9. november 1918. H.P. Hanssen på allertætteste hold af revolutionen i Berlin: “Kejserdømmets Dage var forbi!”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 9. November 1918.

Næppe havde jeg i Morges forladt mit Værelse, før jeg blev opringet af Bjørn Bjørnson. Han meddelte mig, at da Toggangen nordpaa var standset, kunde han ikke, som det havde været hans Hensigt, rejste videre i Dag. Som Følge deraf modtog han paa egne og Fruens Vegne med Glæde Indbydelsen til at deltage i Banketten i Aften.

Da jeg ved Nitiden gik hen i Rigsdagen, var Gadebilledet noget nær det samme som i Gaar. I Læsesalen fandt jeg allerede mange Kolleger af de borgerlige Partier samlede i ivrigt diskuterende Smaagrupper. Stemningen var meget trykket. Man var ikke længere i Tvivl om, at Uvejret hang lige over Hovedet, og ængstelig for, hvad der vilde komme.

Jan Fegter, som var den første, jeg talte med, sagde, at Flertalssocialisterne vilde træde ud af Regeringen, fordi Kejseren endnu ikke havde nedlagt Kronen, og de under disse Omstændigheder ikke længere kunde holde Masserne tilbage. For Tiden var de samlede ovenpaa i deres Fraktionsværelse for at fatte vigtige Beslutninger. Inden Aften vilde Republiken sikker blive erklæret.

Fischbeck og Arnold, som jeg derefter talte med, var at samme Opfattelse. Monarkiets sidste Time var inde. Fra alle Sider indløb der Beretninger om styrtede Troner og Oprettelse af Arbejder- og Soldaterraad, som har taget Magten.

Korfanty kom og vinkede mig til Side. „Der staar opstillet Maskingeværer paa alle Gadehjørner,” sagde han. „Blodige Kampe er nær forestaaende, men Udfaldet kan ikke være tvivlsomt. Republiken vil snart blive proklameret. Derefter vil der blive udskrevet Valg til en grundlovgivende Rigsdag, som skal træde sammen senest om 4 Uger. Hvordan skal vi saa forholde os? Hvad mener De? Skal vi opstille polske og danske Kandidater for at spærre Tyskerne ude, eller skal vi afholde os fra Deltagelse i Valgene?”

Jeg svarede: „Vi skal foreløbig roligt afvente Begivenhedernes Udvikling og saa handle efter Konduite, naar Tiden er inde.”

Flertalssocialisterne forhandlede imidlertid vedvarende ovenpaa, og Spændingen voksede. Et Kvarter før 10 gik jeg ud i den store Foyer for at fange en eller anden, naar Mødet var hævet. Før jeg naaede hen til Nedgangen til Garderoben, mødte jeg Ebert, fulgt af Legien og Schopflin. Ebert var rolig og ligevægtig som altid. Idet han gik forbi mig, hilste han som sædvanlig med sit lille venlige Nik og forbindtlige Smil. Der var ikke noget usædvanligt at mærke paa ham. Støt og sindig gik han sin Gang uden at haste, men ogsaa uden at standse og uden at lade sig anfægte af Brændingens Brus.

Legien saa derimod endnu mere overanstrengt og nervøs ud end sædvanlig. Schopflin gik ned ad Trappen til Garderoben, og jeg fulgtes med ham. „Saa,” udbrød han, „nu er det forbi.”

Jeg: »Er De udtraadt af Regeringen?”

Schopflin: „Ja, der var ikke andet at gøre. Vi var nødt til at springe ind i Revolutionen nu, hvis vi ikke vilde miste Herredømmet over Masserne.”

Da vi naaede ned i Garderoben, stødte vi paa Rigsfinansminister Schiffer, som lige ankom ledsaget af Junck og flere nationalliberale Førere. Da Schopflin saa Schiffer, tilraabte han ham: „Nu er det forbi!”

Schiffer: „Hvad mener De?”

Schopflin: „Vi er for en Time siden udtraadt af Regeringen.”

Ved at høre det sank Schiffer i Knæ. „Men det er jo forfærdeligt!” raabte han yderst ophidset. „Var det ogsaa nødvendigt?”

Schopflin: „Ja, det var helt uundgaaeligt, vi kan ikke holde Masserne længere. De har allerede nedlagt Arbejdet og er gaaet ud af Fabrikerne. De har nu faaet nok af Svindelen. Den Karl, han vil jo ikke gaa!”

Schiffer: „Vi venter hvert Øjeblik Kejserens frivillige Tilbagetræden. Foreligger den ikke inden Middag, vil han blive afsat. Udsæt for Guds Skyld Deres Beslutning i nogle Timer!”

Schopflin: „Nej! Vor Beslutning staar fast og kan ikke rokkes. Nu gælder det kun om at hindre Blodsudgydelse.”

Junck rystede paa Hovedet.

Schiffer: „Vi vil straks proklamere Kejserens Afsættelse. Gør endelig hvad De kan, for at faa Beslutningen kaldt tilbage!”

Schopflin: „Nej, Beslutningen kan ikke kaldes tilbage! Afgørelsen er falden. Hvad Kejseren gør eller ikke gør, er nu ligegyldigt. Men jeg maa afsted til Johannistal for paa Partiets Vegne at tage imod en Deputation fra Arbejder- og Soldaterraadet i Wilhelmshafen, som ankommer pr. Luftskib.”

Vi gik ud. Schopflin fik fat i en Bil. Jeg slog Døren i, og han suste afsted. Jeg gik derpaa en Tur ind i Byen. Store Skarer, mest unge Mænd og Kvinder, som arbejder ved den lettere Industri inde i Byen, fyldte Gaderne. Mændene havde røde Blomster, nogle ogsaa røde Tøj stykker i Knaphullet, nu og da raabes der: „Leve den sociale Republik!” Her og der blev der stukket røde Faner ud af Husene. Enkelte Sporvogne havde ogsaa hejst den røde Fane. Ekstrablade med Meddelelse om, at Kejseren har nedlagt Kronen, spredtes til alle Sider. Gadehjørnerne var endnu spækkede med Maskingeværer.

Der kørtes Kanoner op, og hørtes Geværild flere Steder i Byen.

Jeg spiste i en Fart lidt Frokost i en Restauration ved Potsdamerplatz og vendte atter ved 12-Tiden tilbage til Rigsdagen.

Stimmelen og Trængslen paa Gaderne var bleven større, de røde Faner talrigere. Op Unter den Linden, ind gennem Tiergarten og op ad Koniggrätzerstrasse, fra alle Sider marcherede lange Tog af kraftige Mænd taktfast frem imod Rigsdagsbygningen.

Det var veldisciplinerede Folk. Næsten alle bar røde Blomster i Knaphullet. Ved Siden af gik Ordensmarskaller med røde Baand om Armene. Røde Faner, revolutionære Sange, Leveraab for den sociale Republik saas og hørtes til alle Sider.

Foran Rigsdagsbygningen var der en stærk Trængsel. Tilfældigt ankom jeg sammen med Ebert, hvem Masserne under stærke Leveraab gjorde Plads for. Jeg sluttede mig med et Par Kolleger til ham og naaede saaledes op paa Trappen ved Portalen ud imod Brandenburger Tor.

Fra Trappen havde jeg et klart Overblik over Stillingen. En stor Lastbil kom susende og holdt foran Portalen. Foran tre Maskingeværer, bag dem en Snes Riffelskytter i skudfærdig Stilling, over dem en mægtig rød Fane. Matroser med Patronbælter over Skuldrene og Riflerne i Haanden trængte sig frem, rede til Kamp.

Fra de tyske Ingeniørers Foreningsbygning, som ligger lige overfor  Rigsdagsbygningen, var der bleven fyret, og der var baade Saarede og Døde. Ilden var bleven besvaret og Bygningen stormet. Kampen var nu standset.

Ved et aabent Vindue i Rigsdagsbygningens 4. Sal saa jeg Scheidemann, Dr. Südekum og flere. Scheidemann talte, men ingen kunde høre, hvad han sagde for de stadige Leveraab for Republiken, Suset i Tiergartens Trætoppe og den øredøvende Larm, der fyldte Luften.

Mens jeg saaledes stod paa Trappen og betragtede de bevægede Scener, der her opførtes, traadte den konservative Fører, Grev Westarp, ud af Rigsdagsbygningen. Han kastede et sky Blik tilhøjre, hvor Lastbilen holdt med sine kampberedte Folk og sin mægtige røde Fane, og sank fuldstændig sammen. Sky og duknakket søgte han derefter stilfærdigt at bane sig Vej gennem Masserne, som ikke kendte ham, og forsvandt efter Dorotheenstrasse.

Jeg gik ind i Bygningen, op i Rigsdagens Læsesal og traadte ud paa Altanen imod Bismarcks Mindestøtte. Herfra mente jeg, at jeg bedst kunde følge Begivenhedernes videre Udvikling.

De foregaaende Dage havde jeg herfra iagttaget store altyske Demonstrationer. Paa den mægtige Plads omkring Støtten og helt over imod Siegessäule samledes der nu stadig større Folkemasser. Ustandselige Leveraab for den sociale Republik fyldte Luften. Her og der saas Talere i Forsamlingen, men det var under den herskende Larm umuligt at forstaa et Ord af, hvad de sagde.

Pludselig gik Døren bag mig op, og Scheidemann, ledsaget af Dr. David, Dr. Südekum og flere socialdemokratiske Førere, traadte ud paa Balkonen. I Følge med dem var Dr. Friedegg. „Men De blev jo arresteret i Gaar,” tilraabte jeg ham, „hvorledes kommer De saa her? „Fangerne er allerede løsladte i Morges,” svarede han.”

„Her maa det være,” udbrød Scheidemann, „herfra lader det sig bedst gøre, men jeg maa op paa Balustraden!” Idet han sprang op, saa han mig og sagde: „Aa, hold mig i Skøderne, mens jeg taler.”

Saa tog han Ordet. Larmen standsede. Og i korte velformede Sætninger raabte han ud over Forsamlingen:

„Medborgere! Arbejdere! Partifæller! Det monarkiske System er brudt sammen. En stor Del af Garnisonen har sluttet sig til os. Hohenzolleren har takket af. Leve den store tyske Republik! Fritz Ebert er udnævnt til Rigskansler. Jeg har faaet i Opdrag at danne en ny Regering, som omfatter alle socialdemokratiske Retninger.

Rigsdagsmand Göhre er udnævnt som Tilforordnet ved  Overkommandoen og vil medundertegne alle Forordninger. Nu maa det være vor Opgave ikke at plette den fuldstændige Sejr, som det tyske Folk har vundet, saa vi i al Fremtid kan være stolte af Dagen i Dag. Derfor beder jeg Dem: Sørg for Ro og Orden. Sørg for at Sikkerheden ikke forstyrres. Sørg for, at Republiken, som vi opretter, ikke trues fra nogen Side! Længe leve den frie tyske Republik!”

Talen blev besvaret med stormende Hurraraab.

Under Scheidemanns Tale var Folkemasserne neden under Altanen bleven trængt til Side af en stor Lastbil, hvorpaa der stod en Del uafhængige Socialdemokrater. Bilen arbejdede sig hen under Altanen, og da Scheidemann sluttede, tog Rigsdagsmand
Vogtherr Ordet og udraabte nu ligeledes fra Lastbilen Republiken. Men Larmen var bleven saa stærk, at hans Tale druknede i Hurraraabene.

Jeg forlod nu Altanen med de socialdemokratiske Førere.

I Foyeren meddelte man mig, at I. Jægerbataillon og Kejser Alexander-Regimentet allerede i Formiddags efter Paavirkning af Rigsdagsmand Weis, som i Morgenstunden modigt havde vovet sig ind i Kasernerne, havde sluttet sig til de Revolutionære.

Jeg banede mig Vej gennem Masserne ud i Byen for at iagttage Begivenhederne der.

Ad alle Gader, som stødte op imod Rigsdagsbygningen, bevægede sig endeløse Tog. Mænd og Kvinder bar røde Farver. Sporvognene havde nu alle røde Faner oppe. Paa næsten alle Huse var der hejst røde Faner. Guderne maa vide, hvorfra man i en saa tøjknap Tid fik alt det røde Tøj, der her blev brugt.

Store Lastbiler med Riffelskytter og Maskingeværer suste gennem Gaderne og optog Kampen med de Tropper, der endnu gjorde Modstand.

Men de fleste Tropper syntes allerede at være gaaet over til de Revolutionære og gjorde fælles Sag med dem. Nede ved Slottet lød der Kanonade, her og der knitrede Maskingeværerne. Enkelte Steder var Gaderne afspærret, fordi Kampen vedvarede, men i det hele syntes de Revolutionære allerede nu i de første Eftermiddagstimer at have sejret over hele Linjen.

Det gamle Systems Modstand var øjensynlig brudt fuldstændig sammen ved det første Stød.

Paa Koniggrätzerstrasse kom en gammel hvidhaaret General kørende i aaben Droske. En Flok unge Bengler standsede Vognen og rev den gamle Mand ud af den. Han bad om at faa Lov til at køre videre. „Jeg er jo slet ikke længere aktiv,” sagde han bønligt. „Jeg har med Hæder deltaget i tre Felttog, lad mig dog faa Lov til at køre hjem.” Men hans Bønner var forgæves. Man rev brutalt de mange Ordner, der smykkede hans Bryst, af ham og smed dem klingrende henad Gaden. Hjelmen gik samme Vej, Kaarden blev brækket, Akselstykkerne revet af Uniformen. Barhovedet, knupset og stødt maatte den gamle Mand saa se, hvordan han kunde naa videre hjemad gennem de ophidsede Masser.

Af saadanne stygge og frastødende Scener var jeg Vidne til flere. Forbitrelsen vendte sig især imod Officererne.

Ved Siden af forefaldt der selvfølgelig ogsaa under Ophidselsen mange komiske Optrin. Da jeg ved 3-Tiden vendte tilbage til Rigsdagen, stod Dr. Sildekum paa Trappen med en vældig rød Blomst i Knaphullet og holdt en Tale til Folket. Han advarede imod at udlevere Vaaben til Civilister. Soldaterraadene maatte her holde Justits. Der forelaa allerede daarlige Erfaringer. Uheldige Elementer havde med Vaaben i Haand søgt at afpresse Civilbefolkningen Penge. Det gjaldt om at forebygge den Slags Udskejelser og opretholde Ro, Orden og Sikkerhed i Byen.

Talen var sikkert velment, og Advarsler af den Art i høj Grad paakrævede. Men den druknede i Larmen. Ophidselsen var for stor til, at den Slags Henstillinger kunde finde Ørenlyd.

Da jeg kom op i Rigsdagsbygningen, var den store Foyer tæt besat af Civilister og Soldater, alle velbevæbnede. Jeg troede først, at det var Arbejder- og Soldaterraadet, der havde taget Rigsdagsbygningen i Besiddelse, men opdagede snart, at det var en Fejltagelse. Rigsdagsmand Ewald stod paa en Stol og forsøgte at tale. „I Formiddags,” begyndte han, „saa det endnu betænkeligt ud. Rigsdagen var da endnu ikke besat af vore Fæller, men nu er Faren ovre, Arbejder- og Soldater raadene har Magten, og nu maa der sørges for Sikkerhed og Orden —”

Mere fik han ikke sagt, før han blev afbrudt af ophidsede Raab. En Militærlæge sprang op paa en Stol og raabte: „Partifæller! Vi har ingen Tillid til Rigsdagen. I fire Aar har den haft Hæftet i Haanden, men glemt at bruge Klingen. Nu har vi Magten. Vi er Folkets Repræsentanter. Det er os, der nu bestemmer, hvad der skal gøres! Ovenpaa sidder den gamle reaktionære Bande og vil endnu ikke slippe Tøjlerne. Lad os gaa op og kræve dem til Regnskab!” Stormende Tilslutning.

Der var i det samme en, der slog mig let paa Skulderen. Jeg vendte mig om og saa den østerrigske Journalist Dr. Hofrichter.

„Sig mig, hvad er det dog for Folk?” spurgte jeg. „Es ist eine ganz wilde Bande,” sagde han. Jeg kastede et Blik henover Skaren og fandt, at han havde Ret. Jeg talte 6 eller 7 Militærlæger i Uniform ved Siden af de værste Bolsheviktyper, hvem Fanatismen lyste ud af Øjnene. Henved en Femtedel af Forsamlingen var Civilister, men velbevæbnede med Karabiner og Rifler og med velspækkede Patronbælter tvers over Skuldrene.

Der taltes videre. Den ene efter den anden sprang op paa en Stol og talte.  Fanatismen og med den Ophidselsen voksede. En anden socialdemokratisk Rigsdagsmand søgte at faa Ordet, men blev straks revet ned og stødt til Side. Der blev gjort Mine til at trænge ovenpaa, hvor Revolutionens Ledere med Scheidemann og Ebert i Spidsen var forsamlede i Flertalssocialisternes Fraktionsværelse.

Da traadte Ebert frem ved Rækværket ovenpaa og skaffede sig hurtigt Ørenlyd. „Partifæller!” raabte han, „vi kan umuligt modtage Eder alle heroppe. Men hvis I vil vælge en Deputation, som kan forebringe os Eders Ønsker, saa er vi rede til at modtage den.”

Der udspandt sig nu en hidsig Diskussion om Eberts Forslag. Taler efter Taler tog ophidset til Orde pro et contra. Men der stod bevæbnede Soldater paa Trappen. Det Argument virkede, og det blev besluttet at sende en Deputation op. Men hvorledes skulde man faa den valgt i en Forsamling, hvoraf den ene ikke kendte den anden?

Da fremstod der en Taler, som foreslog, at man simpelthen skulde udpege hver 10. Mand til Medlem af Deputationen. Dette Forslag vandt almindeligt Bifald. En kraftig Stemme raabte: „Træd an!” Og Forsamlingen stillede sig hurtigt op i tre Rækker og slog som veldisciplinerede preussiske Soldater Hælene sammen. Forslagstilleren traadte derefter frem og talte ned ad den første Række til 10. „Træd frem!” sagde han derpaa.

Manden traadte et Skridt frem. „Er De organiseret Partifælle? spurgte han. „Javel!” „Er der nogen, der kender Partifællen?” spurgte han derpaa henvendt til Forsamlingen. Ingen svarede. „Er der nogen, der har noget at indvende imod, at han træder ind i Deputationen?” Ingen svarede. „De er valgt,” sagde han derpaa, træd til Side'” Derpaa talte han atter op til 20. „Træd frem!” Samme Spørgsmaal og samme Svar. Og saadan gik det videre de tre Rækker igennem, indtil man havde faaet en Deputation paa ca. 30 Mand sammensat. Alle var organiserede Partifæller, ingen kendte hinanden, men ingen havde noget imod, at de Udpegede tiltraadte Deputationen, og saaledes kom man over det vanskelige Spørgsmaal.

Da Deputationen derpaa tog Affære, vendte Dr. Hofrichter sig smilende om imod mig og sagde med det bevingede Ord, Kong Wilhelm efter Slaget ved Sedan sendte til Dronning Augusta: „Welche Wendung durch Gottes Fügung!”

Jeg trængte mig frem til Læsesalen. Den var tom. Kun min gamle Ven Jan Fegter, den djærve østfrisiske Bonde, stod i en Vinduesniche i dybe Tanker. Jeg spurgte ham: „Hvad tænker De paa. Han saa op paa mig og svarede: „Jesus Sirach 21, Vers 5.” Jeg spurgte: „Og hvad staar der i det?” „Voldsomhed og Haan ødelægge Rigdom, saaledes skal den Hovmodiges Hus ødelægges!”

Da jeg noget efter arbejdede mig ud paa Gaden, var der overalt fuldt af jublende Menneskemasser. Leveraab for Republiken fyldte vedvarende Luften. Folk vinkede til hinanden og viftede med røde Faner. Smaa Trups Soldater marcherede gennem Gaderne med Musik i Spidsen, hilst af Arbejderskarerne med Arbejdermarseillaisen.

Kvinderne, som allevegne fyldte stærkt op i Gaderne, syntes at være ovenud begejstrede. De regnede vel sagtens med, Krigen med den Nøden nu var forbi.

Jeg gik hjem paa Hotellet, nedskrev ovenstaaende og skal nu have alt ordnet til Banketten, hvortil vi i Aften har indudt danske, svenske, norske og hollandske Journalister. Med vureren hjemmefra har jeg faaet Ost, Smør og ægte Bønnekaffe, Sukker og andre gode Ting, som ikke er til at opdrive her i Berlin. Jeg er spændt paa, om Gæsterne vil møde, men jeg vil under alle Omstændigheder have alt rede.

Jeg havde faaet en lille Sal paa „Hotel Fürstenhof” til Raadighed. Bordet var festlig dækket og ved 7-Tiden mødte vore Gæster, overanstrengte og trætte efter en travl Dag, sultne og tørstige, med Trang til at være sammen og udveksle Meninger om Dagens store Begivenheder. Fra Norge mødte foruden Bjørn Bjørnson og Frue Professor Holtennann og fire andre Journalister, fra Sverrig mødte seks. Fra Danmark mødte Hr. Steinthal, den danske Presses eneste Repræsentant i Berlin paa dette kritiske Tidspunkt. Fra Holland mødte Dr. van Blankenstein.

Jeg førte Fru Bjørnson til Bords og overrakte hende en Buket røde Roser, som det under Tummelen var lykkedes mig at faa i en nærliggende Blomsterhandel. Ved Bordet omdelte jeg forskellige Tryksager vedrørende det nordslesvigske Spørgsmaal og bød Gæsterne velkommen, idet jeg indtrængende bad dem om nu energisk at støtte os i vore Bestræbelser for at faa det nordslesvigske Spørgsmaal løst paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret. Jeg sluttede med at udbringe et Leve for Nordens Folk.

Bjørn Bjørnson talte som Norges og Torelius som Sverrigs Repræsentant for Sønderjylland, idet de begge paa deres Landsmænds Vegne tilsagde os kraftig Bistand til Arbejdet, vi endnu har tilbage.

Der var allerede, inden vi gik til Bords, faldet Skud udenfor Hotellet paa Potsdamerplatz, hvor Trængslen var særlig stor. Hotellets Vestibule var bleven fyldt af flygtende Masser, og det samme gentog sig flere Gange i Aftenens Løb. Skuddene knaldede uafbrudt nær og fjern, nu og da knitrede Maskingeværilden, fra Slotskvarteret drønede Kanonerne.

Men inde i Salen havde vi det hyggeligt, og Stemningen var høj. Kloppenborg Skrumsager, Dr. van Blankenstein og de fleste af vore Gæster havde Ordet. Nis Nissen var ikke naaet frem til Berlin og deltog derfor ikke i Gildet. Hotellet havde om Eftermiddagen faaet Ordre til at lukke alle Lokaler Kl. 10 Aften, og vi havde indrettet
os derefter.

Men paa Slaget 9 mødte en Militærpatrouille og forlangte, at  Restaurationslokalerne skulde rømmes. Vi maatte derfor lade vor med saa stor Møje og Besvær fremskaffede Kaffe og vore gode danske Cigarer i Stikken og bryde op.

Men før Gæsterne tog Afsked med os, udtalte de alle deres Glæde over at have afsluttet denne begivenhedsrige, historisk mindeværdige Dag med en saa ejendommelig Fest.

Efter at Gæsterne havde forladt os, gik jeg ud paa Potsdamerplatz. Den var endnu fuld af Folk. De stod mest samlede i Smaagrupper og drøftede Dagens Begivenheder En Soldat eller væbnet Civilist optraadte i Reglen som Foredragsholder og foredrog ikke blot, hvad han selv havde set og oplevet i Dagens Løb, men ogsaa hvad han havde hørt af andre, og det var tidt vidunderlige Ting.

Skønt det var sent paa Aftenen, saas der ogsaa mange unge Kvinder af god Type blandt Folkeskarerne. Jeg spadserede rundt og lyttede til Samtalerne.

Alle var stærkt optagne af Dagens Begivenheder og spændte paa, hvad der endnu vilde følge. Saa kom der Militærpatrouiller, som opfordrede Folk til nu roligt at gaa hjem De fleste var trætte og fulgte villigt Opfordringen. Af og til brødes Stilheden endnu af nogle Skud.

Men ellers var alt roligt. Kejserdømmets Dage var forbi.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

En tanke om “9. november 1918. H.P. Hanssen på allertætteste hold af revolutionen i Berlin: “Kejserdømmets Dage var forbi!””

Skriv et svar til Jens Justesen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *