4. januar 1917. Afhentning af lig: Nikolaj hjem til Asserballe i en zinkforet kiste

Senest ændret den 7. januar 2017 10:24

Anders Schmidt, Favrholm, gjorde krigstjeneste ved Garde-Jægerne i Potsdam. Ved Loretto mistede han i maj 1916 den ene arm og blev erklæret ikke-krigsduelig.

I 1916 blev jeg »entlassen« og tilkendt 65 pct. invaliderente, det vil sige 71,25 mark månedlig, hvorefter jeg gik tilbage til landbruget, som jeg havde måttet forlade i 1914. For at finde ud af, om jeg kunne klare mig i erhvervet, opholdt jeg mig de Sidste to år af krigen hos min forlovedes forældre i Kettingskov på Als.

Hendes brødre var i felten, og også hos min forlovedes farbror, Jørgen Clausen, var to sønner indkaldt. Den ældste af disse blev allerede meldt savnet i december 1914, men den 10. oktober 1916 faldt dennes broder Nikolaj og blev begravet på kirkegården i Villers-St. Christophe.

Flere af hans danske kammerater havde deltaget i begravelsen og blandt disse Hans Jakobsen, Asserballe. Nikolajs forældre ønskede ham hentet hjem, og da jeg havde været ude, havde jeg ingen vanskeligheder med at få pas, så sammen med afdødes far, Jørgen Clausen, rejste vi den 3. januar 1917 fra Sønderborg over Flensborg, Hamborg og Køln, hvor vi gjorde ophold for at købe kister – en zinkkiste, der skulle tilloddes, og en trækiste udenom. Endvidere lejede vi loddetøj med tilbehør, der forud var bestilt.

Næste morgen gik rejsen til grænsen ved Herbesthal og herfra uden billet – rent understillet militærforvaltningen, der afholdt alle udgifter i besat område, – videre gennem Belgien til St. Quentin i Nordfrankrig, som vi nåede ved aftenstid. Vi havde selvfølgelig en del bagage med, da vi selv skulle sørge for forplejning.

Jørgen Clausen blev på banegården, mens jeg gik på kommandanturen for at få oplyst, hvordan vi fandt Villers-St. Christophe, men man kendte overhovedet ikke byen, og selvom der blev fremskaffet flere kort, mine papirer efterset m. m., kunne vi ingen oplysninger få. Under det hele lød pludselig sirenerne, og der blev råbt: Civilister, ned i understanden! At det var os, man mente, gik først op for mig bagefter, men foreløbig var Jørgen og jeg så optaget af at drøfte problemerne, at vi ikke agtede det, men blev hurtigt belært om, at det var alvor og os to, der var »de civile«.

Efter afblæsningen søgte vi op på banegårds terrænet igen, og herfra så jeg et lille lysskær forude på banestrækningen. Det stammede sandsynligvis nok fra et lokomotiv. Vi var heldige, idet det viste sig at være en lille feltbane, hvor man var ved at gøre klar til afgang, og efter nogen snakken frem og tilbage blev vi snart enige om, at det her var det helt rigtige, at her havde de stationen, men de kaldte den bare »Kristoffer«. – Jeg skyndte mig så tilbage til banegården, hvor Jørgen Clausen ventede med længsel. Efter at vi var blevet anbragt i toget, blev det meddelt os, at vi kørte uden lys, og at der ville blive givet et varsko, når vi skulle stige ud.

Vi kørte langsomt mod fronten, og det var temmelig voveligt; mange flyvemaskiner var over os, og der faldt hist og her projektiler.

Ved ankomsten til Villers-St. Christophe blev vi modtaget af den underofficer, der havde banevagt, og han var tillige »Gräberverwal-tungsunteroffizier«. Han halede os skyndsomt indenfor, da der fortsat og rundt omkring drattede bomber ned. Vore papirer blev efterset, og han stillede os diverse spørgsmål angående familieforhold m. m. til den faldne.

Men da han hørte, at faderen til den faldne var med for at hjemføre sin søn, og om den lange rejse helt oppe fra Nordslesvig, tilbød han os sit værelse ude i byen, mens han selv ville blive på banegården. Vi erfarede også, at de mange spørgsmål, han havde stillet os angående familieforhold m. m., havde sin bestemte årsag. Der kom nemlig ofte mange i lange, sorte klæder, var næsten grædefærdige o. s. v., men gik man dem på klingen, så viste det sig, at de kom fra noget, der kaldte sig »Leichentransportgesellschaft«, og at de fik stor betaling for deres job derned. Disse herrer havde vor underofficer» schwer gefressen«.

Men om natten boede vi altså i hans værelse, og det var hos et ældre ægtepar. Det blev en meget urolig nat, og huset havde rystet forfærdeligt, fortalte Jørgen mig siden, jeg havde nemlig intet hørt, så fast havde jeg sovet.

Næste morgen fik vi kaffe hos vore værtsfolk, som vi delte brød, smør og pålæg med, og vi spiste således i fællesskab med vore venlige værter. Vor underofficer sendte nu mandskab ud for at grave liget op – det var grav nr. 36 – lægge det i zinkkisten og lodde den til og derefter igen anbringe denne i trækisten, mens vi så til.

Derefter, da alt var i orden, vendte vi tilbage til vort kvarter for der at afvente besked om, hvornår vi kunne komme tilbage til St. Quentin. Først hen på eftermiddagen blev der meddelt os, at toget ikke kørte tilbage før næste dags aften, og vi skulle altså blive, hvor vi var, en hel dag og nat med, hvad vi nødigt ville.

Vi fik dog oplyst, at vi nok kunne komme af sted samme aften, men så blev det med hestekøretøj til Ham, hvor vi kunne få en waggon til liget stillet til rådighed for at transportere det til Tergnier, hvor det kunne føres videre med orlovstoget, der kom fra Noyon.

Vi tog imod tilbuddet, og Jørgen og jeg sad på bukken sammen med kusken. Vejen var ret ujævn – brolægning er der jo overalt dernede – farten gik i livligt trav, så det var ikke nogen behagelig køretur. Der blev fortalt os, at byen Ham var fuldstændig undermineret, et tryk på knappen, og den ville ryge i luften, hvilket dog ikke skete, mens vi ventede på togets afgang.

I Tergnier blev waggonen koblet fra og sat ind på et sidespor, og det tegnede jo ikke alt for godt. Også her oplevede vi luftalarm og måtte i kælderen, hvor vi opholdt os et stykke tid sammen med de mange soldater, der skulle med orlovstoget.

Jeg skal love for, at der kom liv i selskabet, da toget løb ind, og vi greb vore kufferter, for nu gjaldt det. Jeg henvendte mig omgående til togføreren og fortalte ham, at vi havde en ligvogn, som skulle med, men så glat gik det ikke. »Umuligt “ausgeschlossen«, sagde han, »wir haben so wie so zu viele Achsen«.

Jeg informerede ham om, at det var »Befehl« fra generalkommandoen, at vognen skulle med, stak ham en skilling, og så koblede han maskinen fra.

Da jeg kom tilbage til Jørgen Claus en på banegården, hvor han havde ventet i spænding, kunne jeg kun berette, at alt gik i orden, så vi kunne stige i toget. Vi nåede også godt nok St. Quentin, og derefter varede det heller ikke længe, før vi kunne mærke, at frontlinjen nu lå bag os.

Ved ankomsten til Herbesthal viste det sig, at der var flere waggoner med som vor, altså med kister i, og kisterne blev nu flyttet sammen efter deres bestemmelsessted. Vi fulgte vor vogn til Hamborg, hvor den næstsidste kiste blev udladet og afhentet, og nu var kun vores tilbage. Vi tog persontoget lige til Sønderborg, hvortil også kisten ankom i god behold, dog først dagen efter. Vi havde nu været undervejs i 14 dage.

DSK-årbøger 1971

4 tanker om “4. januar 1917. Afhentning af lig: Nikolaj hjem til Asserballe i en zinkforet kiste”

  1. Hvor er det sjovt at denne historie handler om min farfar. Jeg hørte lidt fra hans liv i den tyske hær under 1. Verdenskrig og hvordan han mistede sin arm. Anders Schmidt blev far til Boie ( min far), Jens og Hans.
    Han klarede sin gård i mange år med kun en arm, men i 1939 fik han bygget et hus i Tandslet til hele familien.
    Jeg ved ikke om du har flere ting om min farfar og den gruppe af soldater fra Sønderjylland som kom til Tyskland. Er der nogen bestemte kilder du har fået fat i?

  2. Der er i den lange tekst linket til en forkert Nikolaj i 3. afsnit, det skal ikke være Nicolaj Nielsen Clausen fra Lysabildskov.

    Men vel Nicolai Clausen 1894-1916, det passer med Kettingskov og dødsdato 11.10.1916. Og ham har I faktisk billeder af i Sønderjyske billeder. Både i civil og i uniform.

    1. Inge Nissen
      Tak for oplysningen. Billederne er nu lagt ind på siden.
      Venlig hilsen
      Sonja Barsøe

Skriv et svar til Sonja Barsøe Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *