5. januar 1919. “Vi vilde overhovedet ikke slaas; vi vilde hjem.” Søren Larsen-Kjær i Ukraine.

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Endelig blev det Dag, og vort Soldaterraad fik atter fat i Obersten gennem Telefonen. Han sagde, at han skulde gøre, hvad han kunde, men han havde Elementer i sin Hær, som brændte af Hævnlyst, fordi vi havde skudt paa Russerne i Korosten.

Dertil svarede vort Soldaterraad, at vi stolede paa den rus­siske Officers Højsind, og var det ikke en rus­sisk Officer, vi havde for os, vilde vi slet ikke indlade os paa Forhandling. Vi beklagede den modbydelige Begivenhed i Korosten, men føj­ede til, at vi kun havde værget os mod An­greb. Vi vilde overhovedet ikke slaas; vi vilde hjem.

Soldaterne i Korosten stod ogsaa under Obersten, og da han hørte, at det var dem, som havde angrebet os, vilde han, inden nærmere Beslutning blev tagen, have Forbin­delse med Korosten. Dette gjorde han og rin­gede atter op. Han beklagede Angrebet, og navnlig var han ked af, at den civile Befolk­ning havde lidt Skade. Han lovede nu fri Gennemrejse, men bad om, naar vi kørte forbi Zarny, ikke at lade Soldater staa i Vinduer og Døre paa Toget. Dog gav han Lov til, at vi som hidtil lod en Vagtpost staa paa Gangbrættet til hver Vogn og paa Lokomotivet. Desuden vilde han sende to Officerer i Møde med os.

Dette Tilbud tog vi imod.

Alle skulde holde sig stille i Kupeerne, men naturligvis stod vi parate til at forsvare os, og vi havde sagt til Obersten, at dersom Russerne beskød os, vilde vi til det yderste anvende vore Vaaben.

Noget over Middag d. 5. Jan. gled Toget af Sted. Vi vidste, at Faren var stor, men Kry­stere var vi nu heller ikke. Der var bleven fortalt meget om, hvordan Russerne havde plyndret Militærtransporterne, ja, mishandlet værgeløse. Mange maatte lide uforskyldt; dog er det vanskeligt at udrede, hvor Skyld eller Uskyld var at finde.

Vi stillede Tornistrene op langs Vognens Yderside som en Slags Panserværn mod rus­siske Kugler, og saa lagde vi os ned paa Bunden af Vognen med skarpladte Geværer i Haanden og Haandgranater under Armen. Snart mærkede vi stærke Stød; saa var vi ved Zarny, Stødene blev efterhaanden mindre, og vi var lykkelig og vel kommen forbi det farlige Sted.

Vi rejste os op, og vi jublede af Glæde. Vore Vagtposter paa Vognene fortalte os om, at der var en Mængde russiske Soldater i Zarny, og de havde staaet parate baade med Kanoner og Maskingeværer, saa vi havde virkelig en kort Tid befundet os som Daniel i Løvekulen.

Efter at have kørt nok et Par Stationer frem maatte vi holde stille for at faa Vand til vort Køkken. Det blev vi dog ikke færdig med; thi vor Adjudant, som havde Vagt bag i To­get, meldte, at der kom et Tog bag efter os, og det sendte nu og da Alarmraketter i Vejret.

Hurtig fulgte vi Ordre og kom i Toget og satte Farten op. Det andet Tog naaede dog hen til os, og det var fuldt af russiske Soldater.

De gjorde os dog ikke noget. Jeg antager, at de skulde til Østgalizien, hvor Russerne og Po­lakkerne paa den Tid laa i Kamp. Vel ogsaa af den Grund laa hele det Omraade, vi nu kørte igennem, fuld af russiske Tropper! De vilde bemægtige sig Krydsstationen Povurz for at faa fri Fart for deres Troppetransporter.

De tyske Tropper vilde ikke tillade dette, saalænge der var tyske Soldater tilbage i Ukrai­ne, og der stod her mange Træfninger mellem Ruski og Tyskerne.

Vi kørte med Iltogsfart, og glade blev vi, da vi i den mørke Aften kunde se det elek­triske Lys fra Povurz — Tyskerne lagde elek­trisk Lys ind i alle de Byer, som de havde besat. Toget blev dog standset, inden det naaede ind paa Stationen. Det var den tyske Vagt, som krævede det. Intet Tog maatte løbe ind uden meget nøje at være gennemsøgt. Man frygtede Russerne, og for at sikre sig hav­de man lagt Sprængstof under Banen, saa et Tryk paa en Knap i et Nu kunde sprænge et Tog i Luften.

Da Visitationen var færdig, sagde de tyske Vagtmænd: Lev vel Kammerater og hils hjem­me. Saa kørte vi igen et Par Minutter, og den polske Grænse var naaet.

Det havde været en farefuld Rejse, rig paa Spænding og Oplevelser. Et helt Under var det, at vi var sluppet saa godt igennem; næsten ingen andre Transporter havde været saa hel­dige som vi. Heller ikke var det ved egen Hjælp, at det var gaaet saaledes; vi var jo gamle Soldater, hvoraf de kraftigste var pillet ud og sendt til Fronten og erstattet af nogle ringere.

Tyskerne havde forresten nok at gøre med at modstaa Russernes Tryk ved Povurz, og vi blev opfordret til at blive.

Det vilde vort Soldaterraad ikke gaa ind paa; thi, som de sag­de, vi havde ventet, til vor Tur kom; andre havde faaet Lov til at naa hjem til Jul. Vi lod dem ogsaa vide, at hvis vi ikke fik et Tog, saa tog vi den til Fods gennem Polen. Det hjalp, og et tysk Tog blev overladt til os, og det kan nok være, at det gik med Liv og Lyst at overflytte vore Sager fra det rus­siske til det tyske Tog.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

2 tanker om “5. januar 1919. “Vi vilde overhovedet ikke slaas; vi vilde hjem.” Søren Larsen-Kjær i Ukraine.”

  1. Søren Kjær-Larsen kom fra Københoved og drev et landbrug tæt på Kongeåen ved Frihedsbroen

Skriv et svar til Arne May Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *