville gå en lille time, inden toget ville køre. For at forkorte ventetiden gik Obergefreiter Müller og jeg samt en tredje mand om i byen, vi fandt ind i et ret stort marketenderi, og her købte vi hver en portion kartoffelsalat med bajriske pølser. Her var varmt og lunt og stuvende fuldt af militær.

De fleste sad med et glas øl foran sig; henne ved klaveret sad en soldat og spillede på det, og de sang med alle sammen af fuld hals. Midt under det hele kom der fjendtlige flyvere og kastede bomber ned i nærheden af byen. Dette forstyrrede ikke synderligt – sangen fortsatte, der blev serveret kartoffelsalat og pølser, og de tømte glas blev fyldte igen. Vi sad og nød varmen og sangen og maden i en god halv time.

Vi gik så tilbage til banegården for at tage med toget. Men da vi kom hen på stationen, var toget kørt. Ak og ve! Vi tænkte først, at det måske var kørt ind på et sidespor, men det var det ikke. Vi gik til banegården og spurgte stationsforstanderen, hvordan vi nu bedst kunne komme bagefter.

Han begyndte med at skænde ud, alt det han kunne; men da en stationsforstander ikke var aktiv officer, men kun embedsmand, der hørte til jernbaneforvaltningen og stod under militæretaten, lod vi os ikke ret meget sige, og vi fik alle tre munden i gang og lod ham forstå, at hans bestilling var kun at give besked på, hvorledes vi bedst kunne få batteriet nået og komme hen til det på en eller anden måde.

Han blev flink lige på en gang, og fortalte os, at batteriet var kørt til Liége (Lüttich) og skulle til en forstad ved Lüttich, der hed Beyne Hensay, (det vidste vi ikke, før han sagde det) og vi kunne komme med II. batteri, der var ved at blive forladet i dette øjeblik. Vi gik så hen til den lange militærrampe og bad batteriføreren om at få lov til at køre med. Han skældte os først ud, for Bammelahter og for et ligegyldigt folkefærd, og så gav han os befaling til at hjælpe til med at læsse bagagevogne.

Det kan nok være, at han fornærmede os i allerhøjeste grad. De havde lige begyndt med at læsse, og vi måtte så hjælpe til; men vi forsvandt dog ret hurtigt, og gik hen i vognene med vor tornyster, karabiner osv.

Vi opdagede, at der i hver vogn var et Hindenburglys. Dem samlede vi sammen fra alle vogne og gik om i byen og solgte dem til marketenderiet. Det blev betalt med 1 Mark pr. styk. De indbragte en 10 – 12 Mark, og så købte vi honningkager for pengene. Vi gik hurtigt tilbage og satte os til inde i bænkevognen. Lidt efter blev de færdige med at indlade materiel og heste.

Ved 9 tiden satte toget sig i bevægelse, der var ingen, der savnede lysene, der var heller ingen, der talte om noget. Toget holdt et stykke tid i Bryssel, men der var ingen, der steg ud af toget – de fleste sov. Hen på morgenstunden kom der liv i soldaterne.

De havde bragt en spilledåse med, og den gik hele tiden, soldaterne af II. batteri sang med af fuld hals, en slog på en tom spand, og andre spillede på disse skyttegravsinstrumenter, bestående af tynde ståltråde spændt over en tom konservesdåse, der var anbragt på en gren, og på strengene blev der raspet med et stykke træ, der var savtakket i den ene kant. På denne måde kunne der laves en frygtelig ståhej.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

24. januar 1918 Højt humør og fællessang: Artilleristen Frederik Tychsen og bataljon 407 på vej mod fredeligere omgivelser

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 24. januar 1918 ved middagstid kom Protzerne. Vi havde fået pakket; alle genstande, der hørte til kanonerne blev efterset – talt, det manglende blev noteret, og sådan gik tiden, indtil hestene kom. De blev spændt for, og en efter en blev kanonerne trukket ud gennem den fede ler. Der kom ammunitionsvogne, de medtog en del af granaterne, og omsider kunne vi forlade stillingen.

Et par kilometer længere tilbage standsede de første og ventede på de sidste. Batteriet vendte nu ryggen imod ”den Wilden Mann”, vi skulle nu forlade Flandern for bestandig. Vi gik den sædvanlige vej gennem Hochlede – et sådant batteri vakte altid opsigt, hvor det kom frem, det var præget af kampens bulder og hede, tilsmurt med ler og mudder. Omring kanonerne hang tovværk, spader og økser var fastspændt med remme, bag ved kanonen gik betjeningen – 6 – 8 mand.

Officererne kom bagefter i en lukket vogn – en vogn, som var rekvireret på en eller anden herregård. Om sommeren red officererne mest, men om vinteren lod de sig køre i den lukkede vogn. Det var i mørkningen vi gik igennem Hochlede; der stod mange i dørene for at se på os – her i Hochlede var den store kirkegård, hvor så mangen en kanoner fra batteri 407 lå begravet.

Da vi gik forbi denne, sang vi en sang, som var skrevet af kanoner Treptau (der også ligger på denne kirkegård):

In Flandern sind viele Soldaten,
in Flandern sind viele Gefallen,
# wir waren zwei herzgute Kammeraten,
wir hatten einander so lieb.#

Wir hatten uns Treue geschworen,
dass der eine dem andem gleich schrieb,
# sollte einer von uns beiden fallen,
dass der andere nach Hause gleich schrieb.#

Und als nun die Schlacht war zu Ende,
und wir kehrten zurück ins Kvartier,
# ich musste mein Versprechen halten,
ich nahm ein Bleistift und schrieb auf Papir.#

Ich schrieb es mit zittemden Händen
an den getroffenen Eltern zu Haus,
# eure Son hat die Kugel getroffen,
er liegt in Flandern und kehrst nicht nach Haus.#

(Treptau.)

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20 januar 1918: “… vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen.” Frederik Tychsen i blodig kamp

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 20. januar gik vi om morgenen tidlig til stillingen. Vi sang det meste af vejen, eller vi fløjtede. Vi gik gennem Hochlede og den sædvanlige vej ud til stillingen ved “Wilden Mann”. Vi var næppe kommet derud, før vi blev ordret til kanoneme. Englænderne greb an.

Angrebet var voldsomt, og vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen. Pludselig blev vi afbrudt af en voldsom eksplosion. 3. Skyts var eksploderet. “Rohrkrepierer”. 3 – 4 store nedslag af svært kaliber kom samtidig med røreksplosionen, og der opstod et øjebliks forvirring.

(fortsættes under billedet)

“Rohrkrepierer” – en granat, der sprænges i kanonløbet

 De fleste løb tilbage, uden at bryde sig om de sårede. Dem lod de ligge.

Jeg løb imidlertid hen til 3. Skyts, og da krudtdampen og røgen fra nedslagene var borte, fandt jeg Obergefreiter Helferich og kanoner Desselmann ligge hårdt såret og kanoner Bernhard var let såret. Helferich havde fået en tommelfinger revet af, og Desselmann havde fået et svært skud i halsen. Pulsåren på venstre side af halsen var i stykker. Begge var besvimet.

Desselmann havde tabt meget blod. Jeg trak huden ud omkring såret, tog et stykke sejlgarn op af lommen og bandt det omkring huden, sådan, at blodet ikke kunne komme ud. Dernæst viklede jeg forbindingsstof omkring halsen på ham, hvorefter jeg ordnede Helferichs sår. Jeg bandt hånden af, så blodet blev standset, forbandt såret, og lidt efter lidt kom Helferich til sig selv. Jeg bar Desselmann tilbage, Helferich kunne gå alene; Bernhardt var allerede gået tilbage.

På min vej tilbage mødte jeg Officiersstelvertreter Würstenhagen. Han spurgte mig, hvor vi kom fra, hvor de andre var osv. (denne begivenhed bragte mig jernkorset). Desselmann var livløs og bevidstløs, jeg sørgede for, at han kom på feltlazarettet, hvor han straks kom under behandling, og senere fik jeg et kort fra ham, at han befandt sig vel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

31. december 1917. Frederik Tychsen holder nytårsaften ved Vestfronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

 Nytårsaftensdag kom, og den sædvanlige middagsspisning blev udsat til om aftenen. Nu er nytårsaften en stor begivenhed i Tyskland, de kalder den for Sylwesteraften – en aften på hvilken enhver tysker helst skal være fuld, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, og denne skik skulle gerne holde sig også her ved Vestfronten.

Nogen officiel fest var der ikke tale om. Vi spiste vor aftensmad som sædvanlig, den var tilstrækkelig og efter omstændighederne god, vi fik så hver 1 liter øl og den sædvanlige ration snaps. Nogle flere cigarer end ellers, men intet overflødigt. Hvad vi ville have mere, måtte vi selv købe i kantinen. Efter aftensmaden sad vi som sædvanlig, når vi var i kvarteret: nogle spillede, nogle læste, andre sang eller skrev breve, der blev fortalt historier, og nogle sad i dybe tanker eller søgte ensomheden for at sende en tanke hjem til de kære, eller for at søge stilhed for Herren.

Lidt efter lidt begyndte stemningen at stige, der var flere der sang, der blev hentet vin og likør, ja, alle, der havde penge, strømmede til kantinen for at fa dem omsat i spiritus. Jeg deltog ikke i drikkeriet, og for at undgå fristelsen gik jeg til seng, dvs. lagde mig på brixen, der var i et hjørne, og derfra kunne jeg betragte livet ugenert. Ved tolv tiden var dem, der havde haft nogen penge, temmelig berusede. Obergefreiter Maas havde faet fat i en flaske ”Cacao de Cream”. Han rejste sig og holdt en tale, der dog mere blev til en brægen: ” 1914 drak vi brændevin, 1915 drak vi brændevin og rom, 1916 drak vi øl og brændevin, men 1917 drikker vi cacaosnaps”.

 Lidt før 12 rejste Unterofficier Reesen sig (han var overlærer i civil) og sagde: “Das alte Jahr im tausendneunhundert und sibzen geht bedenklig seinen Abschluss entgegen” (det gamle år nittenhundredeogsytten gør betænkelig sin undergang i møde). Dette gentog han hele tiden, og mere fik han ikke sagt. Et par minutter før tolv stormede eller dinglede alle ud af døren, de tog karabinerne med, pistoler, revolvere osv. og så knaldede de løs i luften i det uendelige. Jeg stod op og gik ud for at høre og se på herligheden, og det kan nok være, at der blev skudt. Allevegne både ud til fronten og ved siderne og tilbage, så langt, øjet kunne nå blev der skudt ganske kolossalt.

 Ude i stillingen drønede kanonerne både hos os og hos englænderne, og så alle bag fronten, der havde noget at skyde med, fyrede løs og lyskugler og lysraketter blev sendt til vejrs i titusindvis. Det hele drejede sig om 10-15 minutter – så var det nye år skudt ind, og ligeså voldsomt, som det begyndte, ligeså hurtigt tog det af. Mens det stod på, var det ganske oplyst, næsten som om dagen, det var i sandhed et prægtigt syn – men det var jo også nytårsskydning ved fronten.

Efter skydningen kom mandskabet ind i barakken igen, og drikkeriet fortsatte. Lidt efter lidt gik de i seng. Unteroff. Reesen lå nederst i en seng; oven over sov Unteroff. Jæger. Sengene var noget primitive, og Unteroff. Essel gik hen og trak i forenden af dobbeltsengen. Han rev enden ud, Unteroff. Jæger dumpede ned på Unteroff. Reesen, begge faldt på gulvet – alle var de mere eller mindre beruset – der blev en ganske mægtig hallo.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

28. december 1917. Frederik Tychsen puster lus på intendanten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 27. december blev vi afløst. Imod reglen blev vi afløst om aftenen, for vi skulle tilbringe Nytårsaften og nytårsdagen i kvarteret. Det var en dejlig tur at gå tilbage denne aften mellem jul og nytår. Vi havde ikke haft nogen tab, og tanken om at tilbringe 5 dage i kvarteret satte humøret op, og vi sang næsten hele vejen tilbage. Det var klart frostvejr, og sangen rungede gennem gaderne i Hochlede, så folket kom ud for at se efter os. Det var mørkt, da vi kom til kvarteret, men barakkerne var varmet op, og vi lagde os straks til ro, efter at vi havde indtaget et måltid mad.

 Dagen efter gjorde vi tøjet i stand, ordnede karabineren og sablen osv., men der var julestemning i barakken. De, der havde fejret juleaften der, havde haft et lille juletræ, og det stod endnu pyntet og pæn, og der var ikke nogen tjeneste, så vi nød tilværelsen, dagene gik med spil, læsning og sang, og kanoner Steinmann var en dygtig mandolinspiller. Vi samledes jævnlig om ham, og så sang vi af hjertens lyst: Volkesange, fædrelandssange og så krigssangene, specielt dem, der var knyttet til kampene i Flandern, ”Die Deutschen haben Mut, die Deutschen schiessen gut, fur ein Komisbrot und frir einen Franc, schiessen sie Tage lang” osv. (Den har samme melodi, som den på samme tid her i landet meget sungne vise “Under den hvide bro”). Og s. sang vi også: „In Flandern sind viele Soldaten, in Flandern sind viele gefallen” osv. Denne sang var skrevet af kanoner Treptau, han var ved vort batteri; han blev såret og døde på lazarettet.Vi havde i det hele taget udmærkede dage mellem jul og nytår. Kosten var tilstrækkelig, og når soldaten blot fik nok at spise, steg humøret af sig selv.

En dag kom intendanten (han stod for forplejningsvæsenet i hele bataljonen) ind i barakken, det var en sjælden gæst i frontområdet. Han var en ualmindelig vigtig fyr, der altid sagde: ”3 skridt fra livet, for ellers besmitter I mig med lus, og disse tingester vil jeg ikke have”, og derfor havde vi morskab af at putte de største lus, vi kunne finde i halmstrå, og så puste dem hen på intendanten. Vi sad og ladede ”halmbøsseme” i smug, og så snart det heldige øjeblik var inde, blev der skudt. Intendantens tjener klagede altid over, at chefen var så befængt med lus, og han kunne slet ikke forstå, hvor han fik dem fra; det kunne vi derimod nok.

En af dagene gik Obergefreiter Maas, sergent Felix Plozaichik og jeg ned til Gitsberg for at se levende billeder. Her var en stor barak, der var indrettet til biograf, og den kunne vel rumme ca. 1000 mennesker. Det kostede 10 Pfennig at komme ind. Midt under forestillingen kom der fjendtlige fly og kastede bomber ned over byen. Der var dog ingen, der ramte biografen, hvilket ville have været uhyggeligt. Da forestillingen var til ende, gik vi tilbage til kvarteret i Goed.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

27. december 1917. “Wutki gut für Ruski”. Frederik Tychsen drikker en russer fuld

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

De følgende dage, den 26. og 27. december gik ret stille og rolig. Vi skød kun ganske lidt, og alt ekstra arbejde blev indstillet, så vi sad en stor del af tiden inde i huset og røg tobak, læste aviser, skrev breve, spillede kort, skak, dam osv.

Anden juledag kom der en russisk krigsfange ud til os. De lå i barakker bag ved fronten og arbejdede p. vejene til og fra fronten. Det hændte ikke sjældent, at en og anden af disse krigsfanger blev dræbt af engelsk artilleriild. Denne russer kom for at bede om noget mad. Vi gav ham hver et par skefulde af den i forvejen knap tilmålte suppe, som han spiste med stor begærlighed.

Da han var færdig med at spise, gav jeg ham min snaps (1/10 L brændevin), og den var han meget glad for; han drak den i en slurk og så strøg han sig med hånden ned foran brystet og sagde: ”A-a-a – Wutki gut für Ruski”. Da de andre så det, syntes de, at det så så morsomt ud, og så gav de ham også deres snaps, og hver snaps drak han med stadig voldsommere gebærder. Det endte med, at russeren blev fuld, han sang, og så faldt han i søvn.

Imidlertid kom batteri føreren til, og da han så russeren og fik at vide, at denne var fuld, måtte vi øjeblikkelig skaffe ham tilbage; men da han ikke kunne gå, måtte vi lægge ham på en bærebør, og så var vi fire mand, der måtte slæbe ham tilbage til lejren. Det tog hele eftermiddagen, da fangelejren lå ca. 20 km tilbage bag vor stilling.

Det var en sur fornøjelse, og havde vi vidst dette, at vi selv ville komme til at transportere ham bort, havde vi sikkert ikke givet ham så megen ”Wutki”. Vi prøvede flere gange på at få ham på benene, men han kunne slet ikke gå – han var nærmest døddrukken.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.