8. september 1918. Endelig brev hjemmefra: “En jublende Følelse gennembæver mig ved Tanken om atter at holde et Brev fra min Hustru i Haanden”

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

Da Englænderne en Dag giver os Tilladelse til at skrive og modtage Breve, føler vi det, som om de skænkede os den halve Frihed. Den 18. Februar 1915, lige før vi med „Kronborg” forlod Wilhelmshafen, skrev jeg det sidste Brev hjem til min Hustru.

Vel sendte jeg i 1916 fra Dar es Salam nogle Breve over Portugisisk Østafrika, Lissabon og Stockholm til Hjemmet, men var disse naaet
igennem? Jeg har aldrig turdet haabe det.

Vi faar udleveret nogle sammenfoldelige Breve med paatrykt: Prisonner of War, og kun saadanne maa benyttes.

Et Marketenderi er nu ogsaa bleven indrettet i Lejren og de tilladte Ting leveres af samme Jøde i Alexandria, der leverer Provianten til Officererne. Hans Johansen er bleven Kantinevært, og Jøden betaler ham 2 Procenl i Provision af Omsætningen. I disse Dage ha r han rivende Afsætning paa Blæk og Penne, som ingen i Aar og Dag ha r haft Anvendelse for.

I Spisebarakkerne sidder vi nu ved de grofttømrede Borde og det synes, som kniber det for mange at faa begyndt. Hvad maa vi i det hele taget skrive for at være sikker paa, at Brevene gaar igennem, er der een som spørger.

Tag du bare og skriv, at du har giftet dig med en Negerpige med Ring i Næsen, og saa snart Krigen er til Ende, møder i hjemme hos dine Gamle, saa skal du se, hvor henrykte de vil blive, svarer en anden.

Enkelte skriver slet ikke, de har ikke skrevet hjem i saa mange Aar, det kan godt vente et Par til. Maaske har de heller ingen Kære derhjemme, ingen, der venter paa dem, længes efter dem.

Jeg skriver saa kort og intetsigende som muligt for at være sikker paa, at det første Livstegn fra mig i snart fire Aar maa naa gennem Censuren.

Snart er den første Postsending samlet sammen og sendt afsted. I den følgende Tid er alle grebne af en paafaldende Rastløshed og Irritation, ingen ha r Ro til at tale med hinanden mere end højst nødvendig. Om Aftenen traver vi omkring i Sandet uden at kunne finde Hvile.

Under Krigens Aar i Østafrika har vi daglig i Tankerne været hos vore Kære, har tusinder af Gange spurgt os selv, hvordan mon det staar til derhjemme. Og hvordan er det mon gaaet Kammeraterne, der blev sendt til andre Fronter.

Nu endelig er Tiden snart inde, da Forbindelsen med Hjemmet igen vil blive knyttet, da vi skal spørge nyt fra vore Kære. Og hvorledes vil disse første Efterretninger mon blive? Vil de komme til at volde os Glæde, Skuffelse eller maaske Sorg?

Jeg udpeges til at være Postbud i vor Lejr. Hver Morgen skal jeg møde i Lejrofficerens Telt og der være behjælpelig med at hente og sortere den til Fangelejren bestemte Post.

Efterhaanden begynder de første Breve — og navnlig fra Sydtyskland — at strømme ind. Det er mit Arbejde at konstatere, om Adressaterne er til Stede i vor Lejr. Hvor dette ikke er Tilfældet, faar Brevene en Paategning af Sergent Fisher og bliver sendt videre til en anden L e jr i Ægypten.

Sergenten er et prægtigt Menneske, og vi kommer hurtigt paa en fortrolig Fod med hinanden. Hr. Fisher er en Købmandssøn fra London. Før Krigen har han opholdt sig baade i Tyskland og Svejts og taler derfor flydende Tysk.

Nogen Tid gaar hen. Endelig er der Breve til de fleste af Sønderjyderne i Lejren. Ogsaa til mig.

Jeg genkender øjeblikkelig min Hustrus Haandskrift mellem de mange Breve. Med rystende Hænder river jeg Omslaget op, en jublende Følelse gennembæver mig ved Tanken om atter at holde et Brev fra min Hustru i Haanden, og kort efter udløser Spændingen sig i et dybt og befriende Aandedrag.

Brevet er ganske kort; min Hustru skriver, at hun med stor Glæde har modtaget mit Brev, det første Livstegn fra mig siden Februar 1915. Hun og Drengen har det godt og opholder sig hjemme hos Forældrene. Saa slutter hun med Haab om et snarligt Gensyn.

Min Hustru har fulgt den samme Taktik som jeg, kun at skrive saa korrekt og kort som muligt. Men Indholdet er et saadant Livstegn, som jeg Aarene igennem haabede engang at maatte modtage det. Et lille Fotografi er vedlagt, det er af min Hustru og vor lille Søn som treaarig. Han var otte Dage, da jeg rejste hjemmefra.

For at jeg ikke skal være i Tvivl om, hvem Drengen er, er hans Navn skrevet under Billedet.

Jeg er bleven saa let om Hjertet. Det vil nu være langt lettere for mig at holde ud, Krigen maa jo dog engang faa Ende og Gensynstimen slaa for os. Min Hustru venter paa mig!

Hvad er Slaveriet, Trældommens Kaar maalt med denne frydefulde Vished! Min Hustrus Hilsen har atter tændt Lys i mit Sind, men samtidig øget min Hjemlængsel.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)

4 tanker om “8. september 1918. Endelig brev hjemmefra: “En jublende Følelse gennembæver mig ved Tanken om atter at holde et Brev fra min Hustru i Haanden””

  1. Kære hjemmeside om Den Store Krig
    Kære Rene’ Rasmussen
    Det første, jeg læser om morgenen, er den daglige opdatering om Den Store Krig med de personlige historier fra alle krigens fronter, som du og dine kollegaer har fundet frem til. Et fantastisk flot stykke arbejde!
    Nis Kocks historie fra fangelejren i Ægypten er dybt rørende. Tænk sig at vente i over tre år på brev fra sin hustru! Og så kommer der endelig et brev – oven i købet med et billede af hans søn, der kun var otte dage, da Nis Kock måtte drage i krig “for at kæmpe for Kejser Wilhelm”. Det var sådan min mor udtrykte det, når hun fortalte om, hvad hendes far (min bedstefar bagermester Petersen fra Bevtoft) måtte kæmpe for i fire år.
    Jeg har arvet det (slidte) billede af min bedstefars hustru Lovise og hans to døtre Marie og Bertha (min mor), der blev sendt til ham under krigen. Min bedstefar bar billedet på sig under hele krigen og hele vejen hjem til Bevtoft fra Sortehavet, hvor han stod med sit regiment: Magdeburg Dragonregiment nr. 6, da der blev indgået våbenhvile på Østfronten den 3. marts 1918.
    PS: Jeg ved ikke, hvordan han fik “arbejdet sig hjem” med sin hest gennem det krigshærgede Europa. Så jeg er meget interesseret i at høre fra nogen, der måtte vide mere om soldaternes hjemtur fra Østfronten op gennem Europa.
    Gerne til Mogens Ladegaard på mogens.ladegaard@gmail.com

    1. Kære Mogens Ladegaard
      Mange tak for de venlige ord. Der findes en regimentshistorie, nemlig: Paul Grünert, Paul v. Thiel, Werner Doin: “Königlich Preußisches Magdeb. Dragoner-Regiment Nr. 6 – Geschichte des Regiments unter besonderer Berücksichtigung des Weltkrieges”, Mainz 1936, Offizierverb., 312 Seiten.

      Den har jeg desværre ikke! Men den kan muligvis lånes via et dansk bibliotek eller måske købes antikvarisk. Heri skulle det være muligt at følge regimentets færden i hele krigen – og altså også transporten fra øst til vest i marts 1918.

      Prøv at sende mig en mail med lidt flere data på din slægtning på rera@msj.dk .
      mvh
      René

  2. Ja,meget rørende læsning-jeg følger det osse dagligt—fordi ,min Far var med . venter nu spændt på at høre -hvordan de kom hjem da -Krigen sluttede ,jeg har kun hørt at -det måtte de selv finde ud af !!!

    1. Hej Inge Johanne
      Mange tak for de venlige ord. Jeg holder forresten i løbet af efteråret en række foredrag forskellige steder, der bl.a. handler om soldaternes hjemkomst med en række forskellige eksempler. Nemlig:

      Tirsdag den 25. september kl. 14:00-16:00. Foredrag i Nustrup, Skolevej 1 (Nustrup Præstegård), Vojens. En ende på krigen. Afslutningen på 1. verdenskrig, våbenstilstanden og soldaternes hjemkomst. Foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen. Entré 30,- kr inkl. kaffe. tilmelding på CHMU@KM.DK

      Torsdag den 27. september kl. 19:00-21:00. foredrag i Tønder, Tønder Museum (Pumpehuset), Wegners Plads 1, Tønder. En ende på krigen. Afslutningen på 1. verdenskrig, våbenstilstanden og soldaternes hjemkomst. Foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen.

      mvh
      René

Skriv et svar til Mogens Ladegaard Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *