Jeg er i færd med at læse bogen. Genlæse den, for jeg har læst den i forbindelse med et foredrag jeg skulle holde om de slesvigske regimenter på Højskolen Østersøen for nogle år siden. Den gang på tysk. “Bücherei” i Aabenraa var så venlig at skaffe den til mig.
Det er en fantastisk bog, som Dr. Wilhelm Jürgensen har skrevet. Den er fuldt på højde med Ernst Jüngers “In Stahlgewittern” som også udkom på dansk for nylig. Jeg er taknemlig for den brutale ærlighed, der kan læses om. Livet i skyttegravene. Og døden. Sammenholdet mellem soldaterne, men også sammenholdet mellem officerer, befalingsmænd og menige. For min far var der også, i I.R.92. men han ville aldrig tale om det. Jeg tror, at det var første gang jeg forstod ordet “dødsforagt”. Der var ingen, der regnede med at overleve “die Materialschlacht”. Når man ser tabstallene – de døde, de sårede og – især de savnede, som ingen kunne gøre rede for. De forsvandt bare i vandfyldte granathuller. Blev levende begravet i deres beskyttelsesrum. Rædselsfuldt. Afskyeligt. Sårede, der lå i timevis. I dagevis og led og skreg på hjælp. Nogle overlevede mirakuløst. Men ikke mange. Der kom ikke en helikopter og samlede dem op og fløj dem til et hospital.
Jeg vil også gerne skamrose oversætteren Jørgen Lorenzen for en fremragende oversættelse. På et meget højt sprogligt niveau, men især for at ramme den militære terminologi så præcist og så kompetent. Det er en fornøjelse. Man ser tydeligt en løjtnant, der ved hvad han taler om. Også billedredaktørerne har gjort en fabelagtig indsats. Det gør en stor forskel. Den oprindelige tyske udgave havde ingen eller få billeder. Sådan var det dengang. Men billeder fremmer forståelsen og erstatter mange ord.
Tusind tak til alle medvirkende for en fremragende beretning.

Hans Jürgen Jürgensen (ikke i familie med forfatteren, men det ville jeg have været stolt af)
Oberstløjtnant i infanteriet, pensioneret i 2001.