7. marts 1917. “Hvorfor græder du lille mor?” Thomas Dinesen hjemme på orlov for første gang i 14 måneder

Senest ændret den 3. oktober 2022 14:06

Sønderjyden Thomas Dinesen fra Jels gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment Nr. 265, 5. kompagni. Han må ikke forveksles med den rigsdanske Thomas Dinesen, der meldte sig frivilligt til canadisk krigstjeneste.

Jeg lå i Rusland ved 5. kompagni, Reserveinfanteriregiment 265, 108. infanteridivision. Vi havde flyttet omkring på forskellige frontafsnit fra Dynaborg i nord til egnen Kowel-Luck i Karpaterne.

På grund af de voldsomme russiske angreb af general Brussilov i 1916 mod de østrigske og tyske stillinger havde der længe været spærret for orlov. Hvad det betød, ved enhver gammel frontsoldat; men omsider blev det min tur.

Jeg fik på skrivestuen udleveret mine orlovspapirer, og jeg så, at der i papirerne stod: »Der Musketier Dinesen hat die Erlaubnis, während seines Urlaubs Zivilanzug zu tragen«.

Det var enestående, at en soldat oppe fra den danske grænse fik denne tilladelse indført i sine orlovspapirer. (En god kompagnifører). Men at netop dette skulle komme til at volde mig vanskeligheder under min orlov, anede jeg intet om.

Vi var nogle kammerater fra forskellige egne af Tyskland, som kunne følges ad til Berlin. Efter at være blevet afluset på en »Entlausungsanstalt«, og efter at vi havde fået skriftlig attest herpå, nåede vi stationen Ivanise.

På vej til aflusning
Aflusningsanstalt

Derfra gik det over Kowel, Brest-Litowsk imod Warszawa med almindeligt bumletog. Vor orlov gjaldt tre uger i alt, så det var om at udnytte tiden. På orlov måtte vi kun benytte almindelige orlovstog, men da vi kørte ind på sporet i Warszawa, så jeg et tog holde ved siden af vort lige ankomne. På den ene vogn stod der: »Schnellzug Berlin«.

Frække, som vi var blevet efter flere års fronttjeneste, vejrede jeg en chance og gjorde mine kammerater opmærksomme på skiltet. – Men  der måtte handles hurtigt. – I en fart fik vi oppakningen og tornystret fat og så ud. Ubemærket nåede vi lige at komme op i toget til Berlin, netop som det satte i gang. Vi havde allerede regnet ud, at en halv dag var vundet.

Da togkonduktøren kom, måtte vi frem med papirerne. Ved nærmere eftersyn kunne han jo nok se, at vi ikke havde ret til at benytte »Schnellzug«, og der fulgte en ordentlig reprimande, men der var ikke noget at gøre. Det gamle ord om, »at heldet følger de tossede«, passede for en gangs skyld igen. – Ganske rigtigt – toget kørte mod Berlin, og det gjorde ikke holdt ved de små mellemstationer.

Nu skiltes vore veje, for jeg skulle fra Berlin videre mod Hamborg og derfra videre mod nord, men det lykkedes ikke igen at komme med hurtigtoget, for her var kontrollen lidt skrappere. Dog den halve dags forspring var reddet, og det gik nu hurtigt hjemad. –

At vor luseattest ikke havde kraft mere, mærkede vi tydeligt, thi det kriblede og krablede på kroppen, som det plejede. Mange af de kammerater, som var kommet med andre tog mod Berlin, havde ikke været på nogen »aflusningsstation«, og derfor var der gode muligheder for, at vi havde fået stammerne forædlet.

Lus 6a44-192
Lusebefængte soldater

Mod aften nåede toget Flensborg, og nu var det lige om at finde et tog, som gik mod Sommersted. – Køreplanen blev studeret på perronen, og jeg fandt ud af, at jeg kunne være i Sommersted ved 12-1-tiden om natten. Så var der en march på otte kilometer over Mølby og Oksenvad til Jels.

Mellem klokken et og halvto nåede jeg hjem til Jels by, og da det var midt om natten, måtte jeg være yderst forsigtig, thi der var mange soldater indkvarteret i byen. De havde til opgave at sikre grænsebevogtningen. I mit hjem havde man to soldater i privat kvarter, foruden at der i missionssalen, som hørte til vort hjem, var ekstra 40 mand i massekvarter.

Forsigtigt gik jeg til bagdøren, for ved siden af var mors og fars soveværelse. Jeg bankede på vinduet og hørte så en stemme: »Hvem er der?« – »Det er Thomas«, svarede jeg. Mor tændte lys, hvorefter hun kom ud i baggangen og lukkede op. Mor fik noget tøj på, og hvordan gensynet formede sig efter fjorten måneders fravær, det skal jeg ikke komme nærmere ind på.

Da døren igen var låst, så mor på mig og sagde: »Thomas, du har vel ikke lus?« – »Ja, lille mor, det har jeg sikkert, selvom jeg blev afluset for tre dage siden i Rusland«, – »Vil du så ikke nok gå ud i vaskerummet og trække det gamle tøj af, så skal jeg nok finde rent undertøj frem til dig«.

Mor fulgte mig ud i vaskerummet, og jeg trak min uniformsfrakke af.

– Pludselig tog mor til at græde. »Hvad græder du for, lille mor«, spurgte jeg. Jeg vidste med det samme, hvorfor mor græd, thi min skjorte hang i laser på min krop, rådnet op af sved og snavs. Der var kun lidt af højre ærme tilbage og en lille smule af overkroppen i laser. –

Mor kom med rent undertøj, og jeg fik mig grundigt vasket, derefter det rene undertøj på. Den beskidte uniform blev lagt i det yderste hjørne af vaskerummet, og den næste dag tog mor det hele under behandling.

Efter et solidt måltid, så godt som mor evnede at præstere det, trods rationeringsmærkerne, der var mangelvare, og knaphed på mange områder, blev den værste sult dog stillet, og jeg kom i seng – for første gang efter fjorten måneder. – Det endte dog med, at jeg ikke kunne sove i sengen, og først efter, at jeg var havnet ude på gulvet, faldt jeg i søvn.

DSK-årbøger 1972

8 tanker om “7. marts 1917. “Hvorfor græder du lille mor?” Thomas Dinesen hjemme på orlov for første gang i 14 måneder”

  1. De er alle så gribende disse beretninger. Dog savner jeg noget om de nævntes skæbner i krigens sammenhæng. Kom Thomas hjem igen da krigen var slut ….. eller hvad skete der. ?

    1. Nå – jeg ser lige at der i kommentarerne til selve opslaget står noget om Thomas efter krigen.

      Men det sker jo ikke altid.

      1. Hej Keld
        Tak for din kommentar. Vi plejer at sætte et link i bunden af indlægget, der henviser til den publikation, hvor vi har “plukket” dagens nyhed. Der kan man selv læse, hvad der videre skete (og hvad der gik forud).

        Men vi ved heller ikke altid (faktisk kun sjældent), hvad der videre skete. Derfor er vi altid glade for, når læserne kommenterer og uddyber de pågældende krigsdeltageres videre skæbner – faktisk opfordrer vi stærkt til netop det.

        Thomas Dinesens beretning har vi fra DSK-årbøgerne. Dem har vi scannet komplet og gjort tilgængelige på en særlig side. Vi har endda udarbejdet et index til de mange årgange, så man let selv kan orientere sig i dem. Thomas Dinesen har endvidere udgivet en bog, som vi dog (endnu) ikke har scannet og lagt ud, da den er forholdsvis ny og vi nødigt vil komme i karambolage med ophavsretten.

        Siden her er under stadig udvikling, og med tiden vil det sikkert blive lettere at finde de oplysninger, man leder efter. Indtil da lægger vi tingene frem, så alle har mulighed for at dykke ned i data, rette og kommentere. Og alle kommentarer er velkomne 🙂

        Mange venlige hilsener
        René

        1. I gør et stort og virkeligt beundringsværdigt arbejde.
          I gør historien levende.
          Jeg har lært meget af at følge jeres opslag.
          Skulderklap herfra til jer.

          Torben Christensen
          Odense.

          1. Hej Torben
            Mange tak skal du have! Det er en stor glæde at få ros fra tilfredse læsere 🙂
            mvh
            René

        2. Har du navnet på Thomas Dinesens bog. Jeg har tidligere læst den, men husker ikke titlen.

          Jeg er meget interesseret i titlen, da jeg søger paralleller til Jes Ravn, som døde under krigen (min farmors første mand), samt min farfar, som gjorde samme rejse som Thomas, dog blot som tysk soldat.

          Venlig hilsen
          Viggo H Rønsch

          1. Til Viggo H. Rønsch.

            Jeg har netop tilføjet til link til Thomas A. Dinesens personside øverst i indlægget.

            På personsiden nævnes Thomas Dinesens bog “Pligtens tunge bud – En sønderjydes erindringer fra verdenskrigen 1914-18”, udgivet 1978.

            Hvis du mener den rigsdanske Thomas Dinesens bog, så står der en række titler på den side som der linkes til, når du trykker på hans navn.

            Med venlig hilsen
            Hanne C. Christensen
            Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Skriv et svar til Rene Rasmussen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *