Alle indlæg af Christina Sandal Bendtsen

20. april 1918 – Asmus Andresen: ”Vi hørte Granatstumperne suse gennem Luften, og hele Huset rystede under os”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen på vej til fronten.

I 2 Dage havde vi ikke faaet Mad. Vi havde nok faaet Forplejning til 4 Dagen, men vi havde været 6 Dage paa Rejsen. Vor Anfører lovede os, at han nok skulde skaffe os noget at spise om et Par Timer, men vi fik intet.

Om Eftermiddagen kørte vi saa med den elektriske Bane til Genuar eller Kvesneii, som Franskmændene kalder Byen. Nu erfarede vi først Krigens Rædsler. Egnen fuldstændig sønderknust, og vi maatte fortsætte Rejsen til Fods.

Efter en halv Times Tid naaede vi et Proviantamt, hvor vi fik noget at spise. Saa gik det videre gennem opkørte Gader og ødelagte Byer. Først Kl. 5 naaede vi vort Bestemmelsessted. Bataillon 74 bestod af 3 Batterier, og jeg kom til 1. Batteri samme Aften.

Om Natten sov vi i et halvt nedskudt Hus paa 1. Sal, hvortil vi maatte klatre op, da Trappen var skudt i Stykker, men vi kom derop. Taget var gennemhullet af Granatstumper. Det var mørkt, og vi maatte føle os tilrette.

Efter denne anstrængende Dag faldt vi snart i Søvn. Kl. 1 vaagnede vi allesammen ved et vældigt Brag. Vi hørte Granatstumperne suse gennem Luften, og hele Huset rystede under os. Vi hørte flere Flyvemaskiner brumme over os og med rystende Lemmer ventede vi paa, hvad der vilde ske. Nogle mente, at deres sidste Time var slaaet, men det var dog ikke saa galt; thi alt blev stille, og vi hørte ikke mere den Nat.

Ved Siden af mig laa en Kammerat, som havde været ved Fronten i længere Tid, han sov som en Sten og snorkede dygtigt. Jeg kunde den Gang ikke forstaa, at han kunde sove, naar det gik saadan til, men jeg kom senere til at forstaa det, ja noget, der var meget værre.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

18. april 1918: “Vi fik en halmpose at ligge på” – Frederik Tychsen samler kræfter inden genforeningen med fronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Her bag ved fronten var der alle vegne et kontor, hvor man kunne få oplysning om, hvor tropperne var henne, de gav besked og alle de oplysninger, man ønskede, tillige fik vi forplejning, men hver gang vi havde modtaget mad eller penge, blev det noteret i Soldbuch (soldaterbogen), så man kunne kun få proviant for en dag ad gangen, og kun til en mand – og forplejningen var meget knap tilmålt. Et sådant sted blev kaldt “Zersprängten Sammelstelle” (samlingssted for splittede). Men vi kunne kun modtage mad en gang på et sådant sted, så måtte vi se at komme videre.

Det var hen imod aften, vi ankom til Busigny, og derfor fik vi anvist et nattelogi oppe på et loft. Vi gik op og lagde vor tornyster, derefter gik vi rundt i byen og fandt en biograf, vi overværede forestillingen – det kostede 10 Pfennig.

Da vi kom tilbage til Imwiehe, jeg samt manden fra Bataljon 615, var der vel en 100 mand på loftet foruden os. Den næste morgen blev vi vækket, og nu måtte vise at komme af sted, og vi fik ikke mere at spise. Vi gik så om på banegården og ventede, til der kom et godstog.

Vi kravlede op på en af vognene, toget satte sig i bevægelse, og så standsede det først i Fresnoy le Grand. Nu var det på høje tid at komme af toget, og vi stod af og meldte os ved Zersprängten Sammelstelle.

Her fik vi straks proviant og brød for én dag samt hver en dagløn – jeg fik 63 Pfennig, I Zoldbug blev noteret: „Verpflegung und Lohnung empfangen flir 20. April 1918” (forplejning og lønning for den 20. april 1918).

Vi gik på landet til bønderne og købte brød og mælk, og hen imod aften gik vi tilbage til Fresnoy le Grand, og her fik vi et ganske udmærket natteleje. Vi fik en halmpose at ligge på, og så sad der en mand fra landstormen og passede kakkelovnen, der blev fyret om natten, for at vi ikke skulle fryse. Det var dejligt.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

16. april 1918: “…vi enige om at stige ud ved den næste station; … vi kunne sagtens komme tidlig nok til fronten.” Frederik Tychsen leder efter sit batteri

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indkvarteret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Efter at jeg nu havde været på dette lazaret i 5 uger, blev jeg udskrevet den 16. april 18. Jeg fik mine gamle klæder og min udrustning igen, men da de var noget medtagen, skulle jeg have en anden mundering. Der var ca. 30 mand, der denne dag forlod lazarettet. Jeg var den eneste Obergefreiter, så jeg blev transportfører. Vi skulle til et depot i Le Cateau, her skulle vi have de beklædningsgenstande byttet, der trængte til det.

Lige efter middag gik vi ned til banegården i Maubeuge, men da vi kom derned, manglede der 2 mand – det kunne jeg ikke gøre for, vi satte os i toget og kørte af sted. Hen imod aften ankom vi til Le Cateau; vi fandt depotet, der lå et stykke uden for byen, vi fik noget at spise, og så fik vi en brix anvist i en af barakkerne.

Her frøs vi ganske umådelig. Vi var vante til en varm seng på lazarettet, og nu måtte vi hjælpe os med et tæppe. Jeg lå og længtes efter, at det skulle blive morgen, så vi kunne stå op og evt. få nogen varm kaffe.

Efter morgenkaffen trådte vi an, og vi fik, hvad vi ønskede; nye støvler, sko, tæppe, overfrakke osv. Karabiner, sabel, gasmaske og tornyster beholdt vi. Vi var færdige til middag, og vi fik oplyst, hvor vor troppeafdeling lå.

Jeg fik besked på, at mit batteri lå i stilling ved Montdidier, og nu måtte jeg se at finde det. Man fik et bevis, at man søgte efter sin troppeafdeling, og så kunne man køre med alle tog, gods- og persontog, når det gik imod fronten, men i modsat retning – bort fra fronten, kunne vi ikke komme uden billet (Fahrschein).

Jeg var imidlertid blevet godt kendt med Imwiehe, han tilhørte Inf. Rgmt. 465 IMGK; vi rejste sammen, desforuden var der en feltartillerist fra bataljon 615, der sluttede sig til os. Vi tre sad i kupé sammen. Da vi havde kørt et stykke vej med et persontog, blev vi enige om at stige ud ved den næste station; idet vi mente, at vi kunne sagtens komme tidlig nok til fronten. Vi steg så ud ved Busigny.

(Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien)

 

14. april 1918 – Asmus Andresens rejse mod Fronten: ”… langt borte hørte vi Kanontorden, men vi skulde snart komme nærmere til Fronten”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen på vej til fronten.

Den 14. April, Kl. 5 om Morgenen, blev der kaldt paa os. Den Morgen blev vi hurtig færdige med Kaffen, hvorefter vi pakkede vore Tornystre og mødte saa med fuld Oppakning paa Kasernepladsen Kl. 5½.

Saa gik det med fuld Musik til Banegaarden. Kl. 6 afgik Toget, og vi passerede Strassburg, Saarbrüggen og Luneville og stansede først i Metz, hvor vi skulde træffe sammen med vort Batteri i Nærheden af Verdun.

Det blev os der meddelt, at Batteriet var rejst længere mod Vest. Saa fortsatte vi Rejsen fra Metz over Bingen, Kohlens og Bonn til Køln; her skulde vi overnatte i en Ventesal, hvor vi laa sammenpakkede som Sild i en Tønde.

Dagen efter gik det videre over Achen til Lüttich i Belgien; der maatte vi overnatte i en Ruin, hvorfra vi om Morgenen kørte over Brüssel til Lille i Frankrig. Her saa vi Følgerne af Krigen, mange Huse var nedskudt, og langt borte hørte vi Kanontorden, men vi skulde snart komme nærmere til Fronten.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

10. april 1918 – Asmus Andresen: Gasmasken afprøves ”Vi blev ført ind i et Rum, som var fyldt med Gas”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Den 10. April skulde Masken prøves for at se, om den var lufttæt. Vi blev ført ind i et Rum, som var fyldt med Gas; der skulde vi saa opholde os i 10 Minutter; hvis der saa intet var i Vejen, blev Gasmasken godkendt. I de næste 4 Dage havde vi saa godt som ingen Tjeneste.

Den 13. April fik vi Forplejning til 4 Dage, vort Militærpas og 2,50 Mark udleveret, og saa var vi rejsefærdige.
 Om Eftermiddagen skrev jeg til mine Søskende, at jeg nu rejste til Fronten. Kl. 8 gik jeg til Sengs for at faa godt udsovet til næste Morgen, men jeg sov ikke godt den Nat.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

5. april 1918: “De gode dage fik også ende. Vi har levet godt sammen og kammeraterne var ganske gode.” Frederik Tychsen venter på udskrivelse

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Den 5. april havde jeg fødselsdag. Jeg fik en pakke hjemmefra dagen før. Mor sendte mig nogle småkager. På selve fødselsdagen fik jeg en halv lagkage af den nonne, vi havde mest med at gøre. Hun havde fået den sendt fra hendes hjem i Bayern. Den var bagt af rugmel, to lag med en slags gelé imellem. Den smagte ganske udmærket; men vi var jo heller ikke forvænnet med søde sager.

Jeg blev efterhånden rask, men jeg var stadig smittebærer. Jeg kunne ikke udskrives, men måtte vente, til jeg var ganske rask. I de sidste uger fejlede jeg ikke noget, men vi måtte ikke forlade afdelingen.

I en af barakkerne var der et kapel. Her samledes nonnerne og munkene om aftenen til andagt. Jeg blev indbudt til at komme med til disse andagter, og de foregik naturligvis under katolsk ceremoniel med mange fagter og bevægelser, snart knælende, snart stående.

Hirschvogel havde en speciel bestilling. Han ringede af og til med en lille klokke, så korsede menigheden sig, fremsagde bønner osv. I det hele og store var det et godt ophold for mit vedkommende, og hele sygdommen var sikkert et efterspil fra den spanske syge, som jeg havde i Lüttich. Her fik jeg hvile, ro – en udmærket seng og en sjælden god forplejning. 

De gode dage fik også ende. Vi har levet godt sammen og kammeraterne var ganske gode. Der var en ganske lille plads uden for barakken, og her kunne vi gå og nyde solskinnet, der skinnede ganske dejligt i disse dage.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4. april 1918: Frederik Tychsen tilbringer påsken på lazarettets epidemiafdeling

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Der var en 20-30 patienter i denne barak, de var mere eller mindre syge, nogle døde; der stødte tit andre sygdomme til. Der lå en henne i et hjørne. Han døde. Natten før spurgte Hirschvogel, om han skulle få fat i præsten til ham, der kunne give ham den sidste olie. Men patienten ville ikke have noget med præsten at gøre, men han bad Hirschvogel om at kildre sig under fødderne, – det var det eneste, ønskede.

Hen på natten døde han. I dødsøjeblikket knælede munken ved hans seng og nedbad Guds nåde og fred for hans sjæl. Det var der mange, der lavede grin med, men jeg syntes, at det var uhyre smukt og højtideligt. Den stakkels munk havde stået i timevis og kildret den døende under fødderne, og nu bad han for hans sjæl. Lidt efter blev han båret ud.

På langfredag kom der en evangelisk præst og tog os protestanter til alters. Det gik meget hurtigt. Nonnen gik ud imens, og vi sad en 6 – 8 stykker (der var kommet nogle i de sidste dage), på en bænk. Præsten gav os hver en salmebog med, og vi sang nogle vers af en salme. Han skænkede vin i et glas, så læste han ritualet, derefter fik vi brødet og vinen; vi sang en salme, og så var det færdigt.

Han pakkede skyndsomt sammen og talte alt imens med os. Lige inden han gik, spurgte han os, om vi nok kunne få tiden til at gå; vi beklagede os over, at vi ikke kunne få noget at læse i, eftersom vi lå på epidemiafdelingen, men så hentede han en 3 – 4 sæt spillekort op af lommen på sin skødefrakke, kastede dem hen af bordet og sagde: ”Så kan I have dem!”

Præsten forsvandt ud af døren, og straks overfaldt 2 – 3 mand glasset med resten af vinen, en ung landmand fra Lüneburger Heden gik af med sejren, efter at det meste blev spildt på gulvet. Derefter blev de nye spillekort taget i brug.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

23. marts 1918: Frederik Tychsen fortæller om sit ophold på lazarettet

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Det var nogle slemme dage, jeg havde bag mig. Jeg havde sikkert over 40 grader feber, og først nu kunne jeg komme under behandling. Om morgenen kom lægen og gav mig to indsprøjtninger i sædet, en på hver side. Det virkede ganske kolossalt, enden svulmede op, så jeg måtte ligge på maven 3 – 4 dage, men så var jeg også ovre det værste. Feberen gik ret hurtigt ned, og jeg begyndte at spise.

Ganske vist lå jeg stadig i sengen, men havde det i og for sig godt. Jeg kunne sove både nat og dag i den første tid, og da jeg kunne spise, kom appetitten, og forplejningen var god og rigelig. Den gamle nonne havde vi ikke om dagen. Derimod havde vi to yngre nonner på ca. 40 år. De måtte ikke tale om ting, der ikke angik sygdommen eller det tjenstlige mellem 6 morgen og 6 aften, men vi spurgte om mangt og meget, og som oftest svarede de også. Derimod efter kl. 6 aften talte jeg tit med dem.

Jeg var den eneste protestant i hele barakken, og nonnerne talte meget med mig. Nonnerne var meget uvidende. De vidste ikke, hvor Slesvig eller Holsten lå henne, men derimod vidste de, at der var noget, der hed Hamborg, dog mente en af dem, om Hamborg lå i nærheden af Leipzig. De læste aldrig aviserne, men når de havde et par minutters tid, tog de bønnebogen frem og bad samtidig med at de sad med rosenkransen.

Rosenkransen består af, jeg tror nok 75 perler, og for hver perle er der en bestemt bøn, der findes i bønnebogen, og en troende katolik skal bede rosenkransen så mange gange om dagen, som den kan få tid til, nonnerne skulle i hele deres fritid bede rosenkransen og holde andagt. Vi havde også en munk, han hed Hirschvogel. Han var sygepasser og gjorde det sværere arbejde, vaskede gulve, bar spande ud osv. Hirschvogel var en ærlig munk med det rigtige tjenersind, men så blev han naturligvis misbrugt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. marts 1918: “… da nonnen så mig komme i Adamskostume, korsede hun sig med en mægtig håndbevægelse …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Vi kørte ud i en forstad til Maubeuge der hed Sues le Bois, og her lå det bayriske Kriegslazaret no.62. Vi blev læsset af i et stort pakhus: Der var flere hundrede. Her kunne vi lægge os på det bare gulv. Der kom så en læge, og han spurgte, om der var nogen, der følte sig særlig syg. Jeg gik hen til ham, for jeg følte mig i sandhed meget syg. Lægen spurgte mig om, hvad jeg fejlede. ”Ja, det var halsen”.

 Han lyste mig med en elektrisk lampe, og så sagde han, at jeg kunne straks komme i seng, jeg skulle melde mig på epidemiafdelingen. Jeg tog min tornyster og karabiner, forlod komlageret og begav mig hen til lazarettet. Det bestod af en lang gade med barakker på begge sider, og i den anden ende af hele komplekset lå epidemiafdelingen, en del barakker for de patienter, der var befængt med difteritis, tyfus, kolera eller meningitis.

 Jeg tumlede op gennem barakkerne, og efter jeg havde spurgt om vej flere gange, fandt jeg hen til epidemiafdelingen, og fandt også barakken. Klokken var ca. 12 om aftenen. Jeg bankede på. Der lød et svagt ”Kom ind!” af en kvinderøst. Jeg trådte ind med hele min krigsoppakning: Stålhjelm, karabiner, tornyster og den øvrige bagage, gasmaske m.m.

 Her sad en ældre nonne i sin hvide dragt og den mærkværdige, flagrende hovedbeklædning, som de katolske nonner bærer. “Hvad skal De?” spurgte hun. ”1 seng”, svarede jeg. Hun sad og drejede med rosenkransen og mumlede bønner alt imens. Hun standsede med bønnen eller med dette her mumlen, som om hun var færdig med et bestemt afsnit i bønnerækken, lagde rosenkransen fra sig og så op.

 Alt imens stod jeg og så mig lidt omkring. Her stod flere rækker senge, men der var en iblandt, der var tom – vel sagtens til mig, tænkte jeg. Nonnen sad ved et lille bord; på dette foran hende lyste en elektrisk lampe, der var anbragt en skygge af papir, så lyset faldt på bordet og skyggen hen imod patienterne.

 Så spurgte nonnen, om jeg havde lus? ”Ja”, svarede jeg med en grødet stemme. ”Når man har ligget de sidste 9 måneder ved fronten, så kan De vel nok regne ud, at man er luset”. ”Ja, men så må De først bades, inden De kan komme i seng, og Deres tøj må De aflevere til desinfektionen; badeanstalten er nede i den anden ende af lazarettet, der må De gå ned og få det ordnet!” Jeg spurgte, om der var åbent på denne tid af døgnet, ”ja, der er altid åbent” var svaret.

 Jeg begav mig så ned til badeanstalten, der var vel nok ca. 800 – 1000 m. derned; der lå barakker på begge sider hele vejen. Da bademesteren hørte, at jeg havde difteritis, bad han mig om alt mit tøj og hele min udrustning, da dette skulle desinficeres. Jeg selv kom under bruseren, men da jeg imidlertid blev meget sløj og slap, måtte jeg bede assistenten om at hjælpe mig lidt. Han skrubbede mig så med en børste, medens jeg måtte støtte mig til plankeværket.

Da jeg var færdig, måtte jeg gå. De kunne imidlertid ikke give mig noget tøj, hverken skjorte eller tæppe, da jeg hørte til epidemiafdelingen. Jeg fik lov til at låne et par trætøfler, og så gik jeg ganske splitternøgen tilbage til nonnen i difteribarakken. Jeg gik ind, og da nonnen så mig komme i Adamskostume, korsede hun sig med en mægtig håndbevægelse og udbrød et forbavset ”åh, Gud!” Jeg fik så en skjorte af hende og kom omsider i seng. Klokken var nu ca. 1.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

11. marts 1918: “Jeg kom i seng og fik eddikesur lerjord at gurgle halsen med” – Frederik Tychsen bliver indlagt med difteritis

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre.

Den 11. marts blev en lang dag. Jeg lå og vred mig på en brix i laden, kunne ikke spise og ikke sove, jeg havde stærk hovedpine, og blodet bankede i min tinding. Dagen gik og natten også. Halsen truede med at lukke sig helt til, jeg trak vejret tungt – svedte og frøs.

Hen på formiddagen den 12. marts kom der en fra skrivestuen og gav besked om, at jeg skulle straks begive mig til lazarettet – det var difteritis – streng halsbetændelse. Prøven var kommet tilbage fra bakteriologisk station, og nu var det bare med at få mig sendt af sted så hurtigt som muligt, for denne sygdom var smittefarlig i høj grad. Jeg fik min tornyster pakket. Kammeraterne hjalp mig med at få teltdugen og mantelen rullet, og de var i det hele taget mig meget behjælpelig.

Jeg skulle selv gå hen til et samlingssted for syge, og et sådant var der i Wassigny ca. 2 km fra La Vallee Mulatre. Ved middagstid tog jeg af sted, Skurnia og Rudolf Winkler gik med mig derhen, de bar min tornyster og karabiner. Her i Wassigny var der et stort samlingssted for syge og let sårede.

Hele lazarettet var telte. Jeg tog afsked med Skurnia og Rudolf Winkler, og så meldte jeg mig på kontoret. Dernæst kom jeg ind i et telt og fik en seng anvist. Her var sygeplejersker og Røde Kors søstre. Vi havde en flink Røde Kors søster – hun var fra Hamborg og rødhåret. Hun spurgte mig om, hvad jeg var for en landsmand: Nordslesviger, svarede jeg – så er vi jo halvvejs landsmænd.

Jeg kom i seng og fik eddikesur lerjord at gurgle halsen med, og det tog noget af smerterne. Vi lå i en 3 – 4 lange rækker i dette telt. Ved siden af mig lå en Sanitätshundefører, en benævnelse, som jeg mødte første gang. Han fortalte vidt og bredt om hans bestilling som hundefører; deres pasning, arbejde osv.

Her i dette telt lå vi til anden dag om morgenen, vi skulle stå op og komme i et persontog, der førte syge og let sårede med sig (Leichtkrankenzug). Vi kom imidlertid ikke af sted før hen på eftermiddagen – vi sad i III. klasses kupévogne. Vi var alle syge mere eller mindre, og jeg følte mig meget dårligt til pas. Feberen var høj, jeg havde en voldsom hovedpine, og så måtte jeg kaste op af og til, dette gjorde jeg gennem vinduet.

Ved 10 tiden om aftenen holdt vi i Maubeuge. Vi kom ud og kom op på en slags sporvogn, der kørte os ud til et lazaret. Jeg stod foran på perronen hos føreren, men jeg så ikke ret meget. Jeg var meget syg.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

9. marts 1918: “Jeg kravlede ned i halmen og gødningen, dækkede mig godt til dermed.” Frederik Tychsen bliver ramt af sygdom

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre.

En sygdom ændrede mine forhold. Den 9. marts følte jeg mig dårlig og utilpas. Den 10. om morgenen havde sygdommen forværret sig, og det blev værre for hver time, der gik. Jeg besluttede, at hvis det ikke ville blive bedre med mig om natten, så ville jeg melde mig syg dagen efter. Jeg fik det med kraftige kuldegysninger, og jeg frøs meget. Jeg lagde mig tidligt denne aften (på cementgulv), men kunne ikke falde i søvn.

 Kuldegysningerne blev værre og værre, og omsider måtte jeg stå op. Jeg havde min kappe og en dække (et tæppe), men det forslog ikke. Jeg gik om for enden af huset, her var en mødding – hestemødding – den dampede, for gødningen gærede, altså den var varm. Jeg kravlede ned i halmen og gødningen, dækkede mig godt til dermed, og det gav nogen varme i kroppen, men sove kunne jeg ikke.

 Det var halsen, der var i uorden, og jeg havde en fornemmelse, som om den ville snøre sig helt til. Ved fire tiden om morgenen gik jeg hen til feltlægen. Han havde et bedre kvarter i en bondegård sammen med sygepasseren. Jeg bankede på. Omsider fik jeg banket så meget, at sygepasseren kom hen til vinduet og spurgte, hvad der var løs. Jeg forklarede, at jeg var syg. Sygepasseren sagde til lægen, at der var en mand herude, der ville konsultere lægen. ”Er han såret?” spurgte denne – ”Nej syg.” ”Så kan han vente til kl. 8.” Det var denne besked, jeg fik – altså skulle jeg komme igen kl. 8.

 Jeg var meget syg – daskede tilbage til møddingen igen, kravlede ned i den og prøvede på at sove, men det ville ikke lykkes. Jeg lå og svedte og frøs, og det kneb med at trække vejret. Jeg så efter uret mange gange – strøg den ene tændstik efter den anden. Omsider blev kl. hen ad otte, jeg stod op og gik hen til lægen for anden gang. Jeg ventede en halv times tid, så kom jeg frem for lægen. Han så mig i halsen, han talte noget om betændelse, tog en prøve, der blev sendt til bakteriologisk station bag ved fronten, så penslede han mig med jod, han gav mig nogle tabletter, og så kunne jeg gå.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

5. marts 1918: Frederik Tychsen og batteriet tager afsked med de belgiske piger

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Ude i udkanten af byen havde byens unge piger imidlertid samlet sig; belysningen var svag, og da vi kom marcherende, stod de på begge sider af landevejen. Barbara var også iblandt dem. De fulgte med, hver fandt sin pige, og de kom ind i geleddet, og straks blev der en broget kolonne.

 Batterichefen så det godt, men for en gangs skyld lod han stå til; han morede sig øjensynligt over situationen, pigerne gik med; arm i arm (sikken kolonne!!) en 5 – 6 km. Kl. blev hen ad tolv, og så pludselig kommanderede batteriføreren “holdt”. Han råbte ud i nattestilheden: “første Batterie! Skal vi så standse i 5 minutter og få afskedskysset; vi vil sige dem tak for det gode kvarter og alt godt, og når vi nu fortsætter, lader vi pigerne blive tilbage – har de forstået?” “Javel, hr., løjtnant”, lød det fra mange munde.

 Efter et holdt på ca. 10 minutter blæste hornisten signalet til, at hestemandskabet skulle sidde op. Vi sagde farvel og trådte an, og batteriføreren kommanderede: “Batterie march!” Den lange række satte sig i bevægelse. Pigerne stod ved siden og grød, nogle hylede, andre hulkede; til de sidste hørte Barbara. Jeg sendte hende et taknemmeligt vink, hun vinkede med lommetørklædet og råbte: ”Ou revoir, Monseur Frederik!” Det var den sidste hilsen, det sidste blik fra Barbara.

 Zum Dorf hinaus zieht die Batterie,

die Fahne lustig weht,

ein mädchenschar begleitet sie

und weint, das zum Krieg es geht.

Noch einmal schaut der Kanonier

nach seinen Lieb zurück.

Viel tausend Grüsse schickt er ihr,

was sagt sein letzter Blick?

Ach Mädehen bleibe mein,

dies Herz gehört nur dein.

Ist der Friede da,

so kehr ich ja

nach Stolzenfels am Rhein.

 

Pligten kaldte igen, og målet var Frankrig

I en af Lüttichs forstæder stod et tomt tog parat. Her fik vi batteriet læsset på, derefter rullede toget af sted – ingen vidste hvorhen – ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe. Til at begynde med blev der sunget i de enkelte vogne: “Drum Mädschen weine nicht, sei auch nicht traurig, nach einen Kanonier das Herz nicht schwer” osv. Lidt efter faldt vi alle i søvn, mens toget rullede ind i det uvisse…

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

5. marts 1918: Frederik Tychsen og hans batteri ankommer til Frankrig

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Det varede ikke ret længe, inden vi opdagede, at turen gik ned gennem Meusedalen, der var nogen, der opdagede, at vi havde passeret Namur – senere Maubeuge, altså gik det i hvert fald til Frankrig igen. Hen på eftermiddagen den 5. marts 1918 standsede toget i Bohain, et par stationer længere mod syd end Le Cateau.

 Vi holdt en lille tid, så kørte vi uden for byen, og midt på marken var der rejst en interimistisk perron. Her blev vi læsset af. Vi mærkede straks, at der var en usædvanlig tilstrømning af militser. Over alt vrimlede det med soldater, og i hver eneste time kom der transporttog med tropper ved denne ene perron, og inden en time skulle vi være færdig, for at perronen kunne være fri til det næste togs ankomst.

 Vi marcherede af sted, og ved aftenstid kom vi ind i en landsby, der hed La Vallee Mulatre, en by på størrelse med min fødeby Agerskov. Da vi kom derhen opdagede vi snart, at byen var svært belagt med militær. Vi fik en stald anvist til kvarter, der var nogle enkelte brixe; gulvet var af cement – men vi havde tag over hovedet (Vinduerne var i stykker).

De følgende dage havde vi ikke videre nogen tjeneste, så vi gik en tur rundt i egnen hver aften; solen skinnede om dagen, men om natten var det meget køligt. Alle vegne, hvor man kom, og hvor man så, var byerne, gårdene og husene belagt med soldater; man havde indtryk af, at der var noget usædvanligt i luften. Vi vidste intet, men vi måtte ikke gå ud i større flokke om dagen for flyvernes skyld. En dag kom løsningen. Der kom en engelsk flyvemaskine, højt, højt oppe; der var klart solskin, og han kastede en stor bunke flyvesedler ned, på dem stod der: ”Vi ønsker eder til lykke med den store offensiv den 21. marts”. Altså den 21. skulle det gå løs. Ja, man kunne også nok se, at noget måtte komme – al denne militær – kanoner og materiel.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4. marts 1918: Frederik Tychsen – Afgang mod fronten endnu engang..

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Dagen efter, den 4. marts 1918, blev vi vækket til sædvanlig tid. Der var stor travlhed straks fra morgenstunden. Alt var blevet gjort i orden, men nu skulle der pakkes. Kanonerne fik endnu en omgang, de blev efterset, de fik olie. Lafetkassens indhold, der talte 78 genstande, reservedele m.m. blev gennemgået, lanternerne og lysene blev bragt på plads, remmene der holdt spader, hakker og løftestænger fast, blev strammet, sigtekikkerten blev efterset, glassene blev pudset og noniussen prøvet, Richtkreis og kvadrant omhyggelig ordnet – og først når kanonen var ordnet, pakkede vi tornysteren, rullede mantel og teltdug, og snørede dem på tornysteren. Karabiner og sabel fik lidt olie, og blev gjort klar til afgang.

 Hestemandskabet havde travlt med at ordne furage til hestene, og på kontoret skulle alt pakkes i kister og kasser. Der er i det hele taget uhyre mange ting, der skal ordnes til en sådan transport, men hver enkelt ved, hvad han skal have med, og hvad han skal ordne. Hen på eftermiddagen var vi færdige, og så røg vi tobak og spadserede for resten, men ingen måtte forlade pladsen. Vi fik vor aftenkaffe, brød og osterationeme for flere dage, tobak, cigarer, cigaretter og lidt snaps.

 Kl. 8 trådte vi an! Alle navne blev råbt op, hestene blev spændt for kanonerne og alle de andre køretøjer, officererne red frem og tilbage, og en time senere besteg rytterne hestene, og kommandoen lød: “Batterie march!!” Først red batterichefen og et par officerer, så kom alle kanonerer og fodmandskabet, dernæst køretøjerne. Vi forlod pladsen, marcherede gennem den lille bys hovedgade i streng orden, vi så til siderne, for vi havde fået byen kær, og befolkningen smilte, og enkelte vinkede til os.

Men pigerne så vi ikke noget til. Jeg havde dog ventet at se Barbara endnu engang.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

3. marts 1918: “…der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd..” Frederik Tychsen tager afsked med sønderknuste Barbara.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

 Om aftenen samledes vi, der plejede at komme i Estaminettet, der for sidste gang. Barbara såvel som de andre piger havde klædt sig i sort som et synligt bevis på, at de var bedrøvede over vor bortrejse. Denne aften blev der ikke danset, og der blev ikke sagt ret meget. Jeg købte en kop kaffe med et par småkager til Barbara og mig selv. Hen ved 9 tiden brød vi op, vi gik en tur, og så gik Barbara med hen til slottet. Barbara græd, hun spurgte mig, om jeg ville skrive, når jeg nu tog af sted? Det kan jeg ikke – måtte jeg svare, soldaterne må ikke korrespondere med den civile befolkning i “fjendens” land.

 “Når kommer du igen?” spurgte Barbara. “Det ved jeg ikke!” “Får du snart orlov?” “Det ved jeg ikke”. “Kommer du aldrig tilbage til Beyne Hensay mere?” “Det kan jeg ikke sige dig, Barbara”. “Tror du, at du bliver skudt, når du kommer til fronten igen?” “Det ved jeg ikke”. ”Er du vred på de belgiske soldater?” ”Nej, absolut ikke. Jeg er ikke vred på nogen, aldeles ikke”. ”Ja, men så kan du flygte til Holland. Så kommer jeg bagefter!” ”Det er lettere sagt end gjort, Barbara, det er ikke så let at komme bort”. “Tror du aldrig, vi ser hinanden mere, Monseur Frederik?” ”Jo, i morgen aften”. ”Og så ikke mere?” ”Det kan jeg ikke sige noget om” (jeg kunne ikke stå og fortælle eller love noget, som jeg ikke selv troede på).

 ”Når du er 23 år og jeg er 19 år, så kan vi gifte os, Monseur Frederik, og så kan vi bo i Holland!” ”Ja, ja, Barbara, lad os nu først få en ende på krigen og ud af dette tøj, så kan vi først lave fremtidsplaner”. “Min far og mor kan godt lide dig, Monseur Frederik!” “Jeg kan også godt lide dem, men jeg kan endnu bedre lide dig, Barbara!” Barbara græd! Jeg tænkte på sangen:

 Ein Kanonier auf dem Dorfplatz stand,

ein Mädehen ihm zur Zeit,

er lägt die Waffen aus der Händ,

spricht Trost zu ihr im Leid.

Er drükt sie traurich an die Brust

beugt traurich ihr Gesicht

Der Trennungsschmertz wird ihm bewusst

als er jetzt zu ihr spricht.

Ach, Mädchen bleibe mein

Dies Herz es ist nur dein,

Ist der Friede da, so kehr ich ja

nach Stolzenfeld am Rhein.

 Vi stod i parken foran slottet. Vejret var smukt, det var den sidste aften, der gik mange tanker gennem min hjerne – hvad ville fremtiden mon bringe? – Om få dage var vi sikkert i ilden igen, Barbara var bedrøvet – jeg var selv bedrøvet og ked af det – Barbara græd – hun kunne ikke rive sig løs! Tårnuret slog nu 10, og hornisten blæste Tappenstregen, det lød smukt i den stille luft – nu skulle der tages afsked. ”God nat, Barbara”. ”God nat, Monseur Frederik, Au revoir!”

 Jeg gik op ad stentrappen foran slottet, døren eller rettere porten skulle nu lukkes, jeg så endnu en gang ned i parken, der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd, der kom en 3 – 4 soldater løbende, de skulle skynde sig med at komme ind, før porten blev lukket i og låset, og de sidste toner af den sidste sats af den lange artilleritappenstreg døde hen i aftenstilheden. Jeg gik op på værelset, de andre var ved at gå til sengs; jeg lagde mig på brixen og tænkte på det første møde med Barbara.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

2. marts 1918: Den vanskelige afsked – Frederik Tychsen og hans batteri rejser fra Liége.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Imidlertid nærmede tidspunktet sig, da vi skulle forlade Beyne Hensay. Vi havde nu fået den nødvendige udfyldning af heste og mandskab. Batteriet var krigsstærkt, kanoneme var nye, og der blev talt om offensiv. En af de sidste dage gik vi hele batteriet under førelse af chefen hen og beså noget af de forter uden for Lüttich, som var blevet ødelagt af de store 42 cm Mørsere 1914, og om aftenen holdt Unteroff. Dres et foredrag om Lüttichs indtagelse 1914.

 Vi fik besked om, at vi skulle bort fra Beyne Hensay om aftenen den 4. marts, og læsses på jernbanen i en af Lüttichs forstæder natten mellem den 4. og 5. marts. Et par dage i forvejen var vi nede i Lüttich på luserensningsanstalten; det blev sent, og vi forlod anstalten ved ca. 7 tiden.

 Da vi gik igennem gaderne, sang vi en soldatersang så kraftigt, at folk kom hen til vinduerne i hvert hus for at høre og se, hvad der var lås. Sergenten forbød at synge inde i byen, men i aften ville vi synge, og når den ene sang var forbi, begyndtes der på en anden; jeg tror aldrig vi har sunget mere kraftigt end denne aften, sangens ånd kom over soldaterne, det gav genlyd i gaderne, folk standsede, så og hørte – og det lød vidunderligt denne aftenstund. Med faste fodslag marcherede vi igennem gaderne, og vi vakte opmærksomheden, og den rettedes imod os.

 Den sidste dag i Beyne Hensay blev vi synet af en læge om nogen eventuel var kønssyg. Det viste sig, at 37 mand havde “Tripper” (gonorré) og måtte på lazarettet. Det var et forholdsvis stort kontingent, der måtte til lazarettet, men der var intet at gøre. Selv om hver mand havde fået udleveret et “Lommeapoteke” (der bestod af en tube med salve, en lille sprøjte og et lille glas med væske), dog syntes det, at det ikke var taget i brug i tilstrækkelig grad. Lægen havde givet instruktion i brug og anvendelse af apoteket.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

28. februar 1918: Frederik Tychsen – Et par hverdagshændelser

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Når vi skulle op på vort tårnværelse skulle vi over et skummelt loft – der var mørkt både om dagen og om aftenen. Hiilsmann havde gået og pralet med, at han passerede det skumle loft uden mindste antydning af uhyggefornemmelse både ved dag og ved nat.

 For at få dette konstateret, stillede Karl Skurnia sig op bag noget tømmerværk en nat ved et tiden, og greb Hiilsmann i halsen da han kom fra sin vagt. Hiilsmann blev bange, og han gav med det samme Skurnia et mægtigt slag i ansigtet, at han faldt i gulvet. Han stod dog straks op igen, kom ind med et blåt øje. De to – Hiilsmann og Skurnia skændtes nu helt mægtigt – den ene var vred over, at han var blevet slået, den anden over, at han var blevet bange – til stor morskab for alle os andre.

En søndag gik Rudolf Vinkler og jeg en tur gennem landskabet og kom til en lille landsby, der lå bag nogle høje skrænter. Det var så smukt mellem disse h.je bjerge; i landsbyen var en beværtning, og vi gik ind og købte hver et glas øl. Der var dansant, dans, denne eftermiddag i en tilstedende sal. 3 musikere spillede og den civile befolkning dansede en lille smule. Der var mest ældre mennesker, der gik her hen for at få sig en dans; der var også soldater, der nok ville danse, men der var dog ingen, der ville danse med dem.

 Hen imod aften gik vi tilbage til kvarteret, og om aftenen var vi henne i Estaminettet. En aften var jeg med Barbara henne hos hendes onkel, han var minearbejder; i Beyne Hensay var der mange kulminer, og de fleste arbejdere var sysselsat med at arbejde i dem. Onklen var en mand på ca. 40 år, han var fin bandoniumspiller (harmonika). Han spillede for os; vi fik kaffe og kager, man havde indtryk af, at han tjente mange penge.

 De havde et lille hyggeligt hjem med køkken og en stue. Han tilbød at tage mig med, at han ville skaffe mig adgang til en kulmine; jeg skulle så møde et bestemt sted dagen efter. Jeg kom imidlertid til at tænke over sagen og kom til det resultat, at det var vist nok uklogt som tysk soldat at gå ned i det underjordiske mørke. Hadet til tyskerne var stort, og det var måske noget risikabelt- at tage ned i en kulmine, hvor man så befandt sig ganske alene blandt alle disse arbejdere, der med lethed kunne lade en forsvinde, uden at det nogen sinde ville blive opdaget.

 Jeg stod tit og så på, hvorledes maskinerne arbejdede, når de trak kul op fra dybet. Der var døgndrift. Før arbejderne gik ned i minen, skiftede de tøj. Arbejdstøjet, som de trak i, hejsede de ned fra loftet i hver sin snor, det hang i enden af snoren i en krog. Når de var kommet i arbejdstøjet, hængte de gangklæderne op på krogen og hejsede dem derefter op til loftet, og så blev snoren (en tynd jernkæde) låset. Om aftenen, efter endt arbejde, skiftede de tøjet igen, men badede før de trak i gangklæderne og gik hjem. Der var også et lille teater i den lille by. Her optrådte dilettanterne hver aften, og der var altid stuvende fuldt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

25. februar 1918: Frederik Tychsen – Spande reddes op af brønden

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Der var en uhyre dyb brønd ved det gamle slot. Den var bygget af granitsten og målte ca. 3 m i gennemsnit (diameter). Her skulle vi hente vand, og vi trak det op i en spand, der hang i enden af et langt tov. Der var også en krog i enden af tovet, og da en del med lidet praktisk sans nøjedes med at hænge spanden over krogen, tabte de spanden i vandet. Sådan tabte Johan Vinkler begge de spande, som hørte til vor stue i brønden. Han blev ganske vist skældt ud af alle mand, men det bragte os ikke spandene tilbage.

 Vi androg om at få et par andre spande, men det kunne vi ikke få, vi kunne komme til at betale dem, vi havde mistet. Der var altså ikke andet for end se at få spandene op på en eller anden måde. Vi lavede en plan. Der skulle en mand ned i brønden, han skulle sidde over skrævs på tværpinden, der var i enden af de lange kanontove, fires langsomt ned, og ved hjælp af en lang stang med en forsvarlig krog på enden, skulle han så trække spandene op.

 Vi havde i forvejen målt vandstanden, der androg sig til 2 – 3 m., vi havde også haft et lys nede i brønden og konstateret, at ingen giftige gasarter forefandtes. Det var en middagsstund i klart solskin, Karl Skurnia ville nok stige ned i brønden, og alle de andre skulle fire i tovet, medens jeg overtog kommandoen. Med stangen i hånden satte Skurnia sig over tværpinden, og langsomt sank han dybere og dybere. Det varede dog ikke ret længe, før han råbte “holdt”, det var disse granitstene, der hang så truende over hans hoved, – der gjorde ham bange. Men det nyttede ikke noget, han måtte helt ned, nu da vi var kommet så vidt.

 Han skændte og bandede, truede med klø, men der var intet at gøre, han måtte sørge for at få et par spande med op. “Holdt” råbte han, ”jeg er nede ved vandet” men det passede ikke, og havde blot dette til følge, at da han virkelig var ved vandet, troede vi ham ikke, vi fik ikke standset rettidigt, så han fik benene i vandet, men da han begyndte med at plaske, kunne vi høre det.

Karl Skurnia var imidlertid blevet meget vred, men det nyttede ikke noget, at han nægtede at bestille noget, vi havde mere tid end han, og lidt efter lidt begyndte han at søge med stangen, og dette var ikke uden resultat, han fik fat i den ene spand efter den anden, og inden vi trak ham op, havde han fået fat i elleve spande, nogle var lidt rustne, men de var gode nok til almindelig brug. Da Karl kom op, var han både våd og vred, men vreden gik hurtigt over, og han tog så noget andet tøj på.

 Vi skulle kun bruge to spande, de 9 solgte vi for 1 Mark pr. styk, og pengene delte vi. Det blev jo ikke nogen stor kapital til den enkelte, men dog bedre end ingenting.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

22. februar 1918: “Hun blottede sig, og hele kønspartiet var synligt, dansede og vrikkede med enden …” Frederik Tychsen oplever lidt af hvert i “Dardanellerne”!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Nu kom der en uge, hvor hele batteriet talte om Napoleon; en de havde opdaget nede i byen. Hvad der var med denne Napoleon, kunne man ikke få at vide, det syntes at være noget meget spændende – men de, der vidste besked med “Napoleon” sagde ingenting, men det skulle ses. Det kostede 5 ct. (ca. 5 øre) for at se det. Vi blev enige om, at vi alle fra hele stuen ca. 12 mand ville ned og se Napoleon på den næste søndag.

 Søndagen kom, og efter middagsmaden gik vi ned til byen. En af dem havde set Napoleon, og han var anfører. Han førte os ned i en smal gade i “Dardanelleme”, og her bankede han på døren ind til et gammelt hus. Der kom en gammel dame, der nærmest lignede en heks, og åbnede døren. Der gik en ca. 20 mand ud og lige så mange gik ind; straks vi var kommet indenfor, låsede hun døren, og dernæst opkrævede hun 5 centimes af hver og der var en del, der snød hende og betalte kun 2 centimes, hun var gammel og kunne ikke skelne imellem et 2 og et 5 centimes stykke.

Hun boede i en lille stue, der var en skænk, man kunne formodentlig købe lidt øl, måske også lidt snaps; ved den ene side stod et bord og to stole, og rundt på væggene hang der sjofle billeder.

Da døren var låset, og pengene indkasseret, kravlede den gamle op på bordet, der måske var 50 cm i kvadrat. Hun begyndte med at danse på dette bord, dernæst hævede hun tøjet, så hun blottede sig, og hele kønspartiet var synligt, dansede og vrikkede med enden, hun tændte en cigaret, tog den fra munden og satte den ned i kønsåbningen, bevægede den op og ned, fra side til side, satte den tilbage i munden igen, røg videre, lavede endnu et par dansetrin, lod tøjet falde, steg ned, forestillingen var forbi.

Hun sagde farvel med hånden, dog blev jeg og flere andre så led ved det hele, at vi vendte ryggen til og bad om at komme ud hurtigst muligt, medens de andre hujede og jublede, tog omkring den gamle, ville danse med hende osv. Døren blev åbnet, vi gik ud, og et andet hold ventede udenfor til den næste forestilling.

Da vi gik var der en der bemærkede ”Das ist doch die Krone aller sveinerei!” (Dette er toppunktet af sjofelhed). Jeg må sige, at denne scene virkede ganske uhyggeligt på mig – at tænke sig, at et menneske kan komme så langt ned for at tjene penge. Dog var der meget af denne slags, og adskilligt, der var endnu mere svinsk, efter hvad de fortalte, men det har jeg ikke set noget af, følte heller ikke trang til det, og disse historier og fortællinger, som de tog med hjem, er ikke egnede til at fæstne på papiret, men udråbe et ”Ak og ve” over den syndige menneskeslægt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

19. februar 1918: Frederik Tychsen – På besøg i bordelkvarteret “Dardanellerne”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Om aftenen samledes vi henne i Estaminettet hos Barbaras onkel, og der syntes at være almindelig gensynsglæde. Barbara var der også, der var kommet flere og flere unge piger, og efterhånden havde de fleste fået sig hver en veninde. Der blev danset en lille smule til grammofonmusikken eller harmonikaspilleren spillede, der blev snakket. Værten var flink, han solgte også lidt øl og snaps, der var varme og lys (vi havde ingen varme på slottet og med lyset var det så som så).

Vi skulle være i kvarteret til kl. 10; de unge piger gik med os på vej, ja, fulgte os hen til slottet, så gik de syngende tilbage, og det var virkelig en fornøjelig tid, den bedste tid jeg havde haft i Frankrig og Belgien. Det at komme sammen med den civile befolkning oplivede på en ejendommelig måde; og jeg elskede Barbara af hele mit hjerte, jeg syntes, hun var så smuk og så god, og vort forhold var sømmeligt og rent, og hun var jo pur ung og havde aldrig haft nogen ven før. Hun talte tit om at tage med hjem til Nordschlesvig, eller jeg skulle blive i Belgien, men det lå i det uvisse; nu måtte krigen først få en ende, og der var ikke gode udsigter.

 Medens vi nød livet på en sømmelig måde i den lille beværtning om aftenen, gik de allerfleste ned til Lüttich i “Dardanellerne” om aftenen, og der var livet frygtelig svinsk. Jeg gik sammen med Rudolf igennem dette kvarter en søndag eftermiddag. Det var mest små beværtninger med en danseplads i den ene ende og en lille tribune, hvor der sad en eller flere spillemænd.

Om dagen lå de stille hen, men om aftenen begyndte livet at pulsere og det vedblev efter hvad de fortalte, til morgenstunden med stadig tiltagende vildskab dyriskhed. Samme eftermiddag gik vi hen i en variete. Her fik vi en kop kaffe og sad og så på forestillingen, der var biograf, akrobatforestilling m.m. Hen imod aften tog vi med sporvognen hjem.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. februar 1918: Nye kanoner afprøves af Frederik Tychsen ved byen Montier.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien.

Her i Lüttich fik vi helt nye kanoner. Det var af samme typer som de gamle, men med den afvigelse, at røret var 30 cm længere (Schwere Leldhaubitze 13 mit verlængertem Rohr), og de kunne skyde 1 km længere, og de kunne tåle en ladning mere.

Den 13. februar var vi henne i en by de hed Montier (i nærheden af Herve). Vi kørte fra Beyne Hensay ved middagstid, og vi kom igennem mange byer og mange minedistrikter; det var en ret lang marchtur ca. 30 km. og det regnede stærkt hele tiden.

Vi var ganske gennemblødte, da vi kom til Montier. Kanonerne blev kørt ind på skolepladsen, hestene kom rundt til bønderne, og kanonererne kom i skolen. Bænkene var sat ud, og vi skulle lægge os på gulvet, der var flisegulv. Der blev lavet mad et sted henne i byen, og da vi havde hentet mad – der var ret god og rigelig, tændte vi ild i kakkelovnen, det blev lunt og dejligt.

Sergent Felix Plozaichik spillede mundharmonika og vi dansede, og efterhånden blev vi varme og klæderne tørre. Jeg havde aldrig lært at danse, men jeg kunne godt træde med i en vals og en polka, og andet dansedes ikke. Der var ingen damer, men vi dansede med hverandre indbyrdes; der blev stampet i gulvet med de svære kommisstøvler, råbt ju-hu-u-u-, sunget osv. så der var mægtigt humør.

Hen på aftenen kom der et par mand slæbende med nogle knipper halm, og udsigten til et blødt og varmt natteleje forhøjede feststemningen.

Næste dags formiddag blev kanonerne kørt hen på en bestemt plads i udkanten af byen; de blev meget nøjagtigt stillet ind, og det første skud lød. – Vinduerne gik i stykker i de ejendomme, der lå i nærheden. Skydningen varede hele dagen, granaterne slog ned i en mose.

Efter skydningen gik vi i kvarter i skolen; det var fint vejr denne dag, og der kom mange mennesker for at se på os under skydningen, dog holdt de sig i en passende afstand. Vi tilbragte endnu en nat i skolen (lærerpersonalet så vi ikke noget til) og hen på formiddagen den 15. februar brød vi op og kom tilbage til Beyne Hensay hen imod aften.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

7. februar 1918: ”Der var horkvinder …” – Frederik Tychsen hjælper en ven med dårlig samvittighed.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr.  407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Alle de andre tog ned til Lüttich. Her var der skøger og horehuse i massevis. Der lå et helt kvarter langs med Masfloden (Meuse), det var ganske frygtelig (Hele dette kvarter blev i soldatersproget kaldt for “Dardanellerne”). Det ene horehus lå ved siden af det andet, og her søgte de fleste hen, her levedes et frygteligt liv, det vidnede alle de historier og fortællinger om, som de tog med hjem derfra.

Jeg gik en tur rundt i den skønne egn næsten hver aften sammen med Gefreiter Rudolf Winkler, en skolelærer fra Braunschweig. Han var en rolig mand, og han var forlovet med en slagterdatter fra sin hjemegn, og hende elskede han over alt, og han talte næsten ikke om andet. Han forklarede, at når man havde en kæreste, som man holdt af, det kunne hjælpe en over mangen en fristelse.

Så en søndag fik de andre kammerater ham med ned til byen; Winkler havde godt med penge, og derfor kunne han også købe noget og betale. De fik ham med ind på en beværtning, han fik noget at drikke – fik mere og mere, alkoholen svækker viljen – der var horkvinder, og det endte med, at han syndede imod det sjette bud, som han så nødig ville.

Jeg mærkede godt, at der var noget i vejen med Rudolf; han undgik mig ved enhver lejlighed, og jeg gik min tur alene i en uge. Søndagen efter kom han hen til mig og spurgte, om vi skulle gå tur sammen. De allerfleste af vort batteri gik ned i byen, da det var knap med penge, tog de fleste I/2 eller et helt brød med som betalingsmiddel, da den civile befolkning i høj grad trængte til levnedsmidler af alle slags, og mangen en af soldaterne ville nok sulte for at få noget brød til overs.

Winkler og jeg gik vor søndagstur ud i den skønne egn, vi gik gennem flere landsbyer. Vi kom til et sted, hvor der var en prægtig udsigt ned over byen (Lüttich); der stod en bænk mellem to træer, og vi satte os på den. Da vi nu sad der, åbnede han sit hjerte for mig, og fortalte mig, hvorledes det hele var gået til – og så græd han.

Han havde hele tiden sat sig for, at han ville leve et ordentlig liv og komme hjem som et pænt menneske, og nu var det gået ham sådan imod hans vilje. ”Ja” sagde han, “Man siger nok, at een gang er ingen gang, men een gang er akkurat en gang for meget. – Hvad skal jeg nu gøre?” spurgte han. ”Skal jeg skrive det hele hjem, som det er gået til og bede om hendes tilgivelse?”.

Jeg sagde: ”Gå bort og synd ikke mere. Hold dig i skindet, undgå dårlige kammerater, og når krigen er til ende, og du kommer hjem, og du føler trang til at få din samvittighed lettet, så kan du ved en passende lejlighed fortælle hende det, men vent indtil da, men bliv frem for alt dit forsæt tro og hold dig borte fra dårlige mennesker, for dem er der nok af alle vegne”. Det var mine ord til Rudolf, og for eftertiden holdt vi sammen som brødre.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

1. februar 1918: “Så bøjede hun sig ned imod mig og kyssede mig …” – Frederik Tychsen møder en sød belgisk pige.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, og her blev Tychsen ramt af en voldsom influenza.

Det var en formiddag, jeg lå alene på stuen. Feberen var ikke taget af, og jeg var ved at blive ked af det. Så kom der en lille pige ind på stuen, hun hentede vasketøj, som de så vaskede hjemme, for at tjene lidt. Hun kom hen til min briks, hældte sig ind over sengen og s. mig ind i det hede ansigt. Hun talte vallonsk (en fransk dialekt, som jeg forstod ret godt), så spurgte hun mig, om jeg var ”malad” (syg). Ja, sagde jeg. Hun spurgte mig om mit navn? Frederik, Monseur Frederik med tryk på rik.

Jeg spurgte om hendes navn. Hun hed Barbara. Hvor gammel er du, Monseur Frederik? 20 år! og du, Barbara: 16 år var svaret. Så bøjede hun sig ned imod mig og kyssede mig, og så løb hun sin vej, ud af værelset og ned af trapperne, alt hvad hun kunne. Jeg var som bedøvet. Jeg havde i mange måneder hverken talt med eller rørt ved en pige, så det var en mærkelig fornemmelse at blive kysset af en smuk lille pige.

Jeg lå lidt og tænkte over på det hele, og syntes, at jeg blev bedre, så hørte jeg, at hun kom igen. Hun åbnede døren og kom ind. Hun havde hentet nogle småkager og nogle kiks og en sodavand. Jeg satte mig op i sengen og spiste af sagerne og drak af sodavandet. Det smagte mig helt udmærket. Hun tog mig om halsen, så der var storhed. Hun spurgte mig, når jeg var alene igen. Jeg svarede i morgen formiddag, Jeg gav hende så nogle penge, som hun kunne købe lidt franskbrød for hos en eller anden familie, som hun kendte.

Barbara kom igen dagen efter igen. Hun havde en pakke med, med gode levnedsmidler, og nu blev jeg lidt bedre. Hun fortalte mig, hvor hun boede, og jeg skulle komme med hjem, når jeg blev rask, hun havde fortalt sin mor om den syge soldat, der lå ganske alene i det gamle slot.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

NB: Fotografiet forestiller IKKE den omtalte Barbera /RR

26. januar 1918: Frederik Tychsen nyder roen i smukke omgivelser, ved midlertidlig indkvartering på et slot i Lüttich.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Med fuld musik rullede vi ind på banegården i Lüttich. Det var hen på formiddagen. Solen skinnede ganske dejligt. Vi blev kørt ud på en godsbanegård, og her blev vi læsset af. Vi fik lov til at gå vor vej, efter at vi havde fået oplyst, at vort batteri lå i Beyne Hensay 6 -7 km uden for Lüttich – østpå.

Vi tog med en sporvogn et stykke af vejen. De sidste 2 km. måtte vi gå. Vi kom til byen lige før middag, og der var tilsyneladende ingen, der havde savnet os.

Batteriet var blevet indkvarteret i et gammelt slot, der lå i en stor park. Slottet hed “Neufcour”. Det kunne rumme hele batteriet. Hestene var opstaldet i staldene. Officererne lå indkvarteret i byen. Der var avlsbygninger med kreatur-, heste og svinestalde. Her var en godsforvalter, der ordnede det hele. I selve slottet var der en portner, der havde opsyn med bygningerne. Vort korporalstab fik et værelse anvist højt oppe i gavlen. Her var træbrixe, og her lå vi med en 12 – 14 mand.

Det var velgørende at komme ind i et liv med regelmæssig nattero, med bestemte spisetider og med vished om, at her falder ingen granater eller bomber. Vi rettede os ind på den bedste måde. Der var ingen kakkelovne, men vinteren var mild, og vi var jo ikke vant til megen varme. Blev det for koldt, kravlede vi op på brixen, dækkede os til med et par tæpper og overfrakken, eller hvad vi nu havde, og så lå vi og holdt snak, røg tobak eller læste osv. indtil vi sov ind.

Omgivelserne var meget smukke. Der var klipper og høje bjerge, skov og plantager, og landsbyerne lå tæt sammen. Beyne Hensay var en bjergværksby, her var mange kulminer, og mange steder kunne man se skakttårnet rage langt op i vejret. Dampmaskinen trak den ene kurv (dvs. en portion med tre tipvogne med kul, den ene oven på den anden) efter den anden.

I min fritid gik jeg som regel hen og så på, hvorledes dette minearbejde foregik. De tilbød mig også at komme med ned i en mine, men da jeg var soldat i tysk uniform, turde jeg ikke. Der var et mægtigt had imod tyskerne – af gode grunde – og de kunne ikke se på mig, at jeg var dansk, og jeg tænkte, at det er vistnok mere sikkert ikke at gå med ned i afgrunden.

Hele befolkningen arbejdede i minerne eller på fabrikken. Landsbyen havde en kirke, der var flere gader med butikker, og hist og her en beværtning. De første dage gik med at gøre kanonerne og materiellet i stand. Kanonerne blev renset, og alle metalgenstande blev pudset og smurt, karabineren fik også en ordentlig omgang, tøjet blev vasket og gjort i stand osv. Om eftermiddagen havde vi let tjeneste. Det var mest stående øvelser, vi havde i parken foran slottet.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

25. januar 1918: “Den ene flaske kom frem …” – Frederik Tychsen i godt humør på march mod Lüttich.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Vi kom til kvarteret i Goed; det var imidlertid blevet mørkt, men vi fik straks noget at spise, og så gik vi til ro. Dagen efter – den 25. januar fik vi travlt straks fra morgenstunden af. Det meste af snavset blev kradset af kanoneme, remmene blev surret forsvarligt fast, alle ting blev set efter, og der blev spist tidlig til middag denne dag.

Kl. 3 trådte vi an, der blev meldt færdig, kommandoen: “Batterie March” lød og batteriet satte sig i bevægelse. Vi skulle forlades i Lichtervelde, og der var en march på en times tid. Før afmarchen havde hver kanonbetjening fået udleveret en 3 – 4 portioner snaps, som vi havde til gode, vi fik endvidere vin. Jeg foreslog at gemme vinen og snapsen til om natten i toget, for der var temmelig koldt, og så kunne vi bedre sove, når vi havde lidt at varme os på.

Til at begynde med var hele betjeningen indforstået, men det varede ikke ret længe, før de ville smage snapsen. Den ene flaske kom frem af Protzen, gik fra mand til mand, og da det var god cognac, blev den tømt. Det kan nok være, at der kom gang i sangen.

Det varede ikke længe, inden de ville smage vinen, der blev en flaske taget frem og tømt. Snapsen gjorde sin virkning, vi sang af hjertens lyst og livsens kræfter: ”In der Heimat, in der Heimat, da gibs ein Wiedersehn” osv. Ved ca. 4-tiden ankom vi til Lichtervelde.

Vi gik med sang gennem gaderne og kom om til banegården; vi kørte op på den lange militærrampe, og lidt efter blev vognstammen kørt frem og forladningen begyndte. Den ene kanon blev kørt ud på fladvognene efter den anden, og når kanonerne var læsset på, gik betjeningen hen til ammunitionsvognene og bagagevognene og hjalp til med at få dem læsset på. Det hele tog en time, så var batteriet læsset på.

Medens den øvrige betjening var behjælpelig med at læsse bagagevognene på, surrede jeg kanonen fast med ståltråd fra kanonen ned til jernbanevognen en 7 – 8 steder, der blev slået kiler ind under kanonhjulene, for at de kunne stå godt fast på jernbanevognene. Da jeg så bukkede mig ned ved et hjørne, blev hovedet for tungt, jeg fik overbalance og gik på hovedet ned i gruset på jernbanelegemet. Snapsen var vel en del af årsagen til dette lille uheld, men jeg tog ingen skade.

Det var imidlertid blevet ganske mørkt, men toget kørte ikke, da vi var færdig. Vi fik besked på, at der ville gå en lille time, inden toget ville køre. For at forkorte ventetiden gik Obergefreiter Müller og jeg samt en tredje mand om i byen, vi fandt ind i et ret stort marketenderi, og her købte vi hver en portion kartoffelsalat med bajriske pølser. Her var varmt og lunt og stuvende fuldt af militær.

De fleste sad med et glas øl foran sig; henne ved klaveret sad en soldat og spillede på det, og de sang med alle sammen af fuld hals. Midt under det hele kom der fjendtlige flyvere og kastede bomber ned i nærheden af byen. Dette forstyrrede ikke synderligt – sangen fortsatte, der blev serveret kartoffelsalat og pølser, og de tømte glas blev fyldte igen. Vi sad og nød varmen og sangen og maden i en god halv time.

Vi gik så tilbage til banegården for at tage med toget. Men da vi kom hen på stationen, var toget kørt. Ak og ve! Vi tænkte først, at det måske var kørt ind på et sidespor, men det var det ikke. Vi gik til banegården og spurgte stationsforstanderen, hvordan vi nu bedst kunne komme bagefter.

Han begyndte med at skænde ud, alt det han kunne; men da en stationsforstander ikke var aktiv officer, men kun embedsmand, der hørte til jernbaneforvaltningen og stod under militæretaten, lod vi os ikke ret meget sige, og vi fik alle tre munden i gang og lod ham forstå, at hans bestilling var kun at give besked på, hvorledes vi bedst kunne få batteriet nået og komme hen til det på en eller anden måde.

Han blev flink lige på en gang, og fortalte os, at batteriet var kørt til Liége (Lüttich) og skulle til en forstad ved Lüttich, der hed Beyne Hensay, (det vidste vi ikke, før han sagde det) og vi kunne komme med II. batteri, der var ved at blive forladet i dette øjeblik. Vi gik så hen til den lange militærrampe og bad batteriføreren om at få lov til at køre med. Han skældte os først ud, for Bammelahter og for et ligegyldigt folkefærd, og så gav han os befaling til at hjælpe til med at læsse bagagevogne.

Det kan nok være, at han fornærmede os i allerhøjeste grad. De havde lige begyndt med at læsse, og vi måtte så hjælpe til; men vi forsvandt dog ret hurtigt, og gik hen i vognene med vor tornyster, karabiner osv.

Vi opdagede, at der i hver vogn var et Hindenburglys. Dem samlede vi sammen fra alle vogne og gik om i byen og solgte dem til marketenderiet. Det blev betalt med 1 Mark pr. styk. De indbragte en 10 – 12 Mark, og så købte vi honningkager for pengene. Vi gik hurtigt tilbage og satte os til inde i bænkevognen. Lidt efter blev de færdige med at indlade materiel og heste.

Ved 9 tiden satte toget sig i bevægelse, der var ingen, der savnede lysene, der var heller ingen, der talte om noget. Toget holdt et stykke tid i Bryssel, men der var ingen, der steg ud af toget – de fleste sov. Hen på morgenstunden kom der liv i soldaterne.

De havde bragt en spilledåse med, og den gik hele tiden, soldaterne af II. batteri sang med af fuld hals, en slog på en tom spand, og andre spillede på disse skyttegravsinstrumenter, bestående af tynde ståltråde spændt over en tom konservesdåse, der var anbragt på en gren, og på strengene blev der raspet med et stykke træ, der var savtakket i den ene kant. På denne måde kunne der laves en frygtelig ståhej.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.