Alle indlæg af Christina Sandal Bendtsen

19. september 1918. Endelig hjemme på orlov: “Om aftenen talte vi alle om at gå over grænsen til Danmark.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Den 19. september 1918 hen imod aften nåede jeg hjem. Jeg gik tværs over marken fra Mellerupvejen nord for Steffen Klings plantage på Vojomgård og igennem roemarken. Da jeg kom i roemarken, så de mig. Marie løb mig i møde, så kom min svoger Samuel Nielsen, der lige var kommet hjem fra russisk fangenskab, derefter kom far, mor, Alfred og Anne.

“Havde Johannes nu også blot været her”, sagde moder grædende. Jeg kom ind, fik noget at spise. Derefter trak jeg af tøjet og badede i en balje i hestestalden. Det vakte opsigt, da jeg smed frakken, og de så den smukke damechemise fra Cambrai.

Dagen efter, den 20. september, fejrede Samuel og Marie bryllup – et mærkeligt bryllup. Samuel var soldat, jeg var soldat, og Ingvardt Nielsen, der også var med til brylluppet, han var også hjemme på orlov. Men på bryllupsdagen var vi alle i civil. Stemningen var selvsagt noget trykket.

Ingvardt Nielsen skulle af sted dagen efter til fronten. Om aftenen talte vi alle om at gå over grænsen til Danmark. Ingvardt ville af sted samme nat; han kom også over grænsen, men han fortrød det, og gik tilbage igen og rejste til fronten. (Han kom dog godt hjem fra krigen og bor nu, 1941, på Hellevad Bjerg gift med min kusine, Pauline Riis).

Samuel kunne ikke beslutte sig til at tage af sted, han havde endnu 4 ugers orlov og ville se tiden an. Jeg blev hjemme til den 1. oktober. Jeg havde endnu ikke sagt noget til far og mor om, at jeg agtede at gå over grænsen. Men de sidste dage begyndte mor at ville ordne mit tøj, men så sagde jeg, at hun skulle ikke bryde sig om at ordne noget, for jeg fik ikke brug for det mere. Mor forstod det, men sagde ingenting.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

18. september 1918. Kaotisk hjemrejse: Frederik Tychsen vil hjem, koste hvad det vil!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Det var en smuk strækning fra Namur til Arion. Vi kørte i Ardennerne, og grunden til denne omvej var de ødelagte jernbanestrækninger forårsaget af fjendtlige flyvere. På den sidste station i Belgien, Arion, fik vi noget at spise. Det var ikke almindeligt at bespise folk, der rejste på orlov, men det måtte skyldes omstændighederne og den store forsinkelse.

Fra Arion gik det gennem Luxemburg til Metz. Jeg sad i kupeen lige over for en ung soldat, der for første gang kørte på orlov. Han havde været hjemmefra et års tid. Han var så fortumlet, at han slet ikke kunne tro, at han måtte rejse hjem.

Han tog sine orlovspapirer op gang på gang, så på dem og mumlede: ”Det må jo passe, det må jo passe!” “Javist passer det”, sagde vi andre, men han kunne alligevel ikke tro det. Hen mod aften nåede vi til Metz. Byen og banegården blev imidlertid beskudt, vistnok af amerikanerne, der var trængt frem i Præsteskoven. Der kom et skud af og til af lille kaliber.

Vi blev alle beordret ud af toget og skulle træde an. Vore papirer blev undersøgt, og der var tale om, at vi skulle standses og eventuelt sættes ind mod amerikanerne i Præsteskoven. Men til alt held kom der et tog med flygtninge, kvinder og børn. Det kørte ganske langsomt over banegårdsterrænet, ja, det så ud, som om det hvert øjeblik ville gå i stå. Men det var godt for os.

Vi løb til fra alle sider, kravlede ind i kupeerne, imellem vognene og oppe på vognene. Her hjalp ingen kommanderen og ingen råben eller skænden, enhver sørgede for sig, og jeg kom til at ligge oven på en passagervogn sammen med en del andre. Af hensyn til tunnelerne måtte vi ligge på maven hele vejen. Og på denne måde nåede vi Köln.

Det var en ret ubehagelig tur, det var koldt, og i tunnelerne var det frygteligt. Det røg og buldrede om ørerne på een, så jeg ved ikke hvad. I de tidlige morgentimer nåede vi Köln. I Köln var banegården blevet bombarderet om natten, men et stykke borte fra stationen holdt et tog, der gik til Hamborg.

Vi væltede ind i toget; de damer, der gjorde tjeneste som togbetjente, ville kontrollere papirerne, billetterne m.m., men de kom ingen vegne, de blev skubbet til side, og vi gik ind eller kravlede gennem vinduerne for at få plads. Lidt efter satte toget sig i bevægelse, og hjemrejsen synes nu at være sikret. Turen gik til Hamborg, og videre over Neumünster til Flensborg.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

17. september 1918: Frederik Tychsen fortsætter hjemrejsen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov – og han havde besluttet sig for ikke at vende tilbage.

Det tog, jeg skulle med, afgik fra Irvny, en stationsby, der lå ca. 8 km på den anden side af Cambrai. Det var et “Militærurlaubertog” (Murzug Ruhr 30). Det skulle efter planen gå igennem til Dortmund, hvor jeg skulle skifte, og så med et andet, der gik til Hamborg. Men det kom ikke til at gå efter planen.

Da vi stod med flere hundrede mand og ventede på adgangstilladelse til at bestige toget, kom der en mængde fjendtlige flyvere. De begyndte at kaste bomber. Vi løb til alle sider, men der kom flere og flere flyvere, og de blev ved med at bombardere banegården. Omsider ramte de toget, og det brændte.

Vi lå spredt rundt omkring, medens bombardementet stod på. Vi kom imidlertid ikke af sted samme dag. Vi overnattede dels på banegården, dvs. nogle barakker og pakhuse eller rundt omkring i byen, hvor man kunne finde en soveplads. Jeg for mit vedkommende sov i en kreaturvogn sammen med nogle andre – alle skulle vi på orlov.

Der var dog nogle, der ikke kom det, de var blevet dræbt med papirerne i lommen. Mange blev såret og kom på lazaretterne. Dagen efter holdt der et tog ca. 1 km uden for stationen, det kunne ikke komme helt ind, for sporene var i stykker. Vi fik besked på, at vi skulle med dette, og det kan nok være, at vi kom derud i en fart.

Langt om længe begyndte toget at sætte sig i gang, og et lettelses suk gik hen over alles ansigter. Toget gik til Walenciennes og Ath; men herfra gik toget i en anden retning. I stedet for den planlagte kurs over Bryssel, Lüttich, Aachen, Köln, Dortmund, gik toget over Mons, Namur, Arion, Luxemburg til Metz.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. september 1918. “Sådan var det i krigen, enhver sørgede for sig, og det, man ikke ville miste, måtte man passe på.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Med den fulde oppakning, karabiner og 60 patroner begav jeg mig nu ind efter Cambrai, det var en tur på ca. 8 km. Jeg gik hurtigt hen ad den støvede landevej, nu var det bare med at komme bort fra fronten. Kanonerne tordnede i alle hjørner og kanter, men det havde man for længst vænnet sig til.

Det var midt på dagen og ikke ret megen trafik. Der lå mange sårede langs med vejen, de lå og hvilede sig, de var på vej tilbage til forbindingspladserne og feldtlazaretterne. Et steds var der gravet ind i en skrænt og indrettet et forbindingsplads, her var der mange sårede.

Et par km. før jeg nåede Cambrai, kom jeg ind i et engelsk ildoverfald. De beskød landevejen ganske nederdrægtigt med granater og Schrapneller. Jeg måtte kaste mig ned i vejgrøften, indtil de holdt inde med skydningen. En Schrapnel eksploderede over hovedet på mig, stumperne røg mig om ørerne, men også denne gang kom jeg ud af det.

Jeg gik og tænkte på, hvor jeg muligvis kunne få fat i nogen levnedsmidler, brødposen var tom, og turen hjem ville tage et par dage, i det hele taget var min klædning så dårlig, som den kunne blive, med humøret var det så som så, fattig, elendig, ja, alt var skidt.

Jeg havde sandsække viklet omkring benene, ærmerne i frakken var syet fast med tyndt ståltråd, benklæderne var forlappet, og jeg havde ingen skjorte på. Støvlerne var dårlige, kun overfrakken var god, den havde jeg arvet efter Goldberg i Marneslaget.

Ved ca. 5 tiden nåede jeg Cambrai. Befolkningen var blevet evakueret et par dage i forvejen, og der drev mange soldater rundt i gaderne og i husene, rimeligvis for at finde noget spiseligt, eller noget brugeligt, som de kunne sende hjem til Tyskland. Da jeg var kommet ind i byen, skulle jeg også til at se mig om efter lidt til føden til rejsen. Og jeg havde virkelig held med mig.

Jeg gik ind i et fire etages hus, og her var alt tilsyneladende roligt. Henne ved døren stod en lille sæk (sandsæk), der var fyldt med et eller andet. Jeg tog sækken og gik, ganske vist hørte jeg trampen i værelset ved siden af af en eller anden, men det vedkom ikke mig. Jeg gik ud af døren og forsvandt.

4-5 huse længere nede i gaden gik jeg ind i en stor port. Her skulle sækken undersøges. Det første, jeg trak op af sækken, var en damechemise med røde sløjfer og bånd. Denne trak jeg i med det samme, endvidere indeholdt den nogle håndklæder, et lille brød, en halv flaske cognac, en pakke tobak og nogle cigarer.

Håndklæderne lod jeg ligge, men alt det andet var gangbar vare for en frontsoldat; jeg pakkede det i tornyster og brødpose, tog en slurk af flasken, tændte en cigar og gik min vej. Sådan var det i krigen, enhver sørgede for sig, og det, man ikke ville miste, måtte man passe på. Skete det, at de tog ens sager, sagde man til sig selv, at næste gang måtte man passe bedre på.

Jeg gik gennem Cambrai, og på gaderne i den ene bydel var der nogen uro; jeg spurgte, hvad der var løs, og der var nogle soldater, der fortalte mig, at de havde stormet proviantdepotet for at få levnedsmidler. Nogle landstormsmænd, der stod vagt foran depotet, havde fået et par håndgranater, og så var de sultne soldater trængt ind.

Lidt efter kom feltgendarmeriet, og der var kommet til kamp mellem dem og soldaterne. Det endte med, at de lod soldaterne tage, hvad de ville have, og hvad der forefandtes. Det var ikke nemt at drive de sultne soldater tilbage, da de havde rigelig med våben og ammunition.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. september 1918. Frederik Tychsen beslutter sig for at desertere

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid gået i stilling ved den lille franske by Graincourt.

Den sidste nat, jeg var i denne stilling, talte jeg en del med sergent Felix Ploschaizik. Han havde hustru og børn samt gamle forældre et eller andet sted i Ruhrdistriktet. Selv var han minearbejder (kulmine) og han havde haft 14 dages orlov. Men da der var gået 8 dage, kom han tilbage til fronten igen.

Forholdene i Tyskland var så elendige, at han kunne ikke holde ud at være hjemme. Familien sultede, klæder kunne de ikke få, og nøden var ganske uhyggelig. Da Felix fortalte dette til mig, græd han. Han havde ikke troet, at forholdene var så elendige, at han ikke kunne holde ud at se på det. Men sådan var det i efteråret 1918.

Jeg fortalte Felix, at jeg rejste på orlov en af dagene. Han bad mig om at få fat i et pund smør og sende det til sin kone i Ruhrdistriktet, og så sagde han, at jeg skulle se at gå over den danske grænse, for der var ikke meget at komme tilbage til Vestfronten efter.

Han udviklede fremtidsudsigterne i Tyskland, og hvor håbløs, det hele så ud, og han mente, at hvis man havde lejlighed til at slippe bort, så var det ens simple pligt at gøre det. Jeg svarede ham ikke ret meget på det, men jeg havde mine egne tanker. Vi sad og talte sammen det meste af natten, der var afbrudt af nogen skydning.

Hen på formiddagen ventede vi middagsvognen med proviant og post. Jeg håbede på at få mine orlovspapirer, derfor var jeg meget spændt. Min tornyster var pakket, der var ikke ret meget at pakke i den, den evindelige omflakken havde lært os at indskrænke bagagen til det mindst mulige.

Ved ca. 11 tiden kom middagsvognen. Vi fik hver en portion brød, nogen tynd suppe, tobak, cigarer og post, og jeg fik mine orlovspapirer. Suppen og brødet spiste vi med det samme, man måtte nemlig spise hele rationen for at blive mæt en gang om dagen, så hændte det jævnlig, at vi fandt nogle kartofler, bønner, blommer eller anden frugt, som vi så tilberedte til et nogenlunde spiseligt måltid.

Jeg spiste, hvad jeg havde, og orlovspapirerne sad i lommen – en underlig fornemmelse. Min tornyster var pakket, alt var færdig, og jeg gik så hen til den tjenstgørende officer og meldte mig fra. Han sagde kort og godt: ”Se at komme af sted!” Jeg gik dernæst hen til Felix, gav ham et lille stykke flæsk, som jeg havde fået hjemmefra, og så sagde jeg: “Farvel, Felix, jeg kommer ikke mere!” Felix sagde farvel, han takkede for flæsket, og så sagde han: ”Las dirs gut gehn!” (Lad det gå dig godt). Jeg skimtede en lille smule vemod i Felix’ øjne, han fik tårer i øjnene, da vi sagde farvel.

Jeg drejede omkring og gik hen til tredje kanon for at tage afsked med Müller og Skurnia. De var i færd med at skyde. De tiggede og fik alt, hvad jeg havde af cigarer, cigaretter, tobak og tændstikker. Kanonen var ladt, indstillet og færdig. Kanoner nr. 1 skulle til at trække af, men så gik jeg hen, tog aftrækssnoren og sagde: ”Lad mig lunte den af, før jeg rejser, for jeg kommer ikke mere”.

De opfattede det som sjov, men jeg mente det som alvor.

Jeg trak af, og det blev mit sidste skud i Verdenskrigen 1914 – 18. Granaten fløjtede af sted over til englænderne – det var det sidste skud for mit vedkommende. I alt havde jeg ifølge de daglige indberetninger været med til at affyre ca. 100.000 (hundrede tusind) skud. Jeg sagde farvel til Müller og Skurnia med hånden, de andre fik et nik.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. september 1918: “Man havde tydelig indtrykket af, at man stod over for en alt for overlegen modstander”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid gået i stilling ved den lille franske by Graincourt.

Vi fortsatte nu og kom tilbage til de andre i stillingen. De sårede kammerater blev kørt på feltlazarettet. De følgende dage flyttede vi omkring fra det ene sted til det andet. En aften gik vi i stilling ved et feltlazaret, som de var i færd med at bryde ned. Der var lavet et stort rødt kors på jorden, men dette skulle først fjernes, før vi måtte begynde med skydningen.

Det var ikke morsomt i disse dage. Man havde tydelig indtrykket af, at man stod over for en alt for overlegen modstander, og det både med hensyn til mandskabet og materialet. Skydningen fra englænderne var hver eneste dag meget voldsom, og det både med giftgas og sprængammunition.

Infanteriet kom løbende tilbage, de ville ikke være forude, og når de løb tilbage, måtte vi også skifte stilling og gå længere tilbage. Engelske og amerikanske flyvere havde ganske overtaget i luften. De tyske flyvere blev jaget hjem, så snart de viste sig.

Jeg fik besked om, at jeg ville fa orlov en af dagene, og derfor blev de sidste dage uhyre lange. De sidste døgn, jeg var i stillingen, tilbragte vi for det meste under en jernbanedæmning. Kanonerne var i stilling, og vi skød kun nogle få skud af og til. Et lille stykke fra batteriet gik der et vandløb under dæmningen, og vandet løb igennem nogle store cementrær, der var ca. 1,20 m i diameter.

Vi lagde nogle planker, brædder og andet tømmer over vandet, og så sad vi i disse rør, når vi ikke var ved kanonerne. Det var et godt tilflugtssted, men trods det led vi betydelige tab. Vi sov lidt af og til, når der var lejlighed til det, dog mest i siddende stilling.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

11. september 1918. Frederik Tychsens kanon afværger et angreb med kampvogne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid gået i stilling ved den lille franske by Graincourt.

Den 11. september fik vi besked om, at englænderne den næste morgen ville angribe med ca. 300 tanks. Her havde englænderne i forvejen angrebet med tanks, dette vidnede slagmarken om, for alle vegne lå der væltede og ituskudte tanks.

Vi undersøgte mange af dem; det var nogle store maskiner. Der skulle en kanon fra hvert batteri sendes ud mod disse tanks. Da fjerde kanon var den dårligste, skulle den sendes ud og eventuelt ofres? Jeg havde den fjerde kanon, og chefen, løjtnant Wiederholdt, spurgte mig, om jeg ville tage med. Det kunne jeg ikke nægte.

Han spurgte dernæst, hvem af mandskabet, der ville tage med? Hele den samlede betjening meldte sig. Da mørket var faldet på, kørte vi af sted. Vi havde en ammunitionsvogn med. Der var en sergent med fra hesteafdelingen, han førte troppen hen til stedet, en korsvej, hvor vi skulle melde os hos en officer.

Det var ret stille denne aften, og ved ca. 10 tiden nåede vi ud til korsvejen. Her holdt en leutnant, og han begyndte med at skænde og give hals – han var nervøs, og det var vi også, og derfor sagde vi straks: ”hold kæft” til ham. Han mærkede vor nervøse stemning – og tav med det samme. Vi fik en plads anvist, og i nærheden stod der kanoner fra andre batterier, både feldt og svært artilleri.

Hestene blev trukket tilbage, og vi gjorde os skyde klar. Retning, afstand og ladning blev givet af løjtnanten. Leutnanten var ikke fra vort batteri. Vi havde faet en flaske cognac med. Denne lod jeg de seks kanonerer dele, og så lagde de sig til at sove ved siden af kanonen, medens jeg selv holdt vagt. Vi var alle trætte og nervøse.

Natten forløb ganske roligt. Nogle skud faldt der hist og her, en enkelt flyver kastede lyskugler, men for øvrigt var det efter forholdene meget stille. Ved 4 – 5 tiden om morgenen begyndte englænderne at røre på sig. Det eneste, vi fornam, var en uhyre surren og brummen som af tusinde flyvemaskiner, men temmelig svag. Det var tanksene, der startede.

Vi fik ordre til at skyde. Jeg fik kanonererne vækket, om end med besvær, de sov så hårdt, så hårdt, men de kom, og vi satte ind med en mægtig kanonade efter det angivne mål. De andre kanoner skød også i hurtigt tempo. Vi skød på 3000 m til at begynde med og senere på en kortere afstand. Men så blev vor ild besvaret af en mægtig ild fra angriberen. Vistnok fra tanksene.

Det var nemlig et lille kaliber, vi blev beskudt med. Da vi havde skudt ca. 50 skud, fik vi en fuldtræffer, der satte os ude af stand til at fortsætte med skydningen. Fire af kanonererne blev hårdt såret, og sigteindretningen tog også skade.

Jeg sendte bud efter hestene, vi fik protzet på og gjort køreklar, og de 4 sårede læssede vi på Protzen, og så skyndte vi os derfra. Til at begynde med kørte vi så hurtigt, som det var muligt, vi regnede med, at tanksene var i hælene på os, men de kom ikke denne dag.

Da vi havde kørt en halv times tid, kom batterichefen, løjtnant Wiederholdt, os i møde; han kom i strakt galop, og da han kom helt hen til os, standsede han køretøjet; han spurgte os om hvorledes, det var gået, han talte med de sårede, spurgte efter deres befindende, om de havde smerter osv. Han roste os og fortalte, at vi havde klaret vor opgave godt, det planlagte angreb var slået tilbage i begyndelsen, og vi havde vor store andel i, at det var gået sådan.

Dem, der ikke havde jernkorset af II. grad, blev opnoteret, for nu skulle de få denne udmærkelse, og for mit vedkommende, da tilbød chefen mig jernkorset af I. grad eller orlov. Jeg bad om at få orlov; dette forbavsede chefen noget, men jeg sagde, at det var længe siden, jeg havde haft en rigtig orlov, og så sagde han, at han ville gøre, hvad han kunne, for at jeg kunne komme af sted så hurtigt som muligt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4. september 1918: Frederik Tychsen: “Vi mærkede straks at modstanderen var os meget overlegen i antal af kanoner.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved den lille franske by Bengries.

De gode dage i Bengries fik også en ende. Den 31. august forlod vi Bengries og marcherede til Cartignios ca. 10 km vest for Avesnes. I Cartignios lå vi til 4. september. Her lå vi og ventede efter afgang. Pludselig den 4. september om aftenen kom marchordren. Vi marcherede til Avesnes, blev læsset på toget og to gamle belgiske maskiner slæbte af sted med os. Hvorhen vidste ingen.

Om morgenen kl. 4 holdt vi ved en lille station, der hed Niergnies 4 – 5 km syd for Cambrai. Her blev vi læsset af toget, og efter en halv times march holdt vi flere timer på landevejen. Vi lagde os til at sove i det våde græs, og da vi vågnede, var vi meget kolde. Ved mørkets frembrud rykkede vi ind i et kloster ved Marcoing: her ventede vi det meste af natten.

Vi lå i højeste alarmberedskab. Ud på natten gik vi i stilling ved Ribecourt. Der var der en frygtelig trængsel på landevejen, af og til måtte vi holde. Vejen var ganske i stykker, og så var det bælgmørkt. Hen på morgenstunden den 6. september åbnede vi ilden, vi blev meget beskudt af modstanderen.

Vi mærkede straks at modstanderen var os meget overlegen i antal af kanoner. Vi havde det indtryk, at når vi skød med ét batteri, kunne modstanderen svare med 20 batterier. Da vi gik i stilling, gik et vognhjul over en håndgranat; den eksploderede og flere mand omkom.

Protzerne stod i nærheden af Cambrai. Her opholdt jeg mig i nogle dage, men det var ikke hyggeligt, da vi hele tiden blev beskudt af svært engelsk artilleri, og dette tilføjede os betydelige tab. Det meste tid var jeg i ildlinjen, men vi havde hver dag svære tab.

Der var ingen barakker og ingen beskyttelsesrum, vi stod på åben mark tæt ved en landevej. Vi gravede os ned enkeltvis rundt omkring, vi lå i sådanne grøfter (grav) og dækkede os til med en jernplade, når vi sov. Således gravede jeg mig et gravlignende hul direkte under kanonrøret. Jeg lagde mig i hullet, dækkede mig til med en jernplade, som jeg trak over mig, og så sov jeg.

Jeg sov meget hårdt, ja, så hårdt, at jeg mærkede ikke, at de skød med kanonen. For hvert skud, der blev fyret af løsnede der sig en lille smule jord fra kanterne af hullet, og lidt efter lidt blev jeg delvis tildækket. Da jeg pludselig fik en større klump ned i ansigtet, vågnede jeg; jeg var så forvirret, at jeg ikke kunne finde ud af, hvad der var løs, men omsider kom jeg dog til mig selv, skubbede pladen til side og kravlede op af det uhyggelige hul.

I den stilling blev vi flere gange angrebet med giftgas. Det var som regel i aftentimerne og om natten. Den ene aften besvimede der en del, inden de fik gasmasken på, og nogle af dem døde senere. Vi skiftede stilling af og til, infanteriet kunne ikke holde stillingen, de løb tilbage hele tiden, og så måtte vi også vige. Omkring den 8. september skiftede vi stilling, dvs. en længere afstand.

Vi kom i nærheden af Graincourt. Samme dag måtte resten af de derboende civilfolk evakueres (der var endnu en del i Cambrai, men de blev også flyttet bort den 8. september). Englænderne angreb nu med uhyre styrker. Vi var kun en til to dage på stedet. Vi blev hele tiden trykket tilbage. Infanteriet kunne slet ikke holde imod det uhyre pres, de var udsat for.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

10. august 1918: Tilbagetrækningen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid på vej mod den lille franske by Bengries.

Jeg kom til at sidde på en ammunitionsvogn med kuskens velvilje – her fik vi lov til at sidde til middag, men jeg trængte også til lidt hvile og søvn. Det var mødet med Johannes, et mærkeligt møde. Vi mente ikke, at tyskerne kunne vinde krigen. Der var for meget, der tydede på, at tyskerne var ude af stand til at skaffe reserve.

Samme dag spurgte jeg sergent Siegfried, om han vidste, hvem der havde taget flæsket? “Det har jeg selv spist”, sagde han. Da han erfarede, at der var flæsk i tornysteret, var det ham ganske umuligt at stå imod. Han måtte have det. Han havde ikke fået flæsk i lange, lange tider, ja, påstod han, han kunne slet ikke huske, hvorledes det så ud.

Derfor, jeg kunne gøre, hvad jeg ville, flæsket var og blev borte. Det eneste, der var at gære, var at tabe agtelsen for manden, og det var jo kun at beklage, at det stod sig så dårligt med moralen i den tyske armé. Jeg kunne have indmeldt sagen, men det vidste jeg på forhånd var ganske unyttigt. Jeg bed ærgrelsen i mig og lod som ingen ting.

Den 7. august nåede vi til egnen ved Vervirs, en lille by der hed Fontaine. Den 9. august ankom vi til Bengries 3 – 4 km. fra Solve ca. 20 km. fra Maubeuge. I Bengries lå vi i ro fra 9. – 31. august. Den 8. august kom vi forbi en kartoffelmark. Den var velholdt og stod med dejlige kartofler. Der stod vagt ved denne kartoffelmark af ældre landstormsmand.

Da vi kom hen til marken, overfaldt vi kartoflerne med 2 – 300 mand, og vagten stod ganske magtesløs over for de mange sultne soldater. Vi fyldte vore brødposer og sandsække, og om aftenen kogte og spiste vi de dejlige kartofler. Vi var meget forsultet i denne tid.

Denne hvile fra 9. – 31. august var meget hårdt tiltrængt. Siden 15. juli havde vi mistet over halvdelen af mandskabet og 2 trediedele af hestene. De første par dage gik med at vaske og sove. Så rensede vi kanonerne, men tjeneste havde vi kun ganske lidt. Vi havde nogle marchture, der dog mere var spadsereture. Vi fik nyt reservemandskab og en mængde heste.

Der var en stor eksercerplads i nærheden, men når vi var der, lå vi mest i græsset og dasede. En dag var vi i Solve for at blive afluset, men hele stemningen i arméen syntes mere slap. I Bengries lå også en del infanteri. De lavede heller ikke ret meget.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

8. august 1918. Genforenede brødre taler dansk sammen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved byen Montcornet. I en naboby har han efter lang tids søgen endelig fundet sin storebror, Johannes.

Johannes havde lidt ærtesuppe i sin kogespand, den delte vi, jeg fik så en cigar tændt, og vi talte så sammen om et og andet. Vi talte vort modersmål, og der var nogle af de andre soldater, der henstillede til os, at vi dog skulle tale tysk, for vi var jo dog tyskere. Men vi forklarede dem, at det netop var det, vi ikke var, vi var danskere, og som sådanne havde vi lov til at tale vort modersmål.

Da Johannes havde hviledag dagen efter, altså den 7. august, mente vi, at vi hellere måtte gå hen til mit kvarter, og så kunne han sove hos mig om natten, og når vi så tog af sted om morgenen, havde han god tid til at gå tilbage igen.

Efter megen spørgen, fik han omsider udleveret en seddel, der gav ham tilladelse til at forlade sin afdeling i 12 timer. Jeg fik en pibe af ham (en, der havde samme facon som et andehoved – den findes i min samling) og et lille stykke sæbe. Til gengæld skulle han have et par strømper og et stykke flæsk af mig, som lå i min tornyster.

Vi gik så til Clermont, det var den mest direkte vej, og derfra gik vi med jernbanelegemet til Montcornet. Der kom et enligt lokomotiv kørende, jeg rakte hånden ud og standsede det.

Lokomotivføreren spurgte, hvad vi ville. Jeg bad på en meget høflig måde om at få lov til at køre med til Montcornet, idet jeg forklarede, at jeg havde gået hele dagen og nu havde fundet min broder osv.

Vi fik så lov at stå på den brede kant ved siden af kedlen, og så dampede vi af sted. Johannes var helt forbavset over, at det lykkedes; det var jeg også, men lykken står den kække bi. Nu stod vi hånd i hånd på lokomotivet, det gik så let og så hurtigt – og vi holdt inderligt af hinanden. Det var ca. halvandet år siden, vi havde set hinanden i Köln, og nu var vi sammen igen under mærkelige omstændigheder.

I Montcornet steg vi ned af det store lokomotiv og fortsatte hen til mit kvarter, der lå et lille stykke uden for byen. Det var mørkt, da vi nåede kvarteret, og de andre var gået til ro. Johannes og jeg delte min middagsmad, som min kammerat, Skurnia, havde hentet til mig om middagen (bønnesuppe). Vi talte sammen til kl. 2 om natten, men det stykke flæsk, som Johannes skulle have, var blevet stjålet. Men strømperne fik han dog.

Vi lagde os så til ro på en brix og sov til hornisten blæste reveillen, det var kl. 4. Alle stod op, vi drak i en fart kaffe, og en time senere var alt klart til afgang. Jeg præsenterede Johannes for nogle ganske få af mine kammerater, bl.a. Skurnia. Kl. 5 rykkede batteriet af sted, Johannes fulgte med et lille stykke uden for byen, så tog vi afsked.

Han stod endnu og vinkede bag ved en tornebusk, han fortrak munden noget og tårerne trillede ned over kinderne. Vi forsvandt så over en bakketop. Nu var vi skilt igen – Ak! hvor længe måtte vel denne krig vare?

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

7. august 1918. Frederik Tychsens bror så glad for at se ham, at han sprang af latrinen.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg ventede en time og to – ja tre stadig stirrende ud efter skoven, men intet at se uden enkelte soldater. Jeg blev sulten, og gik ind i huset og prøvede på at købe lidt mælk. Men dette kunne ikke lade sig gøre, før jeg viste en gammel mand en pakke tobak, da blev de interesseret.

I huset boede flere familier, nogle var flygtninge, og da de opdagede, at jeg havde tobak, fik jeg både mælk og kartofler. Kartoflerne var varme, og de smagte mig ganske fortrinligt, selv om jeg hverken fik flæsk eller sovs til dem, men kun det tørre brød.

Jeg fortalte dem, at jeg ventede på min broder. Det interesserede dem, og de blev helt nysgerrige. Jeg fik så mad, og de fik tobak; for øvrigt var de meget flinke og venlige. Af og til løb jeg ud på vejen for at se, om der muligvis skulle komme nogen, men de kom ikke.

Hen på eftermiddagen kom der en officer, og hos ham fik jeg oplyst, at bataljonen var gået en anden vej, men hvor det skulle hen, vidste heller ikke han. Der kom så noget senere et par soldater, der bekræftede officerens ord.

Officeren sagde til mig, at hvis jeg ville finde bataljonen, kunne jeg lettest finde det ved at henvende mig til intendanturen i Montcornet, her skulle nemlig hele regimentet hente proviant samme dag hen imod aften. Fra denne lille landsby, hvori jeg befandt mig til Montcornet var der en afstand på 30 – 40 km. Det lykkedes mig at komme med en lastbil, der kørte med baraktræ.

Jeg sad højt til vejrs, men lykkelig over, at jeg kunne køre. Det blæste meget, og solen skinnede af og til, jeg frøs til at begynde med, men tøjet blev tørret og alt imens nærmede vi os Montcornet. Mit bataljon lå kun 3 – 4 km fra Montcornet, men jeg ville nu prøve på at finde Johannes. Hos kommandanturen fik jeg at vide, at I. bataljon af 258. regiment lå i Lappion. Det var ca. 10 km fra Montcornet.

Jeg tog den til fods til at begynde med, men jeg var træt af hele dagens begivenhed. Det lykkedes mig, da jeg var halvvejs, at komme med en lukket hestevogn, der var nemlig ingen officerer i den, og de to, der sad på bukken, talte så ivrigt sammen, at de ikke mærkede, at jeg sneg mig ind i vognen gennem døren, der var i bagerste ende. Vognen gik til Lappion, og jeg forlod vognen lige så ubemærket, som jeg var steget ind i den.

I Lappion fandt jeg ham heller ikke, men her l. bataljonsstaben, og de oplyste mig, at Johannes afdeling lå i Boncourt ca. 4 – 5 km fra Lappion. Nu håbede jeg på endelig at finde ham der. Det havde regnet let igen om eftermiddagen. Og nu begav jeg mig på vejen efter Boncourt.

Da jeg havde gået et stykke, traf jeg på en soldat, der stod og bøvlede med en motorcykel. Den ville ikke rigtig gå. Jeg hjalp ham med at skrue den sammen, og da vi var færdig, fik jeg lov til at sidde bag på. Først væltede vi, cyklen skred i et sving, og vejen var meget glat. Der skete ingenting udover, at vi blev tilsmurt med ler. Han bøjede lige før, vi kom til Boncourt. Jeg havde så kun 1 km at gå.

Jeg kom så til Boncourt – en by på størrelse med Toftlund. Jeg spurgte hist og her efter 1. Nachrichtenzug, alle vidste de, at de var i byen, men hvor de lå, vidste de ikke. Jeg gik hen til køkkenet, de vidste heller ikke mere. Jeg gik ned af gaden, spurgte en og anden, og det var en af Johannes’ kammerater. Han gik så med mig hen til det hus, på hvis loft 1. Nachrichtenzug lå.

Johannes traf jeg nede i gården, han var på WC, på den sædvanlige stang over et hul i jorden. Da han så mig, blev han så glad og så forbavset, at han sprang af stangen, holdt bukserne med den ene hånd og tog mig om halsen med den anden hånd. Vi fik begge tårer i øjnene.

Klokken var blevet fem, og efter mange kilometers gang, og efter megen spørgen, fandt jeg ham omsider. Men kun den, der har prøvet at vandre om i en stor armé, kan forestille sig, hvor belagt de byer og landsbyer er, hvor der er indkvartering i stor stil. Det viste sig nu, at mit kvarter lå kun en ca. 15 km fra Johannes kvarter.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. august 1918. Frederik Tychsen venter på sin bror

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Ved ca. 9 tiden om aftenen gik vi til hvile. Det kneb mig noget med at falde i søvn, da jeg hele tiden spekulerede på, om det mon virkelig skulle lykkes for mig at komme i forbindelse med Johannes. Jeg vågnede ved tre tiden og stod op med det samme. Jeg trak i støvlerne, knappede selerne i bukserne, tog frakken på og tog felthuen på hovedet.

Jeg tog brødposen med, og i denne havde jeg et stykke tørt brød og et par pakker tobak. Jeg forlod ganske stille kvarteret, og kl. 4 var jeg på vejen tilbage ad den vej, vi var kommet dagen i forvejen. Da jeg havde gået en halv times tid, begyndte det ganske voldsomt at regne. Jeg havde ikke faet kappen med, så jeg blev gennemblødt ret hurtigt.

Regnen strømmede ned, og jeg standsede under en jernbaneviadukt. Da jeg havde stået der et stykke tid, kom der et godstog. Toget kørte i den retning, jeg skulle, og da det gik op ad bakke – toget var langt forspændt med en udslidt maskine – gik det kun ganske langsomt. Det kørte ikke hurtigere, end at jeg kunne nå at springe på den bagerste vogn, og det lykkedes mig at komme op på denne.

Da vi var kommet op på bakken, kom der hurtigt bedre fart på, og snart var vi ved den første station. Jeg fik oplyst, hvor langt toget skulle, og det viste sig, at toget skulle til en station før den by, hvor Johannes formentlig skulle findes. Vi nåede byen, og det var min mening, at jeg derfra ville tage den til fods til den næste by.

Jeg var i byen ved 5-6 tiden; jeg gik noget omkring i den og opdagede, at der kom nogle stykker fra regiment 258. Jeg spurgte dem ud angående regimentet og de fortalte mig, at regimentet ville komme igennem byen i løbet af morgenstunden og formiddagen. Så var der altså ingen grund til at gå til den næste by, men blot vente.

Lidt senere fik jeg rygterne yderligere bekræftet af en løjtnant, han kom gående på vejen sammen med nogle andre soldater; jeg gik hen til ham og bad om oplysning angående regimentet. Han fortalte mig at regimentet ville passere byen inden ret længe. Jeg gik gennem byen og ventede i udkanten ved det sidste hus i den retning, ad hvilket jeg ventede regimentet.

Jeg gik frem og tilbage og var i grunden meget spændt. Af og til kom der nogle snart gående, snart kørende fra regiment 258, og alle bekræftede de, at regimentet var i anmarch. Langt om længe kunne jeg skimte langt ude hvor landevejen bøjede ud fra en skov, den første trop.

Den kom nærmere og nærmere, og efter ca. en halv time var den inde ved byen. Jeg spurgte straks efter, hvilket bataljon det var, og jeg fik til svar, at det var tredje bataljon. Johannes var ved første bataljon. Tredje bataljon marcherede forbi, I., II. og III. kompagni. Da de sidste af III. kompagni kom, spurgte jeg efter I. bataljon. ”Det kommer”, var svaret.

Der gik ca. en time, så øjnede jeg tropper igen ude ved skoven. De kom også ind til byen, da de var ved de første huse, spillede regimentsmusikken op med en flot march, og jeg troede ganske bestemt, at dette måtte være I. bataljon, men det var II. bataljon. Jeg spurgte flere officerer, og samtidigt spurgte jeg efter I. bataljon, og de svarede alle, at det ville snart komme.

1 bataljon forsvandt. I., II. og tredje kompagni og nu var det kun med at få fat i første bataljon. Jeg skimtede og stirrede ud efter skoven, hvor vejen svingede, men der kom stadig ingen. Der kom stadig soldater, der alle sagde, at bataljonen kom denne vej.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

5. august 1918. Frederik Tychsens bror er i nærheden – men hvor?

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg traf min broder Johannes den 6. august 1918. Min broder Johannes tjente ved reserveinfanteriregiment 258 – 78. reservedivision. Til denne division hørte endvidere infanteri regiment 259 – 260.

Tidlig om morgenen den 5. august traf jeg på marchturen i modgående retning en mand af regiment 260. Jeg lagde straks mærke til soldatens regimentsnummer uden dog at få lejlighed til at tale med ham.

Da vi havde gået ca. en halv time mødte vi en af regiment 260 igen. Jeg gik straks over til ham og spurgte, om divisionen var i nærheden. Han fortalte mig, at divisionen havde deltaget i Marneslaget, og den var i øjeblikket på marchturen.

Jeg spurgte efter regiment 258 og dette regiment lå i en by, som vi var marcheret igennem tidlig om morgenen den 5. august. Jeg fik næsten hjertebanken ved tanken om, at vi var kommet igennem den by, hvor min broder lå, ham jeg ikke havde set det sidste år.

Jeg ville gerne have talt med ham. Dog fik jeg senere oplyst, at den by, som vi passerede om morgenen den 5. august, skulle Johannes komme til samme dag om aftenen. I løbet af dagen traf vi på mange af regiment 259 og regiment 260, men ingen af regiment 258.

Den 5. august om aftenen gik vi i kvarter i en lille landsby i nærheden af Montcornet. Jeg var nu klar over, at vi var hinanden ca. en dagsmarch fjern; dvs. ca. 40-45 km fra hinanden. Vi fik besked om, at den 6. august skulle være hviledag – da skulle vi have lov til at sove hele dagen.

Jeg talte med Officierstedfortræder Würstenhagen – en berliner – om, hvorledes jeg kunne få det ordnet således, at jeg kunne gå bort dagen efter. Würstenhagen var meget forstående i dette stykke, han sagde, at jeg skulle bare se at komme af sted, han ville ordne det med Feldvebelen, så det hele kunne gå noget stille af.

Jeg talte med Obergefr. Skurnia om at tage sig af min middagsmad, samt brødportionen evt. post, eller hvad der ellers kunne falde for. Vi fik en forladt bondegård anvist til kvarter og jeg lå på brixen i nærheden af sergent Siegfried. Jeg bad denne om at have et øje med min tornyster, da jeg lige havde modtaget en pakke fra mor, indeholdende 1 pund fed, røget flæsk.

Han lovede mig, at han skulle nok passe på, at ingen uvedkommende skulle komme til min tornyster. Jeg lagde så min tornyster hen til hans hovedgærde, og dermed var denne side af sagen i orden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien

2. august 1918. Sidste mand før franskmændene? Frederik Tychsen på ensom vagt ved ammunitionen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.

Den første august gik vi tilbage til en stilling på åben mark. Her stod vi til om aftenen den anden august. Den tyske hær trak sig tilbage på hele linjen med ødelæggelse og brand. Ved ca. 10 tiden den 2. august om aftenen forlod batteriet denne stilling, og jeg skulle blive for at overgive ammunitionen til nogle lastbiler, der skulle komme for at hente den.

Jeg ventede og ventede efter disse lastbiler, og alt imens kom de forskellige tropper og gik forbi mig og gik længere tilbage. Til sidst kom der kun fodfolk, og jeg spurgte ud om, hvor langt franskmændene var borte. Men hver troppeafdeling mente, at de netop var de sidste.

Jeg blev mere og mere utålmodig – jeg gik frem og tilbage denne kønne sommeraften og tænkte på, at det var den 2. august – 4 år siden krigen begyndte, på al den elendighed krigen førte med sig, og på de tilsyneladende kun små fredsudsigter.

Jeg stod på et ret højt liggende sted og ved at se tilbage på det forladte område kunne jeg tælle 57 store ildebrande. Det var i sandhed et ejendommeligt smukt syn, men alligevel rædselsfuldt. Alt, hvad der kunne brænde, blev stukket i brand.

Huse og store bygninger blev sprængt, hver eneste jernbaneskinne blev sprængt, broer, vejkryds og viadukter blev sprængt, æbletræer og andre træer, der stod rundt omkring på markerne og ved vejene, blev savet over. Telefonmasterne blev væltet, og drikkevandet i brøndene blev gjort ubrugeligt. Alt hvad der kunne ødelægges, blev ødelagt, og der var tid nok til det.

Jeg gik og trippede frem og tilbage og så på hele skuespillet, og ventede efter bilerne, men de udeblev stadig. Nu kom der kun ganske enkelte tyske infanterister, det var efternølere, og hver gang der kom en eller to, spurgte jeg, om der stadig var flere forude, men alle mente de, at de selv var de sidste.

Da de til sidst kom ganske enkeltvis, og det blev senere på aftenen, turde jeg ikke blive der længere, jeg opgav min post og gik min vej og lod ammunitionen i stikken. Ved daggry fandt jeg batteriet ved Revillion. Jeg meldte til chefen, at bilerne ikke var kommet, og ammunitionen var blevet liggende.

Han fortalte, at franskmændene var for nær i hælene på tyskerne, så de turde ikke sende lastbilerne ud efter ammunitionen. Om morgenen brød vi op og marcherede til Chemin des Dames. Her gik vi i bivuak.

Den 3. august marcherede vi hele dagen og gik i bivuak ved ?. Vi marcherede hver dag og om aftenen gik vi i bivuak i en skov, i barakker eller på åben mark.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

31. juli 1918. Kæmpe eksplosion: Madlavning sætter ild til tændsnorene

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.

Den 30. juli skete der en frygtelig ulykke. Nede i kældrene i hjørnebygningen, altså i det 3 etages hus, som vi havde til kvarter, var der anbragt en mængde sprængstof. Tændsnorene var anbragt, og alt var færdig til at sprænges (på tilbagetoget blev alt, der kunne tjene til fjendens hindringer sprængt, såsom bygninger, broer, vejkryds osv.).

Nede i kælderen lå der en del infanterister. De kogte kartofler, og hvordan det i grunden gik til blev aldrig helt oplyst. Men der kom i hvert fald ild i tændsnorene, og ilden greb om sig. Pludselig stormede alle ud af kælderen og råbte og skreg, at de skulle se at komme ud af huset, for det ville eksplodere.

De fleste af vort batteri var nede ved kanonerne, jeg kom gående op imod huset, jeg skulle op for at hente noget. Da jeg var i en afstand på 50-100 meter gav det pludseligt et voldsomt drøn, jeg så op imod huset, og da faldt muren netop ud over gaden. Hele huset styrtede sammen; ja, kælderpartiet fløj nærmest til alle sider, og hele huset blev endevendt.

Vi havde fået de fleste af vore sager ud, da vi skulle bryde op om aftenen, og kanonererne var i færd med at gøre batteriet klar. Der boede nogle officerer på den anden side af gaden. De fik vinduerne slået i stykker og de for ud og skændte af bare forskrækkelse.

Hvor mange der blev i det sammenstyrtede hus, blev ikke opgjort, men der blev adskillige begravet i ruinerne. Sergent Pfale og jeg søgte efter et par kasser cigarer, som Pfale ikke havde fået med, men vi kunne ikke finde dem.

Ved denne lejlighed så vi, hvorledes det hele var endevendt. Ting fra kælderen lå øverst i bunken, og taget var begravet under sten og murbrokker. I haven var et drivhus med dejlige tomater; vi plukkede dem, vi ønskede, og gik tilbage. Infanteristerne stod og så på dyngen, nogle søgte efter deres geværer og ejendele, men forgæves.

Om aftenen brød vi op og gik om på den anden side af Fismes, og gik i stilling ved en vandmølle. Vi skød det meste af natten på lang afstand. Om morgenen kom der et sprængkommando, der sprængte vandmøllen i luften.

Dæmningen blev også sprængt, så vandet løb ud fra dammen og satte et stort areal omkring byen under vand. Det var natten mellem 30. – 31. juli. Disse sprængninger var meget voldsomme. De rystede jorden i en stor omkreds.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

30. juli 1918: Stille og rolige dage for Frederik Tychsen og batteriet

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning i nærheden af byen Arci.

Vi marcherede således den 19 juli tilbage til Arci. Vi kom til Arci hen på eftermiddagen, men om aftenen måtte vi frem som reserve, vi skulle dække tilbagetoget, som det hed. Dog foregik det hele i den største orden.

Vi stod ved en lille by ? nede på en græsmark; men vi kom ikke til at skyde. Vi lå der til den 21. juli, så kom vi tilbage til Arci, og kom til at gå i bivuak i en lille skov. Først nu fik Gebauer lejlighed til at koge koyveret, som han havde skåret af den døde ko den 18. juli.

Han havde slæbt omkring med det i støv og varme, og det så ikke godt ud. Men yveret blev kogt, og han skrabede lidt at det yderste af og begyndte at skære løs af det og spiste det til et stykke brød.

Der var flere, der smagte det og spiste, og han tog så et stykke og rakte det hen til mig med ordene: “Vær så god Obergefreiter og spis”. Jeg lugtede først noget til det, fik fat i et stykke brød – og så gled det ned. Men vi havde heller ikke fået for meget i den seneste tid af kød.

Den 23. juli gik vi i stilling ved Arci le Ponsant, og der lå vi i to dage. Skydningen var ikke heftig i disse dage. Og vi fik ikke ret megen ild fra modstanderen. Men vi lå hele tiden marchberedt. Den 25. juli gik vi tilbage og kom i stilling i en lille by, Colonges, lige uden for Fismes. Protzerne og køkkenvognen lå inde i Fismes.

Vi havde kvarter i en 3 etages hjørnebygning inde i Fismes. Her var senge, og bygningen var belagt med soldater i alle værelser lige fra kælder til kvist. Vi lå i dette hus i 6 dage. Vi havde en lille besætning ved kanonerne; men skød ikke. For øvrigt lavede vi ikke ret meget. Vi fik sovet ud, og gik så rundt i byen og fandt os nogle kartofler, tomater og anden frugt.

Sergent Pfale fandt en grammofon med plader, så gav det musik i lange baner. Jeg fandt mig et par lette sko, dem løb jeg rundt i nogle dage; men på marchturene på landevejene duede de ikke. Efter fire dages forløb blev kanonerne taget ind til Fismes og stillet op på en plads ca. 200 m fra hjørnebygningen. De blev renset og smurt og gjort godt i stand.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

29. juli 1918: Disciplinen nedadgående blandt de tyske soldater

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.

Vi så nu så tydelig som aldrig får, at den tyske armé måtte vige; tilmed mærkede vi tydeligt modstanderens overlegenhed speciel med svært artilleri og flyvemaskiner. Den 19. juli trak vi os tilbage fra Marneområdet. Soldaterne var modløse og nervøse.

Da vi således gjorde holdt på en stejl bakke, hvor der lå en bataljon infanteri i vejsiden, var det når kommen til slagsmål mellem infanterister og artillerister. Infanteristerne skyldte os kanonerer for, at vi havde skudt for kort, så sagde kanonererne ”hold kæft” osv., og hvis vi ikke havde fået marchordre i samme øjeblik, havde det ganske bestemt udviklet sig til et frygtelig slagsmål.

Jeg så således, at en Gefreiter fra infanteriet greb efter geværet for at slå en kanoner ned, men denne undslap i sidste øjeblik. At moralen og disciplinen var ved at svækkes, beviser en lille episode fra samme dag: Batteriet marcherede på en dårlig landevej. Løjtnant Weichert red foran, så kom 25 – 30 kanonerer, og dernæst kanonerne, ammunitionsvogne, bagage osv.

Pludselig svingede et stort læs hø ind foran løjtnant Weichardt, de kom fra en sidevej; der var 4 heste foran vognen. På den ene af de to første heste sad en rytter, de to andre blev kørt af en kusk fra vognen. Desforuden var der endnu en soldat på vognen. Løjtnant Weichardt gav ordre til, at de skulle standse og vente, indtil batteriet var kørt forbi. Men de ænsede ikke hans kommando, de fortsatte.

Over denne opførsel blev løjtnanten aldeles rasende, han red hen foran køretøjet og tog fat i den ene hest og prøvede at holde den; men soldaten gav den hest, han sad på, sporerne, og den anden fik nogle af pisken; så for de frem, og løjtnanten måtte vige.

Løjtnanten red om til ham, der kørte, og prøvede på med vrede skældsord at få ham til at holde, men denne gav kun hestene et par af pisken, og hørte ikke efter løjtnanten. Da den tredje mand sad på læsset og lod benene hænge ned til siden – og grinede – for løjtnanten hen til ham og trak ham i den ene støvle og ville have trukket ham ned aflæsset, men denne holdt sig fast og gav løjtnanten et spark med den anden støvle lige i hovedet.

Løjtnanten slap, men aldeles rasende trak han nu sin revolver frem, og han havde sikkert skudt, hvis ikke alle hans egne kanonerer havde råbt og skreget “bravo – hau ihm, gib ihm, osv.” så løjtnanten mærkede, at han havde hele stemningen imod sig fra sine egne folk. Skamfuld stak han revolveren i tasken og måtte lade dem køre.

Da hølæsset lidt senere svingede ind ad en sidevej, rakte den tredje mand, der havde sparket løjtnanten, lang næse efter løjtnanten – og hele batteriet råbte “Bravo – bravo” – løjtnanten skar formelig tænder af raseri, men der var intet at gøre.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

28. juli 1918: Det store tilbagetog var begyndt

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.

Om eftermiddagen og om aftenen den 18. juli fyrede franskmændene ganske voldsomt ind på det område, som tyskerne havde haft besat hinsides Marnen. De lagde trommeild på hele terrænet, men der var ingen tyske soldater der, de var alle trukket bort i løbet af natten og om formiddagen

Mandskabet var skrumpet ind til 25 – 30 kanonerer, vi havde kun 4 heste foran hver kanon, 2 for ammunitionsvognene, ridehestene var spændt for bagagevognene, kun officererne var til hest. En del af mandskabet var savnet, måske kommet i fangenskab eller omkommet på en ynkelig måde.

Enkelte havde ikke fundet tilbage til batteriet. Kanoner Mejer løb tilbage og fortsatte helt til Namur i Belgien. Her blev han arresteret, og senere blev han afhentet. Kanoner Mejer kunne aldrig vænne sig til krigens rædsler. Han stammede fra Berlin, var gift, og der var et barn i ægteskabet.

Allerede i efteråret 1917 lærte jeg Mejer at kende. Den gang meldte han sig stadig syg, han kom på lazaret, men kom hurtig tilbage. Så lod han tænderne trække ud og gik til tandlæge bag ved fronten, men også dette fik en ende.

Han sultede sig selv for at få feber, men det hjalp ikke noget, han satte en vinde om det ene ben for at få det til at hæve sig, men uden resultat. Alt dette betroede han mig en nat, vi sad sammen i stillingen og holdt vagt.

Han viste mig nogle breve, der var fra hans hustru de var af en meget kærlig art, og de gik ud på, at han måtte se at komme hjem, hvordan det ellers måtte gå – Denne Mejer fik sådan en fart på hin skæbnesvangre 17. juli 1918, at han først fik standset i Namur.

Da han kom tilbage, spurgte jeg ham om, hvordan han havde haft det. Han fortalte, at han var blevet anholdt, da han ville have middagsmad, han havde ingen papirer, dernæst var han blevet spærret inde på en kaserne, og her var han, indtil han blev hentet. Men han havde dog været i sikkerhed, og så var den tid gået. Han ville have løbet helt hjem, men sulten tvang ham til at melde sig.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

27. juli 1918: ”Han trak sin kniv op af lommen og gik løs på koen og skar yveret af..”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Efter Marneslaget, den 18. juli brød vi op og de følgende dage begyndte marchen tilbage. Vi kom op på landevejen og marcherede i nordvestlig retning. Det var helt stille med hensyn til skydningen denne morgenstund, vi fik kaffe og brød udleveret, men heller ikke andet. Solen varmede dejligt, og det trængte vi til for at få tøjet tørret. Vi marcherede en times tid på sydsiden af Marnen.

På vejene og alle vegne lå døde soldater og heste. Den 17. juli havde været en frygtelig dag. Undervejs passerede vi bl.a. også en død ko. Kanoner Gabauer, der i civil var mejerist i Westfalen forklarede, hvordan sådan et røget koyver smagte; det havde han faet een gang, og han glemte aldrig, hvor brilliant, det havde smagt ham.

Han trak sin kniv op af lommen og gik løs på koen og skar yveret af. Han fik det lagt i en gammel spand og hængte denne fast under kanonrøret. Alt imens fortsattes marchen hen ad landevejen. Omsider svingede de fire kanoner samt mandskabet ned til højre, og her gik det nedefter helt ned til Marnen.

Vi gik over en pontonbro, og dermed var den sidste rest af den tyske armé fordrevet fra terrænet på den anden side af Marnefloden. Lidt efter lidt blev broen taget bort, og vi så tydeligt, at de sprængte en anden bro. Vi kørte nu op ad skrænterne på den anden side, og i en afstand af 3 km fra Marnen kom vi sammen med den øvrige del af batteriet – bagagevogne, ammunitionsvogne, køkkenet osv.

Vi gik straks i stilling og åbnede ilden. Vi skød ganske langsomt på en afstand på 9000 m. Vi havde en luftballon til at observere. Jeg sigtede selv ved 4. kanon. Da vi havde affyret det 10. skud, kom løjtnant Weichert og udtalte sin anerkendelse over min skydning, de havde telefoneret fra ballonen, at de 9 første skud sad nøjagtigt i en korsvej (vejkryds).

Imens vi betjente kanonerne, var der andre af betjeningen, der gav sig i lag med at lave mad, dvs. koge kartofler. Vi stod ved et hjørne af en lille skov, og de havde tændt ild inde i skoven. Røgen steg alt for tydelig til vejrs, og franskmændene rettede nu deres kanoner på skoven.

Vi fik pludselig en voldsom ild og måtte pakke sammen for at flytte hen til et andet steds. Gebauer fik begyndt at koge på koyveret, men blev forhindret deri; han matte udsætte det indtil videre.  

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

26. juli 1918: Foreløbig status over døde og sårede

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag.

Ved ca. 12 tiden begyndte det at regne ganske voldsomt. Det strømmede bogstaveligt ned. Vi havde intet steds, hvor vi kunne ty hen. Vi kravlede ind under kanonen, men denne gav kun lidt beskyttelse mod den voldsomme regn, der syntes slet ikke at ville høre op. Vi skød dog ikke om natten.

Vi sov ikke hele natten men talte sammen om, hvem der var blevet såret, eller forsvunden, død og savnet. Af den gamle stab, som vi havde været sammen med siden august 1917, var følgende borte:

Unteroff. Goldberg – hårdt såret

Gefreiter Schäfer – hårdt såret

Unteroff. Mändler – hårdt såret (død, halsen skåret over)

Kanoner Steinhauer – hårdt såret

Kanoner Panitz – såret

Kanoner Halfpap – såret

Obergefreiter Schröpfer – såret

Unteroff. Brinkmann – såret

Desforuden mange af de yngre, som var kommet til senere, men som vi ikke kendte ret meget til. I alt tabte batteriet 2/3 af mandskabet og halvdelen af hestene. Stemningen var langt nede hos de efterlevende, vi var våde, sultne og trætte. Men ved daggry tog regnen noget af, og ved ca. 8 tiden skinnede solen.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

24. juli 1918: Kanonerne rykkes tilbage

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Ved 6 – 7 tiden var vi ude ved Oeuilly igen. Vi kunne imidlertid ikke komme ud til kanonerne endnu, da franskmændene lå lige bag kanoneme i en afstand på ca. 500 m. Vi fik en vinkælder anvist til opholdssted – en underjordisk hvælving, der kunne rumme ca. 60 – 70 mand. Der var ingen vin i kælderen, men mange sårede og døde.

De lå rundt omkring ved siderne. Vi sad og ventede efter, at der skulle blive lidt mere mørkt, så hestene kunne komme frem. Vi havde intet at spise, og der var ret trist i denne mørke kælder. Ved 10-11 tiden kom hestene.

Vi blev kommanderet ud, og vi kanonerer skulle først op til batteriet for at gøre det køreklart, pakke sammen osv. Vi skulle først over en bakke og så til højre ind i en hulvej. På bakketoppen kunne franskmændene se os, så vi måtte krybe i vejgrøften, vi kravlede een efter een i en lang række op over bakketoppen og nåede godt ned til kanonerne.

Vi fandt en del af vore kammerater – de lå døde rundt omkring; karabinerne var kastet rundt til alle sider, men ellers var kanonerne urørte. Vi samlede de forskellige ting sammen og gjorde batteriet køreklar. Dog var vi en lille smule nervøse, da franskmændene lå lige på den anden side af bakken.

Det blev efterhånden ret mørkt, og vi sendte bud efter hestene. De kom med Protzerne, vi protzede meget hurtigt på, hestene fik sporerne og et par af pisken, og så satte de af sted; de mærkede sikkert også den nervøse spænding, og så var de mere tilbøjelige til at trække end under rolige forhold.

Da de tog fat ved den 4. kanon, gled denne, og der kom et træ på 15-20 cm. tykkelse ind imellem hjulet og lavetten, men hestene trak så voldsomt, at træet blev rykket op med rod. Vi slap ud af stillingen og kørte ned til Oeuilly, og først her åndede vi lettet op.

Vi kørte igennem byen og fortsatte hen af landevejen, bøjede af til højre og kørte efter en 1 – 2 timers kørsel ned til Marnefloden; her gik vi i stilling, og kanonerne stod ikke længere end 20 – 25 m fra selve floden.

Undervejs derhen sad jeg på Protzen, og løjtnant Weichert førte kanonerne tilbage. Da vi red på landevejen, bad han mig om at få en slurk af flasken, han tiltalte mig med “Kammerad!” Jeg sagde, at det var første gang, han tiltalte mig på denne måde, men selvfølgelig gav jeg ham min flaske, og han tømte den for indholdet, den var fyldt med kaffe. Da han havde taget den sidste slurk, spruttede han grumsen ud og sagde, at det var strenge tider for os.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

23. juli 1918: Fronten stabiliseres

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Og medens vi sad i græsset og drøftede situationen, opdagede vi en bataljon, der kom og rykkede ud imod den retning, hvorfra vi var kommet. De gik eller rettere sværmede ud i skyttekæde, men foreløbig gik de frem uden at åbne ilden – ”De sorte” måtte altså have trukket sig tilbage, i hvert fald måtte de være standset.

Vi gik langs med Marnens nordlige bred på en simpel vej og nåede hen til en lille landsby. Jeg husker ikke dens navn. Her traf vi på nogle af kanonererne fra batteriet 1/407. Snart kom der flere til, og det varede ikke ret længe, inden vi var en 30 – 40 mand. Hestene og Protzerne var et andet sted længere tilbage.

Løjtnant Weichert sad på en træstub med begge hænder for ansigtet og græd. Han udtalte, at han havde været soldat i 18 år, og det var den værste dag, han havde haft. Vi spurgte hverandre om kammeraterne, men der var ingen, der vidste ret meget.

Vi hvilede os noget, og efterhånden var en stor del af bataljonets 1. batteri samlet igen, vi fik forbindelse med 2. og 3. batteri samt Protzerne og køkkenvognen, og ved 4 – 5 tiden gik vi over Marnen igen ud efter stillingen, hvor kanonerne var. De württembergske jægere havde trængt ”de sorte”, samt de andre franskmænd samt amerikanerne tilbage.

På vejen ud imod Oeuilly (bag hvilken kanoneme stod), mødte vi mange franskmænd og enkelte kolonialtropper. Kolonialtropperne blev skudt ned alle sammen. De havde nemlig forøvet et ganske frygtelig hærværk over for de døde og sårede, idet de nemlig havde skåret halsen over på alle dem, der lå på deres vej, uanset om de var døde, let eller hårdt såret.

I forbifarten havde de givet dem dette uhyggelige snit i halsen. Således fandt vi Unteroff. Mantier, en murer fra Thuringen, med halsen skåret over. Han var såret i foden og kunne ikke løbe. Da de sorte fik øje på ham, dræbte de ham. Sådan fandt vi flere fra vort batteri, og rundt omkring på markerne lå infanteristerne i samme stilling.

Det var ret forståeligt, at der blev et voldsomt raseri over for de sorte. Der kom ingen i fangenskab af de sorte denne dag. Der sad en såret neger bag på en vogn, der kørte tilbage. Da vognen kørte forbi nogle infanterister, lagde de øjeblikkelig geværet ved hovedet og skød ham ned. Han væltede ned af vognen og blev liggende.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

22. juli 1918: Frederik Tychsen på vild flugt

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Vi løb tværs over markerne, og foreløbig gik det ned ad bakke. Til at begynde var vi en samlet flok af kanonerer; men det varede ikke længe, inden vi var spredt. Der var mange soldater fra de forskellige våbenarter, og alle løb de uden at se sig tilbage. Af og til faldt der en eller flere, men de blev liggende.

Enhver havde nok med at sørge for sig selv. Jeg løb ned efter byen Oeuilly, og da jeg kom ind i byen, stod der en sadlet hest, der havde et sår bag ved venstre forben – en flænge p. ca. 10 cm. Rytteren var formodentlig blevet skudt af hesten.

Jeg fik fat i hesten, svang mig hurtigt op på den, men jeg gav mig ikke tid til at få benene i stigbøjlen, og da jeg klemte hælene ind i siden på hesten, sprang den til i vild galop – og jeg faldt af – Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, ned til korsvejen og ville efter Troissy.

Her kom netop en køkkenvogn i fuld fart. De sad to mand på forvognen og piskede på hestene. På bagvognen var to frie siddepladser. Jeg løb efter vognen håbende på at fa en siddeplads; jeg var lige ved at nå den, men kræfterne slap op, og jeg måtte se på, at den stak af, lige foran næsen af mig.

Derefter svingede jeg ind på marken igen og løb ned efter Marnefloden. Dog bemærkede jeg, at en granat slog ned i køkkenvognen og indhyllede både vognen og hestene i en sort røg. Jeg tænkte straks, at det var godt, at jeg ikke nåede at få plads bag på vognen. Da røgen fortrak sig en lille smule, kom køretøjet igen frem.

Bagvognen var skudt bort, men på forvognen sad de to mand og piskede fremdeles på hestene. Jeg fortsatte, alt hvad jeg kunne, ned mod Marnen. Kammeraterne fra 1/407 så jeg ikke mere til, derimod var der mange andre – infanterister og artillerister samt soldater fra alle andre våbenarter.

Alle løb de, det de kunne, og vi havde alle en fornemmelse, at “de sorte” var lige i hælene på os. Efter en til to timers forløb kom jeg ned til Marnefloden. Her lå sergent Felix Ploschaichik i græsset. Han pustede, så det bogstaveligt peb og fløjtede ud af lungerne på ham. Han var ved at pille sine ordensbånd og 1. kl. af jemkorset af frakken.

Jeg mindes tydeligt, at han sagde: ”Mehr hat Christus nicht gelitten auf Erden, als wir hier leiden mussen, jetzt geh ich in Gefangenschaft!“ (Mere har Kristus ikke lidt på jorden, end vi her må lide, nu går jeg i fangenskab).

Jeg kastede mig ned i græsset ved siden af og sagde, at jeg gik med.

Vi lå nogle minutter i græsset og pustede, men så kom der en trop løbende, og de råbte til os, at vi skulle se at komme bort, for ”de sorte” var henne ved den nærmeste farm. Felix og jeg sprang på benene og fortsatte langs med Marnen i vestlig retning.

Vi ville hen til hovedlandevejen, Leurigny – Chatillon sur Marne, for her vidste vi, at der var slået pontonbro. Men da vi kom derhen, var broen blevet sprængt, og vi stod nu sammen med så mange andre og kunne ikke komme over.

Vi løb videre mod vest, og 3 – 4 km. længere henne var der en løbesti – beregnet kun for fodmandskab – over floden. Den var ganske primitiv, nogle planker, der hvilede på tomme tønder.

Løbestien blev overbelastet, så vi måtte kravle i vandet ude på midten; men med forsigtighed kom vi over. Da vi kom over på den anden side tog vi det med ro og besindighed igen. Vi havde indtryk af, at den værste fare var overstået.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

21. juli 1918: Frederik Tychsen: Franske kolonitropper! Af sted, hurtigst muligt!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Hen på morgenstunden nåede vi ud til batteriet igen. Da vi gik gennem Oeuilly, bemærkede vi, at nogle soldater var ved at tage divisionstabsskiltet ned (”stab 113 div”) samt alle de andre skilte, der hører til en stab. Dette betød, at enten skulle divisionen frem eller tilbage. Altså den ene stab flyttede efter den anden, vi var nu efterhånden blevet klar over, at stillingen kunne sikkert ikke holdes.

Batteriet var i fuld aktivitet. Kanonerne drønede, og kanonererne arbejdede alt hvad de kunne. Jeg søgte Goldbergs overfrakke op (overfrakken findes i min krigssamling; Goldbergs navnetræk er i bæltestedet), tilegnede mig den og beholdt den.

Vi kom straks i arbejde. Løjtnant Weichert var i stillingen. Denne Løjtnant havde vi kun midlertidigt, han var aktiv officer, kom fra II. Batteri, og skulle afløse Løjtnant Wiederholt, der var på orlov. Han var absolut ikke afholdt af mandskabet – alle hadede ham.

Hen på formiddagen blev skydningen indstillet for ca. et par timer. Vi fik ammunition, og vi var i gang med at få denne på plads.

Ved ca. 10 tiden fortsatte vi med skydningen, dog efter et andet mål – i vestlig retning. Dog bemærkede vi efter de fjendtlige luftballoners stilling, at vor stilling mere og mere kom til at ligne en hestesko, dvs., vi var ved at blive indkredset.

Ved 11 tiden begyndte efterretningsvæsener fra infanteriet at svigte, men vi skød stadig med stor styrke i vestlig retning og støttede “Heeresabschnit Derflinger”. Foran os lå en stor skov, vistnok ”Foret d´Enghieu”.

 I denne skov begyndte flammekasterne ganske frygteligt at arbejde. Vi kunne tydeligt se de sorte stråler, der sprøjtede højt oven over skoven; men efter et kvarters arbejde, kunne vi intet se mere.

Skydningen fra det franske artilleri blev mindre og mindre, og vi vidste i grunden ikke, hvad der var løs – men vi mærkede tydeligt, at noget måtte der ske.

Som vi allerbedst stod og betjente kanonerne, kom det tyske infanteri løbende ned imod os fra den foran os liggende bakke. De råbte, at nu kom kolonialtropperne, vi skulle skynde os at komme af sted.

Vi ville til at indstille skydningen, men så brølede løjtnant Weichert: ”Wir Kanoniere kämpfen und sterben ans Geschütz”! (Vi kanonerer kæmper og dør ved kanonerne).

Men han havde næppe fået det sagt, før der kom et antal negere i fuld udrustning og stak hovedet oven for bakken. Hvor mange eller hvor få, der var, ved jeg ikke, men nu var det blot med at komme af sted hurtigst muligt.

 Løjtnant Weichert ville til at se i sin kikkert, men han kom ikke til det. Han smed, hvad han havde i hænderne og løb alt det, han kunne.

Jeg nappede i skyndingen brødposen (en sandsæk med lidt levnedsmidler). Gasmasken havde vi altid på ryggen, og så løb jeg bag efter løjtnanten – men kunne ikke følge ham – da han havde lange ben.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20. juli 1918: ”Syngende og dinglende fortsatte vi på vejen efter Troissy..” – Frederik Tychsen hjælper såret kammerart til feltlazaret

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Det var den skæbnesvangre… Den 17. juli. Marneslagets tredje dag. Duggen var faldet, og luften var kølig. Vi spændte straks et par teltduge fra jorden op til kanonhjulet, sådan gjorde de også ved de andre kanoner. Hovedsagen var at komme til hvile så hurtigt som muligt. Vi kravlede ind under teltdugene og sov med det samme. Vi lå selvfølgelig, som vi plejede, på den bare jord med et tæppe og frakken over os.

Hvilen blev kun afkort varighed. Kl. ca. 1 om natten begyndte franskmændene med at beskyde vor stilling. Nedslagene blev hyppigere og hyppigere, og de kom nærmere og nærmere. Og det varede ikke længe, inden vi havde en fuldtræffer i teltet på den anden side af kanonen.

Unteroff. Goldberg fik det ene ben revet i stykker, det hang og dinglede i nogle blodige tråde. Der var flere døde. Vi fik benet bundet af, og han lå og jamrede sig; han havde store smerter. Vi besluttede os til at transportere ham tilbage til Troissy ca. 10 km. for at få ham afleveret i feldlazarettet og få ham hurtigst muligt under behandling.

Goldberg var jøde; mit første bekendtskab stiftede jeg med ham i Huissignis. Her i denne by i oktober 1917 mødte jeg ham på gaden, den dag vi drog i kvarter i denne by, jeg var meget træt og sulten, og i denne tilstand undlod jeg at hilse på ham, han råbte mig an, men jeg sagde, at han kunne holde sin kæft (jeg var meget træt og udmattet); vi var alene på gaden, men så gik han videre.

Da han så mig et par dage senere, spurgte han mig, om jeg mente det, jeg havde sagt til ham på gaden? Jeg sagde nej og forklarede ham, at jeg havde været meget træt, kunne ikke få mit kvarter osv. Så taler vi ikke mere om dette, sagde Unteroff. Goldberg, og efter denne tid, var vi gode venner.

Nu lå Goldberg og var meget syg; han svedte, de klare perler stod ham på panden, og blodet havde han smurt rundt omkring i ansigtet. Saniteteren havde givet ham en nødforbinding på, og det var alt, hvad han kunne gøre. Vi læssede ham på båren, Bernhardt Kop og jeg samt to andre løftede båren op på skuldrene, tog stokken i hånden og stavrede af sted med ham.

Vi gik ned til byen Oeuilly, og så fortsatte vi langs med landevejen, dog gik vi ca. 100 m oppe i marken, da landevejen hele tiden lå under ild. Vi gik gennem kornmarker, vin- og æblehaver, vi kom til at svede, og vi måtte skynde os, for vi skulle tilbage til batteriet igen.

Der kom mange køretøjer på landevejen. De kørte alle sammen hurtigt. Der kom også en marketendervogn. To landstormsmænd sad på bukken, vognen blev trukket af to heste. Da den kom forbi os nede på vejen, slog en granat ned mellem hestene og eksploderede. Hestene blev slynget til hver sin side af vejen, vognen slog en kolbøtte bagover, og de to landstormsmænd blev dræbt på stedet. Vognens last lå spredt til alle sider.

Vi satte straks Goldberg ned i kornmarken og løb derhen for at få nogle af varerne. Vi fandt honningkager, cigaretter, vin, cognac, tændstikker, cigarer, tobak, snaps osv., og vi samlede til os, alt det vi kunne. Men der kom hurtigt andre soldater til, og snart var byttet delt.

 Vi tog de forskellige ting med op til Goldberg, og her satte vi os ned i kornet og spiste, drak og røg. Goldberg fik en flaske cognac, han drak af den, han kunne også spise kakes og honningkager, og så fik han ild på en cigaret. Det kan nok være, at der kom humør i os alle. Da vi havde styrket os i mad og drikke og fået hvilet noget, tændte vi igen en frisk cigar eller cigaret, og så tog vi båren op igen.

Syngende og dinglende fortsatte vi på vejen efter Troissy. Goldberg lå og røg cigaretter, stak det sunde ben i vejret og vinkede med huen. Han pralede hele tiden af os, og roste os for det gode kammeratskab. Han “testamenterede” de forskellige ting – efterladenskaber – til os.

En skulle have hans lille private sabel, en anden hans undertøj, og jeg fik hans overfrakke. Omsider nåede vi Troissy. Ved en farm et lille stykke uden for byen var et feltlazaret. Vi afleverede Unteroff. Otto Goldberg, og siden har jeg aldrig hørt noget om ham.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

19. juli 1918: Usikkerheden breder sig ved Frederik Tychsens Batteri

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Hen på eftermiddagen mellem 4 og 5 kom jeg tilbage til batteriet. Dog opdagede jeg, da jeg gik igennem Porte a Binson, at divisionen var ved at tage skiltene ned, de havde nemlig haft divisionsstaben i denne by. Nu skulle staben flyttes, dog var jeg ikke klar over, om de rykkede fremefter eller tilbage. Jeg talte med de andre om det; Felix Ploschaichik (sergent), mente ikke, at vi kunne holde stillingen, og at det sikkert gik tilbage igen.

Om aftenen fik vi nye forsyninger af ammunition. Batteriet stod nu i en hulvej syd for byen. Vi rykkede frem til en stilling lige syd for byen Oeuilly. I mørkningen rykkede vi frem til denne stilling, der lå ca. 10 km øst for Port a Binson.

Byen Oeuilly lå ved landevejen, der gik en ret god vej af i sydlig retning, denne fulgte vi ca. 1 km og så gik der en hulvej af til højre. Her i denne hulvej tog batteriet opstilling. 4. kanon stod længst mod øst ud imod bivejen ca. 50 m fra bivejen.

Vi stod bag ved en bakke, og ca. 2 km foran os var der skov. Straks efter indstillingen begyndte vi at skyde i sydøstlig retning. Vi skød ret hurtigt ca. 100 skud i timen. Forplejningen fik vi ikke megen tid til, dog havde vi fundet franske kiks og engelsk kød.

Hele stemningen bar præg af uro og usikkerhed. Der var ingen, der vidste noget ud over, at franskmændene, englænderne og kolonialtropperne lå i den ene kant af skoven, og tyskerne i den anden, men forude syntes det at være rolig. Artilleriet var i stærk virksomhed overalt, og alle veje lå under fransk artilleriild.

De tyske reserveafdelinger rykkede stadig frem over bakkekammen, og alle styrede de hen imod skoven (det var Foret Englieu). Ved midnatstid fik vi ”Feuerpause” (ildpause, hvil), og den nye dag begyndte.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

18. juli 1918. En såret franskmand og et efterladt spædbarn.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Protzensammelstelle og bagagen lå bag ved Troissy. Ammunitionen kom med lastbiler, og vi skød jævnt hele tiden. Ved middagstid skulle jeg tilbage til Protzensammelstelle med en ordre. Jeg gik ned til Port a Binson og kom ud på hovedlandevejen, landevejen kom til at se mere og mere frygtelig ud for hver time, der gik.

Det var helt kolossalt, hvad der lå af mennesker og dyr samt materiel på begge sider af kørebanen. Alle køretøjer kørte i skarp trav eller galop. Ingen holdt unødvendig længe på kørebanen eller ved vejen, det gjaldt bare med at komme bort. De fleste fodgængere, det være sig fra eller til fronten, enkelte eller i trop, gik over markerne 1 – 200 m ved siden af landevejen.

I byen traf jeg sammen med Feldwebel Zeidler. Ham var der ingen, der syntes om, han var brutal, men her i disse omgivelser kunne han nedlade sig til at tale venligt til mig. Han sagde endda kammerat til mig (Han var menig, da vi lå sammen i Flandern 1917).

Han tilbød mig, at vi kunne gå sammen; javel sagde jeg. Men for en gangs skyld fik jeg lejlighed til at drille ham lidt. Han ville nemlig gå oppe på marken, medens jeg ville gå på landevejen. Ganske vist var jeg bange, men Feldwebelen var dog mere bange end jeg; det kunne jeg tydeligt mærke. Det endte med, at vi fulgtes ad på landevejen, han kunne jo ikke være bekendt, at han var bange for at gå på landevejen.

Da vi kom ca. 1500 m fra Troissy, mødte vi eller kom vi til et steds, hvor der lå en franskmand på landevejen. Han lå med hovedet ned imod landevejen, det var forbundet med gazebind, og jeg sagde, lad os se ham efter, han må have været såret, ellers ville han ikke have været forbundet.

Feldwebelen sagde: ”Lad ham bare ligge – det er kun en franskmand!” Jeg gik imidlertid hen til ham og så på ham. Han lukkede så øjnene op og så bedende på mig. Feldwebelen gik videre. Jeg tog fat i ham og rejste ham op. Han kunne dårligt gå, men jeg tog ham under armen, og så listede vi ind efter byen.

 Et par minutter efter at jeg havde fået ham på benene, kom et artilleribatteri forbi i fuld galop, så hvis han var blevet liggende, var han sikkert blevet kørt over. Vi nåede omsider ind til byen, men det sidste stykke vej måtte jeg næsten bære ham. Han stønnede og klagede sig, og han var meget syg. Han var såret oppe på hovedet og han havde småskrammer hist og her.

Det allerførste hus på højre hånd var uskadt. Jeg satte franskmanden på trappen, medens jeg hentede en god lænestol inde fra stuen. Det var en finere villa med fornemme møbler og en flot indgang. Jeg fik lænestolen anbragt i indgangsdøren, en stor dobbeltdør, som jeg slog op til begge sider. Franskmanden satte jeg i stolen, for når ambulancen kom, kunne de straks få øje på den sårede og muligvis tage ham med.

Da han nu sad i stolen, pegede han på min feltflaske – altså han ville have noget at drikke. Drikkevarer var en meget sparsom artikel, for det var meget varmt i disse dage. Jeg hældte noget af min sure kaffe ud i drikkebægeret og holdt det op foran munden på ham; han smagte lige på den, så sagde han ”pøj”, og spyttede den ud og slog til drikkebægeret, så det fløj langt hen, idet han sagde ”vin, Monseur”. Han ville altså have vin. 

Jeg blev noget ærgerlig i øjeblikket, fordi han forkastede min i forvejen meget knap tilmålte kaffe. Jeg tog fat i ham og ruskede ham lidt, bagefter fortrød jeg det, jeg tænkte som så, at han havde sikkert høj feber, var syg osv., og jeg begyndte så at søge i kældrene, og i en ejendom lidt længere henne i gaden fandt jeg vin i en kælder; men her i denne kælder lå et lille barn i en kurv, der lignede noget de danske klædekurve.

 Barnet var vel ca. 4 – 8 måneder gammelt. Det lå ganske stille og sov med en tyk skorpe af kommisbrød ved siden af hovedet. Dette havde en tysk soldat sikkert lagt hen til det. Jeg kunne imidlertid ikke tage mig af barnet, men rekvirerede et par flasker vin og gik hen til den sårede franskmand i døråbningen med dem.

Han var faldet i søvn. Jeg vækkede ham, skænkede af vinen til ham, og han drak. Han drak over en halv flaske vin; men jeg lod ham beholde hele resten. Jeg rakte ham hånden til farvel. Men da græd han og sagde mig mange tak. Jeg var glad over, at jeg havde fået lejlighed til at redde ham, ellers var han sikkert blevet kørt ihjel.

Jeg gik dernæst gennem byen, fandt Protzensammelstelle, afleverede min ordre, ventede et stykke tid på en anden ordre, som jeg skulle have med tilbage til batteriet igen. På tilbagevejen så jeg efter franskmanden i døren, men da var han borte. Man kan antage, at han var blevet transporteret hen på et feldlazaret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. juli 1918: Voldsomme tab på Marneslagets anden dag

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Den 16 juli, tidlig om morgenen gik jeg ind i Troissy for at søge efter levnedsmidler. Ved at gå gennem en have, bemærkede jeg to døde franskmænd, der lå der i haven, de havde brækkede fingre, dvs. den ene havde de to yderste led fjernet på ringfingeren og langemand, den anden havde to led fjernet på ringfingeren.

Mellem det første led på hånden var der på alle tre fingre en mørk stribe, tydelige mærker efter ringe; fingrene var blevet fjernet på denne måde, at ligrøveren eller ligrøverne først havde skåret med en kniv i kødet rundt omkring leddet, og dernæst var fingeren brækket af i leddet på den ene dødes hånd, den andens finger var ikke brækket af i leddet, men et stykke oven for leddet ind efter hånden, og der stak en nøgen bensplint ud af kødet p. ca. 1 cm. længde. Denne finger så ud, som om den var blevet hugget over med en mindre skarp genstand. Dette tydede på, at der havde været to mand om arbejdet.

Jeg betragtede det hele meget nøje, da jeg aldrig havde set mage til ugerning før. At tænke sig, at der fandtes mennesker, der i nattens mulm og mørke under slige forhold, hvor de måtte risikere deres liv og lemmer, kunne få sig selv til at kravle rundt imellem de døde og lemlæste disse for at komme i besiddelse af nogle ringe af tvivlsom værdi.

Gerningsmændene var sikkert tyske soldater, civilbefolkningen var mestendels borte, og franskmændene havde trukket sig tilbage om dagen, og derfor havde de sikkert ikke fået tid til sligt.

Uden at finde levnedsmidler gik jeg tilbage til batteriet, der var i færd med at pakke sammen, vi skulle skifte stilling og længere fremefter. Vi fik hele tiden usædvanlig megen ild fra alle sider, men særlig lå landevejen under ild, og hele tiden var der fjendtlige flyvere oppe, der kastede bomber, skød med maskingeværer osv.

I Troissy var der mægtige huller rundt på gaderne, og mange steder kneb det med at komme forbi med kanonerne. Tidlig på formiddagen gik vi i stilling i nærheden af Port a Binson. Syd for byen. Vi åbnede ilden og skød i sydøstlig retning. Men her som alle andre steder i dette angreb var modstanderens ild meget voldsom.

Vi lå lige ved en farm – en større gård. Her var feltlazaret og samlingssted for sårede. Her var det ligesom ved angrebene ved Chemin des Dames og St. Quentin, hjælpen stod ikke i forhold til trangen. Her var en enkelt læge og en del sygepassere, men det forslog kun lidt, når de sårede væltede ind i hundredvis.

De let sårede fik en nødforbinding på, og så kunne de selv arbejde sig tilbage, meget værre var det for de hårdt sårede; alt for få biler og sygevogne nåede frem, og det svandt ikke synderligt, fordi der af og til kom et læs bort.

En gammel bonde og sin hustru var endnu i huset. De ville ikke forlade deres hjem, skønt situationen var meget kritisk. Da den gamle bonde blev opfordret af en officer til at tage bort med en bil, pegede han med sin stok på et skilt over døren, her stod: ”La mon Dieu Farm” dvs. sådan noget som Guds kærligheds farm – den gode Guds hus el lign. Dog kan jeg ikke huske den nøjagtige franske stavemåde. Manden var åbenbart troende katolik, der stolede på Guds vilje og varetægt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. juli 1918. Frederik Tychsen: “Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden.

Der kom en del fanger gennem byen, franskmænd, kolonialtropper og amerikanere. De skyndte sig alle med at komme ud af byen.

Vi holdt et stykke tid i Dormans, og vi talte om, at dette angreb ikke gik som det skulle. Vi skulle have gået over Marnen ved 5 tiden, og endnu sent på eftermiddagen befandt vi os endnu på denne side af Marnen.

Kl. 7 om eftermiddagen fik vi ordre til skyndsomt at køre over broen. Vi kørte ned til floden, og pionerernes brokommando havde slået en pontonbro over Marnen. Vi kom ud på broen, og pludselig nærmede en flyvereskadre sig. Det var fjendtlige bombemaskiner af svær type 15-20 stykker.

De kastede bomber ned på broen og på vejen. Der faldt mange i vandet ved siden af broen, og enkelte i kanten af broen. Der opstod panik mellem mennesker og dyr; hestene blev vilde og for frem, og hvad soldaterne gjorde, ja, der kan jeg kun tale for mig selv; jeg var midt på broen, da de første bomber eksploderede nede i vandet i nærheden af mig.

Jeg gik ved siden af en kanon, men jeg løb straks alt det jeg kunne, over på den anden side af floden, alt imens faldt der bomber rundt omkring. Straks på den anden side af floden var der nogle jernbanespor, her holdt nogle lokomotiver. Jeg løb skyndsomt hen og krøb ind under et af lokomotiverne, og her lå jeg, indtil den øjeblikkelige fare var overstået.

Jeg lå der nogle få minutter og kiggede ud mellem hjulene på maskinen. Lige ovre bag sporene op ad bakkeskrænten lå en død infanterist. Han lå med ansigtet i jorden, ramt af et skud i hovedet. Han bar en aluminiumsring på venstre hånds lillefinger. Der lå selvfølgelig mange flere døde; men ham lå jeg og betragtede mellem hjulene.

De andre soldater søgte dækning, så godt de formåede. Batteriet kom over broen, og vi sluttede os til igen. Da vi var ovre på den anden side, kom vi på en hovedlandevej, vi fulgte denne i sydøstlig retning. Landevejen var mange steder brolagt.

Det var en meget besværlig fremrykning; landevejen lå under en frygtelig ild. Artilleriet beskød den med alle kalibre; det franske infanteri kunne nå vejen med deres geværer, og af og til kom modstanderens flyvemaskiner og bombarderede landevejen, ja, beskød den med maskingeværer.

Det var næsten ikke til at være på landevejen; de fleste af kanonererne kravlede frem nede i vejgrøften eller sprang fra det ene træ til det andet, og på denne måde søgte de dækning på alle mulige måder.

Jeg gik et stykke på vejen sammen med en anden Obergefreiter (jeg husker ikke hans navn, han stammede fra Köln).

Pludselig blev han ramt af en kugle i hovedet, han faldt til jorden, hårdt såret. Vi lagde ham over til siden, og så måtte vi lade sanitetsvæsenet besørge resten. Et steds talte jeg på landevejen mellem to 100 m sten 76 døde heste. De var slæbt over til siden. Der lå sikkert flere døde soldater end heste på samme strækning.

Et sted måtte vi holde et stykke tid, en såret hest stod og hang med ørerne, den var såret i venstre side; Vi skød den med karabineren, den faldt straks til jorden. Vi talte også nogle af hestene; men foreløbig kunne vi nok klare den, da vi havde nogle i reserve.

Om aftenen gik vi i stilling foran Troissy. Vi stod bag ved en med krat bevokset skrænt. Vi skød det meste af natten, uden at få nævneværdig ild direkte i stillingen fra franskmændene. Alle granaterne gik 3 – 400 m for langt. 2 – 2 1/2 km til højre for os lå bataljonsammunitionskolonnen, ca. 24 store ammunitionsvogne, mange mindre vogne og bagage med ca. 150 heste og ca. lige så mange mand.

De havde også lagret (lejret) sig bag samme skrænt, men hele kolonnen blev i nattens løb fuldstændig tilintetgjort. Der gik ild i ammunitionen, granaterne eksploderede, så hele vognmaterialet fløj i luften. Rundt omkring mellem vognene havde mandskabet udspændt deres teltdug, og de lå under teltdugen og sov, rundt omkring var hestene bundet til vognene; men alt hvad der befandt sig i nærheden af vognene blev dræbt, delvis af eksplosionen, delvis forbrændt.

Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere. Den var fuldstændig tilintetgjort. De få heste og mand, der var tilbage, blev fordelt på de andre 3 batterier i forhold til deres tab. Det var det største tab, bataljonen havde haft i løbet af een nat.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. juli 1918. Frederik Tychsen: “En mægtig stor granatsplint havde næsten skåret hovedet af Uldworm”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden

Ved ca. 4 tiden om morgenen den 15. juli blev ilden åbnet over hele linjen. Det var en ganske voldsom kanonade.

Vi mærkede hurtigt, at modstanderen var i stand til at svare igen. I marts ved St. Quentin svarede modstanderen slet ikke, den 27. maj ved den store offensiv ved Chemin des Dames mødte vi nogen modstand fra det franske artilleri; og her ved Marnen, fik vi straks at mærke, at de havde flere kanoner, end vi havde.

Vi havde kun sendt nogle få salver derover, så fik vi en voldsom ild igen.

Planen var, at vi skulle foretage overgangen over Marnen om morgenen klokken 5, men det slog meget fejl. Jeg stod ved 4. kanon, og vi blev ved med at fyre hele formiddagen.

Morgenstunden havde været noget tåget, der var blikstille, og krudtdampene ville ikke rigtig fortage sig. Skydningen blev mere og mere voldsom, en granat strøg over mit hoved, jeg havde en fornemmelse, som om den berørte stålhjelmen, så det gav et chok i mig, men den skal nok have været 1 m over hovedet.

Jeg sad imidlertid på sædet ved den venstre side og sigtede hele tiden. To mand stod ved lafetten og drejede den efter mine håndbevægelser, kanoner Uldworm og en mere. Jeg mærkede, at på en gang reagerede de ikke. Jeg drejede mig om og så, at de var falden begge to. Uldworm var død, den anden hårdt såret.

En mægtig stor granatsplint havde næsten skåret hovedet af Uldworm og såret den anden. Da vi hen på dagen fik et ophold i skydningen, lavede vi en grav til Uldworm under et blommetræ, der stod bag ved kanonen. Uldworm var den mindste af hele batteriet – nu var han også gået til den store armé hinsides.

Skydningen fortsattes, og to andre kom straks i deres sted, der var borte.

Hvad der egentlig foregik, var vi ikke rigtig klar over, men en ting mærkede vi, nemlig en frygtelig modstand og en voldsom ild fra modstanderens side. Der var uhyre mange flyvere oppe, og for første gang kunne vi tydelig se, at modstanderen havde absolut overtaget i luften. De tyske flyvere kunne slet ikke komme frem over kamplinjerne, men holdt sig mere bag ved fronten.

En løjtnant blev såret straks om morgenen, han forlod batteriet. Hen på eftermiddagen fik vi ordre til at pakke sammen; vi gjorde os færdig; men vi holdt længe på stedet, inden vi fik ordre til afmarch.

Vi holdt bag et hegn. Hestene stod foran kanonerne, en del af kanonererne sov, men i det hele og store var der en mærkelig spænding over det hele. Infanteriet var gået over Marnefloden, men hvor langt de var fremme, vidste vi ikke.

Sanitetsvæsenet (ambulancekolonnen) havde et stort arbejde med at få de sårede transporteret tilbage. Vi kørte så nogle km. frem, holdt igen, så rykkede vi frem igen en ca. 4 – 5 km holdt igen et stykke tid, men derefter rykkede vi frem til byen Dormans, der holdt vi længe i denne bys gader. Byen lå lige ned til Marnefloden; den var meget beskudt, ja, den lå hele tiden under ild, snart fra artilleriet, snart fra luften.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.