Senest ændret den 4. december 2020 9:15

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I begyndelsen af oktober 1918 blev han taget til fange.

Efter  en  vidunderlig og  uforglemmelig  Jernbanerejse  er  vi i  et  Tog  med  III.  Klasses  Kupéer  naaet  hertil.  Aldrig  synes jeg, jeg  har set noget  saa  smukt  som  dette  sidste  Stykke  af Rejsen  ned  imod  Lippy.  Vidunderligt  skønt  ligger  Byen  i en  Dalsænkning,  og  Toget  gaar  halvanden  Gang  omkring Byen,  inden  det  naar  ned  til  Banegaarden,  saa  vi  fik  Byen at  se  baade  ovenfra  og  fra  alle  Sider. 

Dog,  Rejsen  er  ikke hele  Tiden  gaaet  med  Tog  med  III.  Klasse.  Nej,  Gud  bedre! Som  naar  vi  derhjemme  leverede  Svin,  blev  vi  i  Vitry  le Franc  ladet  ind  i  Kreaturvogne,  der  blev  laaset  efter  os.  Vi var  forsynet  med  Brød  til  et  Par  Dage,  men  Drikkelse  havde  vi  saa  godt  som  intet  faaet  med  af. 

Af  Ventilation  var der  ikke  andet  end  de  fra  Kreaturvognene  kendte  smaa  Luger  foroven.  Det  var  vel for  Luftens  Skyld  tilstrækkeligt,  men der  var  dog  andre  Ting,  som  de  45  Mand,  der  var  i  hver Vogn,  skulde  have  besørget,  og  gode  Raad  var  derfor  dyre. Saa  længe  vi  havde  Lommetørklæder  til  „Stort”  og  tømte Konservesdaaser  til  „Smaat”  gik  det  nogenlunde,  men  kun alt  for  tidligt  opdagede  vi,  at  vi  havde  begaaet  den  uhyre Letsindighed  at  kaste  det  hele  bort  i  Stedet  for  at  tømme Beholderne. 

Der  var  sluttelig  ikke  andet  for,  end  at  de  to Mand,  der  var  „nærmest  paa  Tur”,  maatte  holde  den  tredie Kammerat  i  en  saadan  Stilling  ud  af  Lugen,  saa  han  kunde undgaa  det,  der  var  værre  for  os  andre,  nemlig  at  indrette sig  i  et  Hjørne  af  Vognen,  hvor  Pladsen  var  knap  nok  i  Forvejen. 

Transporten  naaede  endelig  Orleans,  hvor  Dørene  atter  blev  aabnet  for  os.  Men  sikken  et  Syn.  Togstammen  saa frygtelig  ud,  og  det  var  intet  Under,  at  den  Masse  af  Militær-  og  Civilpersoner,  der  stod  paa  Banegaarden,  holdt  sig for  Næsen  og  veg  tilbage  for  os,  da  vi  blev  sluppet  ud  og styrtede  ind  imellem  dem  for  at  naa  hen  til  et  Par  Vandopstandere. 

Efter  et  Par  Timers  Ophold  fortsatte  vi  videre. Toget  var  et  andet,  og  ogsaa  Vagtmandskabet  havde  skiftet.  Jeg  kan  ikke  andet  end  at  indrømme,  at  det  var  Synd, hvad  der  nu  foregik.  Vagtmanden  var  en  pæn  ældre  Mand, der  saa  ud  til, at  han  endnu  ikke  havde  været  ved  Fronten, i  hvert  Fald  saa  han  velplejet  og  nobel  ud. 

Enkelte  Kammerater  søgte  nu  at  faa  fat  i  de  største  og  fedeste  Lus,  der kunde  opdrives,  og  i  Snesevis  blev  de  pillet  fra  deres  tilvante Leje  og  flyttet  over  paa  Vagtmandens  Kappe  og  Hue,  hvor de  i  et  sandt  Kapløb  om,  hvem  der  kunde  komme  først,  forsvandt  ned  bag  Kappekraven.  Skorstensfejeren  var  særlig ivrig  i  at  deltage  i  denne  Form  for  „ Vergältung ”  som  Tak for  den  mindre  pæne  Behandling  fra  Dagene  forud.