25. januar 1916. Husar på Østfronten

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig.

Den 3. november forlod vi Slesvig med en transport på 60-70 husarer og en løjtnant som fører. Vi blev forladet på banegården,  både vi og hestene, for der var også heste ved regimentet i Rusland.

Otte dage varede et ophold i Konitz i Vestprøjsen, seks dage var vi i kvarter i Tilsit i Østprøjsen, hvorefter det gik med feltbane over grænsen ind i Rusland.

Det blev vinter, og hvor vi kom frem, var der bitterlig koldt og med sne i store højder. Jævnlig traf vi transporter med syge og sårede kammerater; hvor lazaretbilerne ikke kunne komme frem for sne, måtte man benytte bagagevogne med hesteforspand.

Vort første kvarter blev Schaulne, og derfra gik marchen til fods til en by ved navn Kelmi, og atter march til fods i høj sne – ikke noget for en kavallerist – indtil vi den 30. november arriverede ved det 18. kavalleris brigadestab, der lå på et gods ved Kaltenbrunnen, et tysk gods med tilsvarende godsejer – sådanne findes her og der i Lithauen og Kurland med videre.

I de følgende dage marcherede vi fortsat videre til fods, indtil vi nåede vort regiment, Husar-regiment 16, hvis stab lå i byen Michigelsk. Her blev vi præsenteret for vor regiments-kommandør, oberstløjtnant von Raszewski, og blev inddelt til eskadronen, hvor jeg kom til 3. eskadron og til 4. deling. Regimentet hørte til 4. kavalleridivision, som med seks kavalleri-regimenter, et ridende jægerkompagni og en ridende feltartilleri-afdeling holdt vagt langs Dynafloden i nærheden af Dynaburg.

Ved vort regiments afsnit havde vi et mægtigt skovareal, der fulgte flodbredden kilometervidt, og det gav os den fordel, at vi kunne afløse til hest, da vi var dækket af skoven lige til skyttegravene.

Eskadronen var inddelt med 1/3 af mandskabet ved hestene og 2/3 til skyttegravstjeneste, og så afløste vi hinanden med otte dage i skyttestillingen og derefter fire dage i hestenes kvarterer, der befandt sig på gårdene i en større omkreds og ca. 15 kilometer bag fronten.

I skyttegravene lavede vi jordhuler 800 meter fra Dynafloden, og om natten blev der kommanderet feltvagter frem til flodens bred. Hen på vinteren frøs floden til – men den var kun 2-300 meter bred på vort afsnit – så med russerne, som oftest var det kosakker, kom vi nu og da i fodfægtning, og tit var det snestormvejr.

Der skete ellers hele året igennem ikke væsentlige forskydninger, og alligevel mistede vi omtrentlig 15 procent af vore husarer under disse mindre skærmydsler.

I standkvartererne, hvor vi jo opholdt os sammen med hestene, gjaldt det om at pleje disse bedst muligt, men det var altid under yderst primitive staldforhold, og sløjt var det med foderet, især når det ikke var lykkedes at rane det nødvendige grovfoder, der som oftest forefandtes dækket af sne.

Endvidere måtte vi ride med flere af hestene hver dag for at holde dem i træning. Dette var ingen morsom sport i 30 graders kulde og oftest i høj sne. Nogle steder havde man ved herregårdene indrettet overdækkede ridebaner i de store tærskelader.

DSK-årbøger 1971

En tanke om “25. januar 1916. Husar på Østfronten”

Skriv et svar til Verner Smidt Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *