Alle indlæg af Christina Sandal Bendtsen

25. april 1918: Frederik Tychsen – Sammen med batteriet igen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

3 – 4 km uden for byen lå skoven. På vejen derud traf jeg en Unteroffizier med nogle mænd fra vort batteri, de skulle til Herly efter drikkevand. Jeg fik yderligere stedet, hvor de opholdt sig i skoven, bekræftet, og en halv times tid senere havde jeg fundet dem.

Jeg fik hilst på Karl Skurnia, Heinrich Hiibschmann, Beckmann m.fl., og derefter meldte jeg mig hos batterichefen, hr. løjtnant Wiederholdt, der havde sit ophold i en understand langt nede i jorden: “Obergefreiter Tychsen vom Lazaret entlassen”.

Han var tilsyneladende glad og tilfreds med at se mig igen; han spurgte efter mit befindende, og spurgte, om jeg nu også var helt rask. Derefter sagde han besked om, at jeg kunne gå over til køkkenet og få nogen proviant, brød, pølse, lidt smør og marmelade.

Endvidere fik jeg tæpper, overfrakke, støvler, karabiner osv. ved monderingsvognen. En stålhjelm fandt jeg senere. Nu var jeg altså ved batteriet igen efter at have været borte fra 18. marts til 25. april (38 dage). I denne tid havde jeg f.et udhvilet, forplejningen var også god og tilstrækkelig.

Imens jeg havde været borte, havde batteriet været med i den store forårsoffensiv, der begyndte den 22. marts. De havde gennembrudt de franske og engelske linjer, og var først blevet standset ved Montdidier. De sidste dage foran Montdidier havde bragt dem svære tab, og da jeg kom til dem den 25. april, havde de været trukket ud af stillingen nogle få dage.

En af mine gode kammerater, Unterof. Jäger var faldet en aften da han sammen med nogle flere (Skurnia og Hans Gothe) var gået hen til en lille landsby for at prøve på at finde lidt proviant. Jäger var kommet fra infanteriet og skulle passe samt lede betjeningen af batteriets to maskingeværer; disse to maskingeværer fik batteriet tildelt august 1917, og de blev anvendt, når modstanderen truede med at indtage stillingen, men specielt imod de idelige flyverangreb. Nu blev Jäger på denne natlige færd ramt af en fjendtlig granat og var død på stedet. Skurnia og Gothe begravede ham med det samme, og de rejste et kors på hans grav.

Han blev ca. 35 år, og han var gift og havde børn. Skurnia fortalte, at der havde været fint måneskin denne nat, og var meget vemodigt stemt under arbejdet med at begrave Jäger. Da de var færdige, lyste Hans Gothe ”Fred over støvet” og bad “Fader vor”. Hans Gothe var teologisk student og katolik. Han var et godt menneske.

Batteriet havde mistet en del af mandskabet samt 56 heste i denne offensiv. Vi lå i skoven ved Herly i 6 dage. Tiden gik med at rense kanonerne, men der var for øvrigt ikke ret megen tjeneste. Vi måtte ikke gå uden for skoven om dagen af hensyn til fjendtlige flyvere.

Vi stod vagt ved køkkenteltet og provianten, men alt i alt var det 6 lette dage. Der blev meget snakket og røget tobak. Vi boede i telte, og klimaet var ret mildt. Om dagen skinnede solen, men nætterne var noget kølige.

Det varede ikke mange timer, inden jeg var inde i de gamle gænger igen, og af de gamle kammerater var der endnu nogle tilbage og det hjalp til, at man følte sig hjemme ved batteriet. Det var også blevet forår, man følte varmen om dagen og mildheden om natten.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

24. april 1918: “ingen kunne give mig oplysning om, hvor batteri 407 lå” – Frederik Tychsen søger efter sit batteri

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Gruny var en temmelig stor landsby, men den var fuldstændig jævnet med jorden. Jeg gik gade op og gade ned, og mange steder lyste et svagt skær op fra kældrene; men alle vegne var der overfyldt med soldater, så der var ikke tale om at fa den mindste plads.

Jeg var klar over, at jeg måtte se at finde mit batteri hurtigst muligt, brød havde jeg ikke mere af, og batteriet var i bevægelse og skiftede således plads hver dag. Jeg gik så videre i retningen til Herly.

Først kom jeg til Gremery, derfra til Etaion, og hen på natten nåede jeg Herly. Det havde regnet hele aftenen – en mild sommerregn – og klokken har været mellem 12-1, da jeg kom til byen. Hele byen var skudt sammen, der var kældre nok, men alle fyldt med militær. Jeg kunne ingen steder komme under tag.

Der var stilhed alle vegne, og jeg gik og traskede på gaderne. Af og til mødte jeg en vagtpost eller en patroullie, de holdt mig an, men ingen kunne give mig oplysning om, hvor batteri 407 lå. Jeg fandt kirken, gik ind i den håbende på at finde en tør plet. Men den var også skudt sammen, Ydermurene stod kun tilbage.

Men omme på den nordre side fandt jeg et lille skur, og her stod over døren: “Kommandantur”. Jeg skimtede et svagt lys, bankede på og gik ind. Her boede en sergent og en Unteroffizier. De kunne fortælle mig, at batteriet lå uden for byen i en skov og skulle blive der et par dage.

Jeg var blevet våd, og de indbød mig til at blive til morgenstunden, og jeg fik lov til at ligge på gulvet ved siden af deres brix. De var to meget flinke mennesker, og om morgenen fik jeg en kop varm kaffe af dem og et lille stykke brød. Jeg fik mig også vasket, og efter vi havde talt noget sammen, sagde jeg ”auf wiedersehn” og tak. Disse to gode mennesker hørte til et badisk regiment og talte med en Schwarzwalder accent.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

24. april 1918 – Asmus Andresen: Der snakkes i krogene – et nært forestående angreb på den franske stilling?

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Den 24. April blev det meddelt os, at vi skulde blive afløst den 28., og vi kunde ogsaa nok trænge til lidt Ro, og saa fik vi vel Tid til at vaske os igen en Gang imellem. 1 de sidste 14 Dage havde vi nemlig ikke haft Tid til at vaske os, ligesaa lidt som vi i denne Tid havde været afklædt.

Imidlertid var der indtruffet noget, som gjorde, at vi ikke kunde blive afløst, nærmest fordi en Flyver havde kastet 2 Bomber ned i Lejren, som derved havde lidt et betydeligt Tab af Mandskab; tillige gik man og mumlede noget om, at Tyskerne vilde angribe Franskmændenes Stilling den 29. April, men der var ingen, der viste rigtig Besked, i hvert Fald ikke bestemt.

Vi kunde nok mærke, at der var noget paa Færde; thi om Natten kom der Infanteri med Maskingeværer forbi os; uendelige lange Rækker af Artilleri og Ammunitionsvogne kørte forbi. Det var altsaa den første egentlige Krigsdans, vi skulde træde.

Den 28. April om Eftermiddagen kom der en af vore Officerer og spurgte os, hvem der frivilligt vilde være med til at udlægge Telefontraade bag efter Infanteriet, naar Afdelingen gik fremad. Der var ingen, der meldte sig, men Officeren sagde, at han skulde bruge 3 Mand, og hvis ingen meldte sig frivillig, blev der nogle udkommanderet til at gaa med.

Da jeg var en af de største ved Afdelingen, meldte jeg mig frivillig, og lidt efter meldte der sig 2 til. Vi 3 Mand maatte saa være fri for Tjenesten Resten af Dagen, og da vi var meget trætte, lagde vi os til at sove.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

23. april 1918: “Jeg bemærkede uhyre mange nedskudte flyvemaskiner af alle nationaliteter” – Frederik Tychsen gang gennem byen Nesle

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Det var den 23. april 1918. Så længe solen skinnede, var det dejligt, men om natten var det køligt. Vi kravlede op på toget og omsider satte det sig i bevægelse. Det kørte ganske langsomt, for banelegemet var lige blevet gjort i stand; det blev aften, og der var meget koldt. Dertil kom, at jeg havde solgt min overfrakke for at skaffe penge til levnedsmidler, og jeg sad i et hjørne af vognen og frøs.

Efter nogle timers kørsel standsede toget uden for Ham. Det fløjtede og fløjtede, men der var ingen indkørsel. Da jeg frøs ganske voldsomt, gik jeg hen til lokomotivet og bad om at få lov til at komme ind i maskinen for at få mig varmet. Men det kunne imidlertid ikke lade gøre.

Lokomotivføreren var en flink mand, han gav mig lov til at sætte mig op på det brede trinbræt ved siden af kedelen. Jeg kravlede op på maskinen i læsiden, og brættet var så bredt, at jeg mageligt kunne ligge på det.

Her var varmt og dejligt. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede kørte maskinen i fuld fart, det vil sige så hurtigt, som det kunne tillades på strækningen mellem Ham og Nesle. Da jeg vågnede blev jeg noget forbavset over, at jeg kunne sove under slige forhold, men det gik udmærket.

Jeg blev liggende, til vi nåede Nesle. Her holdt toget uden for stationen, og jeg kravlede ned fra mit varme leje; men ak og ve, da jeg fik set efter, var jeg helt oversmurt med olie på den ene side og på ryggen. Denne olie stammede fra pumpen lige over mit leje. Hver gang pumpen arbejdede, sprøjtede der nogen olie nedefter, og den ramte mig. Det blev en stor mørk olieplet på min frakke, men det var der ikke noget at gøre ved.

Toget gik ikke længere end til Nesle. Vi måtte nu se at finde vor afdeling. Jeg gik igennem Nesle og bemærkede uhyre mange nedskudte flyvemaskiner af alle nationaliteter, de var opkørte på en stor mark. Jeg fik at vide, at vor divisionsstab var kommet til byen, og der skulle jeg så fa den nøjagtige besked om, hvor vort batteri lå i øjeblikket.

Jeg fandt også divisionsstaben straks om morgenen. Den var ved at indrette sig i en større bygning der i byen. Jeg kunne dog ikke f. besked med det samme, da de endnu ikke havde pakket ud. Jeg skulle gå og komme om en time igen. Jeg lagde mig i græsset på en agermark et lille stykke derfra.

Jeg faldt i søvn og vågnede først hen på eftermiddagen ved 3 tiden. Jeg regnede ud, at jeg havde sovet i 5 timer. Jeg gik til staben og fik besked på, at vi lå i en skov ved Herly. Men jeg gik først helt nedtil Gruny, noget af vejen kørte jeg med en bil. Jeg kunne imidlertid ikke komme på det rigtige spor og besluttede derfor at prøve på at finde en soveplads for natten, det havde nemlig begyndt at regne.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

23. april 1918 – Asmus Andresen ”… vi væltede som nogle Tinsoldater, men heldigvis blev ingen af os ramt, men Cylinderen fik en Bule”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 1 blev der rusket i os igen og vi mente, at der skulde skydes igen, men denne Gang var det Køkkenvognen (Gullaschkanonen), der kom med Mad til os.

Kl. 2 skulde et Par af os tilbage til det Sted, hvor vi var bleven aflæsset Dagen i Forvejen. Jeg og en Kammerat fik Ordre til at hente en Cylinder til Kanonen, dens Vægt var 150 Pd. Vi kom ogsaa derhen. Da Stedet var i Nærheden af en Korsvej, opholdt vi os ikke længe der, fordi en Korsvej altid bliver stærkt beskudt. Der kom enkelte Granater pibende gennem Luften, men dem regnede vi ikke for noget.

Vi maatte hænge i for at komme til vort Batteri igen. Det var just ikke saa let, fordi Vejen var meget opkørt. Da vi var naaet lidt over Halvvejen faldt der en Granat 5-6 Meter til venstre for os. Jordmasser og Granatstumper peb om Ørene paa os og vi væltede som nogle Tinsoldater, men heldigvis blev ingen af os ramt, men Cylinderen fik en Bule.

Tilsølet fra Top til Taa og dødtrætte naaede vi først tilbage til vort Batteri Kl. 4. I Stedet for at lade os hvile lidt efter denne Tur, blev vi sat til at grave Huller til Ammunition, og endelig blev det Aften igen.

Den Nat fik vi heller ikke megen Søvn, fordi vi fik udleveret Ammunition, vi skulde læsse af og bære hen til Hullerne, vi nylig havde gravet. Det hele skulde besørges i Mørke, da der bestandig var fjendtlige Flyvere i Luften; hver Mand maatte tage en Granat paa 260 Pd. paa Nakken. For dem, der ikke var vant til disse haarde Kammerater, var det ikke ganske let.

I Begyndelsen faldt vi ofte med dem, men man kan jo blive vant til meget, og siden gik det let nok.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

22. april 1918 – Frederik Tychsen: “det hele var sorte og brune klatter, og selv om vi var meget sultne, måtte vi kaste den bort”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Om morgenen fik vi besked på at komme hen til vor troppeafdeling, hurtigst muligt. Vi blev vist om til banegården, og efter at vi havde ventet et par timer, kom vi med et tog, der gik ned til fronten.

Toget standsede i St. Quentin og jeg stod og så ud af kupévinduet; da råbte pludselig en: “Hallo, Tychsen, hvor skal du hen?” Jeg så mig noget omkring. Der var mange mennesker på banegården, men det var Unteroffizier Otto Goldberg, der råbte.

Han skulle til Bryssel (Bruxelles) for at hente cigaretter til batteriet – Goldberg var jøde, og han havde forbindelse i Bryssel, og derfor sendte de ham. Han kom så hen til vinduet og advarede mig imod at rejse til fronten de første par dage, da det gik meget hårdt til. Batteriet lå ved Montdidier.

Vi steg ud af toget og gik rundt i byen; St Quentin var meget ødelagt, katedralen var brændt og ganske ruineret; de høje mure ragede op i vejret, og overalt var der indlagt sprængstof, en luntesnor hang ud af væggen, og ved denne var der anbragt en seddel, hvorpå der stod: “Berøring livsfarlig”.

St Quentin havde ligget i flere år imellem linjerne, og var derfor meget molesteret. Mur- og stenbrokker var skovlet af vejbanen og lå i store dynger ved begge sider af vejen som snedriver. Husene var delvis ødelagt, der var kun ganske få, der ikke var mere eller mindre medtaget.

Vi gik rundt i gaderne og søgte efter “Zersprängten Sammelstelle”, men her var ingen; men vi fandt et sted, hvor vi kunne få mad. Dog måtte vi vente længe, inden vi fik noget. Omsider blev der uddelt “Graupensuppe” – vistnok suppe med store byggryn og små kødstumper.

Suppen kunne være god nok, men den var så sveden, at det var ganske umuligt at nyde den, – det hele var sorte og brune klatter, og selv om vi var meget sultne, måtte vi kaste den bort.

Der var heller ingen rigtig orden i dette foretagende, der skulle sørge for mad til de “forvildede”. Grunden var den, at her havde englænderne ligget for nogle få uger siden, og derfor var den slags ting endnu ikke bragt i orden.

Vi blev enige om, at St. Quentin var et dårligt madsted og besluttede at drage videre. Kanoneren fra bataljon 615 ville ikke med længere, men han ville nu for alvor prøve at finde sin afdeling; Imwiehe fra maskingeværkompagniet ville også hen til sit kompagni.

Vi sagde “farvel” og tak for følgeskab og så skiltes vi midt på gaden i St. Quentin. Jeg blev også ked af at gå og daske omkring, dertil kom, at tilbage kunne jeg kun dårligt komme, madstederne fandtes kun i Etappen og i bæltet fra Etappen og til den yderste linje var i front i et bælte p. ca. 30 – 50 km. bredde.

 Her kunne man ikke få noget at spise, der var kun sparsomt med civilfolk, og nu var man anvist til sin troppeafdeling, hvis man ville have noget at spise; den smule levnedsmidler, som fandtes ved fremmarchen var for længst fortæret.

Jeg gik ned til banegården og ventede på kørelejlighed. Jeg vidste, at der var forbindelse til Ham. Mens jeg gik på banegården, kom der nogle tyske tanks gennem gaderne. Det var de første tyske tanks, jeg så.

Hen på eftermiddagen kom der et godstog. Det skulle til Ham; det holdt dog først nogle timer på banegården. Vi var en hel del, der skulle med, og vi kravlede op rundt omkring, hvor der var plads. Jeg kom op på en fladvogn, der var læsset med maskiner.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

22. april 1918: Asmus Andresen – Rotter, lus og fransk artilleri.

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 5 havde en lavet Kaffe, som vi saa gav os i Lag med. Da vi ikke havde faaet Søvn i de sidste Dage, var vi nu saa søvnige, at vi næsten ikke kunde se.

 Kl. 6 kravlede vi som Kæve ind i vore Huler og dækkede os til med nogle Tæpper. Da det var meget roligt denne Aften, faldt vi snart i Søvn. Efter 10 Minutters Forløb vaagnede jeg igen, fordi der var noget, som kravlede over mit Ansigt. Først troede jeg, at det var en af mine Kammerater, der fægtede med sine Arme; men saa løb der noget over mine Ben og skreg af fuld Hals. Jeg tog min Lommelampe og lyste rundt omkring og opdagede, at 3 store Rotter sloges om mit sidste Stykke Brød.

 Psst! sagde jeg, men det rørte dem ikke, de sad og aad nok saa rolig videre, saa sparkede jeg efter dem med Benene; de 2 af dem løb saa hen i Krogen, men den tredje og største tog den sidste Mundfuld Brød i Flaben og travede helt gemytlig ud af Hullet. Jeg var klar over, at jeg den næste Morgen ikke havde nogen Frokost, og at jeg var bleven overfyldt med Lus; de kravlede over hele Kroppen, men efter at jeg havde uddelt et Par Stød til dem, faldt jeg i Søvn.

 Kl. 11 fik jeg et Spark i Siden. »Til Kanonerne«! blev der raabt. Jeg havde lige drømt, at jeg var hjemme, derfor kunde jeg ikke forstaa, hvad det hele havde at betyde, men i næste Øjeblik vidste jeg, hvor jeg var. Hele Jorden rystede, som om der var Jordskælv. Jeg fik fat i min Gasmaske og stormede ud til Kanonen. I en halv Time blev der skudt med fuld Kraft, og i denne halve Time havde Franskmændene sendt os ca. 400 Skud, men heldigvis skød de for højt, saa Granaterne gik ca. 100 Meter for langt.

 Vi havde 1 død og 3 saarede. Da det var bleven nogenlunde roligt igen, kravlede vi atter i Seng, men Kl. 1½ maatte alle Mand ud; efter at vi havde skudt 15 Skud, kunde vi atter lægge os lidt, men Kl. 5 begyndte Franskmændene igen at sende os deres Hilsen, og saa maatte vi tage fat paa ny. Vi skød til Kl. 11, saa blev der lidt roligt igen paa begge Sider. Vi var alle saa trætte, at vi, da vi kom hen til vort Hvilested, sank ned paa vore Tæpper og sov med det samme.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

21. april 1918: Asmus Andresen – Ilddåben

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen ved fronten.

Kl. 6 kom der Bud, at det Mandskab, der var kommen Dagen før, skulde lave sig færdig til at gaa i Ildstilling. Det ældre Mandskab sagde, at vi skulde ilddøbes, hvilket just ikke var opmuntrende. Saa gik vi til Køkkenet for at faa Mad for denne Dag.

Vi fik udleveret 70 gr. Brød, en Spiseskefuld Smør, 2 Cigarer, 4 Cigaretter og en Liter Rom. Da jeg hverken ryger eller drikker, solgte jeg mine Rygevarer og Rommen for et Stykke Brød. De fleste drak deres Rom med det samme for at blive mere modige.

Vi var 16 Mand, der skulde i Udstilling. Vore Tornystre og Karabiner blev læsset paa en Vogn, som 10 Mand kunde køre med, Resten skulde gaa bagefter.

Jeg foretrak at gaa bagefter for at være mere frit stillet, hvis en Granat skulde falde i Nærheden af os. Vi passerede tværs over Marker, som var oversaaet med Granathuller. Efter 2 Timers Marsch kom vi igennem en fuldstændig ødelagt By, Warneton, men kom ogsaa nærmere og nærmere til Ildlinien, enkelte Granater slog ned i Jorden med et vældigt Brag, men for det meste 4-500 Meter fra os.

Mandskabet paa Vognen begyndte nu at kravle ned, da de saa, at Granaterne efterhaanden blev mere nærgaaende. Jeg var nu træt og maatte se at komme op i Vognen. Vi naaede allesammen hen til Pløksteder-Skov. Derfra skulde vi gaa til Fods for at skaane Hestene saa meget som muligt.

Da vi havde faaet fat paa vore Tornystre og Karabiner, kom der en fransk Flyvemaskine over os. Der blev befalet, at vi skulde staa stille, for at Flyveren ikke saa let kunde opdage os.

Pludselig blev der aabnet en frygtelig Ild mod Flyveren; der faldt over 1000 Skud fra Afværgekanonerne og Maskingeværerne, saa mange Skud havde vi ikke tidligere hørt paa en Gang, og vi vidste heller ikke, om det var Franskmænd eller Tyskere der skød; det knitrede og bragede til alle Sider, men vi kunde hverken se Kanoner eller Maskingeværer. Alt var tildækket, for at Flyveren intet skulde se.

Det er jo let forstaaeligt, hvordan vi 18-aarige Soldater, som ikke havde været med før, var til mode, og jeg tør paastaa, at Bukserne rystede paa os allesammen, men vi blev ellers senere vant til et saadant Liv.

Da vi havde faaet Tornystret paa Nakken, gik vi videre, og efter en halv Times Marsch naaede vi til en Bakke, som Tyskerne kaldte Nachtigal Høhe; her stod vort Batteri. Kanonerne stod nedenfor Bakken, som vi skød over efter Franskmændene. Her var det let at se, at det var gaaet haardt til.

For 8 Dage siden havde Egnen været besat af Englænderne. Jorden var gennemrodet at Granater; der laa mange døde Mennesker og Heste. Vi var inderlig bedrøvede og meget bevægede ved at se paa de dødes gruelige Saar; vi vidste jo ikke, hvorlænge det vilde vare, før vi laa ligeledes med sønderrevne Lemmer.

Saadanne Tanker fik vi ikke lang Tid til at beskæftige os med, thi nu var vi naaet helt hen til Batteriet, hvor vi blev modtaget med glade Udraab af Kammeraterne, som vi skulde afløse. De fortalte, at Flyveren, vi havde set, havde kastet 2 Bomber ned til dem, derfor vidste de, at Stillingen var opdaget, og at vi kunde vente stærk Beskydning samme Dag. Vi blev straks fordelt til Kanonerne.

Jeg kom til 2. Skyts. Vore Tornystre pakkede vi ned i et Hul, der var gravet ind i Bakken; der skulde vi ogsaa sove, men vi maatte straks have fat paa Kanonerne. Vi havde aldrig før set den Slags Kanoner, som vi nu skulde skyde med, hvorfor vi først fik en Forklaring om, hvorledes vi skulde lade dem.

Saa begyndte vi at slæbe Granater hen; det var intet let Arbejde, thi hver Granat vejede 260 Pd., de laa i smaa Dynger, 4-50 Meter fra Kanonerne. Vi var 10 Mand ved hver Kanon, en skulde rette Kanonen ind, en skulde pakke Granater ud, 4 skulde slæbe disse hen til Kanonen, en Mand skulde slæbe Krudt, en skyde Kanonen af, og en Mand stod som Reserve. Vi kunde skyde 120 Skud i Timen. Kl. 1 kom Køkkenvognen med Mad til os, som vi spiste med god Appetit.

Da Klokken blev 2 begyndte vi at grave os en Dækning tæt ved Kanonen. Materialet hertil hentede vi i en lille Skov, som var bag vort Batteri. I denne Skov, laa et Batteri, som Englænderne ikke havde faaet med sig, saa det var tydeligt, at Englænderne havde holdt ud til det sidste Øjeblik.

Ved en af Kanonerne laa der 5 døde Englændere, 2 laa med hver sin Granat i Armen, og en med Aftrækkersnoren i Haanden. Ved en anden Kanon laa der 2 døde, den ene sad oprejst med sine Strømper i Haanden, den anden laa foran ham med Forbindssager i Haanden og har vel sagtens været i Færd med at forbinde sin saarede Kammerat.

Kanonerne havde de ødelagt, før de overlod dem til Tyskerne. Bag dette Batteri fandtes en engelsk Skyttegrav, ogsaa der laa mange døde, nogle af dem laa endnu med Geværet i Skydestilling. I disse Skyttegrave fandt vi meget Kød, Konserves, Kiks og Ost, saa vi forstod, at de havde haft Overflod af Spisevarer. Vi ragede i timevis i disse Skyttegrave for at finde noget spiseligt. Der fandtes mange halvfordævede Kødkonserves, som dog blev spist med god Appetit, men foranledigede mange daarlige Maver.

Saaledes gik den første Dag ved Fronten.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

21. april 1918: “Det var en temmelig lang marchtur” – Frederik Tychsen søger efter sit batteri

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Den næste dag måtte vi af sted, da vi ikke kunne blive længere. Vi gik så til Etreux. Det var en temmelig lang marchtur. Det var imidlertid nødvendigt at begynde at sælge ud af inventaret for at få lidt penge til brød og andre levnedsmidler.

Vi gik så ind til den civile befolkning og byttede til brød og fik nogle Franc for en overfrakke. Befolkningen kunne meget vel bruge beklædningsgenstande, de var alle fattige, og tøj var næsten ikke til at betale.

Hen på eftermiddagen nåede vi Etreux; vi gik hen til Zersprängten Sammelstelle og fik den sædvanlige ration; vi fik et logi anvist i en lade – noget trådværk spændt over nogle lægter, men her var både koldt og uhyggeligt. Og tøjet havde vi ikke ret meget af.

Om aftenen gik jeg hen til byens bager og prøvede på at købe lidt brød, men det ville ikke lykkes. Vi lå og frøs hele natten, og om morgenen besluttede vi at gå tilbage til Fresnoy le Grand.

Vi traskede af sted, vi solgte, hvad vi kunne sælge for at få nogen mad og penge. Kappen blev solgt, tæppet, snøreskoene osv., vi regnede med, at når vi kom til fronten, kunne vi sagtens få noget igen.

Hen imod aften kom vi til Fresnoy le Grand igen. Vi fik noget at spise, selv om vi havde været der for to dage siden. Vi gik tidlig til ro, halmsækkene og varme i kakkelovnen, hvad kunne man vel forlange mere. De gamle landstormssoldater vågede hele natten ved kakkelovnen og drog omsorg for, at der var ro og orden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

20. april 1918 – Asmus Andresen: ”Vi hørte Granatstumperne suse gennem Luften, og hele Huset rystede under os”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen på vej til fronten.

I 2 Dage havde vi ikke faaet Mad. Vi havde nok faaet Forplejning til 4 Dagen, men vi havde været 6 Dage paa Rejsen. Vor Anfører lovede os, at han nok skulde skaffe os noget at spise om et Par Timer, men vi fik intet.

Om Eftermiddagen kørte vi saa med den elektriske Bane til Genuar eller Kvesneii, som Franskmændene kalder Byen. Nu erfarede vi først Krigens Rædsler. Egnen fuldstændig sønderknust, og vi maatte fortsætte Rejsen til Fods.

Efter en halv Times Tid naaede vi et Proviantamt, hvor vi fik noget at spise. Saa gik det videre gennem opkørte Gader og ødelagte Byer. Først Kl. 5 naaede vi vort Bestemmelsessted. Bataillon 74 bestod af 3 Batterier, og jeg kom til 1. Batteri samme Aften.

Om Natten sov vi i et halvt nedskudt Hus paa 1. Sal, hvortil vi maatte klatre op, da Trappen var skudt i Stykker, men vi kom derop. Taget var gennemhullet af Granatstumper. Det var mørkt, og vi maatte føle os tilrette.

Efter denne anstrængende Dag faldt vi snart i Søvn. Kl. 1 vaagnede vi allesammen ved et vældigt Brag. Vi hørte Granatstumperne suse gennem Luften, og hele Huset rystede under os. Vi hørte flere Flyvemaskiner brumme over os og med rystende Lemmer ventede vi paa, hvad der vilde ske. Nogle mente, at deres sidste Time var slaaet, men det var dog ikke saa galt; thi alt blev stille, og vi hørte ikke mere den Nat.

Ved Siden af mig laa en Kammerat, som havde været ved Fronten i længere Tid, han sov som en Sten og snorkede dygtigt. Jeg kunde den Gang ikke forstaa, at han kunde sove, naar det gik saadan til, men jeg kom senere til at forstaa det, ja noget, der var meget værre.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

18. april 1918: “Vi fik en halmpose at ligge på” – Frederik Tychsen samler kræfter inden genforeningen med fronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Her bag ved fronten var der alle vegne et kontor, hvor man kunne få oplysning om, hvor tropperne var henne, de gav besked og alle de oplysninger, man ønskede, tillige fik vi forplejning, men hver gang vi havde modtaget mad eller penge, blev det noteret i Soldbuch (soldaterbogen), så man kunne kun få proviant for en dag ad gangen, og kun til en mand – og forplejningen var meget knap tilmålt. Et sådant sted blev kaldt “Zersprängten Sammelstelle” (samlingssted for splittede). Men vi kunne kun modtage mad en gang på et sådant sted, så måtte vi se at komme videre.

Det var hen imod aften, vi ankom til Busigny, og derfor fik vi anvist et nattelogi oppe på et loft. Vi gik op og lagde vor tornyster, derefter gik vi rundt i byen og fandt en biograf, vi overværede forestillingen – det kostede 10 Pfennig.

Da vi kom tilbage til Imwiehe, jeg samt manden fra Bataljon 615, var der vel en 100 mand på loftet foruden os. Den næste morgen blev vi vækket, og nu måtte vise at komme af sted, og vi fik ikke mere at spise. Vi gik så om på banegården og ventede, til der kom et godstog.

Vi kravlede op på en af vognene, toget satte sig i bevægelse, og så standsede det først i Fresnoy le Grand. Nu var det på høje tid at komme af toget, og vi stod af og meldte os ved Zersprängten Sammelstelle.

Her fik vi straks proviant og brød for én dag samt hver en dagløn – jeg fik 63 Pfennig, I Zoldbug blev noteret: „Verpflegung und Lohnung empfangen flir 20. April 1918” (forplejning og lønning for den 20. april 1918).

Vi gik på landet til bønderne og købte brød og mælk, og hen imod aften gik vi tilbage til Fresnoy le Grand, og her fik vi et ganske udmærket natteleje. Vi fik en halmpose at ligge på, og så sad der en mand fra landstormen og passede kakkelovnen, der blev fyret om natten, for at vi ikke skulle fryse. Det var dejligt.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

16. april 1918: “…vi enige om at stige ud ved den næste station; … vi kunne sagtens komme tidlig nok til fronten.” Frederik Tychsen leder efter sit batteri

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indkvarteret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Efter at jeg nu havde været på dette lazaret i 5 uger, blev jeg udskrevet den 16. april 18. Jeg fik mine gamle klæder og min udrustning igen, men da de var noget medtagen, skulle jeg have en anden mundering. Der var ca. 30 mand, der denne dag forlod lazarettet. Jeg var den eneste Obergefreiter, så jeg blev transportfører. Vi skulle til et depot i Le Cateau, her skulle vi have de beklædningsgenstande byttet, der trængte til det.

Lige efter middag gik vi ned til banegården i Maubeuge, men da vi kom derned, manglede der 2 mand – det kunne jeg ikke gøre for, vi satte os i toget og kørte af sted. Hen imod aften ankom vi til Le Cateau; vi fandt depotet, der lå et stykke uden for byen, vi fik noget at spise, og så fik vi en brix anvist i en af barakkerne.

Her frøs vi ganske umådelig. Vi var vante til en varm seng på lazarettet, og nu måtte vi hjælpe os med et tæppe. Jeg lå og længtes efter, at det skulle blive morgen, så vi kunne stå op og evt. få nogen varm kaffe.

Efter morgenkaffen trådte vi an, og vi fik, hvad vi ønskede; nye støvler, sko, tæppe, overfrakke osv. Karabiner, sabel, gasmaske og tornyster beholdt vi. Vi var færdige til middag, og vi fik oplyst, hvor vor troppeafdeling lå.

Jeg fik besked på, at mit batteri lå i stilling ved Montdidier, og nu måtte jeg se at finde det. Man fik et bevis, at man søgte efter sin troppeafdeling, og så kunne man køre med alle tog, gods- og persontog, når det gik imod fronten, men i modsat retning – bort fra fronten, kunne vi ikke komme uden billet (Fahrschein).

Jeg var imidlertid blevet godt kendt med Imwiehe, han tilhørte Inf. Rgmt. 465 IMGK; vi rejste sammen, desforuden var der en feltartillerist fra bataljon 615, der sluttede sig til os. Vi tre sad i kupé sammen. Da vi havde kørt et stykke vej med et persontog, blev vi enige om at stige ud ved den næste station; idet vi mente, at vi kunne sagtens komme tidlig nok til fronten. Vi steg så ud ved Busigny.

(Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien)

 

14. april 1918 – Asmus Andresens rejse mod Fronten: ”… langt borte hørte vi Kanontorden, men vi skulde snart komme nærmere til Fronten”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen på vej til fronten.

Den 14. April, Kl. 5 om Morgenen, blev der kaldt paa os. Den Morgen blev vi hurtig færdige med Kaffen, hvorefter vi pakkede vore Tornystre og mødte saa med fuld Oppakning paa Kasernepladsen Kl. 5½.

Saa gik det med fuld Musik til Banegaarden. Kl. 6 afgik Toget, og vi passerede Strassburg, Saarbrüggen og Luneville og stansede først i Metz, hvor vi skulde træffe sammen med vort Batteri i Nærheden af Verdun.

Det blev os der meddelt, at Batteriet var rejst længere mod Vest. Saa fortsatte vi Rejsen fra Metz over Bingen, Kohlens og Bonn til Køln; her skulde vi overnatte i en Ventesal, hvor vi laa sammenpakkede som Sild i en Tønde.

Dagen efter gik det videre over Achen til Lüttich i Belgien; der maatte vi overnatte i en Ruin, hvorfra vi om Morgenen kørte over Brüssel til Lille i Frankrig. Her saa vi Følgerne af Krigen, mange Huse var nedskudt, og langt borte hørte vi Kanontorden, men vi skulde snart komme nærmere til Fronten.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

10. april 1918 – Asmus Andresen: Gasmasken afprøves ”Vi blev ført ind i et Rum, som var fyldt med Gas”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Den 10. April skulde Masken prøves for at se, om den var lufttæt. Vi blev ført ind i et Rum, som var fyldt med Gas; der skulde vi saa opholde os i 10 Minutter; hvis der saa intet var i Vejen, blev Gasmasken godkendt. I de næste 4 Dage havde vi saa godt som ingen Tjeneste.

Den 13. April fik vi Forplejning til 4 Dage, vort Militærpas og 2,50 Mark udleveret, og saa var vi rejsefærdige.
 Om Eftermiddagen skrev jeg til mine Søskende, at jeg nu rejste til Fronten. Kl. 8 gik jeg til Sengs for at faa godt udsovet til næste Morgen, men jeg sov ikke godt den Nat.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

5. april 1918: “De gode dage fik også ende. Vi har levet godt sammen og kammeraterne var ganske gode.” Frederik Tychsen venter på udskrivelse

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Den 5. april havde jeg fødselsdag. Jeg fik en pakke hjemmefra dagen før. Mor sendte mig nogle småkager. På selve fødselsdagen fik jeg en halv lagkage af den nonne, vi havde mest med at gøre. Hun havde fået den sendt fra hendes hjem i Bayern. Den var bagt af rugmel, to lag med en slags gelé imellem. Den smagte ganske udmærket; men vi var jo heller ikke forvænnet med søde sager.

Jeg blev efterhånden rask, men jeg var stadig smittebærer. Jeg kunne ikke udskrives, men måtte vente, til jeg var ganske rask. I de sidste uger fejlede jeg ikke noget, men vi måtte ikke forlade afdelingen.

I en af barakkerne var der et kapel. Her samledes nonnerne og munkene om aftenen til andagt. Jeg blev indbudt til at komme med til disse andagter, og de foregik naturligvis under katolsk ceremoniel med mange fagter og bevægelser, snart knælende, snart stående.

Hirschvogel havde en speciel bestilling. Han ringede af og til med en lille klokke, så korsede menigheden sig, fremsagde bønner osv. I det hele og store var det et godt ophold for mit vedkommende, og hele sygdommen var sikkert et efterspil fra den spanske syge, som jeg havde i Lüttich. Her fik jeg hvile, ro – en udmærket seng og en sjælden god forplejning. 

De gode dage fik også ende. Vi har levet godt sammen og kammeraterne var ganske gode. Der var en ganske lille plads uden for barakken, og her kunne vi gå og nyde solskinnet, der skinnede ganske dejligt i disse dage.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4. april 1918: Frederik Tychsen tilbringer påsken på lazarettets epidemiafdeling

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Der var en 20-30 patienter i denne barak, de var mere eller mindre syge, nogle døde; der stødte tit andre sygdomme til. Der lå en henne i et hjørne. Han døde. Natten før spurgte Hirschvogel, om han skulle få fat i præsten til ham, der kunne give ham den sidste olie. Men patienten ville ikke have noget med præsten at gøre, men han bad Hirschvogel om at kildre sig under fødderne, – det var det eneste, ønskede.

Hen på natten døde han. I dødsøjeblikket knælede munken ved hans seng og nedbad Guds nåde og fred for hans sjæl. Det var der mange, der lavede grin med, men jeg syntes, at det var uhyre smukt og højtideligt. Den stakkels munk havde stået i timevis og kildret den døende under fødderne, og nu bad han for hans sjæl. Lidt efter blev han båret ud.

På langfredag kom der en evangelisk præst og tog os protestanter til alters. Det gik meget hurtigt. Nonnen gik ud imens, og vi sad en 6 – 8 stykker (der var kommet nogle i de sidste dage), på en bænk. Præsten gav os hver en salmebog med, og vi sang nogle vers af en salme. Han skænkede vin i et glas, så læste han ritualet, derefter fik vi brødet og vinen; vi sang en salme, og så var det færdigt.

Han pakkede skyndsomt sammen og talte alt imens med os. Lige inden han gik, spurgte han os, om vi nok kunne få tiden til at gå; vi beklagede os over, at vi ikke kunne få noget at læse i, eftersom vi lå på epidemiafdelingen, men så hentede han en 3 – 4 sæt spillekort op af lommen på sin skødefrakke, kastede dem hen af bordet og sagde: ”Så kan I have dem!”

Præsten forsvandt ud af døren, og straks overfaldt 2 – 3 mand glasset med resten af vinen, en ung landmand fra Lüneburger Heden gik af med sejren, efter at det meste blev spildt på gulvet. Derefter blev de nye spillekort taget i brug.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

23. marts 1918: Frederik Tychsen fortæller om sit ophold på lazarettet

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Det var nogle slemme dage, jeg havde bag mig. Jeg havde sikkert over 40 grader feber, og først nu kunne jeg komme under behandling. Om morgenen kom lægen og gav mig to indsprøjtninger i sædet, en på hver side. Det virkede ganske kolossalt, enden svulmede op, så jeg måtte ligge på maven 3 – 4 dage, men så var jeg også ovre det værste. Feberen gik ret hurtigt ned, og jeg begyndte at spise.

Ganske vist lå jeg stadig i sengen, men havde det i og for sig godt. Jeg kunne sove både nat og dag i den første tid, og da jeg kunne spise, kom appetitten, og forplejningen var god og rigelig. Den gamle nonne havde vi ikke om dagen. Derimod havde vi to yngre nonner på ca. 40 år. De måtte ikke tale om ting, der ikke angik sygdommen eller det tjenstlige mellem 6 morgen og 6 aften, men vi spurgte om mangt og meget, og som oftest svarede de også. Derimod efter kl. 6 aften talte jeg tit med dem.

Jeg var den eneste protestant i hele barakken, og nonnerne talte meget med mig. Nonnerne var meget uvidende. De vidste ikke, hvor Slesvig eller Holsten lå henne, men derimod vidste de, at der var noget, der hed Hamborg, dog mente en af dem, om Hamborg lå i nærheden af Leipzig. De læste aldrig aviserne, men når de havde et par minutters tid, tog de bønnebogen frem og bad samtidig med at de sad med rosenkransen.

Rosenkransen består af, jeg tror nok 75 perler, og for hver perle er der en bestemt bøn, der findes i bønnebogen, og en troende katolik skal bede rosenkransen så mange gange om dagen, som den kan få tid til, nonnerne skulle i hele deres fritid bede rosenkransen og holde andagt. Vi havde også en munk, han hed Hirschvogel. Han var sygepasser og gjorde det sværere arbejde, vaskede gulve, bar spande ud osv. Hirschvogel var en ærlig munk med det rigtige tjenersind, men så blev han naturligvis misbrugt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. marts 1918: “… da nonnen så mig komme i Adamskostume, korsede hun sig med en mægtig håndbevægelse …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Vi kørte ud i en forstad til Maubeuge der hed Sues le Bois, og her lå det bayriske Kriegslazaret no.62. Vi blev læsset af i et stort pakhus: Der var flere hundrede. Her kunne vi lægge os på det bare gulv. Der kom så en læge, og han spurgte, om der var nogen, der følte sig særlig syg. Jeg gik hen til ham, for jeg følte mig i sandhed meget syg. Lægen spurgte mig om, hvad jeg fejlede. ”Ja, det var halsen”.

 Han lyste mig med en elektrisk lampe, og så sagde han, at jeg kunne straks komme i seng, jeg skulle melde mig på epidemiafdelingen. Jeg tog min tornyster og karabiner, forlod komlageret og begav mig hen til lazarettet. Det bestod af en lang gade med barakker på begge sider, og i den anden ende af hele komplekset lå epidemiafdelingen, en del barakker for de patienter, der var befængt med difteritis, tyfus, kolera eller meningitis.

 Jeg tumlede op gennem barakkerne, og efter jeg havde spurgt om vej flere gange, fandt jeg hen til epidemiafdelingen, og fandt også barakken. Klokken var ca. 12 om aftenen. Jeg bankede på. Der lød et svagt ”Kom ind!” af en kvinderøst. Jeg trådte ind med hele min krigsoppakning: Stålhjelm, karabiner, tornyster og den øvrige bagage, gasmaske m.m.

 Her sad en ældre nonne i sin hvide dragt og den mærkværdige, flagrende hovedbeklædning, som de katolske nonner bærer. “Hvad skal De?” spurgte hun. ”1 seng”, svarede jeg. Hun sad og drejede med rosenkransen og mumlede bønner alt imens. Hun standsede med bønnen eller med dette her mumlen, som om hun var færdig med et bestemt afsnit i bønnerækken, lagde rosenkransen fra sig og så op.

 Alt imens stod jeg og så mig lidt omkring. Her stod flere rækker senge, men der var en iblandt, der var tom – vel sagtens til mig, tænkte jeg. Nonnen sad ved et lille bord; på dette foran hende lyste en elektrisk lampe, der var anbragt en skygge af papir, så lyset faldt på bordet og skyggen hen imod patienterne.

 Så spurgte nonnen, om jeg havde lus? ”Ja”, svarede jeg med en grødet stemme. ”Når man har ligget de sidste 9 måneder ved fronten, så kan De vel nok regne ud, at man er luset”. ”Ja, men så må De først bades, inden De kan komme i seng, og Deres tøj må De aflevere til desinfektionen; badeanstalten er nede i den anden ende af lazarettet, der må De gå ned og få det ordnet!” Jeg spurgte, om der var åbent på denne tid af døgnet, ”ja, der er altid åbent” var svaret.

 Jeg begav mig så ned til badeanstalten, der var vel nok ca. 800 – 1000 m. derned; der lå barakker på begge sider hele vejen. Da bademesteren hørte, at jeg havde difteritis, bad han mig om alt mit tøj og hele min udrustning, da dette skulle desinficeres. Jeg selv kom under bruseren, men da jeg imidlertid blev meget sløj og slap, måtte jeg bede assistenten om at hjælpe mig lidt. Han skrubbede mig så med en børste, medens jeg måtte støtte mig til plankeværket.

Da jeg var færdig, måtte jeg gå. De kunne imidlertid ikke give mig noget tøj, hverken skjorte eller tæppe, da jeg hørte til epidemiafdelingen. Jeg fik lov til at låne et par trætøfler, og så gik jeg ganske splitternøgen tilbage til nonnen i difteribarakken. Jeg gik ind, og da nonnen så mig komme i Adamskostume, korsede hun sig med en mægtig håndbevægelse og udbrød et forbavset ”åh, Gud!” Jeg fik så en skjorte af hende og kom omsider i seng. Klokken var nu ca. 1.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

11. marts 1918: “Jeg kom i seng og fik eddikesur lerjord at gurgle halsen med” – Frederik Tychsen bliver indlagt med difteritis

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre.

Den 11. marts blev en lang dag. Jeg lå og vred mig på en brix i laden, kunne ikke spise og ikke sove, jeg havde stærk hovedpine, og blodet bankede i min tinding. Dagen gik og natten også. Halsen truede med at lukke sig helt til, jeg trak vejret tungt – svedte og frøs.

Hen på formiddagen den 12. marts kom der en fra skrivestuen og gav besked om, at jeg skulle straks begive mig til lazarettet – det var difteritis – streng halsbetændelse. Prøven var kommet tilbage fra bakteriologisk station, og nu var det bare med at få mig sendt af sted så hurtigt som muligt, for denne sygdom var smittefarlig i høj grad. Jeg fik min tornyster pakket. Kammeraterne hjalp mig med at få teltdugen og mantelen rullet, og de var i det hele taget mig meget behjælpelig.

Jeg skulle selv gå hen til et samlingssted for syge, og et sådant var der i Wassigny ca. 2 km fra La Vallee Mulatre. Ved middagstid tog jeg af sted, Skurnia og Rudolf Winkler gik med mig derhen, de bar min tornyster og karabiner. Her i Wassigny var der et stort samlingssted for syge og let sårede.

Hele lazarettet var telte. Jeg tog afsked med Skurnia og Rudolf Winkler, og så meldte jeg mig på kontoret. Dernæst kom jeg ind i et telt og fik en seng anvist. Her var sygeplejersker og Røde Kors søstre. Vi havde en flink Røde Kors søster – hun var fra Hamborg og rødhåret. Hun spurgte mig om, hvad jeg var for en landsmand: Nordslesviger, svarede jeg – så er vi jo halvvejs landsmænd.

Jeg kom i seng og fik eddikesur lerjord at gurgle halsen med, og det tog noget af smerterne. Vi lå i en 3 – 4 lange rækker i dette telt. Ved siden af mig lå en Sanitätshundefører, en benævnelse, som jeg mødte første gang. Han fortalte vidt og bredt om hans bestilling som hundefører; deres pasning, arbejde osv.

Her i dette telt lå vi til anden dag om morgenen, vi skulle stå op og komme i et persontog, der førte syge og let sårede med sig (Leichtkrankenzug). Vi kom imidlertid ikke af sted før hen på eftermiddagen – vi sad i III. klasses kupévogne. Vi var alle syge mere eller mindre, og jeg følte mig meget dårligt til pas. Feberen var høj, jeg havde en voldsom hovedpine, og så måtte jeg kaste op af og til, dette gjorde jeg gennem vinduet.

Ved 10 tiden om aftenen holdt vi i Maubeuge. Vi kom ud og kom op på en slags sporvogn, der kørte os ud til et lazaret. Jeg stod foran på perronen hos føreren, men jeg så ikke ret meget. Jeg var meget syg.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

9. marts 1918: “Jeg kravlede ned i halmen og gødningen, dækkede mig godt til dermed.” Frederik Tychsen bliver ramt af sygdom

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre.

En sygdom ændrede mine forhold. Den 9. marts følte jeg mig dårlig og utilpas. Den 10. om morgenen havde sygdommen forværret sig, og det blev værre for hver time, der gik. Jeg besluttede, at hvis det ikke ville blive bedre med mig om natten, så ville jeg melde mig syg dagen efter. Jeg fik det med kraftige kuldegysninger, og jeg frøs meget. Jeg lagde mig tidligt denne aften (på cementgulv), men kunne ikke falde i søvn.

 Kuldegysningerne blev værre og værre, og omsider måtte jeg stå op. Jeg havde min kappe og en dække (et tæppe), men det forslog ikke. Jeg gik om for enden af huset, her var en mødding – hestemødding – den dampede, for gødningen gærede, altså den var varm. Jeg kravlede ned i halmen og gødningen, dækkede mig godt til dermed, og det gav nogen varme i kroppen, men sove kunne jeg ikke.

 Det var halsen, der var i uorden, og jeg havde en fornemmelse, som om den ville snøre sig helt til. Ved fire tiden om morgenen gik jeg hen til feltlægen. Han havde et bedre kvarter i en bondegård sammen med sygepasseren. Jeg bankede på. Omsider fik jeg banket så meget, at sygepasseren kom hen til vinduet og spurgte, hvad der var løs. Jeg forklarede, at jeg var syg. Sygepasseren sagde til lægen, at der var en mand herude, der ville konsultere lægen. ”Er han såret?” spurgte denne – ”Nej syg.” ”Så kan han vente til kl. 8.” Det var denne besked, jeg fik – altså skulle jeg komme igen kl. 8.

 Jeg var meget syg – daskede tilbage til møddingen igen, kravlede ned i den og prøvede på at sove, men det ville ikke lykkes. Jeg lå og svedte og frøs, og det kneb med at trække vejret. Jeg så efter uret mange gange – strøg den ene tændstik efter den anden. Omsider blev kl. hen ad otte, jeg stod op og gik hen til lægen for anden gang. Jeg ventede en halv times tid, så kom jeg frem for lægen. Han så mig i halsen, han talte noget om betændelse, tog en prøve, der blev sendt til bakteriologisk station bag ved fronten, så penslede han mig med jod, han gav mig nogle tabletter, og så kunne jeg gå.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

5. marts 1918: Frederik Tychsen og batteriet tager afsked med de belgiske piger

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Ude i udkanten af byen havde byens unge piger imidlertid samlet sig; belysningen var svag, og da vi kom marcherende, stod de på begge sider af landevejen. Barbara var også iblandt dem. De fulgte med, hver fandt sin pige, og de kom ind i geleddet, og straks blev der en broget kolonne.

 Batterichefen så det godt, men for en gangs skyld lod han stå til; han morede sig øjensynligt over situationen, pigerne gik med; arm i arm (sikken kolonne!!) en 5 – 6 km. Kl. blev hen ad tolv, og så pludselig kommanderede batteriføreren “holdt”. Han råbte ud i nattestilheden: “første Batterie! Skal vi så standse i 5 minutter og få afskedskysset; vi vil sige dem tak for det gode kvarter og alt godt, og når vi nu fortsætter, lader vi pigerne blive tilbage – har de forstået?” “Javel, hr., løjtnant”, lød det fra mange munde.

 Efter et holdt på ca. 10 minutter blæste hornisten signalet til, at hestemandskabet skulle sidde op. Vi sagde farvel og trådte an, og batteriføreren kommanderede: “Batterie march!” Den lange række satte sig i bevægelse. Pigerne stod ved siden og grød, nogle hylede, andre hulkede; til de sidste hørte Barbara. Jeg sendte hende et taknemmeligt vink, hun vinkede med lommetørklædet og råbte: ”Ou revoir, Monseur Frederik!” Det var den sidste hilsen, det sidste blik fra Barbara.

 Zum Dorf hinaus zieht die Batterie,

die Fahne lustig weht,

ein mädchenschar begleitet sie

und weint, das zum Krieg es geht.

Noch einmal schaut der Kanonier

nach seinen Lieb zurück.

Viel tausend Grüsse schickt er ihr,

was sagt sein letzter Blick?

Ach Mädehen bleibe mein,

dies Herz gehört nur dein.

Ist der Friede da,

so kehr ich ja

nach Stolzenfels am Rhein.

 

Pligten kaldte igen, og målet var Frankrig

I en af Lüttichs forstæder stod et tomt tog parat. Her fik vi batteriet læsset på, derefter rullede toget af sted – ingen vidste hvorhen – ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe. Til at begynde med blev der sunget i de enkelte vogne: “Drum Mädschen weine nicht, sei auch nicht traurig, nach einen Kanonier das Herz nicht schwer” osv. Lidt efter faldt vi alle i søvn, mens toget rullede ind i det uvisse…

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

5. marts 1918: Frederik Tychsen og hans batteri ankommer til Frankrig

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Det varede ikke ret længe, inden vi opdagede, at turen gik ned gennem Meusedalen, der var nogen, der opdagede, at vi havde passeret Namur – senere Maubeuge, altså gik det i hvert fald til Frankrig igen. Hen på eftermiddagen den 5. marts 1918 standsede toget i Bohain, et par stationer længere mod syd end Le Cateau.

 Vi holdt en lille tid, så kørte vi uden for byen, og midt på marken var der rejst en interimistisk perron. Her blev vi læsset af. Vi mærkede straks, at der var en usædvanlig tilstrømning af militser. Over alt vrimlede det med soldater, og i hver eneste time kom der transporttog med tropper ved denne ene perron, og inden en time skulle vi være færdig, for at perronen kunne være fri til det næste togs ankomst.

 Vi marcherede af sted, og ved aftenstid kom vi ind i en landsby, der hed La Vallee Mulatre, en by på størrelse med min fødeby Agerskov. Da vi kom derhen opdagede vi snart, at byen var svært belagt med militær. Vi fik en stald anvist til kvarter, der var nogle enkelte brixe; gulvet var af cement – men vi havde tag over hovedet (Vinduerne var i stykker).

De følgende dage havde vi ikke videre nogen tjeneste, så vi gik en tur rundt i egnen hver aften; solen skinnede om dagen, men om natten var det meget køligt. Alle vegne, hvor man kom, og hvor man så, var byerne, gårdene og husene belagt med soldater; man havde indtryk af, at der var noget usædvanligt i luften. Vi vidste intet, men vi måtte ikke gå ud i større flokke om dagen for flyvernes skyld. En dag kom løsningen. Der kom en engelsk flyvemaskine, højt, højt oppe; der var klart solskin, og han kastede en stor bunke flyvesedler ned, på dem stod der: ”Vi ønsker eder til lykke med den store offensiv den 21. marts”. Altså den 21. skulle det gå løs. Ja, man kunne også nok se, at noget måtte komme – al denne militær – kanoner og materiel.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4. marts 1918: Frederik Tychsen – Afgang mod fronten endnu engang..

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Dagen efter, den 4. marts 1918, blev vi vækket til sædvanlig tid. Der var stor travlhed straks fra morgenstunden. Alt var blevet gjort i orden, men nu skulle der pakkes. Kanonerne fik endnu en omgang, de blev efterset, de fik olie. Lafetkassens indhold, der talte 78 genstande, reservedele m.m. blev gennemgået, lanternerne og lysene blev bragt på plads, remmene der holdt spader, hakker og løftestænger fast, blev strammet, sigtekikkerten blev efterset, glassene blev pudset og noniussen prøvet, Richtkreis og kvadrant omhyggelig ordnet – og først når kanonen var ordnet, pakkede vi tornysteren, rullede mantel og teltdug, og snørede dem på tornysteren. Karabiner og sabel fik lidt olie, og blev gjort klar til afgang.

 Hestemandskabet havde travlt med at ordne furage til hestene, og på kontoret skulle alt pakkes i kister og kasser. Der er i det hele taget uhyre mange ting, der skal ordnes til en sådan transport, men hver enkelt ved, hvad han skal have med, og hvad han skal ordne. Hen på eftermiddagen var vi færdige, og så røg vi tobak og spadserede for resten, men ingen måtte forlade pladsen. Vi fik vor aftenkaffe, brød og osterationeme for flere dage, tobak, cigarer, cigaretter og lidt snaps.

 Kl. 8 trådte vi an! Alle navne blev råbt op, hestene blev spændt for kanonerne og alle de andre køretøjer, officererne red frem og tilbage, og en time senere besteg rytterne hestene, og kommandoen lød: “Batterie march!!” Først red batterichefen og et par officerer, så kom alle kanonerer og fodmandskabet, dernæst køretøjerne. Vi forlod pladsen, marcherede gennem den lille bys hovedgade i streng orden, vi så til siderne, for vi havde fået byen kær, og befolkningen smilte, og enkelte vinkede til os.

Men pigerne så vi ikke noget til. Jeg havde dog ventet at se Barbara endnu engang.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

3. marts 1918: “…der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd..” Frederik Tychsen tager afsked med sønderknuste Barbara.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

 Om aftenen samledes vi, der plejede at komme i Estaminettet, der for sidste gang. Barbara såvel som de andre piger havde klædt sig i sort som et synligt bevis på, at de var bedrøvede over vor bortrejse. Denne aften blev der ikke danset, og der blev ikke sagt ret meget. Jeg købte en kop kaffe med et par småkager til Barbara og mig selv. Hen ved 9 tiden brød vi op, vi gik en tur, og så gik Barbara med hen til slottet. Barbara græd, hun spurgte mig, om jeg ville skrive, når jeg nu tog af sted? Det kan jeg ikke – måtte jeg svare, soldaterne må ikke korrespondere med den civile befolkning i “fjendens” land.

 “Når kommer du igen?” spurgte Barbara. “Det ved jeg ikke!” “Får du snart orlov?” “Det ved jeg ikke”. “Kommer du aldrig tilbage til Beyne Hensay mere?” “Det kan jeg ikke sige dig, Barbara”. “Tror du, at du bliver skudt, når du kommer til fronten igen?” “Det ved jeg ikke”. ”Er du vred på de belgiske soldater?” ”Nej, absolut ikke. Jeg er ikke vred på nogen, aldeles ikke”. ”Ja, men så kan du flygte til Holland. Så kommer jeg bagefter!” ”Det er lettere sagt end gjort, Barbara, det er ikke så let at komme bort”. “Tror du aldrig, vi ser hinanden mere, Monseur Frederik?” ”Jo, i morgen aften”. ”Og så ikke mere?” ”Det kan jeg ikke sige noget om” (jeg kunne ikke stå og fortælle eller love noget, som jeg ikke selv troede på).

 ”Når du er 23 år og jeg er 19 år, så kan vi gifte os, Monseur Frederik, og så kan vi bo i Holland!” ”Ja, ja, Barbara, lad os nu først få en ende på krigen og ud af dette tøj, så kan vi først lave fremtidsplaner”. “Min far og mor kan godt lide dig, Monseur Frederik!” “Jeg kan også godt lide dem, men jeg kan endnu bedre lide dig, Barbara!” Barbara græd! Jeg tænkte på sangen:

 Ein Kanonier auf dem Dorfplatz stand,

ein Mädehen ihm zur Zeit,

er lägt die Waffen aus der Händ,

spricht Trost zu ihr im Leid.

Er drükt sie traurich an die Brust

beugt traurich ihr Gesicht

Der Trennungsschmertz wird ihm bewusst

als er jetzt zu ihr spricht.

Ach, Mädchen bleibe mein

Dies Herz es ist nur dein,

Ist der Friede da, so kehr ich ja

nach Stolzenfeld am Rhein.

 Vi stod i parken foran slottet. Vejret var smukt, det var den sidste aften, der gik mange tanker gennem min hjerne – hvad ville fremtiden mon bringe? – Om få dage var vi sikkert i ilden igen, Barbara var bedrøvet – jeg var selv bedrøvet og ked af det – Barbara græd – hun kunne ikke rive sig løs! Tårnuret slog nu 10, og hornisten blæste Tappenstregen, det lød smukt i den stille luft – nu skulle der tages afsked. ”God nat, Barbara”. ”God nat, Monseur Frederik, Au revoir!”

 Jeg gik op ad stentrappen foran slottet, døren eller rettere porten skulle nu lukkes, jeg så endnu en gang ned i parken, der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd, der kom en 3 – 4 soldater løbende, de skulle skynde sig med at komme ind, før porten blev lukket i og låset, og de sidste toner af den sidste sats af den lange artilleritappenstreg døde hen i aftenstilheden. Jeg gik op på værelset, de andre var ved at gå til sengs; jeg lagde mig på brixen og tænkte på det første møde med Barbara.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

2. marts 1918: Den vanskelige afsked – Frederik Tychsen og hans batteri rejser fra Liége.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Imidlertid nærmede tidspunktet sig, da vi skulle forlade Beyne Hensay. Vi havde nu fået den nødvendige udfyldning af heste og mandskab. Batteriet var krigsstærkt, kanoneme var nye, og der blev talt om offensiv. En af de sidste dage gik vi hele batteriet under førelse af chefen hen og beså noget af de forter uden for Lüttich, som var blevet ødelagt af de store 42 cm Mørsere 1914, og om aftenen holdt Unteroff. Dres et foredrag om Lüttichs indtagelse 1914.

 Vi fik besked om, at vi skulle bort fra Beyne Hensay om aftenen den 4. marts, og læsses på jernbanen i en af Lüttichs forstæder natten mellem den 4. og 5. marts. Et par dage i forvejen var vi nede i Lüttich på luserensningsanstalten; det blev sent, og vi forlod anstalten ved ca. 7 tiden.

 Da vi gik igennem gaderne, sang vi en soldatersang så kraftigt, at folk kom hen til vinduerne i hvert hus for at høre og se, hvad der var lås. Sergenten forbød at synge inde i byen, men i aften ville vi synge, og når den ene sang var forbi, begyndtes der på en anden; jeg tror aldrig vi har sunget mere kraftigt end denne aften, sangens ånd kom over soldaterne, det gav genlyd i gaderne, folk standsede, så og hørte – og det lød vidunderligt denne aftenstund. Med faste fodslag marcherede vi igennem gaderne, og vi vakte opmærksomheden, og den rettedes imod os.

 Den sidste dag i Beyne Hensay blev vi synet af en læge om nogen eventuel var kønssyg. Det viste sig, at 37 mand havde “Tripper” (gonorré) og måtte på lazarettet. Det var et forholdsvis stort kontingent, der måtte til lazarettet, men der var intet at gøre. Selv om hver mand havde fået udleveret et “Lommeapoteke” (der bestod af en tube med salve, en lille sprøjte og et lille glas med væske), dog syntes det, at det ikke var taget i brug i tilstrækkelig grad. Lægen havde givet instruktion i brug og anvendelse af apoteket.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.