7. december 2021. Julekalender: Niels Petersens Goldenes Militär-Verdienstkreuz für Unteroffiziere und Mannschaften

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men hvoraf de fleste ikke er udstillet. Det gælder f.eks. nedenstående.

Denne gang er det en meget sjælden orden, nemlig Goldenes Militär-Verdienst-Kreuz für Unteroffiziere und Mannschaften – populært også kaldet “Pour le Mérite” for ikke-officerer. Ordenen blev kun uddelt  i alt 1770 gange.

Ordenen blev givet til Niels Petersen fra Bevtoft, senere Vejbøl, i 1918

Niels Petersen aftjente værnepligt ved Infanterie-Regiment Nr. 141 og kom senere til Grenadier-Regiment Nr. 5.

Han modtog Jernkorset af 2. klasse (EK2) allerede i forbindelse med slaget ved Tannenberg og De Masuriske Sumpe i 1914 og Jernkorset af 1. klasse (EK1) i forbindelse med slaget ved Somme i 1916.

Niels Petersen har selv i et interview fortalt om de begivenheder, der førte til, at han fik sin orden:

Uddrag af interview fra Jydske Tidende 1939

(…) Og saa kom den Dag, da jeg fik Skraldet. Det var under det store Gennembrudsslag ved St. Quentin den 21. Marts 1918. Jeg var blevet uddannet til Stormtrop-Forer og førte en særlig uddannet Formation. Vi laa paa et Sted, hvor den franske og den engelske Front stødte ind til hinanden. Og havde faaet til Opgave at drive en Kile ind mellem dem.

Niels Petersen tænker sig lidt om, og saa fortsatter han: — Det var tidligt om Morgenen. Jeg stod ovenfor Skyttegraven med Uret i Haanden, og mine Folk stod endnu nede i Graven. Vi stod i et nøje Samarbejde med vort Artilleri, og enhver Bevægelse skulde gaa efter Klokkeslæt.

Saa kom Kaptajnen farende og spurgte, hvor Føreren var. Der var endnu et Minut, Hr. Hauptmann, svarede jeg. For det var ikke alene mig, der skulde gaa i Spidsen, det var ogsaa mig, der havde Kommandoen,

I samme øjeblik Minuttet var inde, begyndte Artilleriet at lægge Ilden fremad, og jeg kunde paa Uret nøje følge de trufne Dispositioner, der var fastsat i Aftalen. Paa den Maade gik vi frem med et formeligt Ildtappe foran os, og vi blev ved at følge efter Artilleriet, alt efter som det lagde Ilden længere frem mod de engelske og franske Skyttegrave.

Mine Folk var bevæbnede med Revolver og Haandgranater, paa hver Fløj havde jeg et stort Maskingevær, og vi kom under Beskyttelse af den voldsomme tyske Ild ogsaa godt igennem — helt over til den engelske Artilleri-Stilling.

Værst var det, naar man skød med Gas paa os. Hver Gang, vi skulde kaste os ned, maatte vi have Gasmasken paa, og det var slet ikke saa behageligt. . . Men saa pludselig begyndte et hemmeligt engelsk Batteri, hvis Eksistens ingen havde anet, at beskyde os paa 400 Meters Afstand.

Det saa ikke godt ud dette her, men alligevel lykkedes det hele Stormtroppen at komme igennem. Blot savnede jeg Røj, en anden Dansker, der havde haft Maskingevaret paa højre Fløj. Jeg kunde ikke forstaa, hvor han var blevet af, og først for nogle Aar siden besogte han mig her i Vejbøl og fortalte mig, at han havde faaet et Skud gennem Sædet. Nu bor han i Padborg.

Der faldt en hel Del Englændere, og mange blev taget til Fange. Vi var kommet ind i Byen Essigny le grand, der ligger ved Chausseen fra St. Quentin til Paris, og jeg stod netop og talte med nogle engelske Fanger, som jeg bad om selv at gaa tilbage til de tyske Linier.

Situationen havde udviklet sig til Nærkamp, og Englænderne havde netop begivet sig paa Vej, da en Englænder, der var klatret op paa den Husgavl, ved hvilken jeg stod, lagde an paa mig. Jeg greb min Revolver og var — forøvrigt første Gang — parat til at skyde paa et Menneske, men det var for sent.

Da jeg kom til mig selv, sad jeg op mod en Mur, mens en Sanitetssoldat var i Færd med at fugte mine Læber med Vand. Skudet havde ramt mig i Nærheden af højre Skulder og var gaaet ud af Ryggen som Richochet — altsaa paa tværs.

Saa bar fire Mand mig tilbage. Det, var Majoren, der havde givet Ordre til, at man skulde bringe mig i Sikkerhed, og efter at jeg sammen med saarede Tyskere, Englændere og Franskmænd havde opholdt mig 2 Dage i en stor engelsk Dækning, blev jeg som en af de første overført til et Feltlazaret, hvor Saaret blev behandlet. Det viste sig at være temmelig alvorligt, fordi Skuddet var blevet affyret paa meget kort Afstand. Derved havde den saakaldte Krudtslam foraarsaget en Betændelse, der bredte sig i den Grad, at det ene Ribben senere maatte fjernes.

Fra Feltlazarettet kom jeg paa en længere Rundrejse. Jeg havde haabet, at jeg skulde komme nordpaa, men det gik anderledes, end jeg havde tænkt. Først kom jeg til et Lazaret i St. Quentin, og saa til Sedan, hvor der var Plads til 120.000 Saarede, og hvor Tysklands dygtigste Læger var taget i Brug.

Min Tilstand var imidlertid blevet alvorlig, og jeg har endnu det Telegram, der fra Lazarettet blev afsendt til mine Forældre „Sohn Niels hier aufgenommen. Zustand ernst”.

Det var, medens jeg laa her paa Lazarettet, at vor Stabssergent en Dag i April kom paa Besøg hos mig, medbringende en forseglet Æske, som jeg selv skulde aabne. Jeg var imidlertid saa svag, at jeg ikke var i Stand til det, og saa maatte Professoren gøre det.

Det var Militär-Fortjenestekorset, der paa den Maade blev overrakt mig som Anerkendelse for Stormangrebet.

Niels Petersens Militär-Verdienst-Kreuz. For tiden ikke udstillet

Mens jeg laa her i Sedan, maatte jeg tilbringe en Tid, hvor jeg næsten stod paa Hovedet i Sengen. Det var for at faa Betændelsen fjernet. Fra Sedan overførtes jeg saa til Saarbrucken, derfra gik det til Leipzig, og endelig kom jeg til Haderslev, men da var Krigen forbi, og Revolutionen i fuld Gang.

— Hvilke Følelser havde De under de farefulde hverv på Patrouiller og lignende, Niels Petersen?

— Det var værst, før det skulde gaa løs, men naar vi først var midt i det … ja, saa vidste vi, at det var noget, vi skulde, og saa kunde det hænde, at vi næsten ikke kunde vente, til Hvervet var udført. For øvrigt havde vi ikke saa store Tab paa de saakaldte „Gewaltpatrouiller”, jeg har ledet, og som gik ud paa at tage Fanger. Hvis man lempede sig frem og bar sig rigtigt ad, kunde man godt klare den. Men det kunde ogsaa hænde, at de ovre paa den anden Side gennem deres Lytte-Apparater havde opdaget, at vi var under Vejs. Saa fik vi Katusch med det samme.

Værst af alt var den forbandede Gas. Den første, der blev anvendt, var ikke saa slem, men det blev galt, da de begyndte at bruge Sennepsgassen.

Niels Petersen har rystet sine Ordener ud paa Bordet foran sig, og blandt dem er ogsaa et Emblem, der viser, at han er Medlem af De danske Forsvarsbrødres Forening.

— Vi var kun ganske faa Danskere ved mit Regiment, siger han, og vi har aldrig maattet undgælde for, at vi havde et andet Sindelag. For Resten har vi mange Gange sunget „Kong Christian”, saa det rungede. Det blev der ikke sagt det mindste til.”

Niels Petersen er så vidt vides den eneste fødte sønderjyde, der har fået denne sjældne orden. Men også Albrecht Jakob Schmidtke, der var født i Vestpreussen, men både før og efter krigen var bosiddende i Bov, modtog ordenen.

Nedenfor ses en liste over bærere af ordenen.  Hvis en frivillig har mod på at gå listen igennem for evt. at finde yderligere sønderjyder, ville det være en stor hjælp.

https://de.wikipedia.org/wiki/Liste_von_Tr%C3%A4gern_des_Goldenen_Milit%C3%A4r-Verdienst-Kreuzes

 

8 tanker om “7. december 2021. Julekalender: Niels Petersens Goldenes Militär-Verdienstkreuz für Unteroffiziere und Mannschaften”

  1. Pour le Merite.
    Min far fortalte om en modtager af denne orden, det kunne være Niels Petersen . Hans datter blev taget af gestapo under 2. Verdenskrig, hvorefter faderen mødte op på Dagmarhus med sin orden og blev modtaget med honnør og fik datteren med tilbage?

    1. Hej Hans Christian
      Det er den samme mand. Jeg kender også historien, men kunne i hastværket med julekalenderen ikke få den bekræftet (jeg fandt to ret forskellige versioner og ville ikke publicere en forkert). Historien hænger sammen med historien om Vedsted Forsamlingshus, som blev “schalburgteret”. Hvis der er nogen, der kan henvise til den korrekte version, må de gerne skrive i kommentarfeltet.
      mvh
      René

  2. Mojn derude.
    Jeg er barnebarn af Niels Petersen, og det var min mor, der måtte en tur i Vestre Fængsel. Årsag skulle have været, at hun havde smurt en madpakke til en polsk flygtning. Her er vi nok ind over, at min far Carl Walter Holm, lærer i Padborg, var med i modstandsbevægelsen. (Her har jeg også noget info).
    Min bedstefar tog sammen med en lokal hjemmetysker til København, hvor han mødte op hos selveste Werner Best. Her smækkede han medaljen ned på bordet og skulle have sagt.”Dengang var vi gode nok, og hvad gør I så nu mod vore børn.”
    Hun kom med hjem, men pga. den kolde celle, havde hun i en del år en forringet helbred.
    medaljen fik også en rolle i forbindelse med, hvad der skete på Vedsted Landbohjem. Har det interesse?

    1. Mojn Sven
      Mange tak for din venlige kommentar. Det har bestemt interesse. Jeg sender lige en privat mail.
      mvh
      René

      1. Min tante og onkel boede lige ved siden af Vedsted Landbohjem. Deres hus var fyldt med huller i muren, sandsynligvis fra riffelkugler, eller måske sprængstykker.
        Jeg kunne godt tænke mig, hvis der var nogen der kunne fortælle lidt om mere om, hvad der egenligt foregik. Jeg var kun 6-7 år dengang, så husker ikke så meget.

          1. Sjovt at læse den artikel i Jydske. Har selv været til bal og danset der i mine unge dage. Det var i sidste halvdel af halvdel af halvtresserne . Har også været til flere familiefester der.

Skriv et svar til Hans Christian lund Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *