20. april 1918. Den erfarne frontsoldat Bergholt kan lugte faren …

Senest ændret den 17. september 2021 20:19

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Engang i foråret 1918, da den tyske offensiv var gået i stå, og regimentet havde gravet sig ned, blev jeg sendt tilbage til bagagen for at hente nogle nye folk. Dette foregik selvfølgelig efter mørkets frembrud.

Bagagen lå temmelig langt bag fronten i en forladt landsby. Jeg havde en hel dag til min rådighed, da jeg først kunne gå tilbage med folkene, når det var blevet mørkt.

En del af ventetiden tilbragte jeg på kontoret hos Hannoveraneren. Vi spiste og drak, spillede skat og havde det gemytligt i nogle timer.

Det var hen på eftermiddagen, da jeg brød op for at få nogle timers søvn, før turen gik tilbage til kompagniet. Feldweblen havde  forklaret mig, at jeg kunne finde de nye folk i en lade et par hundrede meter fra kontoret.

Jeg fandt frem til laden, fik hilst på folkene, og lagde mig så til at sove i halmen.

Men det var umuligt for mig at falde i søvn. Hele tiden syntes jeg, at jeg havde glemt noget. Hvad det var, kunne jeg ikke komme i tanker om. Pludselig slog det ned i mig: du har glemt at se på omgivelserne.

Det var noget, der hørte med til »de små ting«, inden man lagde sig  til at sove i fremmede omgivelser bag fronten.

Jeg rejste mig for at indhente det forsømte uden at forvente, at der var noget særligt at se efter.

Bag laden var der en temmelig stor frugtplantage med gamle, høje æbletræer. Da jeg så nærmere til, opdagede jeg en vagtpost, der stod lænet op ad et træ. Det viste sig at være en artillerist, og da jeg spurgte ham, hvorfor han stod »Schmiere« (vagt) her, pegede han fremad. Ca. 50 meter borte fik jeg øje på en Langrohr-kanon godt skjult under et net, der var malet grønt som løvet på et træ.


Disse kanoner benyttede tyskerne til at beskyde visse vigtige mål, der lå langt borte. Man affyrede kun en 20-30 skud og forsvandt så et andet sted hen.

Kanonerne var i reglen motoriserede, det var denne også.

Vagtposten fortalte, at de var ankommet for en time siden, og at de temmelig sikkert skulle begynde skydningen inden ret længe.

Jeg takkede for oplysningen og skyndte mig tilbage til laden. Jeg beordrede folkene på højkant. De spurgte, hvad der var i vejen; men jeg beholdt min viden for mig selv og svarede, at det kunne de senere få at vide. Luften her i laden passede mig ikke, og derfor flyttede vi.

I den anden ende af byen fandt vi en anden lade med halm, og nu kunne jeg sove.

Jeg havde vel sovet en time, så begyndte tyskerne at skyde. Jeg var spændt på, hvor længe det ville vare, inden franskmændene besvarede ilden. Jeg havde erfaring for, at med deres  måleinstrumenter ville det ikke tage ret lang tid, før de var klar over kanonens standplads.

Da tyskerne havde affyret en snes skud, kom den første detonation, så hele butikken rystede. Det var ikke »småknas«, franskmændene kvitterede med.

Tyskerne indstillede omgående skydningen, og vi kunne høre på motorlarmen, at de forsvandt.

Der kom endnu et par salver fra franskmændene, så blev alt stille.

Da vi ved mørkets frembrud begav os på vej, kom vi forbi den lade, hvor vi først havde været.

Den havde fået en fuldtræffer og lignede mest et korthus, der var væltet. De »nye« så lidt betuttede ud. De sagde ingenting, men det gjorde jeg: »Det var derfor, vi flyttede!«

Om de troede, at jeg var i besiddelse af en sjette sans, ved jeg ikke, men det hele var såmænd kun – skal vi sige – et samspil af principper, erfaring og sund fornuft.

Hvis Richard havde været med, ville han have sagt: »Keine Hexerei, nur Behändigkeit.«

Da jeg sagde farvel til Feldweblen, fortalte han, at han efter  skydningen havde været henne ved laden, men da han ikke fandt os, var han beroliget, for som han sagde: »Du hattest wohl die Lunte gerochen« (Du havde vel lugtet lunten).

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

2 tanker om “20. april 1918. Den erfarne frontsoldat Bergholt kan lugte faren …”

  1. Er der nogen, der ved, om “Pligtens vej” er til at købe nogen steds?
    Jeg har været i besiddelse af et signeret eksemplar (jeg er i familie med forfatteren), som er forsvundet (læs: udlånt).
    Jeg har forsøgt mig på “antikvariat.net” foreløbigt uden resultat.

Skriv et svar til Erik Sommer Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *