Alle indlæg af Andreas Schaldemose Rasmussen

4. februar 1917. Claus Eskildsen: “Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Vi forlader hurtigt Dødens By for at være hjemme, inden de engelske Flyvere løfter sig paa deres Vinger. De benytter deres Overlegenhed til at skyde paa Soldater i Skyttegravene og enkelte Mennesker paa Vejene. Englænderne behersker Luften. I Snesevis sejler engelske Flyvere gennem Lufthavet og fordriver de faa Tyskere, som vover sig op.

Næsten hver Dag er vi Vidner til Luftkampe, der dog som oftest ender uafgjort. Ogsaa i Luften gaar de fleste Kugler forbi. Men Flyverne har ogsaa Bomber med, det faar vi at føle herovre. Flere Gange ryster Jorden, og Vinduerne klirrer, naar Flyverbomber er suset ned i vor lille Landsby.

Vi havde ingen »Heltekælder« og var derfor ikke beskyttede mod Bomberne. Alligevel følte vi ikke Angst for Flyverne; den største Plads er altid udenom. Det er kun bagude i Etappen, hvor man ikke kender andre Farer, at man frygter Flyverne. Arbejdet er det bedste Lægemiddel mod Frygten, og vi havde meget at bestille.

Min Forgænger paa Stedet, den bajerske Regimentsskriver, var en fornem Herre. Han havde 6 Skrivere paa Kontoret og boede selv i et lille Hus i Nærheden, hvor han tilbragte Natten i Ro, medens Personalet passede Forretningen. Det kendte vi ikke, og jeg opslog straks mit Leje i Kontoret.

Naar vi mange Gange havde arbejdet til ud over Midnat, maatte jeg endnu i Nattens Løb indtil otte Gange op af »Sengen« for at telefonere. Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os.

Premierløjtnant Ebeling forflyttedes den 4. Februar til Generalkommando 65 — »Generalkommando Nordslesvig«! Navnet lød meget ildevarslende for os Sønderjyder, der saa Skyerne trække sammen over Hjemstavnen i disse Dage efter Proklameringen af den uindskrænkede Ubaadskrig, da Tyskerne belavede sig paa alt heroppe. 

Bekymringen for Hjemstavnen og Danmark øgede Afskedssmerten. Den var ellers gensidig og stor nok. Premierløjtnanten græd den hele Dag. Mig tog han Afsked med under fire Øjne og sagde aabent og ærligt, at mit gode og trofaste Arbejde var regnet ham til Fortjeneste, saa jeg havde min store Andel i hans Forfremmelse.

Vi gav kun nødig Afkald paa ham ved Staben. Han var en frisk, glad, ærlig Officer, maaske lidt ligegyldig og let, men godmodig og jævn. Hans Efterfølger, Løjtnant v. Oven, var i mange Punkter hans Modsætning, veg, lunefuld, forkælet, og ikke udrustet med Ebelings klare Blik og hurtige Opfattelsesevne.

Ebeling var Officer, hans Hovedinteresse var Jagt og Dyr. v. Oven var Æstetiker, han læste Romaner og interesserede sig mest for Kunst og Litteratur. Han kunde jage en stakkels Cyklist 15 Kilometer frem og tilbage gennem Regn og Slud og Granater for at hente en Rulle Klosetpapir, og da en Telefonist en Morgen vækkede ham lidt for ublidt, sendte han straks Manden ud i Skyttegraven, hvor han kort efter blev haardt saaret.

Jeg personlig har imidlertid aldrig kunnet klage over denne unge Løjtnant. Han havde Respekt for mit skaldede Hoved og behandlede mig meget godt. Vi to kom snart til at føre Regimentets Tøjler, thi Oberstløjtnanten stak af paa Orlov, saa snart denne blev givet fri.

Den gamle Major Huck, den mest umulige Officer under Solen, »førte« Regimentet i Oberstløjtnantens Fraværelse. Han virkede altid paa mig, som om han var sprunget levende ud af en af Friherre v. Schlichts Militærhumoresker. Han begreb intet og fik intet at vide. Løjtnanten klarede det hele, og jeg maatte nu ogsaa hjælpe ved de taktiske Ting, som man hidtil havde holdt mig udenfor. Det var sikkert en daarlig Ledelse, og vi savnede tit Oberstløjtnantens klare Hjerne, — for nu blev Regimentet indviklet i alvorligere Kampe.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

18. januar 1917. Claus Eskildsen: “Det viste sig hurtigt, at Vandet var den værste Fjende…”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Den 18. Januar afløste vor Division den 11. bajerske Division i Stillingen ved La Bassée, omtrent 20 Kilometer Sydvest for Lille, ved den af franske Popler indrammede La Bassée-Kanal, som forbinder Lille med Béthune. Vort første Frontafsnit i Vest kom altsaa til at ligge paa Grænsen mellem det fransksflanderske Sletteland og Artois’ store Kulfelter. 

Det viste sig hurtigt, at Vandet var den værste Fjende i den nye Stilling. Englænderne øste, og Tyskerne maatte øse med dobbelt Flid. I Følge Naturens Lov skulde alt Vandet have Afløb mod Vest, men Englænderne havde dæmmet op for baade Kanal og Aaer. Efter et vældigt Arbejde med store Pumpeanlæg havde Tyskerne nu faaet Vandet vendt, saa det flød »op ad Bakke«. Det kunde dog ikke forhindre, at baade Skyttegrave og Hulrum undertiden oversvømmedes helt, saa Frontstaklerne bogstaveligt stod i Vand til Halsen. 

Den forreste Skyttegrav gik 2-3 Kilometer Vest for La Bassée. Omtrent lige saa langt bag Byen laa Regimentsstaben i Byen le Marais-Salomé. Midt imellem laa Dødens grufulde By. 

En Søndag Morgen Kl. 7 gaar jeg ind i denne døde By. I Fredens lykkelige Tider havde 5000 Mennesker her deres Hjem. Nu hersker Dødens tavse Gru i de stille Gader mellem de sammenskudte Huse. Der staar ikke et eneste helt Hus.

En stor Del af Byen er en trøstesløs Ruindynge, en vild Hob af Sten og Kalk, hvor man ikke engang kan skelne de tidligere Huse. En anden Del af Byen virker endnu forfærdeligere. Her staar Husene med tomme Vindues– og Døraabninger, uden Tag, uden Loft, uden Bjælker, udbrændt af Krigens fortærende Luer, der ikke faar Rist eller Ro, før alt er ødelagt, hvad flittige Hænder formaar at skabe. Det virker grufuldtsgrotesk, naar man paa Husene læser »Café moderne«, »Estaminet«, eller naar man paa Torvet midt i Byen staar ved den sammenskudte Musikpavillon.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

14. januar 1917. Claus Eskildsen: “Med haard Haand skrabede man alt sammen, der kunde sendes ud til Fronten”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Ny Front, nye Modstandere, nye Kampmetoder — det var let at se, at Omflytningen fra Øst til Vest for Regimentet og hver enkelt af os betød et Vendepunkt. Derimod vilde ingen af os dengang have troet, at dette Vendepunkt nøjagtigt faldt sammen med Midtpunktet i Regimentets korte Historie. Det faldt ogsaa sammen med det vigtigste Vendepunkt i hele Krigen. Kejserens Fredstilbud var blevet afvist, og det stod nu klart for alle, at denne Krig ikke vilde ende uafgjort, men at der ved Freden vilde findes sejrende og besejrede.

Tyskland foretog et vældigt Tag for at rive Sejren til sig. Den 1. Februar proklamerede man den hensynsløse, uindskrænkede Ubaadskrig — og tabte derved Krigen, idet den afgørende Magt, Amerika, traadte ind i Modstandernes Rækker.

Med haard Haand skrabede man alt sammen, der kunde sendes ud til Fronten. Hjemmefra fik hvert Regiment, ogsaa vort, 300 frontuduelige (»gv.« = garnisonsverwendungsfähig) Folk, der bestemtes til Afløsning af »kv.« (kriegsverwendungsfähig) Mandskab ved Trainet. Mange trofaste, gamle Folk maatte nu fra Bagage Trainet ud i Skyttegravene; men Officererne holdt Haanden over deres Oppassere og Skrivere, af dem afløstes ingen. Regimentet sendte til Gengæld 300 stærke og krigsvante Mand til Erstatningsbataillonerne, hvor de benyttedes som Kærne til nye Regimenter. Snart hørte vi, at der fandtes et Regiment med det høje Nummer 464.

Det politiske Vendepunkt faldt ogsaa sammen med et taktisk. Den stive Kamp om den forreste Skyttegrav afløstes helt af den bevægelige i et bredt Bælte af Pigtraadskrydsninger, Skyttegrave, Støttepunkter, Maskingevær»Reder« og snildt indrettede Fælder.

Man regnede med, at enhver større Patrouille vilde trænge ind i den forreste Linie, og Kampens Tyngdepunkt kom til at hvile paa »Stødgrupperne«, hvis Hovedvaaben var Haandgranaterne, hvormed de skulde rydde op i Stillingen, naar Fjenden havde sat sig fast. Den mere bevægelige Kamp medførte, at de »lette« Minekastere og »lette« Maskingeværer, kom stærkt i Brug, og at der lagdes større Vægt paa en sikker Forbindelse.

Hvert Regiment fik sin særlige »Efterretnings-Afdeling«, der arbejdede med Telefon, Brevduer, Lyssignaler, Vinketegn og Signalering ved Hjælp af Maskingeværer.

De gamle Vestfrontregimenter saa — absolut uden Grund — med Ringeagt ned paa os russiske Barbarer, og man gik langt uden om vort Train med de skurvede Heste. »Latrinparolen« lød allerede paa, at vi skulde over til Østfronten igen, og at hele Transporten kun havde været et genialt Kneb af Hindenburg. Men vi var alligevel gode nok til at komme i Fronten, inden vi endnu havde faaet os vænnet til de nye Forhold.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

6. januar 1917. “Mademoiselle?” – et frækt tilbud på Vestfronten

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Natten mellem den 5. og 6. Januar — alle Transporter paa Vestfronten foregaar ved Nattetid — kører man os fire Mil længere frem, ud bag Fronten ved Lens. Vore Kvarterer staar rede i Fouquiéres, men i sidste Øjeblik forandres det som sædvanligt, og vi staar hjemløse i Henin-Liétard.

Jeg faar omsider ved en Fejltagelse et Officerskvarter. En venlig Kone, som nu i 2 1/2 Aar ikke har hørt fra Manden — han blev ved Krigens Udbrud indkaldt som Pioner — giver mig et Værelse med en Seng.

Tænk, en Seng!

Det var to Aar siden, man havde budt mig en Seng ude i Felten; men en Seng som denne har jeg aldrig før eller senere ligget i. Den havde to bløde Madrasser, to vidunderlig bløde Underdyner, snehvidt Linned. — Jeg tror, Prinsessen paa Ærten har været en fransk Prinsesse.

Desværre kan jeg kun benytte den et Par Timer, thi tidligt om Morgenen maa vi søge Kvarterer til Staben. Der er optaget overalt, og ingen vil hjælpe os. Ved Middagstid vaagner den mægtige Stadskommandant, og da vi opdager, at han er en kendt flensborgsk Sagfører, og han opdager, at der er dumpet Landsmænd ind i hans lille Rige, kan det nok være, at der er Plads til os.

Staben faar et helt Fabriksejerslot midt i Byen, — »Divisionen har tilladt, at det undtagelsesvis benyttes. Manden skaanes ellers altid for Indkvartering, fordi han er saa flink!« ———–Vestfront!

Vore Folk arbejder hver Nat ude i den anden Stilling, og Regimentet har i Løbet af et Par Nætter 3 døde og 10 Saarede. Efter en Uges Forløb transporteres vi tilbage til Villers-Campeau.

Prostituerede
Prostituerede på Vestfronten

Vi staar paa Banegaarden og venter paa Toget. De andre gaar lidt i Byen; jeg gaar ud for at søge dem. Jeg lukker Døren op til den nærmeste Knejpe og stikker Hovedet indenfor.

Konen hvisker straks: »Mademoiselle?« og giver mig et Vink. Hvad betyder det?

Jeg følger hende op ad Trappen. Her staar tre Soldater og venter paa, at en fjerde skal komme ud fra »Mademoiselle«.

Jeg gør hurtigt omkring og forsvinder.

Vestfront!

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

Se også leksikonopslaget om prostitution

31. december 1916. Claus Eskildsen: Store kontraster mellem Øst– og Vestfronten

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Det kan nok være, at vi russiske Barbarer spiler Øjnene op, da det bliver lyst! Vi ligger i et smukt Slot med marmortavlede Sale, udsøgt smagfuldt og pragtfuldt udstyret, med baade elektrisk Lys og Centralvarme, midt i en vidunderlig Park med Broer, Fontæner og Pavilloner. 

Nytaarsaften faar vi som Festmaaltid igen den uundgaaelige, skidne, graa Byggrynssuppe. Saa tager vi os en Udflugt ind til Somain, en lille By med en halv Snes Tusinde Indbyggere. Vi finder her det typiske Etappeliv, som vi hidtil kun kender af Omtale. Her er Knejpe ved Knejpe, og overalt opvarter vævre, sorthaarede Damer i fikse Kjoler.

Drikken er overalt den samme, Cognac, stærkt fortyndet med Vand. Kl. 9 er der Fyraften i alle Lokaler. Vi finder paa Hjemvejen tæt ved Slottet en lille, rolig Estaminet (Værtshus), hvor en pæn Kone serverer os Kaal, medens hendes stille, unge Datter Claire giver os Undervisning i de vigtigste franske Gloser. 

Vi har i de følgende Dage rig Lejlighed til at drage Sammenligninger mellem Øst og Vestfront. Hvor er Forskellen stor!

I Rusland havde vi kun mødt Sand, Sump, Fyrreskove, tyndt befolkede Egne med usigelig fattige og snavsede Blokhytter. Her gemmer den lerede Jord rige Skatte af Kul, og Hus ligger ved Hus, By ved By.

I Rusland levede Soldaten godt, og Befolkningen sultede. Her i Frankrig faar vi daarlig og fordærvet Mad, mens Befolkningen har rigeligt med Madvarer, som den amerikanske Hjælpekomité leverer. I Rusland kunde selv den værste Ødeland ikke slippe af med Penge. Her i Frankrig kan man købe alt, rigtignok i dyre Domme, og det er altid, som om Portemonnæen er et eneste stort Hul.

Over Østfronten laa der en skær og skarp Luft. Her i Vest er alt sunket ned i Krigens fordærvede Pest og Synd. Her viser Krigen sit sande, urene, grimme, væmmelige Aasyn.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

29. december 1916. Claus Eskildsen: “Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget: Alles aussteigen!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Toget snegler af Sted. Den halve Tid holder vi for at lade de ordinære Tog passere forbi. Men vi holder kun ved Stationerne, naar vi skal have Forplejning, ellers altid ude paa Strækningen, saa man undgaar med pinlig Nøjagtighed al Berøring med Publikum.

Anden Juledags Morgen er vi kun naaet til Konitz i Vestpreussen, Morgenen efter vaagner vi og opdager, at vi ikke er kommet videre end til Güstrow i Meklenborg.

Vi passerer Lübeck. Det er en forrykt Vej! — Vi skal da vel ikke føre Krig mod Danmark? Macedonien kan der ikke mere være Tale om.

Saa forandres Retningen. I en Bue kører vi uden om Hamborg. Det var drøjt for vore mange ”Hummel-Hummel”, de lystige Hamborgere.

Da vi den 28. Kl. 7 Morgen purres ud til Forplejning — man serverer for syvende Gang de græsselige, graa Gryn — opdager vi, at vi allerede har naaet Crefeld og altsaa om Natten har Passeret Rhinen.

Nu går det hurtigt. Vi hilser i Forbikørslen paa Aachens stejle Bjergkegle og smukke Taarne og kører fra Liege til Namur i den vidunderlige Meuse-Dal, hvor By ved By slutter Kæde, saa man ikke kan sige, hvor den ene hører op og den anden begynder; mørke Tunneller veksler med pragtfuld Udsigt til stejle Kalkklipper og grønne Marker.

I Rusland laa alt under det hvide Snetæppe, her i Belgien er Markerne grønne, og vi ser Kreaturer gaa paa Græs!

I Liege faar vi Forplejning, rent Vand kogt med rene Kaalroer, ikke saa ilde en Afveksling. Kl. 11 Aften faar vi i Mons den sidste Forplejning, for ottende Gang Byggrynssuppen.

Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget, da det den 29. Kl. 3 om Morgenen hedder: ”Alles aussteigen!”

Vi er i Somain, to Stationer foran den lille By Douai, som ligger fire Mil Syd for Lille. I Mørke og i strømmende Regn famler vi os frem til vort første Kvarter paa fransk Jord, Slottet Villers-Campeau.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

24. december 1916. Claus Eskildsen: ” Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 20. December forlader vi Narocz-Søen. Det er russisk Vinter, Snefog, bidende Kulde. Vi har en March paa 25 Kilometer. For første Gang siden Masurslaget faar jeg Hul paa Fødderne, inden vi naar Maalet, Godset Komorrovsczisna.

Skrivere, Oppassere, Telefonister faar her anvist to tomme Stuer. Saa kan vi heller ikke arbejde. Vi spiller ”Mauschel” og ”Gottes Segen bei Cohn” i to Dage.

Juleaftensdag Kl. 1 ½ om Morgenen staar vi ude i Sneen. Vi marcherer til Konstantinov, hvor vi faar Plads i en kold Kreaturvogn. En Flaske Brændevin gaar rundt, en Mundharmonika spiller op, to Mand danser i Vognen for at holde Varmen.

I Lyntupy staar vi fire Timer ude i Sneen og fylder saa det Transporttog, som skal være vort Hjem denne Jul. Nogle Grangrene og et lille Grantræ tager vi med ind i Vognen. De skal fremtrylle en fattig Julestemning.

Det er allerede mørkt, da vi kører gennem Vilna. Vi prøver lidt forsagte paa at synge Julesalmer. Kl. 6 holder vi i Landvarovo.

– ”Alle Mand ud til Forplejning!”

– Nu skal vi have vor Juleaftensnadver!

Den blev en af vort Livs bitreste Skuffelser. Vi træder ind i en Bølgebliksbarak og faar her tynd Vandsuppe med nogle Byggryn, og ser vi nøje til, opdager vi enkelte udkogte Kødtrævler. Det er alt!

Henne i et Hjørne staar der et lille forpjusket Juletræ med et — eet — Lys. Hvorfor kan man ikke denne ene Gang om Aaret give et gennemrejsende Frontregiment ordentlig Mad, en Cigar, et Glas varm Punch?

Officererne kommer ud af Barakken ved Siden af, med Cigarer i Munden. *Udmærket Mad!” siger de og stryger sig over Maven. Stemningen er bitter.

Kl. 7½ lægger vi os til at sove i vor Jernbanevogn.

Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden. Vi har naaet Grænsestationen Eydtkuhnen og skal nu gennemgaa den store Lyskningsproces [aflysning, red.] , der tager Resten af Natten!

Vi afleverer vort Tøj, kommer splitternøgne ind i Styrtebadet, faar ved Siden af udleveret ny Vask og skubbes saa i den bare Skjorte ind i en Spisesal, hvor vi Kl. 5½ om Morgenen faar vort næste Julemaaltid.

Det er igen tynd Vandsuppe med nogle Byggryn og enkelte udkogte Kødtrævler. Men lidt forandring er der dog: den er endnu mere sveden end Forgangeren i Landvarovo.

Vort Tøj kommer varmt ud af Ovnen, og vi kastes ud i kulden, hvor vi fryser nogle timer. Kl. 12 middag damper Toget videre.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

15. december 1916. Claus Eskildsen: Udsigt til fred? Nej, udsigt til Vestfronten!

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 12. December kommer jeg tilbage til Pronki efter min tredje Orlov. Premierløjtnanten byder mig velkommen med Jubelraabet: ”Der kommer Fredsenglen!” Kejseren har lige ladet meddele sine Soldater, at han har udsendt sit Fredstilbud til Fjenderne.

Hele Fronten er ved at revne af Spænding og Glæde. Løjtnant v. Oven indgaar Væddemaal paa, at vi allerede i Morgen har Vaabenstilstand. Major Huck, det gamle Fæ, er ved at pakke sin Kuffert, og da han naturligvis ikke har Plads til sine Ting, forærer den gamle Fedtebasse alt det overflødige bort. Skidt med det, nu kommer Freden!

Oberstløjtnanten er allerede rejst hjem paa sin fjerde Orlov. Det er Juleorlov, og den er paa hele fire Uger!

Den lykkelige Kobarg har altid samme Orlov som sin Herre. 12 Officerer og mange Mænd er glade rejst hjem til deres kære. Aldrig har Regimentet haft saa mange paa Orlov som op til denne Jul.

Vi andre skal nu til at holde Jul derude. Der er købt rigeligt ind, og fra Bremen kommer der en hel Jernbanevogn, fyldt med ”Kærlighedsgaver” til Regimentet.

To Dage varede den stakkede Glæde! Den 15. meddeles der om Formiddagen, at Frankrig og England har afvist Kejserens Fredstilbud, — ingen Fred!

Om Eftermiddagen kommer Befalingen, at Regimentet skal gøre sig rede til at blive transporteret bort — ingen Jul!

Der følger nogle travle Dage. Alt Materiel bringes i Orden, alle de Stakler, der glade rejste paa Juleorlov, telegraferes tilbage.

Vi ventede at se Oberstløjtnanten i vildt Raseri; men det gik helt godt. Han havde lige faaet et smukt Ridderkors med Sværd og haaber nu, at vi skal til Macedonien, hvor der vanker baade bulgarske Kors og tyrkiske Halvmaaner. Der var ellers nappe en fri Plads mere paa hans Bryst.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

7. august 1914. Kresten Andresen: “I dag er det så netop to år siden, at jeg kom i trøjen”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Mandag den 7. august 1916

Kære forældre!
I dag er det så netop to år siden, at jeg kom i trøjen. Hvor er det dog en sørgelig dag at mindes. Man kan tit blive så tungsindig ved at støde på den slags mindedage. Men ellers har jeg i de to år holdt humøret temmelig godt oppe. Men i den sidste tid har det undertiden knebet lidt.

Der bliver her forlangt for meget af mennesker. Jeg rykkede i stilling den 23. juni og har til dags dato været uden afløsning, d.v.s. et tidsrum af over fyrretyve dage. I den tid har jeg ikke fået mig vasket en halv snes gange. De sidste fjorten dage har været særlig hårde, da vi i den tid har måttet kampere under åben himmel. En nat under åben himmel vil sige en søvnløs nat; da ligger man og tænker på, hvordan man har haft det, og hvordan man kunde have det, når der ikke var krig. Hvor kom mer man dog til at sætte pris på et hjem her, hvor man flakker om som en fredløs mand.

Jeg har gravet mig et hul ind i en lervæg, sådan at jeg lige kan ligge der med benene udenfor, som sådan en røver. Og her får jeg post. Et brev fra den 3. aug. fra jer og et fra Misse og en Hejmdal. Det virker oplivende at føle, at man i dette røverliv dog har forbindelse med mennesker.

For øvrigt tror jeg, at vi med det første bliver helt afløst. Foreløbig kan I være fuldstændig rolige. Det er en ren lykke, at vi har haft det dejligste sommervejr i al den tid.

Men nu er himlen grå, og det vilde ikke være rart, om vi nu fik regn, for så vil det blive et frygteligt pløre at vælte sig i. 

Har I hørt noget fra Jørgen Brag? Misse skriver, at Christian endnu er i behold i garnisonen. Sikken en lykke for ham. Jeg ved ikke mere at skrive om.

Til slut mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

6. august 1916. Kresten Andresen: “… om vi skulle forflyttes til det yderste hav, så kan vi næppe komme til et værre sted end her”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 6. august 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt fremdeles. Der er ikke meget at skrive om. Krig er jeg så led og ked af, at jeg ikke gider skrive noget derom. I begyndelsen af krigen, da var der dog til trods for alt det skrækkelige en vis poesi iblandet. Den er nu forsvundet.

Det kommer mig for, at jeg har givet jer en alt for drastisk skildring af en trommeild. Virkningen af en sådan ild er mere moralsk end ellers ødelæggende; vi har kun haft to døde og fem sårede under hele det bombardement; så det er jo næsten ubegribeligt. Nå, jeg håber nu, at jeg er færdig med min part her, i hvert fald foreløbig – hvad fremtiden vil, kan man jo aldrig vide. Men om vi skulde forflyttes til det yderste hav, så kan vi næppe komme til et værre sted end her. Det bedste er blindt at lade sig lede af skæbnen; thi selv at gribe ind er uforsvarligt, og man kan dog ikke fly fra Guds vilje og bestemmelse med én. Gud har sin vilje med hvert enkelt menneske; at sætte sig op imod den vilje er synd, og det hævner sig.

I undrer jer vel over, at min drøm om konfirmationstøjet ikke er gået i opfyldelse endnu, skønt tiden syntes at være kommen; men det skal I bare ikke være urolige over. Kommer tid, kommer råd. Ja, nu skal posten afgives. Det er jo søndag, det får jeg først nu at vide.

Det glæder mig, at det går Johanne så godt; hun skal såmænd snart blive rask igen. Jeg tror, jeg kunde trænge til den samme kur. Min mave er ikke god, men mine nerver synes at være lavet af tjæret skibstov, for de lader sig ikke let bringe i uorden.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

5. august 1916. Kresten Andresen: “Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 5. august 1916

Kære forældre!
Det var en sørgelighed at komme hen til andet kompagni i går aftes. Jeg kunde slet ingen af de gamle venner finde; omsider fandt jeg en Schultz nede fra Haderslev amt. Peter Østergård fra Stursbøl er falden, hvor er det dog sørgeligt. Jeg syntes, jeg kunne tænke mig andre falde; men Peter Østergård, denne gode, rare ven, at han skulde falde, kan jeg ikke begribe. Hvad der dog kræves af ofre. Rasmus Nissen er hårdt såret i begge ben. Hans Skau har fået begge lår brækket og brystet kvæstet. Jens Christensen fra Lundsgårdsmark såret. Johs. Hansen, Linstrup hårdt såret, Jørgen Lenger fra Smedeby såret, Asmus Jessen fra Årup såret. 

Der var ingen tilbage mere, og Iskov, Laursen, Nørregård, Karl Hansen – alle er væk, så nu er jeg næsten alene her. Hvor længe skal dog dette blive ved?

Her har vi det nu roligt, og jeg tvivler om, at vi foreløbig kommer ud igen. Løjtnanten vil have Iskov og Laursen for en krigsret, da han hævder, at de har fjernet sig fra fronten uden grund og sneget sig med til Tyskland.

Jeg har det for tiden godt. Tak for dåsen med stegefedt, som jeg har fået i dag. Den har kun været fem dage undervejs, så postvæsenet funktionerer jo godt. I går fik jeg en pakke med kiks og honningkager, men dem har jeg vel skrevet om i går, ellers skal I have tak for dem.

Jeg er fremdeles ved godt mod og tror fuldt og fast, at jeg snart er helt borte fra denne egn. Men ingen ved jo, hvad der forestår, og det er også godt. Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste.

Og så vil jeg slutte med mange kærlige hilsner til eder alle

eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

5. august 1916. Kresten Andresen: “… det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på én, når den svære haubitzer kommer susende”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Ablincourt den 5. august 1916

Kære forældre!
Nu har jeg overstået et skrækkeligt mareridt og sidder nu vel beholden langt bag fronten – d.v.s. jeg ligger på maven i græsset og skriver til jer. Om aftenen må man ikke gerne fortælle spøgelseshistorier, men ved højlys dag gør det ikke så meget. Og jeg kan da gerne fortælle jer, at det har været en hård omgang hernede. Ganske vist kom jeg aldrig i nogen berøring med englænderne selv, men så meget mere med deres artilleri, og det var aldeles forfærdeligt.

Jeg tror ikke, der er en eneste tysker her, som ikke bærer al mulig respekt for det engelske artilleri, men aldrig har jeg oplevet værre trommeild end den, vi var udsat for i nat, lige et par timer før vi blev afløst. Det lader sig umuligt skildre i ord og ikke forestille i tankerne. Vi holdt en smal løbegrav i tredje linje besat; arbejdede om natten og gravede den dybere, dækkede den omhyggeligt med græs, og når morgenen kom, lagde vi os på langs i graven og dækkede os, så at flyverne, der stadig svirrede over os, ikke kunde opdage os. Og det gik godt to døgn og endnu en dag.

Den tredje dags aften hen ved kl. halv elleve kom der pludselig som et rasende brøl af tusinde uhyrer. Jorden gungrer og ryster, jord og sten og kvalm og krudtdamp hyller det hele i en røg. Og dækninger har vi ikke; vi sidder pressede ind mod væggen, stålhjelmen ned om ørerne og éns oppakning stablet op til dækning for bryst og underliv. Og så overgiver man sig til sin gode lykke. Men det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på én, når den svære haubitzer kommer susende.

Tænk, der var 38 cm granater iblandt, og de eksploderer med en så uheldsvarslende torden, at man næsten kan tabe besindelsen ved det. Intet hører man, intet ser man. Sagtner det et par sekunder, spørger man til sin sidemand. Til tider får man hele ladninger af jord og sten ned over sig, stålhjelmen klirrer ordentlig. Pludselig suser en shrapnelflaske, en tingest, der vejer en syv-otte pund, ned på mit skinneben, og jeg griber ned efter benet for at se, om det endnu hænger ved; jeg kan bevæge foden, som ved et under har benet slet ingen skade taget.

Én kommer styrtende gennem graven: spader! spader! råber han, tre af hans kammerater ligger levende begravet. Han kommer tilbage, det er ikke til at komme frem; graven ligger jævnet. Omsider kommer en saniteter igennem med spader. De bliver gravet ud og er endnu i live; blandt dem er Ebsen fra Nybøl. Da kommer der pludselig bevægelse i graven. Alle stormer og maser på: Gas! Gas! brøles der; en tyk sort kvalm fylder hele graven, så man knap kan ånde; nogle styrter op over dækning og afsted over fri mark. Det var kun pulverdamp. Men nu må vi afsted, i halvanden time har vi holdt ud; de fleste sager er begravede af jord.

Så stålhjelmen ned om ørerne, kroppen bøjet sammen og afsted. Over bjerg og dal i graven. Gudskelov, her er der roligere, og her er graven til at være i. Selv har man en mærkelig ro og beslutsomhed. Den kommer, når man har ligget her et kvarters tid. 

Nu er jeg helt mig selv igen og tænker kun derpå som et mareridt. Hvem Gud vil bevare, han er uden fare, og Guds vilje med én er og bliver altid den bedste.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

3. august 1916. Kresten Andresen: “Der er ved at blive roligere her”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 3. august 1916

Kære forældre!
Jeg har ikke fået skrevet nu i et par dage, thi for det første har der ikke været lejlighed til at give post af, og for det andet har jeg i de to dage måttet ligge fladt i en skyttegrav, for at ikke de engelske flyvere, som altid er på færde, skulde opdage os. Jo mere roligt, man ligger, des mere roligt får man det også, og vi har virkelig ikke fået artilleriild i de to dage.

Nu benytter jeg en tåget morgenstund til det. Vi har lige fået forplejning herud. Vi får alt på én gang, nemlig kl. fire-fem om morgenen, middagsmad, kaffe, brød, hvedebrød også, jernportion m.m. Nå, det hele er jo ikke i så overvældende mål, og middagsmaden klør man på straks, da den endnu er lunken. Det giver lidt mærkelige forestillinger med middagsmad kl. fire om morgenen, og det giver jer et begreb om, hvad man må udstå.

Mange tak for brevet af d. 29. Nu har I så alligevel fået et af brevene. Den by kan I finde nord for Cambrai på kortet. For øvrigt tror jeg ikke, at vi har ret længe tilbage her; der fortælles, at vi skal tilbage en af dagene, måske allerede i nat. Der er ved at blive roligere her. Englænderne angriber nu og da; men de opnår som regel intet derved. Jeg har endnu ikke været ude i allerforreste stilling, så jeg har fremdeles haft lykken med mig.

Smørret og skinken har jeg haft god brug for i disse dage, ligeledes det brystsukker, som I sendte. Det kan jo godt være, at I ikke kan sende smør mere, det må også hjælpe sig; men kunde I så ikke sende lidt marmelade eller sådant noget i stedet for? Jeg skal nok se, ved første lejlighed at sende de blikdåser tilbage.

Orlov bliver der ikke at tænke på, for den er helt spærret, og den bliver ikke åbnet, før vi kommer i en fast stilling igen, og det kan under alle omstændigheder tage et helt fjerdingår, og så håber jeg sandelig, at der er fred eller i hvert fald våbenstilstand. Men lad os ikke sætte os det alt for fast i hovedet, for vi er bleven skuffede så tit før.

Det er ellers forfærdeligt, hvad mange folk i Tyskland må døje af nød og sult. Men det regner de store patrioter ikke med. De mener nok, at der er intet offer, der ikke kan og skal bringes for den store sag.

Nå, nu vil jeg slutte for denne gang og håbe, at I ikke ængster jer for meget for mit vedkommende.

Med mange hilsner eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

31. juli 1916. Kresten Andresen: “Nu er det sidste dag i det andet krigsår, og i morgen begynder vi på det tredje”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 31. juli 1916

Kære forældre!
Nu er det sidste dag i det andet krigsår, og i morgen begynder vi på det tredje. Det er en forfærdelig kendsgerning. At man dog skal ligge her hele sin bedste ungdomstid. Når krigen engang om et par år hører op og man endnu er i live, vil man være en olding. Nu ligger jeg i niende døgn under åben himmel. Vi kan være glade for, at der er så tørt vejr. Vi rykker hvede op og tørrer den i solen, så ligger man da i hvert fald ikke på den bare jord.

Hvor krigen dog er en elendighed. Nørregård er såret, Karl Hansen er såret, Laursen og Iskov sporløst forsvundne. I aften går det atter ud i forreste stilling, men nu er der roligere end for en uge siden. Vi ligger skråt for Poziéres, som gik tabt, kort før vi kom. Den skulde vi have stormet sidste mandag; men det blev ikke til noget. Regimentet har lidt meget. Et komp. har tabt over halvandet hundrede mand, og mange andre er oppe på over hundrede. Vi er sluppen temmelig heldigt hidtil, men vi ved jo ikke, hvad fremtiden vil bringe.

Aldrig har jeg været vidne til en sådan artilleriild som her. Det er mest om natten. Det er en musik, der vist længe vil tone i éns øren. Navnlig brølene fra de svære engelske 38 cm granater gør et i den grad uhyggeligt indtryk på én, at man tænker, man har et fabelagtigt uhyre for sig.

Hvornår er dog krigen forbi? Nogle engelske fanger, som kom forbi i går, mente, at det gav våbenstilstand i morgen, men det har de vist ment ironisk. De englændere, jeg har set her, er alle flotte, unge mænd, let klædt på og smidige; de slæber nok ikke rundt med en sådan oppakning som vi. Når vi har den såkaldte stormoppakning med alt, hvad der bimler og bamler, så kan man næsten ikke røre sig. Men under en eventuel storm skal det være det første, der kommer væk, så man da kan bevæge sig frit. 

07006F00136_engelske_krigsfanger_Bapaume

I skriver hele tiden om, hvordan det går med officerskursuset, som blev stillet mig i udsigt. Men det bliver selvfølgelig ikke til noget, så længe der er så urolige tider; tilmed er min kaptajn bleven såret, så det går måske helt i glemme.

Jeg har i dag fået brev fra Jens skrevet d. 26. Han lader ikke til at vide noget om, at jeg er kommet herned. Men I har vel slet ingen fået af de breve, jeg har sendt.

Det glæder mig, at det går så godt frem med Johannes helbred. Jeg træffer næsten daglig Lønholm, mejeristen fra Blans; men det er næsten også den eneste bekendt, jeg træffer. Han er ved fjerde komp.

Nu mange kærlige hilsner til eder alle fra eders hengivne søn
Kresten

NB. Jeg går i stilling i tre dage. Formodentlig bliver der i den tid ingen lejlighed til at blive post løs. Lad det ikke forurolige jer. 

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

30. juli 1916. Kresten Andresen: “Jeg tror, at offensiven snart vil være forbi her”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Søndag den 30. juli 1916

Kære forældre!
Ja, søndagsvejr er det, men stemningen er ikke rigtig derefter. Jeg har nemlig hele natten igennem slæbt seltersvand ud i skyttegraven, og alt imens gjorde englænderne et angreb derude; men det førte ikke til videre.

Jeg tror, at offensiven snart vil være forbi her. Tyskerne har kørt for meget svært artilleri op, at det kan være muligt for englænderne at komme videre frem. Ellers giver det indtryk af, at englændernes artilleri er tyskernes meget overlegent.

Men navnlig er flyverne overlegne; de lammer hele trafikken bag ved fronten. De kommer ned over skyttegravene i en højde af tit ikke mere end halvtreds meter; leder artilleriilden derhen, hvor de opdager noget, og angriber ofte selv med maskingeværer tropperne i skyttegraven. De får ikke et skud, for så snart der skydes, ved de besked om, hvor det batteri står, og så vil det også snart blive hjemsøgt af de svære 18 cm skibskanoner.

Soldaterne er rasende på vore flyvere, der så godt som aldrig viser sig. Men hen imod aften kommer der gerne en flåde forsigtig frem og iagttager i respektfuld afstand. Men ofte stikker fem flyvemaskiner af, når der så nærmer sig en englænder. – I dag er jeg ved byen Pys, en fem-seks km bag fronten. Her skydes der ikke.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

29. juli 1916. Kresten Andresen: “Så har jeg fået en tingest på hovedet, som nærmest ligner en natpotte…”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 29. juli 1916

Kære forældre!
Mange tak for brevet af 24. juli. Jeg har det godt. For øjeblikket lever jeg et dejligt friluftsliv. Jeg ligger i en grøn dal, med skrænter, enge og franske popler; og langs gennem den flyder Ancre- bækken. Det er ved en by, som hedder Grancourt.

Jeg har været nede at vaske mig grundigt i den historiske bæk. Det er også en nydelse, som jeg ikke har kunnet evne i en halv snes dage. Man bliver næsten fuldstændig til en vildmand, snavset, med langt hår og lange skægbørster og fuld af utøj. Så har jeg fået en tingest på hovedet, som nærmest ligner en natpotte; men det er en stålhjelm, og den er jeg meget glad for.

Nå, dette liv i herlig julisol kan man holde ud. Det er en stor modsætning til det mørke skyttegravsliv. Men her har vi jo også bevægelseskrig nu, hævdes der, endskønt ingen kommer af stedet. Jeg har hverken set noget til Jørgen Beck eller hans regiment. Forhåbentlig er han i fangenskab.

Nå, ikke mere denne gang. Lad os være ved godt mod og stole på en god fremtid. Jeg er meget rolig ved hele sagen.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne Kresten

NB. Har I modtaget nogle af alle de breve, jeg har sendt?

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

28. juli 1916. Kresten Andresen: Håber at Gud stadig er med mig og giver mig den lod, som han holder for bedst

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Bapaume.

Den 28. juli 1916

Kære far og mor!
Nu er jeg efter nogle hårde dage kommet tilbage i en roligere stilling og er uskadt på liv og lemmer. Forrykt eller nervøs er jeg heller ikke blevet, skønt der var al mulig grund til det. Det så virkelig til tider sort ud, men jeg var mærkelig rolig, og trommeild vænner man sig også til, skønt I kan jo nok forstå éns stemning, når man sidder i et lille jordhul og der i timevis hugger svære 28 cm granater ned rundt om.

En sådan luftmusik, som her var, har jeg i mine levedage ikke hørt. Englænderne er forfærdelige modstandere, og nu har de fået de sorte tropper hertil også, i et styrkeforhold siges der, at der er to sorte for hver hvid.

Nu er jeg for denne gang kommet helskindet ud af det og håber, om jeg end skulde komme derud igen – hvad jeg ikke tror – Gud stadig er med mig og giver mig den lod, som han holder for bedst.

Jeg vil bede jer sige morbror Hans Peter, at jeg foreløbig ikke ser mig i stand til at skrive noget til almanakken. I må også undskylde brevet lidt, for jeg har i mange døgn ingen søvn fået; nu i nat har jeg fået et par timer; vi ligger ellers på bar jord eller graver os ned og sover siddende. Som oftest har vi ikke kunnet løse oppakningen og tage kappen over, og så kan man ikke sove for kulde. Så begynder først benene at blive kolde. Men mærkværdigvis er jeg under disse forhold bleven helt rask, skønt jeg i længere tid har haft influenza og dårlig mave; det mærker jeg slet ikke mere. 

Endelig i dag har jeg fået post, efter at jeg intet har fået de sidste 10 dage. Der var en hel del pakker: to med smør, en med skinke og en med kiks og heilkraft. Mange tak for dem. Og tak for brevene af 16. og 19. juli. Jeg håber, at I har fået nogle af mine breve også. For fremtiden skal jeg nok se at skrive så tit, som jeg kan komme af med brevene. Og så vil vi håbe, at disse skrækkelige tider snart er forbi. Mange af mine kammerater er sårede, men ingen faldne. Gudskelov.

Andet komp. har jeg slet ikke set truffet. Den eneste, jeg har mødt, er Rasmus Nissen fra Lendemark, han kom i fuldt løb ude fra forreste stilling og gjorde et meget forstyrret indtryk; vi gav hinanden hånden, men måtte hver til sin side, da shrapnellerne hvæsede over hovedet på os. Lille Karl Hansen fra Skærbæk har fået en shrapnelkugle i det ene ben. Han var et øjeblik før henne at snakke med mig og var meget nervøs og urolig. Det glæder mig sandelig, at han er sluppet så godt fra det.

Nu skal I ikke være urolige for mig, jeg stoler fast på, at jeg nok skal komme hjem igen. Så mange kærlige hilsner fra

eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

23. juli 1916. Kresten Andresen: I kvarter i en kirke lidt nord for Bapaume

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Bapaume.

Den 23. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. Ligger for tiden i en by lidt nord for Bapaume – Sapinies. En henrivende egn, hvad naturskønhed angår. Landsbyerne er så fine og noble, som oftest i en romantisk middelalderlig stil. Her bølger kornmarkerne frodigere, end man ser dem hjemme.

Bakkerne bølger rundt og blødt, og mellem dem ligger landsbyerne i farverige klynger, som oftest med en vældig kirke ragende op i midten. Og træer og skove og abildgårde er der her. Men endda kommer egnen ikke op ved siden af „det glade Ugny”. Tiden dér vil overhovedet altid komme til at stå som en glansperiode i mit felttog. Da var man uden sorger og bekymringer.

Nå, jeg er ved godt mod. Kun når jeg er ganske udaset af en lang march, ser jeg lidt sort ud i fremtiden. Men det er jo også en slem plageånd, der rider én, når man skal slæbe sådan en tres pund en strækning som hjemmefra til Åbenrå. Og så er det endda ingenting imod, hvad der bliver præsteret andre steder, og hvad der blev præsteret ved krigens begyndelse.

Jeg ligger nu i kvarter i kirken. Den ser forfærdelig ud. Nu lige kom der befaling fra kaptajnen, at han ikke vilde have sager liggende på altrene. Der er tre altre, og de lå fulde af våben og oppakning. En stor bøffel, for resten en Gefrejter med jernkors, har nu, trods forbudet pakket sine pudsesager ud på den hvide alterdug og står og pudser støvler. Ellers er hele kirken ryddet, og der er et lag halm over gulvet. I den ene ende ligger der opstablet en hel dynge preshalm. Og i dag er det søndag. Jeg fik det at vide hos barberen – han vilde ikke klippe hår om søndagen, sagde han.

Og ellers er der vist ingen i kompagniet, der ved, om det er søndag eller mandag.

Eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

20. juli 1916. Kresten Andresen: “En køn redelighed efter 22 dages søvnløshed”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 20. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. For fremtiden skriver jeg så vidt muligt dagligt. På march i sydlig retning. Forfærdelig hede. Tordenluft. I går c. 25 km med fuld oppakning. En køn redelighed efter 22 dages søvnløshed. Jeg har aldrig troet, at man var så sejlivet. Men man kan udholde de utroligste strabadser. Den sidste nat, jeg var i stilling, hørte jeg englænderne hakke dybt i jorden under mig. Godt at jeg er kommet væk derfra. Det var ikke hyggeligt.

I massekvarter i en åben lade, men her er da i hvert fald frisk luft, og det er en varm tid. Nu skal I ikke gøre jer alt for mange bekymringer for mit vedkommende. Den tid, der kommer, vil jo nok blive fuld af forhindringer, så man enten ikke kan skrive daglig eller ikke kan afgive post daglig. Og skulde der derfor gå nogle dage hen, uden at der kommer brev, så skal I ikke blive urolige, jeg skal såmænd nok klare mig igennem det også. Og vi er mange gode kammerater sammen, så vi hjælper jo hinanden.

Vi bryder op igen.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

16. juli 1916. Kresten Andresen: “…Vor dækning er fuld af rotter”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 16. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. Nu er jeg snart færdig med min 21 dages skyttegravstilværelse og kommer så tilbage en uge i ro. Jeg glæder mig meget dertil, for her gror man jo næsten til mos i enhver henseende.

Vaskning er en absolut luksus her. Jeg har ikke fået mig vasket de sidste otte dage, så det svier ordentlig i øjnene nu. Men det er så meget mere ækelt, som vor dækning er fuld af rotter. De laver et vældigt påstyr under og over én, når man sover; det er store sorte tingester med lang manke. Man er undertiden i tvivl med sig selv, om det er rotter eller ildere. Men hvad det end er, så laver de et vældigt svineri.

IMG_2011_11_30_6416 Rotter_cropped

Utøj er der også så fuldt af, så det vrimler. I kan tro, det er ingen hyggelig tilværelse, og 21 dage er jo sådan en halv evighed, inden de får ende. Jeg vil håbe, at I får ret med, at det snart har ende. Men når man sådan daglig går og ser, hvor store kræfter der er i bevægelse, og hvor indgående det hele er organiseret, og hvor dan stillingen er udbygget, så forstår man slet ikke, at det nogensinde kan høre op. Så går man til sidst og bilder sig ind, at det er livet og samfundet, der har antaget andre former, end vi før var vant til. Men lad os ikke håbe det.

Hvor vidt er I nu med arbejde? Høslætten er vel færdig nu, og rughøsten, for så vidt I har nogen, kan vel snart begynde? Jeg tror ikke, der er nogen udsigter til, at jeg kan komme hjem og hjælpe jer. Jeg tror ikke, der kan undværes ret mange folk på fronterne for øjeblikket. Men jo hårdere pine, des snarere ende. Nu næste gang skal jeg gøre mig umage og skrive jer et længere brev.

Med mange hilsner til Johanne og Bodil

Eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

14. juli 1916. Kresten Andresen: Søvnmangel og træthed – arbejde dag og nat

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 14. juli 1916

Kære forældre!
Jeg må skynde mig at skrive et par ord, for der er ikke megen tid, vi må nemlig arbejde dag og nat nu. Mange tak for brevet af d. 10. og en pakke med afsmeltet fedt. Det blev så nok ikke til noget med det store søslag den dag. Spådomme er spådomme, og det skulde jo være sært, om ikke én af alle de tusinde spådomme skulde have held til at træffe.

Det er da godt, at Jørgen Eriksen ikke behøver at komme i felten mere. Og Christian har jo også haft held med sig, når han nu kan komme hjem på en længere orlov. Jeg fik brev fra ham i går og skal også have skrevet til ham; men jeg kan næsten ikke overkomme det, da jeg næsten nødvendig må sove al min fritid væk for at holde den nogenlunde gående.

Hilsen til alle fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

13. juli 1916. Kresten Andresen: “Jeg er gudskelov bleven forskånet for at opleve den moderne krig i hele sin raffinerethed”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Skyttegraven den 13. juli 1916

Kære morbror
Mange tak for dit brev. Jeg skammer mig over, at jeg ikke oftere har sendt dig et par ord; men mine korrespondancer er næsten ved at blive helt indstillet.

Jeg er meget glad for dit tilbud med hensyn til almanakken. Det er godt i en så energiløs tid at stilles over for en opgave, ellers går man til syvende og sidst helt i dvale. Men nu vil jeg da også straks gøre dig opmærksom på, at hvad jeg i det sidste år har oplevet af krig, er ikke fuldt af spændende almanakhistorier. Jeg er gudskelov bleven forskånet for at opleve den moderne krig i hele sin raffinerethed. Men lidt på afstand har jeg jo fulgt den og kender den temmelig nøje med samt alle dens midler…

Her har vi en temmelig rolig stilling; men der skydes dog også her, og navnlig med svære miner.

Mange hilsener til hele familien. Jeg skal netop trække op på vagt, og posten er væk, inden jeg kommer igen, men mere en anden gang.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

12. juli 1916. Kresten Andresen: I sikkerhed i stillingen langt fra Arras

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Skyttegraven den 12. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har i dag fået brev fra morbror Hans Peter. Det var angående noget til almanakken. Han skrev, at I var meget urolige for mig og troede, at jeg var med i alt det nede ved Arras. Nu vil jeg bare berolige jer med, at det dernede er så langt herfra, at man kun jævnt væk kan høre kanonaden.

Stillingen her er så meget roligere for tiden, da kræfterne spændes dernede. Jeg er kommet i stilling i nat, og denne gang i forreste grav; men den ligger 200-300 m fra den engelske, og så er der endda et lille bakkedrag imellem os, så vi ikke engang kan se vore genboere. Her er der ingen fare for sprængning, da der ikke bliver mineret på så stor afstand; fremdeles er der en trådforhindring, som er 40 m bred, så I behøver ikke at ængstes for mit ved kommende. 

Jeg er nu atter bleven nogenlunde rask igen, men hosten har sat sig temmelig fast for brystet, så jeg vilde være glad for nogle salmiakpastiller eller sådan noget. Maven er dog ikke helt i orden endnu, jeg kan godt sige langtfra; det kommer af noget ildelugtende brød, som vi i den sidste tid har fået. 

Hvordan går det ellers derhjemme? Jeg læser i avisen, at I ikke kan få nyt tøj mere; det er da godt, at jeg har et temmelig omfattende oplag. Jeg har jo et grønt og et brunt et gråt, et gammelt blåt, et ældre blåt og nyt blåt og så en smoking og desforuden forskellige par fantasibukser, så der er da ingen smalle steder foreløbig. Måske får jeg også en pjaltet uniform at rejse hjem i, når den tid engang kommer.

Nu begynder ellers allerede de nye spådomme at indfinde sig om, at krigen er forbi til nytår; det var straks fire måneder videre frem i tiden. Morbror lader heller ikke til at være meget optimistisk.

Med mange kærlige hilsner fra eders søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

10. juli 1916. Kresten Andresen: Hårde kampe ved Arras: “… herude udstår man jo intet i forhold dertil”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Søndag aften den 10. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har gået hele dagen og fik først nu tilfældigvis at vide, at det er søndag. Man går sådan i en døs gennem dag og nat. Her er et fint vejr med dejligt solskin, og det er dejligt at sidde i skyttegraven imod at ligge nede i den mugne dækning. Har man ligget dér en fem, seks timer og sovet, så er man helt trang og svampet for brystet, som havde man astma; men det går ret hurtigt over, når vi kommer op i den friske luft og i lyset.

Det må gå hårdt til for tiden nede ved Arras. Herfra kan vi nok høre kanonaden. Jeg kan være glad for, at jeg kom i skyttegraven dengang; alle de, som blev ved depotet længere end mig, er måske landede dernede. Og herude udstår man jo intet i forhold dertil. Det havde jeg også bestemt på fornemmelsen dengang, og jeg sagde det hver eneste dag til de andre kammerater.

Nu har jeg fået at vide, at det slet ikke er søndag i dag, men mandag. Overhovedet er jeg vist bleven en dag tilbage med mit skriveri. Nå, det vilde jo heller ikke være så mærkeligt, om man her lå en dag fuldstændig i dvale, så man slet ikke anede, at den havde eksisteret.

I dag fik jeg brev fra Svend, han venter jo at komme til Rusland som godsforvalter. Han lader også til at være meget ked af sin stilling. Det må også være forfærdeligt at gå sådan ene omkring, uden at have et fornuftigt menneske at tale med. Da er vi her jo godt stillede i den henseende. Men jeg synes, det måtte være muligt at reklamere for ham, da han jo ikke kan komme i felten. Han skriver, at Peter Chr. er kommet til Karpaterne. Det var ingen hyggelig nyhed.

Nu mange hilsner til Bodil og Johanne og jer fra eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

8. juli 1916. Kresten Andresen: Kummerlige soveforhold i dækningsrummet

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 8. juli 1916

Kære forældre!
Tak for brevet af den 3. Nu har I igen været urolige, til trods for mine bestemte formaninger. Der kan jo så let komme uregelmæssigheder med posten, navnlig i denne tid. Nu skal I heller ikke tro, at fordi der står i beretningen, at der har været angreb ved Angres, at det så straks er ved vort regiment, for det er jo et langt frontafsnit, som englænderne betegner med dette navn. Der har da heller ikke været noget af den slags hos os.

I fortæller om et søslag den 10. juni og fred den 17. august, den parole går også overalt hernede; men derfor kan man dog tvivle om, den virkelig har noget på sig. Nu varer det vel heller ikke mange uger, inden rugen kommer i skokke, og da skal der jo også ske noget. Men skidt med det hele. Nu vil jeg give jer en lille situationsplan.

Først vil jeg forudskikke den bemærkning, at maven er tilfreds nu, siden den har fået temmelig med luft, takket være en dåse hensyltede frugter, som jeg fik i kantinen. Som følge deraf har også hovedpinen lettet sig, og det dårlige humør. 

Nu må I tænke jer, at jeg ligger i en dækning seks meter under jordens overflade. Det er en dybde, som ikke før har været anset for heldig for menneskelig tilværelse. Den er bygget af tykke minererammer. En lang trappe fører ned, og for enden af den en tværgang – 1,80 m høj og 1,40 m bred. Langs siden af denne tværgang er smalle sengesteder, smalle i ordets egentlige forstand, da man knap nok kan få plads, når man ligger på ryggen.

Oven over mig ligger Iskov fra Rødding højskolegård. Han har en farligere stilling end mig, da han er mere udsat for at falde ud af sengen. Nu må I ikke tro, at vi ligger på en fjeder madras eller på en blød underdyne. Jeg har en smule træuld, og det løber altid sammen i knuder, som trykker én gul og blå; snart sover der en arm og snart et ben, og sådan bliver den kære søvn ofte forstyrret. I bunden af mit sengested har jeg to brædder, som løber på langs. Og nu vilde jeg endda ikke sige noget, når der ikke behøvedes mere end de to brædder, men for at spare på materialet har man netop mellem de to brædder ladt en åbning af håndsbredde, så I kan nok gøre jer en forestilling om, hvordan lejet er.

Jeg forstår ikke, at der efter to års krig ikke kan gøres så meget hensyn til de kæmpende tropper, at der kan skaffes dem noget at ligge på, men det er der rimeligvis ingen penge til. Her kan jo mangen én i tidens løb ligefrem ligge sig halvt ihjel.

Med mange hilsner eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

6. juli 1916. Kresten Andresen: “Kød kan jeg næsten ikke få ned mere, og tit kniber det med middagsmad også”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 6. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har fået en pakke med flæsk og en pakke smør af 30. juni, mange tak for dem; pakkerne er sædvanligvis en fem-seks dage undervejs. Jeg har det ellers godt, når undtages, at jeg slæber rundt med en væmmelig forkølelse, dårlig mave og deraf følgende hovedpine.

I denne uge ligger vi i en langt tilbagetrukket stilling, hvor der ikke skydes. Men overhovedet skydes der her kun til visse tider, og da kan man jo tage dækning, så det hele er ikke så farligt, som det ser ud til. Jeg var i går igen hos løjtnanten og måtte opgive mine personalier til en rapport til regimentskommandøren angående officerskursus. Hvad det bliver til, ved jeg ikke, men det vil den nærmeste fremtid nok kunne vise. 

Det er da godt, at I har Bodil hjemme, og at Johanne er hjemme også, så har I da ikke med bare fremmede folk at gøre. Misse, som jeg hørte fra i dag, skriver, at alt forkommer i regnen. Her har vi i lange tider haft flest dage med solskin; men undertiden er der rigtignok også her nasset og koldt.

Jeg fandt forleden dag jordbær i en aldeles forgroet have, men de var næsten vilde. Jeg tror nok, det ender med, at jeg får en mavehistorie, inden krigen er forbi, men den har også holdt sig tappert nu i alle de måneder. Kød kan jeg næsten ikke få ned mere, og tit kniber det med middagsmad også. Nå, jeg vil håbe, at en god mælkekur efter krigen vil bringe maven på andre tanker.

Mange hilsner til Bodil og Johanne Eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

4. juli 1916. Kresten Andresen: “Der er kommet en større spænding her, siden de voldsomme kampe ved Somme er begyndt”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 4. juli 1916

Kære forældre!
Hvor tiden dog i grunden går rask; men det ligger vel i, at livet her ikke er så ensformigt som mange andre steder. Der er kommet en større spænding her, siden de voldsomme kampe ved Somme er begyndt. Det kan vi alt høre herfra. Her har der også været adskillige skinangreb, med pludselig trommeild over gravene. Vi ligger om natten i alarm- og gasberedskab. Men jeg tror ikke, at offensiven vil strække sig helt hertil.

Mange tak for brevet af 30. juni med Nat. Den er jo meget interessant. Det er sikkert, krigen må kunne få en brat ende, når man mindst tænker på det. Det trækker op på alle kanter til en endelig afgørelse. Her fortælles der, at englænderne og russerne driver deres spil i Østersøen. Det vilde være uhyggeligt, om krigen skulde strække sig til vore kyster.

Jeg fik i dag kort fra Åge; han studerer og har vist ikke megen anelse om krig. Nå, jeg vil ønske, at han heller ikke får det. Men i Rusland begynder man jo allerede at snakke om næste krig, læste jeg i går i avisen; de må ikke have fået nok af denne. Det var helt nyt at få høre fra en udenbys. Jeg får nu næsten kun breve hjemmefra; al anden korrespondance er gået i stå. Men hvad skal man skrive så meget; tanker laver man sig ikke mange af, og krigsvæsen kan man af militære grunde jo ikke skrive noget om.

Det er da kedeligt med Johanne, men dog godt, at det er bleven opdaget i tide; det er jo også et sært tidspunkt, hvorpå det er kommet, da der netop er så knapt med fedestoffer og oljekager. Jeg vil en af dagene skrive til farbror i Vinding. Nå, nu skal vi ud at slæbe minererammer.

Mange hilsner til jer alle fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

30. juni 1916. Kresten Andresen: “Tit kan man slet ikke begribe, at der er krig endnu…”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 30. juni 1916

Kære far og mor!
Mange tak for begge breve af den 26. juni og for en pakke smør af 23. Begge dele fik jeg i går. Jeg har det endnu godt. Arbejder ude i de gamle løbegrave.

Engelskmanden skyder af og til på dem, og så må de jo bødes igen. Enkelte af disse løbegrave er meget idylliske. Én fører om langs en dejlig bæk, gennem en gammel vandmølle med et stort mosset vandhjul og derfra gennem en lille skov, hvor store træer, der er huggede glat om af granater, ligger væltede på kryds og tværs over graven. Så er alt så frodig grønt, at man næsten synes, man færdes i en urskov. Tit kan man slet ikke begribe, at der er krig endnu; men til andre tider får man det så revet temmelig stærkt i næsen.

Forleden nat var der trommeild her, men der blev ikke angrebet videre. Christian er nu så vidt igen, at han kan vente at komme til fronten. Det er ikke videre morsomt at tænke på. Peter Chr. venter jeg herop. Han kommer nok ikke til Karpaterne denne gang.

Nu er alle inde på, at der er fred den 17. august. Den dato holder sig meget hårdnakket, skønt vi jo efterhånden rykker den betænkelig nær. Inden den tid skal der stå endnu et stort søslag. Nu vil vi se, hvad det bliver til, forhåbentlig går det sådan.

Mange hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

28. juni 1916. Kresten Andresen: Forretter arbejdstjeneste med at holde løbegrave ved lige

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 28. juni 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt, og alt er ved det gamle. I forgårs nat kom jeg i stilling ligesom sidst. Ligger i en kælder i en sammenskudt by og forretter arbejdstjeneste med at holde de forskellige løbegrave ved lige. Det er mere behageligt end at stå vagt ude i forreste linje.

Her arbejder vi otte timer med en længere pause til at spise i, og resten af døgnet står så til éns egen rådighed, så der bliver tid til sammenhængende søvn som ellers.

Hvordan går det med høhøsten og orloven? Det må vel ellers være ved høslætstider; men i år falder den måske senere på grund af det kolde vejrlig.

Mere en anden gang, for lyset går ud, og nu brak min blyant.

Jeres hengivne søn Kresten

Mange tak for de 10 mark; jeg har ganske vist ikke fået dem endnu, men ved, at de ligger på skrivestuen.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

26. juni 1916. Kresten Andresen: Flyver-esset Immelmann skudt ned

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Mandag den 26. juni 1916

Kære forældre!
Mange tak for pakken med skinke, som jeg fik i går. I går gik jeg en tur sammen med Iskov. Vi blev da vidne til et meget ejendommeligt syn.

Pludselig var luften fuld af engelske flyvere. De fløj omkring med en forfærdelig fart, vendte kort og smidigt i forskellige retninger, forsvandt i skyer og dukkede frem igen. De smed brandbomber ned. Det prægtigste fyrværkeri. Først så man en lille rund røgsky højt oppe i luften; den sprang med et lyn i mange runde røgskyer ud til alle sider, og hver af dem sprang så dybere ned i stumper og stykker, så det regnede ild og stjerner ned på jorden. Vi blev snart klare over, at angrebet gjaldt linjen af de tyske lænkeballoner, som også hurtigt så deres snit til at blive firede ned.

Det var et ejendommeligt fyrværkeri, som regnede det med ild og svovl fra himlen – og det over et meget langt stykke front. 

Forleden blev den berømte tyske flyver Immelmann skudt ned her. Jeg lå og sov i dækningen, men de, der var ovenfor, så det. Der er næsten flyverkampe hver eneste dag her. Englænderne er meget dristige og vover sig langt ind. Det ser ud, som når to haner ryger løs på hinanden, og så knatrer maskingeværerne.

Hvordan går det med høhøst-orloven?

Eder hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve