Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.
Jyrjev Polskij 31.VIII.1917
Kære Herr Rasmussen
Jeg havde en dejlig Oplevelse for nogen Tid siden.
Da fulgte jeg en Del af de tjekkiske Officerer, som jeg har levet sammen med, til Banen. De rejste ud til Kampen for Deres Lands og Folks Frihed og Selvstændighed og med et “Til kamp, til kamp” gik det til Banegaarden (U Boj, u Boj…. gammel kroatisk Kampsang fra Krigsperioden med Tyskerne).
Paa Banegaarden var den halve By til Stede, for at ønske dem “Lykke og Sejr”, unge Piger smykkede dem med røde og hvide Blomster (tjekkiske Farver) og saa sang de endnu “Marseillaisen” og den tjekkiske Hymne: “Hvor er mit Fædreland?”
Derefter blev der holdt et Par Taler og saa tog vi en hjertelig Afsked fra hinanden. Hvor glade og begejstrede De og vare, saa blev Afskeden dem dog tung. De vidste, hvad de gik ind til, og naar man betænker, at de staar ene her uden Slægt og Frænder, en lille Skare, som endog rnaa kæmpe imod Brødre i deres Fjenders Rækker, saa ser man først, hvor dyb og fast deres Fædrelandskærlighed er.
Jeg ved ikke, om I derhjemme sommetider hører noget om, hvad de faa, der allerede ere i Felten har udrettet. Naar man taler om at srnaa Nationer ingen Betydning har i en Krig, da de ikke kan udrette noget, skal man blot nævne Tjekkerne. Man kan meget, naar man vil. Og hvis Aanden fra 48 endnu var vaagen i vort danske Folk, saa skulde De blot se, hvad vor lille Skare kunde udrette.
Men “Skibet er strandet og der er for faa, der vil bjerge Viljen, der mægter Frihed at værge, Haabet, der kan svinge Flaget og Troen paa Fremtidens Dag.”
Hvis det virkelig er alle Danskes Ønske, at Slesvig skal bevares, saa maa de dog kunne indse, at man ikke kan holde det tilbage med Goulasch (især naar man giver Tyskerne den). Og kommer det ikke tilbage, saa er det tabt for Danmark, for vi kan vist ikke magte det efter Krigen, men vi kunde, og det vil enhver ærlig Søndeijyde, endnu til Slut sætte Livet ind for det Maal, vore Fædre og vi selv har kæmpet for ved Dag og Nat i Fredens Tid.
Peder Jensen og jeg har mange Planer færdige, hvordan det kunde gøres, men der er vel ingen, der spørger os. Vi synes, de er gode, og hvis Folk, som har Forstand derpaa, vilde give sig i Lag med at udkaste blot en eneste med det rigtige Maal for Øje, saa vilde den absolut blive udmærket, og hvis der saa endnu var et Folk, ja blot en lille Del deraf, som vilde sætte alt ind for denne Plan, saa vilde den ogsaa lykkes.
Naar Aanden er ægte, tager gamle Holger os i Favn og saa vil der ogsaa være Lykke med vort gamle Skjold. Men alt hvad man hører fra Norden gaar en anden Vej.
Det varer nok ikke længe, før Tyskerne vil forlange, at Nordmændene selv skal bore deres Skibe i Sænk, og der vil vist ikke være mange som forundrer sig, naar de gør det. Men det er et kedeligt Therna, jeg er inde paa. – (…)
Saa er det Posten. De skriver, at De slet ikke hører fra os, ja os kan skrive det samme. I den hele Sommer har jeg ikke faaet et eneste Brev fra Danmark, undtagen dem, De har sendt mig fra Kæresten og nogle Kort fra Frøken Wolff. Men det trækker jo ogsaa længe ud med denne Krig, at vi godt kan forstaa, om man bliver ked af at skrive, tilmed, naar man saa sjældent faar Svar. –
Hvis dette Brev saa skulde naa Dem, vilde jeg gerne bede Dem, om at hilse min Onkel, Dyrlæge Jes Thaysen Petersen, Smørum Avre, Maaløv St. fra mig og bede ham om at sende mig lidt “Rygeligt”, hvis der da endnu er noget at faa i Danmark, for Tiderne bliver vel ogsaa daarligere derhjemme. Men saa kan I i hvert Fald ikke sælge Tyskerne saa meget, og det er jo et Spørgsmaal om et Folk vil have godt af, at gaa helt fri af en saadan Krig.
Til Slut sender jeg Dem saa de hjerteligste Hilsener fra os alle,
særlig dog hilses De af Deres
Frits Clausen