Alle indlæg af Christina Sandal Bendtsen

22. juli 1918: Frederik Tychsen på vild flugt

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Vi løb tværs over markerne, og foreløbig gik det ned ad bakke. Til at begynde var vi en samlet flok af kanonerer; men det varede ikke længe, inden vi var spredt. Der var mange soldater fra de forskellige våbenarter, og alle løb de uden at se sig tilbage. Af og til faldt der en eller flere, men de blev liggende.

Enhver havde nok med at sørge for sig selv. Jeg løb ned efter byen Oeuilly, og da jeg kom ind i byen, stod der en sadlet hest, der havde et sår bag ved venstre forben – en flænge p. ca. 10 cm. Rytteren var formodentlig blevet skudt af hesten.

Jeg fik fat i hesten, svang mig hurtigt op på den, men jeg gav mig ikke tid til at få benene i stigbøjlen, og da jeg klemte hælene ind i siden på hesten, sprang den til i vild galop – og jeg faldt af – Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, ned til korsvejen og ville efter Troissy.

Her kom netop en køkkenvogn i fuld fart. De sad to mand på forvognen og piskede på hestene. På bagvognen var to frie siddepladser. Jeg løb efter vognen håbende på at fa en siddeplads; jeg var lige ved at nå den, men kræfterne slap op, og jeg måtte se på, at den stak af, lige foran næsen af mig.

Derefter svingede jeg ind på marken igen og løb ned efter Marnefloden. Dog bemærkede jeg, at en granat slog ned i køkkenvognen og indhyllede både vognen og hestene i en sort røg. Jeg tænkte straks, at det var godt, at jeg ikke nåede at få plads bag på vognen. Da røgen fortrak sig en lille smule, kom køretøjet igen frem.

Bagvognen var skudt bort, men på forvognen sad de to mand og piskede fremdeles på hestene. Jeg fortsatte, alt hvad jeg kunne, ned mod Marnen. Kammeraterne fra 1/407 så jeg ikke mere til, derimod var der mange andre – infanterister og artillerister samt soldater fra alle andre våbenarter.

Alle løb de, det de kunne, og vi havde alle en fornemmelse, at “de sorte” var lige i hælene på os. Efter en til to timers forløb kom jeg ned til Marnefloden. Her lå sergent Felix Ploschaichik i græsset. Han pustede, så det bogstaveligt peb og fløjtede ud af lungerne på ham. Han var ved at pille sine ordensbånd og 1. kl. af jemkorset af frakken.

Jeg mindes tydeligt, at han sagde: ”Mehr hat Christus nicht gelitten auf Erden, als wir hier leiden mussen, jetzt geh ich in Gefangenschaft!“ (Mere har Kristus ikke lidt på jorden, end vi her må lide, nu går jeg i fangenskab).

Jeg kastede mig ned i græsset ved siden af og sagde, at jeg gik med.

Vi lå nogle minutter i græsset og pustede, men så kom der en trop løbende, og de råbte til os, at vi skulle se at komme bort, for ”de sorte” var henne ved den nærmeste farm. Felix og jeg sprang på benene og fortsatte langs med Marnen i vestlig retning.

Vi ville hen til hovedlandevejen, Leurigny – Chatillon sur Marne, for her vidste vi, at der var slået pontonbro. Men da vi kom derhen, var broen blevet sprængt, og vi stod nu sammen med så mange andre og kunne ikke komme over.

Vi løb videre mod vest, og 3 – 4 km. længere henne var der en løbesti – beregnet kun for fodmandskab – over floden. Den var ganske primitiv, nogle planker, der hvilede på tomme tønder.

Løbestien blev overbelastet, så vi måtte kravle i vandet ude på midten; men med forsigtighed kom vi over. Da vi kom over på den anden side tog vi det med ro og besindighed igen. Vi havde indtryk af, at den værste fare var overstået.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

21. juli 1918: Frederik Tychsen: Franske kolonitropper! Af sted, hurtigst muligt!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Hen på morgenstunden nåede vi ud til batteriet igen. Da vi gik gennem Oeuilly, bemærkede vi, at nogle soldater var ved at tage divisionstabsskiltet ned (”stab 113 div”) samt alle de andre skilte, der hører til en stab. Dette betød, at enten skulle divisionen frem eller tilbage. Altså den ene stab flyttede efter den anden, vi var nu efterhånden blevet klar over, at stillingen kunne sikkert ikke holdes.

Batteriet var i fuld aktivitet. Kanonerne drønede, og kanonererne arbejdede alt hvad de kunne. Jeg søgte Goldbergs overfrakke op (overfrakken findes i min krigssamling; Goldbergs navnetræk er i bæltestedet), tilegnede mig den og beholdt den.

Vi kom straks i arbejde. Løjtnant Weichert var i stillingen. Denne Løjtnant havde vi kun midlertidigt, han var aktiv officer, kom fra II. Batteri, og skulle afløse Løjtnant Wiederholt, der var på orlov. Han var absolut ikke afholdt af mandskabet – alle hadede ham.

Hen på formiddagen blev skydningen indstillet for ca. et par timer. Vi fik ammunition, og vi var i gang med at få denne på plads.

Ved ca. 10 tiden fortsatte vi med skydningen, dog efter et andet mål – i vestlig retning. Dog bemærkede vi efter de fjendtlige luftballoners stilling, at vor stilling mere og mere kom til at ligne en hestesko, dvs., vi var ved at blive indkredset.

Ved 11 tiden begyndte efterretningsvæsener fra infanteriet at svigte, men vi skød stadig med stor styrke i vestlig retning og støttede “Heeresabschnit Derflinger”. Foran os lå en stor skov, vistnok ”Foret d´Enghieu”.

 I denne skov begyndte flammekasterne ganske frygteligt at arbejde. Vi kunne tydeligt se de sorte stråler, der sprøjtede højt oven over skoven; men efter et kvarters arbejde, kunne vi intet se mere.

Skydningen fra det franske artilleri blev mindre og mindre, og vi vidste i grunden ikke, hvad der var løs – men vi mærkede tydeligt, at noget måtte der ske.

Som vi allerbedst stod og betjente kanonerne, kom det tyske infanteri løbende ned imod os fra den foran os liggende bakke. De råbte, at nu kom kolonialtropperne, vi skulle skynde os at komme af sted.

Vi ville til at indstille skydningen, men så brølede løjtnant Weichert: ”Wir Kanoniere kämpfen und sterben ans Geschütz”! (Vi kanonerer kæmper og dør ved kanonerne).

Men han havde næppe fået det sagt, før der kom et antal negere i fuld udrustning og stak hovedet oven for bakken. Hvor mange eller hvor få, der var, ved jeg ikke, men nu var det blot med at komme af sted hurtigst muligt.

 Løjtnant Weichert ville til at se i sin kikkert, men han kom ikke til det. Han smed, hvad han havde i hænderne og løb alt det, han kunne.

Jeg nappede i skyndingen brødposen (en sandsæk med lidt levnedsmidler). Gasmasken havde vi altid på ryggen, og så løb jeg bag efter løjtnanten – men kunne ikke følge ham – da han havde lange ben.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20. juli 1918: ”Syngende og dinglende fortsatte vi på vejen efter Troissy..” – Frederik Tychsen hjælper såret kammerart til feltlazaret

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Det var den skæbnesvangre… Den 17. juli. Marneslagets tredje dag. Duggen var faldet, og luften var kølig. Vi spændte straks et par teltduge fra jorden op til kanonhjulet, sådan gjorde de også ved de andre kanoner. Hovedsagen var at komme til hvile så hurtigt som muligt. Vi kravlede ind under teltdugene og sov med det samme. Vi lå selvfølgelig, som vi plejede, på den bare jord med et tæppe og frakken over os.

Hvilen blev kun afkort varighed. Kl. ca. 1 om natten begyndte franskmændene med at beskyde vor stilling. Nedslagene blev hyppigere og hyppigere, og de kom nærmere og nærmere. Og det varede ikke længe, inden vi havde en fuldtræffer i teltet på den anden side af kanonen.

Unteroff. Goldberg fik det ene ben revet i stykker, det hang og dinglede i nogle blodige tråde. Der var flere døde. Vi fik benet bundet af, og han lå og jamrede sig; han havde store smerter. Vi besluttede os til at transportere ham tilbage til Troissy ca. 10 km. for at få ham afleveret i feldlazarettet og få ham hurtigst muligt under behandling.

Goldberg var jøde; mit første bekendtskab stiftede jeg med ham i Huissignis. Her i denne by i oktober 1917 mødte jeg ham på gaden, den dag vi drog i kvarter i denne by, jeg var meget træt og sulten, og i denne tilstand undlod jeg at hilse på ham, han råbte mig an, men jeg sagde, at han kunne holde sin kæft (jeg var meget træt og udmattet); vi var alene på gaden, men så gik han videre.

Da han så mig et par dage senere, spurgte han mig, om jeg mente det, jeg havde sagt til ham på gaden? Jeg sagde nej og forklarede ham, at jeg havde været meget træt, kunne ikke få mit kvarter osv. Så taler vi ikke mere om dette, sagde Unteroff. Goldberg, og efter denne tid, var vi gode venner.

Nu lå Goldberg og var meget syg; han svedte, de klare perler stod ham på panden, og blodet havde han smurt rundt omkring i ansigtet. Saniteteren havde givet ham en nødforbinding på, og det var alt, hvad han kunne gøre. Vi læssede ham på båren, Bernhardt Kop og jeg samt to andre løftede båren op på skuldrene, tog stokken i hånden og stavrede af sted med ham.

Vi gik ned til byen Oeuilly, og så fortsatte vi langs med landevejen, dog gik vi ca. 100 m oppe i marken, da landevejen hele tiden lå under ild. Vi gik gennem kornmarker, vin- og æblehaver, vi kom til at svede, og vi måtte skynde os, for vi skulle tilbage til batteriet igen.

Der kom mange køretøjer på landevejen. De kørte alle sammen hurtigt. Der kom også en marketendervogn. To landstormsmænd sad på bukken, vognen blev trukket af to heste. Da den kom forbi os nede på vejen, slog en granat ned mellem hestene og eksploderede. Hestene blev slynget til hver sin side af vejen, vognen slog en kolbøtte bagover, og de to landstormsmænd blev dræbt på stedet. Vognens last lå spredt til alle sider.

Vi satte straks Goldberg ned i kornmarken og løb derhen for at få nogle af varerne. Vi fandt honningkager, cigaretter, vin, cognac, tændstikker, cigarer, tobak, snaps osv., og vi samlede til os, alt det vi kunne. Men der kom hurtigt andre soldater til, og snart var byttet delt.

 Vi tog de forskellige ting med op til Goldberg, og her satte vi os ned i kornet og spiste, drak og røg. Goldberg fik en flaske cognac, han drak af den, han kunne også spise kakes og honningkager, og så fik han ild på en cigaret. Det kan nok være, at der kom humør i os alle. Da vi havde styrket os i mad og drikke og fået hvilet noget, tændte vi igen en frisk cigar eller cigaret, og så tog vi båren op igen.

Syngende og dinglende fortsatte vi på vejen efter Troissy. Goldberg lå og røg cigaretter, stak det sunde ben i vejret og vinkede med huen. Han pralede hele tiden af os, og roste os for det gode kammeratskab. Han “testamenterede” de forskellige ting – efterladenskaber – til os.

En skulle have hans lille private sabel, en anden hans undertøj, og jeg fik hans overfrakke. Omsider nåede vi Troissy. Ved en farm et lille stykke uden for byen var et feltlazaret. Vi afleverede Unteroff. Otto Goldberg, og siden har jeg aldrig hørt noget om ham.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

19. juli 1918: Usikkerheden breder sig ved Frederik Tychsens Batteri

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Hen på eftermiddagen mellem 4 og 5 kom jeg tilbage til batteriet. Dog opdagede jeg, da jeg gik igennem Porte a Binson, at divisionen var ved at tage skiltene ned, de havde nemlig haft divisionsstaben i denne by. Nu skulle staben flyttes, dog var jeg ikke klar over, om de rykkede fremefter eller tilbage. Jeg talte med de andre om det; Felix Ploschaichik (sergent), mente ikke, at vi kunne holde stillingen, og at det sikkert gik tilbage igen.

Om aftenen fik vi nye forsyninger af ammunition. Batteriet stod nu i en hulvej syd for byen. Vi rykkede frem til en stilling lige syd for byen Oeuilly. I mørkningen rykkede vi frem til denne stilling, der lå ca. 10 km øst for Port a Binson.

Byen Oeuilly lå ved landevejen, der gik en ret god vej af i sydlig retning, denne fulgte vi ca. 1 km og så gik der en hulvej af til højre. Her i denne hulvej tog batteriet opstilling. 4. kanon stod længst mod øst ud imod bivejen ca. 50 m fra bivejen.

Vi stod bag ved en bakke, og ca. 2 km foran os var der skov. Straks efter indstillingen begyndte vi at skyde i sydøstlig retning. Vi skød ret hurtigt ca. 100 skud i timen. Forplejningen fik vi ikke megen tid til, dog havde vi fundet franske kiks og engelsk kød.

Hele stemningen bar præg af uro og usikkerhed. Der var ingen, der vidste noget ud over, at franskmændene, englænderne og kolonialtropperne lå i den ene kant af skoven, og tyskerne i den anden, men forude syntes det at være rolig. Artilleriet var i stærk virksomhed overalt, og alle veje lå under fransk artilleriild.

De tyske reserveafdelinger rykkede stadig frem over bakkekammen, og alle styrede de hen imod skoven (det var Foret Englieu). Ved midnatstid fik vi ”Feuerpause” (ildpause, hvil), og den nye dag begyndte.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

18. juli 1918. En såret franskmand og et efterladt spædbarn.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Protzensammelstelle og bagagen lå bag ved Troissy. Ammunitionen kom med lastbiler, og vi skød jævnt hele tiden. Ved middagstid skulle jeg tilbage til Protzensammelstelle med en ordre. Jeg gik ned til Port a Binson og kom ud på hovedlandevejen, landevejen kom til at se mere og mere frygtelig ud for hver time, der gik.

Det var helt kolossalt, hvad der lå af mennesker og dyr samt materiel på begge sider af kørebanen. Alle køretøjer kørte i skarp trav eller galop. Ingen holdt unødvendig længe på kørebanen eller ved vejen, det gjaldt bare med at komme bort. De fleste fodgængere, det være sig fra eller til fronten, enkelte eller i trop, gik over markerne 1 – 200 m ved siden af landevejen.

I byen traf jeg sammen med Feldwebel Zeidler. Ham var der ingen, der syntes om, han var brutal, men her i disse omgivelser kunne han nedlade sig til at tale venligt til mig. Han sagde endda kammerat til mig (Han var menig, da vi lå sammen i Flandern 1917).

Han tilbød mig, at vi kunne gå sammen; javel sagde jeg. Men for en gangs skyld fik jeg lejlighed til at drille ham lidt. Han ville nemlig gå oppe på marken, medens jeg ville gå på landevejen. Ganske vist var jeg bange, men Feldwebelen var dog mere bange end jeg; det kunne jeg tydeligt mærke. Det endte med, at vi fulgtes ad på landevejen, han kunne jo ikke være bekendt, at han var bange for at gå på landevejen.

Da vi kom ca. 1500 m fra Troissy, mødte vi eller kom vi til et steds, hvor der lå en franskmand på landevejen. Han lå med hovedet ned imod landevejen, det var forbundet med gazebind, og jeg sagde, lad os se ham efter, han må have været såret, ellers ville han ikke have været forbundet.

Feldwebelen sagde: ”Lad ham bare ligge – det er kun en franskmand!” Jeg gik imidlertid hen til ham og så på ham. Han lukkede så øjnene op og så bedende på mig. Feldwebelen gik videre. Jeg tog fat i ham og rejste ham op. Han kunne dårligt gå, men jeg tog ham under armen, og så listede vi ind efter byen.

 Et par minutter efter at jeg havde fået ham på benene, kom et artilleribatteri forbi i fuld galop, så hvis han var blevet liggende, var han sikkert blevet kørt over. Vi nåede omsider ind til byen, men det sidste stykke vej måtte jeg næsten bære ham. Han stønnede og klagede sig, og han var meget syg. Han var såret oppe på hovedet og han havde småskrammer hist og her.

Det allerførste hus på højre hånd var uskadt. Jeg satte franskmanden på trappen, medens jeg hentede en god lænestol inde fra stuen. Det var en finere villa med fornemme møbler og en flot indgang. Jeg fik lænestolen anbragt i indgangsdøren, en stor dobbeltdør, som jeg slog op til begge sider. Franskmanden satte jeg i stolen, for når ambulancen kom, kunne de straks få øje på den sårede og muligvis tage ham med.

Da han nu sad i stolen, pegede han på min feltflaske – altså han ville have noget at drikke. Drikkevarer var en meget sparsom artikel, for det var meget varmt i disse dage. Jeg hældte noget af min sure kaffe ud i drikkebægeret og holdt det op foran munden på ham; han smagte lige på den, så sagde han ”pøj”, og spyttede den ud og slog til drikkebægeret, så det fløj langt hen, idet han sagde ”vin, Monseur”. Han ville altså have vin. 

Jeg blev noget ærgerlig i øjeblikket, fordi han forkastede min i forvejen meget knap tilmålte kaffe. Jeg tog fat i ham og ruskede ham lidt, bagefter fortrød jeg det, jeg tænkte som så, at han havde sikkert høj feber, var syg osv., og jeg begyndte så at søge i kældrene, og i en ejendom lidt længere henne i gaden fandt jeg vin i en kælder; men her i denne kælder lå et lille barn i en kurv, der lignede noget de danske klædekurve.

 Barnet var vel ca. 4 – 8 måneder gammelt. Det lå ganske stille og sov med en tyk skorpe af kommisbrød ved siden af hovedet. Dette havde en tysk soldat sikkert lagt hen til det. Jeg kunne imidlertid ikke tage mig af barnet, men rekvirerede et par flasker vin og gik hen til den sårede franskmand i døråbningen med dem.

Han var faldet i søvn. Jeg vækkede ham, skænkede af vinen til ham, og han drak. Han drak over en halv flaske vin; men jeg lod ham beholde hele resten. Jeg rakte ham hånden til farvel. Men da græd han og sagde mig mange tak. Jeg var glad over, at jeg havde fået lejlighed til at redde ham, ellers var han sikkert blevet kørt ihjel.

Jeg gik dernæst gennem byen, fandt Protzensammelstelle, afleverede min ordre, ventede et stykke tid på en anden ordre, som jeg skulle have med tilbage til batteriet igen. På tilbagevejen så jeg efter franskmanden i døren, men da var han borte. Man kan antage, at han var blevet transporteret hen på et feldlazaret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. juli 1918: Voldsomme tab på Marneslagets anden dag

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Den 16 juli, tidlig om morgenen gik jeg ind i Troissy for at søge efter levnedsmidler. Ved at gå gennem en have, bemærkede jeg to døde franskmænd, der lå der i haven, de havde brækkede fingre, dvs. den ene havde de to yderste led fjernet på ringfingeren og langemand, den anden havde to led fjernet på ringfingeren.

Mellem det første led på hånden var der på alle tre fingre en mørk stribe, tydelige mærker efter ringe; fingrene var blevet fjernet på denne måde, at ligrøveren eller ligrøverne først havde skåret med en kniv i kødet rundt omkring leddet, og dernæst var fingeren brækket af i leddet på den ene dødes hånd, den andens finger var ikke brækket af i leddet, men et stykke oven for leddet ind efter hånden, og der stak en nøgen bensplint ud af kødet p. ca. 1 cm. længde. Denne finger så ud, som om den var blevet hugget over med en mindre skarp genstand. Dette tydede på, at der havde været to mand om arbejdet.

Jeg betragtede det hele meget nøje, da jeg aldrig havde set mage til ugerning før. At tænke sig, at der fandtes mennesker, der i nattens mulm og mørke under slige forhold, hvor de måtte risikere deres liv og lemmer, kunne få sig selv til at kravle rundt imellem de døde og lemlæste disse for at komme i besiddelse af nogle ringe af tvivlsom værdi.

Gerningsmændene var sikkert tyske soldater, civilbefolkningen var mestendels borte, og franskmændene havde trukket sig tilbage om dagen, og derfor havde de sikkert ikke fået tid til sligt.

Uden at finde levnedsmidler gik jeg tilbage til batteriet, der var i færd med at pakke sammen, vi skulle skifte stilling og længere fremefter. Vi fik hele tiden usædvanlig megen ild fra alle sider, men særlig lå landevejen under ild, og hele tiden var der fjendtlige flyvere oppe, der kastede bomber, skød med maskingeværer osv.

I Troissy var der mægtige huller rundt på gaderne, og mange steder kneb det med at komme forbi med kanonerne. Tidlig på formiddagen gik vi i stilling i nærheden af Port a Binson. Syd for byen. Vi åbnede ilden og skød i sydøstlig retning. Men her som alle andre steder i dette angreb var modstanderens ild meget voldsom.

Vi lå lige ved en farm – en større gård. Her var feltlazaret og samlingssted for sårede. Her var det ligesom ved angrebene ved Chemin des Dames og St. Quentin, hjælpen stod ikke i forhold til trangen. Her var en enkelt læge og en del sygepassere, men det forslog kun lidt, når de sårede væltede ind i hundredvis.

De let sårede fik en nødforbinding på, og så kunne de selv arbejde sig tilbage, meget værre var det for de hårdt sårede; alt for få biler og sygevogne nåede frem, og det svandt ikke synderligt, fordi der af og til kom et læs bort.

En gammel bonde og sin hustru var endnu i huset. De ville ikke forlade deres hjem, skønt situationen var meget kritisk. Da den gamle bonde blev opfordret af en officer til at tage bort med en bil, pegede han med sin stok på et skilt over døren, her stod: ”La mon Dieu Farm” dvs. sådan noget som Guds kærligheds farm – den gode Guds hus el lign. Dog kan jeg ikke huske den nøjagtige franske stavemåde. Manden var åbenbart troende katolik, der stolede på Guds vilje og varetægt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. juli 1918. Frederik Tychsen: “Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden.

Der kom en del fanger gennem byen, franskmænd, kolonialtropper og amerikanere. De skyndte sig alle med at komme ud af byen.

Vi holdt et stykke tid i Dormans, og vi talte om, at dette angreb ikke gik som det skulle. Vi skulle have gået over Marnen ved 5 tiden, og endnu sent på eftermiddagen befandt vi os endnu på denne side af Marnen.

Kl. 7 om eftermiddagen fik vi ordre til skyndsomt at køre over broen. Vi kørte ned til floden, og pionerernes brokommando havde slået en pontonbro over Marnen. Vi kom ud på broen, og pludselig nærmede en flyvereskadre sig. Det var fjendtlige bombemaskiner af svær type 15-20 stykker.

De kastede bomber ned på broen og på vejen. Der faldt mange i vandet ved siden af broen, og enkelte i kanten af broen. Der opstod panik mellem mennesker og dyr; hestene blev vilde og for frem, og hvad soldaterne gjorde, ja, der kan jeg kun tale for mig selv; jeg var midt på broen, da de første bomber eksploderede nede i vandet i nærheden af mig.

Jeg gik ved siden af en kanon, men jeg løb straks alt det jeg kunne, over på den anden side af floden, alt imens faldt der bomber rundt omkring. Straks på den anden side af floden var der nogle jernbanespor, her holdt nogle lokomotiver. Jeg løb skyndsomt hen og krøb ind under et af lokomotiverne, og her lå jeg, indtil den øjeblikkelige fare var overstået.

Jeg lå der nogle få minutter og kiggede ud mellem hjulene på maskinen. Lige ovre bag sporene op ad bakkeskrænten lå en død infanterist. Han lå med ansigtet i jorden, ramt af et skud i hovedet. Han bar en aluminiumsring på venstre hånds lillefinger. Der lå selvfølgelig mange flere døde; men ham lå jeg og betragtede mellem hjulene.

De andre soldater søgte dækning, så godt de formåede. Batteriet kom over broen, og vi sluttede os til igen. Da vi var ovre på den anden side, kom vi på en hovedlandevej, vi fulgte denne i sydøstlig retning. Landevejen var mange steder brolagt.

Det var en meget besværlig fremrykning; landevejen lå under en frygtelig ild. Artilleriet beskød den med alle kalibre; det franske infanteri kunne nå vejen med deres geværer, og af og til kom modstanderens flyvemaskiner og bombarderede landevejen, ja, beskød den med maskingeværer.

Det var næsten ikke til at være på landevejen; de fleste af kanonererne kravlede frem nede i vejgrøften eller sprang fra det ene træ til det andet, og på denne måde søgte de dækning på alle mulige måder.

Jeg gik et stykke på vejen sammen med en anden Obergefreiter (jeg husker ikke hans navn, han stammede fra Köln).

Pludselig blev han ramt af en kugle i hovedet, han faldt til jorden, hårdt såret. Vi lagde ham over til siden, og så måtte vi lade sanitetsvæsenet besørge resten. Et steds talte jeg på landevejen mellem to 100 m sten 76 døde heste. De var slæbt over til siden. Der lå sikkert flere døde soldater end heste på samme strækning.

Et sted måtte vi holde et stykke tid, en såret hest stod og hang med ørerne, den var såret i venstre side; Vi skød den med karabineren, den faldt straks til jorden. Vi talte også nogle af hestene; men foreløbig kunne vi nok klare den, da vi havde nogle i reserve.

Om aftenen gik vi i stilling foran Troissy. Vi stod bag ved en med krat bevokset skrænt. Vi skød det meste af natten, uden at få nævneværdig ild direkte i stillingen fra franskmændene. Alle granaterne gik 3 – 400 m for langt. 2 – 2 1/2 km til højre for os lå bataljonsammunitionskolonnen, ca. 24 store ammunitionsvogne, mange mindre vogne og bagage med ca. 150 heste og ca. lige så mange mand.

De havde også lagret (lejret) sig bag samme skrænt, men hele kolonnen blev i nattens løb fuldstændig tilintetgjort. Der gik ild i ammunitionen, granaterne eksploderede, så hele vognmaterialet fløj i luften. Rundt omkring mellem vognene havde mandskabet udspændt deres teltdug, og de lå under teltdugen og sov, rundt omkring var hestene bundet til vognene; men alt hvad der befandt sig i nærheden af vognene blev dræbt, delvis af eksplosionen, delvis forbrændt.

Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere. Den var fuldstændig tilintetgjort. De få heste og mand, der var tilbage, blev fordelt på de andre 3 batterier i forhold til deres tab. Det var det største tab, bataljonen havde haft i løbet af een nat.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. juli 1918. Frederik Tychsen: “En mægtig stor granatsplint havde næsten skåret hovedet af Uldworm”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden

Ved ca. 4 tiden om morgenen den 15. juli blev ilden åbnet over hele linjen. Det var en ganske voldsom kanonade.

Vi mærkede hurtigt, at modstanderen var i stand til at svare igen. I marts ved St. Quentin svarede modstanderen slet ikke, den 27. maj ved den store offensiv ved Chemin des Dames mødte vi nogen modstand fra det franske artilleri; og her ved Marnen, fik vi straks at mærke, at de havde flere kanoner, end vi havde.

Vi havde kun sendt nogle få salver derover, så fik vi en voldsom ild igen.

Planen var, at vi skulle foretage overgangen over Marnen om morgenen klokken 5, men det slog meget fejl. Jeg stod ved 4. kanon, og vi blev ved med at fyre hele formiddagen.

Morgenstunden havde været noget tåget, der var blikstille, og krudtdampene ville ikke rigtig fortage sig. Skydningen blev mere og mere voldsom, en granat strøg over mit hoved, jeg havde en fornemmelse, som om den berørte stålhjelmen, så det gav et chok i mig, men den skal nok have været 1 m over hovedet.

Jeg sad imidlertid på sædet ved den venstre side og sigtede hele tiden. To mand stod ved lafetten og drejede den efter mine håndbevægelser, kanoner Uldworm og en mere. Jeg mærkede, at på en gang reagerede de ikke. Jeg drejede mig om og så, at de var falden begge to. Uldworm var død, den anden hårdt såret.

En mægtig stor granatsplint havde næsten skåret hovedet af Uldworm og såret den anden. Da vi hen på dagen fik et ophold i skydningen, lavede vi en grav til Uldworm under et blommetræ, der stod bag ved kanonen. Uldworm var den mindste af hele batteriet – nu var han også gået til den store armé hinsides.

Skydningen fortsattes, og to andre kom straks i deres sted, der var borte.

Hvad der egentlig foregik, var vi ikke rigtig klar over, men en ting mærkede vi, nemlig en frygtelig modstand og en voldsom ild fra modstanderens side. Der var uhyre mange flyvere oppe, og for første gang kunne vi tydelig se, at modstanderen havde absolut overtaget i luften. De tyske flyvere kunne slet ikke komme frem over kamplinjerne, men holdt sig mere bag ved fronten.

En løjtnant blev såret straks om morgenen, han forlod batteriet. Hen på eftermiddagen fik vi ordre til at pakke sammen; vi gjorde os færdig; men vi holdt længe på stedet, inden vi fik ordre til afmarch.

Vi holdt bag et hegn. Hestene stod foran kanonerne, en del af kanonererne sov, men i det hele og store var der en mærkelig spænding over det hele. Infanteriet var gået over Marnefloden, men hvor langt de var fremme, vidste vi ikke.

Sanitetsvæsenet (ambulancekolonnen) havde et stort arbejde med at få de sårede transporteret tilbage. Vi kørte så nogle km. frem, holdt igen, så rykkede vi frem igen en ca. 4 – 5 km holdt igen et stykke tid, men derefter rykkede vi frem til byen Dormans, der holdt vi længe i denne bys gader. Byen lå lige ned til Marnefloden; den var meget beskudt, ja, den lå hele tiden under ild, snart fra artilleriet, snart fra luften.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. juli 1918: Frederik Tychsen og batteriet gør klar til fremmarch ved Marne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var nu i gang med forberedelserne til andet Marneslag.

Den 13. juli 1918 hen imod aften blev vi kommanderet til at træde an, og der blev af batterichefen oplæst en armébefaling (Armebefehl), der gik ud på følgende: ”De franske stillinger skulle stormes, fjenden skulle slås, tages til fange eller trænges tilbage, og Paris skulle tages. Det rigtige tidspunkt var inde til at slå fjenden, nu skulle det ske osv.”

Det blev forbudt at drikke sig beruset under fremmarchen, og det var forbudt at betræde den store vinby, Epernay, som vi om få dage skulle indtage. Kun de, der var under kommando, måtte gå ind i byen. Vi blev indviet i, hvad der skulle foregå, og fremgangsmåden var noget lignede vom ved St. Quentin den 21/3 og ved Chemin de Dames og Laon den 27/5 samme år.

Den 14. juli tidlig om morgenen begyndte vi med at pakke sammen og ordne alt, hvad der skulle ordnes, de 18 heste var blevet erstattet med andre, og bataillonet var klar til at rykke ud, stemningen var trykket – begejstringen var borte, og der var ingen, der troede på sejr.

Amerikanernes indsats kunne mærkes på mere end en måde, og vi følte i sandhed, at modstanderen havde mere at skyde med, end vi. Vi fik at vide, at der foruden franskmændene, amerikanerne og englænderne også var kolonialtropper og portugisere.

Om aftenen den 14. juli ved mørkets frembrud rykkede vi ud. Det var et vrimmel på landevejene og alle vegne. Vi kørte gennem byer og store skove, og ud på natten gik vi i stilling oppe på en høj bag et hegn. Stillingen var færdig og ammunitionen på plads.

Det var i nærheden af byen Vemeul. Vi lå 500 – 1.000 m fra Marnefloden, vi kunne tydelig se den i sommernatten, men franskmændene lå på begge sider af Marnen. Vi lå ca. 500 m fra de franske forposter, det tyske infanteri lå selvfølgelig foran os. Der var dyb stilhed om natten, man mærkede, hvorledes troppene alle vegne rykkede frem.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

11. juli 1918: Frederik Tychsen på vild jagt efter vildsvin

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af Barisne, Frankrig.

En dag blev der stort postyr og ståhej. Der var en, der opdagede et vildsvin, der var løbet ind i krattet. Hele mandskabet blev alarmeret, vi fik karabineren og patroner frem, og hele krattet blev omringet.

Det varede noget, inden dyret kom ud, der var en del, der gik ind i krattet for at drive det ud, medens de, der var posteret rundt om krattet fik besked på kun at skyde udefter – bort fra krattet.  Omsider kom fyren ud – en gammel orne, og det kan nok være, at der kom ild i bøsserne; der blev en hel kanonade, 100 skud og mere gik ved siden af, men omsider faldt fyren, en gammel fyr med svære hugtænder og stive børster.

Under stor jubel og hurraråb blev vildornen fra Ardennerne bragt hen til køkkenvognen, her blev den flået, parteret og gik i gryden. Den var noget sej, men den blev spist. Mandskabet af 1. batteri fik flæsk.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

10. juli 1918. Bomberegn og skønsang: Frederik Tychsens blandede oplevelser på standpladsen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i nærheden af Barisne, Frankrig.

Allerede natten mellem 5. og 6. juli kom der fjendtlige flyvere og kastede bomber ned rundt omkring i skoven. Det var meget ubehageligt at ligge i teltet og høre på de fremmede flyveres propellers syngende lyd, der var nem at skelne fra de tyske flyvere.

Af og til faldt en eller flere bomber snart tæt ved, snart længere borte. De eksploderede med voldsomme brag. Om morgenen havde vi flere sårede og døde. Blandt de sårede var Øtzel. 18 heste havde revet sig løs og styrtet af sted, dem fik de aldrig mere fat på.

De var løbet bort om natten, da der var delvis panik mellem mennesker og dyr. Men hestene blev sikkert indfanget andre steder, uden at de afleverede dem – selv om de vidste, hvor de kom fra. Det hændte også jævnlig, at vi fik fat på en hest; den blev heller ikke godvillig udleveret til de retmæssige ejermænd.

Øtzel var en af dem vi savnede i lange tider. Han fik hånden slået i stykker. Øtzel stammede fra Thüringen, her var han minearbejder. Han var ca. 20 år, og det, der gjorde ham almindelig afholdt, var hans tiltalende væsen, og hans omgængelige natur. Han havde en ualmindelig smuk sangstemme. Han sang ikke ret ofte, men når han sang, lyttede hele batteriet.

Han forstod bedre end nogen anden at vælge det rigtige tidspunkt, sted og den rigtige stemning. En aften lå vi således oppe på et høloft. Vi havde haft svære tab om dagen, og en lang marchtur havde vi bag os. Om aftenen, før vi faldt i søvn, sang Øtzel med sin bløde stemme så ganske henrivende:

Am Holderstrauch, am Holderstrauch

wir sahsen Hand in Hand,

wir waren in der Maienzeit

die glüklichsten im Land osv.

De allerfleste lå denne aften med tårer i øjnene, de blev grebet af hjemve og længsel efter, at krigen skulle gå til ende; og Øtzels sang slog på de bedste strenge og fremkaldte det dybeste i soldaterne: kærlighed, troskab mm. Nu sang Øtzel ikke mere for os, han kom på lazarettet vistnok i Braisne, og vi så ham aldrig mere, men mindet om ham beholdt vi.

Ikke langt fra skoven var der en bred å. Her kunne vi bade. Dog skulle vi stå fuldstændig stille, hvis der skulle komme fjendtlige flyvere i luften. Vi benyttede lejligheden og badede hver dag. En eftermiddag, da vi nogle stykker kom ned til åen, kunne vi se nogle fingre, der famlede rundt i vandets overflade.

Det var en, der ikke kunne hjælpe sig selv i land, han var ved at drukne. Vi fik ham halet i land, og han var bevidstløs. Vi stillede ham på hovedet, og fik vandet af ham.

Så tumlede vi noget med ham og omsider begyndte han at komme til sig selv, men han lå endnu længe og kunne ikke sige noget. Så var der en, der sparkede ham i enden, så blev han vred, og det kan nok være, at det hjalp – han skændte og sparkede og slog; lidt efter kunne han rejse sig og gå bort – altså et probat middel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

8. juli 1918: Frederik Tychsen – Tilbagetrækning i regnvejr

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i nærheden af Barisne, Frankrig.

Lidt efter pakkede vi sammen og trak os længere tilbage. Dog var der dage imellem, hvor vi næppe havde lejlighed til at skyde, men vi var hele tiden i højeste alarmberedskab (hochste Alarmbereitschaft). Vi stod i stilling i nærheden af Augy.

Natten imellem 1. og 2. juli blev vi trukket ud og marcherede i flere dage. Den 4. juli ankom vi om aftenen og gik i bivuak ved Cologne (i nærheden af Braisne). Vi lå lige bag fronten. Her fik vi besked om, at vi skulle ligge flere dage.

I de første dage var jeg noget syg. Det regnede næsten hele tiden fra 2. – 4. juli på marchturen, og den 3. juli faldt regnen næsten skypumpeagtigt uafbrudt hele dagen, vel havde vi gummi eller rettere olietrøjer på med en spids hue til at trække ned over ørerne, og for en enkelt byge var disse ganske udmærkede; men da regnen faldt så voldsomt, trængte den ind alle vegne, så der ikke var en tør trevl på os. Disse olietrøjer havde vi taget hos de franske soldater, de faldne eller dem, der blev taget til fange.

Den 3. om aftenen byggede Orzekowski og jeg telt sammen, alt var vådt og koldt, vi fik kun den sædvanlige ration, ekstra forsyninger var for længst borte, og om natten blev jeg meget syg. Jeg fik heftige, krampagtige mavesmerter og diarré, og det var en frygtelig nat. Jeg drak den brændevin, jeg havde, sove kunne jeg ikke; den næste morgen rejste vi os, omtrent lige så våde, som om aftenen.

Efterhånden tørredes tøjet på kroppen, og da vi om aftenen den 4. ankom til Cologne, var jeg så nogenlunde i orden igen. Vi fik besked om, at vi skulle blive der i skoven flere dage, og derfor byggede vi teltet ret omhyggeligt med grøft rundt omkring.

Jeg lå i telt sammen med Skurnia og Heinrich Hülsmann. Den første dags tid regnede det meget, men vi kunne blive i teltet, og vi sov næsten hele tiden. Det klarede op igen, og de følgende dage bragte solskin og varme, som vi i så høj grad efter regnvejrsperioden trængte til.

I de følgende dage måtte vi ikke gå uden for skoven. Flyverne måtte ikke kunne se os. I de dage, der lå bag os, havde vi måttet nøjes med lidt søvn og maden var langt fra tilstrækkelig. En af de første dage slagtede vi en ged, som vi havde ved batteriet i flere uger. Den kom i gryden og kom hele batteriet til gode.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

7. juli 1918: Frederik Tychsen og hans batteri bryder ind i hønsehus

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Det var forbi med fremmarchen for denne gang. Ja, franskmændene gjorde modangreb, og vi måtte tilbage. Dog gik tilbagetoget i bedste orden. Nu var der ikke længere nogen overflod med levnedsmidler, tværtimod, det blev knap igen, og kødet og kiksene fra depotet var for længst blevet spist.

Excellence Bergmann havde imidlertid et helt hønsehus med dertil hørende hønsebestand ved staben. Hønsehuset var bygget på to hjul, så det var transportabelt. En aften gik vi i stilling i nærheden af divisionsstaben. Der var nogle stykker fra vort batteri, der havde fået øje på hønsebestanden, og da det blev mørkt, gik de derhen.

Der stod imidlertid vagt om natten, det var en gammel landsstormmand, han sagde: ”Halt! wer da!?” Men det tog de ikke særlig højtideligt, men bad ham om at fjerne sig, for ellers ville han fa en håndgranat i hovedet. Den gamle blev bange og løb sin vej – for at hente det øvrige vagtmandskab.

Imens krøb de andre ind og hentede hønsene. De tog dem med hen til batteriet, slagtede dem og gjorde dem i stand. De blev kogt og spist, og det meste af natten gik med denne håndtering. Vi havde fået 3 høns ved fjerde kanon. Jeg foreslog at give en til chefen, løjtnant Wiederholdt, for han var lige så sulten som vi. Han tog imod suppen og en halv høne med glæde, spiste og lovpriste den gode mad. Vi fik nok at spise denne nat.

Tidlig næste morgen gik divisionsstabens tjenere og snuste rundt og skulle se at opdage, hvor hønsene var blevet af. De fandt i nærheden af vort batteri alt for mange hønsefjer; det blev mistænkeligt, og de meldte det til staben. Hen på formiddagen skulle vi træde an. Vi ventede længe, og omsider kom Excellence Bergmann.

Vi stod ret, og efter en kort samtale med løjtnant Wiederholdt råbte løjtnanten: ” 1. Batterie! Der er forekommet et mægtigt svineri sidste nat, idet nemlig Excellencens hønsebestand er blevet stjålet, og derfor byder jeg den og dem, der har taget hønsene, eller dem, som måtte vide nogen besked derom, at træde tre skridt frem!!” Der var musestille.

Ingen rørte sig, og ingen trådte frem. “Der kan De se, deres Excellence, mine folk stjæler ikke!” Endnu en gang gentog løjtnant Wiederholdt sit kommando, at de der vidste eller havde haft med det at gøre, skulle træde frem.

Resultatet blev det samme. “Sehen Sie Euer Excellence, meine Leute stehlen nicht.“ Der gik et stille smil gennem geleddene. Der var ikke noget at stille an, og den lille stramme excellence med den røde næse forsvandt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. juli 1918. Barsk begravelse og sort soldaterhumor: Ligtalen over resterne af den forhadte løjtnant får smilet frem

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Hen på natten kom der en granat og eksploderede i vor nærhed; vi hørte kun dette ene nedslag – og denne ene granat ramte netop Oberleutnant Ostermann, der var gået ud af tunnelen, vist nok på naturens vegne.

Han blev revet i stumper og stykker, og rygtet herom spredtes med det samme. Der blev ingen sorg blandt mandskabet over tabet.

Dagen efter kom der en kiste med køkkenvognen, og Oberleutnant Ostermann skulle lægges i denne, og 4 mand og en Gefreiter skulle bære ham ca. 20 km tilbage, her skulle han begraves på en kirkegård lige ved siden af kirken.

Bernhardt Kopp var med i dette kommando, og han fortalte, at de puttede kun hovedet og lidt af fødderne i kisten, resten smed de sand på, og før de kom til afleveringsstedet, fyldte de jord og sten i kisten, for at den kunne fa en passende vægt. Kisten blev godt tilsømmet og afleveret.

To dage senere skulle han begraves, med hele bataljonen som æreskompagni. Det var om eftermiddagen; vi stod der længe før højtideligheden begyndte på kirkegården. Kisten stod ved siden af den frisk opkastede grav tildækket med blomster og kranse (hvert batteri skulle binde et bestemt antal kranse, det besørgede de gartnere, der fandtes mellem mandskabet).

Bataljonens officerer med Excellence Bergmann og præsten i spidsen trådte ind på kirkegården. Vi stod ret. Musikken spillede en sørgemarch, dernæst sang vi et par salmer med musikledsagelse.

Præsten trådte frem og talte over den afdøde; han talte med høj røst om “Kejser und Vaterland”, og da han talte over det gode tyske hjerte, der engang havde slået kraftigt og varmt for fædrelandet; men nu stod stille i den simple kiste osv., begyndte den ene efter den anden at trække på smilebåndene, og Gefreiter Ganz, der stod ved min venstre side, begyndte ligefrem at fnise – alle tænkte på stenene i kisten – særlig da præsten talte så meget om det dyrebare legeme, der her fandt sit sidste hvilested i fremmed jord.

Derefter sang vi: ”Ich hat einen Kammeraten”, skød salut – tre skud og højtideligheden var forbi.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

5. juli 1918: Frederik Tychsens batteri lider svære tab i forfølgelseskamp

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Efter de tre “Ruhetage” blev vi atter sat ind i forfølgelseskampen. Det syntes som om, at franskmanden havde sat sig fast; vi skiftede ofte stilling, men rigtig fremad gik det ikke mere. Vi befandt os i egnen omkring Braisne, i denne by lå vi nogle dage; endvidere var vi i stilling ved Hey, Vassny, Chassemy, Presles, Vailly osv.

Det var i slutningen af juni 1918, vi lå med hele bataljonen i een række bag en jernbanedæmning og beskød franskmændene ganske voldsomt. Der stod altså 4 Haubitzer kaliber 15 cm, 4 langrørede kanoner kaliber 10 cm og 4 Mørsere kaliber 21 cm.

Det var meget uklogt at anbringe så mange kanoner på et sted. Det var Oberleutnant Ostermann, der stillede an med dette. Vi begyndte at skyde hen på eftermiddagen, men efter et par timers forløb fik vi en ganske voldsom ild fra flanken. Vi lå i en skov og skød op over dæmningen.

Oberleutnant Ostermann stod bagved og ledede kampen, dvs. indtil franskmændene opdagede os; da de først begyndte at beskyde os, forsvandt han ind i en nærliggende jernbanetunnel, hvor han var sikker.

Vi måtte fortsætte skydningen, men under svære tab. Hvor mange der blev dræbt og såret fra bataljonen, fik vi aldrig nogen rigtig besked om.

Hen på natten blev der stille. Vi lå og sov rundt omkring mellem træerne. Vi var meget trætte. Unteroff. Essel var blevet såret af en “Frühkrepierer”, dvs. en granat af vort eget batteri stødte imod nogle grene i trætoppene og eksploderede, deraf fik han en splint i armen. Han blev dog ved batteriet.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familie

4. juli 1918. Fuldskab: 36.000 soldater helt ukampdygtige!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Da jeg havde gået omkring vel ca. Vi time, gik jeg tilbage med min sæk og med cigaretterne samt lidt proviant – kød og kiks. Jeg gik langs med en landevej, og her traf jeg omsider en fra 1/407, nemlig Bernhard Kopp.

 Han var meget beruset, han havde alt det, han kunne bære. Karabineren, tornysteret, livrem m.m. havde han kastet fra sig, og han var i skjorteærmer. Frakken var blevet borte for ham. Møjsommelig skubbede og trimlede han en stor tønde med vin foran sig.

Af og til kneb det med at få rigtig ram på tønden; det hændte, at han kom til kort, så slog han næsen imod tønden, og derfor var han oversmurt af blod i hele ansigtet – næsen havde blødt et par gange, eller også smuttede hænderne oven over tønden væk, så kom han til at vakle på den, det hele gik meget langsomt fremad.

Jeg ville have ham til at lade tønden ligge, men det var der ingen tale om. Den skulle absolut med, den var god at have en anden gang. Jeg foreslog at han skulle tage en spandfuld med, men det var for lidt.

Jeg kunne ikke få Bernhard med, og så fortsatte jeg alene. Da jeg kom tilbage, var der kun nogle ganske få kanonerer, de lå og snorkede, de var mere eller mindre beruset. Lidt efter kom chefen, han stod endnu med sin skydeordre, men hvad kunne det nytte, når der ikke var noget mandskab, og de, der lå i græsset, duede ikke til ret meget.

Når der blev så mange beruset af vinen, skyldtes det, at de drak for meget og det havde sin naturlige årsag i den stærke hede, vandknaphed og de svære strabadser. De fleste drak mere, end de i grunden ville, og inden de tænkte derpå, var de beruset; i denne tilstand drak de endnu mere, og på denne måde drak de alt for meget. Resultatet blev, at hele divisionen blev beruset. Dvs. ca. 36.000 mand var ukampdygtig.

Det endte med, at 113. division, vor division, blev sat ud af kampen i 3 dage. Vi blev liggende på samme plads. Den næste dag kom mandskabet anlistende en efter en, nogle var hel- andre halvsyge og dårlige.

Det var et ynkeligt syn af et batteri, Unteroff. og officererne var ikke stort bedre end mandskabet. Hen imod aften kom der besked om, at alle skulle træde an. Divisionskommandør Excellence General Bergmann kom og ville tale til batteriet, ja, hele battaillonet.

Vi trådte an, kommandoerne lød med stort rabalder, og vi marcherede hen til en skov, og der kom 2. og 3. Batteri også samt en del infanteri. Excellence Bergmann begyndte med at skænde ganske frygtelig ud over, at divisionen havde været ukampdygtig på grund af overmåde nydelse af spiritus.

Dernæst fremholdt han, hvad der ville have sket, hvis fjenden havde gjort modangreb, og hvor uduelige berusede mennesker var, og så talte han om den straf, divisionen eventuelt havde fortjent. Resultatet blev, at hele divisionen blev sat ud af kamp i 3 dage. Vi blev liggende på samme steds, og lavede næsten ingen ting. Den store generalkommando konstaterede, at fulde soldater ikke duede til noget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

3. juli 1918: ”de kastede bomber ned, og der blev forvirring for et øjeblik, der blev en del ramt, men det varede ikke længe, så var der halløj igen.” – Kaos ved proviantdepot

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Da jeg nu var kommet der, kunne jeg lige så godt benytte mig af lejligheden og forsyne mig med lidt levnedsmidler. Jeg gik først ned til kornbarakkerne for at få fat i en sæk. Her var imidlertid blevet hentet så mange sække, som var blevet tømt for kom, at dette lå i store dynger på gulvet.

Rundt omkring stod heste i havre helt op til maven og åd af den. Jeg gik over til nogle andre barakker og fyldte sækken med konserves og kiks. Værst gik det til i vinbarakkerne. Der var en lang række barakker, der var fyldt med vintønder. Disse lå oven på hverandre i 4 – 6 lag. Der var alle slags vine fra den bedste til den billigste sort. Der var også cognac og likør, vist nok beregnet til officererne.

I hele denne afdeling gik det frygtelig til. Tønderne blev trimlet ud, rejst på enden, og bunden blev slået ud med en økse, og så øste dem, der havde tørst, og det havde de fleste, og så drak de, så længe de orkede.

Et andet sted så jeg, at der gik en 5 – 6 mand, og de skød ind i enden af de opmagasinerede tønder, når de så havde skudt, piblede vinen ud af hullet; de drak og slikkede af den, smagte på den, den ene efter den anden, og så gik de til den næste, skød, smagte, gik videre osv. Jeg spurgte dem, hvad de ville – ”Ja, de havde fået vin nok, nu ville de se, om de kunne finde cognac eller likør.

Andre tømte tønderne ud på gulvet, det løb videre ud i barakken. Husarerne hentede vinen i spande, og i deres fuldskab gav de det til hestene (de ville dog ikke drikke deraf). Der var også beklædningsmagasin. I deres fuldskab trak de i franske uniformer og løb omkring mellem de andre, råbte og skreg, sang og skrålede.

Uden om barakkerne var der en grøft, den var næsten fyldt med vin. Midt under det hele kom der franske flyvere, de kastede bomber ned, og der blev forvirring for et øjeblik, der blev en del ramt, men det varede ikke længe, så var der halløj igen.

Jeg gik noget omkring, om jeg muligvis kunne finde en eller anden af 1/407, men forgæves. Der var en frygtelig ståhej henne ved en af barakkerne, jeg gik derhen for at se, hvad der var løs. Her havde man fundet store kasser med tobak, cigarer og cigaretter, og soldaterne myldrede til som vanvittige, og der blev næsten slagsmål over dem.

Jeg så mit snit til at få fat i en pakke med 100 cigaretter i. Der var en der kastede omkring med dem til alle sider. Jeg røg imidlertid ingen cigaretter, men pakkede dem ned i tornysteret til en anden gang.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

2. juli 1918: Døddrukne og stopmætte i fjendens rigelige forsyninger

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Jeg fandt det store proviantdepot – det største, jeg nogen sinde har set. Jernbanen førte derhen med 2 gange dobbeltspor, og hele komplekset udgjorde en hel by. Der var vistnok over hundrede større og mindre barakker.

Da jeg kom derhen, var der ikke så forfærdelig mange mennesker; jeg gik hen til kornbarakkerne og skaffede mig en sæk ved at hælde kornet ud på gulvet, gik hen i en anden barak og fyldte den med franske kiks og konservesdåser med amerikanske beafstyk.

I alt havde jeg vel en 30 – 35 kg i sækken, så kom jeg forbi vinbarakkerne, jeg drak 2 gange et drikkebæger til 1/4 1 og fyldte min feltflaske. Det havde været meget varmt, og jeg kunne godt mærke virkningen af den dejlige vin. Jeg gik straks tilbage til batteriet, men da begyndte folk af alle våbenarter at strømme til, alle ville de hen for at hente levnedsmidler – og slukke tørsten.

Da jeg kom tilbage til kanonerne, var vi kun foruden vagten nogle få stykker. Jeg åbnede dåserne, spiste kød og kiks og drak vin til – en herlig ting. Vi delte; de andre havde også hentet sig noget. Da vi havde spist og drukket vinen, gik de andre til depotet igen, de ville have fat i noget mere. Jeg blev tilbage ved 4. kanon.

Ved midnatstid kom batterichefen løjtnant Wiederholdt med en skydebefaling – vi skulle beskyde de franske stillinger – men jeg kunne ikke alene betjene kanonen, og han spurgte efter alle de andre. Jeg forklarede, at de var sandsynligvis henne i depotet. Han gav mig befaling til øjeblikkelig at hente dem. Chefen var vred – stod med en skydebefaling, men intet mandskab (han havde også smagt på vinen).

Jeg gik hen til depotet. Det var i de lyse nætters tid, og det var en dejlig varm aften, og jeg kunne se, da jeg havde gået et lille stykke, hvorledes alt og alle strømmede mod depotet.

Da jeg kom derhen, mødte der mig et billede, som jeg aldrig havde set mage til. Der var strømmet folk til fra hele divisionen, så man roligt kan anslå folkemængden til mellem 10 og 20 tusind mennesker.

Det lignede en stor markedsplads, soldaterne gik og kom, fra det ene sted til det andet, syngende og råbende, og de allerfleste var berusede. Nogle kom ridende, andre trak hestene eller havde bundet dem, og mange heste gik herreløs omkring. Mange af soldaterne lå rundt omkring og sov, og nogle, ja, mange var døddrukne.

Alle kom de slæbende, enten med det ene eller det andet, og der var nok af det. En, så jeg, kom bærende med en 20 – 30 flagermuslygter på ryggen, en anden kom med et stort bundt læderremme, men mest havde de sagerne i en sæk. Jeg råbte en gang imellem på 1/407 (1. Batterie/Bataillon 407), men det var håbløst. Det hele var et virvar, og så al denne spektakel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

30. juni 1918. “I mulm og mørke slog jeg hånden ned i ansigtet på en død franskmand”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Dagen efter brød vi op, og vi gik godt fremad. Franskmændene blev slået tilbage, og vi forfulgte dem den følgende dag, og om aftenen gik vi i stilling ved en by x. Jeg fik besked på at bringe en ordre hen til bataljonsstaben, der skulle ligge uden for en by i en rømmet fransk understand, og hvis de allerede var flyttet, skulle de ligge i en anden by x, som jeg fik indtegnet på kortet.

Jeg gik af sted ved 11 tiden og fandt den rømmede understand et par timer senere. Det var bælgmørk nat, men forholdsvis roligt. Det var ret vanskelig at finde sig til rette, da ingen vidste nogen besked. Understanden, i hvilken staben skulle opholde sig, var et stort mandskabsrum, der var hugget ind i et bjerg. Den bestod af en ca. 20 m lang gang med tværgang, og den kunne vist nok rumme flere hundrede mennesker.

Jeg fandt hulen, gik ind i den og råbte: “Bataljonsstab 407!” men der var ingen, der svarede. Jeg gik længere ind og ind i tværgangen og råbte på Staben 407! Ingen svarede. Jeg famlede mig frem, og omsider stødte jeg imod; jeg slog hænderne ned i noget ubehageligt.

Jeg strøg en af de sparsommelige tændstikker, og opdagede, at jeg var ved hulens ende, og her var nogle brixe, og på dem lå der nogle døde franskmænd. De havde i hårdt såret tilstand slæbt sig ind i hulen, hvor de så var blødt ihjel.

I mulm og mørke slog jeg hånden ned i ansigtet på en død franskmand, jeg mørkede nok, at det var noget usædvanligt. Jeg skønnede nu, at staben ikke var her, gik ud og begav mig til den næste by.

Hen på natten fandt jeg staben; den lå i et hus i byen x; jeg afleverede ordren; men jeg skulle have besked med tilbage. Det ville tage nogle timer, og imens kunne jeg lægge mig på en feltseng, der stod i et værelse i baghuset. Her lå det hele noget hulter til bulter.

Jeg lagde mig på sengen (uden madras), men det varede ikke længe, inden det vrimlede med rotter. De løb over mine arme og ben og lavede en voldsom spektakel. Det var ganske umuligt at sove. Det blev lyst, og jeg faldt efterhånden i søvn.

Jeg fik en besked på, at jeg kunne vente, batteriet ville komme gennem denne by, så kunne jeg slutte mig til. Hen på formiddagen kom batteriet, jeg gik hen til køkkenvognen og fik nogen kaffe, og snart efter var jeg ved kanonen igen.

Ved middagstid kom vi i svær kamp, vi stod lige op til en gammel landsby, og det kan nok være, at stumperne fløj om ørerne. Vi skød ganske voldsomt til langt hen på eftermiddagen ca. kl. 5, og så fik vi marchordre: fremad.

Vi gik fremad til ca. kl. 9, og da var vi i franskmændenes umiddelbare nærhed; men de trak sig stadig tilbage. Vi gik i stilling på fri mark ved et vejkryds. Da vi var skydeklar, kom løjtnant Wiederholdt og sagde, at vi skulle skynde os at gå hen til den nærliggende by – bag denne lå der et stort proviantdepot, som franskmændene lige havde rømmet, og der kunne vi hente os noget til føden (der havde været knap med levnedsmidler de sidste par dage). Der var en afstand af 3 – 4 km.

Da jeg havde alt i orden, gik jeg derhen.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

29. juni 1918. Sørgelig skæbne: “Der kan vi se, hvad et menneske betyder for en familie; der går de og venter på ham i disse dage, og her ligger han og er død!”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

Det var en stille aften sidst i juni 1918. Batteriet lå i bivuak i en skov, og selv om vi lå inden for franskmændenes rækkevidde, blev der ikke skudt. Vi måtte gå lidt omkring i og ved skoven, men vi måtte ikke gå langt bort.

Sanitetsofficeren (sygebæreren), Skurnia og jeg gik igennem skoven og kom ud ved den anden side, og her gik vi langs med skovkanten. Oppe ved hjørnet i buskadset lå der en død. Han havde ligget 4 – 5 dage, og han lå meget afsides, og det var rent tilfældigt, at vi opdagede ham. Vi stod og så lidt på ham, og så opdagede sygebæreren, at han havde nogle breve siddende i ærmeopslaget.

Han tog dem frem og løste et af dem. Det var fra en lillesøster, og hun havde skrevet på sin barnlige måde et brev med omtrent følgende indhold:

 ”Min kære broder Julius! Du kan ikke tænke dig, hvor det glæder os, at du kommer hjem på orlov. Og du mener, at du muligvis kan komme hjem til moders fødselsdag sidst i juni. Vi har samlet sammen af brød- og sukkerkort alt. det, der var os muligt, og du kan tro, at vi sparer, for at vi kan få nok at spise på moders fødselsdag. Det er jo ikke så nemt at få mad nok, for vi har jo ingen forbindelse på landet. Mor er sund og rask, og de små søskende er også raske. Nu skal du kun komme, så snart du kan; vi venter med længsel og taler om dig hver eneste dag. Hvis du ikke tager brød med hjem, gør det ikke noget, for vi skal nok se at få så meget sammensparet som muligt. Bare dog denne slemme krig var til ende, men det må dog komme en gang.

Jeg har sparet sammen til cigaretter til dig, når du kommer hjem, og du skal også få penge til en biografbillet, og moder siger, at du også skal have dit undertøj vasket, og du kan have godt af at sove i en ordentlig seng nogle nætter. Bare du snart ville komme. Vi kan næsten ikke vente, til dagen kommer. Så snart du får besked, så skriv, for så vil vi begynde at løbe til togene, det er så spændende at gå i denne forventning.

Lev rigtig vel! og skriv snart til os og mange hilsener og mange kys sender vi alle.  Din søster Elly”

Sygebæreren læste brevet højt, men da han var kommet et stykke ned i brevet, kunne han ikke holde tårerne tilbage – han måtte viske øjnene hele tiden, og vi andre græd med. ”Ja”, sagde han, ”der kan vi se, hvad et menneske betyder for en familie; der går de og venter på ham i disse dage, og her ligger han og er død.

De omgiver ham med hele deres kærlighed, for dem betyder han alt, og her er han kun en af de mange, mange døde, der glemmes straks de er døde, ja, bliver ikke en gang begravet, men ligger og rådner op ligesom andre kadavere – Den forbandede krig!!”.

Det var dette barnlige brev på den ene side og den døde broder på den anden, der gjorde os bløde om hjertet, og da faderen ikke var omtalt, måtte vi antage, at moderen var enke, og han den ældste søn. Vi fandt identitetsmærket, der viste, at han var 18 år.

Vi besluttede at begrave ham, og sygebæreren ville fotografere hans grav og sende det hjem til familien. Vi hentede en spade og fotografiapparatet, samt en økse og et par søm henne ved batteriet – gik tilbage og gravede en grav i skovkanten.

Jeg tog hans ejendele frem: Ur, pung, der indeholdt nogle få mark, og nogle breve. Han havde en ring af aluminium på fingeren. Den fik vi også taget af, i baglommen havde han nogle enkelte fotografier; alle disse småting pakkede vi sammen. Sygebæreren skrev et brev og sendte et billede af graven samt en skitse af skoven og stedet, hvor han lå, hjem til moderen (Kaufungen, Bezirk Leipzig).

Medens Skurnia gravede graven, lavede jeg et simpelt kors af birketræ. Derefter viklede vi ham ind i teltdugen, lagde ham ned og dækkede ham til. Der var en mærkelig stemning over os tre, solen gik ned, det begyndte at mørknes, og ensom lå han ved skovkanten langt, langt borte fra sit hjem, sit kære hjem, hvor alle ville savne ham.

Og sådan lå der så uhyre mange, nogle blev begravet, andre ikke. Nogle blev begravet enkeltvis, andre kom i fællesgrave.

Det var godt, at de pårørende ikke så deres døde. De så frygtelig ud.

En ganske kort tid efter, at døden var indtrådt, var næse, mund, øjnene, samt sår og blod belagt med æg af spyfluerne, og disse sad i hvide lag 1 – 2 cm tykke rundt omkring de oven for nævnte steder.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

25. juni 1918. Forgiftet: Drukket vand med døde mennesker og heste!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

En morgen mellem 20. – 25. juni kom vi meget tidligt i gang med skydningen. Vi havde beskudt de franske stillinger lige fra daggryet, infanteriet havde stormet, og vi var straks med ved forfølgelsen. Vi havde ikke fået nogen kaffe, og vi kunne heller ikke få fat på drikkevand. Tørsten blev meget slem.

Solen skinnede klart, og vi bevægede os fremad af de støvede landeveje. Ved ca. 10 – 11 tiden om formiddagen kom vi forbi et sted, hvor der løb noget gulligt vand i vejgrøften. Vi for hen til vandet og drak. Jeg drak meget, for jeg var uhyre tørstig.

Da vi havde drukket, indhentede vi batteriet, og da vi kom op ad bakken, opdagede vi, at vandet kom fra en lille dam ovre på marken, og der lå der nogle døde heste og nogle døde soldater i det. De var delvis opløst. Men vi havde drukket af vandet, og tørsten var slukket.

Jeg havde vel nok drukket mest, og da der var gået et kvarter, blev jeg frygtelig syg. Jeg begyndte at kaste op, og jeg blev ved at kaste op. Det varede ikke ret længe, så kunne jeg ikke gå mere. Jeg ville blive liggende, men kammeraterne ville have mig med – de lagde mig op på kanonen, og her lå jeg så nu og kastede op.

Maven var tom, men jeg måtte blive ved at kaste op. Jeg var så syg – så syg. Ved 4 tiden gjorde vi holdt uden for en større landsby. De tog mig ned af kanonen og lagde mig i græsset ved siden af landevejen. Om jeg var bevidstløs eller jeg sov, ved jeg ikke.

Men da jeg kom til mig selv, var Skurnia og nogle flere ved at hælde noget spiritus i halsen på mig. Det var en flaske mavebitter, som de havde fundet i et apotek i den rømmede landsby. Det kan nok være, at den hjalp.

Det var lige den medicin, jeg tiltrængte, og smerterne forsvandt lige med det samme. Jeg blev noget beruset, faldt i søvn, og efter to timers god søvn, blev jeg vækket, og vi fortsatte marchen gennem byen. Jeg kom til at sidde på kanonen, smerterne var borte, og jeg er tilbøjelig til at tro, at denne flaske mavebitter i rette tid reddede mit liv fra forgiftning.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

24. juni 1918. En urimelig opgave: Find det rigtige lig i en massegrav!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

En dag kom jeg igennem en større landsby, og da før jeg øje på nogle arrestanter, der var spærret inde nede i en kælder, der var jernstænger foran vinduerne, men vinduerne stod åben. Foran trappeopgangen stod der vagt.

Arrestanterne stod og så ud imellem jernstængerne, og jeg opdagede, at kanoner Pfeiffer var iblandt dem. Jeg spurgte ham, hvad han lavede her. Han svarede, at han var ked af at slås, og han havde nægtet at kæmpe, og nu ventede han på at blive ført tilbage. Vagten afbrød os, vi måtte ikke tale sammen. Han blev sikkert sendt til en militær straffefangeafdeling.

De døde lå rundt på markerne bag hegnene, i skovene og alle vegne. Der var et begravelseskommando, der skulle tage sig af denne sag, men de kunne langt fra overkomme dette arbejde.

Så skete det jævnlig, at andre soldater blev kommanderet til at begrave døde, men de begravede som regel de døde i store fællesgrave. Men det kunne dog lade sig gøre, at de pårørende i hjemmet kunne få en død hjem på deres hjemlige kirkegård, når de betalte ca. 1.000 mark (tusind Mark) og det var muligt.

Sådan kom der besked om, at en skulle sendes hjem, som lå i en fællesgrav ved den by x (i nærheden af Fismes), hvor vi stod i stilling. Det var en fændrik fra et infanteriregiment, men da vi lå på stedet, skulle vi se at få fat i ham. Jeg fik et kommando på 4 mand og en zinkkiste samt en flaske cognac, og nu skulle vi hen og grave rundt i fællesgraven for at få fat i fændrikken. Et ganske umenneskeligt arbejde.

Feldveblen sagde til os, ”Se nu at få fat i een!!!!”. Her må man betænke, at de døde lå adskillige dage inden de blev begravet, det var i den varme sommertid, så de var delvis opløst inden de kom i jorden, og så tilmed i en fællesgrav.

Vi kom hen til graven, hvor der lå mange “faldne krigere” – jeg husker ikke hvor mange, der lå der. 

Vi kastede jorden til side og kom ned til det første lag – det var frygteligt – identitetsmærket havde de i en snor, der hang omkring halsen, eller også fastgjort ved selen i venstre side. Men det var ikke til at begynde at søge efter den, vi tog en slurk af flasken, og så udbrød Bernhard Køp: ”Her er han”. ”Er han dér?” “javel”.

Han kom i kisten og blev sendt til Tyskland. Da vi kom hen til Feldvebelen, spurgte han, om vi havde faet fat i en, så var det godt.

Som regel fik de vel den, det skulle være, men under slige forhold ville det være et urimeligt forlangende at få den rette.

Kisten blev sendt på en bagagevogn hen til jernbanestationen, og derfra blev den sendt til Tyskland.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

22. juni 1918: Frederik Tychsen i bevægelseskrig

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

Livet var i disse dage meget afvekslende. Det var bevægelseskrig, vi var aldrig mere end en ganske kort tid på stedet, der kunne variere fra 14 time til 1 – 2 dage. Vi kom igennem mange landsbyer og byer. I en by kom således et helt kompagni ind i en manufakturbutik, de klædte sig i civile habitter og optrådte en aftenstund som moderne mennesker i kravetøj og moderne slipse osv.

Der var skotøj og alt andet, hvad der hører til den civile beklædning. Det, som soldaterne havde mest interesse af, var levnedsmidlerne. Vi hentede, hvad der var spiseligt op fra kældrene. Og vi tog med, hvad vi kunne få anbragt på kanonerne.

Men de officerer og mandskab, der kom efter os, og som skulle besætte det indtagede område, de plyndrede alt muligt, både tøj, sengetøj, lædervarer, gardiner osv. og sendte det til Tyskland. I Tyskland var der var mangel på det, og derfor sendte soldaterne alt muligt hjem, og det lige fra beklædningsgenstande, smykkesager, guld og sølvtøj til kartofler, brød, ris og kaffe.

Kreaturerne, der stod på marken eller i staldene, blev indfanget og slagtet, og den, der kom hjem med en ko eller en kalv til køkkenet, blev anset for en hædersmand. En dag, vi lå i bivuak i en skov, gik jeg hen til landevejen for at se lidt på det pulserende liv. Jeg gik en tur langs med vejen, og her mødte jeg blandt andet et køretøj.

Det var en bagagevogn med to heste for. Der sad to soldater på forsædet, og bagefter havde de en ko bundet fast til vognen. Jeg tog min kniv op, skar rebet over og trak af sted med koen, uden at de to soldater foran på bukken mærkede noget.

Der blev almindelig glæde i batteriet, da jeg kom med koen, og den var meget anvendelig til køkkenet, men den skulle ikke slagtes lige straks. Da det var mig, der havde skaffet koen, fik jeg lov til at trække den ud på græs og der våge over den, til den havde ædt sig mæt.

Et par eftermiddage senere lå jeg ude i en dejlig græsmark med den. Det var varmt, og jeg lå på ryggen med tøjret i hånden. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede et par timer senere, var koen forsvundet, jeg havde kun et stykke af tøjret i hånden.

Jeg måtte gå hjem uden ko, og jeg fik en reprimande, fordi jeg havde sat koen til, men imens havde de faet fat i en anden ko, som blev slagtet og kom i gryden. På det tidspunkt havde vi også en ged, det var det dyr, der havde den længste levetid; den gav rigelig mælk, og mælken kom i kaffen, så vi nød ”hvid” kaffe i denne tid.

Vi havde en stilling i en skov i flere dage, og en aften gik jeg sammen med en fra Solingen jeg husker ikke hans navn, men vi gik rundt og så på de rømmede franske stillinger, det var fint vejr, og så satte vi os ned og nød solnedgangen. Han fortalte mig, at han var fra Solingen, og jeg fortalte ham, at jeg var fra Nordschleswig, og lige som jeg have fået dette fortalt, kom der en Geschwader (afdeling) fjendtlige flyvere, og de kastede bomber ned på disse stillinger.

Det kan nok være, vi fik travlt, vi løb omkring i gravene og søgte dækning, snart hist, snart her, og flyverne blev ved med at kredse omkring os og kaste bomber ned, men omsider forsvandt de. Forpustet og udaset fandt vi sammen igen, og det første manden fra Solingen sagde, var, at nu ville han aldrig tale om Nordschleswig mere, for det viste sig, at så gav det “kanel”.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. juni 1918. Frederik Tychsen forhindrer en voldtægt

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie.

III. kanon var i løbet af dagen blevet bragt i orden, om aftenen kunne der skydes med den. Om natten havde vi ro, vi sov i teltene, der var opslået i skovkanten lige uden for byen. Den 3. juni fortsatte vi og gik i stilling ved en større landsby, der hed Vierzie. Samme dag blev kanoner Malkowitz såret.

Ved Vierzie lå vi til natten mellem 14. og 15. juni og flakkede derefter omkring fra den ene by til den anden og skiftede meget ofte stilling; snart gik vi frem, og snart gik vi tilbage. På for marchen kom vi ind på en egn, hvor der ikke havde været soldater siden 1914.

En formiddag i stærk solhede kom vi således til et gammelt, fint slot. Herskabet havde forladt bygningen et par timer i forvejen. Portneren var krøbet under en busk ude i parken. Da han kom frem, rystede han over hele kroppen, han var bange.

Vi talte med ham og beroligede ham noget. Vi var vel en 7 – 8 mand. Han tog os med hen til slottet, førte os ned i kælderen, låsede op og gav os nogle gamle vine med en etikette og lakstempel fra 1812. Vi mindedes Napoleon d. 1. og drak af den gamle, herlige vin.

Jeg gik op i stuerne og så mig omkring. Her var flotte malerier og fornemme gobeliner. På væggen hang en telefon, jeg tog fat i hørerøret og lyttede. Jeg kunne høre, at der blev talt fransk, men pludselig blev samtalen afbrudt.

Vi tog et par flasker vin af den gamle sort, forlod slottet og gik op i byen. En berliner ved navn Neumann og jeg fulgtes ad. Vi gik ind i forskellige huse, og overalt vrimlede det med militær. Vi kom ind i et hus, og så hørte vi, at der var nogen, der skreg ganske uhyggeligt oppe på anden sal. Vi ilede op af trapperne og kom ind i stuen, hvorfra lyden hørtes.

Der var det en gammel kone på ca. 60 – 65 år, der skreg; det var to Feldvebeler af et badisk regiment, der var ved at trække tøjet af hende. De følte hende hujende og støjende på de “private steder”, de var berusede begge to. Det så ud til, at de ville voldtage hende. Da Neumann så det, blev han rasende, greb fat i dem og smed dem ned af trapperne begge to.

Jeg tog imidlertid min karabiner af skuldrene, sådan at jeg havde noget at værge mig med.

De talte store ord, da de kom på benene, men derved blev det. De talte om, at de skulle undersøge husene, om der fandtes våbenlagre. Men Neumann råbte, at hvis de rørte den gamle dame, så blev de stukket ned på stedet. Men så forlod de skyndsomt huset.

Neumann var meget vred, så han var ikke til at spøge med.

Vi forlod byen, drog fra det ene sted til det andet, ofte om natten, men det bedste ved det hele var, at vi fik nok at spise, vi kom omkring i de rømmede byer, nogle gamle og enkelte andre familier var altid blevet tilbage, og de fortalte os, at de som regel først fik besked 1 – 2 timer i forvejen, når byen skulle rømmes.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4. juni 1918: Frederik Tychsen viser medmenneskelighed og hjælper såret franskmand

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en lille fransk landsby ved navn Tigny.

Ved 5 tiden om morgenen gik jeg så op imod byen. Det var en typisk fransk landsby med gavlene ud imod gaden, og husene var forbundet med en høj mur. Det så frygtelig ud i denne by. Der var barrikader tværs over gaden flere steder, og her havde været voldsomme nærkampe.

Et steds talte jeg således 24 døde i en klump. Et andet steds 16 osv. De var til dels stukket ned og til dels slået ihjel. Mange var slået oven på hovedet, så øjnene hang ud af hovedet. Alle var frygtelig tilredte – råt og ubeskriveligt.

Bag ved muren på begge sider af gaden lå der hårdt sårede soldater, og de var så sandelig hårdt såret, og på dette tidspunkt var der ingen til at hjælpe dem. De havde slæbt sig ned bag murene for at være lidt i sikkerhed. Den ene havde hjulpet den anden, men når de først kom til at ligge, kunne de ikke få sig rejst igen.

Jeg tog straks fat med at forbinde, så godt jeg formåede. Den første, jeg tog fat på, var en infanterist med et svært sår i låret. Han var af en kammerat blevet kørt derhen på en trillebør. Han havde tabt meget blod, bukserne havde han lavet fulde, det var sivet ned i støvlerne, og det hele sad i én elendighed.

Jeg fik støvler og tøjet listet af ham, og lagde en nødforbinding på, andet kunne jeg ikke gøre. Hvorvidt knoglen var beskadiget, vidste jeg ikke. Ved siden af ham lå der nogle, der var skudt i hovedet, jeg bandt lidt omkring, andet var der ikke at gøre. Jeg hentede vand til dem, og der gik flere timer, inden der kom flere til hjælp.

Blandt andet kom jeg til at forbinde en gammel franskmand; han var sikkert sine 45 år. Han havde fået et maveskud, og det ene ben var fuldstændig i stykker. Jeg hentede sengetøj – lagener – i et af husene, fik fat i noget pap til at stive af med, trak tøjet af ham og gav ham noget at drikke. Jeg bøvlede med ham vist i over en time.

Imidlertid var der kommet en lazaretkolonne, og deres vogne holdt i den anden ende af byen. Jeg kunne ikke selv transportere ham, han var meget syg. Der kom nu en lille trop amerikanske krigsfanger i et hurtigt tempo uden bevogtning. Jeg gav tegn til, at de skulle tage den hårdt sårede franskmand med; men så svarede en af dem på noget gebrokkent tysk: Om jeg troede, at de var kommet til Frankrig for at slæbe på sårede franskmænd?

Jeg havde heldigvis en revolver i lommen, som jeg havde taget efter nogle franskmænd, der var blevet afvæbnet samme dag; den trak jeg frem og gav et brøl, om han ville tage den sårede med øjeblikkelig. Og det kan nok være, at han var til at have med at gøre, han sprang til, greb fat i den sårede og ville slæbe ham ganske alene. Men så tog et par mere af disse amerikanere fat i ham, og det lykkedes mig at få ham med en lazaretvogn hen til et feltlazaret.

Da jeg sagde “farvel” til franskmanden, græd han, og idet han sagde: “Boku mercy! mon kammerad trebon!” (Jeg takker dig, du gode kammerat) tog han sit ur frem og ville give mig det. Jeg tog ikke imod det, men der hang en lille bronzemedaille ved det, erindringsmedaille fra krigen 1870 – 71, den haspede jeg af og hængte den ved min egen urkæde som en erindring om den hårdt sårede franskmand af 2. juni 1918.

Jeg forblev i byen til hen på eftermiddagen, dog havde jeg hele tiden føling med batteriet, og vidste nøje, hvad der foregik. Ved 5 tiden om eftermiddagen var jeg i byen igen, de sårede vedblev at strømme til, men der blev også kørt mange bort på biler og med hestekøretøjerne; der var kommet en læge med en stab af forbindingsmandskab; men hjælpen stod ikke i forhold til behovet; så måtte det ordnes, som det kunne.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

3. juni 1918. Afstumpet nysgerrighed: Svulmer lemmet også op på et lig, der har ligget i flere dage?

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en lille fransk landsby ved navn Tigny.

Den 31. maj og 1. juni gik med fortsat fremrykning. Af og til gik vi i stilling, skød nogle få skud og så fremad igen. De døde franskmænd lå rundt omkring og havde ligget i en 4 – 5 dage. På tredje dagen blev de ualmindelig tykke og oppustede, men så faldt de sammen og gik ret hurtigt i opløsning.

Det var uhyggeligt, så travlt som de fleste tyske soldater havde med at udplyndre de døde. Et sted var to soldater i færd med at drage kønslemmet ud hos en død, oppustet franskmand for at se, om dette havde antaget tilsvarende dimensioner som det øvrige legeme. De var ikke berusede. Sådan var der megen råhed.

Den anden juni 1918 var en frygtelig dag. Vi havde skudt det meste af natten og lå ca. 1 km foran en lille landsby, der hed Tigny. I denne by havde der været voldsomme gadekampe med bajonetangreb ved midnatstide. Franskmændene var blevet kastet ud af byen og lå ca. 2 km på den anden side.

Vi kørte i stilling foran byen ved ca. 2 tiden om natten. Kl. 4’A svigtede min kanon, det var noget med glycerinen i rørbremsen (Wiege); jeg meldte det til batterichefen, og han sagde så, at jeg kunne, mens kanonen blev gjort i stand, gå op i byen for at finde nogle levnedsmidler. Batteriet ville efter al sandsynlighed blive i denne stilling det meste af dagen.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

2. juni 1918. Soldaterkammerat fuld i Eau de Cologne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Efter at have ventet nogle timer i x, fortsatte vi og gik i stilling ved en vandmølle. Vi stillede kanonerne op og gjorde skydeklar, men vi fik så lov til at gå under tag i mølleriet. Vi lagde og hængte vor bagage, våben og munderingsgenstandene rundt omkring på kasser og på hjulene.

Derefter gav vi os til at koge mad. Vi havde imidlertid fået fat i en transportspand, og i denne kogte vi suppe på kaniner og høns. Disse dyr havde vi fanget i dagens løb; kaninerne stod rundt omkring i kasserne, og hønsene fik vi ud af hønsehusene. Endvidere havde vi fået fat i en sæk ris og en sæk kaffebønner.

Kaninerne og hønsene blev straks dræbt efter fangsten, og så blev de opbevaret i en sæk, indtil de skulle bruges. Der var et par stykker af betjeningen, der lavede mad, medens de andre betjente kanonen eller lavede andet arbejde. I stillingen ved vandmøllen blev der lavet en særdeles god suppe med kanin- og hønsekød samt ris osv.

Kanoner Johan Warras havde været i byen, og her var han gået ind i en friseursalon (forladt), og havde fundet en flaske Eau de Cologne og drukket den. Han blev meget fuld af denne drik, og da han kom tilbage, gik han hen til vandskodderne og i fuldskab lukkede han op for vandet, og vandmøllen blev sat i gang. På en gang bevægede hjulene sig inde i mølleriet, og alt, hvad der hang eller lå på dem, blev drejet med omkring.

Der blev flere bajonetter og karabiner brækket, og en mængde tøj blev revet i stykker. Hjulene blev ret hurtigt standset igen, men da var skaden sket. Imens blev suppen færdig. Kl. var blevet ca. 12, og det var mørk nat.

Vi gav os til at spise, og der var rigelig med kød og suppe. Grabowski, en ung forsultet polak, fiskede det ene hønselår op efter det andet, åd det uden brød eller anden tilsætning. Fedtet løb ham ned over hagen, hver gang han bed i låret, og det endte med, at han måtte kaste op, men straks han var færdig med opkastningen, begyndte han at spise igen, indtil han atter kastede op, og sådan blev han ved, så længe der var noget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

1. juni 1918: Frederik Tychsen – Indbrud i pengeskabet

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

I byen x gik vi noget frem og tilbage. Der var mange soldater, og der var meget at se efter. Sådan var to soldater i færd med at sprænge et pengeskab. De slog løs på det med en stor forhammer, men kom ingen vegne. Der kom flere soldater til, og omsider kom der en, der havde forstand på pengeskabe, og han fortalte dem, hvorledes de skulle bære sig ad. Med en økse, en pighakke og en mejsel gjaldt det om at få bagklædningen skrællet af ved at hugge de enkelte nitter over.

Det gik imidlertid kun langsomt, og til sidst var der 8 – 10 mand, der skiftevis hamrede og masede. De svedte og pustede, men nitterne måtte mejsles over hver for sig. Omsider kom de så vidt, at de ved fælles hjælp kunne bøje bagstykket over.

Soldaterne var fra forskellige formationer, og det var en ganske tilfældig sammenløbet flok. Mens alle, der kunne få tag i bagstykket, var i færd med at brække dette bagover, var der straks et par, der stak hænderne ind i åbningen, da denne var vid nok, og begyndte at rode i nogle papirer og bøger. Der blev et voldsomt roderi, ja, de formelig reves om byttet, og bøgerne og papirerne fløj til alle sider. Den ene skubbede den anden til side, og alle ville til.

Der var imidlertid en lille Trainsoldat, der havde stået og set til hele tiden uden at røre en finger ved arbejdet, der ganske snildt og i kampens hede ubemærket sneg sig hen til skabet og åbnede en metalluge, snappede et lille metalskrin og løb ud af døren alt det, han kunne, og han fortsatte ned ad gaden. Nogle af de andre mærkede det, for bag efter ham ned ad gaden, de råbte, og de bandede, men Trainkusken var dem for hurtig, han forsvandt for dem med kassen, og de, der havde gjort arbejdet, fik en lang næse.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

31. maj 1918: ”Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde” – Frederik Tychsens batteri overrasket af modangreb

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Situationen var i virkeligheden højst alvorlig, uden at vi vidste det. Vi var ved at blive omringet af englændere og amerikanere. Jeg lagde ganske vist mærke til, at der kom en usædvanlig masse infanteri og maskingeværkompagnier og gik i stilling på bakkekammen oppe ved den anden ende af skoven i skovkanten, og herfra var der fri udsigt over et fladt, udstrakt terrain fremefter.

Fra denne bakkekam og ned til kanonerne var der 6-800 m; man kunne se igennem skoven, tættere stod træerne ikke. På en gang opdagede vi, at alt ilede tilbage, alt hvad remmer og tøj kunne holde, det gjaldt Train artilleri og alt, hvad der var kørende.

Det gik på landevejene, tværs over markerne, og pludselig fik vi besked på at bryde op hurtigst muligt, men ak og ve! hestene gik og græssede på en mark, og seletøjet var taget af dem. De skulle først indfanges, have seletøjet på, og alt dette ville tage alt for megen tid.

Unteroffizier, Hans Essel, kom løbende og råbte, at vi var omringet og ved at blive taget til fange. Jeg gik hen til Protzerne og hentede min landsæk med et stykke brød, samt et ordentlig stykke soflæsk i, og dernæst opsøgte jeg Karl Skurnia, og han søgte efter mig, for vi ville sammen i fangenskab. Vi traf snart hinanden, og vi stod og så på alt det, der løb og ilede tilbage, og det hele så temmelig forvirret ud.

På en gang begyndte de at skyde oppe på bakkekammen som rasende. Alle maskingeværer begyndte at skyde, og infanteriet skød også alt det, der kunne komme igennem geværerne. Vi løb begge igennem træerne, og snart stod vi bag skyttelinjen.

Det var amerikanerne, der lavede Atakke (kavaleriangreb). Man kunne tydelig se, at den ene række sprængte frem efter den anden. De kom ud fra en skov og for frem tværs over markerne. De (vort infanteri) skød p. ca. 1500 m. Men det gik angriberne ilde. Man kunne se, hvorledes rytterne og hestene styrtede ned, og hvorledes rækkerne blev mere og mere udtyndet, og en hel enkelt hest nåede frem til de tyske linjer; Resten var døde eller sårede.

De angreb på denne måde en måske 15-20 minutter, men udrettede intet. Kavaleriatakken brød sammen, og det amerikanske infanteri kunne ikke nå frem ad denne vej. Hestene og rytterne lå på terrainet foran os som sorte prikker, sået rundt omkring på markerne. Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde.

Efter at dette angreb var blevet afvist, var der nogle skærmydsler rundt omkring os, der kom mange fanger: englændere, amerikanere og enkelte franskmænd. Spændingen var udløst, vort infanteri gik frem, og modstanderen veg tilbage. Vi brød op, hestene stod forspændt for kanonerne, og efter en lang tids venten fortsatte vi fremover.

Rundt omkring ved veje og hegn lå uhyre mange døde, og ambulancen fik travlt med de sårede. Vi kørte frem og holdt længe i en landsby x. Byen var rømmet, dog boede der hist og her nogle gamle folk, en gammel mand eller en gammel kone. Fandtes der civilfolk et eller andet steds, blev der straks skrevet med kridt på døren: “Civil”, og det var forbundet med stor straf at betræde et sådant hus. Og det var sjældent, at forbuddet blev overtrådt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

30. maj 1918: Frederik Tychsen – Fremrykningen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Batteriet havde holdt op med at skyde, Vi skulle skifte stilling fremefter. Hen imod aften gik vi i stilling igen ved? og i løbet af aftenen blev min kanon gjort i orden, og den var skydeklar. Men der blev ikke skudt noget denne aften.

Vi var imidlertid kommet så langt frem, at der boede civilfolk hist og her. De allerfleste var rømmet, men de gamle var som regel tilbage. Det soldaterne i almindelighed tænkte mest på, var at få fat i nogle levnedsmidler. Vi var absolut ikke forvænnet med mad eller drikke, og det havde knebet meget i den sidste tid at få tilstrækkelig føde.

Vi fik nu lejlighed til at få fersk kød. Kreaturerne stod mange steder og brølede på staldene, og der var ingen til at røgte dem. Det første vi fik fat på, var en ged. Det var betjeningen ved 4. kanon, der havde fanget den. Warras – en polak – trak straks sin lommekniv op og skar hovedet af den, og så tog et par mand fat på at flå den. Den blev parteret og stykkerne kogt i en spand.

Den var noget sej, men den kunne godt lade sig spise sammen med et stykke brød. Vi delte ud af stykkerne til dem ved 1., 2. og 3. kanon, og de spiste, så længe, der var noget. Imidlertid kom der 3 – 4 mand slæbende med en stor, mager so på en trækvogn. De havde skåret halsen over på den på stedet, og straks efter ankomsten blev den parteret.

Det bedste af den blev kogt, og fordi vi havde været noget rundhåndet med gedekødet, kom vi i betragtning ved omdelingen af soflæsket, der dog var bedre at tygge end geden. Det, der ikke blev spist, blev taget med, eller opbevaret. De havde også fundet vin, denne havde løftet stemningen, så der var i grunden en vældig fest. Der blev slagtet og kogt til langt ud på natten.

Den 30. maj oprandt, og allerede fra morgenstunden tegnede det til at blive en stor kampdag. Franskmændene satte ind med en voldsom skydning tidlig om morgenen. Vi skiftede stilling og gik atter i ildstilling bag et hegn på en mark bag ved en skov, der skrånede ned af en bakke.

Vi fik ammunition med lastbiler, vore egne ammunitionskolonner samt den øvrige bagage så vi ikke til i flere dage. Vi åbnede ilden tidlig om morgenen på ret stor afstand; vi skød hele formiddagen, og hen på eftermiddagen slap ammunitionen op. Vi ventede efter nye forsyninger, men der kom ingen, og vi stod og manglede det. Vi gik så rundt og så på sagerne.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.